Stoneface

Jeg var ham der ikke turde

Der var masser af piger i ungdomsklubben. Man fik kontakt eller man sloges om dem. Jeg turde ikke nogle af delene. Jeg lod dem være, og bevægede mig mere rundt som et spøgelse. Det var jeg også i skolen, der i øvrigt var samme bygning. Klubben lå bare i kælderen. Der var ingen der så mig, eller henvendte sig med en venlig tone. Jeg gik i med tapetet. Det var også fint nok. Jeg turde alligevel ikke noget.

Selvfølgelig snakkede jeg med nogle. De mere kiksede typer eller skæve eksistenser, der heller ikke havde så mange venner. Jeg ved ikke om de oprindeligt så mig, men ind imellem hang vi ud. Lavede lidt ballade. Det vi nu turde. Huggede en cykel i ny og næ. Nej hvor var vi barske, synes vi. Vi var bare nogle dumme knægte.

De barndomsvenner jeg havde fra før jeg blev 8 eller 9 år, var efterhånden gledet ud med mellem mine fingre som sand. De fik andre interesser, og det forstår jeg godt, nu. Dengang var jeg ærgerlig. Der var stadig Michael henne fra nummer femten.

Ham så jeg i ny og næ. Når jeg ikke rendte i klubben og troede jeg var en anden end den jeg var. Jeg ville så gerne være sej, ligesom Thomas, Dion, jugoslaven Mickey eller Johnny. Det var jeg bare ikke. Jeg ville så gerne se godt ud ligesom Dennis. Det gjorde jeg langt fra. Jeg ville ønske jeg kunne danse ligesom Danny eller Disker-Per. Jeg forsøgte engang. Jeg var på dansegulvet og var til grin i klubben i ugevis.

Jeg bevægede mig ikke ud af min dør rigtig længe, selv om det var det jeg helst ville.

Jeg turde fandeme ikke. Der blev peget fingre, og de andre skreg af grin.

Spøgelset gik sine egne veje. Nogle gange kunne jeg gå ned på stranden. Selv om vinteren. Der var ikke en sjæl, og det var hundekoldt. Men jeg var der. Ensomheden passede mig fint. Der kunne jeg gå og skråle højt. Alt det jeg ville. Ingen kunne høre noget alligevel. Det var mig der bestemte. Dernede på stranden om aften, der turde jeg det hele. Jeg fandt nogle gange en strandet gren. Så gik jeg rundt og slår hårdt i sandet, mens jeg forstillede mig hvem jeg slog ned, og tæskede deres ansigter til de ikke længere var så seje. Jeg skulle være hurtig, for hvis de vendte sig og fik øje på mig, ville jeg få så mange tæsk at min mor ikke ville kunne genkende mig når hun så mig på hospitalet. Jeg måtte finde på noget andet. Noget jeg kunne forstille mig at jeg gjorde. Jeg ville ikke turde alligevel, men kun fantasien satte grænser.

Det kunne ske at jeg var så voldsomt trist og ked af mit liv derhjemme, at jeg flygtede ud af døren inden mor kaldte for at fortælle at vi skulle spise. Jeg nægtede at sidde ved det bord sammen med ham. Jeg ville ikke mærke hans stikkende stirrende øjne, der fulgte hver en bevægelse jeg lavede. Han gjorde det hver gang, uden undtagelse.

Et mere gennemsyret ondskabsfuldt menneske kan jeg ikke forestille mig. Hvorfor fanden skulle han hade mig sådan? Jeg var for fanden bare en lille størrelse da han rykkede ind, ikke længe efter at min far var flyttet. Det blev og var helvede på jord for mig. Jeg husker specielt én aften. Jeg har altid ville skrive. Jeg elskede at fortælle historier. Det gør jeg stadig, her hvor jeg er nu. Jeg var så ivrig efter at komme ind i stuen og fortælle min mor, hvad jeg gik og drømte om at blive til. Det havde hun spurgt om et hav af gange, og jeg havde aldrig rigtig svaret. Jeg var håbløs i skolen, og kunne ikke følge med. Jeg var kun nogenlunde til dansk. Der var jeg måske en af de bedre i klassen. Jeg kunne skrive, og det vidste jeg at jeg ville. Min mor gjorde rent på skolen og havde tit kladdehæfter med hjem. Det var super. Jeg fyldte dem med bogstaver, og digtede det ene eller andet. Ofte med en helt der turde det jeg ikke gjorde. Han var alt det jeg drømte om. Være en der gjorde en forskel for nogle. Den fiktive person fulgte mig i drømmene. Han ryddede op i gaderne. Han var sej. Det var jeg aldrig nogensinde. Nå, men jeg kom altså nærmest løbende ind i stuen. Oprørt glad for at jeg havde en idé at følge.

