ULV


ULV


1. Kapitel

Fåret skreg og skreg i en uendelighed af smerte mens blodet flød ned ad kroppen. Der blev hugget til, og fåret var hjælpeløst. Kunne kun være et offer for blodtørsten og blodrusen. Det sidste rædselsvækkende skrig var langt. Det var smertefuldt. Fåret var døende. Det var uundgåeligt. Det trak sig sammen i kramper kort inden ulven bed hjertet ud af kroppen, og lod resten ligge dødt på jorden. Ulvene hævede hovederne og hylede mod himlen alt hvad de kunne.

2. Kapitel
Sebastian sad på øverste etage og så ud gennem Birks vinduer. På afstand kunne han se nogle drenge spille fodbold. Tre små drenge, hvoraf den ene havde en smule flair for spillet samtidig med at de andre var boldmongoler. Sebastian rystede på hovedet. Tænk at de gad, spilde deres tid på den slags ligegyldige spark til en fjollet læderkugle. De kunne alle tre sidde dybt begravet i bøger, og styrke deres viden på alle områder. Verden var af lave, tænkte Sebastian. Selv havde han aldrig brugt et eneste sekund på fodbold. Der var stadig bøger han aldrig havde nået at læse, selv om han havde brugt timer, dage og uger på det lokale bibliotek.
Hvis Sebastian absolut skulle bruge sin fysik til noget, holdt han af at løbe lange ture i skoven for sig selv. Holde sig i form, læse bøger, og passe sit arbejde ved kriminalpolitiet. Der var ikke andet i hans liv. Sådan skulle det helst blive ved med at være. Han magtede ikke en kone mere. Han havde været der som ung, og det endte ulykkeligt. Han havde en søn på 15 han aldrig så, og det måtte være sådan. Hvorfor skulle han fortryde? Ville det gøre en forskel? Ikke for ham.
Kriminalen havde fået nye kontorer efter det hele blev omlagt. Nu kunne de pludselig ikke husere inde på gården mere, men havde i stedet fået kedelige nye lokaler på Østerbro, med udsigt over Fælledparken, og en masse ligegyldige fodboldbaner.
Han kunne høre Birk nærme sig, og rettede sig lidt op i stolen. Ikke fordi han havde en overdreven respekt for ham. På ingen måde. Han vidste han ville få brug for at være en smule høflig. Og så alligevel, når han nu vidste han havde ret den aften? Åndssvagt. Sebastian så ned på sine sko. Hans spytklat med nikotintyggegummiet kunne stadig ses på den ene skosnude. Det var på grund af den skide vind. Den blæste lige skævt da han var steget ud af bilen og ville af med tre stykker gummi og en omgang mundvand.
Han tog lidt spyt på fingeren og gned på sin sko. Det hjalp lidt. Slipset var skævt bundet fordi det skulle gøres i hast. Han vidste heller ikke om det lilla slips passede til den lyseblå skjorte. Men det betød ikke og en fis. Lige om lidt ville han stå til skideballe, på grund af en ureglementeret anholdelse.
Det var så latterligt som det kunne blive. En regnvåd aften havde han endelig kunne sætte kløerne i et af Københavns mest eftersøgte bandemedlemmer.
Sebastian vidste at stodderen var banderelateret med nogle af rødderne fra Nørrebro. Han var også godt klar over at Bruno ikke ville overgive sig frivilligt, det vidste alle simpelthen. Alle fra kriminalen havde hver deres egen metode. Sebastians var måske en anelse mere slagkraftigt. Han huggede til når han så muligheden.
Han kørte lige en hånd gennem sit mørke hår. Gudskelov holdt voksen stadig på frisuren. Han havde heller ikke sovet synderligt meget den nat. Bare siddet og læst og blundet en smule i sin aldrende elskede læderflettede lænestol.
Lige inden Birk kom ind, blev der råbt højt nede fra græsplænen. Boldgeniet havde sikkert scoret igen, og førte måske otteogtyve nul på nuværende tidspunkt. Gud ved om de andre stadig havde en chance? Havde de det fra begyndelsen? Han sukkede.
Birk kom ind og deres øjne mødtes. Han så på slipset og det irriterede Sebastian.
Hvor Sebastian var 42, høj, slank, og så godt ud i sit mørke jakkesæt, gjorde Birk det modsatte i sit. Han var en lille fedling i dårlig form, der bare nægtede at gå på pension. Politiet var hans liv. Politiet og hans familie, og sådan blev det. Kone, to børn og tre børnebørn. Villa i Nordsjælland og sommerhus på Skagen. Hvis Sebastian tænkte for meget på det kunne han få hovedpine. Aldrig om han nogensinde ville slippe sin frihed til en kone igen. Niks, så hellere hoppe i havnen.
- Godmorgen Hansen, sagde Birk.
Sebastian så på ham. Hvorfor sagde han dog ikke bare Sebastian? Alt det pladder med efternavn og titel. De var da lidt længere fremme nu. De gjorde heller ikke honnør mere. Kom nu ind i kampen. De havde været til de samme julefrokoster og andre lignende arrangementer. De havde set hinanden vælte hjem med en ordentlig brandert i bagagen. De kendte hinandens hemmeligheder. Sebastian kunne ikke dy sig. Den sad lige på tungen og den ville simpelthen ud.
- Godmorgen Sigurd. Du ville tale med mig.
Birk så surt på Sebastian og sukkede dybere end hans lille gasblå hoved magtede.
- Hvad skal jeg stille op med dig, Sebastian, nu hvor vi er på fornavn?
- Du kan støtte mig i at jeg anholdt Bruno, som vi har ledt efter i månedsvis.
- Du bankede ham og knækkede to af hans ribben. Hans kæbe er slået af led og så mangler han to fortænder, kom det fra Birk mens han stod og læste op.
- Og hvad så? Bruno ville ikke særlig gerne anholdes.
Birk var stille mens han stod og rodede i en bunke papirer.
- Det er ikke første gang, vel? Det er sikkert heller ikke sidste gang, sagde Birk.
- At hvad? At jeg fanger en af Københavns idioter. Nej jeg håber ikke det er sidste gang. Det er det jeg laver til hverdag. Det er det jeg får min løn for.
- Jeg kan ikke blive ved med at forsvare dig for helvede Sebastian, udbrød Birk højt.
Han kastede papirerne fra sig og så alvorligt på Sebastian.
- Jeg bliver sgu også presset ovenfra. Hans advokat er på vej herind. Vi får en alvorlig klage for de tæsk du gav ham. Ja, han trængte til at få et par på hovedet, men vi må sgu ikke den slags i tjenesten. Det ved du jo godt. Du er en dygtig politimand, men dine metoder er til diskussion hver eneste gang, og det er mig der skal rede trådene ud for dig. Vi kan risikere at han går fri på grund af de øretæver.
- Så fanger jeg ham igen, kom det hurtigt og sikkert fra Sebastian.
- Det er sgu ikke nogen joke det her, råbte Birk.
Sebastian rejste sig og rettede på jakke og slips. Han så træt på den lille Birk.
- Hvad så, fyrer du mig eller hvad? Bliver jeg suspenderet eller sendt på tvungen ferie i et par måneder? Det har du jo truet med før. Du får mig ikke til at sige undskyld til hans advokat. Det nægter jeg sgu. Så smider jeg hellere skiltet og kører hjem igen.
Det brummede i Sebastians inderlomme. Han greb sin telefon, og genkendte ekskonens nummer. Telefonen røg tilbage i inderlommen. Sebastian slog ud med armene. Kunne han få et svar eller hvad? Birk satte sig tungt i sin stol.
- Nej, jeg har en helt anden idé. Du skal såmænd blive ved politiet, Sebastian. Blive ved med at opklare forbrydelser. Mord, og den slags. Du kommer nok til at skifte jakkesættet ud med noget andet. Det finder du selv ud af, ikke? Det næste halve år er du bare i en anden by. Et stykke herfra, lidt uden for byen.
Sebastian lagde hovedet på skrå. Han kunne ikke fordrage den måde Birk sagde det på. Det så ud som om den lille lort sad og smilede for sig selv.

3. Kapitel
Ulvene nærmede sig deres næste offer. De snerrede og så hinanden i øjnene. De blottede deres tænder og listede tættere på. Der var ikke andre i miles omkreds. De var på vagt. De kunne allerede lugte offerets blod. Måske kunne de endda høre det nervøst bankende hjerte. Fåret var uroligt. Dets hørelse fejlede ikke noget, men det genkendte ikke den fare der lurede lige bag egene og det tætte krat. Den største ulv listede et skridt tættere på. Den kradsede i jorden og lagde an til et spring.
Fåret så ikke angrebet komme før den første smerte sled sig ned gennem ryghvirvlen. Fra det ene skæbnesvangre øjeblik til det andet var de flere om angrebet. Der blev stukket og hugget og snerret og jublet på samme tid, indtil fårets hjerte var synligt. Kongen så på soldaten. ”I aften er det din tur til at tage hjertet”.

4. Kapitel
Sebastian kunne både have kvalt og losset Birk helt ud i havnen, og bandede sit job ud til stjernerne indtil det ikke havde mulighed for at vende tilbage. Han kunne også have nægtet at tage opgaven og lagt skiltet, men det var det eneste der gjorde ham tilfreds. Jobbet var hans liv. Det stod printet i hans sjæl. Stop de idioter der ikke handler efter de mest enkle retfærdighedsregler. Dem der konstant igen og igen tog og fordrejede loven og ikke kunne finde ud af hvad der var hvis, og greb det ud af folks lommer. Eller dem der troede det var i orden at slå ihjel, for så at nægte det, indtil Sebastian så dem i øjnene og kunne bevise at de løj. Selv om selve mordet måske endda kunne forsvares fordi afdøde var et svin. Så var det stadig ikke i orden.
Sebastian sad i sin gamle Toyota Corolla ude foran politistationen i Esbjerg.
Han tæskede hånden ned i rattet, og bandede ad Birk en gang til. Den lille lort.
Han slæbte sig ud af bilen samtidig med at en ordentlig havmåge fløj forbi og tømte sin endetarm på forruden. Sebastian sukkede højlydt og så efter fuglen.
- Lortefugl, råbte han.
Bag ham kom en dame kørende i en lille Citroen. Hun fandt en plads og satte bilen fra sig. Sebastian så det ud af øjenkrogen men tillagde det ingen betydning. Ikke før hun steg ud af bilen. Sebastian var en mand der ikke så efter kvinder. Dem havde der været plads til tidligere, og der kom aldrig noget godt ud af det. Men hende her var ikke bare en hvilken som helst kvinde. Han måtte erkende at et blik eller to måske alligevel var på sin plads. Hun var ikke så frygtelig høj, og måske var der endda lidt på sidebenene. Hun var måske på hans egen alder eller en smule ældre. Langt og kraftigt lyst hår. Det var svært at undgå at få øje på de klare blå øjne, der skinnede lige så klart som stjernerne på en nattehimmel uden skyer. Hun smilede til ham, og det var svært ikke at smile tilbage, selv om humøret kunne smides ad helvede til. Hun nikkede til ham og han nikkede tilbage med et sjældent lille smil.
- Ja undskyld sproget men fuglen sked på min bil, sagde Sebastian næsten rødmende.
- Jamen det er da også træls, svarede hun tilbage og forsvandt i ind i bygningen.
Sebastian blev stående og røg et skod han havde fundet i sin sidste pakke. Den glæde skulle de i hvert fald ikke tage fra ham. Hans smøger var en af de få gode ting der stadig var tilladt i livet på kriminalbetjenten fra København. En tankede irriterede ham. Den lave kvinde i jakkesæt. Hold kæft hvor så hun godt ud. Et gevaldigt par af de store der hang foran, og så det smil med de klareste hvide tænder, der sikkert blev børstede seks gange om dagen. Nej, han måtte slå hende ud af hovedet. Der kom aldrig noget godt ud af det. Ikke siden skilsmissen fra Bente, der også stadig ringede til ham konstant og påstod hun manglede børnepenge. Sebastian blev så træt af de opkald. Det er muligt at Bente havde en sag med manglende betalinger, men alligevel. Så ville hun også altid tale med ham om alt muligt andet. Nej, slut var slut.

