Når Mareridt Dræber


Når Mareridt Dræber (7)

7 Små Djævelske Mareridt


 

 

 

 

         Indhold


  1. Lisas mareridt
  2. Pesadilla Eterna
  3. Nyd dit mareridt
  4. Rafael og de små fisk
  5. Vi ses nok ikke i morgen
  6. Robins brødre
  7. Se mig i øjnene, Erik

 

 

 

 

 

 

Lisas mareridt


- Er der ikke usædvanlig mange fluer heroppe?

- Jo men edderkopperne skal jo også have noget at leve af. Ikke?

Lisa så på Daniel. Han burde vide det, eller huske det snart i hvert fald. Hun havde fortalt ham det så mange gange. Hun gad næsten ikke nævne ordet for ham. Hun var bare skuffet over at han havde glemt det igen. De havde været gift i to år, og hun havde forklaret ham det utallige gange. Hun hadede dem vitterlig, og havde sin araknofobi. Angst for edderkopper. Daniel havde tidligere brugt det som humor, men der havde hun i skarpe vendinger fået forklaret, det gad hun bare ikke høre på. Lige i de sekunder, så det ud som om det gik det op for ham at han havde trådt ved siden af. Han vendte sig mod hende, og så med et undskyldende blik. Han lagde hovedet på skrå.

- Ej det må du fandeme undskylde skat. Den havde jeg lige fået svedt ud. Det er sgu da også rigtigt. Jeg er sgu da også en klovn.

Daniel gik hen imod hende og lagde sine hænder på hendes skuldre. Han så hende i øjnene og rystede på hovedet og håbede på lidt tilgivelse i et dumt øjeblik.

Daniel havde kørt dem en tur op i deres enorme luksussommerhus oppe i Nordsjælland for at pleje deres forhold. Han havde endda været deroppe et par dage i forvejen for at sørge for at der så bare lidt ordentligt ud. Der havde været et par kurrer på tråden på det sidste. Forholdet havde hængt lidt løst på deres nerver, og der havde været skænderier, hvor ordene havde fløjet lavt hen over bordet. Blikkene havde lynet så meget at de måtte havde, kunne spejle sig i de klare krystalglas. Hans overflod af forbrug af dyr rødvin havde tæret på hendes accept, og hendes evindelige klager over den smule druer han sommetider nød at dele med sin gane var trættende. Han følte at han havde en sag at komme med. Også en sag han ikke havde nævnt for hende endnu. Sådan så Lisa det ikke. Hun så det slet ikke. Hun havde en sag der var indlysende nok til han ikke burde glemme det. Slap af med livets nydelse, og nyd hendes velvilje i stedet. Daniel åbnede et klart skab med glaslåger og tog en flaske frem. Nærmest provokerende satte han den midt på køkkenbordet, så hun ikke kunne undgå at se den. Lisa lod som ingenting. Hun fnyste i sit indre og vendte sig demonstrativt om.

- Skal du have et glas med?

Lisa svarede ikke. Han kendte hendes svar på forhånd. Hun greb et par gamle lokale aviser og begyndte at krølle dem sammen. Hun ville ikke en gang se på ham, mens han ledte efter optrækkeren. Hun vidste den lå i anden skuffe, men lod være med at sige noget. Den kunne han selv bruge energi på at finde.

- Jeg tænder op i pejsen. Tror du at du magter at fjerne lagnerne fra møblerne?

Daniel svarede ved kun at nikke. Han kunne lynhurtig blive irriteret på hende, når hun lagde humøret for dagen på den måde. Herre gud, det var jo ikke sådan at han drak sig i hegnet. Han kunne lide vin, og så var det heller ikke værre. Daniel tørrede støvet fra flasken og dyrkede navnet og hvorfra druen var dyrket.

- Du, det er ellers en lækker bourgogne. Du skulle næsten lige have lov til at nippe lidt. Det bliver man hverken fuld eller tosset af.

Lisa svarede stadig ikke. Hun lå på knæ foran pejsen og havde lagt nogle gamle knuder ind. Hun proppede noget avispapir ind imellem, og strøg en lang tændstik. Ikke længe efter var der allerede gode flammer i pejsen. Man kunne hurtigt mærke varmen brede sig i den store stue, hvor det endte med at det var Lisa der fjernede lagner fra møblerne. Hun sendte ham vrede blikke mens han skænkede sig glas nummer to. Hun gik hen foran ham da hun havde pakket sit eget tøj ud.

- Tror du at du magter at hente noget mere brænde, hvis der er mere ude i skuret?

Det var en kølig sommeraften, og alle fluer og andre insekter havde søgt indenfor.

Han rejste sig med et dybt suk. Han så på hende og rystede på hovedet.

- Det må jeg vel hellere så fruen ikke kommer til at fryse ihjel. Personligt synes jeg der er behageligt nok. Men jeg har heller aldrig været så kuldskær.

Hun vendte ham ryggen for at gå ind i soveværelset. Der trængte nok til at blive luftet ud derinde også. Lisa nåede også kun lige derind og tændte lyset.

- Daniel, skynd dig at komme. Der to herinde og de er store og ulækre.

Der hang de oppe i det end hjørne. To af de store sorte med en gevaldig krop og lange ben og øjne som store som tekopper. Deres tænder var sikkert endnu større, i Lisas fantasi. Hun synes næsten hun kunne høre hvordan de hvæssede af hende. Det snørede sig sammen i halsen på hende. Hun kunne ikke få vejret og var knastør i munden. Hun fór sammen da Daniel lagde en hånd på hendes skulder.

- Hvad er det skat?

Lisa pegede med en rystende hånd, og Daniel smilede. Han gik hen og åbnede vinduet. Så tog han edderkopperne i hånden og smed dem ud.

- Det var Oscar og Orla. De sidder altid herinde og smiler til hinanden.

Hun kunne have stukket ham en, men hun valgte at lade ham kramme hende.

- Ja det er ok. Jeg ved godt du ikke er vild med dem, men nu er de væk, skat.

 

Senere den aften sad han og stirrede ondt på hende, mens hun sad og sov i sofaen.

Hvorfor skulle han selv finde ud af det? Var hun så simpel og forudsigelig? Og så hans kollega, Bjarne. Den halvfede og selvglade narrøv af en uduelig konsulent, der knapt nok kunne gro hår på hovedet. Ham ville hun hellere byde sig til overfor. Vor herre bevares. Daniel var endda Bjarnes afdelingschef, og for ikke det skulle være løgn, så havde Bjarne været inde på hans kontor et par dage før, for at bede om lønforhøjelse. Daniel havde trukket mødet ud. Han havde bedt Bjarne gå hjem og tænke over det, mens han havde rakt ham en stor kuvert med billeder af Bjarne og Lisa sammen. Bjarne havde forladt kontoret med røde kinder og en fyreseddel. Lisa vidste det ikke endnu. Det var heller ikke vigtigt. Daniel havde ordnet nogle specielle papirer samme dag de var kørt på landet. Herfra var han egentlig ligeglad med hende. Alle de mange følelser han havde brændt for engang, var ikke så meget længere i lys lue blandt alle de bidende flammer. Efterhånden lå det hele og flød midt i asken i pejsen. Nu var det tid til at rense pejsen. Ilden var gået ud.

 

Daniel lagde Lisa på sengen. Sovepillerne i hendes mælk havde endelig virket efter hensigten. Hun mærkede ikke noget da han klædte hende af. Heller ikke da han spændte håndjernene om hendes håndled og ankler. Hun hørte heller ikke da Daniel lagde en klar æske på sengen ved siden af hende. Han åbnede den og smilede til hende.

- Godnat min skat. Nyd dit mareridt.

 

Lisa kom til sig selv da hun synes det kildede på hendes kind. Hun rystede på hovedet, og det der kildede i første omgang rykkede sig ned på hendes hals. Hun åbnede øjnene og ville rejse sig da hun så hvad der kravlede rundt på hende.

Lisa skreg, men hun skreg ikke bare. Hun vred sig rundt i sengen og skreg for sit liv. De var over det hele. De krøb op og ned af hendes nøgne krop og på arme og ben. Hun kunne mærke hver og en af dem. Hvert et lille skridt de tog hen over hendes nøgne maveskind føltes som et rivejern der flåede huden op. Hun skreg igen og igen på Daniel. Men det var ikke hans billede der hang på væggen. Det var et stort og klart fremkaldet billede af Bjarne der smilede til hende. Der hang en lille lampe oven over billedet der lyste ned på det. Men Bjarne kunne ikke hjælpe hende nu, som hun lå der hjælpeløs i en seng fyldt med unaturligt store sorte fede edderkopper med hår på kroppen. Hun sprællede hende hele tiden. Lisa kunne slet ikke stoppe med at skrige. Hun skreg mod månen og stjernerne. Mod den endeløse smerte hun utvivlsom ville møde snart. Hun så ikke deres sommerhus udefra i hukommelsen, hvor det lå hundredvis af meter til den nærmeste nabo, fordi hun selv havde købt de andre omkringliggende grunde. Hun så heller ikke at Daniel sad ude på terrassen med en flaske og et glas, og høretelefoner på med den skønneste klassiske operamusik, der var skabt.

Et par af de store behårede edderkopper fik øje på Lisa, der stadig forsøgte at vride sig løs, hvorefter de tungt spankulerede hen over hendes blottede bryster. De styrede direkte ned mod hendes hals, og bed alt hvad de kunne. De andre fælles arter gjorde det samme. Lisa rystede over det hele og skreg det sidste skrig hun magtede. Selv da giftbetændte bylder dukkede op på hendes blege krop skreg hun.

Det varede nogen minutter, og så stoppede de endeløse skrig, og der blev fred.

 

 

 

 

Et halvt år efter

Advokaten så på Daniel med triste øjne. Daniel sad med øjnene nede i gulvet. Ind imellem tørrede han tårer fra kinden. Han løsnede sit slips.

- Ja undskyld men følelserne løber af med mig.

- Du har ikke noget at undskylde, Daniel. Det må have været en skrækkelig oplevelse. Din kone lagde sig til at sove, alene i sommerhuset, og var desværre ikke opmærksom på pejsen, og den fik fat i noget tørt med sine gnister. Var det ikke sådan det var?

- Lige præcis, og jeg kan ikke holde tanken ud. Jeg ser hende hele tiden ligge der på sengen. Det er forfærdeligt.

Advokaten rejste sig og kom rundt om bordet. Han lagde en hånd på Daniels skulder. Daniel sukkede og havde svært ved at sidde stille.

- Det var da altid noget at hun nåede at få lavet det testamente. Du arver jo det hele, Daniel. Hele formuen og firmaet. Jeg ved godt at det ikke gør det ud for din kone. Men måske kan det virke som et plaster på dit store sår. Jeg håber det bedste for dig, og så må jeg kondolere mange gange igen.

Daniel rejste sig fra stolen og nikkede anerkendende til advokaten. Han gav ham hånden og tog imod en stribe papirer. Han var ved at gå.

- Ja du har sikkert selv hørt om det, Daniel. Jeg ville bare fortælle dig det hvis du ikke har.

- Om hvad?

- Den trafikulykke ude ved hovedvejen i Herlev. En mand kunne pludselig ikke styre sin bil, og kørte direkte ind i en lastvogn.

- Nej det har jeg ikke hørt noget om. Jeg har haft så meget andet om ørene.

- Ja det er klart det kan jeg godt forstå. Det var ellers en af dine tidligere kollegaer der sad i bilen. Bjarne hed han. Det var derfor jeg kom til at tænke på dig.

- Er Bjarne død? Det vidste jeg ikke noget om. Ja han sagde op, og jeg hørte ikke fra ham siden. Han var ellers en flink fyr. Meget pålidelig. Gik rigtig meget op i sit arbejde, og mødte altid til tiden. Han var flink og pålidelig.

- Jeg kan godt forstå du ikke lige har, kunne koncentrere dig om dine tidlige kolleger. Du stod pludselig alene med det hele. Hvad vil du nu, Daniel? Har du en plan med livet? Kan jeg gøre noget?

- Nej det er ok. Jeg skal jo vænne mig til at være alene. Men det var Lisas drøm at komme til Sydamerika, for at studere insekter, og vist nok mest edderkopper. De har nogle store sorte ret giftige og farlige nogle dernede. Hun ville åbne en zoo dernede. Det gik hun meget op i. Så jeg vil skænke dem nogle penge.

- Hvor er det godt og nobelt af dig Daniel. Jeg håber ikke du oplever noget så grimt igen. Jeg er med dig i tankerne, og husk du kan bare ringe hvis der er det mindste. Når jeg tænker på hvad du har været igennem.

Daniel vendte sig ud var på vej ud af døren. Han smilede lidt skævt for sig selv.

- Ja, det var et grimt mareridt.



 

Pesadilla Eterna


De fem piger stod foran skoven. Det var tidligt på aftenen, og solen gav det sidste den havde i sig og kastede lange skygger overalt i Spanien. Snart ville den også få søvnige øjne, og måtte lægge sig for at få ro. Så ville månen tage over og skinne klart om kap med stjernerne. Der var ikke stjerner i Larissas øjne. Det var et køligt blik, der var så koldt at det ville kaste rimfrost af sig på en glohed sommerdag. Hun stirrede på Gina, der til gengæld ikke bemærkede noget usædvanligt. Ved siden af Gina stod Ariana, der til gengæld godt vidste besked. Hun var blank omkring munden, der stod åben som en trutmund mens hun lod resterne sin slikkepind skøjte rundt i munden. Bagved den overvægtige teenager, stod tvillingerne, Dominique og Carmen. De holdt hinanden i hånden, som altid. De så også på Gina med et blik, der indeholdt mistro og lede. Gina kørte en bleg hånd gennem sit kraftige knaldsorte hår. Hun fattede minus af denne her tur. Hun vendte sig mod Larissa.

­- Hvad skulle jeg slæbes med herud for?

- Du vil gerne være blandt de sejeste piger på skolen, ikke?

Larissa trådte et skridt nærmere og så Gina direkte i øjnene. Hun sendte hende et elevatorblik. Endnu et skridt tættere på, så de næsten stak snuderne sammen.

- Du er måske ikke så sej nu? Er du bange? Vil du indrømme at du er bange? Du tør måske slet ikke at være så sej som du giver udtryk for. Du vil bare være populær blandt drengene, men tænk nu hvis de vidste at du bare var en lille tøs der ikke turde noget. Tænk hvis det rygte spredte sig, at den nye smukke pige på skolen, bare er en lille forkælet rigmandsdatter, der ikke turde blande sig med de lokale piger.

