Lucifers børn
Ronnie lagde en blomst ved stenen. Den var af grå skinnende marmor.
Han fjernede lidt ukrudt og en lille indtørrede buket blomster fra året før.
Med hænderne glattede han perlegruset ved den lille gravplads.
Det var den eneste plads der var ryddet og passet.
Hendes navn stod der ikke. Stenen var helt blank. Der var end ikke datoer, eller bare et lille kors på. Men det var her Ronnie kom, år efter år, for at mindes hende, og lægge en lille blomst. Lige siden dengang.
Der lå heller ikke nogen under jorden. Men Ronnie fandt trøst ved sit årlige besøg. Stenen havde han selv plantet på pladsen, med megen møg og besvær. Det var ikke den største sten, men den havde været tung. Ronnie gjorde det meste på viljestyrke.
Cecilie skulle have den ære, selv om hun aldrig fik lov til, at få en kristen bisættelse.
Hendes unge smukke liv standsede lige så brat, som resten af byens den nat.
Men Ronnie kom tilbage, og passede den plads han kaldte hendes.
Ingen andre gjorde det, for ingen andre kunne.
Skyerne lå som én stor samlet masse foroven. Den lignede en fyldt svamp, lige til at vride en skypumpe ud af.
En mild vind tog fat i Ronnies lange lyse hår. Han fjernede det fra øjnene. Udsynet skulle være i orden. Han vidste, at det han så var dødt, men alligevel.
Der var ingen grund til, at tage chancer.
På hovedgaden blinkede en hvidgul gadelampe sløvt. Tempoet var skiftende. Så hurtigt, så langsomt, så hurtigt igen. Ingen andre lamper lyste.
Det var heller ikke tid til lys i gadelamperne. Men de lyste heller ikke om aften. De var slukket, for der var ingen at være tændt for.
Skiltet ved slagterbutikken hang i en kæde i den ene side. Det hang skævt. Det knirkede kraftigt mens skiltet svajede blidt i vinden.
Butiksvinduet var smadret og al kødet var væk. Selv slagteren var væk. Ligesom bageren, borgmesteren, hestehandleren og den lille førtidspensionist, frøken Rose Vinter, der gik ud om aften fordi katten var ude.
Hun stillede sig ud på verandaen og kaldte. Med hende var historien speciel. Hun var også i Ronnies hjerte.
Benzintanken var, som resten af byen, ikke mere i brug.
Ved en enkelt stander hang en benzinslange sløvt. Der kom ikke længere noget ud.
Ved siden af standeren stod der en efterladt Ford Taunus.
Også ved tanken var butiksruden væk.
Der sad kun rester af små glasskår i kanten, der kunne berette, at her var sket noget unaturligt.
Ved et værksted på tanken, stod en gammel Toyota med motorhjelmen åben. Frederik arbejdede sort den aften.
Familien på den største gård i den lille by, Strand-Jensen var væk.
Den voksne datter havde holdt ungt selskab, for sine medstuderende.
Der var ikke et øje tilbage. Den store stue midt i huset lignede stadig en slagmark.
Noget af stor kraft havde spredt sig hurtigere end lynet.
Forældrene, der hyggede sig med kaffe og kortspil, hørte skrigene fra stuen.
De kom så hurtigt de kunne, men kun for at se deres datter dø.
Fru Strand-Jensen besvimede, mens herren i huset greb en kniv og gik frem mod det ingen vidste noget om. Det vil sige næsten ingen.
Den gamle spritter, der altid sad og hang foran købmanden, var væk. Borte som dug for solen, der ikke længere kunne skinne på nogen af byens indbyggere.
Harry, der ellers altid passede sig selv og ikke generede nogen, var taget af det ukendte, og kunne aldrig findes mere.
Lystfiskeren Bruno, der altid var god for sine berømte historier om sine fangster. Han fangede ikke noget mere. Han nåede ikke ud af den lille havn, før noget greb ham. Båden sejlede ud på fjorden uden nogen om bord. Hverken Bruno, eller hans makker, den lille tynde Mathias.
De to skolelærer, Charlotte Petersen og Mie Olsen var væk, samt alle eleverne på den lille skole. Det var en skrækkelig historie, for hvem der måtte kende den.
Nogen af dem, der løb skrigende bort ud i mørket havde måske klaret den.
Men intet var sikkert. Ronnie troede ikke på det.
De ville være blevet fundet, før eller siden. Men ingen hørte nogensinde, om nogen bortløbne børn. Der blev aldrig fundet nogen.
Ronnie kunne stadig blive syg ved tanken. Stakkels små sjæle.
Skolen var et af de eneste steder, der ikke var rodet og smadret. Ingen knuste ruder eller smadrede døre. Ronnie vidste besked. Han var på skolen den aften. I skjul.
Det var aften da det skete, og ingen var i skole på det tidspunkt. Kun Ronnie var på skolen.
Tarvlen var vasket ren, og hvert et bord og hver en stol stod stadig, som da byen så lyset sidste gang, i live.
Der var ikke en eneste levende sjæl tilbage, undtagen ham selv.
Hovedgaden, der tidligere var byens midtpunkt, og altid fuld af liv og smil, handel og venlige tjenester, lå nu øde hen.
Ronnie stoppede bilen foran et ældre hus. Han steg ud og pakkede to roser ud.
Han lagde dem på verandaen foran huset. Så sendte han et fingerkys mod himlen.
- Jeg glemmer dig aldrig Rose. Aldrig nogensinde, sagde han stille.
Gaden var belagt med støv og aske. Faldne blade fra træer og buske var for længst indtørret og blæst bort.
Hvert et skridt gav fodspor. Men der var ikke mange spor. Faktisk næsten slet ingen.
Man skulle kende byen, for at kunne finde den.
Efter det der skete, blev byen nærmest slettet på kortet, på en eller anden unaturlig måde. Noget fjernede alt det man kendte. Men hvad?
Ronnie vidste besked, men han var den eneste.
Han holdt det for sig selv i flere år, men han vidste besked.
På hovedgaden stod der biler med åbne døre. Efterladt i en fart, i frygt og rædsel. En bus stod stille med alle dørene åbne. Bagruden var knust. Men der var hverken chauffør eller passagerer.
Døre og vinduer stod åbne i alle huse. Byens indbyggere var enten løbet eller kravlet skrigende ud, i håb om sikkerhed på de åbne pladser.
Ronnie så sig nervøst omkring. Der var timer til solen ville gå ned. I lyset havde man "helle". I mørket havde man det modsatte.
Byens lille rådhus lå ved siden af kirken.
Man kunne tydeligt se den lave røde bygning fra kirkegården.
Det store ur over dobbeltdøren var gået i stå. Klokken var nøjagtig 8.
Urets visere stoppede den aften, for seksten år siden da byen gik amok.
Alt gik i stå, og noget andet startede. Noget rædselsfuldt.
Hestehandleren, Aksel, der var en af de sidste af sin slags, var en vellidt ældre mand midt i halvfjerdserne. Han kunne knapt nok klare sit job mere, og fik heller ikke solgt så mange heste.
Han havde to røde hopper tilbage i sin stald. Hans ønske var, at få dem afsat, og gå på pension. Bedre sent end aldrig.
Det stakkels menneske så sine smukke heste forsvinde. Men de forsvandt ikke bare. De løb ingen steder hen. De nåede det aldrig.
Aksel oplevede rædslen på tæt hold, og da det vendte sig mod ham, gik han selv ud på hovedgaden, hvor dagens aftenbus kom kørende. Yderligere af det skrækkelige, oplevede Aksel aldrig.
Ronnie gik langsomt fra kirkegården forbi kirken. Døren stod åben men han gik ikke ind. Der var stille som normalt i en lukket kirke, men af andre årsager.
Flere af de farvede blyindfattede ruder, var sprængt til atomer.
Ronnie nåede at kaste et blik ind i kirken, og kunne se helt ned til altertavlen.
Det store maleri af Jesus var flået i stumper og stykker.
Døbefonden var væltet, men der flød ikke længere noget vand.
Ronnie forlod kirken mens han skulede mod himlen. Regnen kom snart. Det kunne ikke vare længe nu. Skyerne var mere end mørke.
Folkevognen startede som sædvanligt, hver gang med to host og så fik den fat. Ronnie trillede langsomt forbi bussen. Han så sig omkring, selv om han godt vidste, at han ikke ville få øje på noget levende.
Hans rute i den lille by var planlagt på forhånd. Den var den samme som sidste år, og året før. Den tur han altid kørte, med triste øjne og et knust sind.
For enden af hovedgaden drejede han mod højre, forbi vandrehjemmet.
Han kørte langsomt. Han huskede dem, der prøvede at forskanse sig i spisesalen. Men hvad stiller man op mod det ukendte, når det ukendte er meget stærkere, end det man kender?
Det værste var næsten da det tog strømmen fra byen - så skreg alle.
Ronnie kørte videre forbi Jakob Bagers Butik. Billedet var det samme overalt.
Ingen liv og knuste ruder og smadrede butikker.
Få steder kunne man stadig ane tegn på lidt forgæves forsøg på kamp.
Efter få minutters kørsel, kørte Ronnies bil op foran det, der engang havde været byens eget lille stolte teater. Det gule forsamlingshus.
Han slukkede motoren og steg ud af bilen. Med raske skridt gik han mod døren. Han behøvede ikke at åbne den. Den var noget af det eneste, der var tilbage af huset. De skrå brædder var ikke længere skrå.
Huset var brændt ned til grunden. Det var Ronnies værk.
Der var kun tilsodede bjælker tilbage. Ikke en eneste hel væg. Taget brød sammen under branden den nat, for mange år siden.
Himlen gjorde sine sidste tegn til at starte det, som Ronnie var glad for ikke skete dengang. Det begyndte at regne stærkt med det samme.
Det væltede ned over byen. Hans lange lyse hår klistrede til hovedet.
Den slidte skindjakke, med Hard Rock Café mærket på ryggen, skinnede som ny. Det var ikke engang Ronnies jakke. Frederik havde efterladt den på værkstedet. Han fik aldrig brug for den mere.
Ronnie greb den på vej ud af byen. Den skulle hjælpe ham med at gemme sig i mørket, i stedet for den hvide skjorte han bar dengang.
Han vendte ryggen til teatret. Han glædede sig over gensynet. Det nedbrændte satans sted, hvor al rædslen begyndte. Der hvor det kom fra, det som ingen kendte.
På vej tilbage til bilen, fik Ronnie øje på noget genkendeligt. Noget der pludseligt var blevet skyllet frem i lyset. Det var en maske.
En hvid maske. Den lå bare der på jorden og stirrede på ham.
Først stivnede han, og så mod himlen, og på sit ur. Klokken var ikke mange endnu. Der var stadig timer til mørke.
Men masken lå der, og smilede op til ham, som maskerne gjorde dengang.
