Motel Muerte
Himlen havde et anderledes sjældent gult skær over sig. Solen stod lavt på himlen og var skarp.
Det var tørt og havde været det længe. Knastørt.
En vindheks trillede over vejen samtidig med et firben, der stadig havde halen i behold piskede hen over den lune slidte asfalt. Det lille dyr havde nogenlunde samme triste farve som vejen, og var ikke længe om at nå sit mål.
Indimellem løftede støvet sig, men kun for at lægge sig igen, og det ændrede ikke noget ved den lange lige landevej.
På en alenlang strækning langs landevejen stod der en kornmark, der skulle skæres, for det var tid.
Solen skinnede mest og primært på den anden side af vejen, hvor der et stykke henne lå en mindre bygning.
Et lille lokalt motel med tilhørende tankstation, til de forbikørende hvor de kunne få fyldt benzintanken og snuppe en overnatning inden de kørte videre.
Men da solen ikke længere bagte og lyste ud over marken, fik den et mørkt og næsten sort udseende.
Det kunne minde om tusind soldater, der stod stille og kun ventede på at få hugget hovedet af.
Det var andre tider og økonomien var så som så, så man brugte leen. Den fløj fra side til side og det skarpe blad tog let hovederne af de sorte soldater.
Det var hårdt arbejde men man klagede ikke sin nød. Man passede sit arbejde og sine pligter.
Jo mere solen dalede, jo flere stearinlys var der i vinduerne på det lille motel. De var klar til at modtage gæster.
Snart ville de sidste sorte soldater på marken være hovedløse, og man kunne gå hjem og lægge leen fra sig.
Men livet og døden skulle passes, også på motellet.
Motoren brølede som en indelukket arrig tyr. Tyren stangede ud i luften i håb om at ramme toreadoren.
En rød og sort, slidt og stjålet Ford Mustang, nærmest fløj lavt hen over landevejen. Dækkene var slidt tynde, men føreren bemærkede det ikke, og havde heller ikke den store interesse. Bremseren var heller ikke interessant. Der var kun én vej. Det var frem uden at se sig tilbage.
Endnu et firben tog chancen, og tabte. Det tabte ikke kun halen i chok. Det blev dets endeligt da tyren kom fræsende hen over den tørre asfalt.
Gilbert Rock sad bag rattet. Hans ansigt var fordrejet i glæde og lettelse. Det lykkedes eddermame. Nu skulle de bare over grænsen til Mexico, og så var de rige og de var fri.
Hans sorte hår var langt og fedtede. Huden i ansigtet var ru og arret. Der snoede sig et langt ar fra højre side af tindingen og ned over øjenbrynet og forsatte ned ad kinden til det nåede hagen.
Et minde fra hans seks år i Sing Sing. Modparten havde ikke klaret den, og var for længst begravet og glemt.
Gilbert var ubarberet og i det hele taget usoigneret. Hans tænder var tænder var skæve, og der manglede også nogle i overmunden. Han lugtede fælt ud af kystøjet, der sandsynligvis ikke var blevet børstet de sidste syv år.
Han var en mand midt i 40’erne og havde en forstand som en 17-årig, der lige havde fået sit første kørekort og bare skulle ud og køre stærkt i sin første bil.
Det var dog ikke hele sandheden om Gilbert.
Han kom fra en familie hvor omsorgssvigt og misbrug havde været hverdag de første mange år han kunne huske tilbage. Det havde hærdet ham, men også knust ham.
Han var en bred mand med store runde skuldre og solide overarme, som han ikke var bleg for at prale af, med sin snavsede cowboyskjorte hvor ærmerne var rullet så langt op som muligt.
Gilbert sendte en særdeles ulækker grønhakker ud ad vinduet mens han grinede hæst.
Han tog hårdt fat i kvinden ved siden af ham og trak hende ind til sig. Han kyssede hende grådigt med tungen, og hun gengældte kysset.
Ved siden af Gilbert sad Rita Dickson. Hun var 37 og så det største håb i den mand hun var forelskede i.
Mustangen ramte vejen med halvanden hundrede kilometer i timen da hun knappede Gilberts bukser op og lænede sig ind over ham og lagde sit hoved i hans skød.
