TAURUS 1 & 2

Hailey løftede hovedet og så sig omkring. Det var der hun oplevede kulden på kroppen. Gåsehuden poppede op over det hele, og Hailey begyndte at ryste. Hun forsøgte at røre sig en smule, men det var umuligt. Stærke nylonstrips holdt hendes hænder bundet fast på ryggen. Hun fandt sig selv siddende nøgen på knæ, på et råt, koldt og ubarmhjertigt betongulv. Fødderne var ligeledes fastspændt med strips, og Hailey havde ikke en chance for at røre sig.
Det smertede ikke kun ved håndled og ankler. Hendes hals gjorde ondt som en brændende halsbetændelse. Hun prøvede at fremstamme en lyd men det kom kun som en stille hvisken som ingen ville kunne høre. Der var mørkt, og hendes øjne skulle vænne sig til det. Hailey rystede på hovedet. Der var hverken tanke eller idé i at hun sad her. Den unge kvinde på 22 år, der egentlig bare havde været på vej hjem fra en sen middag med et par venner. Hailey gøs og rystede over hele kroppen igen, mens tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Det var svært at koncentrere sig som situationen var. Igen kørte den brændende fornemmelse igennem halsen og hun hostede kraftigt, og spyttede. Det hjalp ikke synderligt meget. Smerten i halsen var vedvarende. Hailey prøvede igen at røre sig. Måske ville hun komme op på benene, men det var håbløst. Ikke alene var hun bundet hårdt fast, men hun var også bundet til noget på væggen. Hun kunne ikke se hvad det var. En smule lys ville have gjort underværker. Hun hviskede i fortvivlelse og kunne mærke tårerne trænge sig på.
- Hvorfor? Hvorfor mig? Hjælp mig. Kan i ikke høre mig? Så hjælp mig dog.
Der var stille i det kolde rum. Al for stille til Hailey. Hun snerrede som en arrig hund, i håb om at det kunne gøre noget for hendes hals. Hun hostede igen, og så kom lyden. Hun skreg alt hvad hjertet kunne begære og halsen kunne magte. Hun skreg for sit liv, selv om hun ikke anede om hun var i dissideret livsfare. Men det var et gæt og en tanke som hun sad der på den måde.
Ingen som i slet ingen hun kendte, kunne finde på den slags, kun for grovkornet humor. Det her var ikke sjovt. Det var terror. Det var smerte, og det måtte gerne stoppe nu. Hailey hostede igen, og gav skriget endnu en chance. Stadig ingen respons. Noget nyt meldte sin ankomst. Lugten i lokalet. Hun havde ikke kunne lugte det før nu. Det gik op for hende, hvor ulækkert der i virkeligheden stank.
Hailey snusede godt indad, og så spredte stanken sig. Hun himlede med øjnene. I guder hvor var det skarpt. Hun kunne næsten allerede mærke den ellers udmærket middag hun havde fået hos Darleen og Matti var på vej op gennem svælget igen.
Det kunne ikke være rigtigt det her. Stanken kunne vel bedst betegnes som en blanding af råddent blomstervand og harsk smør. Hailey sank sit spyt, men så kom det. Det fløj ud af hende. Både gennem munden og næsen. Det brændte også i halsen og lugtede fælt. Hun savlede og rester af hendes opkast dryppede fra næsen.
Hailey græd helt åbenlyst nu. Hun hverken kunne eller ville holde det tilbage. Hun græd og kaldte på sin mor, men det var ikke hendes mor, der tændte lyset på væggen.
En skikkelse i mørkt tøj stod bag nogle skarpe lamper. Der var flere lamper, og rummet var ikke så lille endda. Det indeholdt mere end hvad Hailey havde godt af at se. Men hun så det, da hendes øjne havde vænnet sig til lyset. Så skreg hun igen.

Elisabeth stod med opvasken og var ved at tørre den sidste tallerken. Hun jog hånden i vasken og ville tømme den for vand, da det begyndte at boble. Der skete ikke noget. Vandet løb ikke nogen steder. Vasken var eventuelt stoppet og Elisabeth stønnede. Ben var taget på værtshus med vennerne, og nød på den måde deres fælles aftale om et friere liv. En aftale der var indgået en uge forinden hos en parterapeut. Det sidste års tid havde ikke været nogen dans på roser. De var begyndt at gå hinanden mere og mere på nerverne. De skændtes om småting, og ind imellem havde det udviklet sig til større og kraftigere skænderier. Ved en enkelt lejlighed havde Ben taget fat i Elisabeth, og holdt hende fast i armen. Det var nok, skreg han. Dagen efter fortrød han det. Han gik med til et forsøg hos en ekspert, der vidste hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville rede et haltende ægteskab.
Terapeuten, doktor Charlie Connor, sad overfor dem og så Ben direkte i øjnene.
- Fortæl din kone hvad du føler, og hvad du mangler i dit liv.
Ben havde rystet på hænderne. Det var noget af en hård prøvelse for ham. Ben havde altid været selvstændig, men når han skulle til at dele sit liv med en kone, så røg selvstændigheden selvfølgelig. Noget af den i hvert fald. Nu skulle han nærmest spørge om lov, inden han gik ud med gutterne, og brugte alt hvad der var i pungen, selv om hans forholdsvis nye kone gennem halvandet år havde bedt ham om at spare. Ben havde tøvet, og doktoren havde gentaget sin sætning. Der havde været larmende stille inden Ben forsigtigt havde sagt hvad han syntes.
Efter flere besøg hos doktoren var de nået til enighed. Begge måtte bøje sig lidt for den anden, lidt modvilligt. Elisabeth sad der og så på den pæne doktor. Hvis det ikke var for Ben, så havde hun med garanti kastet sig over den gråsprængte modne lækre steg, der sad der foran dem. Hans ansigt var en voksen mand rette ansigt. Stadig med et lidt drenget smil og kridhvide tænder og små frække skægstubbe. Han havde store bløde hænder, der med hundrede procent sikkerhed kunne holde en kvinde fast, når han ville have hende. Han duftede også godt, af en tiltrækkende mandeparfume, der kunne minde om en granskov på en regnvåd efterårsdag. Hun elskede det.
Han havde en stor krop, uden at være for kraftig. Han bar jeans, der i Elisabeths øjne strammede de rigtige steder. Han levede garanteret sundt, tænkte hun, lige indtil doktoren brød ind i hendes hede dagdrømme.
- Og så skal du fortælle Ben hvad du ønsker, og så finder vi en fælles løsning.
Det gik i orden, og Elisabeth og Ben havde givet hånd på fælles aftaler.
Elisabeth stod og stirrede på den fyldte håndvask i køkkenet. Hun blev træt i ansigtet.
Hun vidste præcis hvad Ben ville sige. Ring til viceværten. Det var det han var der for. Hun kunne fordrage ham. George hed han, og holdt til nede i kælderen, hvor der altid stank som en blanding af sure tæer og dårlig ånde. Begge dele sikkert fra ham selv. Sådan så han i hvert fald ud. Stor som et rumskib, med tyndt rødt hentehår, der sikkert var lige så fedtede som hans fingre så ud til at være, fordi han altid lige skulle rode med fyret, sagde han. Han var ikke meget bevendt i Elisabeths øjne. Han havde sådan en ulækker måde at stirre på. Som om han så igennem en, med sine små røde griseøjne, der sad helt inde i hovedet på ham. Hans mund stod altid åben. Også når han ikke sagde noget. Så trak han vejret dybt, og hev efter det hele tiden. Som om han var forpustet. Hun kunne ikke se om han vitterlig havde tænder i munden, og det var også godt det samme. Hun havde ikke den fornødne lyst til at vide hvordan de så ud. Til gengæld kunne man let se hans tunge, der ofte var ude for fugte hans tykke læber. Han var ekstraordinært klam i hendes øjne. Han traskede evig og altid rundt i den samme mørke og møgbeskidte kedeldragt, der var så ulækker at den sikkert kunne stå af sig selv hvis han tog den af. Og så hans grønne gummistøvler, som han altid slæbte efter sig når han gik. Så man kunne tydeligt høre ham gå gennem kælderen. Han trak støvlerne efter sig, som om de var for store.
Elisabeth sukkede dybt og tog telefonen og ringede ned til ham. Hun tog en cigaret fra pakken og trak vejret dybt gennem det første sug. Røgen fordelte sig i hele køkkenet. Ben var ikke så vild med at hun røg derude. Men det ville hun skide på lige nu. Telefonen ringede flere gange. Sådan en irriterende tone. Hun var ved at lægget røret på da den blev taget. Elisabeth himlede med øjnene, og fik fortalt ham om håndvasken.
- Jeg skal lige være færdig med fyret, så kommer jeg kommer jeg op.
Hun vidste han ville sige det. Hun hadede at have ret lige der.

Hailey blev lagt op på et koldt stålbord. Hun var slap i kroppen og var for længst død.
Hun havde et stort, bredt og blodigt stikmærke lige under venstre bryst.
Personen kiggede koldt på hende. Klædt i en mørk kedeldragt og et forklæde af plastik, lange grønne gummistøvler og store sorte arbejdshandsker. Vejret blev trukket dybt under en hvid maske. Næsten som var det af ophidselse stønnede personen ekstra meget. Specielt da en saks blev stukket gennem liget af den unge dame, og man kunne lige ane lyden af koldt metal mod maveskindshuden mens den klippede langsomt, og dannede et stort synligt hul ned til Haileys indvolde.