Da Sebastian henvendte sig indenfor og spurgte efter kriminalkommissær Riis, blev han mødt af lange blikke. En ung betjent med rødt krøllede hår og små to millioner fregner i ansigtet fulgte ham hen ad gangen mod kommissærens kontor. Det var næsten så Sebastian kunne høre det når de hviskede.
- Det er vist ham der er københavneren, hviskede den ene.
- Han ser da ret godt ud, hviskede en kvinde i uniform og i den overmodne alder.
Sebastian sukkede. Det var næsten så han fik lyst til at løbe ud til sin bil igen.
- Gud ved om han er sådan en pralerøv, der tror vi jyder er dumme, hviskede en.
Lige præcis det gad Sebastian ikke høre på, så han sendte den civilklædte mand et blik der kunne have råbt, skal vi mødes udenfor bagefter?
En enkelt etage op og et stykke hen ad gangen, så var de der. Kontoret var tomt, men Sebastian nåede at se skiltet på døren.


A. Riis - Kriminalkommissær


Sebastian blev bedt om at sætte sig ind og vente. Kommissæren ville være der om et øjeblik. Han kunne ikke forholde sig i ro. Hvordan skulle han kunne forklare at det hele var en misforståelse? Han havde fanget en Københavns værste rødder. Han havde så også klappet til ham da han fik chancen, og derfor stod han nu her, overfor kolleger som så ham som en smartass, der troede han var bedre end dem alle sammen. En der kun kom for at vise jyderne hvordan man gjorde.
Det var absolut ikke hans hensigt. Det kunne de sikkert meget bedre selv. Måske vidste de allerede at det var en straf at han nu stod her, inde på deres enemærker.
Hvor Sebastian dog bare ikke være gad være her. Han kunne også melde sig syg i et par uger og tage tilbage til hotellet, og så ligge der og have ondt af sig selv.
- Sikke dog en situation, hviskede han højt og rystede på hovedet.
Han kunne bare ikke sætte sig, på det ellers hyggelige kontor, der var en anelse feminint indrettet, med små orangefarvede akvareller, der forstillede en sommerlig solnedgang på væggen og et par røde potteplanter i vinduet. Sikkert en julegave. Der var i hvert fald nissemotiver på. Sebastian fnes.
Han trak vejret tungt. Kom nu bare og lad os få det overstået? Stik mig en opgave som jeg kan kaste mig over, så skal I ikke høre mere fra mig.
I baggrunden trådte en person ind på kontoret, samtidig med at Sebastian stod og trængte noget så forfærdeligt til en smøg. Han havde heller ikke fået købt mere nikotintyggegummi. Der var ikke ret meget at smile ad.
- God morgen, du må så være Sebastian Hansen fra København, kom det bagfra.
Lige pludselig elskede Sebastian bare den jyske dialekt, når det kom fra en ikke så høj lyshåret kvindelig kollega. Men den havde han så ikke set komme.
Hun rakte hånden frem, og Sebastian mærkede en meget sjælden glat håndflade.
- Jeg hedder Alberte Riis, og er kriminalkommissær. Velkommen til.
- Øh ja tak. Ja undskyld jeg troede…
- At jeg ville være en mand? Ja det tænker de fleste sikkert stadigvæk. Men da jeg vågnede i morges var jeg en kvinde, sagde hun smilende.
Sebastian havde svært ved ikke at grine med, og skuffelsen var gemt væk. Kommissæren havde også en måde at gribe det an på, så det lød mere afslappet.
- Sæt dig ned, Sebastian. Ja her bruger vi fornavne. Det håber jeg er i orden med dig? Jeg har læst dine sagsakter, og du er en hårdfør politimand, men du er også dygtig. Jeg tror godt at vi kan bruge begge dele. Så hvad siger du selv? Er det noget juks at blive sendt til Jylland?
Sebastian havde dårlig nok nogle ord parat, men hun havde jo ret. Det var da ikke det fedeste at blive sendt væk. Det kunne han lige så godt indrømme.
- Jeg står inde for mine anholdelser, og i København må man til tider tage fat, og det gjorde jeg der. Det er jeg ikke bleg for at indrømme, sagde han og hun nikkede.
- Det gør vi også ind imellem, så det skal du ikke høre for, sagde hun.
Sebastian havde fået luft i lungerne igen, og følte at han kunne tale frit.
- Jeg føler selv at jeg er en ok god politimand. Jeg passer mit job og kommer til tiden. Ja, jeg er sendt herover for at køle lidt af, tror jeg. Det er hvad det er.
Kommissæren nikkede flittigt. Hun kunne høre på ham at han mente det.
- Mellem os to, så er jeg ligeglad med hvad du gjorde. Jeg har også hørt om Bruno fra Nørrebro. Men han er sat fast, og det er din fortjeneste. Godt arbejdet, Sebastian. Nu skal du høre her. Vi har ikke så mange banderelaterede grupperinger herovre. Det er nok nogle andre opgaver du bliver kastet ud i til at starte med. De kan virke dødssyge men det er vores job, og det skal gøres.
- Bare stik mig en opgave, og måske et skrivebord jeg kan sidde ved, afbrød han.
Kommissæren rejste sig og åbnede et skab og trak en skuffe ud. Hun tog en gul sagsmappe frem og lagde den på bordet.
- Prøv at tage den alvorligt, ok? Du skal ud og tale med fåreavler Jørgensen.
- Hvorfor skal jeg så tale med fåreavler Jørgensen, spurgte Sebastian og tog mappen.

5. Kapitel
Kongen havde listet sig ind på menneskenes enemærker. Han gik langsomt og stille langs husmurene på den mennesketomme gågade. Byen var indhyllet i mørke i den sene sommeraften, der havde budt på andet end bare lyse soltimer. Det havde regnet over hele landet, men vestkysten havde været hårdest ramt. Der var stadig mange vandpytter, og et utal af kældre havde ligget under vand. Det var et ud af mange emner der havde været oppe at vende i pressen. Klimaet og de forandringer man ikke kunne undgå at bemærke. At sommeren kom sent det år.
Det var skyfrit den aften, og stjernerne blinkede på himlen, og kongens tænder skinnede i lyset fra en butiksreklame. Kongen smilede og rystede på hovedet. Et raserianfald tog sin begyndelse og en forvandling startede.

Den aften slentrede Betinna hjem alene. Betinna var en single-kvinde midt i 40’erne.
Hun var lidt mere end godt i stand, kunne man hurtigt se ved et enkelt blik. Hun gik usikkert, og havde måske fået lidt mere rødvin end det var nødvendigt.
Betinna havde forsøgt at lægge billet ind hos en ny kollega på gummifabrikken.
Hun var voldsomt interesseret, men det var hun allerede inden hun vidste hvordan han så ud. Hun mente ikke selv at hun var desperat, selv om resten at hendes beskedne vennekreds nok havde en anden holdning. Det var så heller ikke lykkedes denne gang. Han var flink nok, og betalte da også på restauranten for både mad og drikke, men da hun endelig fik sagt hvad hun godt kunne tænke sig, måtte han gå til bekendelse og indrømme at han var til mænd. Betinna havde forsøgt at skjule en enorm skuffelse, ved at tømme sit fyldte rødvinsglas i et hug.
Stiletterne svajede under hende, og det var svært at gå normalt. Det gjorde det ikke nemmere, med mindre hun havde været ædru. Den forbandede rødvin skar i halsen, og det føltes som om den trængte sig op gennem svælget på hende. Hun måtte stoppe sine skæve skridt, for at pynte en optikers butiksrude med mavens indhold. Betinna skulle ikke en gang gøre sig umage. Det kom helt af sig selv. Mens hun stod der og brækkede sig, listede kongen tættere på. Noget der kunne minde om en hånd med usædvanligt lange kraftige og spidse negle greb fat i Betinna. Blodet piblede allerede fra hende, og en ulidelig smerte trængte sig på.
Hun vente sig om og så kongen i øjnene med rødvinsrester og bræk i mundvigen.
Angrebet gik stærkt og Betinna nåede ikke at skrige ret meget. Hun mærkede et hårdt slag i underlivet, og noget der skar sig vej op gennem kroppen til det stoppede mellem hendes bryster. Betinna faldt om på jorden, men det stoppede ikke kongen. Han bed og flænsede til han fik det han kom efter, og så åd han det.

6. Kapitel
De var flinke nok alle sammen ved præsentationen af Sebastian tidligere på dagen. Der var Anne Grønlund, der havde et godt øje til Jens Petersen, der snart skulle på pension efter en lang årrække ved politiet. Der var Susanne Markussen med det enorme store krøllede røde hår, som helst kun kørte med sin faste makker, vicekriminalkommissær Ove Holm, der også havde en del år på bagen, og var let genkendelig i en skjorte med korte ærmer der på fineste vis afslørede hans mange tatoveringer. Til sidst, var så selvfølgelig kommissæren.
Sent ud på aftenen sad Sebastian på sit hotelværelse og stirrede på sagen om fåreavleren. Sikke en sag. Kedelig med tyg streg under kedelig.
Telefonen brummede igen og Sebastian så på den. Det var hans nye chef.
- Det er Sebastian, sagde han.
- Det er Alberte. Er du vågen?
- Ja jeg sover sjældent ret meget.
- Er du ikke sød at tage noget tøj på. Jeg henter dig lige om lidt.
- Handler det om fåreavler Jørgensen, for jeg aner ikke hvad vi skal gøre derude.
- Nej, bare glem ham foreløbig. Det er værre det her, men jeg vil have dig med. Jeg fortæller dig resten når vi ses. Jeg har ringet til de andre i gruppen.
Sebastian rejste sig fra sengen og greb en krøllet skjorte fra kufferten. Han tog også sin meget slidte gamle sorte læderjakke på. Hans ekskone, Bente havde for mange år siden bedt ham smide den ud, men det nægtede han. Det var et arvestykke fra hans far. Den betød mere end hun nogensinde ville fatte.