Gina trådte et skridt tilbage og sukkede højlydt.

- Er det hvad det handler om? Drengene kigger min vej. Er det skide misundelse?

- Hvorfor skulle jeg være misundelig? Jeg har haft masser af kærester. Den sidste hed Carlos. Kender du ham. Der var en der stjal ham fra mig. Kender du noget til det? Ved du noget om følelser? Sådan en lille forsigtig Snehvide som dig. Ved du noget om hvad der sker inde i en pige, der bliver svigtet fordi, der kommer en køn lille tøs og vifter med håndtasken og sine små bryster?

Gina rystede på hovedet, og lagde ikke mærke til at de andre piger så på hende.

- Det gider jeg da ikke stå her og diskutere med dig. Jeg troede jeg skulle med for at se hvorfor det hedder sig i er så seje her omkring. Det med Carlos det var ikke noget. Det har han selv fortalt mig. Så drop alt dit latterlige uforstående misundelsespis.

Tvillingerne stirrede stadig på Gina mens ordene fløj hurtigt gennem luften.

- Har han det? Det er ikke det der siges på skolen. Det hedder sig at du lokkede med penge og sex. Det bryder vi os ikke om her i byen. Kun hvis man er sej.

Larissa stod med let spredte ben. Hun ville vise at hun var lederen. Det var hende der styrede og bestemte farten. Det måtte Gina ikke være i tvivl om.

- Hvordan bliver man så sej, i dine øjne?

Gina sendte et elevatorblik tilbage. Larissa kunne på ingen måde måle sig med hende i udseende. Hun var ikke særlig høj, og hendes lange krøllede hår gjorde ikke noget godt for hende. Og så de lange støvler der gik til lige over knæet, og de lårkorte kjoler, der bare gav hende et billigt luderagtigt look. Det var ikke særlig svært at lokke Carlos væk fra hende. Han var let købt. Hun vendte sig og så på Ariana. Hun var endnu længere væk fra at kunne måle sig med ret mange overhovedet. Den blegfede store tøs, der ikke på nogen måde overhovedet vidste noget om hvordan man klædte sig. Den tykke so gik altid rundt i rødt joggingtøj, der alligevel sad for stramt. Hun tænkte ikke på andet end slik og kager dagen lang. Gina fnyste af hende. Hold kæft hvor gad hun i grunden ikke være i det her selskab. Tvillingerne var, om muligt, et par endnu mere skæve eksistenser. De var altid ens klædt, gik med hinanden i hænderne, og sagde det samme i kor. De spankulerede altid rundt i noget, der mest af alt lignede skoleuniformer. Man så dem sjældent smile. Det kunne lige så godt være to dukker der gik rundt. Det ville ikke en gang undre hende hvis der sad en nøgle i ryggen på dem, så man kunne trække dem op når de gik sløve. Hvad var de overhovedet med for? Gina kunne ikke lige se logikken i selskabet. Hvis det handlede om at være sej, hvorfor så det her? Hvorfor dem?

Larissa pegede hen over skulderen på Gina. Ind mod skoven og en smal sti.

- Du skal bare følge den sti, mens du tæller til tusind, og så skal du bare komme tilbage. Hvis du kan det, så har jeg den dybeste respekt for dig, men jeg tror ikke du tør. Jeg tror ikke du har det i dig.

Gina drejede rundt og så ind i skoven. Det var om muligt den mest åndssvage opgave hun nogensinde havde fået. Det var så latterligt, at hun næsten ikke gad.

For at gå ind i en skov mens man tæller til tusind, og så komme ud igen. Og så var man pr automatik sej i deres øjne. Hvad var der sejt ved det? Også selv om det snart var aften.

Hun kunne gøre det midt om natten, hvis nogen havde spurgt hende. Det virkede for latterligt.

- Har i også gået den tur?

Hun sendte dem alle fire et blik, der mere end antydede at de garanteret ikke var mere sej end hende. Da slet ikke tvillingerne og Fedberg. Det var helt til grin.

- Det har vi gjort masser af gange. Vi er nemlig ikke bange for en skid.

Gina trak på smilebåndet. Hun sukkede igen højlydt, mens hun kastede endnu et blik på de to ens dukker, flødebollen og så den lille krøllede luder, der ikke kunne meget andet end at gå udfordrende klædt og føre sig frem på skolen og mugge hvis en af drengene tillod sig at se den anden vej fordi der bare kom en der var den tand mere lækker. Larissa lignede i øvrigt en der allerede havde ligget i med dem alle sammen. Hvilket heller ikke var helt usandt.

- Er i så skredet når jeg kommer ud? Er det så det der er sjovt?

- Nej vi er ej. Vi bliver stående her, men vi venter ikke forevig.

- Det kommer da ikke til at tage mig lang tid at gå den lille latterlige tur. Og du vil bilde mig ind at man bliver sej af den tur? Det er noget pis. Kan du ikke selv se det? Du er til grin. I er til grin. Jeres lille dødssyge bande her. Som om jeg gad hænge ud med jer til hverdag. Aldrig i livet. Jeg er mere sej end i nogensinde kommer til at drømme om.

- Så bevis det søster stål. Vis os du har nosser til det. Jeg tror ikke på dig.

Hvis blik kunne skade og måske endda dræbe var der mord i luften mellem Gina og Larissa. Lynene blev sendt gennem en tyk røg af had mellem de to unge spanske oprørske teenagetøser.

- Jeg fatter ikke at jeg går med til det her pis.

- Det er fordi du vil så gerne bevise at du er bedre og mere sej end os andre, ikke? Men det er du bare ikke. Du er ikke en skid, Snehvide.

Det var mere end Gina kunne tage. Hun kunne have knaldet Larissa en på hovedet lige der, men hun var alligevel en anelse usikker på de andre idioter. Hvad kunne de så finde på?

- Tusind skridt ind, og tusind skridt ud igen, hviskede Larissa.

- Når jeg kommer ud, så tager vi den lige her, din so.

- Jeg bliver stående her, Snehvide. Jeg er ikke bange for dig. Nyd dit mareridt.

Gina var allerede gået med til det. Hun kunne ikke så godt trække sig nu. Så ville hun tabe ansigt over for de tabere. Det måtte da gå op for dem på et tidspunkt, at de ikke var andet, og mere værd end en pose lort. Hun vendte sig mod skoven og den smalle sti. Hvor lang tid kunne det tage?

Fucking tusind skridt ud og hjem, og så ville hun sætte sine lange negle i ansigtet på hende, Larissa. Hun ville flå totter af de lange krøller og sparke hende mens hun lå ned. Måske ville hun slet ikke stoppe før der kom nogen og stoppede hende. Så ville det ganske givet være for sent. Gina smilede ved tanken.

Området og begyndelsen til skovstien lå ved et lille bjergområde på Gran Canaria.

Der var lutter skygger nu. Rester af solen var helt ovre på den anden side af øen.

Gina gik langsomt til at starte med. Ikke fordi hun var bange, men idéen om at de andre bare skred når hun var væk irriteret hende. Men hun kunne ikke springe fra nu, selv om hun stadig syntes at det hele var noget pjat for børn.

Larissa, Ariana og tvillingerne så Gina passere de første træer. De blev stående og så hende gå forbi nogle flere, lige indtil de ikke så hende mere. Skoven slugte hende. Larissa smilede rundt til de andre. Hun lod sin tunge køre hen af tænderne. Hun kunne allerede smage sejren. Hvis rygterne talte sandt, kunne de lige så godt tage hjem nu.

- Hvornår går vi egentlig, læspede Ariana.

- I kan bare tage af sted nu. Jeg bliver hængende lidt endnu, bare for at sikre mig at Snehvide ikke får en mulighed for at komme løbende ud.

- Ok. Ses, kom det som sagt fra kun et menneske, men det var fra tvillingedukkerne.

- Nå men så smutter jeg altså også Larissa. Ses vi på havnen i aften?

Larissa nøjedes med at nikke mens hendes øjne hvilede stift på skoven.

En time og fire cigaretter efter gik Larissa bredt smilende ned fra bjergområdet. Hun vandt. Det vidste hun nu. Rygterne talte sandt. De ville aldrig få Gina at se mere.

 

Larissas forældre havde udenlandske gæster til middag. Hun hilste kun kort og traskede hurtigt forbi og ind på værelset. Et øjeblik senere fulgte moren efter.

- Nå det var godt du kom hjem. Er du sulten, spurgte moren forsigtigt.

- Nej ikke så meget. Jeg snupper bare nogle fritter og chips nede ved havnen, hvis Leonardo er på arbejdet.

- Din bror er jo altid på arbejde. Vi ser ham jo næsten aldrig i højsæsonen. Hvor har du været efter skolen i dag?

- Vi var nogle stykker der tog op til skoven. Pesadilla Eterna du ved.

- Nå ok. Du prøvede forhåbentlig ikke at gå ind, vel?

- Nej, jeg kender godt alle rygterne, mor.

- Du så heller ikke nogen andre gå derind, vel?

- Nej selvfølgelig ikke. Så havde jeg da stoppet dem. Det er klart.

- Det er en af din fars kolleger fra Sverige og hans kone der er her i dag. De taler begge to rigtig fint spansk. Derfor kunne det bare være hyggeligt hvis du var her.

Larissa lænede sig frem og kyssede sin mor i panden. Hun smilede beroligende.

- Jeg fortæller lige far hvor jeg har været i dag, og så hilser jeg pænt på gæsterne, og så løber jeg på havnen bagefter. Kan jeg låne lidt penge? Du får dem tilbage når Leonardo får løn. Han skylder mig nemlig.

Moren sukkede med et smil og hentede sin taske.

- Du er håbløs. Gå så ind og hils på gæsterne.

 

Skoven blev hurtig mørk. Solens sidste stråler kunne ikke trænge gennem de tætte kroner. Så der var ikke meget lys at gøre godt med. Gina følte sig ikke skræmt og koncentrerede sig om at tælle. Hun var allerede nåede de første to hundrede skridt ind i skoven, og syntes stadig at det var både latterligt og barnligt. Hvad forskel ville det gøre om man gik fem hundrede eller tusind skridt? Helt sikkert ingen. Stien snoede sig et par gange. Hun havde også holdt øje med at par store rødder ved nogen af træerne. Dem ville hun let kunne genkende når hun vendte om. Det var bare en åndssvag leg, som de andre dumme tøser havde fundet på, for at få hende til at se lige så dum ud som dem. Det kunne ikke lade sig gøre. Hun overgik dem på alle parameter. Det ville ikke en gang være til diskussion. Efter fire hundrede skridt følte hun sig pludselig ikke alene mere. Hun fik den stikkende fornemmelse hun kunne få, hvis nogen stod og stirrede på hende. Hun stoppede med at tælle og vendte sig hurtigt om, men hun kunne ikke få øje på nogen i mørket. Hun rystede på hovedet. Hvis nogen af de andre havde fulgt efter hende for at gøre hende bange, ville der falde slag prompte. Hun gad dem sgu ikke. Måske var de allerede gået hjem for at lege med hinanden, eller kigge i magasiner efter teenageidoler. FUCK, hvor var det dog irriterende det her. Syv hundrede og Gina bandede mere og mere jo længere ind i skoven hun kom. Syv hundrede og halvtreds. Gina stoppede og tog sin telefon op af tasken. Den kunne hun lyse med. Hun kunne så ikke ringe til nogen. Der var ikke nogen dækning i skoven.

- TYPISK, råbte hun højt for sig selv.

Hun lyste med telefonen både frem og tilbage. Hun holdt vejret lidt ekstra længe.

Bag hende var der pludselig tre stier. Det var der ikke før. Der havde hele tiden kun været den ene hun gik på. Hun lyste frem igen, og der var bare helt sort. Lyset kunne ikke fange noget længere fremme. Normalt ville det ikke skræmme Gina, og alligevel blev hun lidt usikker. Hun glemte hvor mange skridt hun havde taget. Hun vippede fra fod til fod. Lige pludselig var tallene ikke det vigtigste. Men hvis nu de holdt øje med hende fra skyggerne. Så ville de vide hvis hun snød og vendte om nu. Gina gik langsomt videre. Hun nægtede at tabe til Larissa. Stadig usikker på hvilket tal hun var nået til, startede hun med otte hundrede. Men ikke længe efter var der en ny lyd. Nogle skridt. En der eventuelt slæbte sit ben efter sig. Hun havde ikke hørt det tidligere. Gina havde haft fornemmelsen af at nogen stirrede på hende. Men der var ikke nogen at se. Hun vendte sig og lyste. Til at starte med kunne hun ikke se noget, så drejede hun sig og ville gå videre. Der skreg hun.

En skikkelse, der mest af alt mindede om en krydsning mellem en mumie og zombie stod foran hende. Hele hans ansigt var ved at rådne op. Han holdt fast i sin kind, inden den sidste lap røg helt af. Det ene øje var væk. Der var kun lange tjavser af hans hår tilbage. Det så ud som om han havde pest og bylder over det hele. Den mandslignende skikkelse foran Gina stønnede, og det stank så det skar i hendes næsebor, og med det samme fik hun opkastningsfornemmelse. Det snørede sig sammen i maven på hende. Hun begyndte at hoste. Skikkelsens tøj var laset og pjaltet. Det var fra en anden tid hun ikke kunne huske. Så meget nåede hun at se.

Han greb ud efter hende, men der røg hans hånd af. Da kastede Gina op og skreg på samme tid. Hun ville ikke se det, men hun kunne ikke undgå at se det.

- Jeg kan ikke finde hjem. Jeg kan ikke finde hjem, hviskede skikkelsen.

Gina fik revet sig løs og løb, men det hele havde ændret sig. Der var stier alle vegne. Men ingen af dem førte hende ud. Midt i det hele stod den før så selvsikre Gina og skreg og viftede med det sidste lys, der kom fra telefonen. Hun skreg mod himlen, men lyden nåede ikke ud af skoven. Fra mørket kom der flere skikkelser imod hende, der heller ikke kunne finde hjem. De var alle sammen fra en anden tid, og mere døde end levende. Gina gik i knæ. Hun nev sig i armen og rev sig i håret. Det måtte være en uhyggelig drøm det her. Det kunne ikke være virkeligt, men rædselen fortsatte, indtil Gina selv vandrede rundt i skoven som en levende mumie der var ved at falde fra hinanden.

 

Larissa forsvandt ud af døren. Den svenske kollega lænede sig ind over spisebordet. Der var noget ved samtalen mellem far og datter han ikke forstod.

- Den skov i talte om, din datter og dig. Den har jeg aldrig hørt om.