- Hey mor. Nu skal du høre, jeg kunne godt tænke mig at komme til at skrive. Måske at blive forfatter en dag. Det ville være fantastisk. Hvad siger du til det, mor?

Min mor var det sødeste væsen på hele jorden. Hun smilede træt og svarede kort.

- Så skal du nok lave dine lektier først.

Det værste var ham ved siden af min mor. Han pustede sin cigarrøg op i lampen, og stirrede på mig med sine små iskolde øjne. Han rystede på hovedet.

- Det kan du ikke. Du er ikke god til noget. Man være god til noget. Det er du ikke.

Han skulle absolut pille mig ned. Træde på mig mens min mor sad ved siden af ham. Hvorfor sagde du ikke noget, mor? Var du virkelig på hans side? Du skulle støtte mig, ikke ham. Mit indre had brændte endnu mere fra den dag af. Jeg kunne ikke se på ham, uden at jeg fik lyst til at stikke ham ned med en stor kniv. Stanken fra hans cigarer stank i hele vores lejlighed. Så vidste vi at han var hjemme. Så sad han bare i sofaen og pulsede som en sindssyg, mens han stressede min mor til at lave mere kaffe, frokost, aftensmad, rydde op, støvsuge og husk så lige at ordne vasketøjet og få ryddet opvasken af vejen. Det skulle jo nødigt ligne en svinesti. Den gamle kornfede opblæste narhat. Gud ved hvorfor nogle af de drenge jeg hang ud med ikke havde lyst til at gå ind i stuen og give ham hånden, når de kom og gik. INGEN af dem.

Der var dage hvor jeg ikke gik i klubben. Så vandrede jeg rundt for mig selv i timevis og søgte løsningen. Hvad skulle jeg bruge mit liv til? Hvis ingen troede på mig alligevel, hvad skulle jeg så være her for? Engang gik jeg ned til stationen og hoppede ned på skinnerne. Jeg magtede det ikke mere. Mit liv var tungere end nogle nok kunne forestille sig til. Tit løj jeg for min mor, og bildte hende ind at jeg sov hos Bo. Der var bare ikke nogle der hed Bo. Bo var min fiktive ven. En undskyldning for at jeg kunne komme langt væk hjemmefra. Jeg husker desværre alt for tydeligt den aften på skinnerne. Jeg ventede på at toget skulle komme og befri mig. En råkold aften hvor jeg stod og frøs. Jeg rystede over det hele mens tårerne trillede ned af kinderne på mig. Pludselig kunne jeg høre toget nærme sig. Jeg holdt vejret og lukkede øjnene.

Det gik selvfølgelig som det plejede. Jeg var slet ikke sej nok. Jeg turde ikke. Jeg sprang for livet da jeg så toget. Jeg tilbragte resten af natten i en opgang. Grædende.

Årene gik og jeg fløj langsomt med. Jeg nåede også at blive sendt på efterskole. Men jeg var jo et protestbarn. Jeg demonstrerede ved at gå rundt i den lille lokale by og stjæle al muligt lort som jeg ikke skulle bruge til noget. Det blev selvfølgelig opdaget og jeg blev smidt ud af skolen. Det passede herren meget dårligt at jeg kom hjem igen efter kun to måneder ude af huset. Tilbage til en skole hvor jeg ikke kendte ret mange. Spøgelset opstod igen, og jeg listede rundt for mig selv. Tiden gik herefter, og jeg kunne ikke andet end at følge med. Jeg blev både 19 og 20, og endelig fik jeg muligheden for at flytte hjemmefra. I en lille ungdomshybel i et betonbelagt kvarter.

Jeg var lykkeligere end jeg kunne sige og skrive. Jeg slap ud af det greb han havde om mig. Men om natten var der stille. På en eller anden måde kunne jeg ikke lide det.

Så jeg steg ud af sengen og gik lange ture midt om natten. Jeg begyndte at drikke temmelig heftigt. Jeg fik arbejde ved postvæsenet og der var andre som mig, der havde let til flasken, så efter en aftenvagt gik vi på værtshus og drak os i hegnet.

På den måde kunne jeg glemme. Der var jeg ikke den skræmte dreng længere. Det kunne dog godt komme op i ny og næ. Hvis der var optræk til ballade, så smuttede jeg før nogle kunne nå at tælle til tre. Det havde nok set smart ud, hvis jeg var blevet og havde pustet mig op, men jeg var sgu stadig den kujon. Ham der ikke turde noget.

På et tidspunkt havde jeg lagt mig syg. Influenza, og en masse syge tanker kørte rundt i hovedet på mig. Jeg var ved at miste min sunde fornuft. Det kunne jeg mærke. Billeder drejede rundt, mens jeg så en skikkelse gå rundt derude. Klædt helt i sort. Han ryddede op. Han fjernede dem, der generede andre. Når jeg så mig i spejlet, kunne jeg se et udtryksløst ansigt. Alle mine følelser var væk. Jeg havde et stenansigt.

