Skyggerne ved Strandbysund

De tørre blade knitrede under deres fødder, mens de løb. Ingen af dem så sig tilbage. De turde ikke. Sveden piblede ned af Jespers kinder og løbet gjorde ham stakåndet. Hans astma gjorde det ikke nemmere. Mens han bevægede sig, støttede han sig op af træerne. Hans skridt blev endnu tungere i den bløde jord. Frida skubbede ham frem. Hun græd åbenlyst, skrækslagen for hvad der forfulgte dem. Det bidende og dræbende var på vej. Det havde vist sit uhyggelige sande jeg, da de var drejet forkert på landevejen, og kørt ind i Strandbysund.

Jesper stoppede løbet og vendte sig mod Frida. Han kunne ikke mere. Der var ikke mere at give af.

- Kan du se nogen af dem? Er vi sluppet af med dem, spurgte han forpustet.

- Kan man overhovedet slippe af med dem, hviskede Frida med tårer i øjnene.

Hen over træerne, kunne man stadig se nogle af byens tage. Der var lange skygger i byen. Mange skygger. Men der var stille. Der var ingen lyde, andet end dem der hang i den lette brise. I vinden var der latter. En rungende latter fra mere end én.

Stemmerne hviskede til hinanden.

- Skal vi ikke prøve at gå ned til vores bil igen, spurgte Jesper.

Han kunne næsten se den nede på parkeringspladsen. Deres folkevognsrugbrød stod der endnu. De havde ikke kunne flytte den. Jesper nikkede, og så på Frida. Hun så op mod himlen, hvor skyerne løb henover himlen. Det lignede en eksplosion for oven. Gud så den anden vej, tænkte Frida.

- Jeg tør ikke Jesper. Jeg vil indrømme, at sådan noget her, det sker bare ikke i virkeligheden. Ikke her i 1972. Jeg tager chancen og bliver her i skoven. Jeg tør simpelthen ikke. De dræber os, og æder os, sagde hun og greb hans arm.

- Hold nu op Frida. Jeg kan ikke løbe mere. Måske kommer der snart nogen. Måske står solen snart op, så forsvinder de. Jeg er også bange. Jeg er skidebange. Vi kom hertil og troede det var vores ferieby. Så viser det sig at være en efterladt by. Vores bil er brudt sammen, og vi kan ikke komme væk. Den første aften forsvinder Charlie, og da vi finder resterne af ham efter et døgn, hænger han på et søm i et hus, halvt spist. Det var ikke sådan jeg håbede at sige farvel til verdens bedste puddelhund. Jeg hader det her sted, mere end noget andet, og jeg savner min hund. Men jeg er ikke i stand til at løbe rundt i skoven. Jeg siger vi sniger os ned i vores bil, og gemmer os til det bliver lyst.

Frida rystede på hovedet. Hun hadede hans idé, men det var rigtigt, de var ikke skabt til at løbe i skoven, nogen af dem. De havde begge passeret de 60, og den motion de dyrkede, en travetur på en time en gang om ugen, gjorde ikke den store forskel.

- Hvis de kommer igen, så løber jeg alt hvad jeg kan, op i skoven igen, sagde Frida.

- Det er en aftale. Vi går derned sammen. Vi lister. Måske ser de os ikke. Hvis de kommer, så løber vi mod træerne igen. Er du klar?

Overraskende nok, kom de ned til bilen, uden problemer. Der var ikke nogen at se. Frida vendte sig hele tiden. Jesper gik frem og åbnede forsigtigt døren. Han gjorde det stille. Det larmede ikke. De smilede forsigtigt til hinanden, for ingen så dem, der omringede bilen. Døden var sulten, men de så den ikke. Frida rystede stadig på hænderne. Hun var stadig i chok. De lænede sig tilbage, i håb om ikke at blive set. Jesper tog hendes hånd, og kyssede den. De troede sikkerheden var nærmere end den var, men kun til døren kraftigt blev flået op. De skreg, men ingen hørte dem.

Torben kørte en hånd gennem sit pagehår, i et forsøg på ikke at ligne Prins Valiant, men det var svært. Han prøvede sit bedste hver dag, med en ny voks, i et nyt håb. Men det blev ved håbet. Han rettede på sin ring, og pudsede den, så man tydeligt kunne se den indgraverede stjerneform. Han trykkede i hornet, i håb om at noget skulle ske. Han havde arrangeret minibussen, og ventede bare på selskab.

Daniel og Tanja måtte være lige på trapperne. Det kunne ikke vare længe. Hornet fik et tryk mere, og så skete der noget. En ung fyr med udseendet med sig, kom til syne. Det klædte Daniel, at han ikke pralede af sit ydre. Håret strittede til alle sider, men på en charmerende måde. Tøjet var casual på den fede måde. Afslappet og velklædt. Daniel havde hele pakken, mente mange, meget modsat Torben. Ikke desto mindre havde de været venner i mange år. Op gennem folkeskolen og i gymnasiet, og nu som elever i samme restaurant. Torben havde ligesom ikke pakken, kunne man sige.

Han var overvægtig, bar tykke umoderne briller og forstod ikke det med farver og tøj.

Til gengæld var Torben en kammerat, af de sjældne. Tanja kom til syne, i stramme jeans om hendes slanke ben. Trøjen bestod af en af Daniels joggingtrøjer. Den var grå med skriften, "Los Angeles University" på brystet. Tanja havde lyse slangekrøller. Ansigtet var pudret og selvbruneren smurt godt ud over det hele. Ikke altid elegant lagt. Det krævede en øvelse, hun ikke mestrede. Daniel hilste på sin kammerat, på sin sædvanlige måde, slå næverne sammen, og send et smil. Inden Tanja hoppede ind i bilen, stillede Torben sig i vejen. Han slog opgivende ud med armene.

- Hvor er din søster? Du lovede mig hun kom, sagde han efterfulgt af et suk.

- Hallo helt ærlig, jeg ved altså ikke hvad der sker. Hun sagde at hun godt kunne.

Tanja krøb forbi Torben og ind i bilen. Hun blev skuffet da Daniel var kravlet om på passagersædet ved siden af Torbens plads. Hun tog demonstrativt sin taske frem, og ledte efter sin uundværlige læbestift, som hun tværede ud over sin trutmund.

- Hallo helt ærlig, skal vi ikke snart videre, spurgte hun højlydt.

Daniel vendte sig og sendte hende et alvorligt blik. Det var ikke til at tage fejl af.

- Prøv at høre her skatter. Vi kører når min kammerat er klar. Er du med? Og ikke før.

Tanja kiggede meget fornærmet på Daniel, men af frygt for at blive bedt om at blive hjemme, sagde hun ikke mere. Der var adskillige andre piger, der ville have byttet plads med hende.

Torben satte sig ind, og så på Daniel, med et jeg-vidste-det-blik. Daniel smilede tilbage.

- Du aner ikke hvor heldig du er makker, hviskede han.

Minibussen kørte en mindre tur, rundt om det lokale område, skolen og slagteren, med verdens bedste flæskesvær og kirken. De to venner oppe foran sad og grinede højt, ad skoletiden. Og timerne til præst inden konfirmationerne, med gamle Leo Nielsen, der virkelig kunne få dem til at sidde stille, når de skulle lære deres fadervor. Han var ikke tør, men det krummede, sagde man.

Foran et mindre lejlighedskompleks, stod Rasmus og Sofie.

De var et par år ældre end de andre. Rasmus var meget praktisk anlagt. Han skulle stå for telte og soveposer på turen. Som lidt af en levende legende, indenfor spejderlivet, var han i stand til, at klare sig i enhver situation, sagde han. Sofie læste på universitetet. Hun ville være læge, og havde læst seriøst i et par år. Hun kunne finde på at kalde drengene barnlige, hvis de morede sig over en fodboldkamp. Hun var moden af sin alder, til tider overmoden, mente Daniel. Hun var ikke hans livret, men han kunne godt more sig med Rasmus. Daniel var ikke tvunget til at tale med Sofie. Han ignorerede hende.

