Når Døden Skriger

Zatans ø

Monica skreg og Vivi løb for livet, med døden i hælene. Blodet drev ned af Vivis ansigt fra såret i panden. Hun græd mens hun piskede hen over engen. Hun turde ikke se sig tilbage. Hun vidste de var der. Med fråde om munden og blottet tænder. Klar til at dræbe. Klar til at flå hende fra hinanden. Monica stivnede i chok. Hun stod med ryggen til et træ og håbede, og bad. Hun mærkede slet ikke, at træets gamle knoglede bark borede sig ind i ryggen. Hun holdt sig for munden, i håb om, at de ikke hørte hende. Et åbent kødsår fra armen smertede voldsomt. Sommerkjolen var flået itu. Den var plettet af blod. Tårerne trillede og hun kunne næsten ikke holde vejret mere.

Hun var helt rød i hovedet. Hun vidste, at hun ikke kunne stille noget op mod dem. Hun var chanceløs, hvis de fik fat i hende. Det ene ben stod stift, mens det andet rystede. En mindre hudafskrabning på knæet fra hendes knæ sved. Hun turde ikke kigge ned. Hun ville ikke kigge på sin arm. Såret var åbent. Monica var ikke god til blod. Hun var bange for at besvime.

 

Vivi var ved at være ved områdets udgang. Hun løb stadig alt hvad hun kunne. I farten nåede hun at undre over, at de ikke havde fanget hende endnu. De var klart hurtigere end hende. Det var ikke menneskeligt muligt, at løbe fra dem. Noget havde måske stoppet dem. Hvad eller hvem vidste hun ikke. Hun nåede gitterporten, hvor hun og Monica havde trodset skiltet om fare. Fortrydelse var for sent, ikke desto mindre fortrød hun det bittert. Aldrig skulle hun tilbage til dette sted. Hendes tanker kredsede også om Monica. Hun så hende løbe den anden vej, men hun hørte hende også skrige. Vivi var for skrækslagen, til at løbe tilbage og kigge efter hende. Hun frygtede, at de havde taget hende. Hun vidste hvad det så ville ende med. Men Monica var klog. Så måske netop derfor havde hun klaret den. Vivi satte farten lidt ned. Hun vendte forsigtigt hovedet. Der var ingen at se.

 

Monica kaldte på veninden. Ikke højt. Hun ville ikke have for megen opmærksomhed. Der skete ikke noget. Hun kaldte igen. Denne gang lidt højere. Hun var rædselsslagen. Hun rystede over det hele. Hun måtte videre. Hun kunne ikke blive stående der. Hun drejede langsomt rundt om den store gamle eg, der for en kort stund havde virket som et skjold. Der stod de, nogen af dem. De var klar til at gribe ud efter hende. Deres øjne stirrede ondt på hende. De snerrede aggressivt og stod stille, inden de angreb. Monica nåede at skrige. Men kun kort. Det var blodigt og endeligt. Knogler knustes mens Monica kæmpede for sit liv.

 

Vivi hørte skriget og trådte et skridt tilbage. Gåsehuden rejste sig på hele kroppen. Hun kunne næsten ikke bevæge sig. Hun kunne ikke komme sig over chokket. Hun frøs til is. Hun mærkede et kraftigt skub i ryggen. Hun faldt hårdt ned med ansigtet i jorden. Da hun vendte sig på jorden og så op, stod et par stykker og så ned på hende.

Deres øjne mødtes i et kortvarigt skæbnesvangert sekund, og så slog de til. De blottede tænderne og bed. Vivi var ikke fysisk i stand til at kravle væk. Hun nåede at mærke, hvordan det ene dyr greb fat, mens dets hjørnetænder bed sig fast i låret på hende. Smerten var uudholdelig. Hun gispede efter vejret, og håbede kun at hun ville besvime, midt i dette vanvittige urealistiske mareridt.

 

12 timer tidligere

 

Sven-Erik slentrede langsomt rundt i parken. Hans ansigtsfolder vendte nedad, ligesom furerne og arrene i hans ansigt. Der var ikke, og havde kun sjældent været et smil på hans mund. Hans sind kunne koge, og psyken på den gamle dyrepasser var utilpasset og ondskabsfuld i andres øjne. Han havde et kraftigt fuldskæg, der ikke var passet længe. Det var rødligt med grå stænk, som håret på hovedet. Sven-Erik var sort i mundvigen. Han lugtede ud af munden. Han tyggede skrå, og lod ikke chancen passere for at spytte de største sorte klatter rundt i luften. På sin egen ucharmerende måde, rørte det ham ikke om han var inde eller ude af huset når han spyttede. Han havde kun sig selv at tage hensyn til. Hans øjenbryn var buskede. Hans var rødmosset i ansigtet. Kinderne hang, og gik nærmest ud i et med hagen. Det ene øjenbryn var flækket af et dybt gammelt ar, der gik fra højre side, ned gennem brynet og henover næseryggen. Det gik videre ned over læberne, der var syet skævt sammen dengang.

Det gav ham et arrigt ansigt, som et hidsigt gammelt dyr. Som sædvanlig gik han rundt med sin kraftige stok. I det tilfælde at dyrene ikke opførte sig, på den måde han opdragede dem på. Han var som altid, iført sine grønne gummistøvler, slidte og hullede overalls og en snavset islænder, der muligvis var ældre end ham selv. Den havde en stank af noget utilnærmeligt. Ingen - absolut ingen, skulle nærme sig hans ø, og hans park. Det var forbudt og han havde sat skilte op ved porten. Der var sat røde hjemmelavede papskilte op, der forbød al form for indtrængen.

Sven-Erik regerede med slag og spark, og enkelte gange elektriske stød om nødvendigt. Han satte sig i respekt, på sin egen måde. Med den sidste sending dyr, var han oppe på otte af slagsen. Nogle af de største han nogensinde havde set. Nogle af de stærkeste og mest aggressive, når han var færdig med at opdrage på dem. Det var sådan han kunne lide at se dem. Som de vilde dyr de var. Når de var rasende i øjnene og i blodet. Når han fodrede dem med råt kød. Sven-Erik var normalt påpasselig med burene, og denne varme sommerdag var ikke meget anderledes end andre af sin slags. Han gik forbi et par af burene, hvor de mindre af dem var låst inde.

Han slog på burene og snerrede ad dem. Han spyttede ind gennem hegnet til dem. En af de mindste skreg Havde der været ord bag dyrenes tanker, havde de utvivlsomt håbet, at de med ord, kunne stoppe hans vilde handlinger. Men de var ikke i stand til at stoppe ham - ikke alene.

Sven-Erik nåede de to sidste bure. De var tomme. Her stoppede hans uhyrligheder. Ord var unødvendige. Som en stenstøtte stod han stille. Hans krop og sind var i chok.

Han holdt vejret mod sin vilje. Han savlede fra mundvigen, og var ikke i stand til at gøre noget ved det. Det dryppede ned på tøjet, og samlede sig som større pletter, på den i forvejen ulækre trøje. Burenes låse var smadret. Dørene var brudt op med en gevaldig styrke. Sven-Erik kendte omfanget af risikoen.

 

Monica og Vivis lejede båd lagde til ved en lille badebro. De var begge iført små bikinier, der kun lige dækkede de private områder. Monica havde langt lyst hår og klare blå øjne. Hun havde en lille piercing i navlen. Læberne havde fået en ekstra gang postkasserød, hvilket ikke gjorde noget specielt godt for det naturlige look. Hun havde en naturlig skønhed, og et smil der helt sikkert kunne fordreje hovedet på de fleste unge elskovssyge svenske mænd. Vivi var modsat Monica. Hun var ikke særligt høj. Lidt tæt, men stadig charmerende. Hun var mørkhåret og havde brune øjne. På højre fod prydede en tatoveret sommerfugl hendes vrist. På venstre læg sad der en guldsmed. Hen over hendes lænd sad et mønster, der kunne minde om et hjortegevir. De kendte ikke øen, til trods for at de havde sejlet i den svenske skærgård flere gange. De havde passeret den og ville holde pause på land.