En del af mit liv var sådan. Der var meget mere. Mine fire ældre søskende for eksempel. Dem så jeg op til. De var alt det jeg ikke var. God til musik og sport. En enorm paratviden, og min elskede søster Grethe, der havde et utroligt socialt talent. Men det var dem, ikke mig. De var seje. De havde ikke fundet sig i noget. De havde slået igen, men det kunne jeg bare ikke. Mest af alt var jeg bare ham den lille. Ham der ikke turde noget. Turde ikke gå forrest i nogen retning. Jeg gemte mig i skyggerne, og håbede at ingen ville henvende sig til mig. Indtil det ændrede sig. Lige indtil mit sind tog en drejning. Jeg skar tænder og snerrede når det blev mørkt. Jeg fik et nyt ansigt og jeg handlede derefter. Jeg lukkede alle følelser ude. Når der var allermest mørkt over det hele, så slukkede jeg de lys der blafrede for meget i vinden. Om dagen var jeg mig selv, og passede mit arbejde. Der var jeg bare den skygge jeg voksede op som. Ham der passede sig selv.

En ny begyndelse

Det hele startede for tre uger siden. Jeg var inde i København og gå rundt for mig selv idet jeg kommer forbi en butik med en masse gammelt militærisk ragelse. Et overskudslager af en slags. Til at starte ville jeg bare gå forbi. Jeg tillagde den ikke meget opmærksomhed, lige indtil jeg kastede et sidste blik ind gennem vinduet. Der lå min redning. Den skinnede til mig og kaldte på mig, og jeg kunne ikke lade den ligge der. En fyrre centimeter lang og bred dolk med et solidt greb af brunt læder. Jeg var omgående solgt og måtte bare eje den. Jeg var besat lige på stående fod. Kunne slet ikke fjerne øjnene fra den. Jeg fór ind i butikken og betalte hvad den kostede. Det var så resten af mit madbudget den måned. Men jeg var ligeglad.

Samme aften gik jeg rundt i esplanaden for mig selv. Jeg havde hugget en stor sort frakke på biblioteket, fra en ældre mand. Det var tarveligt, det ved jeg godt, men jeg var ikke mig selv. På afstand kunne jeg se en af de idioter jeg altid havde været bange for. Til at starte med vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre. Pludselig stod alle minderne skarpt. Alle de gange hvor han bare havde skubbet mig omkuld, kun fordi han kunne. Så slukkede jeg mit eget lys og trådte ud af skyggen.

Magnus sad med den sigtede overfor sig. Han smilede og så ham i øjnene. Henrik var ikke meget for at gengælde blikket. Hans feministiske udtryk i ansigtet fik hans lille trutmund til at ligne et rigtigt surt røvhul. Han lagde armene over kors og sukkede.

- Jeg har jo sagt at det ikke var mig. Det må være en kvinde. Måske min søster.

- Ja det troede vi også først, Henrik. For vi fandt jo et par aftryk efter damesko.

Magnus fjernede smilet. Han så alvorligt på den mordmistænkte og rejste sig. Han lænede sig ind over skrivebordet.

- Skal vi ikke stoppe nu? Henrik, jeg ved at det var dig der slog din mor ihjel. Det er rigtigt at vi fandt aftryk af et par damesko, i størrelse femogfyrre. Jeg har talt med din søster. Hun er sådan cirka hundrede og tres centimeter høj. En meget lille dame til de store par sko vi fandt aftryk af. Den holder ikke Henrik. I øvrigt fandt vi sådan et fint og smukt lille fingeraftryk på din mors guldhalskæde. Det passer sjovt nok med de fingeraftryk vi fandt i registret. Du ved, dem vi har fra første gang du blev anholdt.

Henrik blev helt rød i hovedet. Han kunne slet ikke finde ud af hvordan han skulle sidde. Han så oprørsk op på Magnus.

- Jamen, jamen. Det var hendes egen skyld. Det var det virkelig. Hun hadede mig for hvad jeg var blevet. Jeg var beskidt i hendes øjne. Jeg kunne bare ikke mere til sidst.

Han skjulte ansigtet i sine hænder og brød sammen i gråd. Magnus nikkede og lagde en hånd på hans skulder. På en lidt trøstende måde, men også for at sige, det var godt at du kom af med det. Dommen ville ikke blive lige så hård hvis han tilstod.

Døren til Magnus’ kontor gik langsomt op og Freja trådte ind. Hendes lyse hår var sat op. Hun så godt ud i sine nye uniform. Freja tog sine håndjern frem. Hun lagde en hånd under Henriks arm og hjalp ham langsomt op at stå. Hun klikkede håndjernene om håndleddene og førte Henrik ud af døren. Inden hun forsvandt vendte hun sig og blinkede til sin storebror. Han smilede tilbage og var stolt af sin lillesøster. Endelig blev hun færdigudlært, og kunne tage uniformen på.

