Stå stille


Stå stille

Kaj og Christina stod og så ud over deres nyindkøbte grund, hvorpå der stod et gammelt tomt hus. Det var grunden der var interessant for Kaj. Han ville dyrke æbler.

Christina var ikke lutter grønne fingre. Hun havde ikke den mindste forstand på haver og mange andre ting. Hun gik mere op i at være gift med den mand der opkøbte gamle huse med store haver hvor der skulle ligge en æblepark. Det lød godt. Det så ud af noget udadtil. Det betød så meget for hende. Så kunne hun gå gennem byen med næsen i sky.

Kaj nikkede tilfredst. Grunden lå godt. Ikke langt fra Byfogedbakken i Svaneke. Kaj kunne allerede se pengene trille ind via friske æbler ved en god pæn stand tæt på bymidten. Kaj var handelsmand. Han kunne se penge i alt. Sådan tænkte han.

Christina var en kvinde han havde fundet på en beverding i København. Man kan sige, hun var hvad der var tilbage den aften. Kaj havde siddet og havde haft ondt af sig selv. En handel var gået i vasken. Så fik han ondt af Christina der sad og hang i hjørne. Nu hang hun på ham og syntes selv hun var en af Svanekes vigtigste kvinder.

Det var ikke det værste. Det værste var de to unge rødder hun slæbte med sig. To uregerlige drenge. Tvillingerne, Christoffer og Casper på tretten.

Jorden var bundfrossen. De var lige trådt ind i det nye år og kulden havde stadig et fast greb på øen. Christina stod og stampede i jorden. Den kolde vind gjorde ondt.

- Skal vi ikke snart videre? Jeg fryser altså, beklagede hun sig.

Kaj svarede som sædvanligt ikke. Han brummede med en lille stykke ildelugtende cerut mellem læberne. Han skulede ud over grunden, og på det gamle hus.

- Det skal nok blive godt det her. Så snart jeg får nogen til at rydde huset fra grunden. Jo, jo det skal nok blive godt.

Han vendte sig og ville gå hen til bilen. Christina småløb hen mod bilen. Sådan frøs hun. Hun råbte at han skulle låse bilen op så hun kunne komme ind i varmen.

Kaj vendte sin kraftige krop igen og spyttede cerutten fra sig.

- Så skal vi også have nogen til at fjerne det fugleskræmsel der står nede i hjørnet. Tror du ikke dine unger kan klare det. Det er vel ikke for meget at forlange.

- Jo jeg skal nok spørge dem når vi kommer hjem Kaj, men vil du ikke være sød at låse bilen op? Jeg hundefryser.

Kaj nikkede igen og satte en ny frisk cerut i munden mens han låste bilen op.

Tunge mørkegrå skyer samlede sig foran solen mens fugleskræmslet smilede.


Der var stille på det store fælleskontor hvor kriminalpolitiet havde deres hovedkontor. Der var ikke nogen der sagde en lyd. Alle blikke var vendt mod Henrik.

- Efter den sidste store sag om Aksel Alfredsen, er jeg fra øverste ledelse blevet bedt om at tildele to fortjenstmedaljer til Nicklas og Alex, der fandt frem til ham. Desværre nåede vi ikke fandt til ham i tide, så det kostede fem menneskeliv. Det har vi så været så heldige at pressen ikke fandt ud af, ellers havde vi helt sikkert haft presse fra udlandet også. Det er jeg glad for at vi slap for.

Alex var ydmyg og genert da Henrik gav ham hånden og medaljen. Nicklas tog det mere køligt. Han havde ikke som sådan modtaget medaljer før, men han havde modtaget mange hilsner fra familier han havde hjulpet.

Ud over en masse uniformerede politifolk var der også familier og venner. Jannick smilede til Louise og hun til ham. Michael trykkede Lone i hånden og hun gengældte det. Nede bagerst stod Lizette med sin kæreste Daniel. Lizette var nabo til Nicklas og de var også gode venner.

Efterfølgende var der et glas til alle og stemningen blev løftet en smule. Nogen fik lidt mere end et enkelt glas, og nogen ville danse på et tidspunkt. Oplevelser blev delt på kryds og tværs, og nogen af dem kunne man grine af, men ikke alle. Der var dem der kom sent hjem den dag. Lystige og knap så ædru.


Christoffer og Casper stod på grunden hvor Kaj ville plante æbletræer. Der var også det tomme hus. Det tiltrak deres opmærksomhed. De kunne ikke komme ind, men noget skulle der i hvert fald ske. Deres urolige sjæle holdt aldrig fred.