- Det er gammel overtro her på øen. Jeg ved ikke hvor mange der stadig tror på det, men i gamle dage hed det sig at folk gik ind i skoven, men de kom aldrig ud igen. Jeg ved nu ikke om det passer. Man har sidenhen døbt skoven, Pesadilla Eterna. Ja det er vel nærmest som et ”et evigt mareridt” at gå derind.

 

 

 

 

 

 

Nyd dit mareridt


Helena vågnede med et sæt og satte sig op i sengen. Hun var blank i ansigtet og rystede over det hele. Hun kørte en hånd ned over ansigtet og trak vejret tungt. Hun drejede sig rundt flere gange, men måtte indse at det igen var onde drømme og fortidens spøgelser der vækkede hende til bevidsthed. Det samme mareridt. Grumme tilbagefald til den vinteraften hvor hendes liv ændrede sig. Den aften da bilen skred for langt i den glatte føre. Da hun satte foden ned på bremsen, men bilen bare fortsatte. I drømmene så hun hele tiden den lille piges ansigt, der startede med at smile, og så græd hun, og så blev hun vred.

 

Hun stod der lige foran bilen. Hun havde ikke haft en chance. Hun skulle ellers bare ned for at hente cigaretter til hendes far, selv om hun reelt var for ung til at købe den slags, men den flinke kioskejer Gustav kendte godt den unge pige. Han smilede til hende og stak hende en håndfuld bolsjer som hun tog i lommen.

Marie Svensson løb lige så glad hen ad fortovet. Månen skinnede på hendes lyse hår, og stjernerne i den blonde piges blå øjne. Hun så ud mellem to biler. Det gjorde hun altid. Men spørgsmålet var, så hun til begge sider? Under alle omstændigheder gik hun direkte ud foran Helenas bil. Fronten ramte hårdt på den lille piges brystkasse, så hendes kønne ansigt blev tæsket ned på kølerhjelmen.

Helena skreg. Det nåede Marie ikke. De opererede i timevis, men der var ikke noget at gøre. Marie var dømt til døden da hun trådte ud på kørebanen.

I ugevis blev anklageren beskyldt for at være købt af forsvareren, fordi der ikke var nogen der røg i fængsel. Folk ville have retfærdighed, men ingen blev fængslet og alle så det ske.

 

8 år efter

Helena rejste sig fra sengen. Hun havde svedt så meget at selv lagnet var drivvådt. Hun gik hen og så ud af vinduet. Stockholm lå indhyllet i sne, mens himlen var en gråhvid masse og det dryssede med utallige af milliarder af nye fnug, der ville lægge sig som en endnu større dyne, der ville tage uger og måneder at rydde.

Helena skjulte sit ansigt og brød sammen. Hun rystede og det var svært. Hun så ud mellem fingrene mens hun hulkende satte sig ned igen. Hun sank sammen på sengen. Det var også fordi hun altid var alene med det. Helenas familie var blevet boende oppe nordpå ved Stenbacken. Helena søgte lykken i hovedstaden, men det var som den eneste i familien.

Så kom den ulykke, og alle ville nærmest lynche hende, mens hendes advokat blev ved med at spørge alt og alle.

- Så Marie sig ordentlig for inden hun løb ud foran bilen?

Det var det, som ingen kunne svare på. Alle mente at Marie var dygtigt opdraget, og at hun selvfølgelig ville se til begge sider, men det kunne ikke bevises.

Ikke på et eneste tidspunkt kom der nogle hjemmefra Stenbacken for at støtte. Ikke engang hendes far, der ellers ville have stillet op til hvad som helst, hvis det bare var sket derhjemme.

Helena tændte en cigaret og åbnede et vindue. Kulden trængte ind og mødte hurtigt hendes ansigt. Røgen havde svært ved at søge ud, og blev inde og så ud som om den legede med hendes fingre. Hun sugede dybt på cigaretten og lænede hovedet ud af vinduet. Hun lod røgen sive ud af næsen. Helena var langt inde i sin egen verden og hørte ikke sin telefon brumme i baggrunden. Inden den var færdig nåede hun at se spejlbilledet af den hvor den blinkede. Helena sukkede og slog hovedet på vinduesrammen. Hun vidste hvem det var. Det var helt sikkert Jonas igen. Ingen andre ville ringe på det tidspunkt. Hun magtede ham bare ikke lige nu.

 

Jonas Karlsson var en lidt yngre fyr, der åbenbart havde set sig varm på Helena. Hun var kommet gående hen ad Frescativägen hvor Stockholm Universitet ligger da han cyklede op på siden af hende. En pæn ung fyr, der måske godt vidste at han så godt ud. Han lignede lidt en surferdreng med lange spraglede shorts og kondisko der var gule som solen. Hans helt store interesse var dykning på varme destinationer. Lidt for drenget efter Helenas smag, og alligevel havde han et eller andet charmerende over sig. Hans smil og hans øjne. Helena kunne ikke bare afvise ham og sende ham ud blandt alle andre. Hun kunne mærke hvordan han greb hende om hjertet alligevel. Han havde flere gange nævnt at de skulle tage af sted sammen. Det gad Helena under ingen omstændigheder. Hun kunne dårligt svømme, og var bange for at være i vandet hvor hun ikke kunne bunde. Han tiggede og bad hende mange gange. Jonas ville endda betale rejsen. Det blev svære og svære at sige nej. Hun kunne selvfølgelig også bare lade ham tage ud at dykke, og så kunne hun ligge at solbade. Få alle sine tanker og spøgelser på afstand. Måske skulle hun give det en chance. Men hun var bange for at Jonas ville gå hele vejen, og pludselig gå på knæ foran hende. Det var hun slet ikke klar til. Han var alt for umoden, og hun havde for travlt med de sidste jurakurser.

 

Inden Helena havde set sig om, så hun sig selv sidde i et fly sammen med Jonas tre uger efter. På vej til Marokko for at nyde solen, mens vinteren stadig hærgede det meste af Sverige. Flyet skulle endda ryddes for sne inden de kunne lette. Timingen af rejsen kunne næsten ikke være kommet på et bedre tidspunkt. En journalist fra Aftonbladet havde med en artikel om dødsulykker i sneen, fundet ulykken med den døde pige frem, og Helena var nævnt flere steder. Det passede hende fint at komme væk hjemmefra. Gerne langt væk. Hun havde endelig sagt ja til Jonas, og han havde strålet som en lykkelig julegris, inden den endte over ilden.

Han var slet ikke til at styre i flyet. Han fejrede turen med at synge for alle mens han bestilte champagne til Helena. Hun rystede på hovedet og kunne for første gang meget længe ikke holde et smil tilbage. Den umodne knægt var sgu meget sød som han stod der midt i flyet og holdt om en stewardesse og underholdte alle, og alle i flyet kunne ikke lade være med at synge med. Han havde den specielle evne, at kunne få alle i godt humør.

 

Lidt over fem timer senere, blandet med en stressende tur gennem lufthavnen. Sure toldbetjente, der absolut ikke var oplagt til den unge fyrs højlydte humør. Der gik en rum tid inden de nåede ud til bussen. Helena måtte skynde på Jonas for at få ham med. Han havde allerede indtaget en del under flyveturen, så han var ved at være godt stegt, og kunne i ro og mag falde i søvn op af skulderen på Helena. Hvilket passede hende fint. Det der ikke passede hende, var to velvoksne damer med et tykt lag make-up i ansigtet og i alt for stramme silkekjoler på, der sad og stirrede på hende under hele busturen. De havde tydeligvis læst dagens Aftonbladet, og set artiklen og billedet af Helena. Hun sukkede højlydt mens Jonas bøvsede i søvne. Helena lukkede øjnene resten af turen.

 

Jonas fik en længere lur på sengen mens Helena sad på altanen og nød solen det meste af dagen. De senere timer nærmede sig, og solen havde tillagt sig en rødlig farve inden den skvattede om hen af aftenen. Varmen dalede og der var til at være, for den lyshåret svensker med den sarte hud, der helst ikke skulle blive alt for solbrændt den første dag.

Fra hotellets altan var der udsigt ud over havet, der virkede som et kæmpe uhyre i Helenas øjne, der kunne, og ville æde hende hvis hun nærmede sig. Alligevel havde det en usynlig tiltrækningskraft, der ikke ville slippe hende. Hun vidste at Jonas skulle ud at dykke, og han havde allerede inviteret hende.

Helena havde det svært med at sige nej tak. Hun vidste det ville skuffe ham. Selv om hun havde forklaret ham sin angst for at hoppe i vandet hvor hun ikke kunne bunde. Helena havde foreslået ham swimmingpoolen, og Jonas havde grinet højt.

 

Sent ud på aftenen sad Helena sammen med en lettere udkørt Jonas, der endnu ikke helt havde sluppet branderten fra flyet. Helena så ham i øjnene.

- Jeg ved godt at du vil passe på mig, og der ikke er hajer og piratfisk, men alligevel. Jeg kan ikke bunde, og det skræmmer mig.

- Jeg er lige ved siden af dig hele tiden. Der sker ikke noget. Det lover jeg, jeg er en erfaren dykker, men du skal heller ikke føle dig presset. Hvis ikke du vil kan du bare blive på båden.

- Du vil altså gerne have at jeg sejler med ud?

- Det havde jeg håbet på. Så vi kan kalde det vores oplevelse. Det vil betyde meget for mig.

Pludselig ændrede det tidligere så drenget ansigt sig. Fra en ung fyr i starten af tredverne til en voksen mand, noget ældre. Han så hende direkte i øjnene.

- Jeg kunne bare godt tænke mig at vise dig en verden du ikke kender, og så kunne vi samtidig gøre noget ved din angst. Jeg tror at den kan overvindes, hvis vi forsøger forsigtigt til at starte med.

Han løftede sit glas og drak kun lidt af den rødvin de havde fået serveret til oksebøfferne. Han nippede til vinen mens han så henover glasset. Helena fik røde kinder. Det varmede i hendes slanke og veldrejede krop. Hun gengældte blikket.

- Vi ser på det, ikke? Jeg skal nok tage med ud på båden, og så tager vi den derfra.

Da de gik tilbage mod hotellet, mærkede hun hans hånd der greb hendes. Det var første gang, men det føltes rart og helt naturligt.

 

Helena lå i bikini på dækket mens båden bragte dem længere ud på havet på små lette skvulp. Man kunne kun svagt høre motoren, der rytmisk og næsten i takt med musikken i Helenas ører, fik dem til at flyve gennem sydens lune vinde. Sådan føltes det i hvert fald, og hun nød det. Det måtte hun indrømme med et smil til Jonas, mens han sad der og gjorde sin maske og sin flaske klar til dykket.

Ikke meget længere ude sad de sammen, Helena og Jonas. Han sad med en anselig større flaske foran sig. Han pegede på en viser og forklarede hvordan flasken indeholdt to liter og at han kunne hvis han ville være under vandet i mere end to timer. Hun smilede til ham og kunne se hans entusiasme og den energi han lagde i det.

Hun beundrede hans svedige muskuløse krop og kørte en hånd gennem hans lange lyse hår. Han lænede sig hen mod hende. De mødtes i et langt kys, der kunne berette en historie om utrolige følelser. Det kunne det. Men…

 

Jonas lod sig falde bagover og forsvandt under overfladen med et lille plask. Helena smilede til ham, og sendte ham af sted med et lille vink og et håndkys.

Hun sad selv og så ud over vandet. Hun kunne ikke se land til nogen sider. Men på en eller anden måde, følte hun sig mere sikker på vandet end i dagene tidligere. Hun kunne ikke mærke andet end at det måtte være hans indflydelse. Helena satte sig endda på kanten af båden med fødderne i vandet, og pludselig virkede havet ikke så altædende mere. Hun smilede for sig selv og rystede på hovedet. Det var vel for fanden bare vand. Man måtte jo selv kunne styre sin angst.

Helena var mere end bare solgt da Jonas tyve minutter senere dukkede op. Hans brede smil lokkede, og få minutter skete der noget som Helena aldrig ville have troet på. Jonas og bådens kaptajn hjalp hende en flaske på ryggen. Jonas blinkede til hende inden han satte masken på hende. Han havde brugt mange lange minutter på at forsikre hende om, at det nok skulle gå. De ville dykke ned sammen, og komme op sammen. Så ville han vise hende en verden hun kun havde læst eller hørt om. For Helena var det stadig dybt grænseoverskridende, og alligevel lod hun sig glide længere ind i armene på Jonas og den tillid han udstrålede.

Verden under vandet var lydløs. Der var ikke en lyd, men det kunne være en fryd for øjet, hvis det man så var det man håbede at se. Helena håbede ikke ret meget, for at hun aldrig havde troet, at dette her skulle være muligt.

Jonas slap hendes arme under vandet. Hun tog sit mundstykke ud af munden og smilede til hende. Hun drejede sig rundt og nød det hun kunne se. Det lydløse frygtsomme kæmpe uhyre hun altid havde frygtet, var ikke så skræmmende som hun forestillede sig. For en stund, eller et øjeblik kunne hun ikke få øje på Jonas. Hun gættede sig til, at han gled som en fisk rundt i vandet. Hun havde allerede set hvor atletisk hun kunne bevæge sig i det klare element.

Helena blev forskrækket da hun pludselig mærkede noget på låret. Så forskrækket at hun slugte en mundfuld saltvand og næsten fyldte havet med luftbobler. Jonas greb hende om livet og trak hende med sig. Han så hende i øjnene mens de langsomt nåede overfladen. Helena hostede og spyttede vand. Jonas trøstede og holdt hendes hoved.

- Undskyld. Jeg ville kæle med dig, jeg tænkte ikke over at du blev forskrækket.

Helena nikkede og hostede lidt mere.

- Du er en vanvittig flot kvinde, Helena. Jeg ville aldrig gøre dig noget.

 

Samme aften, var der tændt for indtil flere velduftende stearinlys på deres hotelværelse, for romantikkens skyld. På et lille spisebord stod der stadig tallerkner efter middagen. Der stod et fad midt på bordet, der røbede at man havde nydt en blandet skaldyrsmenú. To flasker rosé var drukket ud, og glassene stod tilbage, endnu ikke helt tømt. Det ene glas havde læbestiftsmærker. Fra spisebordet, i den lille toværelseshotellejlighed ind mod soveværelset, flød der tøj på gulvet. Det startede med en lyseblå sommerskjorte. En kort lille hvid sommerkjole. Et par shorts, der var skabt af et par jeans og så klippet kortere. Rækken af tøj var slut. Der var ualmindeligt varmt i soveværelset. De var begge blanke af sved. Jonas satte sig op og så hende i øjnene.