Det var ved at være sent på dagen, og skyggerne blev længere og længere nede på gaden. Efteråret havde sat ind med en ordentlig omgang blæsevejr, og vejrprofeterne havde truet med regn, flere dage i træk. Bilerne dyttede af hinanden i krydsene i en hektisk myldretrafik, og Magnus gned sig træt øjnene da hans dør op igen.

- Nå, fik du ham til at tilstå?

Magnus drejede rundt og fik øje på den nye kvindelige drabschef, Sabina. Nikkende satte han sig tungt i stolen. Han samlede alle papirerne og billederne han havde vist til Henrik. Blandt dem et billede af hans døde mor på gulvet i badeværelset.

- Ja endelig. Han var ikke meget for det. Der var desværre ingen tvivl om udfaldet.

Sabina trådte frem og lænede sig ind over ham. Hun så alvorligt på ham.

- Du kan ikke holde ferie endnu Magnus. Jeg ved du havde glædet dig, men du skal til Brøndby Strand. Vi har fundet et nyt offer. Præcis på samme måde som de to første gange. Det er ikke banderelateret. Det er noget andet det her og jeg kan ikke have det. Du er min bedste mand, og du samler et hold på fem eller seks kolleger, og så opklarer i denne her sag, inden det går for vidt. Er du med?

Jeg mindes de dage i min barndom, hvor jeg gik aftentur med min far med min lille hånd i hans kæmpe store hånd. Det var det sikreste sted på hele jorden. Ingen som i absolut ingen kunne gøre mig noget. Jeg var den heldigste dreng i hele verden.

I går aftes sad jeg lidt træt inde på arbejdet, i kantinen hvor jeg forsøgte at få en gang ungarsk gullasch ned. Det smagte ikke som min mors mad, men det gik. Alle mine kolleger sad og diskuterede hændelser i Brøndby Strand. Jeg lyttede ikke rigtig med. De var ellers temmelig højrøstede. Nogle af dem havde familier derude på vestegnen. Der var også dem der spurgte om jeg ikke også boede derude. Jeg svarede bare ved at nikke. En af dem bad mig passe på mig selv. Jeg takkede høfligt og gik tilbage på afdelingen og sorterede pakker. Jeg lod dem bare sidde tilbage med alle deres dagligdagsfrustrationer og mellemborgerlige liv, om politik og hvad der ellers rørte sig. I løbet af aftenen havde jeg igen fået drukket mig tilpas fuld. En af lederne brokkede sig højlydt over mig. Jeg var ligeglad. Hvad ragede det mig? Jeg levede mit liv. Han kunne bare passe sig selv. Efter arbejdet gik jeg med et par gutter på værtshus. Rio Bravo var et hyggeligt sted. De lukkede ikke før fem om morgen.

Jeg drak tæt den aften. Fra to eller tre om natten kunne jeg ikke huske noget. En eller anden venlig sjæl hjalp mig over til toget næste morgen, og jeg fik det første tog hjem. Brøndby Strand var blevet en hvepserede på det sidste. Her kørte hele tiden politibiler rundt og patruljerede. Men hvem tog sig af en skidefuld ung mand, der dårligt kunne gå hjem forbi benene slingrede? Jeg kunne bare have ringet til min far, og så havde de nok ladet mig være. Jeg gik i fred. Det kunne jeg da huske.

Da jeg kom hjem, kunne jeg se at min mor havde været forbi med vasketøj. Strøget og lagt pænt sammen. Min skønne mor. Bedre at hun knoklede for andre end at gøre noget for sig selv.

Op af dagen fik jeg det bedre, men jeg nåede dårlig at se solen, og jeg havde det heller ikke for godt efter den brandert. Den var vist høj. Jeg meldte mig syg på arbejdet og gik i bad, men der stoppede tiden for mig, og mit ansigt ændrede sig.

Derude på badeværelset hang der en sort frakke. Jeg så mig i spejlet. Mit ansigt var skabt af sten. Da vidste jeg hvad jeg skulle. Uden følelser og tanker gik jeg ind og åbnede min skrivebordsskuffe. Der lå min bedste ven, med sit store skinnende brede blad. Jeg løftede den og så mine egne stirrende øjne, der nærmeste var trækulssorte.

Jeg ænsede ikke de næste mange timer, men da jeg kom hjem langt ude på natten, var Brøndby Strand et problembarn mindre. Min kniv var smurt ind i blod, og jeg følte mig sejere end alle andre. Jeg kunne være min far lige der. Jeg kunne have haft min egen lille søn i hånden, og passede på ham mod alverdens farer.