Alberte og Sebastian kom langsomt trillende ad en sidevej til gågaden. Det var mørkt med de blev mødt af hav af blinkende lygter. Ved et område foran en optiker stod der ikke mindre end tre patruljevogne og en ambulance. Synet var ikke så nyt for Sebastian, der havde set og oplevet lidt af hvert i København. Der var en herskende stilhed og alvorlighed blandt alle. Et par betjente måtte holde en lille flok nysgerrige unge mennesker på afstand, der havde været i byen og fået rigeligt at drikke.
Inde i ambulancen sad der en meget rystet ung mand, der havde svært ved at komme sig over det syn, der havde mødt ham på vej fra en ellers lystig tur i byen. Susanne sad hos ham og spurgte ind til hvornår og hvordan han havde fundet det han fandt.
En anden lidt yngre betjent stod et stykke væk og kastede op. Måske var det hans første aftenvagt, og måske var synet mere end han lige kunne håndtere. Alberte var ikke uerfaren, men da hun så Betinna, der lå der på ryggen med kroppen sprættet op fra underlivet og op, måtte hun lige trække vejret og kaste blikket mod nattens himmel og stjerner. Jens stod et par meter væk med armen om Anne, der tydeligvis også var en anelse rystet.
- Hold da op, sagde Alberte og sank en større omgang spyt.
Blodet flød så voldsomt at det dækkede et stort stykke af fliserne på gågaden. Man kunne ikke komme helt så tæt på Betinna. Hun var dækket til af sit eget røde indhold. Hendes ribben var flået til side, og der lå splinter rundt omkring.
Sebastian lagde en hånd på Albertes skulder, og hun vendte sig og så på ham.
- Jeg har set meget, Sebastian. Jeg har også set mordofre i forskellige stillinger før, men ikke som det her. Det er voldsomt. Har du set sådan noget før, spurgte hun.
Sebastian så billeder for sit indre. Han spolede tilbage inde i hovedet. Der var mange billeder at skulle sortere fra først. Men han havde kun set det der én gang før.
- Ja. Men ikke i København.
- Hvor så, spurgte Alberte nysgerrigt.
- Hos fåreavler Jørgensen og hans får.
Alberte sukkede og så alvorligt på ham. Hun var ikke lige til hårdkogt humor nu.
- Jeg mener det Sebastian. Det var ikke for sjov jeg spurgte.
- Det var heller ikke for sjov jeg svarede, sagde han.
Sebastian gik tættere på liget af Betinna. Midt i den store sø af blod lå hendes tarme, de så ud til at være flået ud. Han satte sig på hug og så på den opsprættede brystkasse. Han fik en lygte af den ene betjent.
- Det her er ikke menneskeskabt. Det kan det simpelthen ikke være. Det er et stort dyr vi har med at gøre. Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men det er mit gæt.
Alberte gjorde store øjne og holdt vejret. Hun viste slet ikke hvad hun skulle sige.
Sebastian lod lyset fra lygten glide over til Betinnas hænder. I den ene hånd var der nogle lange grå stive hår mellem hendes negle.
- De hår der, det er bevismateriale. Dem skal vi have med og have undersøgt.
Den ene betjent, der så ud til at han havde en del år på erfaringskontoen nikkede.
- Måske finder teknisk noget mere, sagde Sebastian og rejste sig.
Han kørte sin hånd rundt om sin hage og sine kinder. Hans daggamle skægstubbe kradsede ham i hånden, mens han lod blikket glide rundt på de nysgerrige tilskuere.
- Kunne det være en psykopat, der står blandt de nysgerrige, hviskede Alberte højt.
- Nej, det tror jeg ikke. Dyret har fået hvad det kom efter. Jeg tror bare vi er nødt til at vente på retsmedicinsk og teknisk afdeling, og hvad de kan fortælle os.
- Ok. Hør her, jeg fjerner dig fra den opgave hos Jørgensen. Jeg har vist mere brug for dig her. Jeg kan sende Jens ud på den anden. Jens skal snart på pension, og han har ikke brug for sådan en sag her.
Sebastian vendte sig og så hende i øjnene. Han rystede på hovedet.
- Nej Alberte. Jeg vil gerne tale med Jørgensen igen, men jeg kan tage Jens med i morgen hvis du synes. Jeg vil lige se hans får én gang til.
Alberte nikkede enigt, og gav betjentene besked på at få Betinna dækket til.
Ikke så mange øjeblikke efter stoppede Alberte bilen ved Sebastians hans hotel. Hun trak vejret tungt et øjeblik.
- Hvilket dyr gør sådan noget her, midt om natten på gågaden i Esbjerg?
Sebastian tog en smøg i munden uden at tænde den.
- Det kræver lidt mange kræfter sådan lige at flå et menneske fra hinanden på den måde. Som sagt et stort dyr.
Alberte kørte en hånd ned over ansigtet og slog på rattet.
- Ja den sætning gjorde mig da meget mere tryg, Sagde hun stille.
- Jeg siger det ikke for sjov Alberte. Jeg har ikke set sådan noget før, men det gør mig urolig. Jeg kunne ikke lide det jeg så. Det må jeg indrømme. Enten er det et sygt dyr af en slags, måske med rabies eller hvad ved jeg. Den er måske blevet sindssyg, men hvis det er en hund er det en af de store. Det har jeg set før i København engang, men det var alligevel anderledes end det her.
Alberte så gennem sideruden da to unge mennesker kom trækkende, med deres cykler. Alkoholen havde vist fjernet deres dårlige humør. Den ene gik ind i et skilt og styrtede. Den anden skreg af grin. Alberte vendte sig mod Sebastian.
- Jeg burde stå ud og bede dem skynde sig hjem, men jeg har bedt om flere betjente på gaderne i nat. Det her kommer til at lyde helt åndssvagt, men jeg har faktisk ikke lyst til at tage hjem lige nu. Jeg burde tage ind på kontoret. Jeg bor et stykke udenfor byen i et lille gammelt hus ude på landet, alene sammen med hr. Svendsen
- Hr. Svendsen?
Alberte fandt et lille smil frem og på ham.
- Det er min kat.
Sebastian trak også på smilebåndet.
- Det her lyder måske også tåbeligt, men der er minibar på mit hotelværelse, og jeg ved godt at det lyder som en dårlig scorereplik, men hvad siger du til at vi tømmer den minibar, og så leder vi efter den dræber i morgen?

7. Kapitel
- Det gjorde du sgu da ikke? Du kender da reglerne fra den gamle verden.
Kongen så soldaten i øjnene. Hans blik sagde mere end ti tusinde ord. Han blinkede med sine øjne mens hans greb soldaten i kraven og krøllede den nystrøgede skjorte. Iris i kongens øjne skiftede fra mørk nougatbrun til kulsort, han løftede overlæben og lod sin to øverste hjørnetænder vokse bare et par millimeter. De stødte blidt panderne sammen.
- Jeg gør hvad jeg vil og jeg nød det. Jeg bestemmer. Det er vi ikke uenige om, vel?
Soldaten trak sig sammen og så ned i gulvet. Han rystede på hovedet underdanigt.
- Nej, nej selvfølgelig ikke. Jeg sagde det også bare fordi jeg troede vi kun gik efter dyr. Får og grise og den slags. Måske en kalv en sjælden gang imellem, som dengang.
Kongen slikkede sine tænder og fik sin nougatbrune iris tilbage.
- Du har aldrig prøvet et menneske i den nye verden. Du aner ikke hvilken nydelse det var. Det var som den allerførste vellykkede orgasme. Det var en rus der kunne mærkes ud i alle fibre. Det øgede min styrke og gjorde mig uovervindelig. Hendes hjerte dansede med mine muskler som når menneskene nyder en solrig sommerdag.
Kongen tog et glas og tømte det for indhold. Så klemte han og knuste glasset så let som var det skabt af pap og papir. En tjener kom farende og fjernede glasskår og fejede op fra gulvet. Kongen så sultent på ham og bed tænderne sammen, mens soldaten blev mere og mere bleg i hovedet.
- Men vi skal have fat i Daniel. Den klovn skal ikke til at dumme sig.
- Det skal jeg nok tage mig af. Han lytter til mig, sagde soldaten.
- Han hylede skævt og råbte og skreg sidst ude på gården. Jeg gider ikke høre på den lille gnom af en medløber. Du kunne have valgt så mange andre dengang vi gik i dvale. Så tog du netop ham med.
- Ja jeg ved godt han ikke er noget geni, men det var vi vel heller ikke engang.
- Jeg var, og jeg har altid været et geni. Mind ham om det hvis han dummer sig igen. Jeg er den stærkeste og ældste nulevende lycanthropus der eksisterer, og jeg kan stadig flå ham i stykker hvis han ikke indordner sig.
- Victor, jeg synes bare ikke at vi skal røbe hvem vi er. Verden er slet ikke klar til det.
Victor rejste sig fra bordet. Han så rundt på caféens gæster. Ham smilede lidt triumferende. Han ejede dem alle, og kunne æder alle deres hjerter.
- Ved du hvad, David. Næste gang skal du smage det du ikke har smagt i århundreder.

8. Kapitel
Solen skinnede ind gennem de tynde gardiner på hotellets værelse fjorten. Sebastian sad i vindueskarmen og røg. Tobakken rev stærkt i lungerne. Hans mørke hår skinnede sort efter badet. Vandet drev stadig ned ad hans forholdsvis brede skuldre og hans markerede mavemuskler. Han var kun iført et hvidt håndklæde om livet. Det var så tidligt på morgen at visse morgenfugle endnu ikke var begyndt at synge lovesongs til hinanden. Solen var også kun lige dukket op da Sebastian listede ud af sengen og i bad. Han listede for ikke at vække Alberte. Resten af værelset flød som efter en fest.
Tøj var kylet i forskellige retninger. En lyseblå pænt stor bh hang henover hjørnet af et maleri af Esbjerg havn. Der var tomme øldåser på et lille bord. Små tomme flasker af diverse spiritusmærker. En tom cigaretpakke. En pose tømt for peanuts og en enkelt tømt coladåse.
Det var ellers noget af et første døgn i byen. Det måtte Sebastian indrømme. Han smilede lidt ved tanken.
Alberte kom langsomt til sig selv, da et strejf af solen kælede for hendes kønne ansigt. Dynen dækkede kun det nederste af hendes krop. Sebastian tog sig selv i at stå og stirre og falde i staver mens hans blik gled ned ad kommissærens slanke hals og de velvoksne bryster med de indtagende lyserøde brystvorter. Han kom til sig selv da hun åbnede øjnene og så chokeret på ham. Hun greb dynen og trak den helt op over hovedet. Sebastian kunne se at hun rystede på hovedet.
Han greb noget tøj og skyndte sig ud på badeværelset. Han kunne høre hun rodede rundt inde på værelset for at finde sit tøj. Han så sig i spejlet. Øjnene var trætte.
- Hvad laver du din klovn, hviskede han og slog ud efter billedet i spejlet.
Efter et kort øjeblik bankede det på døren. Han holdt vejret spændt og vidste ikke hvad han skulle vente. Han åbnede døren og der stod hun og bed sig i underlæben.
- Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, Sebastian. Det her er altså ellers ikke noget jeg plejer at gøre. Jeg er virkelig ked af hvis jeg har gjort noget dumt. Det er virkelig uprofessionelt det her. Undskyld.
Sebastian rettede sig op og så hen over hende, med en lille følelse af lettelse, og så alligevel ikke. Alberte var, en voldsom flot kvinde. Hun var langt over den standard han havde slæbt med hjem i årenes løb. Hvis han havde mødt hende i byen, havde han slet ikke turde gå hen til hende. Samtidig havde han også lukket alle tanker om kvinder ud af sit liv, efter det forliste ægteskab med Bente. Siden dengang havde han slet ikke bekymret sig om den side af sit liv. Men det hele var bare blevet rystet rundt i én stor pærevælling i løbet af natten.
- Du har ikke noget at sige undskyld for, Alberte. Vi fik lidt at drikke, og det tog overhånd. Det er vist lige så meget min skyld.
Hvor lød det bare ikke godt i hans egne ører. Han fortrød han sagde det, lige med det samme. Kunne man dog bare suge ordene tilbage igen.
Hun tog hans hånd og så ham i øjnene. Der var de igen, de smukke blå øjne, de skinnede mere klart og blåt end hele Stillehavet på en sommerdag.
- Prøv at høre her, Sebastian, vi har en alvorlig opgave først, kan vi tage den her på et andet tidspunkt? Jeg må ind på kontoret.
Han bed tænderne hårdt sammen og nikkede uroligt til alle sider.
- Vi ses bare derinde, ikke? Så behøver vi ikke at tale om det her lige i dag. Ok?
Sebastian sagde ikke noget. Han nøjedes med at snuse hende dufte da hun forsvandt ud ad døren. Da hun var gået, satte han sig på sengen og fattede ikke en lyd af sig selv.

