Spøgelseshuset i Hasle


Spøgelseshuset i Hasle

Huset var så gammelt, at der ikke var nogen der vidste hvor gammelt det var. Det lå bare der, ikke langt fra havnekvarteret i Hasle.

Ingen. Selv ikke de ældste i byen, havde nogensinde set en levende sjæl inde i huset. I bogstaveligste forstand. Lasede gardiner var trukket for vinduerne, så ingen kunne se hvem og hvad der huserede inde i den gudsforladte ruin.

Kvarterets andre beboere var ikke stolte af det som nabo eller genbo, men der var ikke nogen der vidste hvem der ejede det. Der var heller ikke nogen der forstod, hvorfor huset ikke var blevet revet ned endnu. Det lå der bare, og havde ligget der i mere end flere menneskealdre.

Hvad der havde ligget der før huset kom til, var der heller ikke en der vidste.

Huset var omringet af en jungle af en have fyldt med meter høj ukrudt i alle farver. Om der nogensinde havde været en dissideret græsplæne under alt det vildnis stod hen i det uvisse. Dem der eventuelt skulle kunne svare på det var for længst bisat, brændt og begravet.

Rundt om haven stod der et faldefærdigt stakit, der efter al sandsynlighed engang havde været hvidt. Selv børn med de mindste kræfter kunne vælte stakittet. Flere steder på alle husets fire sider var stakittet trådt ned gennem årene. Også ind til naboerne, der sikkert selv havde sat et hegn op ind til dem.

Krybekælderen og stueetagen var skabt af mursten. De to øverste etager var skabt af træ. Huset var omringet af mudder, så selv om krybekælderen havde et par små vinduer på siden af huset, var det helt umuligt at se ud af dem.

Der var ikke meget farve tilbage på huset. Man måtte gætte sig lidt frem til hvilke farver det havde. Det havde de fleste af Hasles ungdom også gjort, med hjælp fra andre unge på øen. Husmurene var fyldt med graffiti, og mange forskellige farver og med mange forskellige budskaber.

Til gengæld var der ikke nogen af de unge der havde listet sig indenfor. Huset var blevet bedre kendt som ”Spøgelseshuset i Hasle.” En eller anden teenagere havde vel grebet ordet en aften og havde sagt det højt. Ikke fordi han havde erfaring med huset, men dets udseende gjorde sit. De fleste turde godt nærme sig, men at gå ind var en anden historie. Selv nogen af de største rødder på øen ville ikke. De fandt alle sammen på sløje undskyldninger, såsom ”Jeg vil hellere drikke mig i hegnet.”

De vidste det ikke. Ikke endnu i hvert fald. Det var ikke almindelig kendt, for der var ikke nogen der vidste det, for han sagde det ikke til nogen dengang. En ung fyr på seksten. Ulrik Johansen, havde mistet sin kæreste. Hun fandt ham utrolig kedelig og vendte sig om og gik. Ulrik blev knust og tog sin Puch Maxi og kørte en lang tur. Han var stolt af sin knallert. Så havde han endda sat en grøn mælkekasse på bagagebægeret. Det var praktisk, og på den have han sat en gammel antenne der ikke havde anden funktion end at sidde der og være smart. Så sad der sågar en rævehale ude på spidsen af antennen. Det var ingen grænser for hvad Ulrik havde gjort for den kæreste. Men nu ville hun altså ikke mere.

Han sagde ikke noget til sine forældre den aften. Han kørte gennem Hasles gader indtil huset dukkede op.

Det var et forholdsvis stort hus, der tronede en smule højere end de fleste andre på vejen, hvilket heller ikke passede naboerne og genboerne særligt godt.

Det var en lun sommeraften og solen havde brugt hele dagen til at tørre alting godt og grundigt, men huset stod og græd. Sådan så det ud. I lange lige striber trillede tårerne ned ad husmurene. Ulrik stillede knallerten fra sig. Han åbnede sin cowboyjakke. Den var alligevel for lun.

Hjelmen satte han på styret. Med hovedet lidt på skrå stod Ulrik og så på de tårer der skinnede i det klare måneskin. Han kunne ikke forstå det. I bund og grund var han ligeglad med huset. Det ragede ham langsomt hvem der havde boet der, og hvem der ejede huset nu. Spøgelseshuset i Hasle. Det var bare en latterlig gammel bygning som kommunen ikke havde nosset sig sammen til at fjerne endnu.