Magnus stod sammen med Storm i esplanaden. De kiggede bekymret på hinanden.

Blikkende patruljevogne stod side om side med en ambulance. Midt på cykelstien lå der et blodigt lig, der havde blødt kraftigt ud af halsen. Ved siden af båren stod Freja og noterede på livet løs, mens Rosalil stod og trøstede den ældre kvinde der havde fundet afdøde. Hun var dybt rystet, og kunne næsten ikke sige noget.

- Det her bliver chefen ikke glad for. Det var den fjerde på fire uger, sagde Magnus.

- Vi er slet ikke gearet til det her, Magnus. Holger og Vilja gik den modsatte vej. Der var ingen der så noget. Det er krafteddemig en fucking seriemorder vi leder efter. Vi har brug for flere folk på gader og stier herude. En eller anden ved jo noget. Men hvem fanden er syg nok til den slags? Og hvorfor helvede er der ikke nogle der har set noget? Alle dem fra højhusene kan sgu da stå på altanerne og se det hele.

- Står du ude på din altan hver nat og holder øje?

Storm rystede på hovedet.

- Nej, det gør jeg selvfølgelig ikke, men det er frustrerende det her.

- Er der ringet efter teknisk afdeling?

- De er her om få minutter.

I baggrunden løftede ambulancefolkene afdøde. En af dem udbrød en lyd, og Rosalil var hurtig henne hos dem. Lige efter kom Freja. De stod stille og sagde ikke noget.

På cykelstien lige foran dem var der skrevet med blod. STONEFACE.

- Nu har vedkommende da et navn, hvis man kan bruge det til noget, sagde Magnus.

Holger og Vilja kom hen til gruppen af betjente. Vilja rystede på hovedet. Holger tog sin notesbog frem. Han bladrede i den for at finde de rette noter.

- Jeg har lige talt med en flok teenagere, der beskriver afdøde som en rod her i området. Han var typen der slog først, og måske spurgte han bagefter. Han var altså ikke en af guds bedste.

- Det retfærdiggør ikke mordet, sagde Magnus.

De gav ham alle sammen ret ved blot at ryste på hovedet.

- Jeg har informeret familien. Faren var alene hjemme. Moren var på druk. Faren sagde ikke andet end han vidste det ville komme en dag.

Vilja lukkede sin notesbog, og skjulte et gab. Det havde været en lang vagt allerede.

Magnus så rundt på de andre. Han sukkede højlydt indtil Storm tog ham i armen.

- Vi har et mønster nu. Kan du se det? De fire myrdede unge mennesker herudefra har alle sammen haft et dårligt ry. Det er en eller anden selvtægtsseriemorder der rydder op.

Magnus nikkede mens regnen lige så stille begyndte at ramme alle.

- Hold nu kæft altså. Jeg skal ind på gården og informere chefen. Hvis vores morder ellers ikke slår flere ihjel i nat, så mødes vi her igen i morgen klokken ni om formiddagen. Alle de uniformerede betjente vi kan råde over patruljerer videre i nat.

Han kastede et blik over på sin søster.

- Det gælder desværre også dig, Freja, og din makker Rosalil.

Første gang var egentlig ikke så slem som jeg frygtede og troede. Jeg så Junior kom cyklende, og så ændrede mit ansigt sig, og jeg kunne slet ikke styre det. Han var to hundrede meter fra mig da jeg så hvem det var. Så begyndte jeg at bande inde i mig selv. Helt hysterisk. Jeg plejede ellers ikke at bande sådan til hverdag.

Junior var en ung fyr på 19. Jeg huskede ham bare som en kæmpe idiot. Altid højrøstede lige meget hvor han befandt sig. Skulle altid provokere dem der var mindre. Eksempelvis mig. Han havde et bredt skulderparti og var generelt ret stærk.

Det ville han også altid gerne prale med, og de dumme tøser i klubben kunne lide det.

- Kom her. Jeg vil ligge arm med dig, råbte han.

- Nej tak Junior. Det er vist ikke noget for mig. Du er garanteret stærkere end mig.

- Ja gu er jeg stærkere end dig. Jeg er den stærkeste i klubben. Fatter du det?

Han råbte og skreg som en sindssyg. Der var ikke nogle der ville lægge sig ud med ham. Han gik altid rundt i T-shirts der var et nummer for lille, så man rigtig kunne se hans skuldre og velbygget overarme. Men man havde ikke noget valg hvis Junior ville ligge arm. Han tog altid bare fat i en. Så klemte han min hånd så det gjorde djævelsk ondt, hvorefter han tæskede den i bordet.

- Jeg vandt igen, råbte han højt og bøjede den anden arm så man kunne se musklerne.