Gilbert stønnede og havde svært ved at køre lige, mens hendes hoved med de afblegede lokker lavede opad, og nedadgående bevægelser.
Rita var et resultat af hendes mors sidespring med chefen. Hendes far skred da det blev opdaget, og Ritas mor gav hende væk, i håb om at vinde sin kærlighed tilbage.
Den lille pige, med sydlandske aner, sort hår og brune øjne og et arrigt temperament, voksede op hos en af gadens løse fugle, der lige knapt kunne leve og brødføde sig selv.
Ritas nye mor var afhængig og magtede måske fire til fem kunder om dagen. Hun var selv midt i 50’erne og var mere en skygge i nylonjakke og lårkort, der kun næsten dækkede de tynde ben, der frøs og rystede om vinteren.
Det var et trist og mørkt miljø, men Rita lærte aldrig at kende andet.
Hun havde været en køn pige, engang. Men livet på gaden og for overlevelse havde sat sine spor, og trods hendes kun 37 år, kunne hun sagtens minde om en der havde 20 år mere på bagen og i bagagen.
Det rykkede i Gilberts underliv og en begyndende orgasme greb ham. Han skreg og speedede op mens han trykkede hendes hoved længere ned.
Ikke længe efter rejste hun sig og tændte en smøg.
Gilbert satte farten lidt ned og pegede.
- Det ligger krafteddeme et motel og en tankstation der. Vi kører ind og fylder bilen op, og snupper en overnatning. Hvis der er noget pis, så skyder vi og skrider.
Rita sagde ikke noget. Hun ræbede sig og kiggede sløvt ud af vinduet. Hun havde det ikke godt.
- Det er fandeme det vi gør, og hvis politiet dukker op så pløkker jeg sgu dem alle sammen. Jeg har våben nok i bagagerummet.
- Ligesom du gjorde i banken, spurgte Rita stille.
Gilbert så på hende.
- Det var jeg sgu da nødt til, skat. De gloede så åndssvagt på os. Så du ikke den gamle kælling bag disken. Hun var pissegrim. Jeg var nødt til at skyde hende.
- Hvad med de andre kunder? Hvad med dem?
- De kunne bare have flyttet sig. Skide være med dem. Det var da for fedt. Jeg gjorde det for os to. Det ved du da.
Rita sagde ikke mere. Hun havde allerede ramt bunden af livet. Det kunne ikke overraske hende mere. Hun vidste godt at hun ikke ville blive særlig gammel. Det var kun et spørgsmål om tid.
En ulækker smag i svælget fik hende til at reagere hurtigt. Hun rullede vinduet og lænede sig ud, og brækkede sig.
Gilbert synes bare det var sjovt.
Rita satte sig tilbage med et ansigt der var mere dødt end levende. Hun kiggede træt på Gilbert, der stadig grinede.
- Din sperm smager af pis.
Da støvet endelig havde lagt sig fra den slidte og stjålet Ford Mustang, kom en lille åben topersoners sportsvogn kørende. Den havde et adstadigt tempo. Den var ganske rigtigt på vej ud af landet, men helst med helbredet og værdier med sig.
Motoren under kølehjelmen spandt som en kælen mis. Vognen var et dyrere mærke fra Mercedesfamilien.
Dens nypolerede guldlakering skinnede i det sidste af solens sene røde stråler, men føreren passerede de sorte hovedløse soldater. Ikke én af soldaterne gik fri.
Bag rattet sad en voksen kvinde i starten af 60’erne. Hendes hår var sort, men så man godt efter kanterne kunne man ane, at det var en paryk. Med en hurtig og erfaren bevægelse blev den flået af i farten og fik lov til at ende sine dage på den støvet landevej, mens kvinden jublede.
Hun slap rattet og så sig i bakspejlet. Hun nikkede til sig selv og vidste at hun havde haft succes igen.
En stærk og dyb selvtilfredsstillelse kørte gennem kroppen på hende, og det var lige før hun ikke kunne holde det tilbage. Hun slog på rattet og stønnede, og så kom hun.
