Plejehjemmet

Et lyn slog ned uden varsel. Det var godt nok overskyet, og det havde da godt nok også småbuldret svagt hen over himlen den aften, men så var det heller ikke værre.
En forholdsvis kraftig blæst fik det til at ruske i trætoppene, Det havde også regnet lidt. Sådan startede det i hvert fald, men inden for kort tid var der faldet adskillelige millimeter, hvilket gjorde gaderne blanke og vandpytterne store og tydelige, hvori man ville kunne spejle hvad som helst. Selv det største billede.

Heidi var en forholdsvis høj, slank pige med kort mørkt hår. Hun var uddannet social- og sundhedshjælper, så hun kendte den opgave hun var på vej til. Hun var erfaren.
Ungerne var alene hjemme, men de var store nok til det. Så der var der ingen problemer. Det var kun det at det var en nattevagt. Dem var hun ikke så vild med. De mange stille timer, hvor beboerne lå og sov, og alligevel kunne hun høre alt. Hver en beboer der forsøgte at vende sig i sengen. Hvert et tungt åndedræt. Hun kunne høre det hele, når hun gik en tur ned langs de lange gange, med det markante lyseblå linoleumsgulv. Det eneste sted hun ikke kunne høre noget, var inde på Psyk. Psykiatrien, der var skærmet fra de andre plejehjemsbeboere med en tyk og tung branddør med to håndtag. Et for neden og et håndtag for oven som beboerne derinde ikke selv ville kunne lukke om. Det krævede en specielnøgle som nattevagten havde om halsen, i tilfælde af brand, og andre absolutte nødstilfælde. Heidi havde aldrig oplevet det, eller hørt det ske.

Heidi cyklede gennem et par af de store vandpytter. Vandet skilte sig og bredte sig til begge sider mens dækket skar sig videre gennem vandet. Hun nærmede sig jobbet. Hun kunne allerede se skiltet dukke op bag en høj busk, og hun sukkede. Solgårdscentret, stod der. En lampe med en hvidgul pære blinkede urytmisk svagt, mens den ihærdigt kæmpede og forsøgte at oplyse skiltet.

Der var ikke noget galt med stedet som sådan. Hun havde arbejdede der i elleve år, men det var i dagvagten. Heidi havde aldrig haft en nattevagt. Hun havde altid undgået dem. Men Pia ville bytte, og der var ikke andre der kunne træde til. Heidi var en ok god kollega, som hun så sig selv.
Pia var en god ven, og stod aldrig selv i vejen for at hjælpe, så da hun kom og spurgte, og det viste sig at ingen andre kunne, kunne Heidi ikke være andet bekendt end at sige ja.

Et lyn flækkede himlen i to og lyste det meste af det lokale byområde op idet Heidi satte cyklen fra sig. Hun så op og forbandede vejret og stemningen omkring det. Da satte regnen ind igen. Den slog næsten lige så hårdt som hagl da det væltede ned fra det ene øjeblik til det andet. Gaderne var ikke længere bare blanke. Det sejlede hen ad Græsvej, så voldsomt så ristene slet ikke kunne følge med.

Heidi blev stået ved cykelstativerne. Der var hun i det mindste i nogenlunde tørvejr.
Af en eller anden årsag fik hun drejede blikket over mod bygningen. Hun vidste at de fleste af borgere allerede var lagt for timer siden. Enkelte kunne stadig selv i seng når de var trætte. Alligevel føltes det som om at der stod nogen ved alle vinduerne og stirrede ud på hende. Ved næsten alle vinduerne så det ud som om at gardinerne rørte lidt på sig. Det lignede at der stod skygger bag dem. Hvorfor fanden skulle hun nu også få den idé? Hun vidste det var nonsens, og prøvede at ryste det af sig. Heidi lod blikket glide hurtigt forbi vinduerne igen, bare for at sikre sig. I lige præcis det sekund hun følte sig på sikker grund, var der alligevel noget. Ved to af vinduerne var der noget. En eller flere kiggede ud på hende.

Heidi blev stående ved cyklen. Hun var i god tid. Hun tændte en smøg og vendte sig bort fra vinduerne. Hun sukkede dybt. Hun vidste hvem der boede bag de to vinduer.
Den ene var den alkoholdemente, Johnny, og han sov med sikkerhed allerede. Den anden var Tim. Han havde også et godt sovehjerte. Han kunne bruge time efter time dagen lang med at læse aviser, drikke te og spise søde kager, hvis han fik lov. Han havde næsten sværte på næsen. Så tæt på sad han ind over bordet, og brugte sit ene øje på at studere de lokale nyheder og tilbud.