De smilede til ham. Men det var ikke det eneste de gjorde.
Han så på den igen. Så løftede han foden og trampede den i stykker.
Et lyn flækkede himlen da Ronnie kørte ud af byen. Der var ikke noget eller nogen, der fulgte ham med øjnene. Kun en knust maske.
Han så sig ikke tilbage. Han trådte på speederen og forlod byen.
Han var chokeret over synet af den hvide maske. Den fremkaldte det hele igen. Skrigene, de uforklarlige dødsfald og alt det som ingen forstod. Slet ikke da han endelig slap væk, og ville fortælle omverden om sine rædselsfulde oplevelser.
Man troede ham ikke, og låste døren udefra for en tid. Man neutraliserede ham med stærk medicin, i håb om, at det ville få ham til at glemme sine mareridt.
Men det var ikke et mareridt. Det var lige netop det, det ikke var.
Det var dødsens livagtigt, det der ramte den lille by.
Ronnie kørte stærkt i regnen, mens det virkede som om hele seancen begyndte foran ham igen. Med forruden som et stort lærred.
Inden det hele begyndte igen, nåede Ronnie at se en rasteplads nærme sig. Han sagtnede farten og kørte ind.
Det var et af de steder hvor der var en grillbar.
Oftest besøgt af sultne lastbilchauffører.
Dem der lige kunne klemme en af dagens mellemmåltider ned. Tre fire af de ristede og et par brød, efterfulgt af en kakaomælk.
Ekspedienten kendte klientellet. Det var stamkunderne. Der blev bøvset lystigt, mens man diskuterede ugens fodboldresultater.
Ronnie kunne ikke finde noget mere ligegyldigt, at koncentrere sig om. Da ingen så det rystede han på hovedet.
Han bestilte en kop kaffe og greb dagens avis, der kunne berette om uenigheder mellem regeringen og oppositionen. Intet unormalt her.
- Jeg synes ikke jeg har set dig her før, er du her fra området?
Ronnie vendte sig mod ekspedienten. En kraftig pige på cirka tyve år.
- Jeg kommer lige fra Kirke Sønderhavn, svarede han.
Han så det godt komme. Hun anede ikke hvad han talte om.
Byen eksisterede ikke mere. I manges bevidsthed, havde den aldrig eksisteret.
Den blev slettet på kortet da det ukendte indtog byen.
- Den by kender jeg godt nok ikke. Hvor ligger den helt præcist?
Det var omsonst at skulle begynde at forklare hende hvor og hvordan.
Mørket havde allerede lagt sig ind over hele Sjælland, og Ronnie skulle i hvert fald ikke tilbage for at bevise noget.
Han var den eneste der kendte byen. Af en eller anden uforklarlig årsag, kunne han finde vejen til Kirke Sønderhavn. Ingen andre kunne.
Han overlevede og vidste besked, mens andre tog deres uvidenhed med i graven. Såsom Cecilie gjorde.
Ronnie var den sidste kunde.
De delvist mætte chauffører var kørt videre. Løverne var fodret af.
Nu kunne de køre deres store maskiner i garage, for derefter at fortsætte dagen, på samme facon.
Ronnie så ud af vinduet, hvor det stadig stod ned i stride strømme.
Det var kun hans spejlbillede han fik øje på. Det var kulsort udenfor.
- Det er udmærket du ikke kender Kirke Sønderhavn.
Det er noget af en spøgelsesby. Der er ikke noget tilbage, sagde han stille.
- Er det en af de småbyer helt ude på landet, hvor kun kragerne kommer for at vende, spurgte den unge pige smilende.
Ronnie så sig selv i øjnene, mens et lyn og et tordenbrag hidkaldte opmærksomhed.
Regnen stilnede lidt af og faldt kun let nu.
- Der er ikke nogle krager i Kirke Sønderhavn mere. Der er ingenting.
- Så må det sørme været langt ude, sagde den unge pige.
- Langt ude? Det var mere det der skete, der var langt ude.
Ronnie vidste det godt. Hun kunne ikke vide hvad han talte om. Ingen vidste hvad han talte om, når han talte om det.
- Ved du hvad, jeg skal desværre snart lukke, og så skal jeg cykle hjem.
Det er ikke for at smide dig ud, men som sagt jeg lukker.
Ronnie betalte for kaffen, og forsøgte at smile venligt.
Han så fra bilen, den unge pige låse grillen af og finde cyklen frem.
Han satte bilen i gang. Den hostede to gange og var klar til at køre.
Den gamle folkevogn kørte videre af landevejen, og ramte kort efter motorvejen.
Ronnie så sig i bakspejlet, men det var Cecillies øjne der så tilbage.
Hendes smukke øjne og det lange kastanjebrune hår, der skinnede i solen.
Hendes smil med de klareste hvide tænder. Et strejf af fregner over næsen og under øjnene, og hendes slanke talje.
Hun var hende han havde gået og drømt om. Det var her han skulle blive gammel, sammen med Cecilie.
Kirke Sønderhavn var hjemstedet for det liv, Ronnie havde i tankerne. En fredelig lille landsby, med mulighed for at få gjort sin næste bog færdig.
Den første, en novellesamling, hvor han beskrev sit eget ensomme liv i storbyens skygger, havde givet ham en lille succesoplevelse. Han var pludselig havnet på forsiderne af diverse tidsskrifter.
En oplæsning ved en bogmesse var det også blevet til, med efterfølgende stående bifald.
Det var dejligt at prøve, men det var ikke alt. Han følte, at han havde svært ved at udfolde sig i historierne. Han ville mere.
Tanken om at flytte på landet var ikke ny, men den var langsomt dukket op igen og igen. Han kunne lide tanken. Men Ronnie var også ensom. Mellem skygger og beton i storbyen, var det ved at knække ham.
En aften foran computeren, dukkede en datingside op. Han afskyede den slags. For de fleste gjaldt om at få hurtigt uforpligtende sex. Af den slags man ikke deler med andre end sin egen skygge når lyset består af stearin.
Dem der skrev sig ind, gemte sig under alle mulige fantasifulde navne.
Et eller andet fangede alligevel Ronnies interesse. Det han startede med at skrive, lød som en dårlig sælgers alt for tidlige dødsdom.
Han slettede det og prøvede igen, og lod det være.
En aften, hvor regnen piskede ind på ruderne, og hvor Ronnie alligevel ikke kunne finde optimismen og inspirationen, sendte han de få velvalgte ord, om en forfatter der søgte lykken ude på landet, hvis der var en, at kunne dele den med.
Der var ikke mange henvendelser. Faktisk kun nogle ganske få.
Ronnie regnede ikke med, at der kom nogle. Han skød det ud af hovedet, og glemte langsomt alt om sin profil på den hjemmeside.
Men ikke desto mindre dukkede de op en dag, de få henvendelser.
En kvinde fra Rørvig, der drømte, at den næste kærlighed var den rigtige.
Hvordan kunne hun være sikker på det, tænkte Ronnie. Kvinden havde været gift fire gange før, og var i starten af tresserne.
En ældre kvinde fra Kulhuse, der havde arvet hus, bil og godt med penge, og nu drømte hun om en yngre elsker.
Ronnie tænkte, at han vist havde glemt at sætte nogen aldersgrænse på sine egne ønsker.
Den tredje kvinde var en tidligere optiker, der nu dyrkede zumbadans og clairvoyance. Det kunne, hvor gerne han end ville, ikke trække Ronnie op af sofaen. Han var ved at opgive da en fjerde mail tjekkede ind. Han vidste ikke om han ville læse den. Men en fornemmelse af skyldfølelse overfor kvinden, der havde gjort sig den ulejlighed med at skrive den, valgte han at åbne mailen.
Det var ikke alene det billede der fulgte med. Men det kunne have gjort det for sig selv. Hun var smukkere end det smukkeste maleri.
Billedet var af en ung dame foran en kirke, en sommerdag hvor solen stod højest på himlen. Hun havde en fin hvid kjole på.
Hendes smil var bredt, og fangede Ronnie med det samme.
Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor i alverden en pige som hende skrev sig ind på en datingside. Ud fra billedet at dømme, havde hun det hele. Hun måtte da have fået tusinde af henvendelser.
Ronnie tænkte sig længe om. Hvordan skulle han skrive til hende? Han ville heller ikke lyde for desperat. Men da han så billedet, var det lige netop det han var.
Han printede billedet ud, og sad og stirrede på det i timevis.
Han satte det op på væggen. Han talte til det. Fortalte hvem han var.
Ronnie kunne tænde et stearinlys og kigge ind i det i timevis, og kun tænke på hvad han ville sige, hvis han nogensinde mødte hende.
Hun hed Cecilie og kom fra Kirke Sønderhavn. Hun havde læst at Ronnie var forfatter til en bog om kærlighed. Det havde fanget hendes interesse. Selv gik hun rundt med en lille skuespiller i maven.
Romantikken kunne blomstre i hendes indre, skrev hun. Det var netop de tanker Ronnie ønskede at finde. Ordene greb ham og låste ham fast.
Han koncentrerede sig om sit svar. Han brugte det han kunne med ordene, og flettede svaret sammen som et julehjerte af de smukke.
Det lykkedes og de mødtes. Først et neutralt sted i København. På en café i Nyhavn, hvor solen stod højere end højest.
De unge hjerter var ikke ensomme mere. Der var flammende følelser fra første øjekast. Cecilie og Ronnie fandt hinanden, i et øjeblik af perfekt timet berøringer. De tog hinandens hænder, og gnisterne fløj lavt hen over bordet.
Det første kys samme aften, foran hendes hotel, viste sig at betyde langt mere, end kærlige ord kunne beskrive.
Fra den ene stund til den anden, slog de deres rytmer og liv sammen.
Cecelie spillede amatørteater hjemme i Kirke Sønderhavn, når chancen bød sig. Som regel nogle stykker som andre havde skrevet, eller alle kendte på forhånd.
Ronnie læste i de følgende uger op af noget af sit nye materiale.
En kærlighedshistorie, om ensomme hjerter, der ikke længere kunne mærke branden.
Hjerter af den slags, der ikke engang kunne fornemme gnisterne mere.
Cecilie var imponeret. Hun så hurtigt sig selv som den søgende sjæl, i Ronnies historie. Hun tiggede og bad om han ikke nok ville skrive det som et teaterstykke, og Ronnie gik i gang.
Det var disse minder der kastede lys i Ronnies indre. De smilende tider med Cecilie. Den kærlighed der startede en ild i hans hjerte begyndte med hende.
Alt det andet, med skræk og angst, kunne han aldrig slippe, hvor gerne han end ville. Der var tider hvor det stod i baggrunden. Men det var aldrig længere væk, end hvis han så noget, der mindede om en maske, stod det atter lysklart for ham.