Monica tog den på hovedet i vandet. Hun hvinede højt med smil på læben. Vivi stod tilbage og grinede, indtil en fremmed fornemmelse stak hende i ryggen. Hun havde følelsen af, at nogen kiggede på hende. Hun vendte sig, men kunne ikke få øje på nogen. Hun stirrede længe ind i buskadset, uden at se noget.

Inde bag det grønne, fulgte et par øjne alt hvad de to unge piger gjorde.

 

Sven-Erik oplevede sin værste skræk, da det gik op for ham, at et par af dem var stukket af. Han vidste hvad de var i stand til, med lethed. Han løb alt hvad de gamle ben kunne magte. Han ville ind i hovedhuset og sikre sig. Døren var åben. Han bemærkede det knapt nok. Den stod altid åben. Dag og nat. Han skyndte sig hen til våbenskabet. Han famlede efter nøglerne. Noget bag ham forstyrrede stilheden. En mørk brummen, som fra en strube, der ikke var menneskelig. Sven-Erik svedte tran idet han vendte sig meget langsomt. De ondeste øjne fastholdt hans.

- Zatan. Bliv der. Hør hvad far siger. Du må ikke være herinde. For guds skyld.

 

Ikke langt fra bådebroen, på en lille grøn eng, havde pigerne fået hejst et lille telt. Monicas humør var på sit højeste. Hun havde smidt overdelen og vimsede rundt på bare tæer. Hun fandt en ternet sommerkjole frem fra tasken. Vivi var anderledes på vagt. Hun havde stadig den følelse af, at nogen overvågede dem. Hun så sig over skulderen, uden at få øje på noget. Hun kunne ikke smile med den fornemmelse siddende i sig. Det føltes som en tung edderkop, der kriblede og kravlede op og ned af hende.

- Altså, jeg har det som om nogen sidder inde i busken og glor på os, sagde hun.

- Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke høre noget, sagde Monica og dansede rundt.

Mobilen var sat på musik og skruet godt op. En moderne popsang brød stilheden.

- Jeg kan heller ikke høre noget, men jeg har den der fornemmelse. Kender du ikke den? Når man bare kan mærke når én står og glor på én hele tiden.

- Det siger du altid. Også når vi tager til Danmark og går på diskotek. Jeg kan ikke mærke noget. Nu vil jeg bare slappe af. Væk fra alle studierne.

Vivi prøvede at skubbe det fra sig. Hun åbnede en taske og smilede bredt til Monica.

- Dyrk lige hvad jeg fandt i min fars barskab, sagde hun og hev en flaske frem.

 

Lige foran Sven-Erik sad Zatan oppe på bordet. Den stirrede ondt på ham. Øjnene var vilde og tænderne var blottet. Hver en stor muskel var spændt til bristepunktet. Den snerrede af raseri, og lod sine dyriske tanker lyse mod manden. Hvis Sven-Erik fik den idé, at han ville forsøge flugten, ville den springe på ham. Lige nu holdt den ham i skak, alene med blikket. En virkning der fik ham til at gyse. Den gamle dyrepasser både svedte og frøs på samme tid, af angst. Han turde ikke røre sig. Han vidste, at Zatan var både hurtigere og langt stærkere end ham. Den mindste bevægelse ville få dyret til at angribe. På afstand, ovre på køkkenbordet, lå der en større kniv. Det var her han tilberedte kødet til dyrene og sin egen mad, i én stor skøn blanding.

Sven-Erik tog sig selv i, at spekulere på hvor hurtig han mon ville være ovre ved bordet og kniven, inden dyret ville springe på ham. Det var måske hans eneste mulighed. Han prøvede forsigtigt at røre på foden. En lyd der var mørkere og dybere end forventet forlod dyrets hals. Den løftede hovedet, mens Sven-Erik var ved at kaste op af skræk. Der var næsten ikke mere luft i hans lunger. Samtidig havde han næsten ikke modet til at trække vejret. Han kastede endnu et blik over mod bordet, efter kniven. Zatan kiggede sløvt væk. Næsten som om mandens tilstedeværelse ikke betød noget som helst. Den trak vejret tungt. En grum lyd fyldte lokalet. Sven-Erik så, at dyret lod blikket glide væk fra ham. Han løftede foden langsomt, og håbede af hele sit hjerte, at Zatan ikke ville lægge mærke til det. Han tog en chance. Det var måske hans eneste, for at nå at redde livet.

 

Nutid

 

Et stykke inde på øen, slæbtes Vivi hen af jorden. Hendes øjne var åbne og lignede matte glas. De var døde og udtryksløse. Hun havde flere store åbne blodige sår, og mørke mærker i huden. Hendes mund var åben, som om hun havde skreget højt i de sidste rædselsminutter inden dyrene havde slukket hendes lys.

Et andet sted sad et dyr på brystkassen af Monica. Det havde stadig fat i struben på hende, i det tilfælde at hun måske stadig havde en smule liv tilbage. Men der var ikke mere tilbage. Det havde to af de store sørget for. Hun var blodigt bidt og tæsket til døde. De få øjeblikke hun havde haft tilbage, havde hun skreget på nåde, hjælp og en løsning, inden døden ville komme. Men den kom ikke - løsningen.

 

Zatan, der tydeligvis havde taget lederrollen til sig, snerrede af flere af de mindre dyr.

Han gav dem strenge instrukser, på sin helt egen måde. Kun Gud kunne være dem nådig, hvis de ikke lyttede og udførte de ordre han kastede af sig. Han havde allerede vist sin styrke overfor en anden af sin slags. Den lå slapt i sit bur, med blodet flydende fra mund og hals. Han rejste sig og stod på to ben. Han snerrede og brølede, så alle så hans status. Med sine 165 kilo, var han den største. Den stærkeste uden sammenligning.

 

I et hus midt på øen lå Sven-Erik på gulvet. Han blødte kraftigt fra brystet. Han trak vejret meget langsomt og kun svagt. Han glippede med øjnene. Prøvede at fokusere. I hans hånd var der en kniv. Der var blod på. Ikke hans eget. Han hostede og spyttede blod. Han forsøgte at løfte armen. Den reagerede ikke. Sven-Erik kunne ikke mærke sine ben. De var kolde og følelsesløse. 

Blandt mange hurtige tanker, strøg hans tilbage til ungdommen da han som nybagt dyrepasser havde mødt Alice. Hans eneste store kærlighed. De var kun i starten af tyverne da de giftede sig, på en forårsdag i en kirke i Malmø. Han huskede hende som det smukkeste i verden. Hun gjorde hans liv lysere. En dag da solen havde skinnet mere end nogensinde før, gav han hende en ring. Det var en sølvring med en stjerne. Den forbandt de to, syntes han. Det var deres fælles drømme, der var i den ring. Den betød alverden for ham. Men et par år efter forlod hun ham, til fordel for en museumsinspektør.

Det sortnede Sven-Eriks ellers lyse sind. Han følte sig fortabt. Der var ikke længere nogen glæde, til noget eller nogen. Han hadede alt. Selv sit eget liv. En svær depression satte alt på standby. Smilet forsvandt, og blev forvandlet. Han fortsatte som dyrepasser, men blev fyret fordi han mishandlede dyrene. Han vendte alle ryggen. Han sejlede ud og fandt en lille ø, hvor han slog sig ned. 

Med svindel og bedrag på højt plan, begyndte han at kontakte andre zoologiske haver, hvor han bestilte dyr til hans egen have. Det lykkedes. Han bestilte kun én slags. De kom med skibsfragt, som unger i kasser. Vanviddet gjorde ham pludselig i stand til handlinger og tanker, han ikke tidligere havde indeholdt. Han mishandlede dyrene, med slag fra sin kraftige stok, og elektriske stød hvis de ikke viste ham respekt. Han var en konge i sit eget land, med sin lille forkrøblede idé. 

Sven-Erik forsøgte igen at se klart. Det eneste han så, var da Zatan angreb igen. Biddene satte dybe spor.