Måske kom det sig af tabet af den pige han syntes så godt om. Når hun sammen med sine venner foreslog lidt sjov ballade havde Ulrik aldrig lyst. Så kørte han hjem. Nu ville han vise at han turde noget, alene endda. At han ikke bare var det tørre stykke knækbrød som hun havde kaldt ham.

Ulrik var en ung mand med sine egne meninger. Sådan så han sig selv.

Han stod foran døren. Han ville sgu vise at han ikke var bange for noget. Han satte kraven op. Han var heller ikke bange for et hus hvor der tydeligvis ikke boede nogen mere. Det kunne man se på lang afstand i dagslys.

Han ville endda sparke døren op og råbe ind. Han skulle lige tage mod til sig, så løftede han foden. Han talte til tre og satte foden ned igen. Måske var det tåbeligt det her. Pigen ville garanteret heller ikke tro på ham hvis han sagde det.

Ulrik løftede foden igen, men da gik døren op af sig selv. Den knirkede højere end voldsomt, næsten så det skar i ørene. Den sekstenårige dreng trådte et lille skridt ind. Han blev mødt af totalmørke der ikke bare var som farven sort. Han tændte sin fars Ronsonlighter, og skruede flammen helt op. Det gav kun skimtende lys en lille meter frem.

Der var uhyggeligt stille, og mørket virkede som en magnet.

Han blev budt velkommen af en stank af noget muggent eller råddent lige så snart han var trådt et lille skridt indenfor. Lige så snart døren med en skærende knirken blev lukket bag ham.

I mere end to timer skreg Ulrik. Han skreg af smerte, til der blev stille. Ude på gaden var der ikke nogen der hørte noget. Der var stille som før han kom.

Husets tårer trillede ikke mere.

Længere ud på natten kom havens store rødder op af jorden. Den krøb og sneg sig som en slange ud til knallerten. Rødderne greb fat i hjulene, og slæbte det motoriserede køretøj ind i junglen. Her lå knallerten mellem høje tidsler og mælkebøtter til den rustede og blev glemt.

Inde i det skræmmende hus vandrede en skygge hvileløst rundt i den sorte stilhed.

Ulrik blev aldrig glemt. Han blev husket som en stille fyr der bare ikke kunne mere og trak stikket.

 

Regnen gjorde Bornholm grå. Det var ikke bare en byge. Himlen slog fra sig. Naturen ville vise hvad foråret også kunne byde på.

Man kunne ikke forestille sig, at der ville være ret mange med færgen den dag i marts. Alligevel trillede en mindre flok biler fra borde. De fleste skulede mod himlen. Nogen kommenterede det, uden at kunne gøre noget. Andre var bedøvende ligeglade.

To af dem der trodsede vejret, og ikke kunne være mere ligeglade, sad i en stjålet Volvo af ældre dato. Ejeren, der måske allerede savnede sin bil, havde lappet den sammen med gaffatape. Den slags kunne gøre underværker, sagde de i reklamen.

Volvoen hostede et par gange inden motoren startede med et par grynt, og så var de kørende. Havde man set efter, kunne man se dem skraldgrine da de kørte fra borde. Lykken var vendt til deres fordel. De ville aldrig finde dem herovre. De vidste garanteret ikke hvor de skulle lede. De brugte nok en masse krudt på at vende hvert et skjulested i København og omegn.

Bornholmerne kendte dem ikke og nyhederne ville helt sikkert ikke bringe nogen ekstra udsendelse om savnet af to småforbrydere fra det indre København.

Gangsteren Lille Poul, ville til gengæld sikkert sidde på sit hjemmelavede minimalistiske kontor ude i baglokalet på Sonjas café, der sjældent var overrendt af andre end Pouls venner, og bande dem af helvede til. Fordi der manglede halvtredstusind fra hans nederste skuffe.

Grønlænderen Alba og tyrkeren Mickey havde scoret kassen, fordi Poul havde betroet Mickey at hente ham nogle smøger. Den unge spinkle tyrker og havde holdt vejret i noget der mindede om en time, da han havde åbnet den forkerte skuffe.

Sveden drev ned af ham mens han stod og så på alle de sammenrullede pengesedler. Selvfølgelig vidste han godt at det ville koste øretæver og brækkede knogler hvis Poul fandt ud hvem der havde taget pengene, men det var en chance.

Måske ville han ikke få sådan en igen. Fristelsen var for stor. Mickey tømte skuffen, og spænede ud af caféens bagdør. Han var ved at løbe ind i Alba ude i baggården. Alba var ovenpå. Hun havde lige taget sine stramme jeans på igen.

