Straffen
Sejren føltes sødere end nogensinde. Den anklagede fik seks år, for bagvaskelse.
Ulrik beviste det og vandt. Juryen fandt ham skyldig og dommeren eksekverede dommen.
Det hele var som det hele kun kunne være. Succes igen. Det skulle fejres, på behørig vis.
Som sædvanligt.
Mobilen blev trukket frem og et bestemt nummer trykket. Der gik ikke længe, før en velkendt stemme dukkede op i den anden ende.
- Det er Heidi, lød det med lys klang i tonen.
- Det er mig baby. Jeg vandt igen. Skal vi fejre det sammen? Jeg tænker på Copenhagen Corner, hvad siger du til at jeg henter dig med det samme, spurgte Ulrik selvsikkert.
- Du er sikker på at du ikke skal hjem til konen, og det store hus oppe nordpå?
- Kom nu baby. Du ved da, at det er dig der er nummer et. Jeg bor kun hos Charlotte indtil jeg finder noget til os to. Det har jeg da fortalt dig. Kom nu baby. Middag i aften, jeg giver.
Heidi sukkede. Hendes følelser for Ulrik kunne hun ikke skjule, men det var prisen bagefter, når han klappede hende bagi, og bad hende vente en halv time, inden hun forlod det hotelværelse han altid havde lejet, til at slutte aften af med. Men et eller andet sted, så havde han jo lovet hende det hele. Det var nok heller ikke nemt for ham, bare sådan at forlade hans kone. Det var trods alt hendes penge, fra hendes familie. Datteren, Margrethe var på kostskole i Frankrig. Det hele var indviklet for ham. Jo hun kunne godt se det fra hans side. Han havde det ikke nemt, og hun elskede ham jo. Der var alle de forbandede følelser, hun havde i klemme. Hun kunne ikke skjule det for sig selv.
- Jeg ved godt du elsker mig Ulrik. Det er bare dage, hvor savnet til dig er for stort.
- Har jeg svigtet dig nogensinde baby, spurgte Ulrik med smil i stemmen.
En aftale blev sat i stand, og både bord og værelse blev bestilt til senere på dagen. Som sædvanligt.
Klokken havde passeret seksten. Det var allerede begyndt at blive mørkt. Vinteren bed sig fast igen. Haven omkring huset, var pakket tæt ind, i en dyne af sne. Kun stien fra hoveddøren til garagen, og fra garagen ud til vejen var ryddet.
Inde i køkkenet stod husets frue, Charlotte Middelbo.
Hun var af god familie, fra de bedre kredse. Hun havde passeret de tres, men følte sig heldig ved at have en mand, som Ulrik. Han passede sit job, som en af landets bedste advokater. Hun kunne ikke mærke på sig selv, at hun var ti år ældre end ham. De kom de rigtige steder, og blev set af alle. Charlotte lod sig passe godt ind i rollen, som den lille forsigtige kone. Hun hyggede sig med den, og Ulrik havde det godt, med at være den der styrede. Så længe han troede, at han var den eneste, var Charlotte også glad. Det gjorde ham tilfreds. Hun var ikke længere i stand til, at blive tilfredsstillet seksuelt, så hun tillod at Ulrik kiggede på andre piger, og kun kiggede. Ville han tilfredsstilles, kunne han komme hjem.
Charlotte kunne ikke, men det kunne Ulrik i særdeleshed, og det kunne han gøre hjemme. Bare han aldrig var i tvivl.
Charlotte havde et problem, hun aldrig havde delt det med nogen. Hendes temperament. Hun havde skjult det i årevis. Ulrik vidste det ikke. End ikke Margrethe i Frankrig vidste noget. Der var ingen grund til unødig bekymring. Herregud det havde været en mindre depression, der løb løbsk.
Hun tog sin medicin, og nød sit liv. Det var da sket, at Ulrik ikke havde været på apoteket på vej hjem, så hun ikke fik sin Symbalta mod depression, både morgen og aften. Så kneb det med humøret. Men det gik. Ulrik var pligtopfyldende. Han passede hende godt.