Tallet var fireogtyve nu, og hun var eftersøgt i næsten alle stater. Det var blevet tid til at trække lidt frisk luft nu, under fredeligere himmelstrøg hvor man kunne gå i fred.
Fireogtyve unge ligegyldige mænd, der fik hvad de kom efter. De fik og de mistede, som hun havde mistet engang.
De var blevet fundet, men der var hun over alle bjerge. Ingen vidner kun ofre, som hun havde været et offer engang. Men det var mange år siden.
Kimberly Williams var en moden kvinde med bryster og baller, der var på vej sydpå. Det hele sad ikke som det gjorde engang. Det vidste hun også godt, men meget kunne klares med det rette stramme undertøj, der løftede både det ene og det andet, og med en paryk og et godt lag make-up gjorde det alligevel små underværker.
Kimberlys eget hår var askegråt, og uden noget i ansigtet fik hun hurtigt et træt udtryk og små poser under øjnene.
Hun var slank uden at være spinkel. Ikke meget over de hundrede og tres centimeter fra bund til top. Neglene var kunstige, lange og mørkerøde som læbestiften, der var blevet smurt godt inden dagens offer.
Kimberly var en kvinde, der havde haft et udseende i fordums tid. Noget at vise frem, men det var dengang.
En ung naiv 19-årig fyr, der bare søgte lidt eventyr med en kvinde med lidt flere år på bagen. Andet var han ikke.
Peter nåede aldrig at se den komme, da hun bad ham tage et bad på hendes hotelværelse. Han stolede blindt på det der blev lovet. Han lystrede også da hun bad ham lægge sig på maven på hendes seng, og hun satte sig op på ryggen af ham.
Han mærkede hendes læderbukser på sin bare krop.
Peter nåede kun at blive godt og grundigt liderlig. Lige indtil hun borede den lange issyl gennem kroppen på ham, som hun havde gjort på treogtyve unge mænd før ham.
Han nåede ikke at skrige, der havde hun lokket ham til at tage et par trusser i munden, i den tro at det var dem hun havde haft på hele dagen.
Drengen så aldrig solen stige op. Han lå stille på sengen da hun forlod hotellet i hast, efter at hun havde skrevet på væggen, og efterladt en besked til den FBI-agent, der hele tiden var i hælene på hende. En vis herre ved navn Albert Michael Hansen
Hun skrev med drengens blod tallet 24 og tegnede et hjerte. Blodet løb ned ad væggen. Så vidste agenten hvem der havde slået til igen. Det frydede hende.
Det hele begyndte tredve år tidligere. En sommeraften hvor Kimberly havde været ude med et par venner, og hvor vinden havde været lun, men rosévinen i glassene var kølig og forfriskende. Lidt efter lidt jo senere på aftenen det blev, havde vennerne trukket sig tilbage, indtil Kimberly havde siddet for sig selv i en god brandert på en bar for bikere.
Hun havde været udfordrende klædt, og det var mere end hvad to af de læderklædte bikere kunne klare.
De skiftes til de troede hun ikke trak vejret mere og lå i rendestenen som et brugt stykke legetøj.
Kimberly overlevede med nød og næppe. De to bikere var ikke mere end 18 og 19 år. De blev fundet og fik hver to år bag tremmer.
De grinede i retten, men der var ikke nogen der grinede da hun fik lokket dem enkeltvis op på et hotelværelse, med sin issyl i hånden.
Hun gennemborede deres hjerter, og var det stoppet der havde hun fået retfærdighed, men Kimberly fik smag for det.
Snart kunne det være som helst, bare han var ung. Det handlede ikke om udseende, men om alder.
Motellet nærmede sig mens Kimberly kørte forbi en lesvingende ældre mand uden smil. Han skulede efter vognen og for et kort øjeblik, i bare et lille sekund så det ud som om han trak lidt skævt på mundvigen. Det kunne minde om et lille smil.
Martin Brick nød en dissideret udløsning. En af flere idet han forlod den sidste by inden grænsen. Han skreg af grin så han flommede mave hoppede usundt.
Hans barkede højre hånd med de knaldhårde knoer drev stadig af blod. Martin bemærkede det knapt nok. Han var også ligeglad så længe det ikke var hans eget.