Heidi trådte sin cigaret ud på jorden. Det havde nu ikke været nødvendigt. Den druknede forholdsvis hurtigt i en vandpyt. Hun forsøgte at løbe mellem dråberne, selv om hun godt vidste at det var nytteløst. Da hun endelig nåede det dobbelte glasparti, var hun allerede drivende våd.

Endnu et lyn drev hen over himlen. Det søgte mod de fugtige marker, inden det landede eksploderende mod jorden. Ingen så det i mørket, men i sekunderne efter virkede som om at talrige skygger trådte ud af det kortvarige lysglimt. Skygger uden sjæl.

Heidi mødte Lene på gangen. Hendes faste makker. Lene havde byttet sig til aftenvagten, og var på vej hjem. Af gammel rutine og flere års gode venskab, gav de hinanden et kram. Lene så Heidi i øjnene, og hun forstod. De kendte hinandens følelser for nattevagter.
- Det er kun en nattevagt. De sover alle sammen, og her bliver roligt.
Heidi nikkede, og prøvede at bevare roen. Hun trak vejret dybt og blæste ud gennem næsen. Hun hadede bare de skide nattevagter. Hun havde jo prøvet det før, men det var flere år siden.

Heidi vidste godt, at modstand i livet gjorde en stærkere. Hun havde allerede oplevet modstand i livet. Hun syntes bare ikke at hun var blevet stærkere de sidste år. Hun var tværtimod blevet mere følsom. Irriterende.

Lene og den anden aftenvagt fik givet en kort rapport om diverse beboere. Victoria på stue syv havde ikke langt igen. Hun var netop kommet tilbage fra hospitalet. De kunne ikke stille mere op. Hun ville ikke mere. Hun nægtede at spise, og det var kun gået den forkerte vej efter at hun var blevet syg. En urinvejsinfektion blandet med en blodforgiftning. Det var mere end Victorias svage immunforsvar kunne takle. Derudover havde der været et hav af kald henne fra toogtyve. Den evigt klagende, Sine, der greb hele armen hvis man rakte hende en lillefinger.

Lige inden Lene gik ud til sin bil, kaldte Heidi på hende.
- Sig mig, sover Johnny og Tim ikke? Jeg synes jeg så dem i vinduerne da jeg kom.
- De sover tungt begge to. Det har de gjort et stykke tid.
Heidi nikkede og accepterede svaret, selv om hun ikke forstod det. Hun følte sig stadig sikker på at hun havde set nogen ved deres gardiner.
- Du må hellere skynde dig hjem til Peter Portør, sagde Heidi med et lille smil.
Lene grinede forelskede hele vejen ud til sin bil, og kørte en anelse hurtigere hjem til sin nye kærlighed.

Heidi så efter bilen, og ænsede ikke hvad der skete bag hende. En person nærmede sig, og plantede sin store hånd på hendes skulder. Hun fór sammen så det rykkede i hele hendes krop. Hun vendte sig og fik øje på Dan. Den store glade elev så ned på hende. Han smilede som sædvanligt. Dan var en ordentlig kleppert på ikke under hundrede og tyve kilo. Han var gennemgående et stort smittende smil. Han var en udmærket elev, men til tider en anelse for meget.
- Undskyld. Forskrækkede jeg dig, sagde Dan og gav Heidi et klap på skulderen.
- Ja du gjorde sgu. Hvad laver du her? Skal du ikke snart tilbage på skolen?
- Jo du slipper for mig i næste uge. Jeg skulle lige prøve at have en aftenvagt først.
Der blev udvekslet diverse dagligdags opgaver, og de vinkede farvel til hinanden.
Og så var der stille på gangene. Helt stille.