Han blev flået i, slået til og trampet på. Indtil lyset i hans øjne gik ud. I en sløv gammel lampe på bordet, kunne man se den aldrende dyrepasser ligge tilbage. I én stor blodpøl. Det silede med blod fra resterne af hans krop. Knogler var blottede og munden var forvreden fra dødens sidste skrig. Da den store leder forlod huset, havde han en arm i munden. Tilbage lå Sven-Erik. Han hostede og spyttede ikke mere.

På den afrevne arm var der noget der skinnede på hånden. En fin ring af sølv.

 

Zatan bevægede sig op på en større bakke. Der var en udsigt, der ikke var til at tage fejl af. Man kunne se langt omkring. Det var faktisk muligt, at kunne se vandet til alle sider. Udsigten til alle trætoppene, var noget der gjorde godt i Zatans lille hjerne. Men hjertet var med. Her var lederen på plads. Ingen - som i slet ingen, skulle forsøge at bestige lederens rolle, uden at Zatan var klar til kamp. Han stod på alle fire.

I et øjeblik af fryd, rejste han sig. Han fyldte sine lunger, og brølede ud over øen, så det larmede ud over de grønne enge og de mindre skovområder. Det startede en lavine af skrig hos de andre dyr og artsfæller. De skreg i kor, så det larmede som et kraftigt tordenvejr. Her var Zatan og hans flok. Hold jer væk!!!

 

Ude på vandet

 

Mellem bølger og lette skvulp lå en mindre kutter. Den var ikke stor nok til kahyt og kabys. Der var ikke mere, end et lille styrehus, der mest af alt lignede noget, der var hjemmelavet som et skur til baghaven, til skovle, river og hvad dertil hørte. Kutteren kunne knapt nok holde vandet ude langs siderne. Den tog vand ind, og måtte konstant have en siddende, til at pumpe vand ud. Ellers rendte det i motoren.

Solen sloges med skyerne om overtaget fra himlen, mens Johanne sad ved rælingen og trådte på pumpen. Hun kedede sig umenneskeligt, men det var hendes opgave. Hendes to følgesvende, Rune og Frederik, havde pålagt hende at stå for det. Meget mod sin vilje, havde hun trods alt lystret. Hendes varme følelser for Frederik, gjorde sig gældende. Havde han ikke sagt noget, havde hun stået ved siden af ham i styrehuset, og følt sig vigtig.

Rune sad med sit geværetui. Det lå på skødet, mens han var ved at iføre sig sin nye jakke, der var camoufleret på kryds og tværs. Johanne kunne ikke udstå ham, men han var Frederiks bedste ven. Han tålte hende, fordi hun altid hang på Frederik. De talte kun sjældent sammen. Kun nødvendige sætninger, der ikke kunne undgås. Hun anede intet om at gå på jagt, men havde alligevel fået overtalt Frederik til at tage med. På den betingelse, at hun blev i baggrunden, eller på båden, når de ville gå i land, for at liste sig gennem området og kigge efter et bytte der var værd at jage.

Frederik stak hovedet ud fra styrehuset.

Han så smågrinende på Johanne, og viste et usædvanligt flot tandsæt. Frederik så i det hele taget godt ud. Det hele var symmetrisk. Håret sad som det skulle og tøjet var moderigtigt, uanset tid og sted. Han var ikke et valg man tog. Han var præmietyren.

- Pumper du endnu, råbte han i retning af deres kvindelige bekendtskab.

Johanne svarede ikke. Hun nøjedes med et blik og et ansigtsudtryk, der ikke var til at tage fejl af. Hun var af den opfattelse, at hendes tilstedeværelse måtte være vigtigere, end bare at sidde med foden på en pumpe. 

Frederik så over på Rune. Han nikkede anerkendende mod etuiet.

- Er det så i dag den skal skydes til, råbte han.

- Jeg glæder mig så meget. Jeg gav små ti tusind kroner for den.

- Hvad for noget ammunition har du taget med?

Rune rejste sig og tog noget fra tasken. Han rakte en æske til Frederik.

- Det er Mirage T3 Steel. Jeg gav en del for dem. Men jeg tror de er det værd.

Johanne stoppede sin pumpe med foden. Det smertede i vristen, og hun sendte et bedende blik. 

I det samme lød et brøl fra øen. Rune rejste sig og smilede over til vennen. Han pegede i retning af det stykke land, de havde set på afstand.

- Kom det derfra, spurgte han og rettede sig op med etuiet i hånden.

Frederik nikkede. Han lod sig rive med af tanker om, at det lød anderledes. I baggrunden stod Johanne og rystede. Hun påkaldte sig, at være modig, men ikke i disse sekunder. Hun var rystende nervøs og havde svært ved at skjule det. Hun satte sig igen og så på Frederik. Hendes eneste levende trøst lige nu. 

Frederik kendte ikke området godt. De havde sejlet af sted på må og få. De havde deres jagttegn, men normalt skulle man søge om lov, inden man bare gik i land for at jage. Der var regler for alle jægere, men ikke i Runes øjne. Han var anderledes indstillet. Han nød jagten. Han kunne se blodet og det døde dyr ligge der, og så fremkaldt det næsten en igangværende orgasme i ham.

Rune var en mand i starten af fyrrene. Han var høj, tynd og markeret i ansigtet. Han var senestærk, uden at fylde alverden over skuldrene. Øjnene var udstående og hans kindben var hævet. Han havde skæg rundt om munden. Halsen var tynd som resten af kroppen. Men det var markant, så man kunne se adamsæblet hoppe og springe, ved den mindste sætning. Hans hår var langt og var næsten altid sat tilbage i en hestehale.

Det var lyst og tyndt, med begyndelsen af grå stænk.

Han røg som en skorsten, og havde for vane at puste røgen ud, mellem sine smalle sprækkede læber, på en måde, så røgen listede ud som en blågrå pil gennem luften. Det irriterede Johanne, der ikke kunne tåle røgen. Hendes astmatiske svage lunger reagerede sommetider kraftigt, når Rune igen tændte sig en ny Cecil. Det morede ham, og gav kulør til hans barske humor, når hun tæskede sig igennem endnu et hosteanfald.

Frederik var lige modsat Rune. Hans krop var fyldt ud, uden at det på nogen måde var i overkanten. Han var muskuløs og veltrænet. Nærmest atletisk. Han passede på sig selv. Han var mørkhåret og kortklippet. Frederik led ikke af synderligt mange laster. Noget af det eneste, var hans trang til kvinder. Hans søgen efter anerkendelse hos det modsatte køn, var kendt og udbredt i de fleste kredse. Han gav ikke sig selv tid til, at gå op i deres udseende. Følelser så ikke ud til, at røre ham det mindste, men ikke desto mindre, var det netop det, det gjorde. Han var en følelsesladet mand, på alder med Rune. De havde kendt hinanden siden barndommen. De passede på hinanden, på hver deres måde. Hans følelsesregister var i højsædet. Han viste det bare aldrig. Hvis tårerne trængte sig på, gik han for sig selv. Han ville aldrig vise sin sårbare side. Inderst inde, var det som om han tog en maske på.

Den smilende eller grinende. Et barndomsminde, der aldrig kom frem i søgelyset, havde sat dybe spor i hans sind. Da han var en dreng, var han blevet overfaldet i sin stedfar. På en måde som ingen ville kunne forstå. Han var sikker på, at folk ville se anderledes på ham, og den oplevelse han desværre havde båret rundt på, hvis han afslørede den. Så han holdt det for sig selv. Og havde gjort det i alle disse år.

 

Johanne var en lille tynd kvinde, midt i fyrrene. Selv om hun så adskillelige år ældre ud. Hun tog mere end hun havde at tilbyde. Det var generelt. Ikke kun psykisk. Hun var alenemor med to drenge, der snart var klar til at flyve fra reden. Hvilket de glædede sig til, ud fra de skænderier overboerne og naboerne ofte havde, måtte lægge ører til. Hun var hysterisk, hvis ikke tingene gik hendes vej. Hun troede hun kunne lokke folks reaktioner med tårer. Hun kunne hidse sig op, for så at vende på midten af en meget lille tallerken. De fleste lurede hende hurtigt af, men gjorde man det, og gav efter, blev man fanget i hendes klør. Hun satte sig fast som en tæge og blev siddende.

