Ravnenes Skrig
Den ene ravn hakkede næbbet dybt i øjet igen. Den bed til og lukkede sit næb. Strimler og blod fyldte ravnens ansigt.
Som savl drev blodet ned ad halsen. Man kunne ikke skimte den røde farve. Den gjorde bare fuglens fjerpragt mere blank. Ravnen så sit bytte gennem røde øjne.
Ved siden af den døde lå det ene øjeæble knust. Trådt på og mast til ukendelighed. Det andet sad der endnu. Lidt endnu, indtil det passede ravnen at fjerne det også.
Den skreg, og endnu en ravn satte sig på brystet af den døde. Den hakkede, og den hakkede igen til der gik hul. Så var der serveret. Den første skreg igen, og endnu en og endnu to. Til sidst var den døde dækket af ravne.
Der var blod og åbne kødsår og, der var ikke helt stille.
I nattens mulm og mørke kunne man tydeligt høre dem. De var mere end støjende når de skreg sammen, ravnene.
Oliver ledte efter sin søster. Hun havde været væk i over en time og han havde næsten råbt sig hæs.
Der var så mørkt i den nye store have. De havde dårlig haft tid til at lære den at kende endnu. De var lige flyttet ind og Maggie gik sjælden ud alene. Hun var ikke mere end 10 år. En lille buttet overforsigtig kalkknæet pige, der var bange for selv den mindste lyd.
Oliver var tre år ældre og det var ham der havde ansvaret hvis der skulle ske noget. Bare der ikke var sket hende noget.
Deres forældre skulle til noget komsammen med nogle nye kolleger en times kørsel derfra.
- MAGGIE, råbte Oliver og begyndte at ryste.
Han kunne slet ikke holde hænderne i ro. Ikke før den lille irriterende lillesøster kom kravlende ud af busken, med et smil fra det ene øre til det andet.
- Jeg troede vi legede skjul.
Oliver sukkede højlydt. Endelig kunne han holde hænderne i ro.
- Det var for en time siden, Maggie. Jeg har ledt i hele huset. Alle syv værelser. Ved du det? Jeg har råbt på dig mange gange. Hvorfor kom du ikke frem?
- Jeg hørte godt nogen råbe og skrige. Men det lød altså ikke som dig.
- Hvem lød det så som?
- Det ved jeg ikke rigtigt. Først lød det som en hund eller en kat. Senere var der mange der skreg. Det lød lidt uhyggeligt.
- Hvad snakker du om? Der er helt stille herude i denne her kæmpe have. Vil du ikke hellere med ind?
- Nej, jeg gider ikke.
- Hvis du syntes det var uhyggeligt, hvorfor kom du så ikke løbende ind til mig? Din skøre unge.
- Nej for jeg troede vi stadig legede skjul.
- Nå, men det gør vi altså ikke mere. Kom nu med ind.
- Nej, det er sommer og mor sagde vi godt måtte være ude, så længe vi bare ikke forlod haven. Du skal bare blive herude hos mig.
- Kan du i øvrigt ikke høre forskel på en hund eller en kat? Der er da forskel. Kan du ikke høre det?
- Jo men det varede ikke så længe. Så lød det mere som om der var mange der skreg. Altså ikke en hund eller en kat.
Oliver løftede hovedet og lyttede. Der var stille i den store have. Sensommerlunt med en svag brise og en duft af sommerblomster. Der var behageligt, men helt stille.
Ravnene forlod resterne af det blodige lig og søgte mod træernes toppe. Der var uendelig mange blade på de store træer langs villavejen. Så ingen kunne få øje de sorte store ravne, men de kunne se langt. De kunne høre hvis flere nærmede sig. Deres sult var kun stillet for en kort stund.
Aftenen og den kommende nat var ung, som yngre end de fleste børn. Mørket havde allerede slået til, og ikke alle havde hørt skrigene. Menneskene havde deres eget liv, og de lod sig ikke mærke af en flok gale fugle. Men heller ikke nogen vidste hvor de kom fra eller hvorfor de pludselig var her. Men de var mange, og de var sultne. De var på rov.
Kun en times kørsel derfra.
Oliver og Maggies forældre sad og nød selskabet mere eller mindre med deres nye venner. Peter og Christina var begge lærere på skolens gymnasium. De nye lærere som ingen kendte, men de var blevet inviteret til introduktion hos skolens leder, Nat Jones. For på den måde at kunne lære de andre lærere at kende.
Peter var gået til den med vinen under middagen, og det passede fruen dårligt. Hun sad i hjørnet med en mund, der mest af alt lignede en hønserøv.
Christina var en lille tynd dame. Så tynd at hendes kjole hang på hende. Købt et eller to numre for stor.
Hendes mundvig vendte nedad, og var hun var også en dame med temperament.