På en bakketop i et landligt område stod en campingvogn. Den var matsort. Ruderne var mørke. På taget af den sad der fire sorte ravne og stirrede rundt.
Foran den fire meter lange vogn, stod der to sorte heste.
De var blanke, store og brede som bryggerheste. De stod helt stille og bevægede sig næsten ikke.
Det var en græseng, hvor der sjældent kom mange. Der var fredeligt.
På himlen var der små runde skyer, med et rødt glimt i midten. De lignede øjne, der vågede over egnen på denne tidlige aftenstund.
Skyerne gled sammen, til én stor masse. Det rødlige blev kraftigere, og efterhånden blev himlen lukket til af skyer. De blev tykkere og mere tætte.
Duggen begyndte at dale. Først let i et stykke tid. Så kom regnen.
Det var som en snerren fra oven da døren i campingvognen åbnede. Skyerne formede sig som noget der kunne ligne en mund, der brølede mod jorden.
To kom ud af vognen. De så sig omkring. Med små lette skridt begav de sig mod et nærtliggende skovområde.
Ræven var på jagt efter musen i skovbunden. Den lille størrelse løb under nogle højtliggende rødder ved en gammel bøg. De små fødder bevægede sig hurtigt, men næsten ikke hurtigt nok. Ræven ville dræbe og æde.
Den sprang mod sit bytte da noget løftede musen op. Ræven standsede sit løb.
Noget greb fat om rævens hals, og klemte livet ud af den, hurtigt og effektivt. Det knasede og blødte kraftigt i et kort øjeblik. Så blev rævens blik dødt.
Musen så chokeret sin redning i øjnene.
Pia var en kraftig bygget kvinde i starten af halvtredserne. Hun var umoderne men praktisk i tøjet. Farverne var ikke valgt. Tøjet, der klemte mere end nødvendigt, var der kun af nødvendighed. Hun skulle ikke stadses op for nogen.
Ansigtet var træt og trist. Furerne var dybe og poserne under øjnene lignede til forveksling en miniudgave af de efterfølgende rødmossede hængekinder.
Hun gik med sit sædvanlige lidt tvære udtryk i mundvigene.
Tænderne var gullige og få, som antallet i hendes vennekreds. Hun levede alene med sig selv og sine drømme, om den karriere, der aldrig nåede hendes veje.
I de flestes øjne, var hun et sørgeligt tilfælde.
På arbejdet lagde hun sig ofte ud med de andre, når hun ellers ikke hjalp sin søster i hendes lille blomsterbutik i weekenden, hvor hun tit virkede som dagens sureste og mest frustreret sælger.
Kun ved selskabelig lejlighed kunne Pia finde på, at farve håret rødt. Ellers var det gråt, med ekstra mørke skær over sig. Skåret i en frisure, der ikke havde noget at ønske. Hun så det selv som fikst, men var ene om at synes netop det.
Livet havde, efter flere års ægteskab, budt sine skæve sider. Det var hverken hvad hun håbede eller troede på. Så hellere være lidt ærgerlig på hele verden, tænkte hun. Hun havde nok i sig selv. Man kunne altid finde en eller anden, der sprang på hvis hun blottede et bryst, for så at droppe ham efterfølgende.
Stierne gennem skoven var snoede. De meget lidt feminine, men praktiske vandresko gik gennem tykke hjulspor. Pia trak ud i rabatten for ikke at synke helt i.
Det lignede ikke spor efter en bil eller en traktor. Det var noget der var tungere.
Sporene stak dybere i mudderet. Der var ikke noget mønster.
Mellem hjulsporene var der aftryk efter brede hestesko.
Musen var hjemme i hulen under jorden. Lettet efter dagens næsten håbløse jagt på liv og død. Den endte anderledes end virkelighedens verden ville have budt.
Ræven blev slæbt af sted, med hovedet slæbende hen af jorden. Øjnene var åbne og tungen hang slapt ud af munden.
Den ene ud af to forsvandt ind i campingvognen, med ræven i hånden.
Regnen tog til og det passede Pia godt. Humøret var derefter. En mand havde tilladt sig at takke nej. Hun var ikke vant til det, mente hun selv.
Hun gik og så ned i jorden. Så sine egne vandresko synke længere ned i den bløde rabat. Det ville hun normalt også have bandet af, blandt meget andet.
Der var nok at bande af til daglig, men netop lige nu stod hun stille, uden et ord.
Det var fordi hun lige med et, stod ansigt til ansigt med noget hun ikke kunne regne med. Det var et anderledes syn, end man normalt ville kunne forstå i en regnvåd skov. Noget man aldrig ville kunne frygte. Ikke tidligere i hvert fald.
Først smilede hun undrende. Så gjorde hun større end store øjne. Så skreg hun.
Ligesom ræven havde gjort forinden, lå Pia nu slapt på jorden. Hendes øjne var åbne og stive. Der var ikke længere nogen eder og forbandelser fra hendes mund. Der var ikke noget som helst, andet end en tynd stribe mørkerødt blod fra hendes mundvig.
Ikke så længe efter, blev Pia slæbt gennem skoven.
Præcis lige så død som ræven. De led en skæbne der mindede om hinandens.
Den anden ud af to nåede frem til vognen. Døren gik op igen. Flere med små lette skridt trådte ud. De tog veltilfredse imod den anden.
Døren blev smækket hårdt til i vognen, og så var der stille på den grønne eng.
I det samme ændrede himlen sig.
Regnen stoppede og de sære skyer med det røde glimt svævede videre.
Aftenen viste sig smukkere endnu en gang. Stjernerne glimtede om kap.
Hestene blev vækket til live og begyndte at trække af sted med den sorte vogn.
Da Ronnie og Cecilie kørte ind i Kirke Sønderhavn, sammen for første gang, slog det ham, at netop det her sted var det han søgte.
En søvnig lille by, der på samme tid kunne virke vågen i hans bevidsthed.
Den kunne give ham den inspiration han ledte efter, til sin kærlighedshistorie med Cecilie.
Byen havde ingenting, og alligevel manglede den ikke noget. Den var perfekt.
Ronnie var forelsket i mere end én forstand. Ikke kun i byens kønneste pige, men også i byen. Der åndede den fred han havde gået og vendt hvert et blad for at finde.
Cecilie viste rundt, og Ronnie blev ved samme lejlighed vist frem.
Ikke uden en vis forlegenhed. Specielt når hun fortalte at han var forfatter. Han prøvede at tysse på hende men lige lidt hjalp det.
Hun fortalte det til alle, og nogen virkede interesserede. De fleste venlige.
Enkelte var en anelse ligeglade. Såsom mekanikeren Frederik. Han var måske ikke lige så interesseret i at hører om Ronnie. Eller også var der det faktum, at han selv engang havde været bejler til Cecilie, men var blevet afvist.
Den smukke pige sprang op på en gammel bænk foran en stor gammel gul bygning. Det havde stråtag og havde set bedre dage. Væggene var slidte flere steder men det havde sin charme alligevel.
Det var det lokale forsamlingshus, med selskabslokale og en scene til teater, hvor en gruppe mennesker fra byen året før havde opført Elverhøj.
Cecilie foldede armene ud og smilede om kap med solen der skinnede i hendes øjne.
- Her skal jeg spille den ensomme og søgende kærlighedshungrende kvinde, der tørster efter lykken og noget der er større end livet selv, før døden æder mig.
Hun lod sig falde, fordi hun var sikker på at Ronnie ville gribe hende, hvilket han gjorde med lethed, og de kyssede inderligt.
Ronnie arbejdede på sin historie og gjorde den færdig. Byen lærte ham at kende og accepterede ham. Skyerne drev hen over himlen på en underfundig måde. Næsten som om de holdte øje med den søvnige lille sommerby, og det lille teater.
Berit og Tage sad en tidlig aftenstund ved grøftekant og drak en kop medbragt kaffe.
Sommervarmen slog rekorder.
Det fik svedperlerne til at løbe om kap ned af Tages pande, hvor hans sparsomme hårpragt ikke kunne følge med.
- Den er varm her til aften skat, sagde han og tørrede hovedet med sin arm.
Berit nøjedes med at smile tilbage til ham.
De havde deres liv sammen, og det var deres liv. De havde ikke andet. De kendte ikke nogen. Boede for sig selv i et lille hus langt ude på landet. Små ti kilometer fra den lille by, Kirke Sønderhavn. De var et lykkeligt ældre ægtepar, der kun havde hinanden, og kun havde haft hinanden, i et barnløst ægteskab i en menneskealder.
Berit var i en gul prikket sommersag af en kjole, der havde set bedre dage.
Den havde hang løst på hendes tynde krop. Men Tage havde for femten år siden rost hende for hendes smukke yndefulde ydre. Men det var dengang.
For Berit var det stadig dengang. Tiden stod stille og rørte sig ikke, og Tage nænnede ikke at fortælle hende sandheden. Han tog sig af hende. Og elskede hende.
Til tider kunne Berit se noget, der ikke var der. Kun i hendes fantasi. Tage bar over med hende og legede ofte med, og fik hende med hjem i deres lille hus, hvor hun fik sin medicin. Ind imellem kunne hun pludselig rejse sig og danse og synge, men det varede kun kort, så var Tage hos hende. Han lagde armen om hende og smilede.
- Nu skal vi vist hjem skat. Du er træt nu, plejede han at sige.
Men lige nu var kaffen i højsædet. De nød hinanden og den ro der omkransede dem.
Tage tømte sin kop og tørrede endnu en gang sin pande. Berit smilede forlegent.
- Inden vi kører hjem, tror jeg nok jeg skal om bag grøftekanten lidt længere henne, hvis det er ok, sagde hun.
Situationen var ikke ny, så Tage nøjedes med at nikke. Han samlede deres kopper og kanden i den gamle kurv. Han rejste sig og gik mod den efterhånden slidte Mazda, der ligesom parret selv, godt kunne trænge til at blive set efter i sømmene.
Det varede ikke længe før solen gik ned, og månen tog over. Men de lyse timer var der trods alt flest af. De varme stunder.
De lune aftner skulle til at tage sin begyndelse. De normalt så blide himmelstrøg kælede med den lette vind. En lille samling skyer slog sig i rundkreds, og lige med et, blev himlen en enkelt nuance mørkere.
Tage var ved at sætte sig ind i bilen da Berit kaldte på ham. Han sukkede.
Berit havde været rolig på hele turen. Hvorfor nu, tænkte han. Hvorfor lige nu?
Han stillede sig foran hende og lagde hænderne beroligende på hendes skuldre.
- Der er nogen små englebørn der danser for mig. Se skat, nu tager de masker på.
Tage vendte sig om for at glæde Berit, som han altid gjorde.
Natten herskede over de landlige omgivelser. Der var mere stille end på kirkegården om natten. Der var bevægelse, men ikke menneskelige.