Fra boligkomplekset, var der kun én vej fremad. Landevejen mod teltpladsen på Fyn.

Daniel så sig tilbage i vognen. Han smilede til alle, mens skyerne samlede sig på himlen. Aftalen var, at holde sig til landevejen, for at gøre turen hyggeligere.

Alle havde hver deres opgave på turen. Sofie kunne låne fem soveposer i den sportsforretning, hvor hun tjente sine weekendpenge til sine studier, når hun ellers ikke serverede på Café Mona Lisa.

Rasmus, spejderlederen, havde to telte med, som han lånte i den lejr, hvor han havde sin daglige gang. Der hvor det var ham, der havde de fleste mærker, på den kakifarvede skjorte.

Torben havde sørget for transporten ved at låne sin fars minibus. Tanja skulle arrangere musikken, og Daniel stod for maden. Uddannelsen som tjener, var ved at blive efterfulgt af en som kok.

Hans drøm var, at komme til Frankrig, og lære at lave finere madlavning, hos de bedste.

Solen gemte sig, og de første skygger begyndte at vise sig. I vognen herskede der, en foreløbig god stemning. Flere i den lille forsamling, var mere bekendte end venner. Sofie kunne kun lide Rasmus. Og stort set ingen andre. De var umodne i forhold til hende. Hun kunne slet ikke tage Tanja. Hvad skulle hun overhovedet med for?

Daniel irriterede hende også. Han kunne vælge og vrage mellem alle piger. Han havde ikke noget ståsted i livet. Han troede ikke på noget. Og så den chauffør, Torben. Den eneste grund til at han var med, var transporten, efter hendes mening.

Hun havde reelt nok i Rasmus, og sig selv. Hun var heller ikke sen til at sige, hvis der var noget, der ikke passede hende. Der fandtes kun de to. De var allerede etableret.

De var flyttet sammen, og havde planlagt fremtiden. Planen dem var snorlige. Der var ingen slinger i valsen. Rasmus skulle ikke være i tvivl, når den tid kom, ville det være hendes bryllup ikke nødvendigvis hans. Hun var trods alt bruden.

Daniel grinede når hun sagde det. Han kunne ikke tage hende seriøst. Han havde ondt af Rasmus, men den glade spejderleder var åbenbart fyldt med kærlighed, overfor den noget stramtantede lægestuderende spidsmund. Men dem om det, tænkte han. Han levede sit eget sorgløse liv.

Daniels bedste ven var Torben, selv om der var så stor forskel på dem. De havde fulgtes ad, gennem mangt og meget. De første fester, hvor det altid endte med, at Daniel måtte hjælpe vennen hjem, og forklare hans forældre at der var noget galt med maden. Det grinede de meget af siden. Den overvægtige chauffør kunne ikke altid klare sig selv. Han havde aldrig haft en kæreste, af flere årsager. Dels udseendet, men han var heller ikke så frembrusende, og charmerende som Daniel. Han gjorde ikke så meget ud af sig selv, med hår og tøj, men han havde det godt, sagde han. Torben var til gengæld meget glad for mad. Der var ikke den ret, han endnu ikke havde smagt på.

Tanja var Daniels opfindelse, i øjeblikket. Hun havde et nogenlunde ansigt, men indholdet af hovedet, var ikke til at bygge videre på. Han vidste godt at det ikke skulle blive de to. Hun håbede, men det kunne hun så nøjes med.

- Hallo helt ærlig, skal vi ikke snart holde pause, brød Tanja stilheden med at sige.

Daniel grinede højt og vendte sig om, og så hende i øjnene.

På de bagerste sæder himlede Sofie med øjnene og hviskede højt, mens Rasmus tyssede på hende. De havde kun kørt i en halv time.

- Er du helt sikker Tanja, spurgte Torben lettere irriteret..

- Altså hallo, jeg skal tisse, ok, svarede hun.

Meget modvilligt holdt de inde på den næste tankstation. Daniel og Torben brugte opholdet på at finde ud af, hvad vej de skulle køre. Aftalen lød på landevej, så der var ikke så mange muligheder. Da de stod og ventede på Tanja, så Rasmus sit snit til at tænde en cigaret. Det var en hemmelighed. Sofie ville ikke have det. Det var ulækkert, også for hende. Det sad i hendes tøj, sagde hun.

- Jeg kan sgu ikke se den vej vi skal ud af på kortet. Den skal være der, sagde Torben.

Daniel tog kortet ud af hånden på ham, og lagde en hånd vennens skulder.

Han pegede på tanken.

- Jeg går ind og spørger. Det er sommetider, at de ved noget sådan nogle steder.

I det øjeblik havde Sofie lige taget Rasmus i at ryge. Hun fór ud af vognen, og talte højt. Tanja sad inde på toilettet. Det var ulækkert ækelt. Væggene bar præg af indtil flere uheld, af folk der ikke nåede at sætte sig. Gulvet var klistret og i hjørnet lå der et pornoblad, for mænd, der var til mænd. Hun lukkede øjnene, pressede til og gjorde sig færdig.

Daniel kom ind på tanken med et bredt smil. På vej mod kassen greb han en Mars bar. Hans selvsikre facon, irriterede ekspedienten. Han skulede mod Daniel, med et blik der havde tænder. Det gav ikke den ønskede virkning på Daniel. Han var ikke så let at skræmme. Han smilede blot tilbage.

- Hej mester, nu skal du høre. Vi er på vej til Fyn, kun via landevejene, men vi tror vi er kørt skævt. Vi kan ikke lige se turen på kortet. Kan du hjælpe os, spurgte han.

Ekspedienten var en sær ældre mand, med et gråt ansigt. Hans hår var hvidt og filtret. Han bar en hullet pullover ud over en ternet skjorte. Hans øjne var små, og sad langt inde i hovedet på ham. Kindbenene var hævede og markante.

Man kunne se hver en blodåre og hvert et led på hans tynde hænder. Neglene var lange, og ikke holdt særligt pænt. Han tog imod pengene for chokoladen, uden at fjerne blikket fra Daniel. Så kiggede han på kortet.

- Sørg for at holde til venstre hele vejen. Det er død vigtigt, mumlede en rusten stemme.

Ekspedienten havde sat sin lange og usædvanligt knoglede hånd på kortet. Han nikkede.

- Bare sørg for at holde jer til venstre. Bare i ikke svinger mod højre.

- Det lader til du kender området. Mon ikke vi bare skulle holde os til venstre.

Daniel kunne ikke lade være med at være lidt kæk i stemmen, og smile lidt af den gamle.

I baggrunden kom Tanja til syne. Hun lavede en masse grimasser til sin drømmefyr foran sig.

- Undskyld men, altså helt ærlig, toilettet er virkeligt ulækkert der.

Den gamle skulede ondt på hende, og det skræmte hende. Der var noget ved ham, hun ikke kunne lide. Noget uhyggeligt, og ildevarslende syntes hun. Hun rev fat i Daniels trøje, for at få ham med ud til bilen. Hun var virkelig nervøs. Daniel smilede lidt, mens han pakkede sin chokolade op. Han tog en ordentlig bid og så på den gamle. Han nikkede til ham, på den høfligste facon. Men der kom ikke noget tilbage.

- Jeg tror vi køre videre nu. Du skal have tak for hjælpen. Vi holder til venstre.