Casper var treogtyve sekunder ældre end Christoffer, hvilket gjorde ham til storebror, og gav ham et par fordele, mente han. Det skulle i hvert fald være ham der kastede den første sten. Det var hundrede procent.

Ligheden mellem de to brødre var ikke lige til at få øje på. Casper var tynd og ranglede og havde et stort vildt og rødt hår, der strittede til alle sider. Ikke fordi han kom noget i det. Nok mere fordi det aldrig blev vasket. Hans ansigt var prydet med hundredvis af fregner, og så havde han et ar der krydsede hans læber, efter et ubehageligt slagsmål med en dreng der var større og stærkere end ham. Han lignede sin mor en smule på tænderne. De lignede næsten noget der var tilfældigt var blevet kastet i munden på drengen. Hvor Christina havde udstående fortænder, manglede Casper det meste af den ene.

Christoffer havde også rødt hår, men han var velfriseret. Der var ingen fregner. Til gengæld havde han et tydeligt modermærke under højre øje. Christoffer havde en lidt tøset fremtoning, og kunne godt virke en smule feminin. Selv nægtede han det. Han ville hjertens gerne være lige så sej som Casper, men der manglede noget. Han var heller ikke lige så ligeglad med tøjet. Han ville gerne gå i jeans, men de behøvede ikke at være hullede og beskidte. Christoffer havde nok fået lidt mere udseende efter sin far, hvem i alverden det så var. Når den dæmpet røde lampe var tændt i moderens vindue var der åbent hus. Man skulle ikke lade sig snyde af Christoffers blide væsen, for han kunne være lige så ustyrlig. Han var måske mere udspekuleret end Casper, men det var hans handlinger ikke.

En eftermiddag på den københavnske vestegn hvor de kom fra, havde Christoffer set sig sur på en pige der var nogle få år ældre end brødrene. Da fik han overtalt Casper til at være med på den værste. Pigen var på vej hjem fra ungdomsklubben, og drengene var ikke vokset op med regler. De var ude om aftenen, til det passede dem at komme hjem. Pigen nåede først hjem et par måneder efter. Fordi to maskerede knægte overfaldt hende, og sparkede hende så voldsomt, at det var et lille mirakel hun overlevede. Sådan kunne Christinas drenge også være, men det var ofte ikke det man så ved første øjekast. Der så man lattermilde drenge, der bare gik op i fodbold.

- Jeg kaster eddermame den første sten ind gennem det vindue der. Det må være ind til stuen. Der bor alligevel ikke nogen mere, og lortet skal rives ned.

Christoffer stod og så sig omkring, og fik øje på en ældre kraftig mand der nærmede sig huset. Manden løftede pegefingeren med et bestemt blik i øjnene.

- Nu skal i ikke stå her og smadre ruder. Huset er fredet. Bare så i ved det. Her i området passer vi på hinandens huse. Det der hus skal i bare lade være. Hører i?

Manden talte med stærk bornholmsk accent og Casper grinede bare af ham.

- Hold kæft halvsvensker og pis hjem med dig igen, råbte han.

Manden trådte et par skridt tættere på drengene. Han så på dem med et køligt blik. Der var noget ved hans øjne der gjorde Christoffer urolig. Han tog fat i Caspers jakke da han var ved at gå frem mod manden. Christoffer forstod at manden ikke var til at spøge med.

- Vi kom for at smadre det fugleskræmsel. Las os nøjes med det, hviskede han.

Casper var ikke bange. Han ville da skide på den gamle nar, men han så ham heller ikke i øjnene. Det gjorde Christoffer.

Casper vendte sig skuffet om og tyrede en sten mod skræmslet. Stenen røg langt forbi. Han bandede og tog en ny sten. Den ramte heller ikke.

- Lort mand. Jeg skal eddermame smadre det skræmsel, råbte Casper.

Det løb koldt ned ad Christoffers ryg men han vidste ikke hvorfor.

Fugleskræmslet var skabt af drivtømmer. Der var sat et forfrossent græskar på toppen der smilede. Armene var gamle kosteskafter, hvorpå der sad ståltråd der skulle gøre det ud for fingre. Skræmslet var ældre end man lige kunne se ved første øjekast. Det var dækket til at gamle klude. En rødternet skjorte fra fordums tid og et par virkelig plettede overalls.

Casper kylede en større sten på størrelse med en knytnæve. Han var sikker på at ramme, men i det samme tog en kastevind fat i skræmslet. Det vendte sig så stenen fløj snært forbi. Casper blev hidsig. Hans velkendte temperament kogte over.