Christina kunne også være en bitter lille biologilærer, der ikke tillod eleverne for meget snak i timerne. De var der for at lære, og høre efter. Ikke meget andet. Det var hendes filosofi.
Hun bemærkede ikke den mørke høje slanke mand, der satte sig ved siden af hende. Ikke før han henvendte sig. Hans øjne og tænder skinnede som månen på himlen.
- Undskyld. Mit navn Donnie. Jeg er skolens pedel. Jeg er glad for at møde Dem. Velkommen til byen og skolen.
Christina så på ham med et elevatorblik.
- Ja tak, kunne hun lige hviske højt.
- Jeg kunne forstå, det er Dem og Deres mand, der har købt doktor Lance gamle store villa. Er det rigtigt? Ja undskyld min nysgerrighed.
Endnu et elevatorblik.
- Jeg kender ikke denne doktor Lance, men det er rigtigt at vi har købt en større villa, en times kørsel herfra.
Donnie nikkede smilende.
- Doktor Lance døde og det var hans datter der solgte huset. Jeg ved bare han boede der. Han var meget vellidt her i byen. Det var heller ikke for at snage. Det var bare ren nysgerrighed.
- Ja bevares, svarede Christina køligt.
Hun havde ikke den mindste interesse i at høre om hans nysgerrighed. Hun var ligeglad. Det eneste der interesserede hende, var hvornår de kunne køre. Peter havde fået rigeligt og hun kedede sig.
Donnie kunne godt mærke kulden fra hendes skuldre og rejste sig og begav sig hen til en ældre kraftig herre, der viste sig at være skolens engelsklærer, Chris.
- Det er dem der har købt villaen. Tror du de ved noget?
Chris skulede hen over skulderen på Donnie. Han rystede på hovedet.
- Nej, hun ved i hvert fald ikke noget. Hun er bare sur.
- Nogen er vel nødt til at informere dem, eller hvad?
- Ja, på et tidspunkt. Ikke i aften. De er lukket inde og der kan ikke ske noget.
En times kørsel derfra.
Frankie kom gående i forholdsvis raske skridt. Frankie var en stor mand. I hvert fald ikke under de første 135 kilo. Derudover var han næsten to meter høj.
Men derfor kunne hun nu godt have givet et lille put. Hvad så? Det var første gang de mødtes, men alle hendes regler. Det var næsten for meget.
Bevares, kvinden var kristen til op over begge ører, men helt ærlig. Daten havde sgu været for kedelig.
Der måtte da være en kvinde derude, der ikke levede efter gamle traditioner og hellige skrifter. Ingen sex før ægteskabet. Ej come on.
Frankie stoppede sine skridt ved et gammelt hvidmalet stakit, der i den grad trængte til en kærlig hånd. Flere steder manglede der dissideret brædder, og gav store huller man snildt kunne kravle gennem. Måske ikke lige Frankie.
Den store kraftige mand havde holdt smøgerne tilbage i de tre timer daten havde varet. Det gad han fandeme ikke mere. Nu skulle der oses lige så meget han havde lyst til.
Han jog en cigaret ind mellem læberne og tændte sin fars gamle Ronsonlighter. Der stoppede hans bevægelser så.
For lige der ved siden af ham sad der en og stirrede på ham. Dens sorte øjne fastholdt sit blik. Den blinkede ikke.
- Hvad glor du på mand, sagde Frankie højt.
Han rystede irriteret på hovedet. Latterlige fugl. Hvad vidste den om noget som helst? Kællinger var kællinger. De kunne sgu stikke deres principper skråt op. Hvad ragede de ham? Hun kunne fandeme godt have givet lidt.
Fuglen blev siddende på stakittet og stirrede op og ned af det store menneske. Indtil den begyndte at skrige.
Frankie måtte tage sig i at blive lidt forskrækket. I bar irritation sparkede han til stakittet. Det gav ikke det ønskede resultat. Tidligt på aftenen gav det et andet resultat han ikke havde, kunne forudse.
Først var der en, så to og tre, og så mange.
Frankie tabte cigaretten ud af munden og begyndte at gå baglæns. Han sagde ikke noget. Han trak knapt nok vejret.
Et par gader derfra.
Oliver havde modvilligt indvilget i at spille lidt bold med Maggie. Bare en gang kast-nu-til-mig og helst lidt hurtigt.
Oliver sukkede. Hver tredje gang kunne hun alligevel ikke gribe. Hun var for lav men det var selvfølgelig ham der kastede forkert ifølge lillesøsteren.
- Gør det nu ordentligt, råbte hun og stod usikkert.
Hun vaklede på de små tykke kalkknæet ben.
- Du er for lille. Det kan jeg da ikke gøre for. Hvorfor går vi ikke bare ind og glor fjernsyn? Så får du lov til at se en gyser. Det lover jeg.
- Det gider jeg ikke. Mor sagde vi godt måtte være ude, bare vi ikke forlod haven. Det har du måske glemt?