Jennifer sad ind over en enorm bunke af sager da stationens kaptajn Hollins trådte ind af døren, og gik direkte hen mod hendes bord. Hun så ham først for sent, da han stod foran hendes bord. Han havde ikke sit sædvanlige hvide smil hen over ansigtet, der kunne lyse ethvert mørkt hjørne op. De skinnede som regel i hans ekstraordinære sorte ansigt. Men det var ikke det man fik øje på den eftermiddag.
Jennifer så op. Hun så hans hånd med en ny sag i hånden, og reagerede prompte.
- NUL, Kap, som var hans kælenavn blandt de fleste af de erfarne kriminalbetjente.
- Du er nødt til det, Jennifer. Du må lægge alt andet til side, og tage den her. Lige præcis denne her, har interesse helt oppe på højeste niveau.
- Jeg sidder stadig med sagen om mordet på den rige enke fra Brooklyn. Den er der også flere der er interesseret i bliver opklaret. Desuden har jeg sager liggende fra før sommeren. Vi skriver den tiende oktober nu. Jeg kan ikke, Kap.
Hollins lænede sig ind over Jennifer. Hans brune øjne stirrede direkte i hendes blå.
- Han er tilbage. Efter en pause på syv år, så er han tilbage. Jeg behøver sgu ikke at nævne hans navn. Jeg kan bare fortælle dig, at nogle kondiløbere i morges fandt liget af en ung pige med sort hår lige midt i Central Park. Hun var tømt for indvolde, og maveskindet var skåret væk. Ringer der en klokke for dig nu? Du havde sagen for syv år siden, hvor fire unge damer med sort hår forsvandt. De blev fundet på præcis samme måde. Kan du huske det? Om et par dage skriver han til The Times og praler af hvad han har gjort, det ved du også godt.
Hollins havde nærmest hvisket beskeden til hende, og det var rigeligt. Jennifer kunne mærke hvordan blodet forsvandt fra hovedet af hende, mens en kuldegysning vred sig op af ryggen på hende. Hun huskede kun sagen alt for godt.
- Det er ikke rigtigt, Vel? Om lidt kommer de andre røvhuller løbende ind, fordi de pludselig er kommet i tanke om at jeg har været her i ti år. Er det ikke rigtigt?
Jennifer håbede at hendes idé holdt stik. Men der var ikke andet end alvor i Hollins’ øjne. Sekundviseren på det store vægur på kontoret, som Jeniffer i øvrigt delte med fire andre, stod stille. Tiden stod stille, og ingen af dem trak vejret. Hun var helt tør i munden.
- Det er desværre alvor det her lille skat. Han er tilbage, og det er din sag.
Det var første gang i flere år, at Hollins havde kaldt hende lille skat. Og det sagde han kun hvis han vitterlig var bekymret for hende, eller hvis hun havde klaret en sag på kort tid. Hun var den bedste på kontoret. Det vidste alle. Men det kastede også et vist ansvar af sig. Hun fik de sager som ingen andre brød sig om, og hun klarede dem ofte. Hollins havde flere gange foreslået hende at søge videre. Blive til noget ved FBI. Eller højere oppe. Hun afslog hver gang. Jennifer kunne lide sin plads ved sit eget skrivebord på stationen. Hun kunne bare ikke lide denne her sag.
- Må jeg spørge hvorfor den ikke allerede er røget videre til FBI?
- Fordi kvinden blev fundet her i vores by, og fordi jeg vil have dig på denne her sag. Du er den bedste her på stationen. Det ved du også godt. Og jeg siger til dig, jeg vil have den skiderik denne her gang. Om du så skal skyde ham i hovedet og anholde ham bagefter, for så at trække ham ind til forhør. Jeg er ligeglad. Han skal stoppes. Jeg kan ikke udelukke at FBI dukker op, men det er din sag. Du giver den ikke fra dig til en eller anden smart agent. Hører du?
Jennifer nikkede langsomt. Hun lænede sig tilbage og flåede elastikken ud af det sorte hår. Hun rystede på hovedet og fik luftet håret. Hun kørte en hånd igennem det. Hollins lagde en tung trøstende hånd på hendes hoved.
- Jeg har din ryg. Vi samler et godt team, med dig som leder, og så nakker vi det svin inden han kryber ned i et nyt hul, og gemmer sig i syv år. Teknisk afdeling har i øvrigt været i gang hele dagen i parken. Unge kriminalbetjente fra flere stationer render rundt og spørger alle parkens gæster om de har set noget. Indtil videre ingenting. Sidst han var på banen var det jo netop derfor vi aldrig fangede ham. Han efterlader sig jo ikke et eneste spor den lort. På et eller andet tidspunkt dummer han sig, og så står min bedste kriminalbetjent klar. Er det ikke rigtigt?
Jennifer sukkede, og begyndte at rykke rundt på bunkerne på bordet. Hun så op.
- Jeg er nødt til at ringe hjem og forberede Dennis. Jeg kommer sikkert til at skal have en del overarbejde det næste stykke tid.
- Jeg ville blive glad hvis du kørte forbi parken og viste ansigt, så de ved hvem de skal henvende sig til.
Jennifers humør nåede lige at vende lidt tilbage, inden kaptajnen havde forladt hendes kontor, med sin sædvanlige brummende tone når han nynnede.
- Hey Kap, råbte hun.
Da han vendte sig, var det første han fik øje på, hendes højre hånd som hun brugte til at give ham fingeren.
- Jeg elsker også dig lille skat, sagde han smilende.

Telefonen ringede i et gammelt hvidt bindingsværkshus et stykke udenfor centrum. Nærmere Nassau County. Den bimlede i en klar høj tone, og en lille rød telefon rystede af ringeriet. Røret blev løftet og der lød et dybt suk inden det første ord flød.
- Hej mor. Ja jeg har det godt. Om jeg får nok at spise, ja det gør jeg da. vi har lige været hos slagteren og købe ind. Du skal ikke bekymre dig mor. Jeg klarer mig fint. Hvad med far? Er han ok? Det er jeg glad for mor. Jo jeg hører meget fra lillebror, jeg ved at han klarer sig godt. Hvad skal i spise i aften? Det lyder da også dejligt. Mit valg står mellem hjerte, lever eller ovnbagt nyre. Nu må vi se hvad det bliver. Ja jeg har altid elsket indmad. Det ved du mor. Jeg har lige fået friske forsyninger. Men det kan godt være vi går ned og køber ind en af dagene. Så har jeg noget at lægge i fryseren, men jeg skal også huske at passe mit arbejde. De stoler jo på mig mor. De forventer jeg er der hver gang de har problemer. De stoler på mig, mor. Jeg har opnået det du syntes jeg skulle opnå. Nu ser de op til mig. Jeg er noget, mor. Hils far når han kommer hjem fra arbejdet. Måske skulle i komme og spise med en dag. Jeg er blevet helt skrap til gryderetter.

Elisabeth stod i baggrunden mens viceværten roede med håndvasken. Hendes ansigt var trukket sammen, og hendes mund var lige så spidst som en hønserøv.
Han stank afskyeligt i sin kedeldragt. Hun kunne næsten ikke holde det ud. Hun lod et par fingre klemme på næsen og trak vejret gennem munden. Viceværten lå inde under køkkenbordet og ordnede afløbet. Han havde ladet gummistøvlerne stå udenfor døren, så stanken af hans sure sokker rigtig kunne bryde igennem. Elisabeth var nødt til at tænde en cigaret for at kunne klare det. Selv om det næsten var håbløst alligevel.
Viceværten kom til syne samtidig med at vandet forsvandt fra håndvasken. Han så på Elisabeth og sendte hende sådan et elevatorblik, hvor han nærmest klædte hende af med øjnene. Han slikkede sig om munden.
- Så er den fikset.
Elisabeth stak ham et par dollars og havde ellers travlt med at få ham ud af døren igen. Stanken fra ham blev hængende et længere øjeblik. Det var mere end uudholdeligt, og så den måde han havde set på hende på. Savlende og sultent. Nærmest som om han kunne æde hende råt.

Jennifer Kennedy stod foran en bred busk i Central Park. Der var spækket med politifolk over det hele. Blinkende biler. Teknisk afdeling kravlede rundt på alle fire inde i busken efter selv det mindste spor. Ved siden af Jennifer stod der en mand i en snavset hvid dragt. Han var forpustet og rystede på hovedet.
- Det er noget lort. Vi kan ikke finde en skid. Selv ikke det mindste spor. Der er nogle dækaftryk, men det ser ud som om det er fra fire forskellige biler. Nogen må jo for fanden have kørt herind med hende. Men der er fire forskellige dækaftryk. Det gør det sgu ikke lettere. Vi gør selvfølgelig hvad vi kan. Der er jo heller ikke nogen der bare kommer slæbende med en død kvinde. Det ville sgu vække en del opsigt hvis man kommer gående med et lig over skulderen. Og der er heller ikke nogen aftryk fra sko. Hvordan fanden gør han så?
Jennifer rystede på hovedet. Hun var enig. Det var foruroligende. En overbetjent i uniform kom hen til Jennifer. Han tog en blok frem fra lommen. Jennifer vendte sig mod ham.
- Vi har nok talt med flere hundrede af parkens gæster indtil nu. Ingen, som i slet ingen har set en person kom bærende på noget tungt over skulderen. Ikke en sæk eller noget som helst andet. En enkelt gæst har set en gadefejer med en trillebør fyldt med blade. Jeg har hans nummer og adresse, hvis det har interesse. Nogen mener at have set en klovn stå og danse. Dem er der hundrede af i New Tork.
Han rakte hende en lap papir. Jennifer tog imod den uden de største forventninger.
Hun nikkede til begge kolleger, og bad dem begge holde fri nu efter godt arbejde. Hun bandede det hele af helvede til, og så mod himlen og sukkede dybt.
- Hvor fanden er du, og hvem fanden er du, dit svin?
Hendes mobil brummede i lommen. Jennifer tog og så på den. Det var hjemmefra. Igen kastede hun om sig med bandeord. Hun havde ikke fået ringet hjem og givet besked. Nu vidste hun at Dennis blev sur. Han gad snart ikke mere. Det var snart hver gang han havde planlagt noget for dem begge to. Hvad enten det var en tur i teatret eller et besøg hos hans familie på Manhattan, eller noget så simpelt som en god middag sammen. Jennifer undlod at tage telefonen. Skaden var allerede sket. Hun ville ikke have tid til at tage hjem de første tre fire timer. Hun sukkede dybt, mens de første stænk fra en kommende byge prikkede hende på skulderen.
Telefonen brummede igen i lommen. Jennifer tog den og havde forventet et møgfald af Dennis. Det var dog kaptajn Hollins’ der brød stilheden.
- Hej Jennifer. Vi har sat en eftersøgning i gang på en ung dame der hedder Hailey Johnson. Hendes familie har savnet hende i to dage. Det kan være hende der er fundet i parken, men jeg venter besked fra restmedicineren senere.
Længere var samtalen ikke. Jennifer skar tænder og så sig omkring. Flere og flere politifolk forsvandt fra området. Snart ville hun stå der alene. Jennifer var ikke bange af natur, men lige her havde det været rart med en makker. Hun rettede sig op i sine fulde hundrede og seksogtres centimeter. Han måtte godt komme ud af busken nu, så hun havde grund til at bruge sit våben. Det var aldrig sket i kriminaltjenesten. En enkelt gang da hun var gadebetjent for elleve år siden. Der var en fyr der trak noget blankt op af lommen. Jennifer tog ingen chancer og skød. Fyren var en dreng på 15, der havde brudt ind i en skønhedssalon. Jennifer blev frikendt, men havde det dårligt. Det skabte en del ballade i de kulørte blade, men med tiden gik det over.
Jennifer kom fra en familie af politimænd. Hendes onkel, og far og farfar før hende.
Hendes far havde ønsket sig drenge, men fik kun tre piger, så det var en lille trøst for ham, at Jennifer gik hen og blev dygtig. Hendes søster, Paula var advokat. Det var fint, men hun blev ikke betjent. Det gjorde Jennifers lillesøster heller ikke. Den altid så snusfornuftige Elisabeth fandt en god mand der tjente godt, så hun kunne gå derhjemme og klare det praktiske. Hun var heldig med Ben. Det følte hun ikke selv hun var. Bevares, hun havde fundet Dennis. En udmærket mand fra Queens. Han passede sit job som revisor. Han arbejdede tit hjemmefra, så det skulle være til begges fordel, men hans problem var, at han ikke forstod Jennifers arbejde. Hvorfor hun tit havde overarbejde. Han var nok lidt mere forelsket i hende, end hun i ham.
Jennifer stod stadig alene i parken i området ved busken, hvor de fandt liget af en ung dame. Hun kørte en hånd ned gennem sit glatte ansigt. Hendes blå øjne stirrede rundt.
Men der var ingen svar der hang lige foran hende.