En ældre herre med skam i ansigtet løb ud af gården, og Mickey forstod.

- Vi stikker af, og det er nu, sagde Mickey forpustet.

- Jeg skal sgu lige have en kunde mere. Jeg har kun et par hundrede.

- Det er ligegyldigt. Jeg har penge. Kom nu. Jeg ved hvor der står en Volvo.

Alba fulgte blindt med. Hun tænkte ikke ret meget længere end til det næste fix, hvis der ellers var kunder nok, og ind imellem var København fyldt med dem.

- Hold da kæft hvor skal vi være stive i aften, skreg Alba.

Mickey grinede bare med. Han kørte bilen, selv om hans intelligenskvotens aldrig ville tillade ham at tage et kørekort. Fyren vidste knapt nok hvad venstre og højre var, og han forstod heller ikke der blev dyttet af ham hver gang han drejede den ene eller den anden vej. Mickey gav dem fingeren. Det forstod han.

Det var hen af eftermiddagen, men det kunne lige så godt være tidligt på aftenen. Himlens tunge åndedræt gjorde det svært at skelne forskellen.

- Hvor skal vi køre hen, spurgte Mickey og forsøgte at finde tredje gear.

- Bare kør derudaf. Jeg er sgu ligeglad. Vi finder nok et sted, råbte Alba.

Hun havde mere end svært ved at holde sit stemmeleje nede på et normalt niveau, efter fire hurtigere guldøl på færgen.

Mickey havde ikke den fjerneste idé om hvor han kørte hen, da han passerede Nordskoven og kørte ved op ad Haslevej.

En træt ældre måge var lige ved ikke at nå at lette før den gamle Volvo havde kørt den over. Kølerhjelmen snittede en vinge og fuglen kom ud af kurs, men overlevede dog. Miljøaktivisten, Susanne Due Albertsen så det og råbte efter bilen.

Hun var tvunget til selv at gå med sine hunde, efter hendes mand, Lars, havde været så uheldig at redde sig en væmmelig omgang mandeinfluenza.


Cirka to hundrede år tidligere, midt i en sen aftenstund, rørte jorden på sig, ved en for længst nedlagt grav på kirkegården ved Hasle Kirke. Der kom det kravlende op af jorden og bevægede sig snigende fra kirkegårdens allermørkeste hjørne, og sneg sig langs husmurene gennem gader og stræder, indtil det mest oplagte sted lå lige foran det. Det var et gespenst, der engang havde været en sur gammel mand, der hadede alle. Selv sin egen familie, men det kunne man ikke bevise dengang.

Spøgelset af den gamle sure mand slog den lille runde kone ihjel, der boede alene i et stort hus. Det indtog sit nye palads, og slukkede alt det lys det levende menneske forbandt med håb, indtil en aften, hvor en beruset spritter lagde vejen forbi.

Det endeløse mørke omsluttede spritteren, og han mistede sin sjæl. Hans menneskelige legeme blev en skygge, der vandrede hvileløst rundt med døde zombielignende øjne, der ingenting så.

Spøgelset var ikke mæt, så da en nuttet lille overvægtig pige med lyse krøller og blå øjne listede ind i huset, fordi hendes kanin var stukket af, lukkede den døren efter hende. Pigen skreg, men der var ikke en eneste lyd der trængte ud.

Længe var der stille, indtil en fyr med cowboyjakke trådte ind.


Den gamle Volvo kunne snart ikke mere. Den stønnede som et helt hospital, der var fyldt med patienter der alle sammen havde den sammen sløje halsdysfunktion.

Den begyndte at lave gryntelyde og hoppede hen af vejen som et skamskudt egern samtidig med at de kørte ind i Hasle. Mickey gloede på instrumentbrættet.

- Kom du ikke benzin på i Sverige, spurgte han irriteret.

- Jo jeg gjorde. Den fik for min sidste halvtredsser. Så du skylder mig penge.

Alba kunne dårligt sidde ordentligt oprejst. Hun var så påvirket af guldøl at det næsten skvulpede i halsen på hende, og det varede heller ikke længe før indersiden af forruden blev sprøjtmalet.

Da Mickey steg ud lød regnen som en mørk monoton dyster sang på bilens tag. Den slog hårdt og den unge tyrker tog sin jakke op over hovedet. Han så sig omkring mens han stod med en plasticpose i hånden, der var fyldt med sammenrullede pengesedler. Han tog posen ind på maven. Han slog på bilens tag.