Heidis makker på nattevagten, hed Helle. Helle havde mange års erfaring. Hun var oprindeligt uddannet sygehjælper, men havde siden læst til assistent. Helle var noget ældre end Heidi, men var frisk i sindet og kunne virke ungdommelig. Hvad man så var det man fik. Hun fandt sig ikke i noget, og kunne sagtens give tilbage, råt for usødet. For eksempel hvis Johan på niogtyve igen blev uterlig. Johan elskede kvindelige plejere, men helst de plejere med lidt på sidebenene. Han havde fantasier han selvfølgelig ikke kunne udleve, men havde flere gange ikke tøvet med at gribe fat i en plejer. Johan havde ved en enkelt gang grebet fat i Helle. Hele plejehjemmet kunne høre den skideballe han fik. Selv med sin begyndende demens, kunne Johan stadig huske, at man ikke greb fat i Helle mere.

Heidi havde klædt om og fandt Helle i deres mødelokale. De behøvede ikke at sige så meget til hinanden. De havde begge deres rytmer og rutiner, der på afstand kunne minde lidt om ritualer. Helle satte sine sandaler på en speciel måde, og rettede på dem flere gange. Heidi skulle nå mindst to cigaretter mere inden hun gik i gang. Der gik altid mere eller mindre ti minutter inden de rigtig fik snakket sammen.

- Hvem er på Psyk i dag?
Helle satte sin ene fod ned på gulvet og trådte et par gange i gulvet, så hun var sikker på at sandalen sad som hun ønskede det. Heidi var ikke sikker og lod blikket glide hele vejen fra linoleumsgulvet og langs væggen, hvor næsten hundrede stykker papir dækkede en opslagstavle.
- Mon ikke det er Betina og Stefanie. Jeg synes jeg så det forleden dag.
Det havde ikke den fjerneste betydning. Meningen med Helles spørgsmål lå nok mere i at bryde tavsheden. Den blev brudt, og hvis der havde is på overfladen var den allerede smeltet nu. Snakken gik om løst og fast. Privatlivet og vejret blev vendt og drejet i alle retninger.

Et par af opgaverne på nattevagten, var at fordele det rene arbejdstøj der var tilbage fra renseriet på hylderne i kælderen. Havde den slags skulle ske på en dagvagt, havde det ikke rørt Heidi det fjerneste. Men viserne på det store ur i spisestuen havde allerede rundet midnat. En anden opgave var at ordne opvasken efter aftensmaden.
At stå alene i et stort koldt industrikøkken, med borde og skabe iklædt børstet stål var heller ikke en favorit. Heidi havde en fantasi om at man sikkert kunne høre sine egne tanker derude. Eller at der garanteret stod en beboer lige pludselig, fordi vedkommende ikke kunne sove. Det havde hun hørt om før. Hun ville hade det. Heidi kunne i det hele taget ikke fordrage at blive forskrækket. Den følelse at det rykkede i hele kroppen.

De to plejere skulle fordele deres opgaver. Hvem tog køkkenet og hvem gik i kælderen? I Heidis øjne var det lort eller endnu værre lort. Endelig var der også opkaldene fra beboerne. Dem måtte de deles om. De vidste at der altid kom nogle.
Det ville være unormalt uden. Om ikke andet skulle Sine nok ringe efter hjælp. Selv når det ikke var nødvendigt. Et par gange af vagten skulle de også gå en tur op og ned af de lange gange, før at høre om der var ro i boligerne.

Små ti minutter efter stod Heidi ude midt i køkkenet. Der stod ikke bare en stor opvask foran hende. Den var ti etager høj, med sidebygninger til. Ganske vist var der en gigantisk altædende opvaskemaskine ovre i hjørnet, men det hele skulle skylles af først. Heidi sukkede højlydt.

Udenfor slog regnen stadig hårdt på ruden. Gaderne var mennesketomme. Ikke en eneste levende sjæl var der. Ikke en eneste levende. Men der var skygger. Mange.
De nærmede sig stille og roligt det aflåste plejehjem, og dets beboere. Skyggerne standsede foran diverse låste døre. De stirrede ind gennem glasdørspartiet. Der var ingen ansigtstræk. Ingen følelser at se i mørket. Den stærke regn rørte dem ikke. Det så ud som om at de hårde kølige dråber slet ikke ramte dem. De var skygger med et usynligt skjold.

Årsagen til at disse mørke skyggelignende gespenster dukkede op ud af ingenting, stod ikke skrevet hen over den regnvåde himmelhvælving. Kun at nattens naturlige og unaturlige timer kun lige var begyndt.