- I morgen viser jeg dig noget, du aldrig troede du skulle se.

Helena pustede og hev efter luft. En følelse af lykke, som hun ikke havde følt i flere år, strømmede gennem kroppen på hende, og gav gåsehud.

- Det var SÅ fed en oplevelse i dag, lige indtil jeg blev forskrækket. Der var så smukt dernede, og stille. Det var anderledes end jeg forestillede mig. Det var i hvert fald ikke det mareridt jeg troede det ville være. For hvis det var et mareridt, så ville jeg ikke være så bange for mareridt mere.

Jonas tørrede sit ansigt for sved. Han fangede en svedperle, der trillede ned af hendes ene bryst. Han slikkede den i sig.

- I morgen sejler vi ud igen. Jeg har lejet kaptajnens båd. Han behøver ikke at tage med. Så dykker vi helt nøgne, så længe vi vil. Og så har jeg en gave til dig.

- Hvad er det?

- Det finder du af i morgen smukke. Og så vil vi huske denne her ferie for elskov.

 

Vandet var næsten spejlblankt, og båden tøffede derudaf. Helena lå på maven helt ude ved bådens næse. For Jonas’ skyld havde hun nøjedes med at tage et par små g-strengstrusser på. Han stod ved roret og sagde ikke meget. Helena vendte sig.

- Hvem var de to tykke trunter du snakkede med inde ved havnen? De har stirret ondt på mig siden vi satte os i flyet.

- Bare to damer fra Gøteborg. Faktisk spurgte de om de måtte komme med, men jeg sagde at det måtte være en anden dag, og at de skulle snakke med kaptajnen i morgen. Dem gad jeg altså ikke snakke med.

- Tak, råbte Helena lettet.

Et stykke noget længere ude stoppede Jonas motoren og ikke længe efter lå de stille i vandet. Han så på kompasset. Det skulle være det rigtige sted. De rigtige breddegrader. Han var sikker.

Jonas hjalp Helena en rygsæk på, der var tungere end hun havde forstillet sig. Hun kunne næsten ikke stå stille. Hun så på ham.

- Det er helt i orden. Det er for at vi kommer hurtigere ned i vandet. Det er almindelig kutyme når man dykker.

Helena vidste stadig intet om at dykke. Hun stolede blindt på Jonas. Men det undre hende lidt at han havde været så alvorlig på hele turen. Han havde ikke sendt så mange smil, som dagen forinden. Hun kunne ikke lige læse ham. De havde elsket i timevis dagen før. Nu sagde han ikke så meget. Han var koncentreret.

Jonas hjalp Helena en iltflaske på ryggen. Han tjekkede flasken, og var åbenbart tilfreds med han så. Det sidste han gjorde, var at tage en kniv og skære tøjet af hende. Hun kunne ikke være mere overrasket og så på ham.

- Jeg håber du har råd til at købe mig noget nyt når vi kommer i land.

Han gav hende et skub, og hun skreg kort inden hun ramte vandet med ryggen først. Jonas gik hen til roret og fra sin taske tog han en mobil. Han sendte en besked, og smed den ned i tasken igen. Herefter hoppede han også i vandet.

Helena strøg forholdsvis hurtigt mod det, der kunne minde om det bundløse uhyre hun altid havde frygtet. Hun følte sig ikke så skræmt nu. Hun vidste hun havde Jonas i baghånden. Hun fulgte sine luftbobler, der steg mod overfladen. Hun vendte blikket ned, og så Jonas var på vej op. Han greb hende om anklen og stoppede sin tur der. I et afsindigt langt og hvileløst øjeblik så han hende i øjnene. Det var næsten som om Helena kunne ane små tårer i hans maske. Han tog hårdt fat i hendes ben, og hun mærkede noget metal. Han smækkede låsen i under vandet. Et sæt håndjern var sat fat i et nylonreb, der forsvandt langt ned. Helena kunne ikke komme videre. Han svømmede forbi hende lige så roligt. Hun så fortvivlet efter ham, og kunne mærke en anelse panik starte som en rystende reaktion i kroppen. Hun trak vejret dybt, men pludselig kom der ikke flere luftbobler. Idet Jonas bevægede sig forbi hende, rakte han hende et stykke papir. Hun skulle nå at læse det inden papiret ville gå i opløsning.

 

Maria var min søster – Nyd dit mareridt

Helena sprællede panisk og hysterisk og fægtede med armene. Snart ville hun ikke have mere luft i lungerne. Jonas forsvandt oppe ved overfladen. Han kravlede ombord på båden, og startede motoren uden at se sig tilbage. Han tøffede stille og roligt ind mod land. Til sidst kom der ikke bobler fra Helena. Det var slut.

Inde ved havnen stod der to velvoksne modne damer og ventede på ham. De tog imod ham med en retfærdighed i kroppen, der ville gøre ethvert nytårsfyrværkeri misundeligt. Jonas gik i land og krammede sin mor og hendes søster.

Hjemme i Sverige fik stenen på kirkegården en ekstra blomst et par dage efter.

Helena fik ikke noget. Hun hang midt i vandet. Opslugt af det store altædende uhyre hun altid havde frygtet. Det vides ikke om hun nød sit mareridt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rafael og de små fisk


- Det er ligesom et åndssvagt mareridt. De suser rundt omkring mig som små altædende fisk, der bare vil plukke af det jeg kan. Jeg kan alt, og det skal jeg vel ikke straffes for. At jeg er Caracas’ mest flabede forbryder, skal vel ikke komme de andre til gode. At jeg tillader mig hvad som helst, og kan grine af de rige her i byen, og i alle andre byer for den sags skyld, skal vel for helvede ikke få det til at lyse på alle de små. Alle de små fisk, der tror de er på niveau med mig. Nul og niks. Der er sådan ungefær fire komma seks millioner indbyggere her i Caracas, og der er kun en konge. Det er mig. Der er kun en, der pisser i de riges vandpytter.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er der ikke nogen, der er lige så frække og sexede som mig i hele Venezuela, og det er det tøserne kan lide. Jeg kysser min egen skygge, for jeg er vild med den jeg er.

Rafael gik hen foran spejlet, og tungekyssede med spejlet inden han forlod sit værelse og smækkede med døren. Inde fra stuen kunne han høre sin mor hoste sig igennem de sædvanlige spørgsmål. Den sædvanlige salve.

- Kommer du hjem i aften? Host host. Kommer du ind og kysser mig inden du går? Host host host. Jeg savner dig hver aften her ved min side, Rafael. Host. Husk nu din mor er syg. Host host host.

Hver aften den samme bøn, efterfulgt af en rallen. Og så kunne han høre sin mor skrue op for sit iltapparat, og så tændte hun en cigaret mere. Stuen var allerede fyldt med røg. Hvis hun åbnede vinduet derinde, ville nogen sikkert ringe efter brandvæsnet. Så meget røg ville der vælte ud.

Rafael rystede grinende på hovedet og forlod den lille lejlighed, der lå i udkanten af Caracas, i et knapt så fint kvarter langt væk fra de rige. Han smækkede med døren, og hans mor græd igen.

 

Det var en lun aften i Caracas. Temperaturen havde sneget sig op omkring de tre og tredve grader, og næsten alle på gaderne havde de samme svedige blanke ansigter. Nogen mere lidende end andre.

Rafaels skridt hen ad gaden udstrålede hans altoverskyggende selvsikkerhed og selvværd. Han slog med hovedet og kørte en hånd gennem sit lange krøllede knaldsorte hår når nogen af de små drenge og piger råbte hej til ham. Han vidste de gjorde det med respekt for kongen. De så op til ham. De knejsede for den øverste. Længere henne ad gaden stod Alberto med sin lille bod, hvor han solgte hjemmehæklede duge, som hans kone sad i sit ansigts fodsved og knoklede for at lave. Rafael så ned på ham. Sådan ville han aldrig selv ende. Fair nok at konen sad derhjemme og arbejdede. Det var en af kvindernes mission i livet.

Det var klart nok, men at ende med at stå med en lille bod og sælge hjemmelavet lort. Kvinder var skabt til arbejde og sex, og så selvfølgelig til at servicere mænd. Det kunne Rafael tydeligt udtale sig om. Han var trods alt fyldt 17, og havde allerede flere mere eller mindre succesfulde erfaringer med i kufferten. Senest med Gilbertos søster. Den pralede han så ikke af. Gilbertos søster, Maria var stor som et ulækkert rumskib. Lige fyldt 15, og savlede hver gang hun sagde hans navn. Hun var vel nærmest et væddemål han havde tabt til rødderne fra den anden gård. Det irriterede ham stadigvæk, men hun var en erfaring mere, til den samling på tre han allerede havde fået samlet blandt de lokale tøser, fra hans egen gård.

For enden af gaden kom Freddy løbende. Hans evige og tro væbner, der lige var et par år yngre og derfor var helt uden erfaring. Han havde slet ikke Rafaels mod og styrke. Han kunne slet ikke måle sig med ham.

Freddy var en lille prop, der altid fulgte i Rafaels fodspor. Han drømte givetvis om at blive den næste Rafael. Han fór altid rundt med lakrids i munden og med mørke fedtede mundvige. Det havde hans forældre råd til, fordi faren hver dag kørte turister til og fra lufthavnen, mens hans mor stod i en bagerbutik. Set i bagklogskabens klare lys, var det sikkert også derfor at Freddys trøjer altid var for små, og stumpede så man lige kunne se fem centimeter af hans mave.

- Hvor skal vi hen i dag, Rafael?

Den store konge så ned på sin følgesvend og nikkede mod byen.

- Jeg tænker jeg vil ind i de riges kvarter. Det er varmt her til aften. Jeg tror jeg vil, ja hvordan skal jeg sige det? Køles ned.

Freddy så undrende op og fattede ikke et ord. Som så mange gange før.

- Køles ned? Hvordan det?

Rafael var ikke så lidt stolt af sin egen idé. Han slog sig på brystet.

- Jeg vil ud til de riges kvarter, og bade i deres swimmingpools. Et sted hen hvor der ikke er så mange små fisk.

- Fisk? Ja dem er der nok ikke nok ikke mange af i de riges swimmingpools.

Rafael så ned på sin væbner og rystede på hovedet. Han fattede det ikke.

- Det er sgu ikke rigtige fisk jeg snakker om din klovn. Det er alle dem der gerne vil være ligesom mig. Forstår du det? Det er dem der er de små fisk. Er du med.

- Ligesom nogen af de rollinger ovre fra den anden gård?

- præcis. Ligesom dem. De små røvhuller.

- Må jeg være med, Rafael. Jeg vil være lige så sej som dig.

- Gå du bare med knægt, men så skal du følge trop. Du skal ikke sinke mig.

 

På en villavej for de mest velhavende familier i Caracas stod de to venner og lurede ved et hegn. Rafael tog fat i hegnet som om han ville kunne rive det fra hinanden. Det ville selvfølgelig være en umulighed. Rafael var ikke kendt og berygtet for sin styrke. Han var slank og ikke bred nogen steder. Heller ikke over skuldrene. Hans arme var mere behåret end muskuløse. Han bar en hvid undertrøje, der med vilje var et nummer for lille. Så regnede Rafael med at den ville fremhæve hans krop lidt mere. Det var mere hans drøm end virkeligheden. Hans jeans havde hans mor købt billigt på et turistmarked. De passede ham i højden, men ikke i drøjden. De var for store, men de var bundet godt om livet med hans afdøde fars gamle livrem. Remmen havde egentlig været for lang, men gjort et godt stykke kortere med en køkkenkniv. Det var mere funktionelt end kønt.

- Hvordan kommer du ind, spurgte Freddy.

Han kunne se det var umuligt for Rafael at rive hegnet i stykker, til trods for at kongen over dem alle forsøgte ivrigt.

- Jeg kravler sgu da bare over. Hvis de tror de kan holde mig ude så er de åndssvage. Jeg er sgu da ligeglade med deres dumme hegn.

Rafael satte sine slidte sko i hegnet og begyndte sin bestigning af hegnet. Der gik dog ikke lang tid før en alarm larmede ud over en mægtig have hvor poolen lå.

Endnu et kort øjeblik efter kom der to store rottweilere løbende hen over plænen.

De kom piskende hen til hegnet og sprang op ad det. Freddy var klar til at løbe hjem. Så hellere få øretæver af de små i den anden gård end at blive bidt af de hunde, men han var også ret så stolt over at være med Rafael, der modsat ham selv blev stående. Han lod slet ikke til at være blevet bange for de store hunde, der så på ham med fråde om munden og blottede tænder.

- Fuck denne her have. Vi finder sgu da bare en anden. Fuck dem.

Han sparkede til hegnet, og så han nikkede han i den retning de skulle gå. Freddy fulgte med mens han så sig tilbage og spyttede i jorden. I Freddys øjne var Rafael Venezuelas sejeste konge. Der kunne ikke være andre der bare nærmede sig.

De nåede ret langt mens de gik og rakkede de rige ned. Tænk at de ikke ville dele deres rigdomme med andre, der ikke havde råd til at spise frokost hver dag. Hos Rafael var både frokost og aftensmad ofte man var nødt til at stjæle når der var markedsdag i nærheden. Det var der en gang om ugen.

Det var ved at blive sent, og Rafael havde kun stødt på uigennemtrængende hegn.

De havde efterhånden gået byen tynd for store villaer med en enorm have og en stor pool ved terrassen. De var nået ud omkring bygrænsen uden rigtigt at lægge mærke til det. Til et område hvor gadelygterne ikke virkede længere. Ingen af dem lagde noget i det. Freddy havde travlt med at høre på Rafaels historier om ham selv, uden at vide at mange af dem var opdigtet gennem årene. For hver fortælling steg han i graderne hos Freddys sind.

Som kom det ud af ingenting, rundede de et hjørne og en stor mørk bygning dukkede op foran dem. Der var hegn, men ikke højere end det kunne bestiges og besejres. Der var ikke nogen store sorte hunde at få øje på. Ingen bevæbnede vagter eller røde blinkende lamper under taget, der eventuelt ville starte højlydte alarmer eller tilkalde politiet kun for at jage sagesløse fattige drenge, så de kunne kastes i detentionen for at overnatte, og få en bøde med hjem til deres forældre, så de igen kunne se et meget lille hjælpeløst budget smuldre.