- STÅ STILLE, råbte han så højt at hans adamsæble var på overarbejde.

Fugleskræmslet smilede tilbage til ham, og det hidsede ham endnu mere op. Han blev ved med at finde sten men lige meget hvad han gjorde, kom der en vind der gjorde det umuligt for ham at ramme.

Til sidst lå der ikke flere sten på den kolde græsplæne. Casper fór hen til skræmslet. Han stoppede og det så ned på ham. Egentlig kunne han ikke lide det, men det ville han aldrig indrømme. Det skræmte ham. Alligevel gik han frem og lossede til det, men det gamle drivtømmer var ikke sådan at vælte. Det stod fast og Casper fik ondt i sin fod. Det var lige før at en enkelt tåre pressede sig på.

- Jeg gider ikke det her pis mere, sagde han og vendte om.

Christoffer blev stående og kiggede på skræmslet. Han tillagde det ikke nogen betydning. Han tænkte mere på den gamle mand der havde kigget på dem.


Et andet sted i Svaneke havde en ældre mand lige taget imod en pakke. Han smilede til den unge dame der leverede den. Hun var flot i hans øjne og han kunne sagtens forestille sig selv gå en tur med hende nede langs vandet hånd i hånd.

Lizette var glad. Så var der ikke så mange afleveringer tilbage den dag.

Det gamle mand satte sig smilende i sofaen mens en ældre kone kom ind i stuen.

- Der kom en pakke til dig, sagde manden.

- Åh det må være den trøje jeg har bestilt.

- Det var hende den flotte der kom med den, sagde han smilende.

- Din gamle pjatterøv, sagde konen grinende.

Konen begyndte at pakke sin trøje ud mens hun så på ham.

- Du rendte ud af huset tidligere med fart på. Var du ovre ved det gamle hus?

Ja der stod to knægte der skulle til at kaste sten på ruderne. Huset er fredet.

- Nu brugte du vel ikke nogle af dine evner, vel? Vi bliver opdaget.

- Nej, ikke på dem, sagde han og skulede smilende ud af vinduet.


Kaj var rasende dagen efter. Han havde modtaget brev fra kommunen. Huset var fredet. Det havde sælger ikke sagt noget om. Christina derimod var mere bekymret. Casper var ikke hjemme. Der var slet ikke noget spor efter ham.

- Nå, hvad så? Han er vel ude og tæve nogle andre børn. Jeg er sgu ligeglad, men det irriterer mig med det hus. Der var lige et par hundrede kvadratmeter mere jeg kunne have sat træer på.

Det var Kajs eneste reaktion. Christina prøvede at hæve stemmen overfor ham. Det gik ikke helt som hun havde håbet på.

- Nu skal du bare holde kæft kælling. Det her er vigtigere. Det er forretning skal jeg sige dig. Det har du ikke en skid forstand på. Knægten er vel ude at rende. Spørg hans bror. Hvad fanden ved jeg? I øvrigt skal indkørslen ryddes for sne. Enten gør du det, eller også en af drengene. Jeg tager mig af det vigtige herhjemme. Er du med?

Christina sagde ikke noget. Hun satte sig ned. Her gik hun rundt og troede at hun betød noget for ham. At hun var en vigtig kvinde i hans liv. Så var hun bare en kælling. Hun kunne når hun ville lige presse et par dråber ud af øjnene.


Den dag var Christoffer ikke gået lige hjem fra skole, for han manglede sin bror. Casper havde altid været den stærkeste og en anden dreng fra klassen havde drillet Christoffer. Det passede ham dårligt og for at reagere var han gået forbi det fredede hus hvor der åbenbart skulle stå æbletræer. Skræmslet stod der stadig og smilede til dem der gik forbi.

Christoffer skar tænder da han gik ind på grunden. Han havde også temperament men det slog sjældent gnister som Caspers. Under normale omstændigheder ville han hurtigere kunne få tårer i øjnene. Hun kunne også simulere gråd, præcis som deres mor kunne, hvis det passede til situationen og man ikke kunne få sin vilje.

Drengens skoledag var ikke gået efter forventningerne, hvor brødrene plejede at kunne styre klassen bedre end deres gråhårede lærerinde, Mathilde, der var ved at få dårlige nerver af de to drenge. Han følte sig alene og sårbar uden sin bror.