Heidi stod i opvask til op over begge ører. Den store industriopvasker buldrede på overarbejde. Det havde lykkedes den erfarne hjælper at losse tanker og idéer om, hvad der kunne gemme sig i mørket, ud af bagdøren. Så længe hun ikke kiggede ud af vinduet. Det var svært til tider, for lyden af den stærke regn der trommede på vinduet, gjorde hele tiden opmærksom på sig selv. Heidi koncentrerede sig om sig selv og sit, selv om opgaven i køkkenet ikke var den mest ophidsende, så var den bare noget der skulle overstås.

Fra det ene sekund til det andet, var der noget der svævede gennem den store fælles spisestue. Det landede ved uret på væggen, og standsede sekundviseren, og lod tiden gå i stå. Lige meget hvor meget viserne trængte sig på, var de låst. Fra det øjeblik ved midnatstimen, var der uventet besøgende på plejehjemmet. Hverken beboerne, plejerne eller rotterne under gulvet og edderkopperne under tagskægget, kunne forudse situationen. Heidi ville sikkert gerne have undværet den, men hun var ufrivilligt inviteret.

Helle kom op af trapperne, fløjtende en gammel melodi. Hendes humør var steget efter det sidste arbejdstøj var lagt på plads. Hun gik direkte gennem spisestuen, og vandrede uden af vide det gennem nogen af alle skyggerne. De forvandlede sig til et usynligt røgslør, man end ikke kunne mærke. Men noget var anderledes, og Helle bemærkede det. Hun skar ansigt og nikkede til Heidi.
- Her lugter skarpt af råddent smør eller mælk der vist nok skulle have været hældt ud for længst. Er det skraldespanden der er fyldt op?
Heidi trak på skuldrene. Hun kunne ikke lugte noget. Hun tjekkede hurtigt skraldespanden. Den var knapt nok fyldt op.
- Jeg tømmer den når jeg er færdig, men der er ikke ret meget i. Til gengæld føles det som om et vindue står åbent. Her blev skide koldt lige pludselig.
Helle kunne ikke mærke det.

Opvasken var slut og køkkenet skinnede. Heidi havde overtalt Helle til at gå med ud med skrald, under påskud af at det var hyggeligere at være to, og så skulle hun ikke ryge alene. Helle gik med fordi hun bare var en god kollega. På vej tilbage til gangene, lod Heidi blikket kaste mod uret i spisestuen.
- Det er kun midnat. Jeg troede den var meget mere. Troede du ikke det?
- Uret er sikkert gået i stå. Vi har været her i mindst to timer.
Helle tog det ikke så nøje. Hun havde en evne med at se højt og flot på de små ting i livet, og så tage vare på det der virkelig gjaldt. De to kolleger delte gangene mellem sig, og ville tage en runde. En runde gik slet og ret ud på at se og høre om alt var roligt. Var der stille og roligt på gangene, eller var der enkelte beboere der muligvis var vågnet. Heidi fik de to gange der lå ved østbygningen. Hun tænkte ikke over det i første omgang. Ikke før hun var på ved ned ad den, og hun fik øje på den store dør ind til Psyk. Hvorfor fanden skulle den nu også ligge der? Heidi havde set den dør hundredvis af gange, men det var ved højlys dag. Hvorfor skulle den nu også påvirke hende sådan? Det var jo lige gyldigt. Den var låst, og blev kun åbnet ved nødstilfælde. De havde deres egen afdeling derinde. Sågar deres eget køkken. Det var jo bare en lige gyldig åndssvag dør.

Jo nærmere hun kom døren, jo mere var der noget eller nogen der nærmede sig hende. Med små fodtrin man næsten ikke kunne høre, kom det tættere og tættere på hende. En let hånd blev løftet bag hende. Heidis hjerte galoperede ikke bare.
Det fór rundt i kroppen på hende, indtil det fandt vej ud gennem halsen på hende idet hun mærkede en hånd på sin skulder. Samtidig med at hun vendte sig, trængte sveden ud og forbi hendes hårrødder. Den lille Osvald stod der med sin rollator. Han så på hende med søvnige øjne. Osvald var stået op og havde taget alt sit tøj på. Også en større vinterjakke han havde hængende. Til gengæld havde han kun sine sutsko på.
- Jeg skal vist ud og skovle sne nu, sagde Osvald, og var tydeligvis lige vågnet.
Heidi fulgte ham tilbage, og fik ham lagt i seng igen. Imens fik hun sit åndedræt tilbage igen, sådan nogenlunde.