Tage og Berit lå med åbne øjne. Små bare fødder løb omkring dem. Der var mange.
Den store sorte campingvogn nærmede sig langsomt. De store heste trak den uden en lyd. Der blev ikke givet nogle ordre. De stoppede da de skulle.
De lignede børn men kommunikationen lød som en grynten fra voksne mænd.
Med en hidtil uset og unaturlig stor styrke, tog en af de små fat i Tages ankel. Han blev med største lethed slæbt med ind i vognen, hvor flere af de små ventede.
En anden greb fat i Berit. Den gule prikkede sommerkjole lå tilbage for sig selv.
En forvandling skete da en maske blev fjernet fra ansigtet. Masken var blodig og dryppende, og smilede på en djævelsk måde med horn i panden. Hvid som sne.
Den lille stod og skulede ud over området. Kirken kunne ses på afstand.
Der blev kaldt til samling. Flokken blev større. Øjnene blev flere.
Som natten skred frem og timerne gik, forsvandt billedet af campingvognen med hestene. Der var ingen små størrelser med hvide masker med horn i panden.
Mazdaen var med en overnaturlig stor energiudladning brændt sammen og gravet ned. Man slettede sine spor.
Tre små flagermus søgte tilflugt i kirketårnet, da solen langsomt begyndte sin entre.
Den bredte sig ud over Kirke Sønderhavn. Endnu inden der var liv i byen.
Det eneste der var tilbage fra nattens hændelser, var det som sommerfuglen satte sig på, inden den igen foldede sine lette vinger, og lod sig kaste rundt i den milde vind.
Den gule prikkede sommerkjole.
Cecilie havde lagt en gave frem til Ronnie. Han havde endnu ikke set den Han stod med et håndklæde om livet og dryppede på gulvet, mens hun flettede håret.
- Det gør vel ikke noget at jeg har hendes fletninger, spurgte hun sin kæreste.
Hun hentydede til den kærlighedssøgende kvinde, som hun skulle spille på scenen samme aften. Ronnie rystede på hovedet og smilede med hjertet.
Han så pakken på sengen og pegede.
- Hvad er det, spurgte han.
- Pak op og kig. Det er til dig. Til i aften.
- Du skal ikke rende og give mig gaver.
Alligevel kunne Ronnie ikke modsige sig den barnlige følelse, som ved juletid. Han så på hende mens han fjernede papiret. Han gentog sit spørgsmål om hvad det var men fik ikke noget svar.
Det var en hvid skjorte. De var glade og lykkelige og mødtes i et langt kys.
Kirke Sønderhavn var dækket op til fest. Alle flag var hejst. Alle de smukkeste kjoler blev fundet frem til lejligheden. Konerne hjalp mændene med at vælge slips.
Intet var overladt til tilfældighederne.
Ronnies historie skulle opføres på de skrå brædder. Byen var inviteret. Nogen havde valgt at takke ja. Mest den ældre generation, til at begynde med, sikkert fordi stykket endnu var ukendt trøstede Cecilie med.
De gik hånd i hånd ned gennem byen. Antikvitetshandleren, Rose Vinter vinkede smilede til dem, mens katten spandt og hang i hendes arme.
Ved værkstedet kørte en gammel Toyota ind. Frederik stod i sin sorte læderjakke med Hard Rock mærket på ryggen. Han nøjedes med at nikke mod Cecilie.
Ronnie smilede lidt af det. Det var ok.
På den store gård, hos familien Strand-Jensen var der også lagt op til fest.
Dog ikke på grund Ronnies stykke på teatret. Den store datter skulle holde selskab for de medstuderende. Forældrene var dog hjemme, hvis noget skulle gå galt.
Hvis en enkelt af de unge, fik et enkelt glas over tørsten og skulle køres hjem.
Et enkelt glas over tørsten havde Harry drukket i mange år, når han sad foran købmanden. Han generede ingen og vinkede til alle. Han smilede uden en tand i munden.
Hans hår var fedtet og klistrede til hovedbunden. Han var vellidt af de fleste, fordi han passede sig selv.
Cecilie sendte ham et fingerkys og spurgte om han ikke skulle i teatret om aften.
- Hvis I passer på teatret så passer jeg på bænken her, kluklo han og skålede.
Ronnie foreslog en lidt længere gåtur. De var i god tid og vejret var bedre end godt.
På kort tid var de nede forbi den lille havn. Lystfiskeren, Bruno var ved at gøre båden klar. Han hilste venligt. Han havde allerede været ude på den første tur.
- Var der gevinst, spurgte Ronnie høfligt uden at have så meget forstand på det.
- Det kunne have været bedre, men så kunne det også have været meget værre.
Den lille tynde hjælper i baggrunden, Mathias, skreg af grin da Bruno svarede.
Det lød som et standardsvar han havde brugt hundrede gange før, primært til børn, der heller ikke havde forstand på fiskeri.
Cecilie smilede forlegent og ville trække af sted med Ronnie, men han blev dog stående og holdt blikket da han fangede det i Mathias små ulækre øjne.
Her var for en gangs skyld en lille kamp han ikke ville tabe.
Bruno havde vendt sig for længst. Men Mathias følte sig sej og prøvede at holde blikket. Han var sikker på at den hvide skjorte inde på kajen ville skride hurtigt.
- Det er ok, hviskede Cecilie, mens hun kunne mærke Ronnies hånd knytte.
Den lille fisker følte sig kun sej i halvandet minut, så vendte han sig også om.
Ronnie gik fra havnen med faste skridt. Cecilie prøvede at holde hans tempo.
- Bruno mente ikke noget med det, sagde hun stille.
- Jeg er ligeglad med Bruno, men ham den lille ville jeg gerne trykke næsen ind på. Han skulle lige stå og nedstirre mig. Kunne du ikke se det?
Cecilie svarede bare ved at nikke. Hun kunne ikke lide situationen. Den var trykkende. Det hele var lige så lykkeligt og godt.
Ronnie kunne se at det ikke behagede hende. Han trykkede hendes hånd og kyssede hendes kind. Det fremkaldte et lille smil.
På afstand fik de øje på Aksel. Han stod og striglede den ene af sine røde hopper.
Han vinkede ivrigt til dem begge, mens han klappede Johanne i bagen.
Hun svarede igen ved at vifte veltilfredst med halen.
To stemmer brød tavsheden bag kærligheden hånd i hånd på vej mod teatret.
Det var Charlotte Petersen og Mie Olsen, lærerinderne på skolen.
De skulle begge medvirke i stykket, og var lige så spændte som Cecilie. De faldt hurtigt i snak alle tre.
Ronnie lod dem gå et par skridt hurtigere end ham. Han fik en følelse af, at noget eller nogen stirrede på ham, på lang afstand.
Han vendte sig og spejdede forbi kirken og ud over nogle sletter der lå længere ude.
Der var ikke noget derude. Han kunne ikke se det. Men han havde følelsen alligevel. Den prikkende følelse af et eller flere par øjne der bare stod og stirrede stift på ham. Lidt ligesom den lille fisker. Men han fjernede dog blikket til sidst. Det her var noget andet. Han vidste ikke hvad.
Dagen var ung og solen stod højt. Men ingen, og absolut ingen kunne vide, at det var allersidste gang Kirke Sønderhavn så solen stå højt på himlen.
At det skulle blive denne lille bys sidste lyse dag, kunne ingen vide.
Så havde alle med fornuft flygtet.
Ronnie havde en uro i kroppen. Han slog det hen som nervøsitet.
Hans første manuskript var blevet et teaterstykke der skulle opføres, foran et ægte publikum.
Men noget var ikke som det skulle være inde i ham. Han så sig hele tiden over skulderen. Som om noget stadig holdt øje med ham. Det var stadig lyst udenfor.
Der var masser af liv i gaderne, endnu.
Det var generalprøve for anden gang, uden publikum. Den sad lige i skabet.
Cecilie var som skabt til rollen. Hun var perfekt. Ronnie prøvede at bevare fokus.
Alligevel prikkede det i ryggen. Han undskyldte og gik udenfor et øjeblik.
Solen var gået ned bag kirketårnet og kastede lange skygger. Atter spejdede han ud over sletterne, uden rigtigt at få øje på noget. Han ville vende sig og gå ind igen.
Idet han vendte sig, var der alligevel noget derude. Noget der kunne minde om silhuetten af et barn eller to. Det måtte være hans fantasi. De stod i skyggen, synes han.
Eftermiddagen faldt på hæld, og skyggerne blev flere og mørkere. De blev større, og kastedes rundt i den lille by, mens en gadelampe pludselig ville kæmpe mod sig selv. Den slyngede sig ud i et skiftende tempo. Så hurtigt, så langsomt og så hurtigt igen. Det hvidgule lys var ikke rigtigt til glæde for nogen, men ingen lagde mærke til gadelampens egne kamp.
Hoppen Johanne og hendes søster blev urolige. De stampede nervøst og hårdt i jorden, mens staldens vindue unaturligt stod og blafrede, til trods for at der ikke var en vind der rørte sig udenfor.
Brunos båd lagde til kaj for sidste gang. Der blev ikke sagt meget.
I deres tilstand skulle de også bare have båden ind og så i land. Ikke noget nyt der.
Rose Vinters kat stak af. Hun stod på verandaen og kaldte.
Solen var ved at blive spist af månen. Urealistisk hurtigt. Der var stadig timer tilbage af sommerens stund, men den var ved at tabe slaget over Kirke Sønderhavn.
Balancen var ved at vende. Byen stod for tur.
I et skovbryn lige bag ved et par af de mindre gårde, dukkede en sort campingvogn op. Trukket af to store sorte heste. Der var ingen kuske, kun ravne.
I teatersalen var der en høj mumlen. Folk var ved at finde deres pladser. Det lød mest af alt som en større flok ubeslutsomme bier, der ikke kunne finde deres dronning.
Ronnie var sat til at tjekke billetter. Det passede ham ikke særligt godt. Han havde det mildest talt ad helvede til. Maven snørede sig sammen på ham.
Cecilie forsikrede ham om, at det kun var nervøsitet. Det skulle nok gå.
Hun kunne sin rolle. Hun kyssede ham og smilede, og forsvandt om bag scenen.
Men under skjorten svedte han tran. Det drev af ham.
Ronnie stod hele tiden og stirrede rundt i lokalet. Var han da den eneste der kunne mærke det? Der var noget der var forkert.
Jakob Bager sad på forreste række og grinede højt sammen sin lille kone.
Jakob fyldte to stole ud. Jakken var åben og havde ekstra syninger i ryggen.
Når han grinede rystede hele stolerækken. Slagteren grinede bare med.
Ronnie grinede ikke med, som noget nær den eneste. Han vendte sig hele tiden om.
Han var bleg og blank i ansigtet på samme tid. Klokken var lige ved at være 20.