Ude ved bilen stod Sofie og så skarpt på Rasmus. Hun havde fundet den cigaret, han forgæves forsøgte at træde ud, inden hun kom ud af bilen. Men da var det allerede for sent. Torben stod og trippede. Han ville videre. De var ikke nået så langt. Knapt nok ud på landet.

- Skal vi køre venner, eller skal vi diskutere tobaksforbrug, råbte Daniel med et grin.

Hans bemærkning havde gjort Sofies mund, endnu mere spids. Det var lige før, hun ikke ville med længere. Det hele irriterede hende. Rasmus både røg, og lo med, når Daniel fyrede den ene latterlige vittighed af efter den anden. Og så den tomhjernede gås til Tanja, som de havde slæbt med. Det var i hvert fald sidste gang hun ville med på sådan en tur. Det kunne Rasmus selv få lov til fremover. Hun skulle nok sørge for, at han ikke var i tvivl om, hvad han måtte og hvad han ikke skulle bryde sig om.

Daniel havde godt se hendes reaktion, og det morede ham kongeligt. Torben kiggede ind på tankens vinduer lige inden de kørte videre. Det var underligt, tænkte han. Det var som om han kunne se ekspedienten stå og vinke med sine lange tynde fingre, der lignede kviste på et nøgent træ om vinteren, mens han smilede bredt. Han havde lige fået fortalt, at den gamle var sur og ikke særlig venlig stemt, på nogen måde.

Vognen bevægede sig længere ud på landevejene. Der gik et par timer, og formiddag blev til eftermiddag. Solen skinnede da de kørte hjemmefra, men skyerne kastede sig i lag med den blå himmel, og tog kampen op.

Daniel kiggede på sit ur flere gange. Det var som om tiden pludselig fløj af sted. Med den tid de havde kørt burde de have nået Fyn for adskillige timer siden. Men ingen af de andre gjorde anspor til at sige noget, så han lod være. For ham var det stadig en hyggelig tur. Himlen samlede sig til regn, og vognens vinduesviskere måtte langsomt på arbejde. Tanja var den første der kommenterede det, med et sætning, som kun hun kunne.

- Hallo helt ærlig, hvad sker der pludselig for himlen? Vi er på weekendtur helt ærlig.

Rasmus kiggede undskyldende på Sofie, som om han ville tage skylden for vejret, for at glæde hende. Torben så nervøst fremad, og forsøgte at holde kursen, mens Daniel jokede med at lave stemmen lysere, så den lød genkendeligt som Tanjas.

- Åh nej helt ærligt, altså hallo, nu går mit hår jo i stykker. Hvad skal jeg dog gøre, åh nej.

- Det er altså ikke sjovt det der, helt ærligt, surmulede blondinen bag dem.

Sofie lagde armene over kors, og sukkede dybt gennem næsen.

- Det var da lige det der manglede, hviskede hun højt, så alle alligevel kunne høre det.

- Jamen det er kun godt, for vognen var faktisk også støvet på taget, sagde Daniel.

Der blev meget stille i vognen de næste kilometer. Regnen tog til, og selv Daniel fjernede smilet. Han så på kortet flere gange, og gav ind imellem instrukser til Torben, der havde svært ved at se.

- Vi skulle holde til venstre. Det sagde den gamle, sagde Daniel.

De var på en landevej uden gadelamper. Asfalten så ny ud. Den var kulsort, og der var endnu ingen striber på vejen. De var kommet sent af sted ud på formiddagen. Mørket var allerede ved at lægge sig. Det gjorde det ikke nemmere at se noget, og orientere sig. De kom til et skovområde med store bøgetræer, der rakte ud mod vejen, som arme der greb ud efter dem. Skoven var mørk og blank. Den var tæt og buskede. Den slugte alle andre syn man kunne have på en skov. Der var ikke så mange indtryk, i dette dystre område.

- Var det højre eller venstre vi skulle holde os fra, spurgte Torben.

- Du skulle holde dig til venstre, sagde Daniel med bestemthed i stemmen.

Torben satte farten ned, og pegede fremad. I lyskeglen stod der et skilt.

- Der står noget med genvej der. Skal vi ikke prøve der? Det kunne da være.

Skiltet var slidt, og på grund af mørket kunne man ikke se det hele.

Det kunne ingen af dem. Daniel så rundt i vognen, og spurgte de andre hvad de syntes. Han ville ikke have ansvaret alene.

- Måske er der nogen flere vi kan spørge, sagde Rasmus nede bagfra.

Sofie svarede ikke. Hun sad stadig og så sur ud over det med cigaretten. Hun nøjedes med at nikke. Tanja svarede heller ikke. Hun var faldet i søvn, og lignede mest af alt et dukkebarn når hun sov.

Det var så mørkt omkring det slidte skilt. Noget af det hang i flere stykker, derfor så de ikke det hele. De så ikke skriften. ”Genvej til Guds endeligt”.

Vejen virkede mere snæver end tidligere. Bunden blev blød og gruset, og rabatterne var dybe grøfte. Terrænet blev bakket, og armene fra træerne rakte længere ud. Regnen slog hårdt ind på forruden. Det lignede mest af alt et sommerhusområde de kørte ind i. Men det var umuligt at se noget. Endnu et skilt dukkede op i lyset. Strandbysund stod der. En efter en, dukkede der bygninger op. Noget der kunne minde om en nedlagt cykelforretning passerede dem. De stirrede på de bygninger der nærmede sig. Ingen sagde noget.

- Prøv at se der. Er det ikke et supermarked, spurgte Torben.

Han havde svært nok ved at se noget gennem de tykke glas og den våde forrude. Men det var rigtigt. De kom trillende forbi et supermarked, som man kun kendte dem for år tilbage.

- Hvorfor er her ingen gadelamper, spurgte Sofie, og engagerede sig pludseligt.

Ingen så de øjne i natten, der fulgte dem, og grinede til hinanden. Legen skulle til at begynde.

Bageren, med den karakteristiske kringle hængende over døren, lå overfor frisøren. Ved siden af den, lå der et ismejeri, klistret op af en Mirakelpriser. Daniel så på den sidste butik.

- Jeg troede ikke de fandtes mere. Hverken ismejerier eller Mirakelpriser, dem ser man da ikke mere. Er de ikke lukket ned, spurgte han og pegede på de to tætte butikker. På den modsatte side af gaden, kom der en slagter. Den lignede den hjemme fra kvarteret. Men den derhjemme, havde ikke skiftet udseende, siden den blev etableret engang først i tresserne. Ingen bemærkede, at døren til slagteren var åben, og ingen kunne høre lydene. 

Rasmus lænede sig frem i vognen, og pegede over skulderen på Tanja, der stadig sov.

- Der ser ud til at være en parkeringsplads derhenne, hvad om vi holder der et øjeblik, til vi har orienteret os om, hvor søren vi er henne, spurgte han fornuftigt.

Sofie så på sin kæreste, med noget der kunne ligne stolthed. Endelig kom den mand frem som hun havde forelsket sig i, den dag for to år siden til den bogmesse for nutidig økologisk faglitteratur.

Torben drejede vognen ind i en tom bås, hvilket var enkelt. Der var ikke andet end tomme båse.

Tanja vågnede langsomt. Hun så sig desorienteret omkring. Hun lagde en hånd på Daniels skulder.

- Hvor er vi henne skatter, spurgte hun, i sit eget toneleje som kun hun kunne ramme.

- Det ved vi ikke, men vi prøver at finde ud af det. Læg dig til at sove igen, svarede Daniel.

- Jamen helt ærlig, jeg skal altså tisse igen, jeg skal altså også lige se mig i spejlet.

- Skal du ud til en fest? Vi sidder i en minibus og aner ikke hvor fanden vi er, sagde Daniel.

- Det er ok, jeg skal faktisk også, kom det højst overraskende nede bagerst i vognen.