Rafael var ellers i gang med en fortælling om en gang hvor han efter sigende fik scoret en moden rig kvinde fra Europa. Fordi hun var fra Europa, var det smadder nemt. Hun ville bare have ham, sagde hun. Freddy stirrede på sin helt med store øjne, der lyste langt væk af beundring. Han havde ikke selv nogen historie at prale med. Og han nægtede at fortælle om dengang han havde tungekysset med sin tante da hun var kommet på uventet besøg, i en beruset tilstand, der ville gøre enhver alkoholiker misundelig. Det han huskede bedst, var da han stod og kastede op bagefter, og hans far kom ud og roste ham og sagde, nu var han en mand.

Freddy pegede på den store bygning. Lige foran bygningen var der en stor firkantet platform af en slags. Det lyste op nedefra, ligesom hvis det var en pool.

- Ja jeg så den godt da vi kom gående, løj Rafael.

- Gjorde du virkelig. Jeg lagde først mærke til den nu.

- Jo men jeg skulle fortælle færdig om hende den rige fra Europa.

- Nå ja. Ringede hun så til dig?

- Ja ork ja. Mange gange Men hun var ikke rigtig min type.

Den endeløse strøm af løgnehistorier ville næsten ingen ende tage fra Rafael. Ikke før han gik hen til hegnet og begyndte at kravle op og over. Det var næsten for nemt. Det varede ikke længe før han stod på den anden side. Han var helt stille. Det havde han lært Freddy at man skulle være, så Freddy sagde heller ikke en lyd.

Lige så langsomt nærmede han sig den store platform. Han så ned i den, og vendte sig smilende om til Freddy. Han gav ham et tegn med tommelfingeren. Freddy var ikke sikker, men han mente at det betød noget godt. Han vinkede glad tilbage.

Rafael løftede og åbnede en gitterlåge, og nedenunder var der det klareste vand.

Rafael smed sine sko i de samme sekunder som en mand kom løbende hen af fortovet. Han råbte og skreg at Rafael endelig ikke måtte gøre det, så Freddy så på sin konge og råbte han skulle skynde sig at springe i for der kom nogen. Kongen skreg af grin da tog den lige på hovedet. Manden satte farten ned på sit løb. Han var forpustet da han nåede hen til Freddy.

- Jeg så ham kravle over på skærmen inde på mit kontor, men vi har endnu ikke fået installeret nogen alarmer. Jeg håbede bare ikke at han ville springe i.

- Min bedste ven ville bare lade sig køle lidt ned her i varmen, og så ville han bare låne jeres swimmingpool et øjeblik. Det er vel for pokker i orden, eller ringer du efter politiet nu?

Manden så på Freddy med et blik der sagde mere end ord. Kunne knægten da ikke forstå hvad der var sket. Troede han virkelig at det var en dyr villa med pool?

- Politiet? Nej de kan vist ikke gøre noget nu.

Freddy lagde ikke mærke til at Rafael pludselig sprællede i vandet. Ikke før han råbte og skreg i smerte, og han blev ved i fortvivlelse. Men til ingen nytte.

- Det er de små fisk, sagde manden og holdt sig for munden i forfærdelse.

- Små fisk. Dem er Rafael altså ikke bange for. Han er ligeglad med små fisk. De skræmmer ham slet ikke. De kan bare komme an. Jeg tror han nyder det.

- Det er det jeg er bange for at de allerede er i gang med. Det skulle for pokker ikke ske. Jeg sad jo og holdt øje med skærmen. Jeg var kun væk et øjeblik.

Freddy vendte sig og gik hen til hegnet da Rafael nåede op til overfladen en sidste gang. Han skreg ikke så meget mere. Vandet var helt farvet rødt.

- Hvorfor snakkede du om små fisk? Hvorfor nævnte du dem? Hvad sker der?

Freddy tog fat i manden. Han ruskede i hans jakke og krævede svar.

- HVORFOR, skreg Freddy igen og igen.

- Fordi han sprang lige ned i hovedet på dem, hviskede manden.

- Hvad snakker du om? Han sprang i jeres swimmingpool. Hvad fanden er der i den pool? Er der små fisk i den måske? De er ikke en skid farlige, vel?

- Jo små fisk er farlige, og det er ikke nogen swimmingpool. Det er et stort akvarium det der. Et man skulle kunne nyde at se nedefra. Din ven så det først.

- Små fisk er sgu da ikke farlige. Det sagde Rafael selv. Det fortalte han mig her til aften. Han var ikke bange for noget som helst. Han var min helt at du ved det.

Freddy kunne ikke holde tårerne tilbage. Han rystede på hænderne. Manden lagde armen om skulderen på ham. Det var ikke et mareridt Rafael kunne nyde.

- Bassinet var fyldt med seks hundrede sultne og aggressive piratfisk.







Vi ses nok ikke i morgen


David Mason var ikke nogen tøsedreng. Han var ikke let at skræmme med ret meget, men den dag i brusekabinen var han ikke stolt af situationen. Han ville gerne have undværet sig selv lige der. Lade en anden træde ind på scenen og overtage hans plads. De var der alle sammen. Nogen af alle dem, der ikke kunne fordrage hinanden til hverdag, og hellere ville smadre hinanden ihjel hvis de fik chancen. Nu stod de der og stirrede på ham. Både de hvide og de sorte og enkelte gule. Der var latinoer og muslimer og kristne og dem der kun valgte at tro på det de havde tatoveret på kroppen. Der var dem der tilhørte de større grupperinger. Et eller andet navn, efterfulgt af et ”MC”. Der var jøder og selv slaverne stod der. Der var alle dem, der sad på afdelingen. Sad i den samme fløj. Alle deres øjne hvilede på ham. Enkelte af de virkelig store drenge knappede deres bukser op og lod dem falde. Der var også dem, der viste deres hjemmelavede våben frem. Der ville David Mason gerne have været et andet sted. Han så det ikke komme før han vidste hvorfor, og så var det allerede for sent.

Midt i flokken dukkede overbetjent Randy op. Han rystede på hovedet så sveden piblede rundt omkring ham. Han skar tænder så det kunne høres inden han svingede sin gummibelagte knippel et par gange og rakte den til en af de sorte. Så forlod han det store fælles baderum. Kun små tre sekunder senere trådte Randy ud igen. Han smilede.

- I skal bare give jer rigtig god tid.

Nogle få uger tidligere

Tony var ikke mere end 14 år gammel, men havde allerede erfaringer i livet han desværre aldrig kunne slippe. De var skåret skarpt ned i kødet på ham. Han kunne stadig smage, lugte og høre lyde i sine mareridt. Når han vågnede hver eneste nat stod det onde ind over ham. Det onde holdt ham fast med sine store næver, så Tony ikke kunne gøre noget. Han kunne næsten ikke trække vejret. Han turde ikke, for han havde ikke fået tilladelse til det endnu. Det onde fjernede sig først da Tonys søsters ansigt dukkede op foran ham. Amina var en sød og kærlig søster på snart 19 år. Hun havde forældreretten over Tony efter at de havde mistet deres forældre i en bilulykke året forinden.

- Du skal snart skynde dig lillebror. Klokken er mange og du skal i skole.

- Er det ikke lørdag, stønnede Tony.

- Ikke før i morgen, lød det ude fra køkkenet.

Amina kunne sige det på en anden så det var svært at blive sur på hende.

Tony kæmpede sig op at sidde på sengen. Han gabte og strakte sig. Han grinede lidt for sig selv da det gik op for ham at han havde taget sine pyjamasbukser omvendt på. Han sad der i bar overkrop, og da solen lige så stille kastede et par stråler gennem det lille værelse ramte de også Tonys ryg. Den slanke drengs krop havde røde striber på kryds og tværs rundt omkring på overkroppen. Mærker der havde sat sig så dybt at de aldrig ville gå væk. Engang havde Tonys krop været legeplads for det onde selv. Den tid var endelig slut, rent fysisk men aldrig psykisk. Tony var en ud af mange men han kendte kun to andre der så ud på kroppen som ham. To andre som også led både fysisk og psykisk. Den ene var den lille chokoladebrune buttede Ben, der aldrig nogensinde ville komme sig helt over det. Han sov altid med alt tøjet på når han ellers var færdig med at græde sig i søvn. Den anden var Diego, der var et år ældre end Tony og Ben. De havde alle tre siddet sammen på den samme afdeling dengang for tre år siden, fordi de alle tre på det tidspunkt havde svært ved at indordne sig og leve under almindelige regler. Sagt på en anden måde. De kunne lide at lave lidt ballade i ny og næ, men så var det heller ikke værre. En skidt idé kostede og havde konsekvenser. Så de blev sendt på en speciel skole, hvor den altdominerende skoleleder hed, David Mason.

 

Tony steg ombord skolebussen. Han så Ben der som altid stod nede ved bagdøren.

Han vinkede ivrigt til Tony som om han kendte en verdensnyhed han bare måtte dele med sin bedste ven lige med det samme. Tony gik ned til ham. Han smilede og nikkede til Ben. Ben greb ham i kraven og trak ham ind til sig og hviskede.

- Ved du om Diego stadig har den tatoveringsmaskine?

Tony slog med skuldrene.

- Nej det aner jeg ikke noget om. Hvorfor, spurgte han.

Ben så Tony dybt i øjnene. Han sagde ikke noget et stykke tid. Så skælvede hans underlæbe. Hans nougatfarvede øjne var blanke og han var på grådens rand. Tony lagde en arm om ham og gav sin ven et stort kram.

- Det onde er min nye genbo, hviskede Ben efter et stykke tid.

Tony holdt ham fast mens han kunne mærke sin egen vrede vokse som en ondartet knude i brystet. Det smertede over det hele da Tony så alle oplevelserne inde i hovedet igen. Han oplevede det hele. Alle slagene og det der var værre.

- Jeg har en idé, men vi skal bruge Diego og hans maskine. Jeg er hundrede procent sikker på at Diego gerne vil være med når vi to spørger ham. Ikke?

Ben havde ikke behøvet at spørge. Det vidste han nok godt selv. Tony tog fat i ham og så ham dybt i øjnene.

- Selvfølgelig vil han være med. Bare fortæl mig hvad vi skal gøre. Så er vi klar.

 

Diego var en høj mager dreng med langt sort hår. Han boede næsten alene derhjemme, fordi faren var langturschauffør og moren havde indtil flere jobs, for at hun kunne få det til at løbe rundt økonomisk. Så drengen brugte de fleste timer på at sidde på sit værelse og tegne. Hans eneste store drøm var at blive tatovør. Men det krævede at han kunne tegne. Han havde endnu ikke nået niveauet endnu, havde han fået af vide når han hang ud nede hos den lokale tatovør, Charlie. Men det var på vej, og han skulle bare øve sig. Diego var midt i en tegning der skulle ligne en tiger da det buldrede på døren. Normalt kom der aldrig nogen, men den dag Kom Ben og Tony. Der blev talt højt og aftalt en plan. Allerede da de to venner fortalte hvem der var flyttet til kvarteret, var Diego med og klar.

 

Nogle dage senere og lidt tidligt på dagen sad de sammen igen, de tre uadskillelige venner, der tidligt i livet havde oplevet når det onde viste sit sande væmmelige ansigt. Alle tre havde mærket smerterne og var i besiddelse af dybe ar. Når det onde kom op i deres tanker og minder gjorde det ondt, og alle tre kunne stadig græde når det ondes gerninger trængte sig på.

Det var en tirsdag og solen var stærkere end ofte. Den brændte på en eller anden behagelig måde da de tre venner mødtes på taget af en gammel biograf. Det gjorde ikke ondt at mærke solen. Den varmede på en måde, som de tre venner havde ikke havde oplevet altid. Der var en stund af deres liv der skulle tilbagebetales.

De sad der midt i skoletiden, fordi det her var vigtigere end alt andet. Diego åbnede den gamle brune lædertaske han altid slæbte rundt på. Læderremmen var tyndslidt, men det betød så lidt. Den var snurret sammen med noget ekstra sejlgarn. Det var en arv fra hans afdøde farfar, og betød alverden for ham. Han løftede en lille pose. Han rystede den lille pose og de andre kunne se det hvide pulver. Det gjorde stærkt indtryk på Tony at Diego kunne skaffe den slags. Diego smilede til Ben, der ikke kunne tage sine arme ned.

- Jeg mødtes med en pige nede hos Charlie. Hun ved hvor man kan købe den slags. Jeg vidste hun ville hjælpe os.

Super, skreg Ben og hoppede op og dansede for sig selv.

- Hvor er det bare fedt. Det var den første del af planen, sagde Tony.

Ben gned et par fingre der indikerede at det havde en pris. Tony vidste godt hvad han ville sige, og han lod ham sige det.

- Du skal nok få pengene igen. Jeg ved at jeg kan låne af min storebror. Men vi skal huske, at det her er pisseulovligt og må bare ikke komme ud til nogen. Det er eddermame hemmeligt. Er i med? Der er lige præcis INGEN der skal vide noget om det her. Ellers ryger vi ind igen. Og det overlever jeg ikke. Jeg ved ikke med jer, sagde han med to tårer der trillede om kap ned af kinden på ham.

Han satte sig ned i skrædderstilling og Tony lagde en hånd på hans skulder.

De sad alle tre med det tomme blik ud i luften for et kort øjeblik. Der var ingen af dem der sagde noget. De havde alle tre den samme dagdrøm, der måske kun varede nogle få sekunder, men for lige præcis de tre venner ville den vare resten af deres liv. Alt sammen på grund af en tåbelig idé. En uskyldig idé der var givet til børn, som alle andre børn i hele verden kunne få. Så alvorlig var den heller ikke.

 

Nogle få år tidligere

Det hele startede en råkold vinterdag mens skolen var lukket. De tre venner hang ud på taget af biografen som altid. De morede sig med at drysse sne ned i hoved på folk der gik forbi biografen. Det var for fanden ikke andet. Ikke før der kom to betjente gående. To betjente der i forvejen var i dårligt humør på grund af tjenesten i kulden. Det skete nogenlunde på samme tid, at de to betjente fik en forholdsvis hård snebold i nakken. De vendte sig hurtigt og fik øje på tre grinende drenge oppe på taget af biografen. Det var nogle få år siden. Nogen ville måske have glemt det, men ikke de tre venner. Det havde sin pris. Prisen var en måned på en opdragelsesanstalt. Det kunne så have været hvad det var, hvis det ikke var fordi at det onde var der, og det var ham der styrede reglerne. Der var nemlig ingen faste regler. Kun dem som David Mason fandt på. Det hed sig at det var en specielskole for børn der havde svært ved at indordne sig, og det havde de tre venner. De fik allerede den første dag straffen at føle, alle tre. De sad på deres værelser hver i sær og anede intet om hvad der ventede dem. Ben var den første. Han hørte en nøgle blive sat i døren og så den gå op, og der stod han, Mason. Han havde løsnet sine bukser. Han stod med en kraftig sort gummibelagt knippel i den ene hånd. Han svingede den truende fra side til side.