Udenfor buldrede en hidsigt tordenvejr henover himlen, efterfulgt af det ene lyn efter det andet. Det lød som om at vejrguderne ville flå naturen fra hinanden. Det susede i de nærtstående træer, og man kunne få fornemmelsen af at selv de største rødder ville blive revet op af jorden hvert øjeblik det skulle være. Indenfor ville selv den mindste lyd ikke trænge ind. Stilheden masede sig på. Mere end specielt en brød sig om.

Skyggerne fordelte sig, og bredte sig ud til alle afdelinger og gange, indtil de nåede deres mål. Så samledes de igen. De stod stille og stirrede, og fyldte det meste af en gang. Der var ikke en lyd, men der blev koldt, og lugten ændrede sig markant.

Tre smukke ældre mennesker rejste sig fra deres seng. De rettede på deres natkjoler, og smilede bredt til det billede der stod på bordet ved siden af sengen. Et langt liv fyldt med kærlighed og uden mangler. Til sidst manglede de kun hinanden. Et dyb savn der aldrig blev rettet ud. Rose nettede sit hår med sin uundværlige lyserøde hårbørste, mens Annelise nynnede en velkendt gammel sang om lærkereden. Hun smurte creme i ansigtet og lagde lidt ekstra kindrødt, og sluttede af med en anelse af hendes yndlings læbestift. Den tredje rejste sig fra sengen, og strakte sig ud. Hun tog sin morgenkåbe og sutsko på. Hun greb sin bamse i sengen og kyssede den, og så smilede hun til skyggerne.

Heidi trak lettest vejret gennem en cigaret, og pausen var ingen undtagelse. En stærk kop kaffe i hånden og cigaretten i mundvigen. Når de skulle ryge var de tvunget til at stille sig ud i gården, lige ved siden af deres mødelokale. Vejret var dog ikke med dem den nat, så Helle accepterede at Heidi bare stod i døråbningen og røg.
- Ved du hvad klokken er, spurgte Heidi.
Helle sad langt inde i en brochure om nye høreapparater og ænsede dårligt nok spørgsmålet. Heidi gentog spørgsmålet, ligesom for at vække Helle. Helle kiggede på sin arbejdsmobil, og satte et mærkeligt ansigtsudtryk op.
- Den siger at klokken stadig er tolv. Det kan sgu da ikke passe.
Heidi slukkede cigaretten og satte sig hen ved deres computer. Der var flimmer på skærmen, og den havde svært ved at vise noget som helst. Hun vendte sig mod Helle.
- Hvad fanden sker der?
Idet samme gik et nødkald i gang. Det lød ekstraordinært højt, og fik Heidi til at hoppe i stolen. For helvede hvor hun dog hadede de chok. Dem oplevede man aldrig på en dagvagt.

Heidi trissede ned ad gangen. Det var sikkert ikke noget. Måske en pude der var røget på gulvet, men hun var selvfølgelig nødt til at tjekke det. Ingen, som ingen i hele verden kunne forberede hende på hvad hun skulle til at se. Hvis et chok kunne give efter i hendes krop, ville den næste oplevelse sætte sig overalt. I hver en fiber og hver en celle. Det ville ikke bare få hårene til at rejse sig på hendes arme, og hendes knæ til at ryste. Det ville gøre virkeligheden uvirkelig.

Heidi gik i sine egne tanker og så ned i gulvet. Hun bemærkede knapt nok den kulde der omringede hende. Eller de skygger der fulgte hende på vej. Men de var der. Der var mange. Heidi trak vejret tungt, og først da lagde hun mærke til stanken på gangen. En sur blanding af opkast og tynd afføring nåde hendes næsebor kort før hun stod foran døren. Idet samme gik døren op, og Victoria stod foran hende.
Hun stod rank som aldrig før. Under normale omstændigheder ville det slet ikke kunne lade sig gøre. Victorias ryg var faldet så meget sammen, at det slet ikke var muligt for hende at rette sig op, men der stod hun i sin fineste natkjole og smilede.

Det var ikke kun tiden der stod stille lige der. Hele Heidis krop og liv holdt op med at eksistere i få sekunder. Det var ikke bare et chok. Det var en rystende oplevelse som ingen skulle være forundt. Hun stivnede og stod stille som en statue. Hun trak knapt nok vejret. Hendes hals trak sig sammen uden mulighed for gennemtræk.