Hun var mere end tynd og knoglet, efter en gastrisk bypass operation. Hun havde tabt adskillige kilo efter operationen. Baller og bryster hang side om side med maveskindet. Det var på ingen måde ophidsende - nærmest lidt ulækkert at se på. Men hun så noget andet i spejlet. Opfattelsen var en anden end sandheden. Det feminine hun trods alt engang havde besiddet, var forsvundet. Kinderne hang som våde tynde klude. Øjnene så triste ud. Hun var på ingen måde nogen køn kvinde. Hun var et sørgeligt tilfælde. Hendes økonomi sejlede. Det var alle andres skyld, gav hun udtryk for. Tre forliste ægteskaber havde kostet på følelseskontoen. Mænd var til for hende. De kunne og skulle bruges. Om ikke andet, så til at rette op på hendes utallige egne fejl, og hendes dårlige økonomi.

 

Brølet fra øen gjorde indtryk. Frederik tog kikkerten, men kunne ikke få øje på noget.

Han så hen mod Rune med et alvorligt blik. Han var i færd med at lyne sin jakke.

- Det er da der vi sejler ind, råbte han med et skævt lille smil på munden.

- Er det, spurgte Frederik stille. 

Runes øjne lynede. Han kunne næsten allerede mærke, hvordan det ville føles, at nedlægge sit første bytte. Som så mange andre gange før, var det Runes ord der vejede tungest. Han havde altid kunne lokke Frederik med på eventyr. Uanset hvad der ville ske.

Som børn var de altid endt ud i situationer, hvor det var Rune, der skulle redde trådene ud. Hvad enten det var i slagsmål med nogen større drenge, hvor Rune altid slog først, og aldrig var bange, eller det var en påsat brand i en halmballe, på en nærtliggende gård i området. Rune var der for Frederik. Han passede på ham som en storebror.

Johanne sagde ikke noget. Hun måtte synke en klump. Hun var ikke med for at jage.

Hun kunne en smule i et køkken. Hun havde derfor fået overtalt Frederik til, at tage hende med på slæb, så hun kunne anrette noget af det de måtte kunne nedlægge.

Hendes sociale selskab var ikke så meget værd. Hun skulle være midtpunktet, ellers blev hun det, på en mere eller mindre ucharmerende måde. Hendes skingre stemme var ikke til at tage fejl af, hvis ingen lagde mærke til hende. Hun var overbevist om sit eget værd. Ikke at der var noget af værdi. Lige nu sad hun på rælingen på en mindre kutter, i et farvand hun intet kendte til. Hun anede ikke hvad der ventede, men så længe hun nød godt af Frederik ved sin side, følte hun sig ovenpå. Hun var sikker på, at han skulle være hendes næste mand. Måske var han den redningsplanke, hun søgte blandt utallige på nettet i desperation.

 

På øen var kutteren blevet synlig, også for Zatan. Han løb og slog i jorden med gevaldig styrke, mens han rasede i øjne og sind. Han knækkede en masse små grene, idet han bevægede sig gennem et skovområde. Intet skulle i vejen for ham. Han havde ikke længere armen i munden.  Der var et åbent sår i låret på ham, men det lod han sig ikke mærke med. På vejen passerede han liget af en ung svensk pige, hvis tøj var revet itu. Hun lå stille på jorden. Blodig og skambidt. Han trampede på hendes lille brystkasse, og det knasede yderligere. Han snerrede højere da han fik øje på et par af de andre store. Han rystede over det hele. Kroppen dirrede af raseri. Da én af dem nærmede sig, stirrede han den i øjnene. Han rejste sig, for at vise sin størrelse og styrke. Så brølede han højere end hannen overfor. Det lå i luften. Hvem bestemmer? Hvem er den største leder? Zatan var ikke i tvivl. Den anden skulle bare nærme sig, men den trak sig. Den store snerrende mægtige han vendte sig mod en lysning i skoven. En lyd fangede deres ører. Nede fra vandet.

 

Rune krængede etuiet over skulderen. Han kunne ikke skjule sin stolthed. Frederik lagde kutteren til ved en lille badebro. Der var ikke meget plads, og kun lige dybt nok til, at de kunne ligge der.

- Hvis er det, spurgte Johanne og pegede på en anden og mindre båd.

- Hvor fanden skulle vi vide det fra, svarede Rune irriteret.

Hun så efter Rune. Sur igen. Hendes tanker var ikke til at tage fejl af. Det var ikke ham hun spurgte. Hun havde håbet, at Frederik ville svare før Rune. Men Frederik nøjedes med at slå med skuldrene. Det var ikke vigtigt i drengenes øjne. De skulle på jagt. Hvad Johanne måtte tænke, havde absolut ikke nogen betydning. Hun var til irritation for den ene, mens den anden kun havde hende med, for at kunne brygge noget mad sammen til dem.

 

Ingen af dem så de øjne der fulgte dem på afstand. Et par små hidsige øjne, der i bund og grund ikke ønskede deres tilstedeværelse. De tre fulgtes med had i øjnene. En dyb snerren og et tyndt ungt træ, der blev flækket på langs. Der blev trampet i jorden. På sin egen måde gav Zatan ordrer. Et par af de store løb af sted. En yngre hun kiggede beundringsværdigt op på Zatan. Men han gengældte ikke blikket. Nogen nærmede sig. En mulig fare. Det var det han havde lært af Sven-Erik.

Mennesker var ikke det gode i deres liv. De ville kun skade og være ondskabsfulde.

Det var den lektie Zatan havde lært, fra han kom til øen som en lille størrelse. Han skulede bittert på den ene, der blev på båden mens to andre bevægede sig ind mod land. Han hørte hvordan mennesket på båden råbte skingert. Da de andre var blevet væk i det grønne, gik Zatan ud af busken.

 

Rune vendte sig mod Frederik. De havde netop drejet af ved en stribe træer. Han så en smule irriteret ud. Han langede et slag ud mod Frederiks skulder. Det var et venligt klap med flad hånd.

- Altså nogle gange stiller hun de mest åndssvage spørgsmål. Fortæl mig lige igen, hvad hun skulle med for?

Frederik sukkede dybt, og så ned i jorden. Så rystede han på hovedet. Han vidste godt, at idéen med at slæbe Johanne med ikke var den skarpeste.

- Kan du huske forleden dag? Du var på aftenarbejde og ville først komme hjem langt ude på natten?

- Ja ja, klart nok. Jeg så godt, at du havde ringet flere gange. Og hvad så?

- Jeg sad for mig selv, Rune. I et øjebliks stilhed. Månen var så smuk, men jeg var så trist, og ensom. Der var for stille omkring mig. 

- Du lyder som et dødssygt teaterstykke jeg så engang, brød Rune ind.

Frederik vendte sig og så ham i øjnene, med et alvorligt udtryk.

- Prøv lige at hold din kæft et øjeblik, Ikke? Jeg er sgu lige alvorlig her.

- Undskyld, sagde Rune, efterfulgt af endnu et klap på skulderen.

- Jeg sad altså der, og stirrede ud af luften. Så ringede hun, hende kællingen. Jeg kunne sgu ikke slippe af med hende. Pisseirriterende alligevel. På en eller anden svag måde, fik hun mig overtalt til det her. Ved godt det var sur røv.

- Det var i hvert fald ikke det vi aftalte, Frederik, hviskede Rune højt.

- Nej det ved jeg godt, og det må du sgu undskylde.

- Skide nu være med det. Jeg kan ikke fordrage kællingen, men soen kan lave lidt mad, og så kan hun vel holde kæft så længe.

Frederik kunne ikke lade være med at grine.

- Tror du, spurgte han mens han stak i en latter. 