Lyset gik ud i salen og blev tændt på scenen, mens Frederik stod bøjet ind over en gammel Toyota da nogen nærmede sig med små skridt.
Harry smilede til barnet foran sig og skålede lystigt, mens Roses kat hvæsede af dem der hvæsede ad hende, før de angreb.
Solen var gået ned for at blive nede i den lille by.
Præcis klokken 20 eksploderede de blyindfattede små vinduer i kirken.
Det hele gik amok, men Kirke Søndehavns borgmestermester kunne ikke høre det, og fortsatte med at byde velkommen på scenen.
Ronnie var for en kort stund gået om bag scenen, for at ønske held og lykke.
Men døren var låst. Eller bandt den bare. Han kunne ikke komme ind i hvert fald.
Han sagde til Cecilie at de sås i pausen.
Han gik ned i salen og stillede sig ude i siden. Han prøvede at bevare roen, men det var svært. Uroen var der stadig. Mere end tidligere. Den ulmede inde i ham.
Borgmesteren forlod scenen og der blev helt mørkt. Tæppet gik til side og en spot blev tændt. Og så skreg de fleste. Billedet var forkert. Helt forkert.
Midt på scenen stod Mie Olsen på knæ. Hun blødte kraftigt fra maven og brystet.
Men hun var ikke alene. Ved siden af hende var der et lille barn med en hvid djævlemaske på. Barnet bed i hende. Det så ud mod publikum og brølede med en stemme der ikke kunne komme fra et barn.
Alle skreg i panik og rædsel mens Mie langsomt var ved at dø. Hun dejsede om.
Ronnie stivnede langs væggen mens han råbte på Cecilie. Flere gange igen og igen.
Ud af ingenting dukkede, der flere af de små børn op på scenen med hvide masker på.
Syv eller otte kunne Ronnie lige nå at se, inden de kastede sig ud blandt dem, der ikke nåede at slippe væk.
Jakob Bager kunne slet ikke få kroppen med sig. Han kunne bare se dem komme. Han spjættede med arme og ben da én af dem kastede sig over ham. Det varede kun kort. Hans kone så det ske og besvimede.
For de små monstre gjaldt det om at dræbe i første omgang. Senere om at samle lig ind.
De piskede rundt i salen og bed til højre og venstre. De havde større styrke end et normalt voksent menneske.
Ronnie dukkede hovedet mens han løb mod scenen. Han ville se hvad der var sket med Cecilie. Kunne han redde hende? Var der bare den mindste mulighed, skulle den udnyttes. En lyd bag ham forskrækkede ham. Det var borgmesteren. Han kom kravlende. Han græd helt åbenlyst. Han var rædselsslagen.
- Hvad er det her for noget, sagde han.
Mere kunne han ikke sige. En lille hånd tog fat i ham. Den greb ham i benet og væltede ham omkuld og to af de små djævle kastede sig over ham.
Borgmesteren skreg kort. Den ene af de to så op på Ronnie, der vendte sig og løb.
Han løb om bag scenen. Ind til omklædningen og lukkede døren. Han låste den.
Han vendte sig og så Charlotte og Cecilie. Og så græd han.
Kirke Sønderhavns liv var ved at dø, mens Ronnies hjerte stod stille.
En stol røg gennem et vindue. Det smadrede kun delvist. Endnu en stol gjorde resten.
Ronnie kunne kravle ud. Dybt chokeret med gråd i øjnene og noget i hælene.
Noget han ikke kunne forklare hvad var. Det kunne ingen. Han så døren til omklædningen blive mast op. Han prøvede at holde dem tilbage. Men de var stærkere end ham. Han kastede stolene, efter at han hviskede godnat til hende han elskede så højt.
Cecilie lå på gulvet med åbne øjne. Hendes hals var åben og blodig, og hun var meget bleg. Hun lå i den fine lyseblå kjole hun skulle optræde i.
Han nåede at stryge hendes pande med fingeren da de drejede håndtaget. Så greb han stolen. Han kastede den alt hvad han kunne, og vendte hovedet væk.
Charlotte lå ved siden af. Hun lå på maven og blødte ligeledes voldsomt.
Ronnie havde taget en jakke og lagt over hende.
Han prøvede at holde sit opkast tilbage, men det var svært.
Samtidig vidste han, at det skulle gå stærkt. De havde set ham løbe. Det var kun et spørgsmål om tid.
Han hadede at skulle efterlade Cecilie her på den måde, men mulighederne var ikke mange. På den anden side af døren var den sikre død. Det vidste han.
Det gjaldt om at komme væk i første omgang.
Der måtte være andre som ham selv, der nåede ud af forsamlingshuset.
Så mange var de heller ikke. Ronnie synes også, at han så nogen fik dørene op ude i siderne.
Nogen må være nået ud på gaderne, tænkte han.
Dem måtte han have fat i. Han måtte have fat i en telefon. Politiet skulle alarmeres. Nogen måtte jo kunne gøre noget. For at stoppe de små sataner, tænkte han.
Han skulle springe en meters penge fra vinduet og ned, og gjorde det, mens han hørte døren blive sprængt op. Han kunne høre mandestemmer. Men det var ikke mænd han havde set derinde.
Han løb for livet langs husmurene med dukket hoved. Han gjorde sit bedste.
Han så op. Det var uvirkeligt. Himlen var sort som om natten. Det var sommer og kun tidligt på aften, det burde stadig være lyst.
Folk skreg i gaderne. Bilerne kørte ind i hinanden i forsøg på at stikke af fra de små.
Der var stille på Harrys bænk. Han sad ganske stille foroverbøjet, og blødte.
De små med maskerne jagtede alt og alle. Folk gjorde alt hvad de kunne for at komme væk, men de var stærkere og hurtigere. Alt var kaos og det blev værre endnu.
Aksel så sine heste gå til. Han skreg som besat. Han gik ud på hovedgaden og så op.
Bussen kom kørende. Chaufføren kunne ikke standse. Han havde allerede en lille satan siddende i nakken. Bussen kørte direkte ind i Aksel, der blev dræbt på stedet.
De små kunne sprænge butiksvinduerne ved at se på dem. De sprængtes til atomer.
De løb ind og jagtede alt levende, og bed hvis der var noget, eller nogen.
Ronnie løb rundt blandt husene. Han havde svært ved at finde vej i mørket. Han var ved at gå i panik. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Han måtte samle sig. Se om han kunne lægge en plan inde i hovedet. Det var svært.
Han kunne høre skrigene og bragene når bilerne stødte sammen.
Det hele fremkaldte minder om når morfar fortalte om krigen. Han var modstandsmand og sloges mod tyskerne i Holland. Han fortalte det så levende. Om alle eksplosionerne, og alle dem der døde. Det var så virkeligt. Det var så fuldkommen magen til det her, tænkte Ronnie.
Han satte sig på hug og holdt sig for ørerne. Han prøvede at holde lydene ude.
Han rejste sig langsomt igen, og listede hen imod hovedgaden. Den var et stort krigsskue. Ronnie så væk. Han kunne ikke holde det ud. Der var døde mennesker rundt omkring. De lå på jorden, eller blev slæbt hen af gaden af små børnelignende væsner med hvide masker på.
De så ud som om de samlede de døde sammen i bunker. Mens andre af de små stadig jagtede. Der var stadig folk der flygtede og skreg i byen. Ronnie kunne høre dem. Men han kunne ikke komme hen til dem uden selv at blive set.
Endnu engang mindedes han sin morfar og hans ord. Det var svært men alligevel.
- I sådan en situation skal du kun tænke på dig selv. Red dig selv først.
Ronnie vendte sig for at løbe videre. Fast besluttet på at følge morfars idé.
Han fik et chok så hjertet var ved at springe ud af halsen på ham.
Rose Vinter stod foran ham. Alt blodet forsvandt fra hans hoved kunne han mærke.
- Jeg kan ikke finde min kat, sagde hun helt stille.
Ronnie tog fat i hende og slæbte hende med ind i skyggen. Han hviskede til hende.
- Kære Rose. Din kat er vist det mindste problem i byen lige nu.
- Hvad sker der? Hvorfor skriger folk sådan op, hviskede hun tilbage.
- Det er meget svært at forklare, Rose. Men der er noget i byen som vi skal holde os fra. Det er ikke særligt rart. Vi skal finde et sted at gemme os.
Rose så Ronnie i øjnene, som om det var det mest naturlige. Hun kendte svaret.
- Hvad med skolen? Der er sommerferielukket. Men jeg har nøglen, sagde hun.
Det var ikke så langt. Kun nogle få blokke væk. Rose var barnefødt i byen og stedkendt. Hun smilede nærmest da hun låste skolen op.
Men i baggrunden var virkeligheden en anden. Der var stadig skrig og brag.
På den store gård var en fest endt i et blodbad. Alle hos Strand-Jensen var væk.
Rose og Ronnie sad på knæ og kiggede ud af klasseværelset. Ind imellem fik de øje på nogen af de små sataner. De løb stærkt hen over tagene og sprang ned over folk der løb for deres liv.
- Strømmen er åbenbart gået på hele skolen, sagde Ronnie.
Han kom listende tilbage til klasseværelset, hvor Rose stadig sad ved vinduet.
Hun så på ham og rystede på hovedet. Hun forstod det ikke.
- Hvad er de for nogen væsner? Hvordan kan de det?
-Jeg tror desværre slet ikke vi ved hvor meget de kan, Rose. Telefonen virker heller ikke. Vi kan risikere at skulle blive her rigtigt længe.
Rose så Ronnie i øjnene med et sørgmodigt blik. Det sagde en masse.
- Jeg ville være gået tidligt i seng i aften. Jeg gik kun ud for at lede efter min kat.
Ronnie sagde ikke noget. Han nøjedes med at nikke
Han havde ikke fortalt det endnu, men Rose kunne godt se det på ham. Når han ikke kiggede ud af vinduet skjulte han sine tårer for hende.
Hun tog hans hånd og strøg den blidt. Det virkede overraskende på Ronnie.
- Fik du sagt farvel til hende, hviskede Rose.
Det var mere end hvad han lige kunne klare. Han brød sammen og græd helt åbenlyst.
Rose tog ham trøstende i armene.
- Det er helt i orden. Du er ikke den første unge mand der græder ud i mine arme. Det er helt i orden, Ronnie, hviskede hun.
De sad sammen et stykke tid uden at sige et ord til hinanden. Det hjalp ham.
Aftenen skred frem, og en time blev til to og tre blev flere. Enkelte gange hørte man stadig nogen kalde på hjælp. Ronnie skammede sig. Han ville ud og hjælpe.
- Det kan du ikke. Så tager de dig, sagde Rose.
Hun havde ret, men han kunne ikke længere sidde inde på skolen og høre på, at byen døde. Han ville gøre noget. Han havde alligevel mistet alt.
- Der er alligevel noget der undrer mig.