Margrethe var Charlottes anden øjesten. Hun var blevet undfanget på en vidunderlig sommerdag, hvor alt passede ind. Hun var mere eller mindre planlagt. Hun var smuk som et japansk kirsebærtræ, sagde Ulrik altid. Hun var ligesom et trofæ for ham. Han havde tit haft hende med ude og vise frem. Charlotte var ikke så tit med ude. Store menneskemængder passede dårligt til hende. Hun tog med, når hun kunne mærke at det var ok med helbredet. Men det var ikke så tit.
En sjælden gang i mellem, dukkede hun uventet op, på Ulriks kontor. Hun hilste pænt på personalet, og de smilede tilbage til hende, måske på en lidt underlig måde synes hun nok.
Det passede vist ikke rigtigt Ulrik. Han havde tit møder ude i byen, og brød sig ikke om det uventet.
Charlotte forstod, og var holdt op med at komme, uden at ringe først.
Telefonen ringede i den store villa.
Charlotte fik hushjælpen, Anja til at tage den. Samtalen var kort. Men beskeden var ikke uventet. Den havde lydt sådan før. Intet var ændret. Der var ikke noget nyt.
Herren kommer sent hjem. Måske først i morgen formiddag. Der var meget arbejde på kontoret, og så var der en middagsaftale med en kommende klient. Charlotte smilede til Anja da hun fik beskeden. Hun forstod at det var et hårdt arbejde, og havde ondt af Ulrik. Hun ønskede ham det bedste.
Ulrik duftede til det lyse hår, og sukkede dybt.
Så lagde han sig tilbage i sengen. Han kælede den nøgne ryg foran sig, og lod sine fingre kilde ryggen. Heidi nød det, og lagde sig også tilbage.
- Hvor er du skøn baby, hviskede han hende i øret og kyssede hende blidt.
- Det er dig der er for lækker, og tak for armbåndet skat, hviskede hun tilbage.
De lå tæt, som en klynge slanger, der omfavner hinanden. Elskovslegen var slut, men ingen af dem magtede at træde ud af sengen. Øjeblikket var for godt, til at skulle efterlade det, i netop det øjeblik.
- Bliver det bedre en dag, for os, spurgte Heidi, stadigt hviskende.
Spørgsmålet passede ikke advokaten.
Han satte sig hurtigt op i sengen, og krængede en dyne omkring sig. Han vrissede af hende, som en sur gammel regnelærer.
- Ja det ved du da det gør. Det har jeg jo lovet dig. Men du må ikke presse mig. Det hele skal passe ordentlig ind. Det skal gøres rigtigt. Jeg har jo fortalt dig, at den dag det sker, så ejer jeg altså ikke så meget. Charlotte er stenrig. Det er hendes alt sammen. Det er derfor, at vi skal gøre det ordentligt. Men jeg har jo forklaret dig det, flere gange.
Heidi rejste sig fra sengen, og begyndte at tage sit lingeri på. Hans irritation passede hende ikke. Hans ord vejede nogle gange for tungt til hende.
- Du har lovet mig det samme, i næsten tre år. Jeg kan ikke blive ved med at vente. Det har jeg også sagt mange gange.
Ulrik gik frem og tog Heidi i armene. De krammede længe. Han ville vise hvor følelserne lå. Hvorfor hjertet bankede ekstra hver dag.
- Du ved sgu da jeg elsker dig for pokker. Men jeg vil også gerne kunne give dig et liv, med gaver og blomster. Alt det du fortjener, ikke?
- Det eneste jeg ønsker er dig, sagde Heidi, og prikkede ham i brystet.
Mobilen ringede pludseligt fra inderlommen. Ulrik var over den med det samme. Det var fra kontoret. Den samme aftale, om at hans sekretær, Sarah skulle ringe hvis der var nyt hjemmefra, den holdt stadig. Han var lettet da han så hendes nummer.
- Ja Sarah, hvad kan jeg gøre for dig, spurgte han med vanlig kølig tone, uden at angre noget.
- Din kone er i røret, og spørger mig om det bliver sent. Og hvad skal jeg så svare Ulrik?
- Ja det bliver sent. Jeg kommer nok først hjem i morgen formiddag. Middagen trækker ud. Sig du bare det, som du plejer. Okay?
Ulrik vendte sig mod Heidi. Han smilede til hende, og sendte hende et kys.
- Ved du godt, at du er så lækker, og at du er lige til at spise?