- De er kommet for at hente mig. Nu skal jeg ud at rejse, sagde Victoria hviskende.
Heidi kunne ikke styre sin krop, og det var umuligt for hende at bevæge sig. Da den lille kone langsomt gik forbi hende, og ind i skyggeland, kunne Heidi end ikke vende sig og se efter hende. Den erfarne hjælper forsøgte at trække vejret. Hun gispede og gik næsten i knæ. Hun nægtede at tro på det hun netop havde set. Hun lænede sig op af væggen, og gled ned. Hun satte sig på knæ, indtil hun langsomt kom til sig selv. Udenfor landede der et brøl af et brag og et lyn på samme tid. Så var der stille.

Helle sad og roede med computeren. Hun anede ikke hvad der skete ude på gangen.
Hun var mere irriteret over at skidtet ikke ville fungere. Hun slukkede den og tændte den igen kort efter, og for et øjeblik kom der et billede frem. Helle slog sig skulderen. Hun vidste at hun kunne få den til at fungere. Så længe man bare satte hende til de vigtige opgaver. Hun var ikke så lidt tilfreds med sig selv. Klokkeslettet dukkede op nede i højre hjørne. Den var ved at være fire.

Heidi listede langs gangen. Hun turde ikke gå ind på Victorias værelse. Hun var skræmt som en lille pige i en mørk kælder. Hun lod blikket kaste hen ad gangen, og den føltes utrolig unaturlig lang. Havde mareridtet ingen ende? Hvad fanden gik det her ud på? For satan hvor ville en cigaret gøre godt lige nu. Hun stoppede og forsøgte at finde fornuften og sin normale vejrtrækning igen. Hun måtte jo have set syner. Hun rystede på hovedet. Hun gik i normale skridt tilbage, lige indtil lyset gik ud. Så blev der mørkt. Hun kunne hverken se eller høre de skygger der svævede lige forbi hende.
Da lyset kom tilbage var hun på en anden gang. Hun stod lige foran døren til Psyk.
- Nej nu må det krafteddemig holde op, råbte hun.

På ny landede der en hånd på Heidis skulder. Hun skreg så det kunne høres på hele gangen. Skriget ville have vækket de fleste. Hun vendte sig og fik øje på en sød lille ældre mand.
- Jeg skal vist ud at grave sne. Det kan også godt være at min svigersøn kommer forbi med drikkevare. Jeg har ikke flere øller. Kan vi gå i Brugsen?
- Nu må du simpelthen holde op, Osvald. Du gjorde mig drøn forskrækket. Kom nu skal jeg følge dig ned på dit værelse.
Den søde lille mand blev fulgt tilbage, mens Heidi forsøgte at styre sit temperament.

Ikke længe efter var Heidi alene på gangen igen. Hun nærmede sig den store dør, og kort før hun skulle dreje fra, gik det op for hende at den stod åben. Det var absolut ikke i orden. Hun vendte og drejede sig flere gange. Der var ikke nogen at få øje på.

Hun gik langsomt hen mod den åbne dør og kiggede ind. Gangen inde på Psyk var måske endnu mørkere. Der var ikke nogen at se. Heller ikke kollegaer. Midt på deres gang var en af dørene ind til et værelse helt åben. Heidi nøjedes med at lukke den store dør. Hun gik og småløb med hurtige skridt hen mod mødelokalet, hvor hun fandt Helle, der stadig sad og triumferede foran computeren. Heidi var lettere forpustet da hun trådte ind.
- Døren ind til Psyk stod åben, sagde hun og kunne høre sig selv. Det lød tosset.

- HVAD. Det kan da ikke passe. Den er altid lukket og låst. Er du sikker?
- Du er velkommen til at gå derhen. Jeg har altså lukket den, men den stod åben før.
Helle rejste sig og forsvandt ud af døren. Heidi havde travlt med at finde sine cigaretter frem. Den første knækkede og Heidi bandede højt. Endelig lykkedes det hende at få tændt en, og hun hev kraftigt efter vejret gennem cigaretten. Mens hun stod alene i mødelokalet og røg, begyndte computeren at skabe sig igen. Skygger gled forbi ude på gangen. De holdt øje med hende. Vidste præcis hvor hun var og hvad hun lavede.