Regnen havde lagt sig, og månen viste sit ansigt. Det gav lange skygger blandt bygningerne. Der var kun få skyer tilbage, der lå som sort vat omkring den hvide måne. Det lyste området op, en smule. Flere og flere bygninger kom til syne. Det lignede, at de fem unge var landet i en lille sommerferieby. Bag de fleste butikker lå der et større hus, som formentlig tilhørte butikkernes ejere.

Gaden var ca. en kilometer lang. Med huse og butikker på begge sider. Der var ingen sidegader, kun små stier langs nogle af husene.

Det var i sandheden, som en mindre by man tog til, for at slappe af i nogle dage. For at komme væk fra dagligdagens stress og jag for en stund. Komme ud til et sted, hvor ordet hastværk, ikke eksisterede. Det lignede til forveksling sådan en by.

- Jeg kunne også trænge til at strække ben lidt, sagde Torben og så Daniel i øjnene.

Daniel begyndte at rode i sin rygsæk, og ledte efter noget. Imens åbnede Tanja døren og hoppede ud, og efter hende hoppede Sofie ud. De så begge rundt, efter et passende sted.

- Jeg kommer til at tænke på, at jeg sgu da har GPS på min telefon. Hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før? Nu må jeg da kunne se hvor vi er, sagde han.

Men der var ikke noget signal på mobilen. Den var slukket. Han prøvede at tænde den, men uden held.

- Jeg ladede den op i morges. Det forstår jeg altså ikke en skid af, kom det irriteret.

Torben sad med en lygte og stirrede på kortet. Han rystede på hovedet. Det stemte ikke.

- Jeg kan simpelthen ikke se hvor vi er. Jeg kan godt finde landevejen vi kørte på, men den afkørsel står ingen steder skrevet, og den her by eksistere slet ikke på kortet.

Rasmus stod ude foran vognen, med en kraftig lommelygte. Han lod lyset glide rundt på husene. Uden at vide det, ramte han flere gange, nogle små glinsende øjne, der fulgte hver en bevægelse.

- Det er da godt nok en by der sover tungt, hviskede han højt for sig selv.

Han vendte lygten længere ned af gaden.

Foran et cafeteria stod der en varevogn. Den var ikke meget større end den de var kommet i. Rasmus kunne ikke se mærket, men nummerpladen var sort.

De hviskede til hinanden i vinden, men hverken Rasmus eller nogen andre kunne høre det.

- Kom nærmere, lidt nærmere. Kom ind i skyggen. Kom nærmere, lød det fra mørket.

Tanja og Sofie havde fundet en tæt bøgehæk. Der var umiddelbart ikke nogen at se. Sofie gjorde sig færdig først. Hun var ikke så blufærdig. Hun byttede plads med Tanja, der kort forinden var blevet forskrækket over en edderkop, der kravlede på hendes sko. Sofie kunne ikke tage det klynkeri.

- Skynd dig nu at blive færdig. Der kommer nok ikke nogen og æder dig, sagde hun.

Det var aften og snart nat. Det ville vare timer inden de så solen stå op igen, selv om nætterne som regel er kortere om sommeren. Trods de få timer uden lys, var der ingen garanti for sikkerhed. Daniel og Torben sad sammen inde i vognen og talte, mens Rasmus stod udenfor. Han gik et par skridt væk fra vognen, på vej over mod et af husene. Han følte sig draget på en eller anden måde.

- Jeg tror ikke de får slået noget telt op i aften, sagde Torben.

- Nej sikkert ikke. Vi kan også bare overnatte i vognen, og så køre af sted straks i morgen tidlig. Altså hvis pigerne er blevet færdig med at lette trykket, sagde Daniel.

Der var stille i Strandbysund. Meget stille. Der var en stille vind, der lød som godnatsange for børn. Byens stilhed blev brudt af et langt skrig. Det lød som en kat, men ingen var sikker. Tanja greb ud efter Sofie, der også måtte se sig forskrækket. De stoppede deres gang mod vognen.

- Det der var i hvert fald ikke nogen edderkop, konstaterede Sofie tørt.

Rasmus var næsten helt henne ved huset, da skriget kom. Han stod med tæerne inde i skyggen. Månens stråler kunne ikke nå ham der. Selv inde i vognen kunne de høre skriget. Daniel åbnede døren og steg ud. Han så pigerne komme gående hurtigt hen til ham. Sofie spurgte straks efter Rasmus, men Daniel vidste ikke hvor han var.

- Jeg er lige her. Jeg var ovre og se ind af vinduerne ved bageren. Der ser temmelig lukket ud. Men det var da noget af et hyl den kat satte op, sagde Rasmus med et smil.

Sofie syntes ikke det var morsomt. Hun åbnede døren og kravlede hurtigt ind, med Rasmus i hælene. Tanja krøb ind til Daniel. Det virkede beskyttende for hende med et langt kram.

- Hallo det lød altså uhyggeligt, sagde hun, vitterligt skræmt.

- Ja det lød ikke så rart, sagde Daniel, mens han så rundt omkring sig.

Han kunne mærke noget. Noget der ikke var rart. Det nærmede sig dem. Men han kunne ikke se noget. Hans sanser var vækket til det yderste. Der var noget der larmede inde i ham. Pas på, pas på.

Alle var hoppet ind i vognen igen. De blev hurtigt enige om at sove der, bare i nat. I morgen ville de drage videre, tidligt på morgen, få at nå deres mål. En teltlejr på Fyn.

Torben fyldte hele forsædet, og faldt hurtigt i søvn. Daniel havde taget plads omme ved Tanja. Når de lå meget tæt, kunne de lige ligge der, begge to.

På de bagerste sæder faldt Rasmus i søvn, siddende, med en liggende Sofie på skødet.

I de mørkeste timer, hørte ingen af dem noget som helst. Ingen så de øjne, der kiggede ind gennem vognens ruder. Små stemmer hviskede til hinanden, men vognens døre var låst.

Daniel vågnede med et sæt, inden solen havde ramt byen. Han følte at der var noget derude. Noget der stirrede på ham. Et eller andet vækkede hans alarmklokker, men han kunne ikke sige hvad. Han forblev vågen, til han så solen komme flydende hen ad gaden. Han prikkede til Torben.

- Skal du med ud og lade vandet, hviskede han, for ikke at vække de andre.

De to venner stod ved siden af hinanden, som de havde gjort så mange gange før.

- Jeg havde en mærkelig drøm i nat, at vi blev overvåget, sagde Torben.

Daniel knappede sine bukser, og så længe på Torben. Der var ikke nogen smil, hvilket var sjældent.

- Er du sikker på det kun var en drøm? Jeg oplevede det samme, sagde Daniel.

Ingen af dem sagde rigtigt noget, men der var mange tanker. De skulle samles, inden de kørte. Da de kunne se bilen igen, stoppede Daniel sin gang. Han tog fat i Torben.

- Svar mig lige på et par spørgsmål makker. Det var et temmelig voldsomt regnvejr i går, ikke sandt? Vognen må være blevet skyllet mere eller mindre ren, er vi enige om det? Og i så fald, vil man ikke kunne se noget på en hvid vogn, der var nyvasket da vi kørte hjemmefra?

Torben stod og stirrede på sin fars minibus. Han sagde ikke noget, men munden var åben. Vognen var dækket, af små mudderpletter, over det hele. Den var møgbeskidt.

Rasmus kom hoppende ud af vognen, i et friskt morgenhumør. Han var iklædt sine kakifarvede spejderbukser. Strømperne i samme farve, kunne han ikke skjule, i de brune lædersandaler.

- Er det ikke et fantastisk vejr, solen skinner, og Sofie sover endnu, sagde han.

Daniel pegede på vognen, hvilket gav en reaktion af stilhed. Rasmus vendte sig mod vennerne.