Julen og helligdagene nærmede sig. Et kort fra Frankrig, gav udtryk for, at Margrethe ikke kom hjem til julen i år. Det skuffede Charlotte. Hun elskede de dage de havde sammen. De gav hende livskvalitet.
Ulrik havde foreslået Charlotte at tage derned. Det var sødt af ham synes hun. Tænk at han tænkte sådan. Hun var så stolt af ham. Der var ikke meget, der kunne glæde hende mere, end livet med ham. Der eksisterede kun ham, for hende. Hun kunne aldrig se en anden mand i øjnene, og føle noget. Margrethe og Ulrik var to af grundene til, at hun stadig ville leve. Der havde tidligere været tider, hvor tanken om en ny dag, eller et nyt år, ville slå hende helt ud. Men hun havde Ulrik. Han var hendes støtte. Han kunne bære hende gennem diverse kriser, hvis nogen kunne.
Aftensmaden blev tilberedt. Normalt var det Anja der ordnede maden, men fruen var selv begyndt at eksperimentere derude. Det var lykkedes hende, at bestille nogle dejlige røde bøffer fra slagteren.
Hun havde lært at give dem få minutter på hver side. Hun blev dygtigere hver gang. Det sagde Ulrik selv, og han løj aldrig. Det nægtede hun at tro på.
Der var kun få dage tilbage, af det gamle år. Ulrik og Charlotte sad og nød, et par gevaldige meget røde bøffer. Lige som Ulrik kunne lide dem. Til dem havde Charlotte fået Anja til at åbne en af de dyre flasker fra kælderen. De nød maden, og vinen. Charlotte smilede til Ulrik, men han smilede ikke tilbage. Der var noget der trykkede ham.
- Prøv at hør her min blomst. Jeg er nok nød til at tage til Kolding i nogle dage, i det nye år. Jeg har en sag der trækker ud. Jeg tænkte på, om det var noget for dig, at tage ned til Margrethe i nogle dage? Du har så tit talt om, at du gerne vil derned.
Charlotte smilede over hele hovedet. Hvor var Ulrik dog betænksom altid, tænkte hun stolt. Der var lys i hendes øjne da Ulrik blinkede til hende.
Charlotte stod foran huset, med et lille lommetørklæde, og vinkede farvel da Ulrik kørte mod Jylland.
Hun viftede ivrigt tørklædet, mens han smilede sit eget lille skæve smil, som kun han kunne. Hun elskede det smil, der engang fangede hendes interesse.
Han vinkede en enkelt gang, på en måde, som fik ham til at ligne en royal fra balkonen.
Inde i huset, midt i bryggerset, stod Anja over vasketøjet.
Det hun fandt fra lommerne, blev lagt til side. En gensidig respekt om privatlivet, og en tavshedspligt lå i hendes ansættelse. Der var ingen pligt om at fortælle hvad hun fandt. Aftalen var, at lægge det på herrens skrivebord. Så tog han sig af det når han kom hjem. Det hele blev samlet i en kuvert, til herren. Charlotte så det aldrig, før nu.
-Hvad er det du har der, kom det bagfra hushjælpen.
Det gav et gib i Anja. Hun troede hun var alene. Hun håbede at hun var alene. Hun forsøgte at samle sig, efter forskrækkelsen. Hun samlede alle de små sedler i den ene hånd i et forsøg på at gemme.
- Det er noget af Ulriks. Jeg tror det er noget arbejde, svarede hun.
- Bare giv det til mig. Jeg lægger det ind til ham, sagde Charlotte, højt.
Anja stod med sedlerne ned langs siden. Hun prøvede ihærdigt og håbløst at skjule dem.
- Jamen det er noget af din mands, og jeg plejer bare at lægge det i en kuvert til ham. Det har jeg fået besked på.
- Jamen det er fint Anja. Men nu vil jeg gerne have, at du giver det til mig. Er du med, sagde fruen.
Hushjælpen havde stadig ikke rakt papirerne frem. Hun tøvede, og prøvede at holde sin aftale. Selv om det gik imod herrens ordre.
Charlotte gik frem mod hende. Hendes ansigtsudtryk skiftede folder. Øjnene blev mindre. Det brændte i kinderne. En kommende hovedpine meldte sig.