- Kom nu Alba din stive grønlænder mand, Råbte han.

Bilen var særdeles ulækker lidt ud over hele interiøret.

Alba slingrede på benene og forsøgte at læne sig op af hvad som helst.

Hun var ikke helt færdig med at gylpe, så kølerhjelmen skulle også have lidt.

Mickey tog fat i hende og sonderede terrænet. Himlen var mørk og så vred ud. Den var ikke klar til at give slip endnu. Der var tændt for hanen så skomagerdrengene slog alt hvad de kunne.

- Jeg banker sgu på derovre. Lyset er slukket tror jeg. Hvis der ikke er nogen hjemme, så besætter vi lortet.

Mickey grinede på sådan en hylende måde. Havde der været andre end de to, havde han fået besked på at holde kæft. Sådan var det altid hjemme på Vesterbro.

Han sparkede til Volvoen, og det var vel bilens sidste tabte slag. I hvert fald røg kofangeren af. Mickey følte sig vældig stærk. Tænk at han sådan kunne sparke en kofanger af. Det kendte han ingen andre der kunne.

 Med hiv og sving nåede de hen foran huset. Det tog sin tid, fordi Mickey skulle holde på Alba, og det var ikke den letteste opgave i verden.

Huset i sig selv tiltrak ekstra opmærksomhed fordi det stod tomt, og fordi man kunne se med det ene øje at der ikke kunne bo nogen derinde. Det var Mickey ligeglad med. Det var et sted de bare kunne indtage.

Da de endelig stod foran hoveddøren, stod de under et mindre halvtag. Alba tog sin våde dynejakke af og smed den ud i regnen, mens hun dansede på stedet og sang en sang fra den hjemlige egne i en skæve toner. Mickey grinede hysterisk, indtil døren gik op. Den knirkende lyd var mere skærende end hans hylende latter.

Det var mere mørket og stanken der væltede ud, end det var dem der løb ind. Alba skulede ind i det sorte ingenting. For et kort øjeblik slingrede hendes øjne ikke. De stirrede direkte ind i åndens hule, mens den trak vejret tungt for at byde dem velkommen. Alba stak sin hånd ind i husets entre. I bare tre sekunder virkede det som om der var en anden hånd der greb hende og trak. Hun trak sin hånd til sig.

- Der stinker værre end i mine underhylere, grinede Mickey.

- Er du helt sikker på vi skal gå ind, Spurgte Alba mistroisk.

- Ja, der bor sgu ikke nogen herinde. Vi kan gøre hvad vi vil. Om vi så pisser i hjørnerne, så bestemmer vi det selv. Her er jo ikke nogen. Fuck det.

Mickey trådte ind i entreen, og det første der mødte ham var en tung hånd på skulderen, men det var ikke Albas. Han fór rundt på stedet og ville gerne virke barsk. Men synet af nogen var umuligt. Om de så havde stået lige ved siden af ham havde han ikke kunne skimte selv det mindste. Så lidt var udsynet.

Mickey slog ud i mørket i håb om at ramme en eller anden, men han slog kun huller i luften. I baggrunden havde Alba trådt det lille uforsigtige skridt ind i huset.

Døren smækkede bag hende, og derfra sluttede hendes øjne med at se. Hun måtte føle sig frem. For et øjeblik var hendes ellers hyggelige brandert borte. Hun blev ædru på ingen tid. Hun blev også bange. Hun kunne ikke se det, men det lød som om Mickey stod og boksede, men hun fornemmede ikke han ramte nogen.

Mickey var forpustet efter et minuts skyggeboksning.

Sammen med Alba famlede han rundt for at finde vej frem. Det var umuligt at skimte det mindste, også de skygger der vandrede rundt omkring dem.

- Hold kæft hvor her stinker, udbrød Alba mens de bevægede sig ind i stuen.

Mickey roede i sine lommer og endelig fandt han lighteren. Han tændte den og det gav et lille syn for sagen. Stuen var spækket med afdøde mennesker, der alle sammen så ud som om de stirrede på dem, men deres lysegrå øjne så ikke noget mere. Alba var den første der skreg. Mickey ville vende sig og løbe, men der stod også nogen bag dem og han kunne ikke komme forbi dem.

Mickey havde siden sine første barndoms år aldrig været en stærk slagsbror. Han kunne reelt ikke huske at han nogensinde havde vundet et slagsmål, for han var altid den første til at løbe sin vej.

Han kunne ikke bare komme forbi dem der stod og stirrede på dem.