Panden på komfuret syede og boblede. Kødet var efterhånden godt gennemstegt. Der var også godt gang i ovnen. En flaske kold cola blev åbnet og et glas blev skænket.
Han stod og så på et billede af sin mor og far og hans lillebror. Det hang over kaminen. De smilede til ham alle tre. Han hævede sit glas og blinkede til dem.
- Vi i hvad, de røvhuller fanger ham aldrig. Det kan de ikke, for jeg får hjælp. Nu vil jeg sætte mig, og om lidt skal nyde mig et godt måltid mad. Man kan sige at tøsen ville selv, og at hun så mig som en flot dreng som hun ville elske at sætte sine tænder i, men det er lige omvendt. Det er mig, der tænderne i hende. Jeg passede bare mit arbejde, og så vendte hun tilbage. Hun kunne bare have holdt sig væk. Hun lignede dig mor, næsten på en prik. Med et rigtigt kønt ansigt og dit lange sorte hår.
Herefter gik han hen og satte sig ved spisebordet. Han så rundt på sine gæster ved bordet. Han smilede til dem. Han rejste sig og gik hen til en af dem. Han tørrede en kvinde ved munden mens han grinede højt.
- Hov mor, du sidder jo og spilder. Kan du ikke spise ordentligt?
Et indtørret lig, der var bundet til en stol, sad med åben mund og et ansigtstræk, der lignede et skrig i smerte. Han tørrede hende på kinden og kyssede hende på panden. Ved siden af kvindeliget, sad der en mand med et bukkede hoved. Han kunne godt ligne en mand der sov, men han havde åbne døde øjne.
- Også dig far. Sid nu pænt. Så spiser vi sammen. Ligesom i gamle dage, ikke?

To dage efter kom Hollins bragende ind på kontoret, hvor fem kriminalbetjente sad og havde lagt hovedet i blød. Med sig havde Hollins dagens avis. Han smed den hårdt på bordet. Han bandede og svovlede og sparkede til en skraldespand. Avisens forside var prydet med et brev.
- Så har han eddermame skrevet et nyt brev det svin. Han pisser på os gør han. Jeg vil fandeme ikke have det. Så jeg vil have i finder på et eller smart, NU.
- Vi sidder og tænker så hovederne knager, Kap. Vi vil også gerne fange ham. Men det er ikke lige sådan. Jeg tænker heller ikke at brevet giver noget.
- Det er selvfølgelig sendt videre til teknisk, men ligesom sidst er der garanteret hverken fingeraftryk eller nogen anden form for DNA på.
- Nej sikkert ikke. Man kunne håbe at et eller andet offer ville kradse den skiderik, så man eventuelt ville finde DNA under neglene på hende. Så havde vi en chance.
- Vi har ikke en skid andet, end hans kaldenavn.
En af de mere uerfarne kriminalbetjente så spørgende på chefen.
- Hvad er det nu hans kaldenavn er?
Hollins smed avisen foran ham. Der stod det med store røde typer. TAURUS.
Jennifer fulgtes med Hollins ud af kontoret. Hun tog ham i armen og sendte ham et trist blik. Hun så opgivende på ham. Selv om hun aldrig ville opgive sagen.
- Dennis vil skilles hvis vi ikke prøver en parterapeut. Men jeg tror ikke på det. Det slås jeg også lige med i øjeblikket.
Hollins lagde en trøstende hånd på hendes skulder.
- Jeg har FBI i røret hele tiden. De sender en mand en af dagene. De vil have denne her sag ud af verden. Den tiltrækker sig opmærksomhed fra alle staterne.
Jennifer nikkede. Det ville være godt med noget hjælp, hvis de skulle have en chance.
- Når denne her sag er overstået, så holder du en lang ferie. Det er en ordre.
Hollins lænede sig ind over Jennifer og kyssede hende i panden. Hun mimede tilbage. Mange tak.

Elisabeth havde en af de dage som hun hadede så meget. Ben var ude med gutterne. På weekendtur som de kaldte det, og Elisabeth var tvunget til at være med på den. Hun havde lyst til at råbe af ham. Den skid. Han kunne bare tillade sig det hele. Hvad så med hende? Elisabeth sad på en bar og så sig i spejlet. Hun tømte en tør Whisky i et drag. Den brændte hele vejen ned. Ben kunne ikke sige noget til at hun sad der. Her havde han sikkert siddet så mange gange uden hende. Hun bestilte en ny, og bemærkede slet ikke den mand der satte sig ved siden af hende.
Det øjeblik hun ville få øje på ham, ville hun sikkert tænke, sikke et hug. Han var noget af en steg. Det tænkte hun da hun så ham første gang. Han var måske hendes redning, men han var også en neutral parterapeut. Doktor Charlie Connor, med de store bløde hænder. Elisabeth var solgt med det samme da hun fik øje på ham. Han smilede tilbage til hende. Han havde endda den frækhed at blinke til hende. Det ene glas tog det andet, og Elisabeth tog sig selv i at nyde selskabet. Hun smilede bredere end hun havde gjort det længe, og Charlie blev ikke grimmere, tværtimod. Et par sene timer senere fulgtes de derfra sammen. Elisabeth havde mere end svært ved at gå lige og tænke klart. Hun lænede sig ind mod hans stærke arm. Glemt var alle de negative tanker, og Ben. Charlies smil var det hele værd. De gik hen af en gade hvor to af gadelamperne ikke virkede, men det så Elisabeth ikke. Hun fulgte troligt med. De kom op på siden af en mørk varevogn. Charlie stoppede og det samme gjorde Elisabeth. Hun så genert op på ham, men hans ansigt ændrede sig til bekymrende.
- Tag hende så bror.
Idet samme lagde en stærk arm sig omkring halsen på Elisabeth. Den trak hende ind i den mørke varevogn. Hun fik en klud omkring næse og mund. Væsken på kluden havde sin virkning. Ikke længe efter besvimede Elisabeth. Hun nåede ikke at skrige.

Mere end 30 år tidligere
- Kom nu Charlie. Vi skal hente ham nu.
- Hvorfor skal vi have ham boende? Han er altså ikke min storebror. Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg vil ikke have ham boende på mit værelse, hvis han skal bestemme over mig. Så bliver jeg altså sur. Det kan jeg godt fortælle dig.
- Fordi George er en stakkel, der ikke har nogen andre steder at være. Han er en psykisk syg dreng, der aldrig har haft det nemt. Han er blevet beskyldt for alt muligt, og far og jeg tror ikke på noget af det. Vi tager ham til os, fordi det er en god og kristen ting at gøre, er du med? Gud er med os i denne her handling, og det er du også. Så nu rejser du dig og tager med. Gå ned i bilen og sæt dig, eller jeg kalder på din far. Vil du gerne have det måske?
- Jeg er ligeglad med den dreng. Han bliver ikke min storebror, udbrød Charlie.
Han sad på sengen og slog i dynen, da hans mor kom hen imod ham. Hun gav ham en lussing der sang. Så tog hun ham i kraven og løftede ham og kaldte på sin mand.
Ikke længe efter kom herren i huset ind på værelset. Charlie fik flere prygl end han nogensinde havde fået før, og kort efter sad han ude i bilen. Hans ansigt var ikke bare rødt på den ene side. Efter farens slag var kuløren strøget over i en blålilla farve. Han havde sorte render rundt om det ene af to meget fugtige øjne.
Sent ud på aftenen sad de to drenge overfor hinanden på hver sin seng. Værelset var tapetseret for nylig i en let lyseblå farve med hvide striber. Det var ikke mere end syv eller otte kvadrat meter. Der var ikke alverdens plads til de to senge, et skab med tre hylder og en faldefærdig kommode, der levede på lånt tid. Det var loftkammeret, og det blev ikke anderledes. Der var kæmpe stor forskel på de to drenge. Charlie var en pæn sorthåret dreng, der passede sin skole, og ville blive til noget med tiden. Han var skolens fodboldhelt, af den slags, der altid havde en horde af piger rendende efter sig. Der var ikke nogle piger, der løb efter George. Han kunne slet ikke gå på samme skole som Charlie. Han kunne ikke følge med, eller lave lektier. Han kunne knapt nok regne ud, hvad to og to var. Han var ordblind og kunne ikke læse selv. Han blev set på som en særling. Han blev drillet, men ikke ret mange gange. Ved en enkelt gang skete det alligevel. Joshua var ikke klar over hvad han gik ind til da han drillede George. Da skolen var slut fulgte George efter Joshua. De gik roligt begge to, og Joshua havde ikke regnet med noget. De gik med femten meter mellem dem. Joshua gik roligt og afklaret. Han så sig ikke tilbage. George så fremad. Planen var allerede lagt. Joshua boede så han var nødt til at krydse skoven et lille stykke vej. Den smule havde George allerede fundet ud af. På et tidspunkt følte Joshua alligevel at der var nogen bag ham. Han stoppede og så sig tilbage, men der var ikke nogen. Det var først da han vendte sig for at gå videre. Der stod George. Han havde taget et klud rundt om hovedet der dækkede mund og næse. Ganske vist var George bredere og højere end Joshua, men det skræmte ham ikke. Han begyndte at grine.
- Du ser latterlig ud. Tror du ikke jeg kan se hvem det er? Du er så dum din rødhårede nar. Bare vent til skolen i morgen, så tæsker jeg dig i frikvarteret.
George gik frem med en af sin mors store køkkenknive. Han trykkede den i maven på den noget mindre dreng. Det blev han ved med, også selvom Joshua lå ned åbne øjne.
Politiet brugte uger på at lede efter Joshua, indtil de tog sporhundene med. Så fandt de ham på bunden af en gammel brønd midt i skoven. Samme aften spurgte George sin far om han ikke måtte lave et bål omme i baghaven, sådan bare til snobrød eller hvad han kunne finde. Den samme far, der jævnligt tæskede Charlie, gav sin ældste søn lov. Den aften stod George og stegte sit første noget specielle måltid over ilden. Moren kom ud til ham og strøg langs kinden.
- Dit måltid må være velsignet min dreng. Må jeg smage?
George rakte hende et stor stykke hjerte. Hun tyggede i det, og lod til at nyde det.
- Hvor er du dygtig skat. Det smager dejligt. Jeg ved, at Gud vil sørge for at du bliver en man taler om ude i fremtiden. Jeg har store forventninger til dig skat.
Samtidig lå Charlie lå på sengen i det lille lyseblå værelse og græd.
Faren havde været efter ham igen. Han havde striber ned langs ryggen, og det brændte og sved. Faren forlod værelset. Han pustede og stønnede og sved så skjorten var skjoldet på ryggen. Da Charlie endelig kunne rejse sig, gik han langsomt ned af trapperne. Nede for enden stod hans mor, der også ville være med. Han stak ham en ordentlig lussing der fik ham til at falde om på gulvet. Så gik hun ind i stuen. Charlie kom på benene igen. Han gik ud i baghaven og hen til George. Den store dreng med det røde hår tog imod Charlie med åbne arme.
- Hjælp mig George. Åh gud hjælp mig. Så vil jeg passe på dig, altid. Det lover jeg.
George hjalp sin nye lillebror hen og sidde på en gammel træstub hvor der engang havde stået et birketræ. Så gik han ind i deres fars skur, og kom ud igen med en skovl. Han gik med raske skridt ind i huset. Da han kom ud igen var skovlen blodrød. Han smilede bredt til Charlie.
- Du passer på mig, ikke?
Charlie nikkede med ansigtet fyldt med tårer.
- Jo George, Charlie passer på dig.

Tilbage i vore dage
Jennifer sad ved sit skrivebord da en ukendt mand kom ind af døren. Han så sig omkring, og styrede direkte hen mod hende. Jennifer fik kun kastet et flygtigt blik på manden, så hun så ham ikke rigtigt, og alligevel var hun heller ikke helt blind.
Max Grayson var et hoved højere end de fleste, med sine næsten to meter. Han havde kort lyst hår, der sad snorlige i den rette frisure, godt hjulpet til med en omgang voks. Han var velklædt i gråt jakkesæt der sad som skræddersyet på ham. Over sin arm bar han sin lyse frakke. Han kunne ikke, hvor meget han end ville, skjule hvor han kom fra. Han tog sit skilt frem og holdt det foran Jennifer.
- Ja, du kommer fra FBI. Det kunne jeg se på dig da du trådte ind.
Max smilede lidt forlegent, og rakte hånden frem.
- Max Grayson.
- Jennifer Kennedy. Værsgo at sætte dig ned, så skal jeg informere dig om detaljerne.