9. Kapitel
Det var engang tilbage i tidernes begyndelse, at en staldknægt fra Frankrig var ude at se til dyrene inden han ville puste lysene ud. Dyrene var urolige den aften. Som om der var noget der rørte sig blandt kalvene. Daniel gik langsomt frem med en høtyv og sit stearinlys. Månen skinnede ind gennem døråbningen og revnerne i staldens tag. Det kastede lange skygger af sig.
- Er her nogen, sagde Daniel ud i mørket.
Idet samme rejste en skygge sig. Daniel var ikke nogen lille 17-årig staldknægt, men skyggen var bare større end ham. Daniel trådte lidt frem, men pludselig var der en bevægelse der var hurtigere end han nogensinde ville kunne nå at se. Lyset gik ud og staldknægten faldt om.
Det var ikke til at vide hvor længe, men måske det meste af natten lå Daniel der på jorden, mere død end levende. Der var i hvert fald gået timer. Han kom til sig selv med en voldsom smerte i armen. Måske var den brækket. Det vidste han ikke noget om. Det brændte i kødet og Daniel var ved at skrige, da en hånd blev lagt hen over hans mund.
- Jeg kommer og henter dig ved næste fuldmåne, blev der hvisket hæst.
Ved næste morgenstund var tre kalve døde. De lå på jorden og var sprættet op så hele deres kropsindhold lå og flød på jorden, undtaget hjertet. Daniel blev jaget bort af gårdmanden, og truet med bål og brand hvis han viste sig på egnen nogensinde mere.
Daniel var ikke specielt begavet og havde aldrig gået i skole og lært at læse og skrive.
Han havde altid måttet nøjes med de job, som ingen andre ville røre ved. Muge ud ved svinene. Grav et hul til lort.
Ved næste fuldmåne sad Daniel i en grøftekant alene. Han var sulten, han havde ikke spist i flere dage. Der var uro i hans krop, og såret på hans arm ville ikke rigtig hele. Daniel måtte hele tiden skifte til et nyt stof. Der var ikke meget tilbage af hans eneste bluse, og bukserne var også trevlet i stykker. Han så sig omkring, og var sikker på at han var alene, indtil det gik op for ham det var han ikke.
Tre store ulve kom gående side om side, og stoppede lige foran ham. Den ene satte sig ned og var helt stille og rørte sig ikke. Den anden stod og så ham sultent i øjnene med skinnende gule øjne. Den tredje var mørk om aftenen, og grå om dagen. Den gik helt hen til Daniel og så ham i øjnene. Så forvandlede de sig alle tre, til ikke helt almindelige ulve.
- Følg med, så skal vi lære dig livet, sagde den store ulvs øjne.
Det skete som det skulle. Tiderne forandrede sig. Menneskene begyndte at tro på uhyrer, og begyndte at skabe kugler af sølv til deres lange rifler og pistoler. Dengang var der et fjerde medlem af gruppen. Kongens søster, Victoria. De to styrede slagets gang mod menneskene. De dræbte efter behov, og åd og nød menneskenes søde hjerter. Victoria var lige så ustyrlig som Victor men en aften var de ikke ordentlig på vagt, og der blev skudt fra menneskene. En sølvkugle satte sig i ryggen på hende og hun led en smertefuld død. Det knuste Victor, og hans tro væbner, David trøstede sin konge mens han græd i ugevis. Han hylede mod himlen, men Victoria kom ikke tilbage. Victor besluttede at de måtte gå i dvale, indtil tiderne igen var modne, og menneskene havde glemt alt om uhyrer. Da ville de komme tilbage, skjult som dem de vitterlig var, og leve i skjul.

10. Kapitel
Lidt op ad formiddagen mødtes kriminalafdelingen på et stort fælleskontor på politistationen i Esbjerg. Alberte kom ind og stod op og så på de andre i afdelingen.
Hun så bekymret på dem alle sammen. Det blev kun til et flygtigt blik hen på Sebastian. En masse generte lillepige tanker og røde kinder holdt hende fra at smile til ham, selv om trangen var til det. Hun holdt vejret et langt øjeblik.
- Nå, prøv lige at høre her. Vi skal lige have svar fra teknisk afdeling og retsmedicinsk efter det rovmord på gågaden i går aftes. Lige nu har vi ikke noget bud på noget som helst. Det kan være et dyr, men det kan også være en flok psykopater der er gået amok. Vi skal selvfølgelig have undersøgt alt om offerets familie og baggrund. Bekendte og så videre. Det er noget af mest voldsomme vi har set her i byen. Det er i hvert fald noget jeg ikke har set før. I arbejder ikke alle sammen bare videre med det I sidder med nu. Vi koncentrerer os først og fremmest om mordet i gågaden. Ikke? Vi skal også have tjekket eventuelle videooptagelser fra butikskameraerne blandt andet. Ok? Der tænker jeg dig Susanne. Kan du ikke klare det?
De nikkede næsten alle sammen, undtagen Sebastian, der stod uroligt i baggrunden. Han så længe og inderligt på Alberte. Han kunne stadig ikke komme sig ovenpå nattens oplevelse. Han ville til hver en tid have nægtet hvis nogen havde sagt at det kunne ske. De startede bare med at sidde og tale om alt muligt løst og fast, og selvfølgelig om sagen, men lige så pludselig ud af det blå havde han siddet og stirret ind i hendes dybe blå øjne, og resten skete bare. Som at opleve noget så sjældent som en regnbue og et stjerneskud på samme tid, så holdt hun pludselig hans ansigt i begge sine hænder. Hun kyssede ham længe og inderligt og lod sin tunge lege med hans. Sebastian havde ikke drukket mere end at han kunne huske det hele. Hendes ord om øjeblikkelig betagelse havde overrasket ham. Han var ude af sin komfortzone her. Hvordan reagerer man på det? Han havde set hende på parkeringspladsen om morgen, og ja, Alberte var mere end flot. Ikke et ord om det. Det kunne slet ikke diskuteres. Sebastian lukkede øjnene og sejlede flere timer tilbage. Der sad hun nøgen på skødet af ham og gyngede frem og tilbage med sine bryster lige foran ansigtet af ham.
- Er der du der, Sebastian?
Virkeligheden vækkede ham tilbage til kontoret, og der stod Jens.
- Vi skal vist ud til ham Jørgensen med fårene. Der ville du gerne ud igen, sagde chefen.
Sebastian var i en helt anden og mere behagelig verden. Han måtte ryste på hovedet.
- Ja, øh ja det skal vi.
Alberte gik ind på sit kontor med en undskyldning om et telefonopkald. Hun lukkede døren og satte sig. Hun begravede sit ansigt i hænderne.
- Hvad sker der? Nu må du tage dig sammen. Ja det er ved at være længe siden, og så træder der en superflot fyr ind ad døren, og du falder bagover lige med det samme. Du er da ikke teenager mere. Der gik fire sekunder, så kunne hun høre sig selv sidde og tale højt. Igen rødmede hun. Hun flåede røret af telefonen og ringede til sin betroede veninde, Tine-Lise. Det her skulle og måtte tænkes og tales igennem med en udefra.

Små ti minutters landevejskørsel senere stod Jens og Sebastian og så på to flænsede rester af nogle voksne får. Jens var erfaren og havde set det meste og lidt af hvert. Han kom oprindeligt fra Nordsjælland, men havde søgt mod vestkysten for at slutte sin karriere et roligere sted. Men det her var alt andet end roligt og normalt. Han havde da set døde fyr før. Han gamle far var jæger og var ofte kommet slæbende hjem med både harer og dådyr, der så blev flået i garagen. Det var ikke altid noget ønskeligt syn for den lille Jens dengang. Her stod han nu, mange år efter i sin lyse frakke, der næsten var lige så gammel som ham selv, og fik ham til at minde om kommissær Columbo.
Sebastian, der endelig var kommet ud af sin trance og hede dagdrømme, satte sig ned på hug ved siden af fårene. Med en kuglepen kørte han rundt i kanterne på sårene.
- Det er et stort dyr der har gjort det her, sagde han og så op på Jens.
- Vil du så ind og se på Betinna. Det kunne jeg forstå på chefen, sagde Jens.
- Ja men det er bare en tanke. Det er slet ikke sikkert der er noget. Det lignede bare.
Da de satte sig ind i bilen, skulle Sebastian lige skrabe jord af sine nye kondisko.
- Hun er meget køn, synes du ikke, spurgte Jens og smilede til Sebastian.
- Hvem? Betinna? Ej det ved nu ikke rigtigt. Synes du det?
Jens startede bilen og grinede. Han så længe på Sebastian.
- Jeg er en gammel ræv og jeg ser mere end de fleste. Jeg så godt hvordan I to så på hinanden i morges, og ja hun er da en køn tøs. Indrøm du det bare, Sebastian.
Den københavnske kriminalbetjent kunne mærke hvordan hans kinder brændte.
Jens stak i en ordentlig latter og begyndte at køre. Sebastian følte sig som en forkølet teenager. Han anede ikke hvad han skulle sige. Helt forvirret var han tom for ord.
- Det er ok Sebastian. Jeg går snart på pension, og jeg tager Anne med mig, og så flytter vi til Spanien. Det er vist heller ikke en hemmelighed mere.
Alberte lagde røret på igen, mere lettet end før. Der var nu ikke noget bedre end en venindesludder. Det kunne ofte få rettet op på flere ting. Foran hende på skrivebordet lå der resultater fra retsmedicinsk, der modsat Alberte havde arbejdet hele natten. Der stod resultatet tydeligt med fed skrift. Angreb fra stort dyr. Tydelige bidemærker. Hårene i ofrets hånd stammer fra en ulv.