Junior havde et sydlandsk udseende. Hans hår var næsten sort og så var han altid solbrændt. I virkeligheden hed han bare Brian Berg, men man fik tæsk på vej hjem fra klubben hvis man kaldte ham det.

Jeg kan huske at jeg havde set ham i slagsmål et par gange. For Junior var der ingen regler. Da jeg var dreng var der regler. Den der kom ned at ligge, og lå nederst, han havde tabt. Længere var den ikke. Junior stoppede aldrig sine slagsmål. Han sparkede den der lå ned. Og gerne lige i hovedet. Jeg kunne ikke fordrage den knægt. Han var et år yngre end mig, men jeg kunne ikke få ham ned at ligge.

Da jeg så ham komme cyklende den aften, kom der flere billeder frem i hovedet på mig. Levende billeder, hvor han havde taget min hånd og klemt så det knasede. Nu var det min tur til at give igen. Da han var to meter foran mig, gik jeg direkte ud på cykelstien og kastede mig ind i siden på ham. Han styrtede omgående. Der frøs jeg godt nok lige der. Jeg stod stille og så den brede fyr ligge der. Han havde en sort lædervest på. Den gik han altid med, ud over sine små T-shirts. Den aften havde han den ud over en cowboyjakke. Jeg stod der og stirrede på ham i min stjålne sorte frakke. Han brølede op, og jeg blev vækket af min trance. Et kort øjeblik var jeg i tvivl om hvad jeg egentlig ville med det her, men da jeg så ned på hans vrede ansigt, var jeg ikke i tvivl længere. Hvis han nåede op at stå, ville han banke mig halvt ihjel. Stenansigtet trådte et par skridt frem, og blottede sin store kniv. Junior nåede at se den, mens jeg nåede at se mig omkring. Der var ikke en levende sjæl, men folk kunne snildt have set mig fra højhusene, så jeg måtte handle hurtigt. Jeg bukkede mig ned og tog fat i kraven på ham, og så jog jeg kniven i halsen på ham. Den strøg ind som glødende jern i varmt smør. Jeg trak den ud og så begyndte det at sprøjte, og jeg sprang væk for ikke at blive sølet i knægtens blod. Det var første gang, og min adrenalin kørte vildt hurtig.

Drabschefen trådte ind i et mødelokale uden at banke på. Hun så stramt på Magnus. Han sad der med sin lille gruppe. Storm, Rosalil, Vilja, Holger og Freja.

- Hvorfor er i ikke i Brøndby Strand? Det er da vist derude i skulle operere lige nu.

- Vi er ved at lægge en plan, og så trænger vi til mere politi derude. Ellers kan vi seks lige så godt flytte derud permanent.

- Jamen så gør i krafteddemig det, indtil i fanger den morder, Magnus. Jeg vil snart se nogle resultater, eller høre om nogle vidner der har set noget. Jeg bliver fandeme også presset fra øverste etage. Min chef er på nakken af mig hele tiden. Justitsministeren er i pressen konstant, og er nødt til at love folk at det snart er slut, så de roligt kan gå på gaden igen. Men det ved han ret beset ikke en skid om, ikke før i fanger morderen.

Tiden kørte i ring, både frem og tilbage for beboerne på vestegnen. Nogle tog det alvorligt og nægtede at sende deres unge ud, mens andre blev kørt til og fra deres bestemmelsessted. Nogle voksne lavede deres eget vagtværn med skiftende tider. Hvilket så endte ud i flere tilfældige overfald, der ikke havde noget med morderen at gøre. Hver gang en mand kom gående alene, var der oftere og oftere nogle der kom løbende og slog løs på ham. Det gav ekstra meget overarbejde til politiet, der var presset fra pressen. Justitsministeren blev presset fra opinionen. Fang ham eller gå af.

Magnus og hans gruppe kunne ikke fremskaffe de ønskede resultater, og det endte med skænderier med deres chef Sabina, der skulle længere op af trappen og ryste på hovedet. Nej, de havde ikke fanget ham endnu. Frustrationerne stod i brændende lys lue. Der var dog de hjem hvor de overhørte alle advarsler. Der hvor de skabte reglerne selv. Dem der ikke følte at de havde noget at skjule. Såsom Elisabeth.

Elisabeth havde været en pige med et ry. Hun var alle drengenes kæreste. Hun havde rendt rundt og været ligeglad med unge fyres følelser. Der var specielt en der var ramt. Han troede i nogle uger at det var ægte kærlighed, men han fik frarøvet alt det han havde lagt i det da han så og hørte hvordan hun var løs på tråden. Både overfor alle indvandrerne, men også for alle andre unge danske fyre. I hjørnet stod han tilbage som taber af kampen. Skuffet, trist og med en masse tanker om retfærdighed.