Drengene passerede et lille telt. Det var en af sommerens sidste varme uger. Der var længe til, før solen og lyset helt ville forsvinde. Varmen trængte godt ind under både pels og jagttøj. Jægerne havde forladt teltet, og gad ikke at lægge mere i det. De satte sig ved en lille lysning inde i det tætte grønne. Rune pakkede geværet frem.

Det var et Bettinsol haglgevær. Xtrail Lux - 1276 over-and under. Det sorte gevær skinnede i den sol, der trods alt stadig skinnede over det grønne område. Rune var ikke så lidt stolt, over sit nyindkøb. Han holdt det hævet. satte det til skulderen, og sigtede. Hans højre øje fulgte langs det lange lige løb. Han studerede området med geværet i armene. Pludselig var der en skygge, der sprang forbi hans blik. Han fjernede geværet og stirrede rundt. Men skyggen var væk.

- Hvad fanden var det, spurgte han undrende.

Frederik havde ikke set noget. Han var i færd med at pakke sit eget grej ud.

 

Johanne sad på båden. Hun havde for et øjeblik tænkt sig, at hoppe i vandet. Men tanker om forurening, og hvad der ellers kunne flyde rundt gjorde udslaget. Hun sad i sin egen verden, og fantaserede om hende og Frederik. Hun ville ikke sky nogen midler for at holde ham fast. Han havde selv inviteret hende. Hun var overbevist om, at der var følelser på spil, hendes vej. Hun smilede ad sine egne planer, idet hun mærkede noget på kutteren. Det var helt sikkert hendes drømmeprins. Så kunne han ikke undvære hende længere. Hun frydede sig ved tanken, og smilede da hun rejste sig.

 

Skriget kom og Frederik rejste sig. Han kendte det hysteriske skrig. Lyden af det.

- Hun har sikkert set en edderkop, grinede Rune.

- Skulle jeg ikke lige gå ned og kigge, spurgte Frederik.

- Nej lad dog være. Det må du da selv om, men det er sikkert ikke en skid. Måske har hun knækket en negl. Lad os nu komme af sted. 

Drengene så sig ikke over skuldrene, men Frederiks tanker var alligevel nede ved båden. Det lød anderledes, end han tidligere havde hørt hende skrige. Når hun skabte sig og opførte sig infantilt, og bare ikke kunne få sin vilje. Det seneste minde var pinligt over alle hans grænser. En aften hvor Frederik kedede sig alligevel, havde han ladet sig overtale til en tur på Jensens Bøfhus midt i København. Ikke længe efter, at maden var kommet på bordet, begyndte hun at skabe sig. Hun havde en smule kendskab i et køkken, og tillod sig at påkalde sig en ekspertviden omkring bøffernes størrelse og vægt. Frederik krummede tæer, og bad hende flere gange om, at hun ikke ville dæmpe sig. Aften endte ud med, at han tog hjem alene. Der stod hun og skreg og hylede som en tøs midt i teenagealderen. Skammeligt af en kvinde på hendes alder.

Hun burde kunne lære, at opføre sig ordentligt. Han var ikke sikker på, at det her kun var noget pjat. Men han havde sin samvittighed, modsat hende. 

Frederik tog fat i Runes skulder. Han rystede på hovedet. Han vidste godt, at Rune ville opponere. Men alligevel. Hun var vel hans ansvar. Han havde slæbt hende med.

- Du, jeg går sgu lige ned og kigger efter. Det er sikkert ikke noget, men alligevel. Nu har jeg slæbt hende med.

Rune sukkede, men nikkede på hovedet alligevel. Det var ikke noget der skulle skille dem ad. Gud hvor hun dog irriterede ham.

- Hvis det ikke er noget, så kyler du hende i vandet. Og sørg for hun pumper. Jeg gider ikke se, at min onkels kutter har taget vand ind, fordi hun ikke passer sine pligter. Når alt kommer til alt, er hun trods alt kun, en kvinde.

Det sidste blev sagt, i en tone som kun de to kendte. Deres indbyrdes humor.

- Gå bare videre. Jeg finder dig, sagde Frederik og vinkede Rune af sted.

De nikkede til hinanden, i fælles forståelse.

 

Kutteren lå forholdsvis stille. Kun en lettere bølge, kunne få den til at vippe. En enkelt solstråle kæmpede sig vej gennem et tyndt lag skyer. De ville snart være væk, og så ville sensommerens stærke lyskegle igen skinne ned på øen. 

Frederik krydsede atter det lille telt, og nåede den lille badebro. Han stillede sit gevær op ad en større sten. Han gik stille ud mod kutteren, mens han råbte hendes navn. Men ingen svarede. Han kunne ikke se noget. Styrehuset havde en knust siderude. Frederik tænkte ikke over det. Den var slidt i alle kanter, så hvorfor ikke også der? Det var først da han nåede tættere på, at han kunne se blod på ruden. Det ville han have bemærket. Han stod stille, inden han gik videre.

Han sagde Johannes navn højt, og pludselig var der en lyd. Men det lød ikke godt. En blanding af en kvindes gråd, og en mørk grynten og snerren. Frederik var i vildrede.

Han var ikke bange af sig af natur. Men lyden rystede ham. Han nåede forbi styrehuset, og fik et chok. Den største gorilla han nogensinde havde set, sad på brystet af den lille spinkle kvinde. Han kunne se hendes øjne. Hun levede endnu. Han stirrede stift på gorillaen, der langsomt vendte hovedet mod ham. I det samme lød der et skud bagfra. Frederik vendte sig forskrækket om. Han blev flået ud af sit chok da skuddet bragede. Det gav et sæt i skuldrene på ham. Inde på land stod der endnu en gorilla, der dog ikke var lige så stor som den i båden. Den svingede med geværet, og slog det ned i jorden. Derfor var det gået af. Den tæskede det ned i jorden, indtil det blev knust. Så drejede den hovedet og så vredt ud på manden på broen.

Han var en mulig fjende. Det havde de lært af Sven-Erik. Menneskekærlighed.

Frederik kunne slet ikke trække vejret. Han prøvede at nøjes med at dreje blikket ned på Johanne. Deres øjne mødtes for en stund. Han var hjælpeløs med de store dyr. Ud af øjenkrogen så han den store gorilla inde på land. Den kom løbende ud mod ham. Den slog i broen ved hvert skridt, mens den savlede af raseri. Den der havde plantede sig på kroppen af Johanne, bevægede sig også mod Frederik.

- For Satan, skreg han og forsøgte at tænke klart.

Han var stiv i benene, og begyndte at hyperventilere. Han trådte et par skridt tilbage.

- Det her er da bare løgn, kunne han høre sig selv hviske.

Hun så sig omkring. Sekunderne var få. Han var nødt til at gøre noget. Men hvad? Han vendte sig. Han nåede ikke at sige noget til Johanne. Dyrene var på vej.  Han sprang i vandet. Det første han nåede at tænke var, at vandet var koldt. Det var først da han kom op til overfladen, at han igen spekulerede på den sindssyge situation han og vennerne var havnet i. Hvor fanden var de henne, kunne han høre sig selv tænke, med munden fuld af saltvand. Det glippede for hans øjne. Han skreg på Johanne. Måske var han godt klar over, at hendes timer var talte. På kanten af broen stod den fremadstormende gorilla. Den slyngede en af armene ud. Som om den forgæves forsøgte at gribe ud efter Frederik. I vandet var han i sikkerhed. Så langt så godt. Den hoppede ikke i efter ham. Den anden og større gorilla kom til syne på broen. Den snerrede af artsfællen.

Højt og inderligt. Det handlede om magt og styrke. Lederrollen var på spil. Frederik var en rimelig god svømmer, men lige nu brugte han tiden på, at træde vande. Det gjorde det ikke nemmere, at han havde sine store støvler på.