11. Kapitel
Halvtreds år tidligere havde Daniel bevæget sig ud om aftenen på egen hånd. Det var i den danske hovedstad. En diset aften hvor tågen trillede rundt i de gamle gader og brostensbelagte stræder. Han havde endnu ikke ladet sig forvandle, og lignede i bund og grund bare en stor dreng, der var i byen på egen hånd. Han fandt et skyggefuldt hjørne hvor han duftede til dem der passerede hans skjulested.
En af dem der havde håbet på at kunne nå hjem, før hans forældre havde opdaget hans udgang uden tilladelse, var John. En langlemmet og tynd dreng på kun 14. Daniel skulle ikke en gang gøre sig umage for skulle snuse sig frem til Johns lugte. Den usoignerede knægt stank som en blanding af en fyldt rygekupé, og den værste og mest beskidte beverding på Vesterbro. Det kunne lugtes langt væk hver gang han havde været hjemme hos Bo, hvis forældre levede et noget udsvævende liv og sjældent var hjemme og se til deres søn. Så hos Bo måtte man alt. Der blev røget cigaretter i massevis, gerne blandet med noget at den interessante tobak man kunne hente ude på Staden. Derudover var Bo efterhånden en hærdet drikker. En gave han havde arvet fra sine forældre når de i årevis havde slæbt sønnike med på tur.
John så ned af sig selv da han gik gennem det fugtige mørke område. Han frygtede oprigtig af moren ville opdage noget. Lene, der selv nød rødvin i overflod og ofte skældte ud gennem rus og slørede øjne, var en lille dame der sagtens kunne være en hård hund når det gjaldt drengenes opdragelse. Der kunne snildt blive uddelt lussinger af den ene eller den anden grund. Ofte kunne hun ikke huske hvem af drengene der havde svaret igen. Så kunne de lige så godt få en hver.
John blinkede med øjnene mens han famlede sig frem i mørket. Sekund efter hvert andet sekund blinkede han, og med en bevægelig umulig hurtig bevægelse trådte Daniel ud foran ham. Med en styrke uden lige hos andre 17 årige slog Daniel til. Et slag lige gennem tøjet huden og knoglerne. Daniels øjne skinnede da han flåede sin hånd til sig. John kunne se sit eget lune hjerte banke endnu. Han drattede om, slap som en beskidt karklud, men hjertet lå stadig i Daniels hånd og dryppede af blod.
Han satte tænder i hjertet og spændte alle sine muskler, så tøjet ikke længere kunne skjule hvad han var. Det revnede og sprang op i syningerne. Da forvandlingen var overstået, løb han gennem skyggerne. Med største lethed kravlede han op langs murene og nåede Københavns blanke tage. Han så mod himlen og hylede som den han var. Han tillagde ikke Victors regler så meget lige der. Han levede sit eget liv. Han tog endnu en ung mand den nat. Oven i købet en i uniform, der skulle hen på stationen og nå toget til Vordingborg hvor han skulle have overstået sin værnepligt.
Den unge mand i uniform nåede heller ikke frem den aften. Daniel nød sin magt, så han savlede blod fra sine ofre, lige indtil en anden bred skygge trådte frem og tog hans magt fra ham. Victors øjne var røde af raseri. Han tæskede Daniel og rev ham blods. Hvis Daniel stadig havde været den staldknægt han var fra starten, ville han for længst have været død af slagene og rivemærkerne, men uanset hvor man gange Victor rev ham i ansigtet, helede det hurtigt igen. Hvert et dybt sår han fik, voksede sammen igen. Daniel stod stadig op foran Victor. Han så ned i jorden og forsøgte ikke at bortforklare sine handlinger. Han vidste det var forkert.
Senere den nat bevægede Victor og Daniel sig ind på en kirkegård. Daniel gravede sig ned hvor han tidligere havde ligget i dvale. Det samme gjorde Victor, og der blev stille på kirkegården igen. Disen blev til regn og de to mord forblev en uopklaret sag.

12. Kapitel
Eftermiddagen tog over da formiddagen overdrog magten. Der var hastige skridt og alle slags lyde mens der var travlt på alle kontorerne på politistationen. Sebastian stod med et alvorligt ansigtsudtryk og rapporten fra retsmedicinsk. I baggrunden forsøgte Alberte at få opmærksomheden i den lille gruppe. Indtil hun måtte rømme sig i en højere oktav.
- Mine damer og herrer, prøv lige at høre her. Nu har vi alle sammen set og læst hvad retsmedicineren siger. Det er et dyr, og højest sandsynligt en ulv vi har rendende rundt om aften. Det vil sige at INGEN tager alene afsted. Vi er bevæbnet hele tiden. Alle betjente er blevet kaldt ind. Også dem der skulle holde ferie nu. Vi bruger alle vores resurser på denne her sag først. Jeg er ligeglad med småkriminalitet. Vi har en utrolig aggressiv, og måske tirret ulv i vores by. Det vil sige, vi kalder ikke op og spørger om det er ok at skyde den. Vi skyder med det samme.
Hun sendte et blik mod Susanne, der havde den stolte rekord, aldrig at have trukket sit våben. Den kunne brydes nu. Susanne så ned i gulvet.
- Kan den ikke fanges med et net?
- Nej Susanne. Den er en dræber, og du skyder med det samme. Du skal i øvrigt køre med to betjente fra uropatruljen, nu hvor Ove er sendt hjem med sygdom. Jens og Anne kører med to andre betjente. I får alle sammen et område at dække, men vi overlapper hinanden flere steder. Så altså alt disponibelt mandskab er kaldt ind. Selv hjemmeværnet og militæret har fået besked. Den ulv skal fanges og skydes. Jeg har selv været i kontakt med Betinnas familie og venner i dag. De er alle sammen dybt rystet og stoler på os. Vi skal kunne klare denne her opgave også. Jeg ved godt, at ingen af os har stået overfor sådan en opgave før, og det er heller ikke sikkert vi finder den ulv i aften, men vi skal eddermame gøre os umage. Denne her vagt bliver lang. Så få ringet hjem og givet besked, og bed familien blive indendørs. Vi ved ikke hvor det dyr er. Og så lige en anden ting, NUL presse. Jeg gider ikke læse om det her i Jyllandsposten i morgen. Er det forstået? Jeg bliver tosset hvis det viser sig at nogen har talt over sig.
Telefonen brummede i lommen og Sebastian greb den hurtigt. Kort efter var det en tydeligt irriteret politimand der lagde røret på. Sebastian var ved at vende sig for at smutte ned i bilen, da de utrolige smukke blå øjne stirrede direkte ind i hans egne ikke så sjældne grønne.
- Hotellet lukker på grund af fund af skimmelsvamp i deres køkken. I har vel ikke en celle jeg kan overnatte i de næste par dage?
- Jeg har en meget lang sofa inde i min lille stue. Hvis den ikke er god nok, så må vi jo finde en anden løsning.
Sebastian kunne spise hver en centimeter af hende råt lige der. Alle hans sanser var på overarbejde. Det var mange år siden han havde følt sådan. Han havde altid skubbet kvinder væk, for ikke at vise hvad han følte. Det kunne han bare ikke her. Hun rev det ud af ham, og satte det op på opslagstavlen, der ellers var fyldt med en masse andre følelser. Det var umuligt at skjule det. Hvordan gjorde hun?
I baggrunden stod Jens og smilede. Anne og Susanne var heller ikke blinde.

13. Kapitel
På et stort og næsten tomt mørkt kontor i et industrielt kvarter, stod og sad der to modne herrer, der så ud til at være på den anden side af midt halvtredserne. Den ene var nobelt klædt i stribet jakkesæt. Han sad med et bekymret blik og studerede den fulde måne ud gennem tonede vinduer.
- Ved vi hvor Daniel befinder sig, spurgte den stående herre.
Victor var helt klædt i sort. Sort skjorte og et skinnende sort slips. Hans hår var gråsprængt over en kraftig sort manke. manken var en del længere, og sat sammen i en hestehale i nakken. På fingrene havde han to kraftige guldringe. Den ene var lidt større og bar billedet af en ulv, med to små ord under ulven. Loup Garou.
- Nu hvor vi ikke ligger i dvale mere, vil jeg vide hvor han er. Han skal ikke dumme sig, som for halvtreds år siden. Husker du det? Politiet søgte i årevis, læste jeg.
- Jeg ved ikke hvor han er lige nu. Men jeg har bedt ham komme, svarede David.
- Du lovede mig at du ville holde øje med ham. Det sagde du for mange år siden. Jeg vil bare ikke have at han går ud på egen hånd, for at skabe sig et navn og et ry. Tingene er ikke som i den gamle verden, David. Menneskene er klogere og er mere på vagt nu. De har andre våben. De ved mere og er ikke så dumme. Vi er ganske vist stadig kun noget man bruger som skræmmehistorier. Det er vel kun børn der tror på os nu. Og sådan skulle det gerne stadig blive ved med at være. Så kan vi leve i fred. Så kan vi tage ud at rejse en gang imellem. Måske til Østeuropa og jage der, men indtil videre lever vi af dyrehjerter her i Danmark.
David rejste sig og så ud over den mørke by.
- Bare han ikke misbruger de evner vi besidder. De er stærke og det er han også. Det må han ikke glemme. Vi er en del stærkere end menneskene.
- Det tror jeg ikke han gør. Han er jo bare en stor dreng.
- Ja han er utroligt umoden. Hvad bruger han hverdagen til? Ved du det?
- Nej det ved jeg ikke. Han hænger vel ud med andre unge.
- Hvordan går det med konen derhjemme?
Victor lod sin tungespids køre hen over sine tænder. Hans negle voksede.
- Hun er en flot pige, David, sagde Victor og fik det til at lyde slesk.
David bed tænderne sammen og knyttede næverne.
- Hende holder du dig fra Victor. Jeg elsker min kone.
- Ja det skal nok. Jeg nævner det bare. Hun ser sund og rask ud. En smule kraftig, og godt med kød på. Har du aldrig tænkt på hvordan hendes hjerte smager? Bare bide sig igennem det hele, og så nyde livet bare for en kort stund. Det ville gøre mig stolt af dig, David. Vi kunne gøre det sammen alle tre.
David lod irritationen tage over, og hans øjenfarve og stemme ændrede sig.
- NEJ VICTOR. Jeg kan faktisk godt lide det rolige liv jeg lever, og så tage ud om natten en gang imellem, og dræbe et får og nyde dets hjerte. Sammen med jer to. Helle behøver ikke at vide noget, og sådan bliver det.
Victor lagde en tung hånd på Davids skulder for at berolige ham.
- Tag du det bare roligt min ven. Lev du bare dit småborgerlige liv i skjul.
- En anden ting er, du var jo selv ude forleden aften. Hvad tror du menneskene tænker? Det er jo ikke kun Daniel der skal passe på. Ved du hvad du gør Victor?
Victor vendte sig hurtigt og tog fat i David. Hans øjne lynede og skiftede farve.
- JEG ved hvad jeg gør. Mig fanger de aldrig, sagde han gennem lange tænder. Jeg er ikke idiot. Det er Daniel. Måske skulle vi aldrig have taget ham med dengang. I den gamle verden kunne vi gøre hvad vi ville. Vi nød det, og det ved du. Jeg glemmer det aldrig. Det var mageløse tider. Da vi tog til Frankrig og gemte os sammen med Victoria og åd os gennem hundredvis af børn og kvæg inden jeg tog tilbage til England. Der hærgede jeg gennem Londons mørke stræder og tog adskillelige luderes hjerter fordi det var nemt, og der fik jeg mig et navn. De kaldte mig Jack The Ripper, og da de var ved at fange mig, tog jeg til Blackmoor. Jeg overtog et gods fra en svagelig gammel greve, og åd mig gennem massevis af hjerter.
- Der var du jo også lige ved at blive fanget og dræbt, Victor.
- Ja men de fik mig aldrig. De ville have fanget Daniel. Jeg stoler ikke på den knægt.
- Måske skulle du give ham chancen for at bevise at han ikke er så dum, sagde David.
- NEJ. Hvis han prøver at tage et menneske, for at overbevise mig, så er vi levende mål for alle menneskene. Det ved du godt David.
- Der er jo ikke nogen der tror på os mere. Det sagde du jo selv. Hvis vi ikke ligefrem stiller os i rampelyset, og fortæller verden at vi rent faktisk eksisterer, så kan vi altid gemme os og gå i dvale igen. Det kunne vampyrerne ikke på samme måde. De kunne ikke gå ud på gaderne om dagen som vi kunne, og stadig kan.
- Nej, dem er der ikke flere af tror jeg. De var ikke lige så kloge som vi, David.
Victor hævede blikket og så mod månen. Den skinnede blankt på himlen og smilede ned til ham. Han nikkede mod den og greb ud i luften, som om han ville tage månen i én håndfuld.
- Hun er så smuk i aften, synes du ikke? Hun har så meget magt og hun er så stille. Hun er mit livs kærlighed. Jeg elsker ikke nogen højere end hende, hviskede han.
David så også op mod månen, mens en fyldt patruljevogn trillede langsomt forbi bygningen og lod en lyskegle sondere terrænet.
- Du skal gøre to ting, David. Du skal have fat i Daniel, og fortæl ham hvad jeg siger. Vi bevæger os ikke ud på egen hånd med mindre jeg har givet lov. Så skal du smage et menneske. Få den nydelse, som i gamle dage. Men først Daniel.
- Må jeg spørge dig, Victor? Tager du ud på egen hånd igen, spurgte David.
- Hvis jeg gør, så er det fordi det er mig der bestemmer. I andre gør det ikke. Nu tager du hjem til din menneskekone i din lille menneskevilla, og lader som ingenting. Har du forstået din ordre?
David nikkede ydmygt. Han vendte sig og ville forlade det mørke kontor. Han stoppede inden han forlod kontoret helt. Han snusede rundt i lokalet og hans blik landede på Victor.
- Du har allerede et menneske her. Pas nu på Victor.
David lukkede døren efter sig, mens Victor åbnede en dør ud til en stribe printere og andre maskiner der ikke længere var i brug. En ung pige sad bundet til en kontorstol. Hun rystede over det hele og græd åbenlyst. Hun ville skrige, men en klud over munden gjorde det umuligt. Victor smilede mere end bredt.