Elisabeth var ligeglad. Hun kunne ikke se noget galt i hvad hun gjorde. Hun fik en masse opmærksomhed og trak drengene til sig. Måske ikke for hendes udseende. Hun var en pige med et par ekstra pund på sidebenene, og et gevaldigt bagparti, kunne man sige uden at genere nogen. Derudover var hun udstyret med en tiltrækkende barm, der ofte var et samtaleemne for drengene i klubben. Hun havde et skævt smil. Ofte med lukket mund, for at skjule de usunde tænder, der kun sjældent blev passet.

Spøgelset stod stadig tilbage i hjørnet og kneb øjnene sammen og skar sine tænder. Han så hvor hurtigt hendes popularitet steg, i tråd med hvor ofte hun spredte sine ben.

Dråben var da han fik et brev fra lægen. Hun havde opgivet hans navn, i tråd med at han begyndte at pisse glasskår. Han skulle til lægen og have stukket en vatpind ind i urinrøret. Den smerte tilgav han hende aldrig. Heller ikke da hun bevægede sig ud i mørket den skæbnesvangre aften. Hun skulle hjem efter endnu et tilfældigt stævnemøde. Da hun lukkede hans hoveddør, havde hun allerede glemt hans navn. Det var ganske vist fire år siden hun havde knust spøgelsets hjerte, men det sår var aldrig rigtig helet, så da han så hun kom vraltende i en lettere rødvinsbrandert, der kunne lugtes på ti meters afstand, var hendes sjæl allerede beseglet. Hans øjne blev sorte. Han gik frem og trak hende med ind i skyggen, slog hende hårdt i maven og stak kniven i halsen. Elisabeth nåede ikke at sige et ord. Hun lå bare der på jorden og gurglede mens hendes blod skabte en mørk flod der løb langs rendestenen. Koldt stod han og så det ske. Han havde forventet at hendes øjne ville lukke, men hun blev liggende med åbne øjne og åben mund. Elisabeth blev Stonefaces offer nummer to.

Der gik et par uger, hvor min ven havde ligget stille. Jeg havde dårlig kunne bevæge mig ud af døren, uden at en eller anden emsig betjent skulle spørge mig om det ene eller det andet. Men jeg havde jo ikke set noget, løj jeg. Jeg var gået en tur ned for at købe avisen, og mødte intet mindre end fire betjente på vejen. Slap dog af, tænkte jeg. Hvorfor kunne de ikke se at jeg var i gang med at rydde lortet af vejen?

Den idé med kunstnernavnet, Stoneface kom sig af at jeg fik øje på mig selv i spejlet en dag, hvor jeg stadig var i trance. Det stenansigt jeg så derinde, det skræmte selv mig. Det iskolde blik skulle nok få nogle til at fryse lidt.

Avisoverskrifterne handlede om et galt menneske der tog loven i egen hånd. Jeg var da ikke gal. Jeg så måske anderledes på idioter end loven tillod. Så var det heller ikke værre. Jeg mødte næsten ikke nogle på min vej. Der var så stille i hele kvarteret. Lige indtil en aften, hvor jeg traskede hjem fra den lokale bodega, godt halvsnalret. Der var næsten for stille i esplanaden. Det hed sig at flere forældre havde låst døren og forbudt deres unge om at komme i klubben, eller nogle andre steder. Måske havde jeg endelig fået ryddet op. Måske var Stoneface ikke længere nødvendig. Jeg tvivlede dog. Jeg synes jeg kunne huske flere af dem, der ofte generede os, der ikke svarede igen. Der var altid en eller anden nar, der skulle more sig på vores andres bekostning.

Jeg trådte ind over en græsplæne, og havde godt set en komme imod mig. Jeg tænkte selvfølgelig at det var endnu en betjent. I civil for eksempel. Men jeg tog gudskelov fejl. Det viste sig at være Lonnie. En pige fra klassen fra mit sidste skoleår. En sygt irriterende afbleget overvægtig møgtøs, der kun kunne se andres fejl, og selv syntes hun var så lækker. Hvilket var en enorm overdrivelse. Hun havde et overbid, der ville gøre enhver krikke misundelig, og brugte tykkere brilleglas end de hinkesten pigerne brugte hjemme på vejen da jeg var en lille knægt. Desuden skulle hun absolut spytte hver eneste gang hun skulle udtale ord med B eller P, og altid med en hvid slimklat i mundvigen. For satan hvor kunne jeg bare ikke lide hende. Hun nærmede sig, og jeg ærgrede mig over at min ven lå derhjemme. Jeg stoppede hende og købte en smøg for en krone. Fedterøv, nåede jeg at tænke. Hun kunne da bare have givet mig en. Jeg præsenterede mig, og hun var umådelig ligeglad. Jeg kunne have pandet hende en.

- Nå, er det dig. Ja jeg kan godt huske dig. Bare ikke for noget særligt, grinede hun.