Hvad ragede de små snotungers blod ham? De stod i vejen og generede hans åsyn. Eller sagt på en anden måde. De stod ikke i vejen, de stod lige hvor de skulle, så Martin kunne få afløb for sine aggressioner. Få styret sin ustyrlige lyst til at slå børn. De havde aldrig en skygge af chance for at tage kampen op. Det bedste i Martins øjne var hvis de lå stille og bare blødte. De skulle ikke dø. Han var jo ikke psykopat. De skulle bare have tæsk. Her var det ham der bestemte.
Martins barndom var noget lignende. Han var den yngste af en børneflok på ni. En lille tynd dreng langt ude på landet, der bare ikke havde lige så meget modstandskraft som de otte andre. Det opfattede de andre hurtigt, og et eller andet sted skulle øretæverne jo lande. I en lille stille by i Texas var det den yngste der blev jagtet ud over markerne.
Martins limegrønne Chevrolet Camaro lå tungt på vejen.
Der havde ikke været en fartgrænse længe, så hastigheden var ikke vigtig. Der kunne ikke ske ham noget. Han var simpelthen for uovervindelig i sin egen lille verden. Der var ikke nogen eller noget der kunne røre ham.
Martin var en kleppert, ude af form. Opkaldt efter hans far. En alkoholiseret smed hvor hænderne sad mere end løst.
Her var der ingen nåde. Her landede øretæverne stort set hver dag. Ind imellem bare fordi dagen jo skulle bruges til et eller andet, mens stodderen stod og grinede.
Martin var sort som nattehimlen. Hans øjne var som mørk chokolade. Hans smil viste en række kridhvide tænder.
Hans hårs var stort og kruset og gav lidt et udseende af en ældre mikrofon til en meget stor hånd.
Martin var som sædvanlig klædt i hvide stramme undertrøje. Det var ikke altid klædeligt når den trillede op af maven. Over sig havde han ofte en slidt cowboyjakke med afrevne ærmer. Den kunne ikke lukkes. Det var flere end mange kilo siden. Det var svært andet, når den daglige menu stod på burgermad, fritter og en stor cola.
Han havde i tidernes morgen trænet sine overarme med håndvægte. Han var naturligvis stærkere end børnene. Han skar tænder når de nærmede sig.
Han havde ofte pralet af, at han var tip-tipoldesøn af en bortløben slave. Om det passede vidste ingen. Det var højst sandsynlig bare i hans livlige fantasi. Det lød af noget.
Martin haltede på venstre ben, efter hans far havde bakket bilen ud af garagen uden at se sig for. Knægten stod i vejen og fik selvfølgelig et par på hovedet inden de nåede på hospitalet. Han græd alligevel, Martin, men på hospitalet troede de han græd på grund af benet, og ikke fordi han også havde været så uheldig at flække et øjenbryn.
Drengen der haltede, blev drillet af alle de andre børn i skolen, og voksede op med et had til børn. Det satte sig fast i hovedet på ham lige til der hvor han var nu. 26 år efter.
Efter rigtig mange blodige overfald på børn var han nu eftersøgt i hele landet, men det var det eneste han lærte gennem livet. Det var åbenbart i orden.
Chevroletten nærmede sig det lille motel mens solen nu var sunket i jorden ude bag den store mark med det sorte korn. Martin så bygningen og fik tanken om et lille hvil. Måske havde de også en god stor burger på menuen. Det ville ikke være dårligt. Og hvis ikke kunne de få nogle på hovedet alle sammen. Han havde aldrig tabt en kamp. Han frygtede ingen. Han lukkede bukserne mens han kørte ind mod motellet.
Gilbert strakte sig på sengen i det særdeles sparsomme værelse. Han viftede Rita hen mod vinduet, der netop var trådt ud af badet. Hun stod i ingenting og skyllede munden i en af de øl der var i en lille minibar der stod ved siden af sengen. Hun bøvsede. Det gjorde Gilbert også.
Den brede bankrøver og morder lå med en stor skarpladt Magnum 44 i hånden.
- Kig lige hvem der kommer, lød det kommanderende.
- Gør det selv. Jeg skal lige have kluns på, svarede hun.