- Du skal lige tilfredsstille mig. Så læn dig ind over sengen og spred dine små sorte tykke ben. Du kan vove på at skrige, så får du slag.

Da Mason et kvarter senere åbnede døren ind til Tony ville han ikke tilfredsstilles. Han kom kun for at give slag. En halv time senere var det en svedig Mason der åbnede døren ind til Diego. Der var han klar igen.

- Du giver mig lige et blowjob, og så får du lige nogen slag, så du ikke glemmer hvordan man opfører sig fremover. Husk at det er for dit eget bedste.

Den nat var der ikke nogen af de tre venner der sov. De rystede og de græd. De kastede op og ømmede sig. Ben sad i mørket henne i det ene hjørne af værelset. Han holdt sig for munden. For drengen turde ikke støje med sin gråd. Det havde han fået ordrer på. Ellers ville det koste. Tony lå nede under sengen og græd. Han kunne mærke store smerter i ryggen og på siden, efter den gummibelagte knippel.

Han havde taget et lagen over sig, så det skjulte ham for omverden. Han lå og hviskede sin søsters navn hele natten. Amina måtte høre det til sidst så hun kunne komme og hente ham hjem. Diego stod med hovedet ind over en skraldespand og kastede op. Han blev ved til der til sidst ikke var mere at kaste op af. Så faldt han om af smerter. Hans magre krop havde gule og mørke farver flere steder efter slag. Han kunne ikke tænke på støjen fra hans gråd. Han græd så hjerteskærende, så det kunne høres af alle hen af den lange linoleumsbelagte mørkegrå gang hvor en hvidgul pære blinkede og kæmpede for livet.

Alle tre drenge havde fået en måneds ophold som straf. Men den måned varede i mange år, og satte sig fast som grimme minder for alle de børn der var der. Ikke kun de tre venner. David Mason gjorde ikke forskel på børnene. Han var ligeglad.

Mason var en mand midt i 40’erne. Han var langt højere end alle børnene med sine næsten to meter. Han var bred som en ladeport, og når han tog sin svedige skjorte af om aftenen kunne man dårligt se han hud. Mason var lodden fra top til bund. Helt ud til fingrene og tæerne. Fra halsen og ned over det hele. Mason havde sin helt egen uhyggelige indbygget rutine hver aften når han kom hjem. Så startede han med at flå sit tøj af og smide det i stuen. Gik ind og stirrede på sin kones datter. Så slog han hende hvis hun ikke vågnede med det samme. Nærmest som en selvfølge misbrugte han datteren, inden han gik ind og slog sin lille japanske kone, fordi hun ikke var vågnet og havde fjernet vasketøjet inde i stuen.

På den måde fik Mason afløb for sine aggressioner. Der var ingen der turde sige ham imod. De havde alle sammen efterhånden måtte mærke straffen. Selv sygeplejersken, der arbejdede på specielskolen. Hende havde han slæbt med ned i kælderen, og truet hende på livet hvis hun snakkede over sig. Hvorefter han havde misbrugt hende analt. Der skal nok være de mødre der siger at monstre kun findes i eventyr. Men Mason var ikke noget eventyr. Han var bare et monster.

 

Bag en busk lå der tre drenge og skulede. De bed tænderne sammen da de så ham sætte bilen fra sig. De så ham smække bildøren hårdt og trampe ind i huset.

- Det er sgu ham, hviskede Diego bittert.

En lille film om ubarmhjertelighed, hårde slag og anden ulidelig smerte kørte gennem hovedet på dem alle tre. Tony måtte synke en stor klump, i stedet for at kaste op for gud ved hvilken gang.

- Kan vi ikke bare dræbe ham nu her i aften, spurgte Tony.

- Det er jo ingenting i forhold til hvad vi var i gennem, kom det køligt fra Ben.

- Fik du fat i konen og datteren, spurgte Diego og Ben nikkede.

- Jeg lokkede dem til at gå i biografen som vi aftalte. De turde ikke til at starte med, men de gik med til det alligevel fordi jeg sagde de havde vundet turen. Det kostede mig så lige tyve dollars, men de er givet godt ud.

Ovre ved Masons kom herren ud af døren som en brølende tyr, godt ond i sulet. Han så sig til begge sider og rystede på hovedet. Det kunne fandeme ikke passe at kællingerne ikke var hjemme. Der var noget galt med dette her billede, i hans verden. Mason vendte sig flere gange. Indtil et lys blev tændt foran hans garage.

Davis Mason trådte et par skridt tættere på da lyset fangede hans blik. Han bandede højlydt da han så at det bare var en cykellygte der lå på jorden. Han sparkede til den så den fløj over på naboens grund og gik i stykker. Idet samme gik garageporten op, og en kleppert på små to hundrede kilo så ham i øjnene.

- Hej, jeg hedder Charlie. Drengene bad mig hilse.

Mere blev der ikke sagt. Det næste Mason så var en enorm næve komme farende mod midten af hans ansigt. Mason fløj baglæns mod sin egen bil. Han måtte læne sig op af sin bil for overhovedet at kunne stå. Så kom de næste to slag. Et dybt slag i mellemgulvet og endnu et slag mod hans kæbe. De slag fældede Mason.

 

Charlie var god som dagen var lang, specielt de lange sommerdage. Diego havde lært ham ret godt at kende. Charlie vidste godt, at livet ikke altid havde været retfærdigt for Diego og hans venner. Da Charlie så hvad Diego havde købt af den unge pige der sommetider kom og blev tatoveret, hev han fat i drengene samme aften. Han så på dem med alvorlige øjne.

- Det der drenge. Det er altså en skæv sti at komme ind på, sagde han.

- Det er ikke til os, forsikrede Diego og de to andre rystede ivrigt på hovedet.

- Hvem er det så til gutter?

Drengene så på hinanden. Hvem skulle bryde sammen og fortælle det hele? Der var ingen af dem der havde lyst, men lidt efter lidt krakelerede de og græd alle tre.

Charlie sad med hånden for munden og med bekymrede øjne og lyttede. Han havde svært ved at tro på det, men ingen af dem lignede nogen der løj. De kunne også alle tre fremvise tydelige ar hen over ryggene. Charlie havde under normale omstændigheder svært ved at få tårer i øjnene, men ikke den dag.

 

David Mason kom til sig selv da en betjent tog fat i ham og lyste ham i øjnene. Han fór op fra gulvet i garagen som om han ville virke truende, men den sorte betjent lod sig ikke true. Han råbte at Mason skulle stå stille.

- Der er noget der sviger på min ryg. Se lige hvad det er, sagde Mason

Mason lagde ikke så meget i, at han var blevet fundet i bag overkrop, men at det sved på ryggen. Betjenten drejede ham rundt, og forstod det som om Mason sagde det for sjov. Mason drejede selv rundt og så på betjenten.

- Nå, hvad siger du så? Hvad er det?

Mason så direkte ind i den sorte betjents øjne. Lige indtil han mærkede et knæ i skidtet. Han gik helt ned til tælling. Så kunne han se frem til at nyde et mareridt.

 

David Mason fik en dom for besiddelse af narko. Det var lige det der skulle ske.

Drengene sad og fantaserede, og kunne se hvordan han kom gående forbi de andre celler, helt nøgen med sit fængselstøj over armen. Der blev hvisket i krogene, og andre var mere højlydte. Mason anede stadig ikke hvad de råbte efter ham for.

Den samme aften var det badedag for fangerne. Mason stod alene. Der var i det hele taget slet ikke nogen andre. Kun overbetjent Randy, der var sort som natten ville være lang, for nogen. Randy stirrede ondt og længe på Mason. Han rystede på hovedet så sveden piblede til alle sider. Han gik hen mod Mason, der ikke fattede en meter af det hele. Han rakte ham et lille spejl.

- Brug det, og se på din ryg. Og så vil jeg sige, vi ses nok ikke i morgen.

Mason trådte hen med ryggen til spejlet, og så i det lille. Der var forklaringen. Der stod det skrevet med store fede typer. Randy flåede det lille spejl ud af hånden på Mason. Så gik han hen og åbnede døren, og alle de andre kunne komme til.

Mason ville aldrig kunne nå at forklare, at det der stod skrevet på hans ryg, ikke var noget han selv havde ønsket. Mason så aldrig dagen efter. Men dagen så ham, eller det der var tilbage af ham. Den nat sov tre drenge roligt for første gang.

 

JEG VOLDTAGER BØRN & HADER NIGGERE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Robins brødre


Natalie strammede nylonsnoren da Robin begyndte at sprælle i panik. Han rystede og sprællede som en fanget og døende fisk i nettet. Hans blege, næsten gennemsigtige og tynde krop havde slet ikke styrke til at kæmpe for livet. Natalie var en stor velvoksen dame på et par hundrede pund. Så når hun strammede garnet, så var det næsten håbløst for Robin at hive den sidste mundfuld luft. Hans ansigtskulør var allerede ved at ændre farve. Hans læber, der var ved at blive blå skælvede mens flere tårer rendte fra øjnene. Natalie kunne ikke se det. Hun stod bag ham. Hun var i en tilstand af et raserianfald, der ikke stod til at glatte ud på.

Det var ikke meningen at Robin skulle finde ud af det, men da hun var på for dybt vand, stod svindlen ikke til at redde. Han så det slet ikke komme, Robin. Han var besat af sin dybe kærlighed til den første kvinde, der nogensinde havde sagt noget sødt til ham. Til en reception hvor han havde stået alene ovre i hjørnet med et køligt glas rosé, var hun kommet ned af et trappe, og der havde Robin set Natalie første gang. Han var ramt af en tredobbelt pil fra gud Amor lige i hjertet med det samme. Knæene rystede under ham den dag. Han havde slet ikke turde henvende sig. Han stod bare stille med sin lille håndtaske under armen og linede en skræmt spidsmus. Han havde set hendes lyse ansigt gøre meget andet end blot smile til ham. Hendes lange lysegule kraftige hår svingede kun lidt til begge sider mens hun kom ned af trapperne. Robin måtte knibe sig i armen og bide sig lidt i tungen da hun straks henvendte sig lige præcis til ham. Han kunne ikke forestille sig, at bare fordi firmaet var hans families, og at det var adskillelige hundrede millioner værd i pund, så skulle det gøre den store forskel. Hun kom direkte hen og begyndte at konversere om vind og vejr. Robin var lettere lamslået og forsøgte bare at svare så godt han kunne. Han så slet ikke noget galt i at han giftede sig med hende ved en lille hemmeligholdt privat komsammen for de nærmeste hundrede og halvtreds. Hans familie var ikke vilde med idéen, og havde travlt med at spørge ind til Robins nye kone. Men Robin var ikke til at rykke. Han havde fundet lykken.

Der var helt sikkert ingen i familien, der havde set det bryllup komme helt naturligt. Robin var ganske vist aldrig sprunget ud af skabet, men det lå lidt i luften at han var usikker på sin egen seksualitet. Familien ville have accepteret det, fordi han var så vellidt. Dygtig til sit job. Måske lidt tilbageholden og genert, og hvad så? De vidste da også godt at han som dreng havde eksperimenteret lidt med en anden dreng. Måske var det også derfor at det kom lidt som et chok.

Hvem var så denne Natalie? Familien kendte hende ikke. Hun var ikke fra en af Londons fineste familier. Det vidste de med sikkerhed. Så havde de genkendt hende med det samme. Hun var ikke royal. Hverken fra de britiske øer, eller andre omkringliggende lande. De kunne simpelthen ikke finde nogen informationer om hende. Men virkeligheden var også en helt anden.

 

Natalie blev født ved en besværlig fødsel 21 år forinden. Moren døde ved fødslen. Faren var ukendt. Natalie blev placeret i en familie med meget begrænsede midler. En tante og en onkel der ikke vidste noget om børn. Tanten var dybt alkoholisk og onklen kunne ikke holde snitterne for sig selv. Tit vågnede den lille pige ved at hendes onkel lå og onanerede ved siden af hende. Hun blev en lille pige med et vanskeligt sind, der måtte slås, snyde og svindle sin vej op gennem livet. Fra teenagealderen begyndte Natalie at tage kraftigt på. Det gjorde ikke noget godt for hende. Stort set alle de unge fyre i London så hende ikke som noget særligt. Hun var en stor pige, der havde klaret sig dårligt i skolen og havde en selvtillid på størrelse med en ært, der var delt i fire. Natalie var heller ikke inviteret til den reception den dag. Hun gik bare ind fra gaden. Det lykkedes fordi der ikke var nogen vagt, der kunne holde øje med folk. Natalie kom med andre ord lige ind fra gaden, og fandt guldet for enden af regnbuen. Natalie havde et arbejde som medhjælper på et hospital. Hun havde fået hjælp til at snyde med papirerne, så hun blev placeret lidt højere i hierarkiet end hun egentlig magtede at finde ud, men endnu havde ingen sagt noget. Hun skulle alligevel snart stoppe der, med alle de penge som Robins familie var i besiddelse af.

Der var ikke nogen romantisk forfatter der kunne have skrevet et bedre eventyr end den fattige pige og den stenrige prins der sad på alle millionerne og det halve kongerige af London. Men hvad var det så der gik galt? Natalie greb en rig svag sjæl om hjertet, og klemte og vred sjælen for penge i de tre måneder de var gift. Det gik sådan set også problemfrit til at starte med. Problemet opstod først den dag hvor revisionsregnskabet kom at stå på Robins skærm på hans lille hundrede kvadratmeter hjørnekontor i firmaet. Han var mere end rystet og chokeret da han så hvad hun havde brugt af penge, og til hvad. Natalie var i bundløs gæld over hele byen. Der var ikke den gangster der ikke havde en mindre sum til gode.

Natalie var næsten gældfri da Robin kom tidligt hjem den dag, hvor solen hang lavt på himlen og stadig skinnede ind på deres stores terrasse. Solen var smuk og rød. Natalies sind var rødglødende da hun fik præsenteret sandheden.