Pludselig slog det ham. Rune for helvede. Han ville råbe på ham. Men spørgsmålet var om han kunne høre Frederik? Der var grund til at tvivle. På kanten af båden kom en lille hånd til syne. Den var rød af blod. Johanne måtte utvivlsomt, bruge nogle af sine sidste kræfter på den bevægelse. Hendes lille ansigt dukkede op, nogenlunde på samme tid, som de store dyr så hendes bevægelser. Det var måske et spørgsmål om sekunder, men føltes som lange timer. Frederik hørte hende skrige hans navn, inden begge gorillaer hoppede ombord, og gik løs på hende. Det var et grusomt syn. Frederik kunne kun ane deres store kraftige arme, mens de slog løs på hende. Hun var ikke i stand til at skrige. Den ene bed sig hårdt fast i halsen på hende. Mens den anden tæskede løs på hendes brystkasse. Frederik kunne, men ville ikke gætte sig til synet af hende. Blodigt, skambidt og død...

Med langsomme bevægelser tog han baglæns svømmetag, og bevægede sig længere ud. Han kom til at tænke på sin nyindkøbte jagtdolk, og takkede guderne for den idé. Han dykkede og fandt den frem. Han fik løsnet sine snørebånd. Det var meget lettere, at bevæge sig frem i vandet uden støvlerne.

Den største af de to i båden kom til syne. Den så Frederik svømme væk, og brølede. Et brøl så stort, og fyld med had og hidsighed. Den slog i rælingen, og løftede noget Det var som om, at den skulle vise ham sin lette sejr. 

Frederik vendte sig i vandet en sidste gang. Men kun for at se Johannes afbidte hoved i gorillaens store hånd. Han vidste ikke om han skulle grine eller græde. Han kastede op. Det var for uvirkeligt til, at være sandt. Det her skete bare ikke, tænkte han.

 

De var sejlet rundt i den svenske skærgård. De fandt en lille ø, og ville gå på jagt. Ingen som helst kunne vide, at det nu var dem der kunne blive byttet. Hvem skulle kunne vide, at der lå en dyrepark, med fritgående store gorillaer, der dræbte alt, hvad der nærmede sig? Selve tanken var ikke til at tænke, uden at man tænkte sig om en gang til.

 

Rune havde nærmet sig noget, han ikke troede han skulle se på øen. Det lignede mest af alt et fængsel. Hvor de indsatte bestod af dyr. Fortrinsvis små og større gorillaer. Han gik med geværet hævet. Skarpladt, og med ekstra ammunition i tasken. Der var stadig aber i flere af burene. De var vilde og skabte sig ikke som tamme trænede dyr, som man måske havde, kunne forestille sig. De sprang op da de fik øje på ham. Nogen af dem skreg op og slog på buret. En enkelt af de større rakte ud efter ham, men Rune gik på behørig afstand. Han svedte tran under kasketten. Ikke kun på grund af varmen, men også set i lyset af hvad han netop havde fundet. Han nåede til et par tomme bure, hvor låsen var brudt op. Den var nærmest flået i stykker, eller ikke forsvarligt låst. Det larmede fra de dyr der stadig var der.

Rune så sig hele tiden over skuldrene. Var han mon sikker på, at være alene her?

- Er her nogen, råbte han.

Han havde dog en tanke om, at det ikke var sikkert, at råbe alt det han kunne. På afstand fik han øje på et gammelt faldefærdigt hus. Det var større da han nåede tættere på. Han listede af sted. Larm var der masser af i forvejen, fra dyrene i burene.

Han kom tættere på da han fik øje på noget i græsset udenfor huset. Han gik på hug, fordi han havde svært ved, at tro det var det rigtige han så. Det føltes som et sug i maven da det gik op for ham, at det var en menneskearm. Rune var ikke en person, der under normale omstændigheder havde sart mave. Men da han så armen, kastede han op. Han nærmest løb væk fra armen. Det var det mest ulækre syn, han nogensinde havde set. På en helt anden måde, end da hans lillesøster blev kørt ned i en højresvingsulykke. Han var kun fire år dengang, og stod som en lille dreng forstenet og så det ske. Søsteren døde på stedet, og Rune kom sig aldrig rigtigt over det. Men det her var noget andet. En afrevet arm fra et voksent menneske, sådan lige foran ham. Det var mere, end hvad den ellers hårdføre jæger kunne tage.  Han vendte sig igen og så på den blodige arm. Så fik han øje på en ring. En sølvring med en stjerne på. Der var ikke noget der trak i ham for, at skulle tage den. Han drejede hovedet over mod huset. Noget sagde ham helt naturligt, at han ikke ville finde nogen i live derinde. Men det skulle undersøges. Nogen kunne have brug for hjælp. Rune ville være sin opgave voksen, hvis det var nødvendigt. Han stillede sig i døråbningen. Han bankede på den, selv om han godt vidste, at der ikke ville komme noget svar. Han lænede sig frem for se længere ind. Der, midt på gulvet lå en mand. Tydeligvis armens ejermand. Der var blod over det hele, i det ulækre roede træhus. Manden var forslået. Muligvis trampet og bidt ihjel, gættede Rune. Han kunne dårligt se mandens ansigt for blod. Rune lænede sig frem mod ham. Det gav opkastningsfornemmelser igen. Han valgte at se væk hurtigt. På væggen mellem gammelt ragelse hang der en ældre riffel. Rune tog den ned og tjekkede den. Den var ladt med 9 millimeter patroner. Der lå flere på bordet. Han tog riflen og alle de patroner han kunne have i lommen. Måske ville den kunne gøre mere skade, end hans eget jagtgevær. Der var en sandsynlighed for, at det var store gorillaer, der var sluppet ud. Rune mente ikke, at de stoppede ved hagl. Selv om geværet var kraftigt nok. Han ville gå ud af huset da noget andet fangede hans blik. Det var en tavle og en masse billeder af forskellige gorillaer. De havde navne alle sammen. Billederne var forholdsvis nye. Der var en dato på, for ikke så længe siden. En enkelt skilte sig ud fra de andre. Han var klart den største af dem alle sammen. Zatan, hed han. Der var flere billeder af ham. Han var en ægte "silverback". På et billede stod manden på gulvet udenfor Zatans bur. Han var i færd med, at slå på buret. Hvad var meningen med det? Rune forstod det ikke. Men han gættede. Manden havde måske haft dem for sjov, kun for at kunne gøre dem tossede. På sin egen syge måde. Rune vendte sig mod den døde mand på gulvet.

- Du fik vist hvad du fortjente, sagde han køligt.

Der var blevet mere stille udenfor, lige indtil Rune viste sig igen. Så skreg de. For et øjeblik stod han og tænkte, om han måske skulle skyde dem alle sammen. Det blev ved idéen. Han ville hellere finde Frederik, og så skulle de væk fra den ø. Han så sig grundigt omkring. Hans indre fornuft sagde ham, at han ikke skulle blive stående midt i lysningen. Der var en god grund til at tro, at et par af de udbrudte kunne komme tilbage. Han listede ind i et buskads, og videre den vej. Han var usikker på vejen ned til vandet igen. Det var normalt Frederik, der var god til at huske den vej de var gået. Nogle hundrede meter bag, kunne han høre noget nærme sig. Det var helt sikkert ikke Frederik. Det var noget der snerrede og brølede på samme tid. Så løb han.

 

Frederik havde svømmet godt halvtreds meter. Med tøjet på var det tungt. Han kiggede hele tiden ind mod land. Der var ikke noget at se. Han stoppede sine svømmetag, og fandt ud af, at han næsten kunne bunde. Han bevægede sig længere ind mod land, og vendte sig stående i retning mod broen. Han kunne knapt nok se den. Kun lige skimte den. Broen var tom. Kutteren lå stille ved siden af den mindre båd. Der var ingen liv at se nogle steder. Frederik kendte Johannes skæbne. Hvad enten han syntes om hende eller ej, kan det ikke have været uden ufatteligt store smerter, hun gik i døden. Han havde en jagtvest på, som han rev af. Den gjorde det heller ikke nemmere, at færdes i vandet. Men nu vidste han i hvert fald, at gorillaerne ikke ville følge efter ham, så længe han sprang i vandet.