Elisabeth sprællede hysterisk. Hun råbte og skreg og vred sin krop i alle retninger. Men hun var forsvarligt spændt fast ved ben og arme. Hun lænede sig frem og så til alle sider, og det var ikke før hun så to skikkelser nærme sig, at hun stoppede med at skrige. Hun anstrengte sine øjne for rigtigt at kunne se hvem de var, men chokket var ikke mindre. Lige præcis de to. Den havde hun ikke set komme.
- Nu får du hende her, og så holder vi pause i syv år. Er det en aftale? Ligesom sidst.
George stod og hoppede på stedet. Han klappede i hænderne og stirrede sulten på Elisabeth, men to dråber savl forlod hans mundvig. Lillebroren lagde en hånd på det store menneske med det sparsomme røde hår.
- Nu går jeg ind ved siden af, og så skriver jeg et brev til The Times, ligesom de andre gange. Og så gør du det du gør imens, og så holder vi pause. Forstår du det? Og så bagefter, kan du gå ind og tage din røde legetøjstelefon og ringe til mor og sige at jeg sørger for dig, og at du får rigeligt at spise.
Charlie strøg sin storebror med hårene. Så gik han hen foran Elisabeth.
- Jeg er ked af at det blev dig Elisabeth, men jeg skulle jo finde en til min bror.
Elisabeth vred sig igen. Hen kneb øjnene sammen og skulede til Charlie.
- Dit svin. Min søster finder dig og din bror. Og så kan du trøste dig med, at hun ikke venter på en retssag. Det kan jeg love dig for.
Charlie så trist på Elisabeth. Det var som om hendes ord gjorde indtryk.
- Det her er ikke mit valg, Elisabeth. Det fatter du selvfølgelig ikke. Sådan er det bare. Sådan har det været i mange år. Siden George og jeg var unge.
Der lød en kraftig drøn i baggrunden da George kastede en stol ind i væggen.
- Jeg hedder ikke George mere. Det ved du godt Charlie. Ikke George mere. Hvad hedder jeg? Sig det nu. Du ved det godt. Ikke George mere, ikke George mere.
Charlie så ned i gulvet og rystede på hovedet. Han gned sine trætte øjne.
- Nej, det er rigtigt. Du hedder Taurus nu. Du er den største af dem alle. Taurus, det er dig. Jeg ved det godt bror. Jeg glemmer det aldrig mere.
George kom frem og så på sin bror. Han ruskede i ham og prøvede at få ham til at forstå. George tog fat i sin lillebror og vendte ham.
- Du har givet mig det navn, Charlie. Det ved du da. Den dag du læste avisen for mig. Det er dig der har lært mig alt muligt. Når jeg arbejder som vicevært, så kan jeg ikke noget uden alt det du har lært mig.
- Ja det gjorde jeg også. Det er dit stjernetegn, ikke? Taurus er dit stjernetegn. Ja jeg har lært dig alt muligt.
Charlie gik roligt ud af kælderrummet og lukkede en tyk dør efter sig. Den store mand med det barnlige sind vendte sig og så hen på Elisabeth med åben mund. Han kørte lige tungen rundt i munden. Han kunne allerede smage hendes hjerte og lever. Elisabeth rystede på hovedet. Nu så hun det komme, men ikke uden kamp.
- Du holder dig væk din ulækre nar. Du fatter ikke ret meget, George, men det her skal du vide. Hvis du nærmer dig, så bider jeg dig alt hvad jeg kan.
Han trådte et skridt nærmere og viste hende sin saks. Elisabeth skreg, og kastede sig frem med åben mund og fik fat i ham. Nu var det Georges tur til at skrige.

Jennifer gik ved siden af den høje Max, så de lignede et umage par mere end de lignede politi og FBI, der søgte efter spor. De nåede til busken hvor Hailey blev fundet. Max så sig omkring, og rystede på hovedet.
- Vores morder er ikke alene. Du kan sgu ikke lægge et lig her, uden at blive set. Det kan måske lade sig gøre, hvis en af dem tiltrækker folks opmærksomhed fra et sted i nærheden. Om han så står og spiller klovn eller hvad han gør, så kan den anden sagtens smide et lig her. Helt ubemærket. Jeg tror vi skal have fat i nogle vidner, der eventuelt har set en eller anden gøre sig fjollet bemærket på en eller anden måde.
Jennifer var ikke så lidt imponeret af Max. Det kunne hun ikke skjule.
- Det må jeg sige. Du står her i en håndfuld minutter, og så tænker du så klart. Det har vi ikke gjort endnu. Du har da fuldstændig ret. Det er da det vi skal.
Max smilede til Jennifer, på et tidspunkt hvor hendes tanker kunne have været derhjemme, hvor Dennis gik og samlede sine egne ting og kastede sit tøj i kuffert og tasker. Hun vidste det godt, men tankerne var ikke med der. Hun vidste godt at Dennis ville være væk når hun kom hjem. En time senere trådte de begge to ind på Det store fælleskontor. Kaptajn Hollins sad på Jennifers plads. Han rejste sig da de kom ind. Han så bekymret på Jennifer, og da de kom nærmere forlod alle de andre det store kontor. Hollins så Max i øjnene.
- Jeg skal lige have et par ord med Jennifer alene.
Den høje mand nikkede og gik efter de andre. Hollins lagde en hånd på Jennifer.
- Vi har lige fundet et nyt offer, i en kælderskakt. Det var ikke kønt. Men jeg skal tale med dig først. Hun befinder sig allerede hos retsmedicinsk.
- Hvorfor skal vi tale sammen? Lad os dog få gang i alle undersøgelserne med det samme. Vi skal have alle folk på gaderne. Max og jeg har en teori.
- Hør her Jennifer, jeg har jo kendt dig stort set altid, ikke? Jeg var gadebetjent med din far. Verdens bedste kollega. Det ved du jeg synes. Jeg så jer tre tøser komme og hente jeres far, når han havde fri. Det kan du godt huske, ikke? Som kom Paula, Elisabeth og dig rendende, og spurgte om vi havde fanget nogle forbrydere den dag.
- Alt det der kan jeg godt huske, men hvorfor fortæller du mig det?
Hollins så længe på Jennifer og var helt stille. Minutter føltes som år. Inden Jennifer tog fat Hollins.
- Hvem er det i har fundet?
Spørgsmålet blev hængende i luften i umenneskelig lang tid.
- HVEM, råbte Jennifer.
- Jeg er ked af det Jennifer.
Jennifer kunne ikke holde tårerne tilbage, og lænede sig ind mod Hollins.
Ikke så frygtelig mange øjeblikke senere befandt kaptajn Hollins og Jennifer sig på retsmedicinsk. Hollins nikkede til lægen og en boks blev åbnet. Han trak båren ud.
Jennifer trak vejret dybt. Hun havde prøvet det her mange gange før, men ikke med et familiemedlem. Lægen træk lagnet til side, og Elisabeths ansigt kom til syne. Hollins lagde en arm om Jennifer.
- Du skal selvfølgelig bare bekræfte at det din søster, sagde Hollins stille.
Jennifer nøjedes med at nikke. Hollins så på lægen og båren blev skubbet ind igen.

Syv og et halvt år tidligere
- Jeg vil gerne snart igen, Charlie. Hører du hvad jeg siger? Bare én gang til.
Charlie rystede på hovedet og skjulte sit ansigt i hænderne. Han kunne dårligt magte det. Han ville ikke tænke på hvad han gjorde ved dem, og at han spiste noget af dem.
- Du er nødt til snart at holde en pause, George. Ellers finder de dig, og så kan jeg ikke passe på dig mere. Forstår du det? Så er der nogle andre der skal passe på dig.
- NEJ. Charlie har lovet at passe på mig, altid. Det lovede Charlie. Det lovede DU.
- Ja, det ved jeg godt, George. Men ikke hvis politiet får fat i dig. Så bliver du lukket inde for altid, ellers også så skyder de dig. Du skal sgu forstå det George.
- Læs mine stjernetegn. Det er den med tyren. Det ved du godt. Den største og stærkeste af dem alle sammen. Det er mig. Det er mig der er den stærkeste. Forstår du det Charlie? Og husk nu at kalde mig det der du ved nok. Jeg kan ikke sige det rigtigt.
- Taurus. Ja det står nede under tyrens tegn.
- JA, og når du så skriver til avisen igen, må du gerne prale. Det var MIG der gjorde det. Og så det navn med tyren.
Charlie sukkede og lagde en hånd på sin brors arm.
- Forstår du noget af det jeg siger til dig?
- George forstår det hele. Også det som du ikke forstår, lillebror.
- Du får kun lov til at gøre det én gang til, og holder vi pause, eller stopper helt. Ellers må vi rejse et andet sted hen at være. Helt ud af Amerika. Langt væk George.
- NEJ. Jeg vil blive her, i mors og fars hus.
Charlie var selv ved at miste forstanden, hvis han da ikke allerede havde mistet den. Han infantile sindssyge storebror havde sine ting, og gjorde med dem hvad han ville. Men det var Charlie der skulle køre varevognen hver gang. Det var også ham der skrev brevene. George kunne ikke sætte to ord sammen på et stykke papir. Det var også ham der måtte lyve i retten dengang George blev anholdt for at bide en pige på et cafeteria så hun blødte. Det ville sige, at de havde ham i registret, de havde bare aldrig fået fat i ham. Charlie var god til at lyve, og skjule sin storebror nede i kælderen, hvor ingen kunne høre hvis der blev råbt højt. Der var heller ikke nogen der genkendte den vicevært hvor Elisabeth boede. Da var sagen forældet for længst. Den samme aften, kørte den mørke varevogn igen ud på gaderne. Charlie sad og græd bag rattet, men omme bagi sad George alias Taurus og glædede sig.

Tilbage i vore dage
Dage senere var det lykkedes Max Grayson at få fat flere vidner, der havde set en stor mand spille klovn på en græsplæne ikke så langt fra hvor liget af Hailey blev fundet. Det hang altså sådan sammen. De måtte have været to om det. Et par vidner der ikke var så gamle, sagde at de syntes det var en dårlig klovn. Han var bare malet hvid i ansigtet og så lod han hele tiden som om han faldt. Så sjovt var det heller ikke. Men flere af dem havde givet et udmærket signalement af klovnen. Det var enslydende alle steder. Grønne gummistøvler. En slidt og beskidt kedeldragt. Rødt tjavset hår og hvid i ansigtet. Hele tiden med åben mund, og tungen hængende ud af munden.
Jennifer sad alene i sit hus og så ud på de biler der kørte forbi. Huset var ikke længere fuldt møblerbart efter at Dennis var flyttet, og oven i købet havde taget flere ting med som ikke var hans egne. I baggrunden brummede hendes mobil, men hun hørte ikke efter. Hun var andetsteds i tankerne. Hjemme hos sin mor med sine to søskende. Men deres mor boede i Oregon. Det var en ret lang køretur. Det måtte vente lidt endnu. Hun hørte heller ikke det bankede på hendes dør, og at en mand selv lukkede sig ind. Han gik imod hende bagfra, og lagde forsigtigt sin hånd på hendes skulder. Hun vendte sig, og der stod den høje FBI-agent med det lyse hår.
- Hej. Ja du må undskyld at jeg selv lukkede mig ind. Jeg tænkte nok du var her.
- Hej Max. Ja jeg har været slået ud af det her. Det var min søster der lå der, på båren Jeg har set mange lig efterhånden, men ikke af mine søskende.
- Undskyld jeg siger det sådan, Jennifer, men det er fordi jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal sige det. Vi har noget at takke din søster for. Vi har nemlig fundet DNA fra morderen i hendes mund, og under neglene på hendes højre hånd. Hun har både bidt ham og kradset ham. Vi ved hvem han er, vi ved også hvor han er. Skal du med?
Jennifer lænede sig frem og så Max direkte i øjnene.
- Du skal love mig én ting. Når vi finder ham, og det ved jeg vi gør, så skal du lade mig skyde ham. Du må ikke stille dig i vejen for mig. Jeg skyder ham. Jeg vil se ham dø. Jeg vil ikke gå det her igennem igen. At nogen skulle ringe til min mor, og fortælle hende at hun har mistet en datter mere. Det slår hende ihjel. Paula er heldigvis hos hende nu. Men jeg skyder ham, Max. Jeg vil se ham dø.