Hun rystede på benene som den forbryder hun var. Hun kunne ikke længere skjule at hun slet ikke var det rigtige selskab for Robin. Hun gik i panisk i ring om sig selv og ledte efter den bedste forklaring hun kunne. Hun undskyldte og forsvandt et øjeblik. Robin så det aldrig komme da hun dukkede op bag ham med et stykke nylonsnor, og klemte til. Da det var overstået stod hun stille og holdt vejret. Robin lå stille på gulvet foran hende, i en forvreden stilling. Hans øjne var åbne og kolde. Hans mund stod åben, men der kom ikke flere gisp og stønnelyde.

Natalie stod og så sig køligt spejlet. Hun fortrak ikke en mine, men hun var nødt til at finde på en historie der kunne forklare en ulykke, hvor stakkels Robin var kommet af dage. Måske var han bare snublede på det våde badeværelsesgulv. Han var jo ikke så elegant i sin gang. Det var jo ikke en gang løgn. Han snublede tit. Så grinede han altid lidt forlegent, og sagde at det var på grund af hans forelskelse.

Problemet var bare om hun kunne overbevise hans familie. Hans brødre var soldater. Gudskelov var de vist nok sendt til udlandet i nationens tjeneste. Godt det samme. Hun håbede de led i varmen. De var lige så ræverødhåret som Robin. De var også lige så blege i huden som ham, og overplettet med fregner i ansigtet.

Robin lå der på gulvet, om muligt endnu mere bleg end da hun så ham første gang.

 

Uger efter

Sind kunne komme i kog, og få alvorlige følger. Ingen troede på hendes historie og politiet havde hende også mistænkt for mordet, men de manglede det sidste bevis. Natalie gemte sig fordi også pressen ville have fat i hende. Hun skjulte sig på sit arbejde. Tog flere og flere vagter, hvor hun dårligt kunne følge med fordi hun var sat i en højere stilling end hun reelt magtede. På et tidspunkt på en gråvejrsdag, hvor selv de fredelige egern i Hyde Park ikke ville være udenfor, fik en receptionist øje på hende. Hun kaldte hende over anlægget, og hun var nødt til at melde sig i receptionen. En voksen dame midt i 60’erne med et stort flagrende skinnende rødt hår, gav hende besked på en ny opgave. Natalie snerrede og sagde at hun ikke havde tid, men hun var nødt til det. Det handlede om liv og død, og hun kunne ikke snige sig udenom. Opgaven. På taget stod der en helikopter klar til at lette med en patient, der skulle flyves til et hospital i Manchester. Det var en hasteopgave. Natalie blev ligbleg i ansigtet. Hun hadede højder mere end noget andet. En angst hun havde helt fra barnsben af. Hun kunne dårligt stå på anden sal og kigge ned, uden at blive dårlig. Da hun stod foran den voksne receptionist den dag kunne hun ikke finde nogen vej udenom.

Hun bed tænderne sammen. Damen bag disken smilede venligt, eller måske en anelse anderledes end hvad Natalie var vant til. Hun vendte og drejede sig på stedet, men der var ikke nogen flugtveje. Hun lyttede til opgaven en gang til. En, kun en tur med helikopteren. Det var det hele. Natalie trak vejret tungt. Hun måtte skjule et par fugtige øjenkroge. Hun ville ikke bryde sammen nu. Så var slaget tabt. Hun måtte kunne klare opgaven ifølge den uddannelse hun påstod hun havde.

Hun var sådan set ligeglad med patienten der sikkert lå på båren oppe i den skide helikopter. Det gjaldt hendes eget liv nu. Hun kørte en hånd ned over ansigtet.

Ikke længe efter var hun i elevatoren på vej op på taget. Hun var ved at kaste op flere gange. Maven vendte sig i hende. Og hvorfor fanden skulle den idiotiske receptionist også stå at smile efter hende på den måde? Hun virkede bekendt, og så alligevel ikke. Hun kunne ikke finde hoved og hale i det. Hun håbede det bare at denne oplevelse var et grimt mareridt og at hun ville vågne om lidt. Det føltes bare ikke sådan, og idet samme gik elevatordøren op og hun kunne se det monstrum stå derude midt på taget. Propellen tæskede rundt og vinden ramte hende som en kold lussing. Som hvis en klam kold hånd greb hende om livet. Hun listede langsomt ud på taget. Han bandede og svovlede hele vejen derud. Hun nærmede sig helikopteren og sidedøren gik op. Hun kunne endelig se ind i den. Hun så en arm vinke hende nærmere. Natalie brugte det sidste mod hun kunne finde og gik de sidste skridt.

At kravle ombord foregik nogenlunde fredeligt. Døren lukkede og Natalie kunne ikke længere se ned. Hun ledte efter sin vejrtrækning, og den kom snigende tilbage. Helikopteren lettede og det gav et sug i maven.

Der sad en læge med maske på ind over patienten så Natalie kunne ikke se noget.

De havde ikke fløjet ret langt ind over London før lægen vendte sig og så på Natalie. Hun stirrede tilbage på ham mens han fjernede masken og smilede til hende. Patienten fjernede tæppet han havde over sig, og smilede. Natalie så på de to på samme tid. Deres hårfarve. Idet samme vendte piloterne sig om og så på hende. Deres hårfarve. Natalie begyndte at skrige. Hun greb ud efter noget at holde fat i. Der gik det op for hende. Receptionisten. Det var selvfølgelig moderen.

Hun så på alle fire. Fra den ene til den anden, mens helikopteren fór hen over byen. Natalie skreg ud af vinduet mens Robins brødre smilede til hinanden.

 

En gråvejrsdag tabte helikopteren noget gods ud af vinduet ved gammelt efterladt industrikvarter hvor der sjældent kom andre end vilde katte eller rotter, for at æde rester. Den gråvejrsdag var menuen en anden. Kattene og rotterne nød godt af Natalies sidste mareridt.








Se mig i øjnene, Erik


Erik åbnede døren og kom op fra kælderen. Han var forpustet og hev stønnende efter vejret. En del af det skyldtes hans størrelse. Erik var en kraftig herre på små hundrede og tredve kilo. Han var storryger af grøn Cecil. Der hang næsten altid en smøg i mundvigen på ham. Han rørte sig ikke unødvendigt meget og var mere end glad for kage og andre søde sager. Han havde svært ved at køre forbi en bager med vinduet fyldt med lækkerier til den søde tand, eller en pølsevogn uden at han lige skulle køre et par medisterpølser et par brød og en cacaovand ned. Erik kunne lide at nyde bordets glæder, og forlod det sjældent uden at der var spist op.

Sveden fik ham til at ligne en stor druknet rotte. Den tapløb fra hans skaldede isse. Den ternede skjorte var drivende våd, men ikke kun fra sveden. Erik var smurt ind i frisk blod op og ned af skjorten og ud over bukserne og ned på skoene. Han havde det på kinderne og en enkelt streg hen over panden. Blodet løb silende ned af armen og hånden på ham, og fortsatte ned af den store køkkenkniv hvor det dryppede fra spidsen. Erik stod stille og måtte holde fast i kanten af køkkenbordet.

Hans ansigt var sammenbidt. Det var fyldt med vrede og et raserianfald, der dog var ved at lægge sig igen. Han så ud i luften og tænkte det igennem igen. Der var ikke andre løsninger. Hvorfor kunne hun ikke forstå det? Beate ville ikke kunne klare sig uden ham. Hun kendte sgu da reglerne. Vi render ikke nogen steder. Og så den måde hun havde skabt sig på. Vor herre bevares. Ja, det havde en ulykkelig slutning, men hun måtte da bare indse hvem der ligesom bestemte til sidst.

Erik trak en stol hen mens han var ved at få luften igen. Han snuppede et hviskestykke, der havde en stærkt lugt af hvidløg, og tørrede sit ansigt for blod og sved. Han pustede stadig. Han plantede kniven hårdt i køkkenbordet, hvor den blev siddende. Det var da også satans at han aldrig havde lært at styre sit temperament. Han vidste at det ville ske, for det endte altid med at han blev så hidsig. Det vidste Beate også. Hvorfor skulle hun så prikke til ham på den måde? Han kunne ikke tage det. Flere gange havde han sagt, Beate stop nu. Nu bliver du her. Du går ingen steder, hører du? Erik så ned af sig selv. Sikke noget svineri han havde lavet. Men han syntes sgu selv hun havde bedt om det. Men kun hvis man spurgte ham, det vidste han godt. Nogen gange ville han ønske at han ikke havde så mange kræfter. Tøsen havde jo ikke en chance da han først tændte af. Havde han vist det på forhånd, så kunne han se på spejlet på badeværelset og sige, slap nu af Erik for helvede. Spørgsmålet er bare, ville det hjælpe?

Ville det have gjort en forskel for hende overhoved? Nu sad han her i køkkenet, og var enkemand fra det fra det ene øjeblik til det andet. Bare hun dog havde forberedt ham. Hun kunne have taget hans hånd og bedt om forladelse. Men nej.

Hun stillede sig bare op med en pakket rygsæk over skulderen og sin jakke over armen. Så ville hun gå sin vej. Erik rystede på hovedet og slukkede cigaretten. Han tog pakken op af skjortelommen, men den var sølet ind i blod. Han bandede og krøllede pakken og smed den fra sig. Det var bare ikke Eriks dag. Han hadede det, og følte sig klemt og kvalt som hun sagde det. Erik kunne ikke fordrage den kvælende fornemmelse. Det var som et mareridt. Hans øjne flakkede rundt for at finde en ny pakke. Hans øjne landede på et billede af ham og Beate og datteren. Det var sgu da altid noget at ungen var indlagt igen. Bruddet i hendes ben var mere komplicerede end som så. Men det var i hvert fald ikke hans skyld. Ungen kunne vel for helvede se sig for når han skulle til at bakke ud af carporten. Det brokkede Beate sig også over. Men efter et par flade stoppede hysteriet. Det manglede da bare.

 

Et andet sted nogenlunde samtidig

Tom trådte ud af badet og tog et håndklæde om livet og et til håret, inden han gik ud af badeværelset og trådte lige ind i stuen. Gardinerne var ikke trukket for, og så synes han selv at han ville skåne den nysgerrige Lone Iversen ovre på den side.

Den stakkels fru Iversen skulle jo nødig få et hjerteanfald ved synes af en nøgen mand. Tom vidste af gode grunde ikke hvornår hun havde set en sidst, men hun var mere end almindelig flittig med at hænge ud af vinduet og gøre store øjne hver eneste gang han gik gennem sin stue. Skæbnen ville både Tom og denne Lone Iversen begge boede på tredje sal, i hver deres ejendom i Drejøgade på Østerbro.

Han kendte hende overhoved ikke. Han havde slet ikke noget til fælles med hende, og alligevel var hun kommet til ham nede i Brugsen og præsenterede sig. Hun havde sågar budt ham på middag hvis han var interesserede. Tom havde dog pænt takket nej. Det var meget smigrende men måske ikke lige ham. Hun havde nu taget det meget pænt, men det stoppede ikke hendes næsten stikkende stirren ud af vinduet hver gang hun kunne få øje på ham.

Tom havde sat sig ved skrivebordet. Han havde taget sin badekåbe på. Han tog listerne over de næste ugers mødetider og studerede dem nøje. Han kunne også se hvem der ellers skulle møde hvornår. Han nikkede for sig selv og greb telefonen. Han kunne høre den ringede længe i den anden ende, men der skete ikke noget. Tom trykkede nummeret igen, stadig uden held. Han bed læberne sammen. En sidste gang lykkedes det heller ikke.

 

På arbejdspladsen

Kurt drejede rundt i stolen og så Erik i øjnene.

- Kommer hun ikke mere? Rejste hun bare? Det er jeg da ked af. Ja først og fremmest på dine vegne.

- Ja det gjorde også ondt på mig. At jeg aldrig skal se hende mere. Jeg var slet ikke forberedt på det. Det kom som et chok for mig. Jeg tiggede og bad hende om at blive hos mig. Vi har da et barn sammen. Marie er godt nok indlagt igen i øjeblikket, så jeg ved ikke engang om hun er taget ind på hospitalet og sagt noget. Jeg har bare en masse følelser der er ramt i øjeblikket.

Erik tog en hånd op foran ansigtet og lod som om han måtte tørre tårer væk. Kurt fór op af stolen og lagde en arm om ham. Han følte med ham og viste hvad en medlevende chef var. Han forstod hver en dråbe der måtte komme fra Eriks øjne.

- Tag det roligt min ven. Måske kommer hun hjem en dag og har fortrudt. Ved du hvad, hvis du hjælper Tom i aften, med vores nye beboer. Du ved godt hende den nye store der er købt fra en sydamerikansk zoologisk have. Så tag du hjem bagefter og hold nogen fridage. Der har været meget herinde den sidste tid. Jeg har kørt hårdt på jer. Det ved jeg godt. Ikke kun kontorpersonalet, hvor Beate sad, men også jer andre der er ude blandt dyrene. Jeg lover at når du kommer tilbage, så bliver det bedre. Så prøv om du ikke kan se lidt lyst på det, ikke Erik? Det hele skal nok gå min ven.

 

I Beate og Eriks hus samme formiddag

Beate stod og kløede og kradsede sig på håndryggen. Beslutningen var taget og det skulle siges, men ordene lød forkert i hendes hoved. Hun lænede sig ind over køkkenbordet mens Erik sad i baggrunden og fyldte sig med havregryn med et stort lag sukker på. Han smaskede og Beate kunne næsten ikke tage det mere.

- Erik, der er noget jeg er nødt til at sige.

Erik hørte som sædvanlig ikke efter. Han gryntede mellem hver mundfuld.

- Gider du ikke lige høre efter? Det er sgu vigtigt det her. Jeg har noget jeg skal sige. Det handler om os to. Kan du ikke lige lægge skeen fra dig, bare et øjeblik?

Erik så op på hende. Han blev irriteret på hende. Kunne han da for helvede ikke få lov til at spise færdig? Hans morgenmåltid var hans vigtigste.

- Hvad er det så, spurgte han.

Beate trak vejret tungt. Skulle hun fyre hele sandheden af med det samme? Ville han kunne klare den som det var, eller skulle hun moderere den lidt. Krydrer den med en historie om at hun bare ikke magtede ham mere. Det hele var enormt svært lige nu. Hun vendte sig og så ham i øjnene.

- Jeg flytter, Erik. Jeg kan ikke mere. Vi må kunne skilles som venner, og deles om Marie. Jeg har pakket en rygsæk, og jeg tager min jakke og kører.

Hun holdt vejret et langt stykke tid. Nu var det sagt. Nu skulle hun vente på hans reaktion. Det var det værste. Hun kendte hans temperament. Erik sad og så hende i øjnene, og så lod han blikket glide ned på sin morgenmad igen.