Gilbert løftede hovedet og rynkede brynene.
- Hvorfor skal du have tøj på? Jeg flår det af dig lige om lidt igen. Hør nu efter hvad jeg siger. Kig ud ad vinduet.
- Ikke mere sex i dag. Jeg har ondt i røven fordi du altid skal være så brutal. Nu slapper du lidt af.
Hun prøvede at lyde overbevisende, som om hun havde noget at skulle have sagt.
Gilbert satte sig op i sengen. Han viftede med pistolen.
- Kig ud ad det fucking vindue når jeg siger det.
Rita sukkede. Hun magtede det ikke, men han kunne kigge på hende, så han så ud som om han ville sprænge sekundet efter. Så ville han blive utilregnelig, som i banken.
Hun rykkede gardinet hurtigt til side i bare bryster. Hun skjulte ikke noget, men den store mand, der steg ud af en Chevrolet Camaro så slet ikke op på hende.
- Det er en eller anden sort fyr. Et bjerg af mand. Han ser ud som om han er større end dig.
Det fik Gilbert op af sengen. Han kiggede hurtigt ud, og måtte sande hvad hun sagde. Han spændte hanen på pistolen.
- Min gun stopper ham alligevel, uanset hvor stor han er.
På et andet værelse ud mod vejen stod Kimberly. Hun var iklædt en morgenkåbe, for at skjule den sande krop, der ikke sad fast og struttede nogen steder mere.
Hun ville sikre sig at det ikke var denne Albert Michael Hansen fra FBI. Det var det helt sikkert ikke. Det var bare en eller anden ligegyldig nigger.
Hendes hjerte bankede stadig for Georgia, og hvordan slaveriet blev ophævet dengang. Så kom de dårlige tider.
Hendes egen familie mistede alle deres tjenestefolk.
Flere fra familien havde også meldt sig under fanerne hos Ku Klux Klan. Hun havde også selv ladet sig hverve i al hemmelighed.
Kimberly nippede til den rosévin der havde stået i minibaren. Den var dejlig kølig og hun tømte glasset.
Hun skænkede sig et glas mere og kunne mærke en kommende træthed i øjenlågene. Hun satte glasset og flasken ved sengen. Hun skulle alligevel op i løbet af natten.
Hun lod morgenkåben falde og lagde sig nøgen under dynen. Sengen og værelset var ikke noget at prale af, men hvad kunne man forvente så langt ude på landet. Hun fnyste.
Det betød ingenting. I morgen ved denne tid ville hun være over alle bjerge og ude af landet. Langt væk fra den agent Hansen.
Martin steg ud af bilen. Med sig havde han bare en lille sportstaske. Han skiftede ikke tøj så tit, men han kunne lide at passe på sine tænder. De betød noget. Det var hans smil der lokkede ungerne med om i en baggård, så han kunne tæve løs på dem. Lade dem mærke hans knoer, og lade knoerne mærke de små lorteungers spinkle ribben.
Det mørke bjerg trådte indenfor idet stjernerne begyndte at blinke. Månen var fuld og lyste himlen op som en hvid ildkugle, mens manden var på vej hjem efter en dag i marken.
Stedet var anderledes indrettet. Med røde lavthængende olielamper i loftet med levende lys, der lugtede som en mellemting af røgelsespinde og surt vasketøj.
Der var udskåret kunst på væggen. Det lignede kranier til en forveksling, men det kunne sikkert ikke passe.
Et større maleri på en lang væk forestillede en bisættelse.
Folk stod og græd rundt om kisten, mens præsten grinede. Billedet var surrealistisk og Martin kiggede væk.
Man trådte lige ind på et græsgrønt blødt tæppe, der næsten var lige så blødt som en upasset plæne.
Martin så sig omkring En klokke på disken fangede hans opmærksomhed. Hans store hånd var allerede på vej ned mod den, mens han lige kastede et nyt blik på maleriet.
Nu så det ud som om de alle sammen kiggede direkte ud af billedet på ham. Der var ikke nogen der græd mere. De smilede til ham, og en enkelt pegede.
Nu så det ud som om præsten vinkede til ham.
- Godaften, lød det bag ham og Martin fór sammen.