Flere politibiler stoppede foran huset i Nassau County. Alle betjentene gik mod huset. Nogle af dem løb om bag huset. Jennifer og Max gik forrest. Selv Hollins var med.
De både ringede og bankede på. Indenfor sad Charlie med hænderne foran ansigtet. Han måtte have set det komme, efter at aviserne skrev at politiet havde morderens DNA. Der var flere der havde forklaret hvordan klovnen så ud i Central Park. Det ramlede for brødrene nu, og det hele hang på Charlie. George kom gående ind i stuen.
- Må jeg gerne gå i kælderen, spurgte han uforstående og så ud af vinduerne.
- Ja, ja, ja du skal gå i kælderen min ven, svarede Charlie stille.
- Sikke en masse der er udenfor. Venter vi besøg lillebror?
Charlie rejste sig langsomt op og gik ud i køkkenet. Fra en skuffe fandt han noget hvid creme og fra en anden skuffe tog han en stor kniv. Han kyssede sin bror på kinden og så ham i øjnene.
- Hvem er det der altid passer på dig?
- Det er dig lillebror.
George begyndte at græde, for han forstod ikke noget af det. Han så Charlie komme cremen i ansigtet, og at han forsøgte at smile til ham.
- Du skal bare spille klovnen, der ikke ved noget. Jeg elsker dig storebror. Husk at vi ses en dag.
Idet samme blev døren sparket op. Charlie løb hen mod de to første der kom ind. Han hævede kniven og grinede kunstigt, og skuddene lød højt i stuen. Jennifer skød først. Charlie faldt om og George skreg i vilden sky. Han kastede sig ned på gulvet da politifolkene væltede af begge døre. Han græd helt åbenlyst da han sin bror faldt død om. Hollins var tilfreds med fangsten. Morderen var fundet, og dræbt. Han psykisk syge bror var kørt på hospitalet sammen med en betjent. I kælderen fandt de det kælderrum, hvor alle ofrene var blevet dræbt. De fandt brødrenes døde forældre, og adskillige kropsdele fra et dusin kvinder. Det ville blive et enormt arbejde at finde frem til hvis og hvor de hørte hjemme.
Jennifer sad ved sit skrivebord og læste sagen fra enden til anden. Der var noget der ikke stemte. Hvordan kunne en intelligent mand være den farlige af de to? Døren gik op og Max kom løbende ind.
- Hey Jennifer, det var ikke Charlie der var morderen. Den DNA der blev fundet på din søster tilhørte den anden bror. Det var George der var Taurus. Han er lige stukket af fra et hospital. Han har slået en betjent ned. Derefter har han stukket en sygeplejerske i maven, mange gange. Da personalet kom og fandt dem, sad han med noget af sygeplejersken i munden. Men han stak af før vi kunne nå at komme.
Adskillelige dage efter herskede der en temmelig anstrengt tavshed på kontoret. Max sad sammen med Jennifer. Af en blanding af medlidenhed og betagethed havde han lagt en hånd på hendes skulder. Han så på hendes kønne ansigt, og i et sanseløst øjeblik var alle rædslerne gemt men ikke glemt. Hun vendte sig og så ham i øjnene og så vendte virkeligheden tilbage.
- Hvor fanden er han forsvundet hen? Jeg kan ikke bare sidde her, Max. Jeg er nødt til at være derude for at lede efter ham. Jeg VIL have ham. Og så er jeg i øvrigt ligeglad med om han er syg i hovedet, og burde ende på den lukkede. Han slog min søster ihjel, og i min verden er han dødsdømt. Forstår du det?
Max nikkede, og gjorde ikke ret meget andet. Han trak sin hånd til sig igen. Han lænede sig ind mod hende.
- Så lad os køre ud og finde ham, hviskede han.
I en mørkeblå Ford sad en sammenbidt Jennifer og Max mens bilen kørte gennem et skovområde. De så hele tiden ud af sideruden, i håb om at kunne nå at få øje på George. De var ikke langt fra hospitalet men vidste ikke hvor langt han var nået. Heller ikke i hvilken retning. Der var ingen vidner der kunne berette ordentligt hvad vej han var løbet. Enkelte mente at de havde set ham, men der var ingen enighed. Det var både i øst og vest, så det beroede på gætterier.
- Satan og helvede! Hvorfor så jeg det ikke da vi kom ind i huset? Charlie ville aldrig være den sindssyge af de to. Hvorfor fanden skulle han så male sig hvid i hovedet og komme løbende mod os på den måde?
- Det gjorde han for at beskytte sin bror. Det er ikke din skyld, Jennifer.
Max lagde en beroligende hånd på hendes skulder mens de kørte. Den havde så ikke den store virkning. Jennifer slog hårdt i rattet mens hun bandede lidt mere. Hun bed tænderne sammen mens hun kiggede ud af sideruden.
- Jeg SKAL fange det svin, og jeg VIL slå ham ihjel, råbte hun.
Max nøjedes med at nikke og sagde ikke mere.

George så sig ikke tilbage, og han anede ikke i hvilken retning han løb. Han græd og skreg på Charlie. Han forstod ikke ret meget af det, men én ting var sikkert. Han havde set den kvinde der skød Charlie. Hvis han så hende igen, ville han æde hende uden at komme hende på panden først. Kun for at være grim ved hende. Den smule kunne han forstå. George kunne høre en gevaldig larm ikke langt fra hvor han var. Han søgte mod larmen, men han var fortvivlet også fordi han ikke vidste hvor han var. Charlie var der ikke til at føre ham den rette vej. Han tænkte på sin bror mens larmen blev større.

Max sad og lyttede til de meldinger der kom over radioen, mens Jennifer sad med sin pistol og tjekkede den igen og igen. Hun trak magasinet ind og ud. Det var fyldt op.
Ud af ingenting huggede Max bremsen i og bilen gled et godt stykke han ad vejen.
Jennifer blev forskrækket og troede at der havde været et dyr på vejen.
- Hørte du den sidste melding?
Jennifer så op på Max. Den havde hun tydeligvis ikke hørt, fordi hun havde haft travlt med sin pistol og sine egne tanker.
- Hvad sagde de?
- Et vidne sagde at hun havde set en sindsforvirret mand komme løbende i hvidt tøj, og skrige til alle. Han gjorde alle menneskerne bange og lignede et vilddyr.
Jennifer sagde ikke. Hun lyttede intenst.
- Det er sgu da George. Han er ved Niagara Falls. Vi er på vej, råb det i radioen.

George løb forvirret rundt mellem en masse mennesker. De skreg op og holdt fast i deres børn. Billedet af den store rødhårede mand havde været på forsiden af alle landets aviser og fjernsyn flere gange. Men han ville dem ikke noget. Han ville bare vide hvor han kunne finde nogle der ville trøste ham. Menneskerne troede han skreg for at skræmme, men det var fordi han var bange. Det forstod de ikke. De så ham ikke som bange. Han var et uhyre. Det havde alle lært fra alle medierne.
I baggrunden kunne George høre sirener komme nærmere. Han satte sig ned på hug og græd hjerteskærende. George vidste godt at han ikke kunne komme væk.
Tre politibiler kørte op og omringede alle dem der stod ved vandfaldet, og flere kom til hele tiden. De havde alle sammen hørt meldingen om hvor George var.

Jennifer råbte hele tiden i radioen at ingen af dem måtte gøre dem noget. Hun var ophidset og rystede på hænderne. Hun så sin søster, der smilede til hende, og så begyndte hun at græde. Tårerne kørte i en lind strøm ned af hendes kinder.
De ankom som den sidste bil med hylende sirener. Alle de andre politifolk var stået ud af bilerne og stod og pegede på ham med deres våben. Jennifer fik øje på George og sprang ud af bilen inden Max havde parkeret den. Hun løb hen mod ham. Bag hende kom Max piskende. Han råbte af hende.
- JENNIFER, stop nu. Du kan ikke bare skyde ham. Han er ubevæbnet Han skal dømmes i en retssag. Jennifer stop nu for helvede.
George rejste sig og gik roligt op på kanten og så ned i vandfaldet. Det mindede ham om et kæmpe uhyre der ville opsluge alt og alle. Det larmede og virkede skræmmende. Et eller andet sagde ham, at han snart skulle se Charlie igen.
Død eller levende. Han vendte sig væk fra damen der kom løbende med en pistol fremme. Vinden tog fat i hans røde hår og George så mod himlen og hviskede sagte.
- Det var mig der blev Taurus. Hørte du det Charlie? Nu kan jeg sige det. Taurus.
I baggrunden opstod der et skænderi. Jennifer ville skyde, men Max forsikrede hende at så ville det være uden lovens beskyttelse.
- Det er selvtægt Jennifer. Jeg forstår dig godt, men du må ikke for helvede.
Max råbte ind i hovedet på Jennifer. Han bad hende inderligt forstå det, også fordi han havde mere og mere svært ved at skjule sine følelser for hende. Det lyste ud af ham. Han kunne ikke holde det tilbage.
- Jennifer, hør på mig. Jeg har aldrig mødt en pige som dig, og det kommer jeg måske heller aldrig til at gøre. Det ved jeg bare. Men hør nu på mig. Du ryger ind for mord af første grad her. Du får livstid for det her, hvis ikke du bliver henrettet. Det kan din mor ikke være tjent med. Hør nu på mig Jennifer. Giv mig din pistol.
Jennifer vendte sig om og så på ham.
- Han slog min søster ihjel, og åd hendes indvolde. Det kan jeg heller ikke fortælle min mor. Han parterede min søsters krop, og tilberedte hende på et komfur. Hvordan skal jeg leve med det? Han ender bare på den lukkede, og så kan han leve der resten af sit liv. Men jeg går rundt herude, og vil være rasende resten af mit liv. Fortæl mig Max. Hvordan skal min mor leve med det?
Max stod stille og så hende i hendes blå øjne. Han kunne ikke svare.
George stod stadig på kanten af vandfaldet, men han havde vendt sig mod de to civilklædte. Så prikkede det tindingen på ham. Han så ned i jorden og smilede. Det der styrede Georges onde tanker vendte tilbage. Han skulede hen mod damen.
- HEY KÆLLING, din søster smagte eddermame godt siger jeg bare.
- Åh for helvede, stønnede Max.
Jennifer vendte sig mod ham og hævede sin pistol. Hun skød, og skød igen flere gange. Hun vidste hun ramte ham, men ikke hvor mange gange og hvor. Hun så ham falde bagover og ned i dybet, hvor vandet slugte ham.
En betjent løb frem og så ned. Han vendte sig og råbte.
- Han er væk.
- Det der, det overlever han ikke, uanset hvor hun har ramt ham, sagde en anden.
- Så tag ned og find hans lig, snerrede Max.
Han tog forsigtigt Jennifers pistol og holdt om hende mens hun græd trøstesløst.
- Undskyld Max sagde hun stille i hans arme, og han holdt hende lidt mere fast.
Max var tvunget til at køre Jennifer tilbage til kaptajn Hollins. Hun blev anholdt og ikke længe efter fik hun den livstidsdom som Max frygtede. Hendes søster Paula gjorde ellers hvad hun kunne som hendes advokat. Max mistede hende, lige da det gik op for ham hvad han følte for hende. Paula og deres mor mistede hende fordi hun gjorde det rigtige. De så porten blive smækket i. Efter den oplevelse, at have mødt Jennifer Kennedy, blev dagene virkelig lange for Max Grayson. Oktober forsvandt, og New York nåede et godt stykke hen i november, før det gik op for politiet at de aldrig fandt noget lig. George Connor dukkede ikke op nogen steder. Juryen havde måske haft lidt for travlt med at give Jennifer en lang dom, men der var en der ikke svigtede. Max kom hver dag. Han følte med hende, og for hende.