Cigaretten lettede. Den var lige det pusterum hun trængte til. Som hun stod der og følte sig bedre tilpas, besluttede hun sig for ikke at sige noget om Victoria til Helle. Helle ville selvfølgelig ikke tro på hende, og historien var også for langt ude. Hun var træt og havde haft meget om ørene på det sidste. Det var nok den mest naturlige forklaring der var.

Helle kom hovedrystende tilbage. Hun kunne ikke se noget. Døren var rigtig nok lukket, og der var ikke stukket nogen af, så var der blev ringet med alarmklokken. Betina og Stephanie havde styr på det. Ingen tvivl om det. Heidi kom også i tvivl. Havde hun i virkeligheden set at døren stod åben? Og hvorfor var der så mørkt ned af deres gang? Hvorfor var der åbent ind til et af deres værelser? Hun ville ikke spekulere mere på det.

- Jeg tror jeg går i køkkenet og laver mig en kop kaffe. Skal du have en med?
- Ja tak, og godt med sukker, svarede Helle.

Inden hun nåede køkkenet kom hun igennem spisestuen. Der var ikke bare mørkt. Der var sort som en himmel uden stjerner og måne. Man kunne ikke se hånd for sig. Hun ragede sig frem langs væggen, og fandt til sidst kontakterne. Det første hun så var uret på væggen. Viserne stod stadig på tolv, og glasset på uret var dugget. Da Heidi vendte sig mod køkkenet, havde hun hele spisestuen foran sig. Men det var ikke det eneste. Hun var ikke alene. Der var mange, og hun kunne se dem. Hver og en stod de der og stirrede på hende. Foran dem stod der tre fine ældre damer, der hver i sær havde pyntet sig.

En usynlig energi tvang Heidi tilbage og op af væggen. Lyset fra lamperne blev stærkere idet de tre damer kom tættere på. Den ene af dem trådte frem. Det var Annelise. Hun så direkte i Heidis øjne. Hun rakte sin hånd frem og greb Heidis. Hjælperen bemærkede ikke ret meget lige der, Men Annelises hånd var iskold, og den holdt fast.

- Jeg skal hjem til Tage nu. Tak for en god tid her på plejehjemmet. Hils Dan og sig tak for alle sangene. Han var sådan en hyggelig ung mand.
Victoria nøjedes med at vinke. Og så kyssede og krammede hun sin bamse. Rose trådte frem og så alvorligt på Heidi, der hang der på væggen.
- Fra i morgen er der et ledigt værelse til dig, nede bag den store lukkede dør.

3 år efter

Mia Louise var nyuddannet hjælper. Hun havde allerede haft flere vagter på hjemmet, men det var første gang på Psyk, bag den store dør. Udenfor skinnede solen om kap med de brede smil på sommerens børn. Radioen kørte med glad musik da hun kom gående gennem spisestuen. Der var en gammel sang om en lærkerede. Mia nynnede med. Hun kom forbi mødelokalet, hvor Helle sad og underholdte med dagens sjofle vittigheder. Mia vinkede bare derind. Længere nede ad gangen stødte hun på Osvald, der trissede rundt med sin rollator. Han smilede altid når han mødte en af de unge hjælpere, og denne gang var ingen undtagelse. Mia smilede tilbage og aede hans kind.

Annemarie var en af de mest erfarne hjælpere der fandtes. Hun var dygtig og havde det meste på rygraden. Samtidig havde hun let til latter og var en lystig voksen dame.
Hun åbnede den store dør for Mia og bød hende velkommen på arbejde.
- Tager du damen inde på fireren som det første? Ditte, vores sygeplejerske skal lige være færdig derinde, så kan du gå derind.
- Ja selvfølgelig.
- Hun fortæller dig nok røverhistorier, om spøgelser og gamle døde damer midt om natten, men det må du springe op og falde ned på.
Mia nikkede og forstod.

Mia gik lidt efter ind på værelset. Der lå hun i sengen. Hendes hår var helt hvidt. Hun var ikke synderligt gammel, men forstanden var stået af, muligvis efter et chok.

Annemarie kom også ind kort efter. Der var lige en ekstra besked.
- Pia vil gerne have byttet en af sine nattevagter. Er det noget du kan klare tror du?