- Hvem fanden har gjort det, spurgte han, i forventning om et svar.

Men der var ingen svar. Det hang i luften, men ikke hos dem. De der kendte svaret sov, men ikke for evigt. Når solen blev træt, og månen dansede hen over himlen, vågnede det uundgåelige.

Pigerne steg også ud af vognen. Sofie så rundt. Der var stadig stille i byen. Den sov endnu, eller…

- Skal vi ikke bare komme videre, sagde hun lettere irriteret.

Alle kravlede ind igen, men der skete ikke noget. Vognen var død. Torben drejede nøglen konstant.

- Hvad fanden sker der i denne her by, råbte han, mens de andre så på hinanden.

Daniel vendte sig og så på alle de andre. Hans blik var alvorligt, så det ikke var til at tage fejl af.

- Er der andre end Torben og jeg, der har følt sig overvåget i nat, spurgte han.

Der blev helt stille i vognen. De så alle fem på hinanden. Tanja var den første der nikkede med hovedet, mens tårerne trillede ned af kinderne på hende. Sofie, der til dagligt var ligeglad med blondinen foran hende, lagde en hånd på hendes skulder. Hun tilkendegav, at hun havde haft den følelse. Hun rystede indeni, og var pludselig ikke så sikker på alt mere. Rasmus vidste ikke hvad han skulle sige, eller gøre. Det gik langsomt op for dem, at de alle havde haft den samme fornemmelse. Daniel vendte sig og så ud af forruden. Han rystede på hovedet. Det hang slet ikke sammen.

- Hør her venner. Vognen kan ikke køre. Nogen eller noget har kravlet rundt på den i nat. Vores mobiltelefoner virker ikke. Der ser ikke ud til at være et øje i nærheden. Det ligner en død by. Jeg har i hvert fald ikke set nogen endnu. Jeg ved ikke om i har? Alligevel har vi alle fem den fornemmelse, at nogen har stået udenfor og gloet ind på os. Jeg foreslår helt sikkert, at vi bliver sammen i dag, uanset hvad vi gør. Men jeg er åben for idéer.

Tanjas negle borede sig nærmest ind i Daniels arm, da de stod sammen alle fem, foran vognen. Rasmus havde pakket en rygsæk til ham og Sofie. Torben kastede en taske over skulderen.

- Det er min bærbare hvis der kommer noget strøm igen, sagde han henvendt til Daniel.

- Er alle klar, til at gå byen rundt, og lede efter liv, spurgte Daniel.

- Hallo hvor er jeg bange skat, sagde Tanja, mens hun rystede på hænderne.

- Vi er nok alle lidt ved siden af os selv i dag, sagde Daniel.

Hus for hus åbnede de dørene og råbte. De håbede hele tiden på en reaktion, men der kom ingen. Drengene skiftedes til at gå frem til dørene. De bankede på og råbte an. Hver gang kunne de vende sig, og ryste på hovedet. Sofie stod med hænderne i siden. Situationen irriterede hende. Tanja fik tanket lidt mere mod på kontoen. Det var Daniels tur ved det næste hus. Det var et rødmalet træhus, med første sal og kælder.

Torben fik øje på noget i kantstenen, mens Daniel og Tanja var på vej hen til døren. Hele situationen begyndte at virke komisk for den unge pige. Modighedskontoen var ved at gå over sine bredder. Torben løftede det han fandt på jorden.

- Hvor stor er muligheden for, at man finder en avis fra november 1963 her midt på gaden?

Daniel vendte sig mod Torben. Han så på ham, som om han ikke troede på hans ord.

- Hvad sagde du? Var den fra 1963? Det er da løgn, sagde han og efterlod Tanja ved døren.

- Det er da rigtigt. Der står at præsident Kennedy lige er blevet skudt. Det er på forsiden her, lige ovenover artiklen om skolebusulykken, sagde Torben.

De to venner stod og kiggede på avisen. Den så ny ud, som var det Ekstra Bladet fra i går. De vendte og drejede den. Selv Sofie tillagde den interesse.

Himlen ændrede sig, og skyerne blev kastet unaturligt hurtigt hen over sollyset, der var blidt som et vattæppe. Alting virkede anderledes end det burde. Intet var normalt. Hænderne på avisen blev flere og flere. Via sin alder, kunne Rasmus godt føle sig hævet over andre, i sin egen fantasi. Han tog avisen ud af hænderne på de andre. Han studerede den i nøjagtig ti sekunder, der skreg stilheden.

Tanja råbte hysterisk på Daniel, mens hun rystede over det hele. Hendes øjne var udspilede det til yderste. Hun forsøgte at pege ind i entreen på det røde hus. Synet mødte Daniel, da hans øjne havde stillet skarpt i det mørke rum. På et lavtsiddende søm, hang der en kat, eller resterne af den. Der var næsten kun pelsen, hovedet og kløerne tilbage. Øjnene hang ud af hovedet på den. Munden var åben, som havde den skreget i dens sidste døende øjeblikke.

- Jeg tror vi hørte den kat i går aftes, sagde Daniel tørt.

Sofie, der som lægestuderende havde tilbragt tid på psykiatrisk afdeling, gik frem og tog imod Tanja. Det var som om der opstod et usynligt bånd mellem de to, der intet havde til fælles.

- Kan det ikke være nogle landevejsriddere der har gjort det der? Den slags mennesker er jo i stand til hvad som helst, kom det køligt fra Sofie.

- Det tror jeg desværre ikke, hviskede Daniel for sig selv.

Rasmus gik frem, og fik øje på katten. Det gav en reaktion i maven på ham. Indholdet af hans mavesæk, tog fart som en champagne der blev rystet. Det væltede ud af ham, ude foran huset. Handlingen irriterede Sofie. Så mand dig dog op, sagde hendes blik.

- Hallo helt ærlig, hvilket dyr har gjort det der, spurgte Tanja stadig dybt rystet.

- Det der, det er ikke noget dyr. Det er noget andet, svarede Daniel.

Torben havde ikke den fornødne interesse i, at kigge ind huset. Han hørte hvad Rasmus berettede, og blev stående hvor han var. Han begyndte at ryste på hænderne.

Daniel brugte kort tid på kattens klør. Der sad noget under dem der stak ud. Den havde kæmpet. Ude på gaden, stod Rasmus lænet op ad en kassevogn. Det var et folkevognrugbrød. Der var ikke en rustplet at se på den. Den stod som fuldkommen ny. En gammel model, som lige var kørt ud af fabrikken. Kun Daniel havde løst kigget ind ved førersædet. Han lagde mærke til de sorte nummerplader, men både Torben og Rasmus havde grinet af det. Ingen af dem synes det var noget særligt. Kun Sofie lyttede til Daniels ord, da han sagde at noget var helt forkert i denne her by. Tanja lyttede heller ikke. Hun gik hele tiden rundt, og klemte Daniels hånd, til den var helt blå.

- Jeg foreslår at vi begynder at gå tilbage, af samme vej som vi kom, sagde Daniel.

- Jeg efterlader altså ikke min fars vogn her, protesterede Torben.

- Hallo helt ærlig, skal vi ikke bare skride? Her er fucking uhyggeligt her.

Sofie og Rasmus så på hinanden. Rasmus rettede sig op, for hendes skyld. Hendes blik var rigeligt.

- Vi finder hurtigere ud af noget, hvis vi deler os op, sagde Sofie bestemt.

Tanja kastede sig mod Daniel. Hun skjulte sit ansigt i brystet på ham.

- Jeg bliver i hvert fald hos dig, sagde hun skræmt.

Daniel så på Torben, der stod og så ned på sin fars minibus. Så rettede han blikket mod Sofie.

- Ok, men jeg synes ikke, at nogen skal gå alene. Vi bliver sammen, mindst to og to. 