En regnvåd dag sidst i november boblede det fra overfladen i en dyb sø, og et uhyre dukkede op. Det blødte da det kravlede i land. Stemningen i lejren ved vandkanten var ellers munter på det tidspunkt, men det vendte og der blev stille i lejren.
Få dage efter kørte en mørk Ford gennem landet fra Washington mod New York. Et ægte uhyre skulle fanges, og chaufføren havde brug for hjælp til den til jagt på liv og død. Han stoppede foran et kvindefængsel med en kendelse i hånden, og med et lille smil på munden.

Taurus 2

Lejren så næsten ud til at være forladt i hast, og bålet var ved at være brændt ud. Der svævede kun en svag røg der steg til vejrs mod aftenens stjerner. Op af et træ sad der en nøgen mand med åbne øjne. Hans hals var mærkede med mørke striber i flere farver. Hans hoved drejede unaturligt bagover, som var det presset med stor kraft. Ved siden af bålet lå der en nøgen kvinde med åbne øjne. Hendes ansigt var smadret til ukendelighed. Hele hendes krop var én stor blodig masse. Længere nede ved søen lå der en halvstor dreng, med åbne øjne. Han havde sit tøj på. I drengens bælte havde der siddet en jagtkniv i sit hylster. Den var der ikke mere. Hans baghoved var knust med en stor sten. Der var store våde fodspor i jorden omkring lejren. Ved siden af den voksne mand lå der et håndklæde. Det var blandet med vand og blod fra en fjerde person. Ved siden af håndklædet lå der flere røde totter hår, men der var ikke flere i lejren. Der var stille.

2 Timer tidligere
Som i en gammel gyserfilm, var han dukket op ved søens overflade som et stønnende, tirret og såret uhyre. Stille og roligt var han gået ind mod land. Han trak vejret tungt fordi det smertede i kroppen. Uhyret blødte. Før drengen kunne nå at reagere, havde han grebet en stor sten, og tæskede den i baghovedet på drengen. Hverken moren eller faren havde hørt noget, og havde ingen grund til at reagere vagtsomt. En voksen mand med et blændende hvidt smil og håret sat i de rette folder, ved hjælp af den bedste gele der kunne købes for hans advokatsalær, var trådt ud af teltet, uden at ane at der var et dødbringende uhyre i lejren. Det greb ham om halsen, og løftede ham. Det klemte og klemte, indtil den anden hånd blev brugt til at gribe ham under hagen, og dreje hovedet bagover. Det knirkede og knasede, indtil advokaten ikke længere trak vejret. Uhyret bukkede sig ind over manden, og forbød ham at rejse sig igen. Han tyssede på ham, som om han var i stand til at sige noget. Konen, der i flere år havde levet et anstændigt liv for sin mands gode økonomi, anede ikke uråd. Hun sov som et uskyldigt barn inde i teltet. Hun trak vejret så stille, at uhyret kunne liste sig helt ind på hende, inden hun mærkede en tung hånd for sin så søde lille trutmund. Hun sprællede og sparkede og forsøgte at skrige. Hun bed ham i fingeren så hårdt, at uhyret skreg af smerte. Uhyret stirrede hende i øjnene. Han savlede af raseri på grund af sin egen smerte ved blødende huller i kroppen. Han løftede en knyttet så højt han kunne, og slog så hårdt han kunne. Konen nåede kun at skrige kort. Uhyret slog og slog, til der knapt nok var noget ansigt mere.
Da konen lå tilbage midt i lejren var hun nøgen, og blodig. Hendes indre var skåret og revet og flået ud af hende, og uhyret nød, og smagte på sin magt. Han skar håret af sig selv, i den tro at så ville genkende ham. Han iklædte sig advokatens tøj, der ikke passede i størrelsen, men med jagtkniven kunne bukserne skæres til shorts, og sådan bevægede uhyret sig ud af lejren efter bare et kort besøg. Denne skæbnesvangre dag startede med uhyret og døden, og sluttede med tilgivelse og løsladelse.

Max Grayson gik bagved to ladeportebrede kvindelige fængselsbetjente. Udenfor slog regnen hårdt på fængselsbygningen. Himlen blev flækket af et lyn ved næsten hver femte sekund. Det ene tordenbrag afløste det andet, mens månen var skjult bag et par velvoksne tykke mørkegrå skyer, der til forveksling godt kunne minde om drivende våde svampe der ville sende flodbølger, hvis nogen ville magte at lægge sin hånd om dem og trykke til.
En mørk kvinde skulede ud mellem tremmerne. Hun hviskede sit had ud mod fængselsbetjentene, der ikke så ud til at blive synderligt skræmte af den truende adfærd. En kvinde der var så tynd at hun knapt ville kaste skygge, rystede med sit lange hvide hår. Hun grinede hæst og fremviste et sortbrogede og usundt tandsæt. Hun slikkede sig om munden da hun fik øje på manden bag fangevogteren. Hun viste ham sine bryster, der hang nede omkring navlen.
Ved den tredje celle, sad der en kvinde og stirrede trist ind i væggen. Hendes verden var knust med en dom der skulle vare resten af hendes liv. Sådan stod det skrevet.
Den ene af de to betjente stillede sig foran døren. Hun låste den op, og Jennifer drejede hovedet. Hendes ansigtsudtryk kunne sige mere end tusind ord, da Max kom til syne. Han smilede til hende og hun lod tårerne få frit løb. For noget sagde hende, at Max ikke kom for at forlænge hendes dom. Den høje mand med det korte lyse hår trådte ind i det, der skulle have været hendes hjem resten af hendes dage. Han satte sig på hug og så hende i øjnene. Hans øjne blev alvorlige.
- Han er ikke død, Jennifer. Han er derude endnu. Du slog ham ikke ihjel. Du skal med mig hjem nu, og så skal vi finde ham sammen, du og jeg.
Jennifer trak vejret hurtigt og tog hånden op foran munden. Hun troede ham ikke.
- Han røg i vandfaldet. Jeg skød ham. Det så du.
Max nikkede og tog hendes hånd.
- Jeg blev dømt for det. Jeg slog ham ihjel, sagde dommeren. Jeg blev fyret.
Max smilede skævt til hende, mens endnu et lyn og et tordenbrag væltede himlen.
- Du bliver ansat som konsulent hos FBI. Det har jeg sørget for. Jeg får ansvaret for dig, hvis det er ok med dig? Og så har vi to kun én sag at koncentrere os om. Han hedder George Connor, og han er derude et eller andet sted. Han er ikke videre intelligent, for han har ikke Charlie til at hjælpe sig mere, men han er farlig.
Der gik op imod tre dage, uden at vejret havde ændret sig. Det stod stadig ned i tykke stænger. En større flok betjente samt Max og Jennifer gik stille rundt i den efterladte lejr. De tre lig var blevet hentet, men alt andet lå som uhyret havde efterladt det.
Jennifer rystede på hovedet, og regnvandet slog til alle sider. Max kunne se på hende at hun trængte til noget sundt mad, og lidt mere af det. Hun havde tabt sig i ansigtet og lignede en kvinde der var træt. Hendes øjne havde mørke rander. Men hun var stadig smuk inde bag det hårde ydre. Som hun stod der i sin sorte regnjakke ud over sin beige blazer. Max kunne slet ikke få øjnene fra hende lige der. Han smilede til trods for den situation de stod midt i. Jennifer kom hen foran ham og så ham i øjnene. Han hørte dårligt efter. Han nød sit helt eget private syn.
- Han startede med drengen da han kom op af vandet. Han har temmelig sikkert bare pandet ham en og gået videre. Med manden er det også gået hurtigt, tror vi. Han har knækket nakken på ham med stor styrke. Der ligger et vådt håndklæde med hans blod på, og så nogle totter rødt hår. Det er helt sikkert ham. Men med kvinden gik det desværre ikke så godt, sådan så det ud da ligene blev fundet af en spejdergruppe. De er kørt til afhøring. Med kvinden gav han sig god tid. Rigtig god tid, og så har han gjort det han gør, uden at tilberede hende først. Det svin.
Jennifer så op på Max, og så gik det op for hende at han ikke lyttede.
- Sig mig hører du overhoved efter hvad jeg siger til dig?
En blandet tanke om død og ødelæggelse, og en forelsket FBI-agent, der var dybt betaget fór gennem Max Grayson. Han rystede på hovedet og smilede forlegent.
Jennifers hår sad klistret til hendes hoved, uden at det kunne skjule det ansigt som Max var faldet for, første gang han så det.
- Nej undskyld, jeg hørte vist ikke det hele.
Jennifer var ikke blind og døv og uden opfattelsesevne. Hun kendte hans følelser, men havde haft svært ved at modtage dem, og give tilbage under hendes retssag, dom og pludselig skulle hun også se sig selv som en simpel straffefange. Hun havde også set ham komme og gå, og holde i hånd så ofte han kunne. Hendes søster, Paula, der også havde fungeret som hendes advokat og hendes mor havde også været der. Men Max var der bare hver gang. Han sad der og lyttede til hende. Han trøstede og lyttede, og sagde ikke så meget, men det var også det andet der virkede bedst for hende. Max havde været den støtte hun kunne læne sig op af. Han var der lige før skilsmissen fra Dennis, men blandede sig aldrig i hendes privatliv. Han lod en varm hånd lune hendes kolde kind, og det mærkedes overalt.
Som hun stod der i skoven ved søen, mere våd end de fisk der levede på bunden, gik det op for hende, at Max ikke bare var en god ven. Han var den hendes hjerte skreg efter. Hun gik op på tæer og lagde armene om halsen på hende. Det første kys var ikke spor akavet. Det spredte sig som en varme der omringede hele hendes aura.
Det var bare det første af en længselsfuld strøm af kærlighed, der svævede igennem dem begge to på et nærtliggende motel den nat. Der var ikke endeløse tanker om George Connor, og det uhyre han reelt var. Den nat var mere end bare en sammenslutning af to ophedet individer. Det var den ægte vare, der solgte sig selv, i lyset fra den lille pejs, der først gik ud tidligt næste morgen, lige inden Graysons telefon brummede og kastede lyd fra sig.
Max rejste sig fra sengen, med det lyse hår strittende til alle side. Han var tvunget til at rykke Jennifers arm for at kunne nå hen til bordet og telefonen. Han kom op og sidde på kanten, inden han præsenterede sig selv. Kun cirka små tyve sekunder efter steg han ud af sengen og ledte efter sit tøj.
- Hey Jennifer, vi er nødt til at stå op og komme videre. George har slået til igen, på en skole. Det er kun tredve kilometer herfra. Vi er kørt om fem minutter.