- Anja, prøv at høre her. Jeg har ikke fået min medicin i dag. Jeg er i lidt dårligt humør. Du står og skjuler noget for mig. Noget som åbenbart har med min mand at gøre. Enten viser du mig det nu, eller også kan du pakke med det samme, og så ser jeg det bagefter. Er du med?
Anja var chokeret, og bange. Hun havde aldrig hørt Charlotte tale sådan til hende. Eller til nogen andre. Hun var altid så blid, og talte stille til alle. Men hun havde heller aldrig oplevet hende, uden sin medicin. Anja løftede langsomt armen, og rakte Charlotte hvad hun havde fundet.
Fruen kiggede hurtigt på de mange boner. Der var fra blomsterhandlere, guldsmede, restauranter og flere fra det samme hotel. Charlotte trak vejret tungt. Så plantede hun et blik på Anja. Øjnene stak dybt.
- Hvor mange af den her slags, har du fundet i min mands tøj, i de fire år du har været her?
Anja vidste ikke hvor hun skulle se hen. Hun turde ikke se fruen i øjnene. Hun sagde ikke noget.
- HVOR MANGE, SPURGTE JEG, råbte Charlotte i hovedet på Anja.
- Jeg ved det ikke Charlotte. Nogen stykker. Men jeg ved ikke hvor mange, hviskede Anja.
Charlotte flyttede sig fra døren, så Anja kunne komme forbi. Anja var klar til at løbe. Hun var mere end bare bange. Hun rystede over det hele.
Hun mærkede en fast hånd på skulderen.
-Du kan køre min bil frem. Jeg skal ind på min mands kontor, lød en kommando, så der ikke var noget at være i tvivl om.
Sarah sad lidt midt i et telefonmøde, da døren gik op. Hun fik øje på Charlotte, og hendes ansigt. I telefonen gjorde hun hurtigt opmærksom på, at hun ville vende tilbage, når tiden bød sig.
- Hej Charlotte, det var en overraskelse. Jeg troede du plejede at ringe inden du kom. Men du er selvfølgelig altid velkommen, lød Sarahs lille hurtige tale.
- Du kan godt droppe formaliteterne Sarah. Det er mig der ejer det her firma. Jeg kommer når det passer mig, er du med? Jeg skal ikke stå dig til ansvar for den slags.
Sarah var dybt rystet over Charlottes ord. Hun sad helt stille, og sagde ikke et ord. Hun holdt vejret og blev usikker i blikket.
- Du kan give mig nogle informationer om min mand. Jeg kan se på dig hvis du lyver, og hvis du lyver, er du fyret, forstået? Det er ikke til at tage fejl af, vel?
- Jamen det plejer at være din mand der tager sig af alting her, stammede Sarah. Hun prøvede ihærdigt, at fastholde blikket på Charlotte.
- Nu spørger jeg dig min pige. Og jeg behøver ikke at gentage for dig, hvem der ejer firmaet her. Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad det kommer til at koste mig. Hvis dine svar ikke tilfredsstiller min nysgerrighed, er du færdig.
Ulrik stod med mobil i hånden. Det undrede ham i nogen grad, at han slet ikke kunne få fat i Sarah. Heller ikke Anja var til at få fat i. Han så sig snart nødsaget til, at ringe hjem til konen.
Heidi var sendt hjem med toget en dag i forvejen.
Ganske som de havde aftalt. Det hele passede som fod i hose. Han var en tilfredsstillet mand, på snart halvtreds. Han så sig i spejlet i bilen.
- Du er én stor heldig motherfucker, skreg han til billedet, og grinede.
I baggrunden forsvandt Kolding.
Snart var han lige ud for Fredericia, og så var der ikke langt til den første bro. Det havde været et par herlige dage. Selv om det stadig nagede ham, at han ikke kunne få fat i nogen derhjemme. Hverken på kontoret, eller i hjemmet.
Han så på sin telefon. Der var to beskeder fra Heidi på telefonsvaren. Hun måtte vente lidt. Han kunne næsten ikke mere. Hun var så ung og fast i kødet. Hun havde en god kondition, tænkte han smilende for sig selv. Og den røv, den kunne virkelig gøre ham rundtosset.