14. Kapitel
Jasmins sydlandske rødder kunne ikke skjules. Hendes lysebrune glød og de mørkebrune store dådyrøjne var noget de fleste vestjyske unge knægte havde lagt mærke til. Listen af bejlere var kun vokset med årene, jo mere Jasmin havde udviklet sig til en ung dame. Det lange sorte kraftige hår. Det glatte ansigt. Den ene lille skønhedsplet på den ene kind De kridhvide tænder, der gemte sig bag et par fyldige lyserøde bløde læber. En ægte kyssemund, ville de fleste unge fyre sige.
Hendes tøj sad som om det var malet på. En blå lille sag med tusindvis af blanke, påsyede perler, der gik til midt på låret, efterfulgt af et par lange støvler der stoppede et stykke over knæet. Den lille blå sag røbede en nøgen ryg, med endnu mere glat hud.
I et lokale i en kælder hvor vinduerne var tildækket havde Lisa Dollerup arrangerede fest for de ældste fra gymnasiet. De unge piger dansede æggende til musikanlæggets vuggende toner. Jasmin dansede i midten måske lidt alene. Det var svært at spotte en egentlig dansepartner.
Fra et sted i mørket fulgte et sæt øjne hver en bevægelse Jasmin lavede. Øjnene skinnede azurblåt inden de ændrede sig og blev sorte. Bare et kort øjeblik, så blev de azurblå igen. En dreng, der umuligt kunne være en dag over 17 rejste sig fra flokken.
Han begav sig ud på dansegulvet. Han fulgte pigernes bevægelser. Nogle af pigerne lagde mærke til det og tilkendegav deres tilfredshed ved at fugte deres læber med tungespidsen. Drengen så godt ud.
Han var slank og godt bygget under den stramme sorte T-shirt, der stod godt til hans lyse hår og blå øjne. Hans jeans sad godt over røven, efter deres mening. Han bevægede sig godt til musikken. De havde skam lagt mærke til ham, selv om ingen vidste hvem der havde inviteret ham. Han var bare dukket op, og havde kigget Lisa dybt i øjnene. Så havde hun lukket ham ind. Det var Lisas fest, men i løbet af de sidste fire timer var der ingen der havde set Lisa. Der var åbenbart heller ikke nogen der savnede hende.
I løbet af natten på dansegulvet lagde Jasmin endelig mærke til den unge fyr med det lyse hår. Han smilede til hende, og kunne ligeledes fremvise et imponerende tandsæt. Det var ikke så meget det at han så dyrisk på hende. Det var hun vant til fra andre unge i byen. Der var noget ved hans øjne der virkede tillokkende. Hun havde ikke set ham før, så ville hun havde vidst det. Jasmin var nok lige lovlig selvbevidst. Hun vidste godt hun så godt ud, og altid kunne lokke de flotteste fyre med hjem, men det ville undre hende for groft hvis hun ikke også kunne lokke ham her med. Hun havde allerede prøvet med øjnene, men han var ikke lige så meget magnet som andre unge.
Hun måtte nærme sig hans gode figur. I et øjebliks uopmærksomhed var han væk fra dansegulvet. Jasmin så godt skuffet efter ham. Det her var hun i hvert fald ikke vant til. At fyrene skred uden at lægge et nummer i det mindste. Han var garanteret bøsse.
Da sangen stoppede, tog hun sin lille blå taske og gik ud på toilettet. Der skulle pudres efter al den dans. Hun var alene derude. Dansegulvet var kun et par rum derfra men kunne høres mere end tydeligt. En temmelig gammel sang med Thomas Helmig brød lydmuren og det passede Jasmin godt. Hun var ikke fan af ham, og gad egentlig heller ikke danse til ham. En stærk arm tog fat om livet på hende. Hun skulle til at skrige da en hånd lagde sig hen over hendes mund. Et sæt sorte øjne mødtes med hendes brune i spejlet.
- Du har lyst til at følges med mig, blev der hvisket, med en anelse fransk accent.
- Jeg vil gerne følges med dig, gentog Jasmin helt hypnotiseret ind i en anden verden.
Der var ikke ret mange der så de forsvandt ud ad døren og op af trappen. Jasmin gik med underlige stive skridt bare frem. Drengen med det lyse hår trak hende af sted i hånden. De kom forbi et skraldestativ. Der stod Lisa og stirrede ind i en mur.
- Bliv stående her, hviskede Daniel, og lod Jasmin stå.
Han gik hen til Lisa og hviskede hende i ørene. Uden at se sig tilbage gik hun tilbage til sin fest. Daniel smilede og trak af sted med Jasmin, der ikke anede hvad der skete.
Månen var én stor hvid magtfuld kugle på himlen. Stjernerne var spredt ud over det hele. Byens mange tage var de eneste vidner til de to unge mennesker der listede gennem skyggerne og ind gennem en port. Daniel førte an og Jasmin fulgte efter.
De nåede til en låst dør, men det tog ikke Daniel så længe at skubbe den op alligevel. Med en usandsynlig stor kraft og med en strakt arm af metal skubbede han den op. Hængslerne fløj af døren, og den faldt tungt indad og landede med et brag. En alarm satte i gang et andet sted hvor Daniel ikke kunne høre det. Han så på Jasmin og hviskede hende i øret. Hendes ansigt var et udtryk skabt af sten. Hun begyndte at klæde sig af, mens Daniel bare stod og så på. Han knyttede næverne og slikkede sine tænder. Jasmin lagde sig op på et blankt metalbord i en slagters baglokale.
Med en nærmest eksplosiv fart forvandlede Daniel sig. Ikke kun øjenfarven og tænderne. Det var det hele. Hele hans krop blev spændt ud i hver en muskel, og han voksede og snerrede og savlede. Hans dyriske poter vraltede frem mod Jasmin. Han lagde sin hånd på hendes mave, og pressede.
Jasmin var ved at vågne af sin trance. Hun skreg ud i mørket fra skyggerne af lyset, da dødens uundgåelige første og sidste date tog fat i hende, og borede sine lange kløer ned gennem hendes maveskind. Da satte smerterne ind og festen var slut.

15. Kapitel
Natten var uendelig lang. Alberte og Sebastian var ude og trække frisk luft ved et villakvarter. Sebastians friske luft bestod af et par smøger, mens Alberte brugte tiden på at tale med politistationen og nogle af de andre biler. Der var ikke så meget at melde tilbage, for ingen havde set noget dyr løbe omkring, kun et par vilde katte her og der. Alberte klappede sin gamle Nokia telefon hårdt sammen. Sebastian nikkede mod hende som et spørgsmål om nyhederne.
- Der er ikke noget. Kun en alarm der er gået igen hos en slagter fordi nogen har brudt ind i hans baglokale. Det er irriterende. Fortæl mig Sebastian, griber jeg det forkert an?
Hun så op på ham med en alvorlig mine, og lidt i beundring.
- Jeg ved det ikke. Vi jagter det bæst med en temmelig stor besætning. Hvad kan vi ellers gøre? Jeg ved det ikke Alberte.
Hendes telefon brummede i hånden i igen. Hun sukkede og var nødt til at tage den.
- Ja, hvad så?
Der gik et øjeblik der kunne føles som i slowmotion. Alberte hørte hvad der blev fortalt da Susanne overrakte hende meddelelsen. En nattevagt fra et privatfirma var kørt ud til en alarm hos slagteren. Susanne prøvede at give det roligt videre uden selv at lyde for chokeret, men det var umuligt. Hun stod i slagterens baglokale og så på det.
- Og vagten, spurgte Alberte og fortrød at hun havde spurgt.
Igen den lange stilhed. Sebastian gik hen mod Alberte. Han lagde en rolig hånd på hendes skulder. Han så hende i øjnene mens hun ikke kunne holde sin mund lukket.
Alberte var allerede en erfaren kriminalkommissær, men der var områder hun endnu ikke havde haft berøring med. Nu nærmede sig et af dem. Sebastian så hun rystede på hænderne, og det stoppede ikke da hun klappede telefonen sammen igen.
- Vi skal ind til centrum og finde en slagterbutik, sagde hun med en mat stemme.
- Alberte, hvad er det? Hvad, hvad er der sket, spurgte Sebastian.

Slagterens baglokale var ét stort blodbad. På et metalbord lå resterne af en ung kvinde. Hendes krop var flået og bidt i stykker. Arme og ben lå ud til begge sider. Hendes fordrejede ansigtsudtryk røbede nogle horrible sidste sekunder af hendes liv.
Hele hendes krop lå til åbent skue. Tarme og mavesæk lå og flød på gulvet. Der dryppede stadig blod fra kødrester ned på gulvet. Med tydelige bidemærker, var der bidt store stykker af den unge kvindes inderlår. Der lå, knoglesplinter på gulvet og bordet. Morderen måtte have skyndt sig, hvordan det så end måtte have forgået?
Vedkommende havde ikke kunne høre alarmen, og alligevel havde morderen givet sig tid til at gå amok.
Sebastian og Alberte stod og så det uden at sige et ord. Susanne stod udenfor og talte med et par betjente. Hun var naturligvis rystet i sin grundvold over synet. I en mindre gang lå der en uniformeret kraftig mand med en lygte i hånden. Han havde sikkert bare passet sit arbejde som nattevagt. Han lå i sin egen blodpøl med halsen flænset op.
- Sebastian, et spørgsmål. Hvad eller hvem er vi oppe imod?
Spørgsmålet blev hængende som en dampende uro i luften. Fra en dinglende lampe i loftet dryppede der blod ned på Sebastians sko. Han så det ikke en gang. Paralyseret stod han stille foran metalbordet, og rystede på hovedet.
¬- Jeg aner det ikke. Men en ting er sikkert, det her er menneskeskabt. Der er ikke noget dyr der ville lægge hende op på bordet og så dræbe hende.
Der var skridt bag dem der kom nærmere. Jens trådte ind i baglokalet, og stod stille.
- Åh for pokker, udbrød han, og røg i den samme zombielignende trance.
Alberte vendte sig langsomt og så op på den næsten to meter høje Columbo. Hun behøvede ikke at spørge. Jens stod med en telefon i hånden. Hun tog den ud af hånden på ham og præsenterede sig. Derefter forlod hun lokalet.
- Det her har du eddermame ikke set i København før, sagde Jens stille.
Sebastian kom til sig selv og rystede på hovedet og blinkede med øjnene.
- Nej. København er en stille fuglerede ved siden af Esbjerg. Hvem har ringet?
- Det var fra teknisk afdeling. De har fanget noget fra optikerens videoovervågning.
- Er det interessant, spurgte Sebastian og prøvede stadig at samle sig.
- Det er som man tager det. Det ligner ikke bare en hund eller ulv af stor størrelse der angreb Betinna.
- Hvad var det så?
Jens trak vejret helt ned i lungerne og lod den vende dernede før han pustede stille ud.
- Det ved jeg faktisk ikke, Sebastian. Det ene øjeblik ligner det en mand. Det næste øjeblik ligner det noget andet. Det lyder for sindssygt, det ved jeg godt. Man skal nok se det selv. Jeg foreslår vi alle sammen kører tilbage til stationen og ser det.
Udenfor stod Alberte med armen om Susanne, der var så rystet at tårerne trillede hastigt ned ad kinderne på hende. Alberte gav hende besked på at tage hjem, og blive hjemme et par dage. Alberte fik en ung betjent til at køre hende hjem.