Dagen før
Rosamund Stevens så de sidste børn stige ombord på skolebussen. Hun vinkede ivrigt, også selv om hun godt vidste at der ikke var synderligt mange der gad gøre hende den tjeneste at vinke tilbage. Hun elskede alle de unger betingelsesløst, selv om gengældelsen ikke gik i begge retninger. Regnen var stoppet og det dryppede fra skolens tage. Nogen steder silede det ligefrem ned, fordi tagrenderne ikke kunne følge med da regnen satte ind. Der lå enorme store søer af vandpytter på gaden foran skolen. De kunne virke som gengivende spejle når man stod lige over dem.
Rosamund var en skoleleder af den gamle skole. Hun elskede at følge alle børnene til bussen. Se dem komme forventningsfulde om morgen, se dem og tage af sted fyldt med ny viden om eftermiddagen. Rosamund var en korpulent dame der havde mange år på skolen bag sig. Hun pustede ofte efter vejret på grund af de mange kilo. Hendes gevaldige kinder var mere end bare tydelige. De hang i begge side, og gav hende et lidt træt ansigt at se på. Det ville være synd at sige at hun havde nogle slanke steder på kroppen, for det var ikke tilfældet. Rosamund klædte sig ofte i nogle stramme nederdele. Herfra kunne man tydeligt se hendes lår i de små sko.
Rosamund gjorde klar til at lukke skolen denne tidlige fredag eftermiddag. Hun manglede kun at gå ned af gangene en sidste gang for at se om nogen har glemt noget. Så skulle hun bare slukke lyset, og så var det ellers hjem til hr. Stevens, der allerede var gået på pension to år tidligere fra postvæsenet. Rosamund pustede lidt ekstra op af skolens trapper. Hun åbnede den ene af de af de to store dobbeltdøre og gik ind.
Det havde uhyret også gjort. Han gik på bare mudrede tæer, der var slidte til blods efter den lange travetur, men det lod han sig ikke mærke med. Fætter smerte var hans følgesvend, men det var søster vrede også. Han reagerede på adrenalin, og havde så meget i kroppen, at han ikke kunne stoppe. Hans ene skulder hang lidt, og under sin skjorte, der var to numre for lille var der et stjerneformet skudhul der ikke ville lukke helt af sig selv. Det var lykkedes for uhyret at holde blodet tilbage med en klud og en stribe gaffatape. Han gik skævt, og trak sit venstre ben efter sig fordi en patron havde sat sig fast i venstre side af hoften. Uhyret, George listede ned af en lang gang. På afstand kunne han høre nogen komme gående. Han stod stille med åben mund og slikkede sig på læberne. Ved et af klasseværelserne hang en løs ledning ned fra væggen. George trak i den og fik revet mere ledning ned. På væggen hang der et spejl, hvor unge pigerne kunne og ville gøre noget ved håret. George så sig i spejlet, og så knuste han det med hånden. Han kunne ikke lide at se sig selv. Det mindede ham den gode tid med Charlie. Men den var slut. Det vidste han godt. Resten af væggen på den lange gang, var prydet med grå metalskabe. George stod med et langt stykke ledning i hånden da han hørte nogen komme nærmere og nærmere hans gang.
På parkeringspladsen landede en enlig sort krage. Den skreg mod skolen, mens himlen igen tændte for vandet. Det bragede udenfor med lyn og torden, så det lød som om en flodbølge ikke ville være langt væk, og måske komme rullende og æde skolen med sine vandmasser. Rosamund nåede uhyrets gang, mens han stod inde i et klasseværelse hvor de tydeligvis havde haft religionsundervisning. Et billede af Jesus på korset hang for enden af klasseværelset. Uhyret stod stille og kiggede på det, uden at smile og uden at græde. Han viste ikke nogen følelser, for han kendte ikke dets betydning. Han var ikke et uhyre i sin egen lille verden. Han var en psykisk syg storebror, der savnede sin lillebror, Charlie. Nogen tog Charlie fra ham, og han var ulykkelig. Når han så mødte andre mennesker, så brændte hans sind, og helvede viste ham mørke og flammer, og det onde tog over. Han kunne ikke styre det. Det hjalp Charlie ham med. Rosamund stoppede ved det knuste spejl. Hun sukkede dybt. Længere henne af gangen så hun en af dørene til klasseværelserne var åbne. Han gik rask hen mod døren, og trådte ind. Idet samme kogte helvede over, og viste uhyret mørke og flammer. Rosamund nåede ikke at reagere, før en kraftig arm låste sig fast om hendes hals. Den klemte hårdere og hårdere som en slange om sit bytte. Det ville snart være slut med Rosamunds vejrtrækning. Hun sprællede alt det hun kunne. Hun slog med albuen bagud og ramte forholdsvis hårdt. Det eneste hun hørte var en grynten fra et sultent uhyre. Han slap hende hals og kastede hende op mod væggen. Hun så en stor gevaldig knytnæve nærme sig i hastig fart.
Det andet slag opfattede hun ikke. Hun var bevidstløs da uhyret bankede jagtkniven i maveregionen på hende. Han stak flere gange, inden han klædte hende af.
- Jeg er TAURUS. Det er mig, og jeg må godt. Det sagde Charlie, skreg han.