De vælter ind i folks huse. Det har vi set og hørt. Hvorfor kommer de ikke herind? De har ikke engang forsøgt. Det passer mig udmærket, men alligevel. Hvorfor?
Vi ville ikke kunne stoppe dem hvis de kom, sagde Ronnie.
Rose havde ikke svaret, og nøjedes med at se ham i øjnene. Hun rystede på hovedet.
Hun rejste sig langsomt og så ud af vinduet. Hun gjorde store øjne.
- Ronnie. Der står to af dem lige udenfor og ser på skolen. De står bare og stirrer på vinduerne.
Hvad gør vi, sagde hun og hævede stemmen nervøst.
Ronnie hævede sig ganske stille. Han kunne rigtigt nok lige skimte de to små størrelser ude på gaden foran skolen. Den ene stod med hoved på skrå.
Den anden havde taget sin maske af. Det lignede en lille lyshåret dreng.
Han kunne have været en lille engel, hvis det ikke var for al blodet på hans tøj.
Rose rejste sig helt op. De kunne ikke undgå at se hende. Ronnie tog fat i hende.
- Pas nu på, sagde han og rejste sig selv op på knæ.
Rose så ned på ham, med et blik der kunne sige en masse, uden at sige et ord.
- Det er ok, Ronnie. Det var derfor jeg så gerne ville finde min lille kat.
Jeg har det faktisk ikke særlig godt. Min læge har givet mig små tre måneder at lev i, ikke meget mere. Det begynder at gøre ondt. Jeg har vidst det længe.
Der er bare ikke nogen i byen der har vidst det. Den sidder i leveren. Måske kan jeg købe dig noget tid, til at komme væk, helt ud at byen. For at tilkalde hjælp.
Nogen må man jo kunne få fat i, et eller andet sted. Måske i nabobyen.
Den unge mand kiggede mere end overrasket på Rose. Det stak i hans hjerte at høre det. Klumpen i halsen trængte sig på. Hans vejrtrækning var tungt. Han kunne slet ikke stoppe de tårer der trillede ned af kinderne på ham. Han holdt hende i hånden og kærtegnede hendes håndryg.
De sagde ikke meget mere til hinanden de næste ti minutter. De varede meget længe.
Ude på gaderne var der ikke så mange skrig tilbage. Der var aktivitet i de små størrelser, der slæbte de døde sammen. Der var stille. Der var menneskestille.
Byen døde og kun månen og nogle få stjerner var vidner. De to eneste overlevende gemte sig på byens skole.
Midt på hovedgaden stod den sorte campingvogn med store sorte heste foran.
Rundt om vognen løb de små væsner med de hvide djævlemasker.
De skreg af fryd med rustne stemmer, i et sprog som ingen kendte.
Ind imellem tog de maskerne af og smilede til hinanden. Så lignede de almindelige børn fra en svunden tid. Engle med buttede kinder og blå øjne og bløde krøller.
Men det ændrede ikke på hvad de var, når de tog maskerne på igen.
Ronnie og Rose dukkede op foran hinanden efter nogen forberedelse. De var alvorlige og der var ikke nogen ord. De så begge to ned i gulvet.
Et hårbånd blev fjernet og Rose lod sit hår falde. Et bevidst valg. Hun vidste hvordan hun ville gå sin skæbne i møde. Som den hun var, til det sidste. Stolt.
Ronnie bed tænderne sammen i hidsighed, mens han hældte brændbart væske op i to flasker han havde fundet i kælderen. Det var diesel. Så tog han en lighter på bordet. Den tændte med det samme. Han sendte en venlig tanke til pedellen og hans overskud. Nu håbede han bare, at det kunne bruges til at bane vejen for at komme ud.
Han så på Rose. Han ville gerne græde, men der var ikke flere tårer. Der var vrede. Han var gal som aldrig før. Han mistede Cecilie, og snart ville han også miste Rose.
De stod sammen lige på den anden side af hoveddøren til skolen. For sidste gang så de hinanden i øjnene. De holdt om hinanden i en lille evighed.
Rose nægtede at være trist. Der var en grund til at gøre som hun gjorde.
Hun havde alligevel ikke så meget tid tilbage, som hun selv så det. Og det hun havde, ofrede hun for Ronnie. Hun ville købe ham tid.
Hun slap ham og så på hans flasker. Så nikkede hun.
- Jeg håber de kan gøre en forskel. En for Cecilie og en for mig, sagde hun.
- Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, sagde Ronnie.
Han kyssede hende på kinden inden han trådte tilbage. De åbnede ikke døren endnu.
Ronnie skulle nå til bagdøren først, det var aftalen. Han ville ganske givet kunne høre når hun var udenfor. Han ville hade det, men han ville kunne høre det.
Han nåede bagdøren. Han tog fat i håndtaget og trak vejret dybt.
- Rose, kan du høre du høre mig, råbte han.
- Ja Ronnie. Det kan jeg godt. Er du klar, svarede hun tilbage.
- Jeg vil aldrig nogensinde glemme dig, Rose. Aldrig, råbte han højt.
- Det ved jeg godt min ven. Gå du nu ud og gør Cecilie og mig ære.
Ronnie kunne høre at Rose hev i hoveddøren. Han gættede at hun begav sig ud på gaden allerede nu. Forsigtig åbnede han selv bagdøren. Han stak hovedet langsomt ud. Der var ikke nogen at se.
Han listede lidt længere ud. Der var stadig ikke nogen at se. Han så op. Stadig ingen.
En lyd vækkede hans vrede. Det var den værste lyd han kunne høre.
Han hørte det kun alt for tydeligt da de angreb Rose. Hun skreg i smerte, kun kort - men alligevel.
Han havde lige stået med hende i armene. Det var satans også.
Han prøvede at bide det i sig, men det var svært.
Hvor modet kom fra vidste han ikke, men han piskede rundt om bygningen for at komme om til dem, der angreb hans ven. Det var ikke aftalen.
De stod over hende begge to. De så ham ikke komme. Han kom tæt på.
Han kom rigtigt tæt på. Han var kun to meter fra dem nu. Han stoppede sit løb.
Han kastede først den ene flaske, og så den anden. De små djævle var for travlt optaget af Rose til at se Ronnie.
De vendte sig mod ham begge to. Sejrsvante som sædvanlige. Deres masker var blodige. De kendte ikke til nederlag. De ville springe på ham og bide ham til døde.
Ronnie var mere rasende end han var bange. Han tændte lighteren og kastede den hen mod dem. Det gav en uventet reaktion. De var tydeligvis ikke begejstres for ild. De skreg og sprællede og faldt om på jorden. Det gik stærkt da det antændte dem.
Det var deres svage punkt. De kunne ikke tåle ild. Nu havde han et våben og en idé.
Det brølede som en gevaldig torden hen over himlen, da en serie flasker fyldt med brandfarlig diesel fløj gennem luften og landede på taget af den sorte campingvogn. Efterfulgt af en tændt fakkel. Vognen tændtes straks, og mindede mest af alt om verdens største Sankt Hans bål, i et barns øjne.
De sorte heste og ravnene var lige så unaturlige som de små djævle med maskerne.
De brændte mens de skreg, og døde og var væk lige så hurtigt.
Tretten små sataner dukkede op og stirrede på deres vogn, nærmest i chok.
Flere af dem tog deres masker af. De smilede ikke mere. De lignede mest af alt små ulykkelige børn, der havde fået skæld ud.
De så på deres vogn der brændte ned, men spekulerede ikke på hvordan.
Ingen af dem lagde mærke til den skikkelse der listede forbi dem, bag alle ligene. Han væmmedes ved stanken af alle de døde men det var en nødvendighed.
Ved værkstedet havde Ronnie taget Frederiks sorte læderjakke, med Hard Rock mærket på ryggen. I håb om at de ikke lagde mærke til hans hvide skjorte.
Da han var forbi de små, løb han alt hvad han kunne. Han kom forbi vandrehjemmet.
Det så forfærdeligt ud. Det så ud til at der havde været en kamp ude lige her.
Nogen må have forsøgt at forskanse sig her, men forgæves. Kampen var forgæves. Der var blod op og ned af væggene.
Folk havde formenligt samlet sig i spisesalen. Man ville være sammen mod det ukendte, ikke uklogt. Men det ukendte var bare stærkere. Det kunne ingen vide.
Ingen kunne forudse, at en søvnig lille by som Kirke Sønderhavn, skulle ende i kløerne på en flok hensynsløse djævle som dem, der steg ud af en sort campingvogn.
Ronnies plan var henne i teatret. Der var ingen tid at spilde.
Han havde noget at slæbe på, men det var ikke den første tur. Han var forsigtig.
Han var ked af det, men også gal og rasende da han så, at Cecilie ikke var der mere.
De havde hentet hende og Charlotte. Han bandede dem langt væk alt hvad han kunne.
Den eneste de ikke havde rørt var Rose. Det lykkedes ham, at få lagt hende på hendes veranda med et tæppe over sig. Så sendte han et fingerkys mod himlen.
Han sørgede for, at der kun var én dør åben ind til teatret. Alle andre døre var låst.
Fælden var gjort klar. Nu skulle den bare virke. Ellers ville det koste ham livet.
Det var prisen. Det her skulle gøres. Det vidste han med sikkerhed.
Så bad han til Gud. Han bad yderligere en gang til, at der vitterlig var en gud.
- Hvis du er der, har jeg virkelig brug for dig nu. For Cecilie, og Rose, og for alle de andre sjæle i denne her by. Både mænd og kvinder og særdeles børn.
Ronnie gjorde korsets tegn foran ansigtet, og så gik han ud i byens mørke aften.
Campingvognen var ikke brændt helt ned. Men de små djævle stod der endnu.
Fortvivlede og forstenet stod de stille. Nogen af dem havde stadig ikke maske på.
De tog sig til hovedet. De hylede eller råbte på deres eget sprog.
Der var ikke nogen leder. De stod som høns uden hoveder. Det virkede som om, at nogen havde taget deres vigtigste hemmelighed og skjulested, og noget af deres styrke. De var ud af dem selv. Det var helt tydeligt. De var pressede.
Der skulle noget ekstraordinært til at fremkalde deres opmærksomhed. For eksempel en efterladt bil med hornet i bund. De lagde ikke mærke til den først.
Ikke dem alle i hvert fald. Kun nogen af dem. De tog maskerne på med det samme. Og snerrede.
De små djævle piskede gennem byen efter den bil der larmede. Der var endnu et bytte. Det kunne de ikke tillade. Det var deres natur. De gryntede og skreg og var aggressive, som de hele aftenen havde været. Og søgte det blod og kød de ville have.
Døren til teatret var åben. Bilen stod udenfor, men forsigtigt gik flere af dem indenfor. Der lugtede anderledes. Ikke en lugt de kendte. Men de var ikke bange.