Han var begyndt at digte på den næste historie, om en tur til Åbenrå med et stort firma, og en god sag. Sarah skulle bare sættes ordentligt ind i aftalen. Og Anja skulle stadig huske at gemme alt.
Det ville også blive en herlig tur. Heidi skulle rigtigt forkæles på den tur.
Ulrik prøvede at ringe til kontoret igen, stadig uden held. Han stoppede bilen ved en rasteplads.
Han stirrede på telefonen mens han trykkede nummeret, for at være sikker på, at han trykkede rigtigt. Men der kom ikke nogen til telefonen. Ikke engang Sarahs faste afløser, Inge. Det var imod alle faste aftaler, og det vidste Sarah godt. Der skulle være en til at tage telefoner. Det lå i jobbet.
Heidis to beskeder på telefonsvaren var der endnu. Men Ulrik gad dem ikke lige nu. Det andet irriterede ham. Hvorfor var der ikke nogen? Han trykkede hjemmenummeret igen. Charlotte kunne man altid få fat i. Hun var næsten kun hjemme. Hun efterlod i hvert fald ikke sin mobil et sted, hvor hun ikke kunne nå den, og svare. Han så bekymret mod himlen. Hvad fanden sker der, tænkte han.
En brummen fra mobilen i lommen, vækkede ham fra sine dagdrømme. Det var hjemmefra.
- Hej min blomst, er det dig? Jeg har prøvet at få fat i dig, sagde han.
- Ja det er kun mig. Ventede du nogen anden, spurgte Charlotte med ro i stemmen. Mere rolig og fattet end han havde hørt hende længe.
- Nej overhovedet ikke. Jeg er bare glad for at høre din stemme, løj Ulrik.
Charlottes spørgsmål overraskede ham. Sådan noget havde hun aldrig spurgt om før. Hvorfor nu? Hvad var der anderledes denne gang?
- Er du snart hjemme? Jeg har idéer for fremtiden. Dem kunne vi drøfte når du kommer hjem. Du har noget at glæde dig til.
- Du kan tro jeg glæder mig blomst. Jeg vil skynde mig hjem.
- Det lyder godt min ven. Anja er i øvrigt rejst. Hun havde vist fundet noget andet.
- Nå! Det må jeg nok sige. Hun har da altid været trofast hos os. Det overrasker mig.
- Ja det gør det vel. Men alt det kan vi tale om når du kommer hjem.
Ulrik var meget overrasket over samtalen. Han kunne dårligt kende Charlotte igen, når han hørte hendes stemme. Kunne det være medicinen, havde hun mon rigeligt. Det regnede han nu nok med, for hun lød da meget ligevægtig og rolig. Det plejede hun ikke, hvis der ikke var medicin nok
Bilen ramte Sjælland, og så var det ligetil. Det gjaldt kun om at komme nordpå, og hjem.
Ulrik satte bilen fra sig foran garagen. Den sorte Audi blev låst med et bip. Der var noget der ikke føltes rigtigt. Han virkede urolig, og så sig omkring hele tiden. Han kunne ikke se hvad det var, men noget var der anderledes. Ulrik låste sig ind i huset. Der duftede fra køkkenet. Det duftede godt.
Han lagde sin taske og jakke fra sig, og bevægede sig langsomt rundt i huset. Turen endte i køkkenet. Charlotte stod over en stor støbejernsgryde. Hun vendte sig, og sendte et blik af de sjældne. Hun skulede smilende.
Ulrik kunne ikke gennemskue det. Hun sagde ikke noget, først.
- Det dufter godt. Skal jeg hente en flaske i kælderen, spurgte Ulrik.
- Ja gør det min ven. Så er maden klar når du kommer op. Jeg håber du er sulten.
Ulrik var hurtigt nede i kælderen. Han gik efter en af de dyre. Måske var der slet ikke noget galt. Måske var det bare ham. Han var lidt træt efter køreturen. Kort efter satte han en flaske på bordet. Den var åbnet og iltet. Han havde allerede åbnet en anden flaske også.
Han ville gøre indtryk. Charlotte så ud som om, hun trængte til det.
- Det var da ærgerligt med Anja, sagde han, mens Charlotte gav ham mad på tallerknen.