- Du render ingen steder, sagde han kort og lavmælt.

Det var det eneste han sagde, og Beate turde ikke reagere. Hun stirrede på ham i frygt. Hvorfor fanden sagde han ikke mere? Kom nu Erik, tænkte hun.

Beate vendte sig igen og så ud af vinduet. Hendes lille Citroen stod lige derude, og hun var mere end klar til at køre væk. Hun kunne ikke holde stilheden ud.

- Jeg er nødt til det, Erik. Jeg magter det ikke mere. Du må prøve at forstå.

Beate sagde det med ryggen til ham. Det virkede lettere på den måde. Hun kunne bedre finde ordene. Bag hende var der stille. Hun kunne ikke høre den højlydte slubren og smaskelyde. Hun vidste ikke hvad hun turde gøre. Hun stod uroligt på fødderne. Hun lukkede øjnene og vendte sig mod ham.

- Stop nu det pjat, sagde han. Du kvæler mig med dit lort. Stop så.

- Nej jeg vil ikke. Jeg går min vej. Måske ved du også godt hvorfor.

- Stop nu, blev Erik ved.

Beate hidsede sig op. Hun kunne mærke at det kogte inde i hende.

Jeg går, for jeg elsker en anden. Fat det nu, skreg hun.

Hun vendte sig og Erik stod lige bagved hende med en kniv i hånden.

- Du render ingen steder sagde jeg.

 

Det var sådan en stille villavej i Brønshøj. Fuglene fløjtede og enkelte blade havde forandret sig på træerne, og var ved at forvandle sig til blomsterne, der snart ville springe ud og forskønne foråret og den snarligt kommende sommer. Solen var allerede stået op for flere timer siden. Den fik alle bilerne til at skinne i alle retninger mens sidespejlene kunne berette historier om hvem der lige var ude og lufte deres hunde op og ned af gaden. Clara, der var en ung pige midt i 20’erne gik med sine shih tzu hunde, Nanna og Tobias i lange snore. De gik stille forbi huset, og stoppede et øjeblik da hun syntes hun hørte noget. Det lød som et skrig, men hun var ikke sikker. Efter et øjeblik trak hun videre med hundene. Nanna var en ældre dame, så hun gik ikke så hurtigt. Tobias nåede at tisse tre gange inden de var forbi huset. Nanna nåede at forsørge med en lille rund lort.

Clara var ikke typen der blandede sig ikke i andre menneskers liv, gøren og laden. Hun så mod solen og gik videre med sine små hunde. Længere henne stødte hun ind i sine venner Jennie og Ronnie, og så kunne dagligdagens små finurligheder drøftes på kryds og tværs, mens livet ebbede ud for Beate i en blodrus i kælderen.

 

Længere op af dagen standsede en Mazda 626 foran huset i Brønshøj. Tom så sig grundigt omkring da han steg ud. Han vidste at Erik måtte være taget på arbejde nu. Det var allerede eftermiddag, og de havde begge to aftenvagt. Tom havde bare ringet til Kurt, og sagt at han kom senere. Det var sådan set planlagt på forhånd. Det hele var sat på plads hjemme hos Tom, så Beate og Marie kunne rykke direkte ind. Hele problemet lå i at få fortalt det til Erik. Tom vidste ikke hvordan hun ville sige det, men hun var så besluttet at der ikke var nogen tvivl længere. Både Tom og Beate havde det også dårligt i forhold til at snyde Erik. Der var ikke nogen, der hadede ham. Beate kunne ham ikke mere. Hun magtede ikke hans personlighed, og søgte trøst hos en god ven. Det var på alle områder forkert. Det vidste de begge to godt. Når det så var sagt, så var det svært for dem at se nogen anden udvej at de måtte gå til bekendelse. Beate havde fundet sammen med Tom, og ville forlade Erik. Den beslutning var enkel nok. Men det største monsterproblem lå i at fortælle ham det og komme ud af døren. De tænkte, at når hun var ude af huset, måtte resten komme af sig selv. Alt det med Marie og bodeling. Tom vidste at det med Marie ville være svært. Hun var Beates øjesten, men at få hende med, uden at Erik ville gøre oprør, var måske noget nær umuligt.

Tom gik op til hoveddøren, trak vejret tungt og ringede på. Ingenting. Han ringede på flere gange. Ingenting. Han gik om på den anden side af huset og så ind af køkkenvinduet. Ingenting. Tom fattede ikke noget. Han vidste at Beate ville ringe hvis det blev problematisk, og hun havde ikke givet lyd fra sig. Han bankede forsigtigt på køkkenruden. Ingenting. Han rystede på hovedet og fattede minus. Han gik langsomt om i baghaven og så på terrassen. Der var ikke nogen. Havemøblerne var sat frem, og der stod en enkelt tom øldåse. Tom kendte Erik bedre end de fleste. Han drak sjældent øl. Kun hvis han var nervøs for et eller andet. En ting var øldåsen, men da Tom kom helt om på den anden side af huset, så han at et kældervindue stod åbent. Det ville Erik aldrig glemme at lukke. Tom forstod det ikke. Han satte sig ned på knæ og kiggede ind af de lave kældervinduer. Der var ikke rigtigt noget at se. Der var mørkt dernede, men hvorfor pokker havde Erik ladet et vindue stå åbent, og hvad var det der lugtede af. Det var nemt at fjerne haspen og åbne vinduet helt. Tom tog en beslutning, og hvis Erik kom hjem nu, måtte han sige det som det var. En eller anden skulle jo overbringe ham nyheden. Lyset i kælderen var slukket, og der trængte ikke meget lys ind af de lave kældervinduer. Tom kendte huset godt. Han havde været der flere gange som gæst, så han vidste hvor kontakten var, desværre.

Det ene øjeblik var Tom en ven af huset, der var kravlet ind af kældervinduet fordi han ikke forstod hvorfor han ikke havde hørt fra Beate. Eriks kone, som hellere ville hjem til Tom at bo. Det andet øjeblik var han i dybt chok. Han stod og så det hele, med tårefyldte øjne og mavens indhold fløjtende ud af munden. Han kunne ikke sige noget. Det kradsede i halsen og der var en sur smag af mavesyre. Beate var nede i kælderen. Hun lå i en gammel grå metalbalje dernede. Baljen var ellers ikke stor nok til et menneske kunne bade i den. Uanset hvordan man lå. Men det var heller ikke det syn der mødte Tom da han tændte lyset. Beate var tydeligvis myrdet. Derefter var hun skåret i smådele, for så at kunne ligge i baljen. Der var blod overalt i kælderen. Blodtryk fra hænder der kørte ned af væggen og et blodspor der var trukket hen af gulvet. Tom lod tårerne få frit løb. Han græd højt og trøstesløst så længe at han ikke til sidst knapt nok vidste hvor han var.

Ikke nok med at Beate var dræbt og lå i baljen. Der var også hældt syre ud over hende. Det var det der lugtede, eller nærmere stank så stærkt så det kradsede i næseborene. Beate var endnu ikke gået helt i opløsning. Man kunne tydeligt se at det var hende. Det lange mørke hår. Hendes fyldige læber og trutmunden. Den lille tatovering af en baby og et stort M ovenover på skulderen.

Ude på gaden var Clara atter på tur med hundene. Igen skulle Tobias lige strinte en tre fire gange foran huset, og Nanna måtte lige sætte sig igen. Clara roste sin hund for den fine runde brune gave, og samlede den op i en pose, og da fangede en ny lyd hendes ører fra huset. En mand der græd. Det var tydeligt at høre. Hun havde også sin brændende nysgerrighed, der skulle plejes. Hun gik lidt tættere på huset, og lyden af den grædende mand fra kælderen kom tættere på. Clara kunne ikke slippe den lyd. Hun havde altid hadet hvis nogen var ked af det. Selv hvis det var ukendte børn der stod og græd henne i parken, så gik hun hen og trøstede dem. Eller da hun havde set en ældre dame på en kirkegård der stod og fældede en tåre over savnet af hendes mand. Så gik Clara hen og holdt hende i hånden. Og den ældre dame havde været så taknemmelig, så nu var de gode venner. Men det her var noget andet. Hun kunne tydelig høre at det var en voksen mand. Hvordan ville han reagere hvis hun blandede sig? Lige den dag. Lige præcis den forårsdag i maj, vil den unge dame have ønske sig, at hun bare var gået videre. Så hun var fri for at se det syn hun så. Hun røg helt bagover og faldt over hundene. Nanna bjæffede og manden i kælderen skyndte sig op af trappen, og forsvandt. Clara var næsten for chokeret til at finde sin telefon, men også kun næsten.

 

Kurt fik øje på Erik på afstand. Han sukkede og fik ondt af ham igen.

Erik stod i sin egen verden. En verden der kun havde ét omdrejningspunkt. Liget i kælderen, og om hvordan han skulle få det til at forsvinde fuldstændigt. Hans tanker var ikke andre steder. Han så ud som om han sad og nørklede med lidt papirarbejde, da Kurt kom og lagde en tung hånd på hans skulder. Erik fór op af stolen. Han var næsten to hoveder større end Kurt. Kurt trådte et skridt tilbage.

- Rolig min ven, det er kun mig.

Kurt lagde sikkert ikke mærke til det, men Erik pustede lettede.

- Ja ok, jeg sad lige og tænkte på Beate. Hvor søren hun kan være henne.

- Det kan jeg godt forstå, Erik. Jeg har lige set at Tom er kommet. Kan du ikke hjælpe ham med vores nye beboer, og så kan du tage hjem bagefter. Det synes jeg.

- Jo, det kan du tro. Mange tak Kurt.

Det lettede lidt af stemningen i Eriks humør. Han skyndte sig af sted.

Tom stod med ryggen til da Erik nærmede sig. Erik lagde en rolig hånd på ryggen af sin faste makker. Normalt ville det have kastet et ”hejsa” af sig. Men ikke i dag.

Tom sagde ikke noget. Han vendte sig og stirrede direkte i øjnene på Erik. Der var nogle virkeligt anstrengte lange minutter, hvor ingen af dem sagde noget. Erik kunne ikke i sin vildeste fantasi tro, at Tom havde fundet ud af noget om Beate. Hvorfor skulle han det? Det var Eriks kone. Tom havde ikke noget med det at gøre. Det var Erik hundrede procent sikker på. Tom stod og tænkte anderledes. Hvis du ikke kan se på mig hvad jeg ved, så er du eddermame utroligt blind. Det kørte som en neongrøn overskrift hen over panden på ham. Men Erik kunne ikke se noget. De sagde ikke noget til hinanden. Erik nikkede hen mod en stor vogn med grønne planter, der skulle køres over til et stort glasbur med ekstraordinære tykke glasplader. Tom sagde stadig ikke noget Han skubbede vognen bag Erik.

 

Ude på gaderne kørte to politibiler temmelig stærkt gennem byen med høj udrykning, imens blev Clara trøstet af en ung pæn ambulancefører med mørkt hår. Han sad på kantstenen ved siden af hende og arm om skuldrene på hende. Selv da Jennie og Ronnie kom løbende blev han siddende med armen om hende. Clara havde ikke noget i mod det. Hun syntes det virkede betryggende, og en lille smule behageligt. Inden den dag var omme, var Clara et nyt bekendtskab rigere.

 

Erik stod foran det nye store glasbur. Der var en lille sø dernede, og noget der mindede om et lille stykke skov, med tykke palmer, jord og flis og en masse store sten som beboeren kunne gemme sig under. Men lige nu lå hun i midten og var vågen. Hun så op da Erik åbnede buret. Han så ned på hende. Tom Skjulte noget af sit ansigt i den ene hånd. Han bed tænderne sammen og skulede til Erik.

- Du Erik. Hvor er Beate henne, hvad?

- Hvad snakker du om? Hun er vel derhjemme, svarede Erik

- Det tror jeg ikke. For jeg var hjemme hos jer i dag, og der var ikke nogen der lukkede op. Så jeg tænkte at hun var smuttet. Ved du hvor hun er, Erik?

Der gik noget der føltes som tredve år, men måske varede et kort øjeblik. Erik vendte sig men med blikket ned i jorden.

- Jeg ved ikke hvor hun er. Jeg kan ikke forstå hvorfor du spørger.

- Se mig i øjnene, Erik.

Erik løftede blikket, og det var lige det der skulle til. Han var ukoncentreret. Tom skubbede den store vogn alt hvad han kunne lige ind i Erik. Erik var en stor mand, men Tom var stærk. Erik fløj baglæns ned i det store glasbur. Han brølede hele vejen ned, og landede tungt på ryggen. Erik var ved bevidsthed da beboeren nærmede sig. Hun sneg sig rundt om ham, og Erik prøvede at krybe væk med den ene arm. Han så fortvivlet op på Tom. Han skreg hans navn flere gange. Tom stod roligt og så ned.


- VAR DET SÅDAN BEATE SKREG DA DU SLOG HENDE IHJEL, skreg Tom ned til Erik.

Erik kunne mærke hvordan hun krøb hen og holdt fast i ham. Hun snoede sig helt om ham, mens Erik skreg igen og igen. Tom lukkede glasburet, mens hun klemte Erik mere og mere. Hårdere og hårdere. Man kunne høre knogler knuses. Eriks skrig blev mere og mere kvalte, der kom ikke helt så meget lyd mere. Hun slap ham og åbnede munden. Erik brugte sine allersidste kræfter på at stønne, men det kunne næsten ikke høres.

Tom stod med ryggen til glasburet. Han lod det ske, med vilje. Han sørgede for at hun slog Erik ihjel. Han ville blive straffet, det vidste han godt. Men det ville han tage med oprejst pande. Tom stod med hænderne i siden da Kurt kom løbende med fire betjente i hælene. De var hurtigt henne hos Tom. Der var masser af spørgsmål der fór hen over hovedet på ham. Han hørte ikke efter. Han ventede et langt øjeblik og så bare sløvt på dem. Indtil han indstillede lytteeffekten.

- Tom, hvor er Erik? Det er vigtigt, råbte de flere gange.

Tom vendte sig og så ned. Erik var væk, og hun var mæt. Han pegede ned.

- Han er dernede. I maven på den store anakonda. Hun var sulten. Hun har ikke fået mad i flere måneder, så hun gik godt til den.

Tom blev kørt væk, mens Kurt stod og så på den tykke slange. Det løb koldt ned af ryggen på ham mens slangen smilede veltilfredst op på ham. Det var Eriks værste mareridt at føle sig kvalt.

Der var ikke noget at grine af, men da de kørte Tom væk, smilede han lidt gennem tårer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 5