16. Kapitel
Det var sluppet ud til pressen, og havde alligevel fundet frem til forsiden af Jyllandsposten. Ung kvinde fundet brutalt myrdet i slagters baglokale”.
Alberte var glødende og skubbede hårdt til en stol, der tog en længere tur hen ad gulvet så Jens tabte sit kaffekrus. Alberte så rundt på Jens, Anne og Sebastian. Nede bagerst i lokalet stod der en lille håndfuld uniformerede betjente.
- Nu hører I eddermame efter, alle sammen. Det har været en lang vagt, og vi er alle sammen trætte, men inden vi kører hjem og får et par timers søvn, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg meget tydeligt sagde, NUL presse. Nu pryder det forsiden alligevel. Det er ikke godt nok. Det gør mig sur sådan noget. Et eller andet fjols har så talt med nogen alligevel. Klovn, siger jeg bare. Nu skal jeg stå ret foran politidirektøren, fordi en eller anden absolut skulle tale over sig. Nogen af jer kender mig ret godt. I ved jeg hader når sådan noget sker.

17. Kapitel
Victor stod med en avis i hånden på det store tomme fælleskontor da David trådte ind ad døren. Victor vendte sig og tog fat i kanten på et skrivebord, og kylede det gennem luften, som om bordet ikke vejede mere end avisen. David så ned i gulvet. Han vidste godt hvad det betød.
- Han var DIN opfindelse, skreg Victor og pegede på David.
Han sparkede til et andet bord, der skøjtede hen mod David, der stoppede bordet.
- Jeg sagde at ingen skulle gå ud på egen hånd. INGEN, undtagen mig. Nu har han dummet sig. Jeg har lige læst at politiet sammenligner det han lavede i nat, med det smukke stykke arbejde jeg udførte i gågaden. JEG bestemmer hvornår vi går ud på egen hånd. Kunne vi skrue tiden tilbage, skulle jeg have hugget hovedet af ham dengang vi tog med englænderne på korstog i de østlige lande. Der var det, det samme, David. Forstår du det? Kan du huske det? Han løb rundt og slagtede riddere hver nat. Han gjorde menneskene opmærksomme på at vi eksisterede. Hele verden var imod os. Vi var jagtet overalt, indtil vi gik i dvale, og mennesket glemte at vi rent faktisk var der. Ved du hvor han er nu?
David rystede på hovedet og sukkede. Victor havde jo ret. Daniel havde ødelagt det for sig selv. Det var ikke det de aftalte. Han havde fået besked.
Victor havde selv været ude om natten. Det var måske heller ikke så gennemtænkt, men det var ham der lavede reglerne. Hans position gjorde udslaget. Kongen kunne der ikke rykkes ved.
- Hvis du ser ham, så sig jeg skal tale med ham. Det er meget vigtigt.
David nikkede mens Victor gik hen imod ham. Med sig havde han en stor sort plasticpose. Den var lukket med et stykke snor. Han kastede den på gulvet foran David. Victor trådte helt hen til David, så der kun var plads til et stykke papir mellem dem. Han trak vejret tungt og en stank af frisk menneskekød skar i Davids næse. Victor stirrede på David i nogle lange minutter.
- Det er resterne fra min natmad. Jeg har gemt lidt til dig. Er du ikke sulten kan du bare smide det på et på et bål i baghaven, så der ikke er flere spor. Sådan noget efterlader jeg sjældent, og når jeg så gør det, så ligner det noderne fra den fineste symfoni. Ikke? Daniel skal ikke ødelægge det for os andre. Det kan vi ikke have. Han må dø, David. Find ham, eller jeg besøger din kone en aften.

18. Kapitel
Sebastian stod under bruseren da badeværelsesdøren langsomt gik op. En hvid morgenkåbe strøg af en nøgen kvindekrop, og Alberte sneg sig ud under bruseren.
Der blev ikke sagt noget, mens følelserne blev skyllet helt ud på ydersiden af huden.
De så hinanden i øjnene, og pludselig var den blodige virkelighed langt borte. Hans hænder kørte ned ad hendes glatte ryg indtil de nåede hendes faste baller. Hun stønnede blidt. Det første ud af mange våde kys varede længe den formiddag.

19. Kapitel
David sad på sengekanten da Helle kom ind i soveværelset. Davids kone var en tætbygget stor dame. Hendes krop var ikke lutter deller og var heller ikke slasket, men hun var fast i kødet. Hun var heller ikke blandt de mindste kvinder i højden med sine hundrede og firs centimeter, men drøjden var løbet fra hende i årenes løb. Helle var også en bestemt dame, der ikke lod sig nøje med en tynd forklaring. Så David skulle altid være forberedt med en god historie når han havde været på jagt. Men han elskede hende og hendes fregnefyldte ansigt og havde gjort det i en del år efterhånden. Det rolige liv med Helle i et villakvarter var det der passede perfekt for David.
Helle var en dame som førte hus og sørgede for alt derhjemme.
Hun førte også reglerne, og det passede David super godt. Han havde ikke kendt ret meget andet i unaturligt mange år. Han ville ikke have ansvaret. Det passede bedst hvis det var kongen eller konen.
Helle tog sig af regnskaberne i Davids lille firma hvor han ernærede sig som advokat. Han blev aldrig en af de kendte advokater med de store sager. Dem lod han andre om. David ville ikke skille sig ud. Han tog de små sager han kunne have i fred.
Helle havde taget en af sine silkekjoler på. Den strammede lidt hen over barmen og i siderne. Hun havde da også måtte lægge den ud, men det så man ikke i farten.
Hendes ansigt var ofte lige lovlig fyldt med make-up. Læbestiften havde fået et ekstra lag, så hendes mund var lige en del mørkere end postkasserød.
- Du var ude igen i nat, konstaterede hun med en fast stemme
- Ja, jeg kunne ikke sove, så jeg løb en tur, kom det stille fra David.
- Er du urolig for noget skatter?
Typisk at hun skulle kalde ham det. Skatter. Det havde hun gjort hver dag de sidste fjorten år. David rystede på hovedet og slog med skuldrene.
- Nej det er ikke noget særligt. Jeg kunne bare ikke sove.
Han så op på hende og hendes storblomstret røde og mintgrønne kjole.
- Hvis du har søvnproblemer må du gå til lægen.
- Ja men jeg fejler jo aldrig rigtig noget, så hvad skal jeg der? Kan du huske hvornår jeg nogensinde er blevet hjemme på grund af sygdom?
Helle stod stille et øjeblik og tænkte sig om, så nikkede hun med hovedet.
- Ja. Dengang jeg blev indlagt på grund af galdesten. Kan du huske det?
David lo lidt, uden rigtig at kunne se det sjove i det.
- Der sker bare ikke så meget i øjeblikket, Helle. Måske havde du lyst til at besøge din familie i Hellerup. Holde lidt ferie med dem derovre, tænkte jeg.
- Hvorfor må jeg ikke være her ved dig skatter?
- Det må du da også. Det var bare en idé. Jeg kunne komme over om en uges tid, når jeg har ordnet det jeg skal.
Helle kørte hånden gennem hans hår.
- Er det ikke noget du kan tage med på ferie, eller skal det være herovre du laver det?
- Så kunne jeg måske bare bedre koncentrere mig, og ikke blive forblændet af min skønne kones udstråling, sagde David og tog hendes blege hånd.
- Du vil gerne have mig ud af huset, sagde hun i en drillende tone.
- Nej, nej. Det er da ikke det. Men så ved jeg måske bare at du er mere i sikkerhed. Jeg får lidt mere at lave den næste uges tid, og måske bruger jeg også nætterne på kontoret. Så føler du dig heller ikke alene når jeg bare arbejder.
Helle stod med sin telefon i hånden. Han fandt kalenderen frem på den.
- Ja. Det er onsdag i dag. Så ringer jeg til dem og siger jeg kommer i morgen torsdag.
Det passede David perfekt. Med Helle ude af huset kunne han bruge tid på at finde Daniel, og enten få ham til at tage ud af landet og finde nogle nye jagtmarker.

20. Kapitel
Sebastian stod i Albertes stue og så på billeder inden de skulle køre. Der stod en lille stribe på et ældre chatol. Nogle af hende som lille pige med ternet nederdel og rottehaler bundet op med et rødt bånd, og et bredt smil, der viste et stort mellemrum i overmunden. Sikkert fordi der var røget nogle mælketænder. Der var et fællesbillede med hele familien. Faren i midten i sin garderhusaruniform med sabel og hele svineriet. Albertes mor i skotskternet nederdel med sine to børn foran sig. En lidt ældre og højere bror og Alberte selv. Der stod også et par billeder af broren i sit fodboldtøj og slidte knæ, og billeder af et par ældre mennesker. Ganske givet Albertes bedsteforældre. Sebastian smilede for sig selv. Hjemme hos ham selv hang eller stod der ikke et eneste billede af hans familie. Den der familiehygge var der ikke skiltet med hjemme i hans lejlighed i Brønshøj. Han havde sagt til sig selv at det med kvinder var slut, men hold op hvor blev tæppet bare trukket væk under ham. Det kriblede i maven på ham. Når hun så på ham gik dagen op i en højere enhed. En rus fór gennem kroppen på ham, selv om han egentlig forbød sig selv at falde for nogen som helst. Han havde været der. Hold nu op, tænkte han flere gange om dagen.
Han havde endda en søn. Tommy hed han, på 15 år. Han vidste ikke ret meget om ham. Fulgte ikke med i hans liv. Han havde ikke en gang et nyere billede af ham. Han betalte bare, når han ellers huskede det. Men med Alberte var det anderledes, hvordan hun så ellers bar sig ad?
Alberte kom til syne, og Sebastian vågnede af sin dagdrøm fyldt med billeder af ham selv og Alberte der sad på et rødternet tæppe ude i skoven, med en flaske vin og to glas.
- Nu må du tage dig sammen, din gamle klovn, fløj det ud af ham.
- Hvad siger du, spurgte Alberte overrasket.
- Nej, ikke noget. Det var noget jeg stod og tænkte på. Skal vi komme af sted?
- Ja, vi skal ind på kontoret og se på videoovervågninger fra optikeren, svarede hun.