Op af huset stod der en gammel skovl. Christoffer greb den med ægte fugtige øjne. Så gal var han. Han gik direkte til det skide fugleskræmsel. Han stirrede hidsigt på det. Han så det smilede og slog ud efter det. Skræmslet vendte sig efter vinden og Christoffers ansigt blev snittet af de lange ståltrådsfingre og gav ham fire lige lange snit lige under hans modermærke under højre øje.

Han svingede skovlen igen, men han kunne simpelthen ikke ramme.

Han bandede af skræmslet mens han gik grædende hjem med blod på kinden.

Det blev hurtigt mørkt og Casper var ikke dukket op. Christina var ude af sig selv. Hun havde ikke så forfærdelig mange venner på Bornholm, så hun var tvunget til at læne sig op af Kaj. Han havde ikke tid til hendes klynkeri og Christoffer lå på sit værelse nede i kælderen.

Fugleskræmslet havde skræmt ham alligevel, men han vidste ikke hvorfor. Det var for fanden bare et dødssygt fugleskræmsel. Der var noget ved det græskarhoved der så ned på ham. Det havde fregner og et ar ned over munden.

- CASPER. Det er Casper, råbte han.

Samtidig var der noget der lyste ind af hans kældervindue. Det smilede til ham.


Aften var blevet til nat, og nat forvandlede sig til en råkold januarmorgen med rimfrost på ruderne der lignede små mønstre tegnet med en sikker hånd.

Christina gik rundt i Kajs hus som et spøgelse i natkjole. Hun hviskede hele tiden.

- Min børn er blevet borte. Mine børn er blevet borte.

Kaj gad ikke høre på hende. Han havde lukket døren til sit kontor. Så han kunne heller ikke høre da hun gik ud af døren uden overtøj på, i stiv kuling. Hun vandrede ned mod havnen fuldstændig lukket inde i sin egen forstand. Den smule der var tilbage var blevet blokeret af hendes børns forsvinden.

Der var ikke andre nede ved lystbådehavnen, men Yvonne, der havde en fin lille lejlighed på første sal lige ud til vandet, så en kvinde springe i det iskolde vand. Hun dukkede ikke op igen, og Yvonne greb sin telefon.

- JEG KØRER LIGE, råbte Kaj og regnede med at der var nogen der hørte ham.

Skæbnen ville at den stille gade de boede på, var isglat. Kaj gled. Han bandede hele verden af helvede til mens han forsøgte at komme op. I det samme kom Lasse kørende i skraldevognen. Som sædvanlig havde Lasse lidt for travlt, og han glemte i hvert fald at tage højde for bremselængde og standselængde den formiddag. Pludselig lå Kaj der på alle fire og kunne ikke komme på benene. Det kom han heller aldrig.

Tilbage ved det fredede hus, stod fugleskræmslet og smilede. Der var ikke fregner i ansigtet eller et ar over munden. Derimod så det ud som om græskarhovedet havde et modermærke under højre øje, og fire små snitsår.


Et ældre ægtepar sad længe over morgenkaffen. Hun smilede til ham og smurte ham en bolle mere. Han nød hendes omsorg og gengældte smilet.

Idet samme var der en lastvogn der bremsede hårdt ikke så langt derfra.

- Sikke dog en kørsel. Jeg håber ikke der kom nogen til skade..

- Det er Lasse. Han har altid travlt om torsdagen. Han vil hurtigt hjem.

Konen tog en lille tår af sin kaffe.

- Du, jeg er nu glad for at du ikke gjorde de to drenge noget. Nu har vi været her i så ufattelig mange år, og der er stadig ingen der aner hvad vi er.

- Jeg gjorde dem ikke spor min skat. Jeg kiggede bare på dem.

- Det er godt synes jeg. Vi skulle nødig have nogen rendende. Jeg mener, nu har vi boet på denne her planet i syv menneskealdre, og der er stadig ikke nogen der ved noget. Så vil det da være fjollet at røbe os selv nu. Her er så fredeligt.

- Du har ret min skat, men det har du nu altid. Næ, jeg kiggede såmænd bare på dem, og så kiggede jeg hen på det gamle fugleskræmsel.

Konen kiggede overrasket på sin mand.

- Så brugte du alligevel et af de gamle tricks. Hvad tænkte du så?

- Jeg kunne se det var et par gedigne uartige drenge de to. Så jeg bad fugleskræmslet tage sig lidt af dem, og det gjorde det så.

- Hvad gjorde det skræmsel så?

- Ja, det åd dem, og så bad jeg ellers det kære gamle skræmsel om at, stå stille.