Resten af de små gik også ind i teatret. De kendte ikke til frygt.
En del af fælden virkede da de gik ind. Djævlene så sig omkring. Hvad betød det her?
Ronnie trådte frem på scenen. Det fremkaldte vrede og snerren. De nærmede sig.
Han havde en tændt lighter i den ene hånd. Han kastede den ned blandt dem alle.
- Hils fra mig i Helvede, råbte han højt.
Teatret stod i en stor lys lue. Flammerne var gigantiske. Det larmede. Ronnie havde slæbt godt med benzin fra tankstationen, uden at nogen havde set det.
Men det der larmede mest, var alle de små bæster, der skreg for livet, da de brændte op. Ronnie kunne tydeligt høre dem i flammerne. Han følte intet for dem, som de intet havde følt for resten af byen her, for Cecilie og Rose. For dem alle sammen.
Han ville ikke juble. Han var den eneste overlevende i byen.
Han gik langsomt tilbage mod Roses hus, for at sætte sig lidt på hendes veranda.
Der var stadig gnister i den nedbrændte campingvogn. De to sorte heste var nu skeletter. Der var sort røg fra det der engang var vognen.
På lang afstand kunne man se den store brand nede ved forsamlingshuset.
Man kunne også høre den i hele byen. Flammerne var flere huse høje.
Absolut intet skulle overleve i den brand. Det skulle Ronnie nok sørge for.
Han var sådan set ligeglad med, om nogen af de andre huse røg med i branden. Alle var døde alligevel. Han var på vej ned for at sidde lidt hos Rose, og måske finde Cecilie.
Der var små fodtrin foran Roses hus. Det var ikke katten der var kommet hjem.
En lille lyshåret dreng med blå øjne og bløde krøller og bare tæer listede rundt.
Han havde runde kinder. Han havde for en stund taget sin maske af.
Han lignede et lille englebarn, men var alt det modsatte, når man kendte ham.
Han gik rundt i en fin lille hvid natskjorte, der gik ned til knæene.
Den var nu ikke så hvid mere. Den var rødplettet efter nattens jagt.
Han fjernede tæppet fra Roses lig, og lænede sig ind over hende. Han så ikke nogen nærme sig bag ham.
- Vil du gøre mig den store tjeneste, at fjerne dine små fedtede fingre fra min veninde din lille lort.
Den lille størrelse vendte sig hurtigt om, og så en knytnæve større end sin egen nærme sig sit ansigt med høj fart. Han fløj baglæns ned af verandaen.
Han så efter den maske der ville give ham de ekstra kræfter.
Men Ronnie havde den i hånden. Han løftede den højt så drengen ikke kunne nå den.
- Er det mon det her lort du gerne vil have fat i, spurgte han.
Drengen vidste tydeligvis ikke hvad han skulle gøre. Han tog sig til næsen, der var rød af blod. Han prøvede at snerre men det havde ikke rigtig samme virkning uden masken. Han så fortvivlet, at Ronnie knækkede masken over i to dele.
Drengen gik tilbage da Ronnie gik frem. Han blev løftet op. De stirrede hinanden i øjnene. Den ene var bange og den anden var jægeren. Rollerne var byttet om.
- Jeg har slået alle dine venner ihjel. Forstår du det? Sikkert ikke. Men det har jeg. Om lidt slår jeg også dig ihjel. Det er jeg nødt til. Det er ikke naturligt, at du er her.
I er ikke naturlige. I hører ikke til her, forstår du. Jeg kendte ikke Rose særlig længe, men længe nok til at lære at holde af hende, selv om hun var meget syg. Men det forstår du ikke skid af. I slog hende bare ihjel, for det var det i gjorde. Men i slog også min kærlighed ihjel. Min elskede Cecilie. Det hverken kan eller vil jeg tilgive.
Ronnie så sig omkring. Pludselig virkede det hele så meningsløst. Han stod med en lille skræmt dreng i kraven og råbte af ham. Drengen rystede over det hele.
Han lignede ikke noget dræbermonster mere.
Den unge mand havde sågar slået ham hårdt i ansigtet så han var faldet bagover.
Var det nu det rigtige at gøre, tænkte han. Han lignede for helvede bare et barn.
Han begyndte at tvivle på sine egne motiver overfor drengen. Han satte ham ned.
Drengen gik baglæns mens Ronnie stod med ryggen til og tog noget i lommen.
Den lille størrelse troede, at selv uden maske kunne han overraske, men Ronnie var forberedt. Da den lille kom farende frem, løb han direkte ind i en stor skruetrækker.
Den borede sig langt ind i øjet på ham, og Ronnie trykkede den resten af vejen.
- Tror du vi mennesker er komplet idioter, spurgte han drengen.
Den lille størrelse stod stille et øjeblik, og så drattede han om. Stendød.
De sidste gnister ved campingvognen gik ud da drengen døde.
Ronnie sad på verandaen ved siden af Rose.
Han var træt. Utrolig træt. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde sovet, men han havde heller ikke lyst til søvn.
Han havde en fornemmelse af, at jorden rystede under ham.
Han rejste sig. Det var ikke bare en fornemmelse. Den rystede vitterlig under ham.
Midt på hovedgaden blæste kloakdækslerne i vejret tyve meter op. Det var som om det kom nede fra. Som en kæmpe eksplosion.
Der lød et brøl fra en anden verden. Det måtte komme fra noget der aldrig havde levet på Jorden. Det måtte have været større end alle de største dinosaur, tænkte Ronnie.
Intet kunne brøle så højt som dette. Han måtte holde sig for ørene. Det lød som et raserianfald fra et løvebur, tilsat mikrofoner og store højtalere.
Det var næsten ikke til at holde ud, og jorden rystede stadig under ham.
Men der var ikke noget at se nogle steder. Ikke endnu i hvert fald.
Det var som en enorm energiudladning da den mørkeste røg rejste sig fra dybet.
Gaden flækkede på langs, cirka tyve meter. Den åbnede sig i en sprække og røgen blev rødlig og tykkere.
En skygge kom til syne, uden at den rystede Ronnie kunne se hvad det var.
En bølge af tyk røg væltede rundt i hele gaden fra side til side. Det var umuligt at se noget. Skyggen stod stille. Det så ud som om det lyste fra skyggens øjne.
Ronnie prøvede at fokusere. Men det var svært med al den røg. Nærmest umuligt.
Han kunne høre fodtrin. De nærmede sig. Var det skyggen? Fodtrin igen.
Det blæste så kraftigt, at han måtte lukke øjnene lidt.
Det føltes som længere, men der var vel kun gået et minut da Ronnie åbnede øjnene.
Gaden var tømt for røg, og der var helt stille. Det var dog ikke det mest markante.
Foran ham stod der en lille tynd mand med smalle skuldre. Hans ansigt var langt med høje kindben og en spids hage. Munden var lille og sammenbidt. Den så vred ud.
Hans hud var skinnende bleg. Nærmest hvid og gennemsigtig.
Der var ingen farve i øjnene. De var kulsorte. Som himlen uden stjerner.
Hans hår var tyndt og tilbagestrøget. Sparsomt og vandkæmmet.
Han havde et sort jakkesæt på, ud over en sort vest og sort skjorte.
Han stod med foldede hænder. Fingrene var lange og tynde, og neglene var røde.
Ronnie gik i knæ. Han turde ikke fjerne blikket. Han vidste ikke hvordan og hvorfor, men han vidste godt hvem han stod overfor lige nu.
Om han ville kunne forstå det, hvis han sagde noget, det vidste han til gengæld ikke.
Men Ronnie turde ikke røre en finger. Han holdt vejret meget længe. Så længe han overhoved kunne. Indtil han rystede over hele kroppen.
Den lille mand trådte et skridt frem. Han lænede sig ind mod Ronnie.
- Træk vejret unge mand. Du skal ikke dø endnu, sagde han.
Hans stemme var mørk og rusten og hul, men den var til at forstå. Den passede slet ikke til det lille menneske. Men Ronnie lystrede og begyndte at hyperventilere.
Den lille mand trak vejret usædvanligt tungt. Han stirrede ondt på Ronnie.
- Du stjal mine børn unge mand. Det var ikke i orden. Jeg elskede mine børn.
Jeg tog dem til mig engang da de ikke havde noget liv, og lærte dem et nyt liv.
Og du, unge mand. Du tog dem fra mig. Jeg burde dræbe dig med med det samme. Jeg burde tage dig med ned i mit rige, og lade dig brænde i tusind år.
Ronnie var dybt chokeret. Han kunne slet ikke sige noget. Han kunne ikke fremkalde nogle ord. Om han så ville. Han så Cecilie for sig, men kunne ikke sige hendes navn.
Han var ikke i stand til det.
Den lille mand gik rundt om Ronnie. Han kunne læse ham.
De langede tynde fingre pegede på Ronnies pande.
- Ja, du tænker på Cecilie. Det ved jeg godt. Den der ynkelige menneskelige kærlighed i altid skal føle for hinanden. Og så kan du savne Rose bagefter, ikke? Indrøm du bare, at du hader mig som pesten lige nu unge mand. Men hvad tror så, at jeg synes om dig da jeg så du slog min sidste søn ihjel?
Den lille mand trådte et par skridt tilbage. Han så mod himlen. Han rystede på hovedet, og brugte nogle udtryk som intet menneske ville kunne forstå.
- Jeg kaldes et monster, men jeg starter ikke krige på grund af religion.
Ronnie prøvede at samle sig. Han forsøgte at komme på benene.
Han ville så gerne kunne sige et eller andet rigtigt. Der var så mange ting han så gerne ville spørge om. Hvorfor skulle alle de mennesker dø?
Den lille mand kom ham i forkøbet igen. Han gik hen til Ronnie og så ham i øjnene.
- Fordi sådan er jeg. Sådan var vi, mine børn og jeg. Indtil du slog dem ihjel. Det var vores leg. En far og hans børn. Kan du forstå det?
Han lo kort og hæst, og blottede sine tænder, hvilket fik Ronnie til at tænke på alle sine mareridt som barn, når han havde set vampyrfilm.
Han lukkede øjnene, men det fjernede ikke den lille mands utrolige dårlige ånde.
En stank værre end harsk smør der har ligget længere end sundt er.
Ronnie åbnede øjnene forsigtigt, men den lille mand var der endnu. Han smilede.
Han var stadig vred i blikket, men han smilede med munden, sådan lidt skævt.
- Det var en skøn nat vil jeg sige dig, dengang i 1811. Det var en vinternat i Paris.
- Jeg fandt dem på et børnehjem, alle femten. Jeg spankulerede lige ind af døren midt om natten. De lå og sov så uskyldigt som afskyelige små engle. Hvor jeg dog i øvrigt hader den slags. Jeg pustede dem i næsen, så de ikke sov mere, og så var de mine. Jeg tog dem med mig, og gav dem hver en maske. Så kunne de optræde for mig på min scene. Det må være det største teater i verden, og jeg var publikum. Kan du lide det?