De samledes alle sammen foran vognen igen. Rasmus og Sofie tog al den oppakning der var deres. Rasmus kunne næsten ikke bære det. Sofie tog sin håndtaske. Hun så på Rasmus, så nikkede hun. Torben satte sig ind i vognen. Han begyndte at dreje nøglen, men stadig intet resultat.

- Jeg bliver siddende og prøver, måske tager den fat på et tidspunkt, sagde han.

- Måske skulle du låse dørene, sagde Daniel med bekymret mine, inden han lukkede den.

Torben rullede vinduet ned, og smilede. Han bøjede armen og viste sin muskel.

- Jeg er ikke bange for landevejsriddere, råbte han højt og grinende.

Daniel grinede ikke med. Han fornemmede noget andet, end det de andre bare syntes. Han var ikke skræmt som Tanja. Men ekstra ordinært mere på vagt. Sanserne skreg til ham. Vær vågen! 

- Tanja og jeg begynder at gå tilbage ad landevejen, sagde han.

- Rasmus og jeg kigger rundt i byen. Kommer i tilbage, så har vi slået telt op nede ved vandet, jeg så en mindre sti, mellem to af husene, sagde Sofie.

Rasmus var egentlig ikke så vild med idéen. Men han gik med på den, for hendes skyld. Hun fik sin vilje, og han fik fred et øjeblik.

Daniel begyndte at gå, med Tanja småløbende efter sig. Rasmus hankede op i al sin bagage, og så viste Sofie ellers vej.

Ingen af dem holdt øje med tiden. De så ikke den eksplosion der var på himlen. Hvor alt det sommerblå lige med ét, blev dækket af store sorte skyer. Som et tæppe der lægges over et sovende barn. I en hastighed, ud over det jordisk mulige, begyndte viserne at dreje hurtigere rundt. Klokken var ca. ti da de forlod hinanden i Strandbysund, men intet var som det burde være.  Formiddag blev til eftermiddag, og timerne skiftede hurtigere retning og blev til tidlig aften, på under en time. Ingen så skyggerne komme frem fra husene, og ingen holdt øje med tiden.

Daniel og Tanja havde vandret et stykke vej. Hun blev ved med at rode i sine lommer, og i tasken.

- Ej hallo helt ærlig. Jeg har glemt min mobil i vognen, og mine smøger, klagede Tanja.

- Så er det måske på tide, at stoppe med at ryge. Vi går i hvert fald ikke tilbage, sagde Daniel.

- Jo jeg gør fandeme. Hallo det er altså en iPhone 6, den er helt ny.

- Prøv lige at høre her. Vi har gået i en time, jeg gider sgu ikke trave den lange vej tilbage efter en skide mobiltelefon. Ligger den i bilen, så er der nok ikke nogen der løber med den.

- Hallo jeg vil have den mobil med, er du med? Jeg går tilbage efter den, råbte Tanja.

- Så går du uden mig, det er hundrede procent, sagde Daniel og rystede på hovedet.

Tanja vendte rundt på hælen, godt fornærmet. Hun ville have sin vilje, så vidt hun kunne få den. Normalt ville hun have føjet Daniel ved mindste vink, men ikke denne gang. Den telefon betød mere for hende, end ret meget andet. Daniel begyndte at gå i den retning, de var kommet i vognen dagen før. Vejen tog nogle sving. Han kunne ikke se Tanja mere. Længere fremme, kunne han skimte det skilt der fortalte byens navn. Han vidste, at så var der ikke langt til det næste skilt, hvorpå der stod genvej.

Han begyndte at løbe. Formen var der stadig. Musklerne spændtes i de unge stærke ben, mens han bevægede sig fremad. På et tidspunkt så han på uret, egentlig for at tage lidt tid på sig selv. Der stoppede han løbet og stod stille.

- Har klokken ikke lige været lidt over ti, sagde han højt til sig selv.

Han rystede på hovedet. Viserne og det lille digitale display, viste noget andet. Klokken var atten tredive om aften. Daniel vidste dårligt hvad ben han skulle stå på.

Lidt længere fremme fik han øje på det næste skilt. Noget fik ham til at sætte i løb igen. Han løb alt hvad hans ben kunne trække. Han vidste det. Noget var galt. Det stemte slet ikke. Da han kom til skiltet, betænkte han sig slet ikke. Han tog fat og rev det ned. Han så på det, og så skriften.

GENVEJ TIL GUDS ENDELIGT!

- TANJA, skreg han, mens han strakte alle muskler for at nå hende, inden hun nåede byen.

Skyggerne var blevet længere, og nåede længere ind i byen, uden at nogen kunne gøre noget ved det. Sofie og Rasmus havde fundet vej ned til vandet. De havde slået et telt op bag to store huse, der så ud til engang at have været brugt og beboet af familier med bedre råd. Såsom Sofies familie. Rasmus sad og slog på sit ur med fingeren. Han kunne ikke forstå tiden. Uret gik ikke rigtigt.

- Ved du hvor meget klokken er min blomst? Mit ur er da helt tosset. Jeg har lige givet to hundrede for det i Kvickly.

Sofie svarede ikke. Hun var gået op til et af husene. Hun gad ikke, at tisse i busken igen. Der måtte jo være toiletter i husene endnu, selv om der ikke boede nogen der mere. Inde i teltet sad Rasmus med ryggen til indgangen. Han kunne høre at der blev lynet op, og var bare sikker på at det var Sofie.

- Hej snuske, det var godt du kom. Den er da helt tosset med uret, eller også har vi sovet. Tiden siger at det nærmest er aften nu. Er det mørkt udenfor, spurgte han uvidende.

Rasmus vendte sig om, og blev mødt at tre sæt øjne. Han blev først forskrækket, og så smilede han.

- Hej med jer. Hvem er I? Jeg vidste slet ikke, at der var andre i byen, sagde han.

I de samme sekunder havde Sofie fundet toilettet. Det bar præg af mange år på bagen, men det var bedre end bøgehækken. Stilen var gammeldags. Det passede hende ikke. Sofie var bedre vant. Hun satte sig på toilettet, og begravede sit ansigt i hænderne.

Hvor hun dog forbandede den tur langt væk. Hvad skulle de dog med på den tåbelige tur for, med de ligegyldige mennesker. Hun så ikke døren gik op lige så stille. Hun lagde ikke mærke til dem, der stillede sig foran hende. Hendes ellers raske sanser var ude af trit med virkeligheden. Den burde have gjort sin indsats. Den burde have hjulpet hende lige nu, men det var for sent. Sofie nåede ikke at blive forskrækket. Hun blev ramt i panden af noget hårdt. Hun faldt om og besvimede, og lå for deres fødder.

Torben var ved at give op. Vognen ville hverken det ene eller andet. En tanke blev en idé, da han steg ud, og løftede motorhjelmen. Han lod sin dør stå åben. Det var blevet lunt. Han så mod himlen, og derefter på sit ur. Månen og stjernerne afgav ikke samme tid, som på hans ur. Han bandede af mørket. Typisk den danske sommer, tænkte han. Aldrig kunne man stole på den. Han lænede sig ind over motoren. Han kunne ikke se noget galt. Det hele var der endnu. Men det var svært at se noget. Han hentede lygten på instrumentbrættet, men det gav ingenting.

- Fuck hvor er det en lorteweekend det her. Hvad fanden sker der her, råbte han.

Han kaldte på Rasmus og Sofie, i håb om at de var i nærheden. Men de kunne ikke høre det. Torben satte sig ind i vognen igen. Han sukkede dybt. Havde Tanja i det mindste taget sin søster med. Så havde man da en at kede sig med. Han så sig i spejlet og talte til sig eget billede.