To politibiler med blinkende lygter og en civilvogn standsede med hvinende bremser foran skolen få minutter efter. Fire betjente fór ud af bilerne med løftede våben, mens Max skreg ordrer til de uniformerede.
- Løb bag om skolen og hold øje med bagudgangen. Vi går ind af hoveddøren. I skal ikke bede ham stoppe og lægge sig ned. I skyder først. Han er ekstrem farlig, og føler ikke at han gør noget forkert.
- Vi kan vel ikke bare skyde. Vi skal vel råbe ham an. Hvad nu hvis han ikke er bevæbnet. Man kan komme i fængsel hvis man skyder en ubevæbnet.
Den ene betjent der svarede, kastede et blik på Jennifer. Han kendte også hendes historie og meritter. Max tog det ilde op da betjenten kiggede på Jennifer. Han gik helt hen til ham, og så ham i øjnene. Det varede kort men føltes længe.
- Vil du hellere trykke ham i hånden, sagde han stille.
- Nej nej. Jeg mener bare, den slags er jo ulovligt.
Han så hen på Jennifer igen, og det tændte en sjælden vrede hos Max.
- Hvis du har noget at sige om min makker, så kan du sige det til mig. Er du med?
Betjenten nikkede nervøst, og der blev ikke udvekslet flere meninger der.
To af de fire betjente var uerfarne og havde ikke været i styrken specielt længe. Det var de to der løb sammen ned mod bagdørene. De var ikke længe om at være dernede for at sikre området. Den ene var Tex Morrison. En høj tynd mand, med en alt for høj selvtillid og et rigtig 80’er hår i nakken, der ikke ville tøve med at skyde. Den anden var Gilbert Tanner, en kraftig fyr med en alt for lille uniform på. Han svedte ikke bare under uniformen. Det drev fra ham som en vandskade under armene. Han ville til gengæld helst slet ikke røre sit våben. Han var blevet politimand for familiens skyld, fordi faren og farfaren havde været det i en menneskealder før ham. Gilbert var i dårlig form, set i lyset af alle de kager han nød at konsumere til daglig. Han vejede på den forkerte side af hundrede og tyve kilo.
Jennifer tog sin skudsikre vest på. Hun tjekkede sit våben igen og igen. Max så på hende og lagde en hånd på hendes skulder.
- Han kommer ikke med flere ytringer. Så pander jeg ham en. Vil du blive herude mens jeg går ind?
Deres øjne mødtes mellem dråberne fra regnen. Der var også følelser på spil her.
- NEJ MAX. Jeg mistede min søster til det uhyre. Jeg vil ikke også miste dig. Nu går vi ind og finder ham. Der lød et knald inde fra skolen, og alle lysene gik ud på gangene. George havde fundet et el-skab, og havde trykket på afbryderen.
Max og Jennifer nikkede til hinanden, som et tydeligt ”nu går vi ind”.
Der var en høj intensitet og en masse spændinger i luften, da Max skubbede den ene af de to store dobbeltdøre op. Han holdt vejret og kneb øjnene sammen, forberedt på det værste. Han tændte en lommelygte, og holdt den sammen med pistolen. Bag ham trådte Jennifer også ind på gangen. Hendes lyskegle kørte ned langs gangen, uden at den gav dem noget klart syn på hvor han var. De listede videre side om side. Et andet sted på skolen stod George for sig selv. Han så op på en tavle. Med blod på sin jagtkniv, skrev han det eneste han vidste han kunne stave til. Et stykke derfra på en anden gang åbnede Max døren til et klasseværelse. Stadig uden resultat.
Der osede af nervøsitet mens regnen udenfor ingen ende ville tage. Regnvandet silede hen ad gaden foran skolen da endnu en bil nærmede sig. Karl James steg ud og tog straks sin frakke over sig, Han bandede af vejret og sparkede bildøren i. Mest af alt var han irriteret over regnen, fordi den ville kunne rive hans toupé af. Han var ikke stolt af sin skaldede hovedbund, og havde brugt en mindre formue på at rette op på udseendet. Karl var egentlig pensionerede overlærer, men fik en lille ekstra skilling ved at komme og hjælpe Rosamund med at låse skolen af hver fredag. Han løb op af trapperne på skolen og nåede ind af den store dobbeltdør. Lige indenfor rystede han sin frakke, og rettede på håret.
Tex Morrison stod ved en af bagdørene med pistolen i hånden. Han vinkede til Gilbert Tanner.
- Kom nu. Vi går ind. Vi skyder hvis vi ser ham.
Han var ivrig. Lidt for ivrig efter Gilberts smag. Han var ikke meget for idéen.
- Skulle vi ikke blive herude hvis han kommer denne her vej?
- Nej. Du hørte selv ham FBI-agenten. Vi skyder først og spørger bagefter.
Gilbert hadede idéen, men gik med ind alligevel. Stadig uden at han rørte sit våben. Det var meget mod hans vilje. Han var pacifist, og han var stolt af det. Han var nødt til at åbne den øverste knap i skjorten, så han lettere kunne få luft.
George hørte nogen nærme sig. Han skjulte sig under et bord. Det smertede voldsomt når han bukkede sig. Kuglen i hoften gjorde ikke lettere. Karl James gik hurtigt hen af en af gangene. På en anden gang listede Tex og Gilbert sig videre. På en tredje gang kom Max og Jennifer tættere på. Rosamund rørte sig ikke. Hun var lige der hvor George havde plantet hende, og mesterværket ventede kun på at blive afsløret.
Jennifer trådte et skridt nærmere Max. Hun holdt ham på skulderen og stoppede ham.
- Vent lidt. Hvad er det der drypper. Jeg kan høre noget der drypper.
Max åbnede døren til det sidste klasseværelse på deres gang. Idet samme tændtes lyset overalt. Gilbert skreg som et forskrækket barn og Tex skød en lampe ned fra loftet. Karl kom ikke videre. Han stod ansigt til ansigt med George. Han mærkede et slag i mellemgulvet, og en brændende smerte gribe om sig. Han så op på George.
- Taurus, hviskede han og trak sin jagtkniv ud af Karl, der faldt om på gulvet.
- Hold da kæft, udbrød Max.
- Stakkels kvinde, sagde Jennifer.
Foran dem og op af en stolpe i et klasseværelse, hang Rosamund. Hendes arme havde George få spredt ud til begge sider med ledninger og et par stole. Hun var korsfæstet i klasseværelset. Hendes mave var skåret op, og alle indvoldene hang ud af hende, eller lå på gulvet foran hende. På tavlen bag Rosamund stod det eneste ord George kendte.
TAURUS, malet i blod. Det dryppede på gulvet og der var allerede en flod af blod. Der var fodaftryk fra en bar fod, der havde stået midt i floden af blodet.
- Ringer du efter en ambulance, spurgte Jennifer mens hun stod og så på Rosamund.
Max havde allerede grebet mobilen og var i gang. Han så spørgende på Jennifer.
- Der var nogen der skød, var der ikke?
- Jeg går videre, sagde Jennifer, og trådte et skridt ud på gangen.
- Nu passer du på dig selv, sagde Max højt.
Jennifer vendte sig og smilede til ham, i taknemmelighed for at han var den han var.
- Jeg går lige tilbage til den gang hvor vi kom fra. Jeg kunne ikke lokalisere hvor skuddet kom fra.
Max nikkede til hende men hun var allerede videre, og endelig kom han igennem med sin samtale. Han berettede om Rosamund, og bad dem sende flere politifolk til skolen. I et kort øjeblik vendte Max sig væk fra døren, og der listede George forbi døren. Jennifer var allerede nået hen på den gang hvor de startede. På afstand så hun Karl ligge på gulvet, og løb hen til ham. Hun gik på knæ ved siden af ham. Karl stønnede mens blodet løb fra ham. Jennifer løftede hans hoved, og Karl stønnede højere af smerte. Han vred sig.
- Mit navn Jennifer Kennedy. Jeg er fra FBI. Hvad skete der?
Karl hviskede så hun ikke kunne høre det. Hun bukkede sig længere ned.
- Han, han s-s-s-sagde Taurus. Det var det eneste.
Karl trak vejret dybt og pustede ud, og så blev han slap og forsvandt fra livet.
Jennifer rejste sig med sin pistol i hånden. Hun var rasende. Hun vendte og drejede sig til alle sider, og ville ønske at han stod her lige nu. Så hun kunne tømme sin pistol og gøre det med god samvittighed.
- GEORGE, skreg hun så højt hun kunne.
På afstand kunne Tex høre nogen råbe. Han fór frem med pistolen hævet.
Bag ham stod Gilbert stille. Han sukkede da Tex løb. Han kunne ikke følge med.
- Lad nu være med at løbe. Jeg kan ikke løbe, og vi må ikke være alene.
Han slog ud med armene og gik langsomt frem i samme retning. Tex løb og var nået et stykke foran Gilbert. Han nærmede sig en stribe skabe, og så ikke kosten der lå i ankelhøjde. Han røg gennem luften og slog sin næse i faldet. Da han forsøgte at komme på benene, kunne han se blodet trille fra næsen og ned af tøjet. Han bandede lige indtil han mærkede et slag i ryggen, og et til, og endnu et. Der spredte sig en ukendt smerte, lige indtil han besvimede og faldt om med en stor plamage af blod på ryggen. Gilbert var et langt stykke efter. Han havde ikke set noget. Georges store hånd samlede Tex Harrisons pistol op, og han smilede. Han så på den og pegede i den retning hvor Gilbert kom. Max var nået hen til Jennifer. Han hørte hun råbte og løb med det samme. Han så Karl på gulvet og sukkede. Han så på Jennifer og hun så på ham. I nogle få lange sekunder var de bange for at miste hinanden. Det de havde skabt i løbet af natten var deres forevig.
Der lød brag af skud fra en anden gang, og Max og Jennifer begyndte at løbe. Flere skud, og de to mere erfarne betjente havde også hørt det og kom stormende. De mødtes ved et kryds af gangene. Alle fire løb i samme retning, indtil de kom til Tex.
- Derfor skyder vi første gang vi ser ham, råbte Max.
Betjenten blev rød i hovedet, og nøjedes med at nikke i skam mens han så på Tex.
Der lød ikke flere skud men Jennifer løb videre ned af gangen. Hun stoppede brat da hun så Gilbert på gulvet. Hun holdt sig chokerede for munden. Max nåede hen til hende. Han gik helt hen til Gilbert Tanner. Han var skudt tre gange i hovedet og tre gange i brystet. Det var ikke noget kønt syn.
- For helvede også, udbrød Max som det første.
Efter dette inferno af skud og døde mennesker, stod de to betjente og Max og Jennifer udenfor bagdøren hvor George tydeligvis var forsvundet ud fra. Bagved skolen, lå skoven. Regnen stod stadig ned i stænger og gjorde udsynet dårligt. På den anden side, foran skolen dukkede der flere politibiler og en ambulance op.
- Og jeg skulle jeg have været til bryllup i morgen, sagde den ene betjent.
Max fór frem og greb ham i kraven. Han var rød i hovedet af raseri.
- Det vil jeg eddermame skide på. Nu er det slut med at betvivle de ordrer jeg giver dig. Du har lige mistet to kolleger, fordi vi har en psykopat gående omkring. Og du vil bare snakke med ham. NEJ FOR HELVEDE. Lige præcis her skyder vi først. Fatter du det nu? Nu tager du din makker, og så pisser i ind i den skov, og så skyder i svinet. Jeg gider ikke høre mere lort fra dig. Forstår du det din idiot?
Jennifer så Max i øjnene. Hun rynkede sine øjenbryn. ”Bare slip ham”.
De to betjente begyndte at gå mod skoven men Jennifer så undrende ned i jorden. Hun fik et fjernt blik, og tankerne spolede tilbage.
- Hey, lige et øjeblik. Hvorfor kiggede vi ikke efter det? Hold da kæft hvor dumt.
- Hvad er det, råbte Max.
- Blodsporene. Han stod for helvede midt i al det blod fra damen der var hængt op.
Max så ned i jorden. Det var næsten så han skammede sig. Han så på betjentene.
- Få fat i alle jeres kolleger foran skolen. Lav en jernring omkring området. Han er her endnu. Jennifer og jeg går ind.
Betjentene var ved at gå da Max greb den ene betjents arm.
- Når vi er færdige her, så giver jeg den første øl, ok?
Betjenten forstod den og nikkede smilende. Det var en undskyldning.
Jennifer og Max så hinanden i øjnene. Det var en fælles beslutning at de begge gik ind igen. Så blev lyset slukket igen. Max bandede og Jennifer frøs lige der. Hun greb hans hånd. Hun mistede en søster og fik en dom. Hun blev sat fri og fik Max. Det hele var på spil nu. Regnen ville ingen ende tage, og snart ville himmelen blive mørkere. Foran skolen var der et stort antal politibiler og flere ambulancer var på vej.
Jennifer så ned af gangen, der mest af alt mindede om ét langt mørkt hul. Hun så på Max igen. Han begyndte at gå frem i mørket. Stoltheden lyste ud af hende.
På afstand kunne George høre dem komme. Han stod stadig med Gilberts pistol i hånden. Sikker på sig selv følte han sig usårlig. Han vidste han ville vinde. For Charlies skyld ville han nyde at dræbe kvinden. Det var hende der skød Charlie. Det var også hende, der skød ham selv lige inden han røg i vandfaldet. Han havde stadig smerter efter de to skud i kroppen. Han gav sig lidt. Han strakte sig og løftede kniven.
- For dig Charlie.
Han trådte ind i et klasseværelse, slikkede sig om munden og ventede på hende.
Max og Jennifer gik langsomt frem med kort mellemrum imellem sig. Hun havde hele tiden en hånd på hans skulder. Hver gang de kom forbi et kasseværelse, lyste de ind og konstaterede at han heller ikke var der.
- Denne her gang betænker jeg mig ikke Max. Der skyder jeg første gang.
- Det gør vi begge to. Nu ved vi han er bevæbnet, hviskede Max.
De nåede forholdsvis langt hen af gangene. Alle klasseværelserne havde været tomme indtil nu. Indtil de kom til det værelse, hvor de vidste at kvinden hang op af en stolpe. De stoppede og trak vejret dybt.
- Vil du gå ind først her, hviskede Max.
Jennifer trådte frem og åbnede forsigtigt døren og gik stille ind.
Hun lyste rundt i lokalet, og kvinden hang der endnu. Jennifer gik lidt længere frem for at sikker i sin sag. Lige indtil hun hørte Max stønne ude på gangen. Hun drejede rundt og lyste ham op. George havde taget et jerngreb rundt om halsen på Max. Med den anden hånd holdt han en jagtkniv lige foran ansigtet. Jennifer holdt pistolen lige frem mod dem begge to, men der var for stor risiko. Hun ville kunne ramme Max.
- Skyd ham. Bare skyd ham Jennifer, råbte Max.
Hun turde ikke. Skulle hun tage skuddet, og ramme den første mand hun virkelig havde elskede så højt? Aldrig havde hun elskede Dennis på samme måde. Hun stirrede på den store skaldede mand.
- Jeg vinder, ser du det lille dame? Taurus vinder. For han er den største og stærkeste af dem alle. Det sagde Charlie. Jeg var den største og stærkeste. Taurus, det er mig. Det var mig der gjorde det. Jeg vandt. Forstår du det lille dame?
Han savlede når han talte, og dryppede ned på Max’ jakke. Han holdt jagtkniven tæt på Max’ ansigt. Så tæt at der kun var en centimeter imellem.
- Jeg behøver ikke en gang din lille ven her. Jeg vinder alligevel. Og så æder jeg også dig. Ligesom din søster. Kan du huske det?
Han skubbede Max væk og pegede på Jennifer med Gilberts pistol. Det hele virkede som om det foregik i slowmotion. Jennifer gik i knæ og betænkte sig ikke. Hun skød før ham. Hendes lyskegle fra lommelygten så hans krop blive mere og mere blodig. Lyskeglen fulgte ham da han faldt. Jennifer skiftede magasin på pistolen, og tømte det næste også. Hun stod over ham og så ned. Det sidste skud plantede hun i panden på ham. Så trak hun vejret igen.
- Det var for Elisabeth.

Der var stille på kirkegården den vinterdag. Jennifer lagde en rød buket og kyssede stenen hvor Elisabeths navn stod skrevet. Sneen dalede lige så stille, og de små fnug smeltede i hendes hår.
- Jeg fik aldrig takkede dig den dag, sagde Max.
- Det skulle du heller ikke. Du ville have gjort det samme for mig.
Han bukkede sig ned og kyssede hende, og kysset varede længe. Det længste kys nogensinde, for det stoppede aldrig rigtig. Han smilede til hende.
- Nu skal du høre her. Mine forældre har en stor ranch i Texas. Jeg tænkte vi kunne holde jul der. Det plejer at være hyggeligt. Jeg har en stor skør familie med alle mulige og umulige skæve eksistenser. Tossede onkler der driller mig hvert år, og skøre tanter der stadig synes jeg er den sødeste lille dreng, og en farmor der fortæller de samme historier år efter år, fordi hun tror vi har glemt dem. Hvad siger du til det?
- Det lyder jo super hyggeligt og sjovt Max, men min mor vil nok godt have jeg kommer til hende sammen med min søster.
Max smilede endnu bredere.
- Så er det heldigt at jeg også har inviteret dem. De har pudsigt nok sagt ja begge to.
Jennifers smil kunne ikke være større, og hun smilede gennem tårer mens en kirke i nærheden spillede en julehymne med klokkerne.