 

Rune piskede gennem skov området. Han så sig ikke tilbage et eneste øjeblik. Frygten skød gennem hans pulsårer. Hans hjerte trampede unormalt hårdt i brystet på ham. Han havde hele tiden fornemmelsen af, at flere af de store dyr, var i hælene på ham. Efter nogle kilometer, nærmede han sig et bakket område. Rune så sit snit til, at kunne få overblikket over øen, fra den største bakke. Hans kondition var ikke den bedste. Han lod hurtigt tankerne piske forbi hans ungdom, hvor ham og Frederik gik til fodbold. Dengang fejlede bentøjet ikke noget. Der kunne den tynde fyr løbe fra de fleste. Men det kneb mere jo ældre han blev. Lige nu turde han slet ikke stoppe. Nu var livet på spil, kun fordi de sejlede forbi den forkerte ø. Rune kunne ikke glemme tavlen med billederne. Han så den største gorilla for sig. Han huskede navnet, og tænkte mens sveden piblede af ham. Øen måtte vel betegnes, som Zatans ø.  Han var ved at være på toppen af den største bakke. Han kunne næsten ikke løbe mere. De fandens smøger tog livet af hans vejrtræning. Han havde ikke turde vende sig. Han anede ikke om nogen af dem, måske havde hørt eller set ham. Han kiggede mod solen, der langsomt var ved at gå ned. Snart ville det være mørkt. Forbandet meget mørkt. Der var ikke noget kunstigt lys nogen steder. Han hev efter vejret da han nåede toppen. Han gik i knæ, og måtte støtte sig op af den gamle riffel. Først da tillod han sig, at vende sig om. Turen hertil, kunne meget vel blive hans sidste dårlige idé, ud af mange.

Ud af skygger, små buske og unge træer, så Rune fire store dyr nærme sig.

- For helvede da også, skreg han i frygt for sit liv.

Han satte sig på knæ. Tog riflen til skulderen, og ladede den. Han kunne tydeligt se dem i kikkertsigtet. Han skød efter den forreste. Det var en forbier. Erfarent ladede han igen, og skød.

 

På afstand kunne Frederik høre skuddene. Rune. Hvor er du, tænkte han højt. Han gik hurtigt mod noget tæt buskads. Så hurtigt han nu kunne, på bare tæer. Han kunne tydeligt høre skuddene og deres retning. Måske var de ikke så langt væk. Han begav sig videre ind på land. Han ville ikke bevæge sig for hurtigt. Synet af den store gorilla skræmte ham inderligt. Han turde slet ikke tænke på resultatet, hvis den fik fat i ham.

Nu hvor solen var ved at gå ned, sænkede hans angst sig ikke. Slet ikke. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at de så bedre i mørket end ham. Uden at han på nogen måde, var ekspert på området.

 

Zatan var ikke langt fra badebroen. Han stirrede stift ud mod kutteren. Hans fjende var måske i nærheden. Så ville han været parat til, at slå til. Han forstod det ikke, men kutteren så ud til, at synke dybere i vandet. Den tog vand ind. Derudover havde det voldsomme angreb gjort sit indgreb, i det gamle tyndslidte skrog.

Midt på dækket lå resterne af Johanne. Kroppen var forslået, og tøjet var flået itu.

Hendes hoved flød i vandet ved siden af kutteren. Hendes øjne så sløvt mod himlen, mens munden var skræmmende forvredet. Formentlig fra hendes sidste skrig, ud mod Frederik i vandet.

Den store gorilla sad alene. Han trampede i jorden mens han fnyste ud mod bådene. Den anden og flere af de andre var løbet ind mod det område de kendte.

 

Rune skød som besat. Han vidste med sikkerhed, at han havde fået nedlagt den første.

Han havde, kunne se, at han ramte den i hovedet. Han så den styrte mod jorden. Der var snart ikke flere patroner tilbage til den gamle riffel. Han kørte på adrenalinen og frygten. Det holdte ham i live lige nu. Det sidste skud med riflen gik af. Han ramte et af dyrene. Det stod stille for et øjeblik, inden det faldt om. Rune smed riflen fra sig og greb hurtigt sit eget gevær. Han ladede det og så rundt. Men mørket kom ham ikke til gode. Han kneb øjnene sammen. Han kunne ikke høre noget, men han vidste de var der. Han pegede rundt med geværet. Kunne han for fanden bare se dem. Så kunne han da gøre skade. Han vidste ikke, om den slags ammunition ville dræbe dem på afstand. Måske hvis de kom tættere på. Det sidste lys var væk. Det var dyrene ikke. Han vidste de var der. Rune tænkte for en kort stund, om han skulle tage chancen og spurte ned af bakken. Løbe mod vandet, hvis han kunne nå det inden de fangede ham.

Men det blev ved idéen. Han havde allerede nedlagt flere af dem. Idet samme knækkede en gren bag ham. Han vendte sig og skød med det samme.

 

Frederik var nået til området med huset. Der var en smule lys fra en blinkende lampe.

Hans fødder smertede af helvede til. Han havde sikret sig en rift i den ene fod. På vej dertil havde han krydset en plæne på en forholdsvis åben plads. Han turde dårligt nok gå derud. De ville se ham med det samme. Hvis de var der. Men han havde gjort det, fordi der på græsset lå noget, der kunne minde om et menneske. Han så resultatet da han nærmede sig. Han behøvede ikke, at gå helt hen til liget. På det tidspunkt var der stadig, en lille smule lys tilbage fra himlen. Frederik var for chokeret til at kunne sige og tænke ret meget. Skuddene lød stadig et andet sted fra. Det stoppede, og Frederik frygtede det værste.

 

På toppen af bakken lå der en gorilla på jorden. Det var ikke en af de største, men dog farlig alligevel. Der var ikke tvivl om dens styrke. Den lå stille på jorden, med sine store hænder på maven. Det blødte kraftigt. Ved siden af den lå Rune. Han havde kæmpet for sit liv. Gorillaen havde nået frem, og var tættere på end Rune havde regnet med. Den havde ikke stoppet ved skuddet. Den var faret frem i hidsighed, og kampen havde startet. I de få minutter det havde stået på, havde Rune fået trukket sin jagtdolk. Han havde ramt aben adskillige gange, men det holdte den ikke tilbage. Den havde på den korte tid fået brækket nakken på Rune. Han lå stille på jorden, ved siden af dyret. De var døende begge to. For Rune tog det kun et øjeblik. Han indså det var slut. Han kunne hverken bevæge arme eller ben. Han kunne knapt nok trække vejret. Han brugte sin sidste luft på, at hviske.

- Jeg elsker dig Frederik. Kom væk herfra. Det er Zatans ø.

Han så slet ikke den fjerde gorilla komme tæt på ham. Der var han allerede død.

 

Frederik var usikker på sig selv. Han var bange for, hvad der var sket med Rune. Et eller sted vidste han det måske godt. Men han nægtede at tænke det. Han ville ikke se det for sig. Han nærmede sig stadig bakkeområdet. Skulle han gå derop? Ville det redde ham? Kunne Rune stadig være i live? Var der en chance? Tankerne var mange.

Han havde hurtigt forladt huset. Han havde stukket hovedet ind. Det fortrød han. Han løb derfra. Specielt da de resterende aber i burene begyndte at skrige. Han kunne ikke holde dem tilbage, følelserne og tårerne. De trillede helt automatisk ned af kinderne på ham. Han stoppede ved bunden af en bakke. Han så sig omkring, og lyttede. Der var stille som på en kirkegård. Man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Kun en let brise fra bladene i nogle trætoppe brød stilheden. Frederik trak vejret tungt, og råbte så højt han kunne.

- RUNE!!!

Der kom ikke noget svar. Han stod stille et øjeblik. Så betænkte han sig ikke mere. Fødderne smertede mere end nogensinde. Den ene fod var smurt ind i blod. Han kunne dårligt stå på den. Han løb alt hvad der var muligt for ham. Han haltede men kunne holde en rimelig fart. Han forventede, at nogen eller noget løb lige i hælene på ham.  Måske den store han så nede ved vandet.