- Man kunne også have ligget på en strand nede på Mallorca, men nej, vi skulle absolut på tur. En dødssyg telttur på Fyn, hvor vi skulle drikke os stive og glo på trunter. I øvrigt en skide god idé, når jeg selv skal sige det.

Han begyndte at grine højt. Han så sig i spejlet igen, for ligesom at have en at grine sammen med. Han nåede først for sent, at se de små øjne der hvilede på ham, inde fra vognen af. To små hænder greb hans hår, og rev hans hoved hårdt tilbage, lige inden Torben mærkede koldt skarpt metal køre hen langs halsen på ham.

Foran Rasmus, inde i teltet, stod der tre små børn. Den ene var en lille pige. Hendes hår strittede til alle sider. Det så ikke ud til at have været vasket i mange år. Hendes tøj var laset og fødderne var bare. De andre to var drenge. Tøjet var ligesom pigens. De lignede nogen fra et eventyr. Måske nogen af Peter Pans venner fra Ønskeøen.

De var snavsede i ansigterne, og neglene var lange.

- Vil i have en kiks, spurgte Rasmus smilende til børnene.

Pigen trådte frem, og pegede på Rasmus. Hun åbnede munden og snerrede, og så skreg Rasmus.

Sofie kom til sig selv med en dundrende hovedpine. Hun havde aldrig haft tømmermænd, men gættede på at den måtte føles på den måde. Hun rystede på hovedet, men fortrød det med det samme. Det bankede endnu mere end før.

Hun blinkede med øjnene, i et forsøg på at få syn for sagen. Hun anede ikke hvor hun var. Hun kneb øjnene sammen. Det mindede om en kælder. Et knust vindue fik månens lys til at ramme gulvet. Hendes hænder var bundet sammen med ledninger. Det kunne hun mærke med fingerspidserne. Hun kunne smage blod. Det var løbet ned ad kinderne på hende, og ramte mundvigen. Hun var øm i hele kroppen. Det føltes som om hun var blevet slæbt ned af en masse trapper. Knæ og albuer gjorde usædvanligt ondt, men det føltes ikke som om der var noget brækket.

Hun fik lidt mere syn tilbage og opdagede, at hun var nøgen. Hun råbte på Rasmus, men vidste ikke, at han også råbte på hende. Blodet på Sofies kinder, blev blandet med tårer. Hun var ikke let at skræmme, men det blev hun nu. Hun var skræmt helt inde i det inderste. Små skikkelser trådte ud af skyggerne. Børn i laser og pjalter dukkede op. Sofie fik en følelse af blufærdighed, men det var ikke hendes kvindelige ydre der tiltrak dem. Sofie som kvinde, var de ligeglade med.

En dreng, der var et halvt hoved højere end de andre, tog yderligere et skridt frem.

Han var arret i hele ansigtet. Han snerrede med munden lukket. Sofie turde ikke trække vejret. Drengen åbnede munden, og Sofie fik øje på hans tænder. De var sylespidse alle sammen. De andre børn trådte også frem, og snerrede som besatte, af den nøgne lægestuderende. Med en voksen mands styrke, kastede de hende om på gulvet og begyndte at bide, mens hun skreg.

Tanja havde endelig nået byen igen. Hun kunne ikke høre nogen skrige, men hun fik hurtigt øje på Torbens vogn. Hun følte sig lettet. Hun spekulerede ikke på mørket, og tænkte ikke over tiden. Hun gik direkte mod vognen. Hun kaldte på Torben flere gange, men han svarede ikke. Tanja gik hen og flåede sidedøren op. Hun var ved at hoppe ind da noget trillede ud. I mørket kunne hun ikke lige se hvad det var, før månen lyste på det der lå på jorden. Hun troede det var en dårlig joke, til hun fik øje på Torbens ring med den indgraverede stjerne. Den sad stadig på den ene finger. Armen var flået af ved skulderen. Tanja skreg hysterisk. Hun så ind i vognen, og så på dem, der så på hende. Lige for øjnene af hende, sad der tre små børn med blod i hele ansigtet. De sad over Torbens krop. Hans tøj var revet itu, og kroppen var åben.

Tanja kunne slet ikke holde op med at skrige. Hun rystede og hylede, mens hun langsomt bevægede sig baglæns.

Børnene kravlede stille hen over Torbens krop, mens de snerrede som glubske løver. De viste deres spidser tænder og deres umenneskelige gule øjne. Tanja var ved at besvime. Hun gispede efter vejret og glippede med øjnene, da hun pludselig blev grebet i skulderen. Hun vendte sig hurtigt, og fik øje på Daniel. Hun så ham i øjnene, og kastede sig mod ham. Daniel så ind i vognen hen over skulderen på Tanja.

Børnene var ved døren på vognen. Daniel var hurtig. Han trådte et skridt frem og sparkede til den. Døren fløj i. Den ramte et af børnene i ansigtet. En lille dreng røg tilbage i bilen.

- Så løber vi Tanja. Kom så for helvede, råbte Daniel.

Han tog fat i hende og ville løbe ud af byen. Da de vendte sig stod der en større flok børn. De snerrede som vanvittige monstre, og så gik de frem mod det unge par. Daniel trak Tanja bag sig.

- Er du klar til at løbe når jeg siger til, skreg han.

Men hun svarede ikke. Tanja var for meget i chok til at kunne sige noget som helst. Hun var helt stiv i kroppen. Men børnene kom tættere. Hvert sekund gjaldt lige nu.

Daniel vendte sig og ruskede i hende, mens han så sig tilbage mod den kommende fare.

- Kom nu for satan Tanja. Du vil ikke dø her, kom nu baby, skreg han i ansigtet på hende.

Det gav lidt liv i hende, og hun begyndte at løbe med Daniel, men det gjorde børnene også. Nogen af børnene kunne løbe stærkt. Specielt én dreng løb virkeligt hurtigt. Han var et hoved højere end de fleste, og ansigtet var arret som efter en kamp med en kat med spidse kløer. Han var tæt på Tanja nu. Daniel vendte sig i løbet, og råbte at hun skulle smide sin rygsæk. Tanja var åndsfrisk nok til at høre efter, men det stoppede ikke drengen. På et tidspunkt var Daniel, Tanja og drengen kommet et stykke foran de andre børn. Daniel så situationens fordel og standsede sit løb. Han stillede sig foran Tanja, med front mod drengen. Den lille dæmoniske dreng satte også sin fart ned, og begyndte at gå hen imod dem. Daniel så vredt på den lille foran ham. Han satte sit hoved på skrå, og forstod.

- Det var dig der åd katten, ikke, spurgte Daniel.

Men drengen svarede ikke. Han smilede og slikkede på sine spidse tænder.

- Jeg har fattet billedet her. Det her er ligesom jeres jagtområde, ikke? Dem der nærmer sig er færdige. Jeg ved ikke hvad i er, men vi valgte ikke at køre gennem jeres by for at blive slået ihjel. Fatter du det?

Drengen kunne ikke svare. Hans evne til at tale eksisterede ikke. Han kunne kun snerre. Han var som et vildt dyr, uden mulighed for at tale som et menneske. Daniel kunne høre de andre børn nærme sig. Han råbte til Tanja, at hun skulle løbe ned mod vandet. Drengen flyttede blikket fra Daniel, og så efter pigen med det lyse hår.

Daniel så det som en åbenlys mulighed. Han kastede sig frem mod den lille, og sparkede ham hårdt i brystet. Det gav det ønskede resultat. Drengen styrtede til jorden med et hyl. Daniel fór frem og sparkede ham yderligere to gange i hovedet.

Han så ham ikke som et barn, men som noget han måske kunne vinde over. Drengen lå livløs på jorden. Daniel kunne ikke længere høre de andre nærme sig.