Hans lighter gik ud, og mørket vandt igen.

Alba skubbede til Mickey for at finde vej hen til døren. Hun nåede også entreen, men så blev hun usikker på vejen til døren. Igen famlede den grønlandske overvægtige pige sig frem. Indtil hun kunne mærke noget, der mindede hende om et gelænder ved en trappe. Hun følte sig frem med foden og kunne mærke at trappen måtte være op til første sal.

I baggrunden kunne hun høre Mickey skrige. Hun råbte at han bare skulle følge efter hende. Sine kortvarige alkoholiske tanker bragte hende tilbage til den jakke hun smed ude i regnen. Der lå hendes smøger og hendes lighter. Hun kunne godt bruge begge dele lige nu. Hun hev efter vejret da hun trampede op af trappen. Tre skridt længere oppe mærkede hun en lille hånd gribe hende. Et større chok røg gennem kroppen på Alba. Hun kunne stadig ikke se noget, men en lille stemme talte i mørket.

- Har du set min kanin, lød det fra en trist lille pige.

Alba, der efterhånden var blevet en anelse mere ædru, fattede ikke oplevelsen. Hvad lavede hun her i huset? Hvorfor var hun ikke hjemme hos sin mor?

- Nej lille skat, det har jeg ikke. Hvorfor er du her? Jeg kan desværre ikke se dig, men kan du sige mig hvordan man kommer ud herfra?

Længe blev der ikke sagt et ord. Ikke en gang en dyb vejrtrækning. Alba kunne heller ikke høre Mickey mere. Han skreg ikke af angst og rædsel mere. Der var helt stille. Alba greb ud efter den lille størrelse.

- Man kommer aldrig nogensinde ud herfra, lød det tæt på Alba.

Stemmen havde ændret sig. Man kunne næsten høre et godstog drøne hen over himlen. En tone så mørk og gusten kom der ud af pigen hals.

- Nu skal du se i fem sekunder, og så slukker vi lyset for sidste gang.

Alba rejste sig på trappen. Hun glippede med øjnene. Lyset var skarpt fra en stor lysekrone i entreen. Alba kneb øjnene sammen til de næsten var lukkede, og langsomt kunne hun orientere sig igen. I præcist det øjeblik, ønskede hun at de havde slukket for lyset med det samme.

For enden af trappen stod der en masse mennesker og kiggede op på hende. Mickey stod forrest. Han manglede sine arme. De var blevet trukket af ham med stor styrke. Blodet silede ned af ham, men han stod helt stille. Hans øjne var lysegrå og stirrede stift op på Alba. Han blinkede ikke med øjnene. Den levende tid var forbi.

Alle de andre stod som statuer. Alle var klædt fra en anden tid, men der var ikke nogen af dem der havde farve i ansigterne. De var blege ligesom Mickey. Alt deres tøj var slidt og laset. Specielt en lille kraftig dame, der stod og smilede til hende. Der var store huller i hendes tøj, og man kunne se direkte ind i maven på hende.

Alle sammen på samme tid, tog yderligere et skridt hen mod trappen. Samtidig gik lyset ud. Da skreg Alba højt og uendeligt længe.

Ude på gaden var der forholdsvis stille. Regnen holdt endda en velfortjent pause. Det eneste man kunne høre, var træernes våde blade, der lod det dryppe på gaden.

En virkelig gammel slidt Volvo med gaffatape her og der, stod parkeret rigtig dårligt. Lige med et punkterede alle fire hjul og Volvoen sank sammen og pustede ud.


På et kontor sad der tre kriminalbetjente og sludrede. Henrik var glad for at Nicklas var kommet tilbage fra ferie. Alex var glad for at have sin makker tilbage.

- Det bliver også godt at få Lis tilbage. Hun fik et gevaldigt chok med den ulvesag i Allinge, men hun er vist ok igen. Så i skal tage pænt imod hende når hun kommer.

Alex rejste sig og tog en kildevand fra et køleskab.

- Så lad os snakke om noget helt andet når hun kommer, jeg mener i stedet for en eller anden drabelig sag hun får det dårligt over.

- God idé, sagde Henrik højt og nulrede sit fuldskæg.

- Jeg cyklede på arbejde her til morgen. Der stod en gammel Volvo med fire flade dæk og så noget ramponeret ud. Den lignede mest af alt en gammel røv der var træt af at skide.

Nicklas og Henrik grinede i kor så det rungede.

- Hvor var det henne, spurgte Henrik.

- Ved Spøgelseshuset i Hasle.