Han var mere end bange for, at skulle se den i øjnene. Mærke dens bid og slag. Synet af Johanne, den unge pige i græsset og manden i huset gjorde sin virkning. Han nåede et godt stykke væk fra bakken. Langt bag ham hørte han et brøl, der ikke kunne komme fra andet, end fra en af de allerstørste gorillaer. Benene var ved at give efter. Måske var foden alligevel mere ødelagt, end som så. Han kunne næsten ikke mere.

Frederik var hverken ryger, eller drak alkohol. Han levede sundt, og det kom ham helt sikkert til gode nu. Men det ændrede ikke på foden.

 

Zatan var spænet gennem skoven da han hørte skuddene fra bakken. Der var ikke nogen mennesker at se da han nåede frem. Han stod på toppen nu og brølede. Han så rundt på de store døde artsfæller, og på Rune. Han snerrede bittert, og slog sig på brystet. Hvem var den stærkeste på øen? Det var hans område. Hans flok. Han bestemte over liv og død.

 

Frederik var glad for, at se vandet nærme sig. Han piskede ud i det, til han stod i vand til knæene. Han løftede armene sejrrigt. De kunne ikke nå ham i vandet. Han gik længere ud og vandet steg til livet. Vandet så sort ud i mørket. Han kunne ikke undgå, at græde helt åbenlyst. Han skjulte sit ansigt i hænderne. Hans bedste ven var væk. Det vidste han bare. Han gik langsomt i den retning, han troede badebroen og kutteren var. Inde på land blev han fulgt, men Frederik så det ikke. Han gik i vandet for sig selv. Ikke mindre end to af de store gik i samme tempo som ham. Den ene var han godt bekendt med.

 

Zatan var rasende. Han kunne ikke nå ud til ham i vandet. Det passede ham dårligt. Han kunne følge alle hans bevægelser derude. Ind imellem måtte han flytte et lille træ der stod i vejen. Han knækkede det bare. Han kunne se mennesket stoppe, og så stoppede han også. Han blottede sine store tænder. Han var frygtindgydende. Ude i vandet stoppede hans fjende, og så forsvandt han. Det gjorde ikke Zatan mindre gal. Rasende kastede han en kraftig kæp derud.

 

Frederik gik og lyttede. Det var som om, der var noget derinde. Men han kunne ikke se det. Han fornemmede det bare. Lyden af et eller andet. Grene der knækkede. Han gik videre, med mistro i sindet. På himlen forsvandt nogle drivende skyer for månen. Den lyste ned, klarere end nogensinde. Det gav ham det udsyn han manglede. Der stod den, med sine blanke øjne og stirrede ud på ham. Den var vild i blikket. Frederik stod helt stille. Han kunne næsten ikke bevæge sig. Benene var stive. Han havde kun én tanke. De kan ikke nå mig i vandet. Han tog en dyb indånding og slap med benene, og dykkede. Han kunne ikke se noget under vandet, men det gjaldt bare om at komme væk. Han tog så hårde armtag han overhovedet magtede. Han kunne mærke, at han gled godt gennem vandet. Han nåede et godt stykke, inden han måtte op og trække luft. Han dykkede med det samme igen.

Zatan løb gennem skovet. Han væltede alt og alle der kom i nærheden af ham. Han flåede et lille træ op af jorden, og bankede det så hårdt i jorden, at det flækkede. Han kunne ikke finde det menneske. Det gjorde ham endnu mere rasende.

 

Frederik kom op til overfladen. Han kunne se til sit held, at han havde svømmet den rigtige vej. Ikke langt foran ham lå badebroen. Men der var et problem. Kutteren lå ikke godt i vandet. Den havde taget skade, og tog mere vand ind. Den ville ikke holde længe. Det var tydeligt. Frederik så mod land. Der var ikke noget at se. Ingen store vilde gorillaer. Han crawlede hen mod broen, så hurtigt han kunne. Han tog fat i kanten og hang der, længe. Han turde ikke bare hoppe op.

Han anede ikke, om der pludselig kom nogen styrtende ud mod ham. Han ventede. Efter et stykke tid, kunne han næsten ikke hænge der længere. Armene gjorde ondt. Han hævede sig lidt, og lagde sig op på broen og blev liggende på maven. Der skete ikke noget. Der var fandens stille, tænkte han. Alt for stille.

 

En af de andre gorillaer havde fortsat fulgt efter Frederik. Den var løbet i retning af broen, og uden at vide det, gættede den rigtigt da den så ham komme op. Den stod stille et øjeblik, snerrende. Zatan var ikke i nærheden. Han var styrtet af sted i en anden retning. Gal som den var. Den sidste store han ved broen, var også den, der havde set Rune trække vejret for sidste gang. Den havde store grimme ar hen ad ryggen. Tildelt af Sven-Erik gennem tiderne. Var der noget den hadede. Så var det synet af et menneske. Den så ham ude på broen, rejse sig en smule. Så stormede den frem.

 

Frederik kunne ikke se nogen fare i mørket inde mod land, som han lå der. Han hævede sig i armene og gik på knæ. Han kom på fødderne. Han havde allerede udset sig pigernes noget mindre båd. Den skulle få ham væk herfra. Væk fra denne helvedes ø. Det hele var lidt som i slowmotion. Men han kunne heller ikke selv bevæge sig hurtigere. Det bankede i broen da en rasende gorilla kom løbende ud mod ham. Frederik råbte og skreg i skræk. Han bevægede sig hen til kanten, mens den kom nærmere. I måneskinnet kunne han tydeligt se dens ansigt. Den nærmede sig. Nu kun to meter. En meter, og så var den der. På de få sekunder, havde Frederik fået en spinkel idé. Han nåede at mærke dens meget stærke hænder. Det gjorde mere ondt, end han kunne forestille sig. Han greb i pelsen på den, og skreg højt da den bed ham i armen. Han skubbede og rev dem begge i vandet. Her var han mere overlegen end den.  Aben kæmpede mod vandet. Det var en uvant situation. Den var på usikker, og manglende grund her. Den mærkede menneskets arm om sin hals, og noget hårdt og spidst i sin ryg. Blodet flød i vandet, fra dem begge. De skreg begge to, af smerte og for at overleve. Kampen var hård og en måtte dø for, at en anden kunne leve. På afstand kunne Zatan høre abens skrig. Han stod stille et øjeblik, og lyttede. Så spænede han gennem skoven, ned mod vandet.

 

I vandet blev der stille. En skikkelse lå stille og flød, mens en anden kravlede op på broen. Forslået og forbidt. Blødende og grædende. Zatan var på vej. Der var ikke langt til vandet nu. Han snerrede på vej derned. Han nåede ned til broen, men kun for at se, den mindre båd sejle ud. Mennesket råbte af ham ude på vandet. Zatan brølede tilbage. Den slog i broen, så den gyngede, indtil den fik øje på sin ven i vandet.

Han satte hovedet på skrå, og blev stille for en stund.

 

Frederik råbte og skreg ind mod broen da han så den største gorilla nærme sig.

- Mig fik du ikke. Du fik krafteddemig ikke mig dit monster. Fuck dig og din ø.

Kampen mod aben i vandet havde tæret på hans energi. Han var træt og udmattet. Han lod sig glide ned i båden, og sejlede væk fra øen.

 

4 år efter

 

Frederik sad på en fortovscafe. Han var alle andre steder i tankerne, end tilbage på øen. Det hele havde været et mareridt, der forfulgte ham i flere år.

Myndighederne var blevet tilkaldt da han nåede Sverige. Militærstyrker havde rykket ud på øen. De havde skudt alle dyrene. Den største gorilla nåede at tage en soldat med i døden, inden den blev skudt. Overfor ham på caféen, sad en gammel skolekammerat. Frederik havde ikke set ham i flere år. De mødtes tilfældigt for et års tid siden.

- Mig og nogen venner tager ud og sejle om et par dage. Var det ikke noget for dig, at komme lidt væk? Tænke på noget andet måske. Det er bare et tilbud.

Frederik så mod himlen. Det var som om Rune smilede tilbage til ham.

- Nej tak du. Jeg tror jeg bliver i land.