Til gengæld var Tanja væk. Han håbede, at hun var løbet ned til vandet, som han sagde. Han løftede den lille, og kastede ham over skulderen. Han nåede ned til vandet, og skreg Tanjas navn igen og igen. Han kastede drengen på jorden.

- Kom nu Tanja. Jeg er hernede ved vandet. Tanja, blev han ved med at råbe.

Daniel havde indset, at Rasmus og Sofie sikkert var blevet taget af de dæmoniske sataner. Han vidste ikke om han skulle græde. Det klumpede sig sammen i halsen på ham, mens han atter skreg på Tanja. Han var forpustet, men i god form. Men hvad hjalp det ham lige nu? Længere henne, nede ved vandet, fik han øje på teltet.

Han tog fat i drengen, og slæbte ham af sted. Han slap grebet i ham, da han nåede teltet. Men han vidste med det samme, at noget var galt. Daniel kunne se på teltets sider, at noget mørkt havde sprøjtet derinde. Han betænkte sig ikke, og løb videre med drengen i håret. Den lille satan var ved at komme til sig selv. Daniel så det, og løftede drengen højt. Han smed ham hårdt ned i jorden, med hovedet først. Drengen stønnede lidt, og ville rejse sig. Daniel råbte og skreg, i hidsighed begyndte han at sparke igen af fuld styrke. Noget fik ham til at vende sig. Han følte sig overvåget af en eller flere. Drengen var besvimet igen.

Små ti meter foran ham stod alle de andre børn. Deres gule øjne lyste. De snerrede i kor som gale hunde. Daniel fik øje på noget i en lille piges hånd. Det var som det værste mareridt man kunne opleve. Han blev helt tør i munden og rystede på hovedet. Han nåede at få tanken, hvordan forklare jeg hendes forældre det? Den lille pige i det lasede tøj løftede Tanjas hoved, mens hun skreg mod månen. Der var ikke noget forståeligt i noget af det der skete, men Daniel var nødt til at forstå alvoren. Ellers ville hans hoved blive det næste de stod med. Han kunne ikke længere holde sine tårer tilbage. Torben, Sofie, Rasmus, og nu Tanja. Han råbte deres navne i fortvivlelse. Ikke fordi han troede, at de ville dukke op. Drengen stønnede igen. Daniel løftede ham op i øjenhøjde, og brølede ham ind i hovedet.

- Kan du svømme din lille skid?

Ordene gav en helt ny reaktion, som Daniel ikke ventede. Drengen så nervøst ud mod vandet. Han var tydeligvis bange for vandet. Han rystede som en rigtig lille dreng.

Daniel begyndte at gå ud i vandet, mens han stadig holdt den lille i samme højde som sig selv. De andre børn holdt op med at snerre. De så nervøst efter den store dreng, deres leder. Daniel vidste ikke selv hvor hans idé kom fra. Måske fra oven.

Måske var der en dybere mening med at han skulle slæbe drengen med ud i vandet.

Han så rasende på drengen, eller dæmonen, og trak ham under vand. Den lille rystede af skræk, måske fordi han vidste hvad det betød. Vandet boblede og sydede, som et syrebad. Daniel fastholdt sit greb i væsnet. Inde på bredden begyndte de andre børn at falde om. Deres leders styrke forsvandt, og i de samme sekunder mistede de selv deres overnaturlige styrke.

De gik fra at være små børn at se på. Til at ligne små gamle mennesker, der blev ældre på få sekunder. Huden skallede af mens knoglerne visnede.

Daniel løftede drengen. Men der var ikke nogen dreng mere. Der var knapt nok et skelet. Han slap sit greb og lod resterne af den lille dæmon synke til bunds.

Det hele var forbi, og månen forsvandt for at give solen sin retmæssige plads tilbage.

Daniel rystede og græd som et lille barn, mens han med langsom kørsel forlod Strandbysund, for sidste gang. Vognen virkede igen. Det hele virkede igen. Han så sig ikke tilbage en eneste gang. Han havde forsøgt at samle resterne af sine venner, men lod dem ligge tilbage, i byen hvor de døde. Han ville aldrig kunne forklare hvad han så, og oplevede. Eller hvad der rystede ham.

Jorden rystede under dem alle fem, i det øjeblik de kørte ind i byen. Men det var kun Daniel der slap ud. Han så sig i spejlet. Hans lyse hår havde fået grå stænk. Men han var ligeglad. Han kørte forbi skiltet ned til byen, og drejede af den vej de burde have kørt. Han kørte hundrede kilometer uden at standse bare en gang. Han kom til en større rasteplads, hvor han standsede uden rigtigt at vide hvorfor. Han steg ud af bilen for at strække ben. Daniel stod helt stum, og så nogen børn lege på en lille legeplads.

En af dem så ham, og vinkede til ham. Det lignede den lille dreng, han netop havde druknet. Daniel så mod himlen. Det var som om han følte en tilgivelse. Så vinkede han tilbage. 

- Det er nogen søde børn, ikke, spurgte en ældre herre.

- Det ligner nogen jeg lige har set i Strandbysund. De var bare anderledes, svarede Daniel.

Den ældre herre så mistroisk på ham. Han smilede til Daniel, og gjorde tegn med hånden.

- Du skulle nok ikke have drukket den sidste, hvad mester? Strandbysund er en myte, så der tror jeg næppe du har været. Men der er nogen der ikke kan tåle at drikke, og så burde man heller ikke køre bil. Det håber jeg du ved.

Daniel stillede sig helt hen til den ældre mand, så der var en millimeter mellem dem. Han så ham dybt i øjnene, længe.

Først sagde han ikke noget. Han så sine fire venners ansigt foran sig.

- Hvis Strandbysund kun er en myte, så kan selv en myte dræbe. Strandbysund er ikke kun en myte. Jeg har lige mistet fire venner der, og jeg har ikke drukket. Er du med? Ellers, så tager vi vognen der. Du kører så skal jeg nok vise vej for dig.

Daniel kastede nøglerne til vognen på jorden. Den ældre mand kiggede længe efter ham, og sagde ikke noget. Han så forskrækkede efter Daniel. Så vendte han sig og løb over mod konen.

Tilbage ved de stille bygninger, fandt man aldrig nogen børn. Nede på stranden lå der en stribe sand. Ved sandet lå der noget laset tøj, der så ud til at være rigtig mange år gammelt. I vandet ved bredden var skummet mere hvidt end sædvanligt. Men solen skinnede i vandet. Mere end det nogensinde havde gjort før. Væk var det uhyggelige for altid. Men byen havde stadig minderne. Strandbysund forblev en spøgelsesby, uden dæmoner. Midt på gaden, midt i sollyset, lå avisen. Den glimrede stadig på forsiden med mordet på Kennedy, og skolebusulykken. Der var bare ikke ret mange, der havde taget notits af en af de efterfølgende artikler. Der var blandt andet en mindre artikel om et sært lys på himlen få dage før skolebusulykken fandt sted. Hvor seksten børn blev slået ihjel. I en anden avis få dage efter, havde der været en kort artikel om vidner, der mente de havde set nogen skygger liste rundt på kirkegården. Ingen tillagde det nogen vigtighed. Ikke før byens døde børn gik amok. Tiden kom til at stå stille. Byen blev glemt og gemt. De lyse timer var korte, og mørket tog over.

Gud havde forudset ulykken, og forsøgte at kaste et beskyttende skær fra sig nogle få dage før. Det var dog mørkets kræfter der tog dem, og ændrede dem. Til sultne, stærke og savlende dæmoner. De eneste de frygtede var vandet. Her havde Gud stadig magten. Mørket ændrede sig til sollys da Daniel og hans venner kørte ind i byen. Prisen var høj, men Daniel gav børnene fred, og hviskede farvel til sine venner.