Jeg må blankt erkende at hun tændte mig af lige der. Jeg havde ikke min ven, men jeg havde en negleklipper i lommen. Den måtte gøre det ud for min kære ven derhjemme. Jeg sparkede hende alt hvad jeg kunne på benene. Så lå hun der på græsset og sprællede og skreg. Så sparkede jeg igen, igen og igen. Til sidst var der stille. Det var noget griseri med den negleklipper og den lille minifil der sad på, men jeg fik da hul på huden i halsen på hende, og fik skrevet min autograf. Hun kunne da bare have været høflig. Hvorfor skal vi være sådan overfor hinanden? Kunne hun ikke se hvad hun pressede mig til? Jeg blev så gal, og så blev der helt sort.

Da jeg kom hjem den aften var jeg smurt ind i blod. Så jeg gik i bad. Jeg nød at stå der under bruseren, og lod mig tæske af de hårde stråler. Rense mig selv for min tilstand, og komme tilbage til den jeg oprindeligt var. Bare en ung fyr, der ikke ville nogle noget dårligt. Jeg gik i seng den aften, og lovede mig selv at leve sundere. Jeg ville stoppe drikkeriet og rygningen. Jeg ville passe mit arbejde, og selv gå på vaskeriet, så ikke min mor skulle gå den lange vej med en sort sæk fyldt med tøj.

Jeg blev lidt overrasket da vækkeuret ringede dagen efter, for jeg havde ikke sat det. Jeg kravlede forvirret ud af sengen og kom langsomt til mig selv, og først da gik det op for mig at det var dørklokken der ringede. Jeg åbnede døren, kun iført et par små underbukser. Jeg stod bag døren og forsøgte at smile. Udenfor stod der to kønne blondiner i uniform og alvorlige ansigter. Jeg var sikker på at jeg lå og drømte endnu. Det ville aldrig ske for mig det der. Det skete vist kun på film. Jeg blinkede med øjnene, men de stod der endnu. Det var vel heller ikke så meget det at de stod der. De var ikke alene viste det sig. Ude i min lille gårdhave var der pludselig fyldt med kampklædte betjente med våbnene trukket. Inden jeg kunne nå at tælle til femogtyve, lå der fire civilklædte kriminalbetjente oven på ryggen af mig. De fandt det blodige tøj fra dagen før, og min negleklipper. Ja den skulle jeg nok have smidt ud. De fandt min kniv i skuffen. Så vidste jeg jo godt hvad klokken havde slået, så jeg var helt rolig. To af herrerne fik mig op at sidde på sofaen. En ung mørkhåret kriminalbetjent satte sig på hug foran mig. Han var høflig nok og spurgte hvad jeg hed. Jeg fortalte det. Jeg opførte mig ordentligt. Det lærte jeg af min farmor. Hun vidste besked om den slags. Det viste sig at der havde været vidner aftenen før. Nogle havde set mig ordne Lonnie. Nu var hun i hvert fald væk. Så kunne de sige hvad de ville. Det viste sig også at mit tøj havde dryppet af Lonnies blod. Så det var ikke så skrækkeligt svært for sporhundene at snuse sig frem til hvor jeg boede. Jeg kunne ikke så godt nægte, så jeg sagde bare ja til det hele.

Den unge fyr foran mig viste sig at hedde Magnus. Han sørgede for at jeg kom i et par joggingbukser og fik en trøje over hovedet. Inden vi gik ud af døren så han på mig.

- Hvorfor?

- Fordi der trængtes til at blive ryddet op, blandt alle de unge mennesker, der aldrig nogensinde har behandlet andre unge godt. Spørg omkring dig, og jeg får ret. Jeg tror faktisk jeg gjorde samfundet en tjeneste. Bare på min egen måde.

Jeg sad for mig selv og skrev det her for et par år siden. Min dør blev låst udefra.

Ind imellem fik jeg såmænd besøg herinde. Min kære storesøster Grethe kiggede forbi. Vores mor var vist ikke klar til det, og det er ok. Måske det kommer en dag. Mine søskende har trøstet hende. Jeg tænker ikke at manden gjorde det. Så har Grethe og jeg siddet og grint af gamle dage, da vi var børn hjemme på vejen i Maglelund. Vi sad selvfølgelig med en tyk rude imellem os. Vi græd hver gang hun skulle hjem igen. Ellers har jeg ikke set så mange, ud over forskellige psykologer, der alle sammen ville vurdere hvor syg jeg er. Jeg har det ellers meget godt. Måske kommer der nogle flere og besøger mig en dag, når folk indser at jeg havde ret.

Jeg underskriver denne sidste side som jeg gjorde på nogle af ofrene, også selv om jeg har gemt ham væk. I hvert fald for en tid.

Kærlig hilsen STONEFACE