- Ja hun havde så mange forskellige opgaver herhjemme, sagde hun. Så det var næsten for meget for hende. Hun ønskede ikke al ansvaret mere, skal jeg sige dig.
Ulrik vidste ikke hvad han skulle sige. Han var uden ord, og fuld af forundring.
Anja havde været den bedste, til det hun gjorde.
Han valgte ikke at sige noget. Han tog de nye kartofler, og hældte sovs på.
Charlotte skænkede vinen, men hendes tallerken var tom. Hun stirrede på ham. Med små øjne. De sagde en masse, øjnene. De var kolde.
- Skal du ikke have noget at spise, spurgte Ulrik, mens han spiste.
- Jeg venter lige lidt min ven. Vi kan lige sludre lidt først. Men spis du nu bare din mad. Der er masser af det. Mere end jeg troede. Slagteren havde gode tilbud i dag.
Ulrik kunne fornemme det igen. Noget var anderledes. Han spiste videre og lod som ingenting. Men der var noget der ikke passede ind.
Kartoflerne blev kørt rundt i sovsen, og så et lille stykke ekstra kød. Så var gaflen fyldt.
- Faktisk, så bad jeg Anja om at pakke sammen. Vi havde ikke brug for hende mere.
Ulrik studsede over bemærkningen. Det var netop Charlotte der var så glad for Anja, huskede han. Han undrede sig, men prøvede at skjule det. Men der var noget ændret, han vidste bare ikke hvad det var. Han kunne ikke mærke hvad.
Der hang noget i luften. Den emmede af et kommende skænderi.
Det gjorde Ulrik hamrende usikker. Han kunne mærke hvordan sveden løb.
- De små sedler hun finder, og har fundet i dine bukser og jakker. Dem kan jeg også tage mig af. Jeg behøver ikke at lægge dem i kuverter til dig. Dem kan godt tage mig af, min ven.
Ulrik så den ikke komme. Men han vidste med det samme, at han var blevet opdaget. Satans også, tænkte han og holdt vejret.
Han løftede hånden, og ville sige noget. Men Charlotte fejede ham af.
- Tyg af munden inden du siger noget, eller bedre, hold din mund, sagde hun skarpt. Hun stirrede ham lige i øjnene, og viste tænder.
Han sagde ikke noget. Han følte sig som et lille barn. Han så ned af sig selv, og skammede sig. Havde ondt af sig selv. Selv om han vidste, at skylden var hans.
- Jeg var forbi Heidi Olsen i dag. Har du ikke lyttet til telefonsvaren i dag. Hun ringede et par gange mens jeg var der. Derfor undrede det mig, at du kom lige hjem.
- Hvad har du gjort Charlotte, spurgte Ulrik nervøst gennem en hvisken.
- Spis lidt mere min ven, og så skal du kun svare når jeg spørger.
Men Ulrik var for meget i chok, til at kunne tage en bid mere. Han så Charlotte i øjnene. De stak lige gennem ham. Han kunne næsten mærke det hårdt.
- Hvad har du gjort, spurgte han forsigtigt igen.
- Det er næsten synd, at du ikke har lyttet til din telefon. Jeg skal love dig for hun skreg. Gjorde hun også det i Kolding? Skreg hun også der? Du skal ikke svare. Du skal bare være glad for, at hun ikke vil forstyrre os i vores liv mere.
Ulrik begyndte at ryste på hænderne. Mobilen lå i hans bukselomme.
Han kæmpede for at finde den frem.
Han spurgte ikke mere. Han tog den til øret, og hørte Heidi skrige.
- ULRIK, HUN ER HER FOR FANDEN. TAG NU TELEFONEN ULRIK FOR HELVEDE.
Han blev fanget i et blik fra Charlotte. Hendes ansigt var koldt. Hun rejste sig.
- Jeg glemte at fortælle dig, at jeg også har fyret Sarah. Har du også bedraget mig med hende?
- Charlotte, hør her. Jeg gør det aldrig mere. Det lover jeg. Vil du tilgive mig skat?
- Skal jeg tilgive dig? Eller skal jeg tilgive Heidi? Det har jeg allerede gjort. Du har lige spist noget af hende. Det var straffen, Ulrik.
Et lille års tid efter.
Margrethe stod og trippede i lufthavnen. De Gaulle var fyldt godt op. Foråret stod for døren, og flere og flere ville tag Paris med storm, når det hele sprang ud.