Hun dukkede op inden han kunne nå at ringe med klokken. Han nåede slet ikke at se hvor hun kom fra. Hun var der bare lige pludselig.
Martin vendte sig, og hans første tanke var, at hun mindede om en heks fra et eventyr.
- Velkommen til Motel Muerte, sagde hun.
Hendes stemme lød som en rusten skærebrænder.
Næsen var krum og gik næsten ned til overlæben.
Øjnene var brune som Martins, men det var en anden brun farve, der nærmest stak i hans øjne.
Hun var klædt i en sort storblomstrede lang kjole med slæb. Hun var som trådt ud af en italiensk spagettiwestern.
Håret var knap så sort mere. Det var gråt med et mørkt skær over sig. Damens fingre var lange og tynde. Neglene var lange og blodrøde. Hendes hud var gyldenbrun som en sydamerikaners. En ældre sydamerikaners. Den kunne godt minde om sejt mørkt læder.
- Ønsker herren et værelse, spurgte hun.
Martin havde slet ikke sagt noget endnu. Han nikkede bare.
Han vente sig om og så ud på sin bil.
Han ville egentlig bede dem fylde tanken op, men hun kom ham i forkøbet.
- Vi skal nok tage os godt af Deres bil. Jeg får Junior til at vaske den og fylde den op.
- Junior, spurgte Martin overrasket.
Han var ikke længe om at få tanken. Hvad der boede et barn i nærheden, og så blev han liderlig igen.
- Junior er vores søn. Han passer værkstedet når min mand er i marken.
Martin nikkede. Altså ikke noget barn.
Hendes læber var fyldige og mørkerøde. Tænderne i munden var ikke bare hvide. De skinnede som nypudset diamanter.
Martin ville have husket hvis han havde set hende før.
- De kan få det sidste værelse oppe på gangen. Det er henne for enden. Det er ganske vist ikke så stort, men der er minibar på værelset og indholdet er gratis.
Det passede den store mand fint. Hans hals skreg på øl, eller hvad der var.
Der var noget der stak ham i ryggen, men Martin havde simpelthen ikke lyst til at kigge hen på maleriet igen. Han turde ganske enkelt ikke. Der var noget underligt ved det. Det kunne jo ikke passe at det skiftede motiv, bare sådan lige, og så ud på ham.
Han begyndte at gå op ad trappen og hun fulgte ham smilende med øjnene. Han fik kuldegysninger ved det og skyndte sig lidt mere.
Martin skulle hen ad en lille gang. Det tog ham ikke særlig længe. På væggen var der malet blomster så store som kålhoveder. Det var mere sjældent end kønt.
Han stoppede ved den næstsidste dør, hvor et par lå og havde højlydt sex. Kvinden jamrede sig kunne han høre.
- Av skat, råbte hun hver tredje sekund.
Martin grinede lavt og gik videre og låste sig ind på sit eget værelse. Han smed tasken og gik hen og så ud af vinduet.
Han så ud over markerne, og alle de sorte soldater.
Lidt senere var alle tre biler væk foran motellet. En noget ældre herre med et blegt ansigt og en sparsom tynd hvid frisure redt tilbagetrådte ind med sit værktøj i hånden. Fruen dukkede op og smilede og nejede.
- Der er fire. De er på værelserne, og har fået lov at drikke af minibarerne deroppe. Jeg tror såmænd de allerede sover nu. Det burde de. Junior har fjernet bilerne.
Herren sagde ikke noget. Han nøjedes med at nikke.
- Skal jeg hente Herrens sorte kappe, spurgte hun,
Han nikkede igen. Han sagde ikke noget.
Gilbert, Rita, Kimberly og Martin kom langsomt til sig selv. Det første der mødte dem, var en duft af mark ude på landet, lige før høsten satte ind. Der stod de sorte soldater.
Deres bevægelsesmønster var begrænset. De var ikke i stand til andet end at stå stille. Måske svaje lidt i vinden.
De råbte, men der var ikke nogen der lyttede til dem. Der var stille midt om natten rundt omkring dem, indtil videre. Det var først da han pludselig stod foran dem med sin le, at de fortrød alle deres handlinger. Da svingede han den.