Oliver slog ud med armene og himlede med øjnene. Hun var håbløs, og han havde ellers glædet sig til den film.
Maggie skulle til at kaste bolden da et skrig kunne høres på lang afstand. Hun tabte bolden og strøg hen Oliver. Han hørte det også.
- Det var ikke her på gaden.
- Hvem var det, spurgte den skræmte lillesøster.
- Det ved jeg da ikke din lille cirkusklovn. Men det var ikke så langt væk.
- Det lød uhyggeligt.
Oliver sagde ikke noget. Men han var enig. Det ville han bare ikke indrømme.
Det varede ikke så længe, skriget. Så blev der stille igen.
En times kørsel derfra.
- Du ved godt hvad der sker hvis de slipper ud, ikke?
- Jo det ved jeg selvfølgelig godt. Men jeg håber, ligesom resten af byen, af det store bur er lukket forsvarligt.
- De er eddermame farlige hvis de slipper ud. Hvorfor har datteren ikke fået dem aflivet?
- Det er måske også planen. Det håber jeg da inderligt.
- Hvad fanden gjorde han ved dem? Ved du det?
- Ja det ved jeg tilfældigvis. Vil du gerne have det af vide?
I baggrunden var der en kvinde der skreg højt af grin. Samtidig tabte hun sin drink. Peter grinede også højt.
Christina stod bagved ham. Nu måtte det snart være nok. Hun ville hjem til børnene. Hun prikkede ham på skulderen.
- Jeg vil altså gerne snart hjem.
Hun kunne dårligt overdøve larmen fra dem der grinede. Peter vendte sig irriteret om.
- Ja, ja men nu er vi altså ude for at more os, ikke? Det er sgu længe siden sidst, snerrede han træt.
Christinas arme røg over kors. Hun lynede med øjnene.
En times kørsel derfra.
En ravn løftede hovedet med et øjeæble i næbet.
Flere af de andre ravne havde stadig travlt med at guffe i sig. Der var masser og de kunne rigtig få stillet deres aggressive sult.
Senere var der en der begyndte at skrige, og så skreg de alle sammen inden de forsvandt op i træerne.
Frankie blev liggende inde i den busk han havde forsøgt at skjule sig ved da de gik amok. Han lå helt stille.
Oliver havde fået sin vilje. Endelig sad de inde i stuen og kunne se den gyserfilm.
Maggie sad på en lidt mindre sofa med et tæppe over sig og en pude i hånden hvis det blev uhyggeligt.
En times kørsel derfra.
- Eksperimenterede han med dem? Hvordan det?
- Jeg ved ikke om det passer, men det hed sig at han fandt en gammel bog hvor der stod hvordan man skulle gøre. Noget med at gå ind og rode med deres hjerner. Og så gik det vist galt. Hans kone døde vist også under nogle helt unormale omstændigheder, men politiet kunne ikke bevise noget.
- Det er garanteret pisseulovligt. Den skøre dyrlæge.
- Ja det kan du roligt regne med. Men lad os nu bare håbe der ikke sker noget, ikke?
En times kørsel derfra.
Gyserfilmen var mere skræmmende end Oliver troede.
Maggie gemte sig næsten hele tiden. Hun skreg op og det irriterede Oliver. Selv om frygten ramte ham selv.
I filmen blev en rude knust og børnenes skuldre hoppede på samme tid. Selv Oliver gav lyd fra sig.
Det værste var næsten at han også skulle tisse. Han sad uroligt hele tiden. Til sidst var han tvunget til at løbe ud.
Han bemærkede slet ikke at gardinet rørte på sig foran det store vinduesparti i stuen.
Han blev færdig og det lettede og han åndede lettet op.
Han var så opslugt af filmen at han ikke fik vasket sine hænder. Han piskede ind i stuen, og der stoppede hans bevægelser.
Maggie stod midt i stuen. Oliver kunne se at hun havde tisset ned ad benene. Hun stod helt stille som en statue. Hendes lille mund var åben og hendes øjne stod på stilke.
Hun løftede armen og pegede hen på kaminen.
Oliver drejede langsomt hovedet og kiggede. Lige der foran dem stod der en stor sort ravn og stirrede på dem.
- Hold kæft, det er bare en fugl. Jeg troede lige.
Maggie sagde stadig ikke noget. Hun stod helt stille og så Oliver i øjnene. Så pegede hun hen på et langt spisebord.
Hendes bror vendte sig langsomt. Der var mange, og pludselig blafrede de med vingerne. De skreg alle sammen, og så skreg Maggie. Der startede en mørk sonate i mol.
Christina var nødt til at køre bilen, og Peter faldt i søvn. Det passede heller ikke fruen særlig godt.
Da mand og kone kom hjem den aften, var der stille i huset. Da de lukkede sig ind begyndte Christina at skrige.
Ude i træerne kunne man kun høre, ravnenes skrig.