Charlotte kom trissende med små skridt.
Hun smilede mere end bredt, da hun fik øje på datteren.
- Hej min skat, hvor er jeg glad for at se dig, sagde Charlotte
Mor og datter krammede længe. Der var mange følelser der skulle sluges, inden de sagde mere. Gensynsglæden var større end nogensinde.
På vej i taxien væk fra lufthavnen, brød Margrethe tavsheden. Hun så sin mor bekymret og dybt i øjnene.
- Hvad skete der med far? Jeg forstod ikke det hele af din mail.
- Din far fik et chok min skat. Jeg var så heldig at få ham installeret et sted.
- Hvad sker der med ham der mor? Er han helt bims, eller hvad?
- Der tager de sig af ham. De er gode ved ham skat. Tænk ikke mere på det. Far arbejdede hårdt, og ind imellem til langt ud på aften. Den slags kan koste helbredet, med mere.
- Hvad så nu? Hvad gør du nu, mor? Bliver du boende alene i det store hus derhjemme?
- Nej det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg har tænkt mig at flytte herned til dig min skat.
Margrethe kunne slet ikke skjule sin store glæde. Hun var sin mors pige.
- Hvor er det dejligt. Hvor er jeg glad mor. Det lyder så dejligt.
Charlotte krammede sin datter igen, mens hun så ud af vinduet. Hun kunne stadig se Ulrik sidde der, og skrige ved middagsbordet, mens han gloede på sin tallerken. Han skreg uhæmmet og hysterisk. Han råbte på Heidi, at hun skulle komme frem nu. Han håbede det var en dårlig joke. Men hun kunne høre ham. Hun hang ude i garagen. I hvert fald det af hende, der ikke var i gryden.
Nu sad han der, og stirrede ind i væggen.
Han savlede det meste af tiden. Han havde tabt sig. Hver gang personalet ville give ham mad, spyttede han det ud igen, og råbte på Heidi. Grædende som et barn der ikke fik sin sut.
Taxien var ved at være fremme. Da moren og datteren steg ud, stod der en ung mand foran døren. Moderigtig klædt i de rigtige farver, med åbenstående skjorte og stramme bukser.
Han henvendte sig til Margrethe.
Charlotte forstod ikke fransk, men hun kunne se, at det han sagde gjorde hendes datter ked af det. Hendes intuition sagde hende noget ikke var, som det burde.
Da de endelig var oppe i den lille lejlighed, var den unge mand forduftet. Charlotte tog fat i Margrethe og spurgte hvad der var galt.
- Det er bare Carlo. Han vil så gerne være kærester. Men jeg ved ikke rigtigt, mor.
- Hvad er der galt skat? Han så da meget tilforladelig ud, ham din ven.
- Jamen det er ikke kun det mor. Carlo er såmænd sød nok, sagde Margrethe stille og så ned ad sig selv.
- Hvad er det så? Kom nu med det. Du ved da at du kan stole på din mor.
- Ja det ved jeg godt. Men det er svært. Jeg er jo ikke så vant til det med fyre og sådan.
- Har han været grim ved dig skat, spurgte Charlotte, og fik små øjne.
- Det er det jeg ikke ved. Måske, men jeg ved ikke noget med sikkerhed.
- Hvad har han gjort, der er så forfærdeligt? Sig det nu bare.
- Jeg troede at det kun var ham og mig. Og at jeg ikke skulle dele ham med nogen. Hvis du forstår hvad jeg mener?
Charlotte gik hen til vinduet og så efter den unge Carlo, men han var væk.
- Vil det sige, at han har været min datter utro? Er det det du siger?
- Ja det er det mor, men hvad søren skal jeg gøre, når jeg nu er så vild med ham. Ved du det?
- Ja det ved jeg godt skat. Jeg skal nok tale med Carlo. Han taler vel engelsk. Jeg koger ham en suppe på ben. Stol på mig skat. Det kunne være sjovt, at invitere hende han bedrog dig med.
- Hvorfor det? Hvad skal hun her?
- Måske vil hun spise med.
Charlotte stod foran et stort spejl i Margrethes stue. Hun smilede til sig selv.
Det nye talent havde fundet et sted af bo.