Igen lo den lille mand hæst mens han så ned på Roses lig. Han fjernede hendes tæppe uden at røre ved verandaen.
- Jeg tager de døde med mig når jeg går. Så får de hver en maske. Så kan de optræde for mig i et par hundrede år. Hvad siger du til det? Kan du se det for dig?
En kilometer længere henne ad gaden, løftede et lig sig i luften. Det holdt sig svævende vandret en meter over jorden. Det var en ung dame med lyst hår.
- Skal jeg nøjes med de to her, spurgte den lille mand med de sorte dybe øjne.
Ronnie søgte efter alt det han ikke havde mere af. Han hev efter vejret og råbte højt.
- Du rører ikke Cecilie og Rose. Du rører dem ikke. Så hellere mig. De har aldrig gjort dig noget. Det var mig der slog dine børn ihjel. Ikke dem. Du kan tage mig, når jeg dør.
Tårerne trillede ned af Ronnies kinder mens han råbte. Hans underlæbe skælvede.
- Hvad nu hvis jeg hellere vil have dem, spurgte den lille mand smilende.
- DU MÅ NØJES MED MIG DIN LILLE LORT, skreg Ronnie af fuld hals.
Den lille mand trådte nogle skridt tilbage. Han var alvorlig. Ordene gjorde indtryk virkede det som om. Han fægtede lidt med armene, og i baggrunden dalede liget af den unge dame med det lyse hår.
- Det er så en aftale unge mand. Jeg vil vente på dig, sagde den lille mand.
Han rakte en tynd hvid hånd frem, for at lukke og binde aftalen.
Ronnie så nervøst på hans hånd. Han vidste at det ville blive skæbnesvangert at give ham sin egen. Han ville aldrig kunne fortryde, og kunne trække aftalen tilbage.
Den ville vare fra hans død, indtil en anden menneskelig sjæl ville brænde ham op.
På den anden side havde han jo allerede truffet sin beslutning, for Cecilies skyld.
Han gik frem og tog fat i den lille mands hånd.
Det brændte ikke bare i Ronnies hånd. Det brændte over det hele. Det smertede så kraftigt, at han skreg som om, der allerede var flammer i ham. Sådan måtte det føles at brænde, nåede han tænke, midt i alle smerterne. Både indeni og udenpå.
Ronnies ene hånd var rødglødende da den lille mand slap ham. Han gik på knæ igen.
Han rettede sit blik mod himlen, forbi den lille mand, mens han skjulte sin hånd.
Inde i sig selv, bad han om tilgivelse, for at have indgået en pagt med Djævlen selv.
Ind imellem så han ned på hånden for at se om det blødte. Det gjorde det ikke.
Han åbnede hånden og der viste sig et brændemærke på indersiden af den.
LUCIFER stod der, og så var han ikke længere i tvivl.
Han rettede blikket mod den lille mand, men han var væk. Han så sig omkring, men han var der ikke. Han var ingen steder. Han var slet ingen steder.
Ronnie løb rundt om huset, men der var ikke nogen at se.
Han vidste ikke om skulle grine eller græde. Hvad nu? Var det slut eller hvad?
Nu kunne han stå tilbage med en død by, og hvordan skulle han så forklare det?
Uden at man bliver låst inde i mange år. Hvordan forklarer man, at Satan lige kiggede forbi? Det forklarer man ikke, for det gjorde han ikke, eller gjorde han?
Ronnie kunne godt hører sine egne tanker. Det lød simpelthen så åndssvagt.
Han prøvede at finde hoved og hale i det hele. Angrebet på byen. Djævlebørnene med maskerne og de døde.
Han fandt Cecilie. Det var det absolut værste. Det var skrækkeligt. Da knustes hans hjerte. Da han tog afsked med Rose, og da han hørte hun blev overfaldet. Da han lærte at slå igen, og vinde.
Da han til sidst mødte den værste af dem alle. Lucifer…
Men kan man overhovedet overbevise omverden om, at underverden eksisterer på en måde så de tror på det? Bare det at forklare det for sig selv, kan virke indviklet.
Ronnie rystede på hovedet.
Han begyndte at gå ud på gaden. Han så væk fra alt det grimme.
Alle ligene. Han vidste de var der, men ville ikke stirre på dem hele tiden.
Hans hånd brændte stadig. Han prøvede at holde smerten i sig, men det var svært.
Han så sig tilbage mod Rose, og tænkte på Cecilie på samme tid.
Han undskyldte og bad dem høfligt om at hilse hans forældre i himlen. Han fik ikke selv muligheden. Han ville være ensom i dette liv, og det næste.
Ronnie gik alene i sin egen verden, og ænsede ikke de øjne der fulgte ham, før en lille lyd vækkede ham til live. Han blev forskrækket og fór rundt på stedet.
Han frygtede det værste. Var det den lille mand igen? Var han kommet tilbage for at hente ham allerede? Men det var nu noget langt mere uskyldigt.
Det var Roses lille kat. Den havde muligvis gemt sig under huset.
Eller også havde den fået hjælp.
Den løb lige i armene på Ronnie. Som om de kendte hinanden. Som om de havde noget til fælles. Ville sige noget til hinanden? Manden og katten.
Ronnie tog katten under jakken, som en slags beskyttelse, selv om de var de eneste to tilbage i byen. Der skulle i hvert fald ikke ske katten noget.
Det gik op for Ronnie, at han ikke ville være ensom mere, for en tid i hvert fald.
Så længe katten levede, havde han noget at leve for. Han vendte sig mod Rose for at vise hende katten, samtidig med at solen viste sine allerførste morgenstråler.
Men Rose var væk. Verandaen var tom. Tæppet lå helt fladt.
- Nej, hvad er nu det her for noget pis, spurgte Ronnie højt.
Han så længere ned af gaden. Der lå heller ikke nogen andre lig. Der lå slet ikke nogen. Heller ikke den lille dreng med skruetrækkeren i øjet. Lucifers dreng. Der var ingen Det vaklede under Ronnies ben. Var det kun et mareridt?
- Det er da løgn det her, skreg han, stadig med katten under jakken.
Med hastige skridt gik han ned mod forsamlingshuset. Det brændte stadig. Men det beviste ingenting. Der var ingen lig nogen steder. Han var virkelig ved at tabe tråden.
Han stillede sig ud midt på gaden og drejede rundt om sig selv. Han græd og han grinede, og han græd og grinede. Så løb han til han ikke kunne mere.
Han løb, til der kom nogen, der låste ham inde. Katten blev anbragt på et hjem.
Ronnie vendte tilbage mange år efter, da han endelig blev udskrevet. Han var den eneste, der kendte byen og dens hemmelighed. Han var den eneste der kunne finde den.
Uløseligt bundet til byen, Kirke Sønderhavn.
År efter år vendte han tilbage til kirkegården med den blanke sten uden navn, for at lægge en lille buket for Cecilie. Så kyssede han stenen og græd lidt, og gik videre for at lægge et par roser på verandaen, for Rose.
- Jeg vil aldrig nogensinde glemme dig, Rose, sagde han hver gang.
Så gik han lidt rundt i den døde by for sig selv. Man så ham aldrig i selskab med nogen. Han ville ikke være i selskab med nogen.
Ind imellem, så stirrede han ned på sin hånd og så brændemærket og så kom det hele tilbage. Alle skrigene og smerterne. Så var det der igen, forfra.
Tilbage på afdelingen, sad en af plejerne og fortalte Ronnies historie.
- Den er jo helt fantastisk. Hvor er den unge mand i dag, spurgte en nysgerrig.
- Ja han er vel nærmest kureret kan man sige. Han er i hvert fald blevet lukket ud. Han er i stand til at klare sig selv. Han kører vist rundt og passer sig selv. Han påstår endda at han har trykket selveste Lucifer i hånden.
Plejeren rejste sig og rettede på sit tøj.
Den nysgerrige i baggrunden grinede højt, men var mere nysgerrig.
Han skreg af grin og havde svært ved at stille sine spørgsmål. Han forsøgte dog alligevel. Nysgerrigheden overmandede ham.
- Stodderen må jo være blevet fuldstændig sindssyg, eller også var han alkoholiker på forhånd. Historien holder jo slet ikke vand.
- Hvad er det der ikke holder vand, spurgte plejeren.
- Hvorfor gik de der små djævle ikke bare ind på skolen for eksempel?
Jeg mener, kirken var de da ikke bange for, hvis de da vitterlig var Lucifers børn.
Plejeren gik hen imod den nysgerrige. Han så alvorligt på ham.
- Tror du ikke på mig? Tror du at det bare er noget jeg finder på, lige her og nu?
Den nysgerrige lod sig ikke skræmme. Han var en bredskuldret mand på to hundrede pund og en ordentlig kuffert på maven. Hans arme var tatoveret med søens motiver.
- Kirken er bare et symbol på tro. Den beskytter ikke nogen. Ungerne var ikke bange for kirken. Tværtimod. De hadede den på deres fars befaling. Skolen kendte de ikke noget til. De følte sig usikre. De havde aldrig oplevet en skole før. Derfor var Ronnie og Rose sikre så længe de opholdte sig derinde.
- Hvad hvis de var blevet derinde?
- Så var det blevet en meget lang nat. Men det vidste jeg godt de ikke ville.
- Hvordan kunne du vide det vide det? Hvad har du med det at gøre?
Plejeren vendte sig om, og kørte en hånd gennem det sparsomme sorte tynde sorte vandkæmmede hår. Han smilede ned til den nysgerrige.
Hans tandsæt havde ændret sig, lige så vel som hans ånde og i særdeleshed hans øjne.
Hans stemme var rusten og hul på samme tid.
- Du skal aldrig nogensinde tvivle når jeg taler til dig. Når jeg taler, så hører du efter. Lige om lidt, så tager jeg din hånd og så laver vi to en bindende aftale.
Den før så nysgerrige røg tilbage i stolen. Uden at ville det rakte han hånden frem.
Det brændte som i hele Helvede da han trykkede i den blege tynde hånd, med de røde negle. Han kunne ikke sige noget. Turde ikke skrige. Han så på de sorte øjne og var paralyseret. Der blev hvisket noget han endnu ikke forstod.
- Når den dag kommer, så henter jeg dig. Så har jeg har en maske til dig min ven.
I baggrunden gik en dør op, og en plejer kom ind. En dame smilede.
- Så Alfred, så skal du ikke sidde her alene mere. Nu skal du ind på din stue og have lidt mad med de andre. Vil du ikke gerne det, spurgte hun venligt.
- Jamen der var lige en anden, svarede Alfred chokerede og trak vejret hurtigt.
- Alle andre sidder herinde. Men har du røget? Her lugter brændt synes jeg.