De sad som fire børn der så deres første gyserfilm nogensinde, men det var ikke nogen gyserfilm. Det var virkeligheden på en overvågningsfilm fra optikeren. Man så Betinna komme og hun brækkede sig, derefter angrebet som var svært at se tydeligt.
Man så skyggen af noget der kunne minde om blandingen af en stor hund og en voksen behåret mand. Alberte blev ved med at spole tilbage og ville se det igen. Alle sad klistrede til skærmen, men ingen af dem sagde noget. De rystede allerhøjest på hovedet. Det kunne føles som om der var gået en time eller to, før Sebastian brød stilheden. Han rettede sig og satte en hånd op i det sorte voksbelagte hår.
- Jeg fatter simpelthen ikke hvad det er jeg ser. Jeg synes jeg ser en mand, men jeg ser også en stor hund, eller en ulv. Hvad ser I andre?
- Noget af det samme, sagde Jens og rettede sig også op.
Det gav sig lidt fra den høje politimands ryg. Det knækkede lidt ekstra da han satte sine tommelfingre i lænden og bukkede sig bagover. Anne kunne høre det og fik ondt af ham med det samme.
- Du trænger vist til noget massage, sagde hun empatisk.
Alberte havde set filmen seks gange nu. Hun lænede sig tilbage i sin stol. Hun tænkte længe inden hun sagde noget. Hun så mod loftet.
- Den er godt nok kringlet denne her. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Anne så rundt på Albertes kontor og ledte efter Susanne. Hun nævnte det.
- Susanne er en dygtig politimand, men synet af den unge kvinde i nat gjorde noget. Det er helt naturligt. Jeg tror vi alle sammen var rystet efter at set det. Jeg har sendt hende hjem i et par dage, indtil hun kommer frisk tilbage.
Hun lod sit blik glide over på Sebastian, i håb om lidt støtte derfra.
- Ja selvfølgelig var det voldsomt. Det er ikke noget man ser hver dag. Gudskelov for det. Nu har vi endda set det to gange. Hvad det end var der angreb Betinna, så kan jeg ikke få mig selv til at sige at det er et menneske, der angriber en kvinde midt på en gågade. Det ville være for risikabelt. Men hende i nat var dræbt af et menneske. Der er ikke noget dyr der tænker, jeg må hellere lægge hende op på et bord, så kan jeg bedre komme til. Vagten er helt sikkert kommet og har forstyrret morderen, og så bliver han også dræbt, voldsomt.
Albertes telefon brummede, og hun tog den uden at være forberedt.
- Alberte Riis. Nej vi ved ikke noget med sikkerhed, så nej Heidi, jeg kan ikke udtale mig på nuværende tidspunkt. Og nej, vi ved ikke om det er samme drabsmand.
Alberte lukkede sin telefon, efterfulgt af en stribe bandeord.
Hun så på Sebastian og bed tænderne sammen. Anne vendte sig mod ham.
- Heidi Kirkegaard er journalist på Jyllandsposten. Hun er hurtigt ude når der sker noget. Det er altid hende der ringer når der er noget. Eller også dukker hun op.
Sebastian nikkede og himlede med øjnene med et kraftigt suk.
- Den slags har vi også i København. De er irriterende og ikke altid til at komme af med. Jeg plejer bare at lægge røret på, men det ikke altid nok.
Alberte rejste sig fra stolen og kastede et blik ud ad vinduet.
- Spørgsmålet er hvad vi gør herfra? Jeg kan ikke trække på hele staben af betjente hele tiden, når vi ikke ved hvad det er vi leder efter.
- vi må vel ud at køre igen, sagde Jens.
- Vi kunne måske spørge rundt omkring, om der er nogen der savner en hund. Det er det bedste jeg lige kan komme op med lige nu, sagde Anne.
- Jeg ville gerne over til retsmedicinsk og se liget, sagde Sebastian.
Alberte nikkede og der blev uddelt opgaver. Jens og Anne var på gaderne. Alberte kørte med Sebastian.

21. Kapitel
Det var et stykke uden for centrum, på en nedlagt cementfabrik. En sort Audi stoppede og parkerede på en stor tom parkeringsplads. Den store bygnings vinduer var for længst blevet knust og benyttet som mål for kasteskyts af yngre generationers unge fyre. Facaden af bygningen var heller ikke længere bare grå. Der var alle farver og diverse graffititegninger, både af de kunstneriske og de mindre pæne.
Der var i tidernes morgen sat et ståltrådshegn op rundt om bygningen, men det havde ikke kunne holde nogen væk, da fabrikken først var forladt af ejere og arbejdere.
En voksen mand gik langsomt og søgende hen mod dørene. Han åbnede en dør, og det første der mødte ham, var et par forskrækkede duer, der fluks tog flugten og steg til vejrs. Manden gik indenfor og tog sig tid til at trække vejret dybt. Han var klædt i jakkesæt og havde ikke lyst til at læne sig op ad muren indenfor. Det var mørkt inde i bygningen, men manden ændrede sine øjne så han bedre kunne orientere sig. Han trak vejret igen, og fik fornemmelsen af hvor han skulle lede. Han løb hurtigt op ad trapperne. Op mod der hvor der engang havde været kontorer.
Et par døre mere skulle skubbes op, og David trådte ind og deres øjne mødtes.
Daniel sad på et gammelt bord og op ad væggen. Han smilede overlegent til David.
- Jeg tænkte nok du ville finde mig her, David, sagde Daniel.
David gik hen imod ham og rystede på hovedet.
- Hvad er det du render og laver, Daniel? Du vidste godt du ikke måtte på egen hånd.
- Jeg gjorde hvad jeg havde lyst til, og jeg nød det. Det er ikke den gamle verden mere. Han skal ikke bestemme over mig. Jeg gider ikke være underlagt en konge, der forbyder mig at gøre hvad jeg er skabt til. Jeg føler mig stærkere efter at have smagt et menneske igen. Du har ikke gjort det i årevis. Du æder kun dyr. Du har glemt hvordan det er, David.
- Han dræber dig hvis han finder dig.
- Siger han det? Han kan bare komme. Jeg er ikke bange for ham, sagde Daniel.
- Nu ved hele byen at der er en dræber på gaderne.
- Ved de hvad vi er, spurgte Daniel.
- Nej, nej de tror ikke på os mere. Det var dengang. Men du gjorde det unaturligt. Da Victor dræbte den dame inde på gågaden, der lignede han bare en stor hund, men der ikke noget dyr der lægger sine ofre op på et bord, og så æder af hende.
- Hun var så smuk, og helt glat. Hun smagte af kærlighed. Det var det bedste kød jeg nogensinde havde smagt. Bare du havde været med. Du ville også have nydt det.
Daniel spændte sine overarme og et par særdeles veludviklede biceps var ved at sprænge hans stramme sorte T-shirt.
- Jeg hypnotiserede hende, og hun gik bare med. Jeg skulle ikke en gang tvinge hende. Jeg så hende i øjnene og hviskede til hende, sagde Daniel.
- Ja det ved jeg godt vi kan. Men der er en anden ting, Daniel. Kunne du ikke rejse bort og finde nogen andre jagtmarker? Hvis Victor får fat i dig, så dør en af jer.
- Jeg er ligeglad med Victor, sagde Daniel.
- Han har truet mig med min kone, Daniel. Han dræber hende hvis jeg ikke stopper dig. Det vil jeg ikke kunne leve med. Jeg elsker min kone og mit fredelige liv. Forstår du noget af det? Så skal vi alle tre pludselig slås, til der kun er en af os tilbage. For hvis han rører min kone, ja det ville jeg ikke kunne leve med.
- Så sig fra over for ham, David. Du skal ikke lade ham bestemme alt. Tiden er ikke til konger og soldater mere. Vi kan være os selv, og æde os gennem menneskehjerter.
- Det er ikke så enkelt, Daniel. Sådan har reglerne været i mange århundreder. Kongen leder gruppen. Det ved du godt. Det har altid været sådan, siden helt fra begyndelsens tider. Da den allerførste blev skabt. Den første lycanthropus.
- Hvorfor siger du det ikke som det er? Vi er varulve, David. Det andet lyder så fornemt. Jeg er stolt af at være en varulv, når det passer mig og hende den unge er ikke det sidste menneske jeg har smagt, det kan jeg godt sige dig. Jeg er min egen konge nu, sagde Daniel og knyttede den ene næve og slog ud i luften. Han sprang ned fra bordet og så på David med sorte øjne. Han lod sig forvandle.
David sukkede og så op i loftet, inden han forvandlede sig. Han stemme lød som en mørk gurglen sagt i en dyb brønd.
- Hvis det koster min kone livet, så finder jeg dig igen, Daniel.
De to ulve så hinanden dybt i øjnene. De ændrede sig og viste tænder af hinanden.
Helle stod i køkkenet lige midt i nogen frokostdeller med en omgang blandet og hakket grøntsager i. Gerne lidt røde. Sådan kunne David bedst lide dem. Hun havde allerede aftalt med sin søster, Vibeke at hun skulle komme torsdag op af formiddagen. Det var også ved at være noget siden hun havde været i København. Ja nu boede de ganske vist i Hillerød. Men når man satte fod på Sjælland, så var man faktisk i København.
Helle stod lidt i sine egne tanker, så hun bemærkede slet ikke at døren gik op og nogen listede ind uden en lyd. Helle var i fløjtende humør mens hun hakkede lidt rødløg til dellerne. Det ville lige give det sidste pift. Hendes skattemand skulle have det bedste hun kunne hitte på, så hun gjorde umage, og brugte altid smør på panden.
Der var alligevel den der fornemmelse, som når nogen prikkede til en. Den stak som hvis spidse tænder allerede havde sat sig fast i huden på hende. Som om de næsten flænsede hendes hud af, og kastede af Helles forholdsvis store krop let gennem luften, for så at lade hende lande og knuse deres dyre sofabord af glas. Det var også som om at ingen slet ikke kunne høre det. Eller da hun ville skrige af smerte og angst.
Skrigende var en ting, men at ingen virkelig lagde mærke til lyden af knogler der blev knust. Helles sidste lyde døde hen, og ikke ret mange så det ske.

22. Kapitel
Sebastian stod lænede ind over liget af Jasmin. Han ville gerne nærstudere bide og rivemærker, og desværre havde han ret. Det mindede alt for meget om dem han havde set før på Betinna. Han sukkede og trak sig væk.
- Det er de samme som sidst. Ikke, spurgte han henvendt til retsmedicineren.
Retsmedicinsk læge Trine Mortensen nikkede på hovedet og trådte lidt frem.
- Det er præcis de samme. Det er svært at sige hvilket dyr der har lavet dem, men det er stort. Det kan man også se på bidemærkerne og dets bredde. Min første tanke var en stor hund, eller en ulv, men det er noget der større.
Sebastian og Alberte så på hinanden i et meget langt øjeblik uden at sige noget.
- Men en ting er bidemærkerne, jeg kan altså ikke lige dreje de store rivemærker. Med mindre en eller anden psykopat har brugt et eller andet haveredskab til at rive sine ofre med, så er det eddermame nogen seriøse store kløer den køter har, siger jeg bare. Det er det samme med ham vagten der blev dræbt. Han har de samme rivemærker i halsen.
Alberte så over på Trine, og videre hen på Sebastian. Det usandsynlige stod allerede skrevet i panden på hende, inden Sebastian tog hendes arm og førte hende ud og hen af gangen.
- Du er nødt til at droppe de tanker. Ikke? De findes ikke i virkeligheden. Er du med?
Alberte trak sin arm til sig og så vredt og skuffede på Sebastian.
- Hvad er det så jeg tænker på?
- Du tænker på mennesker der forvandler sig til ulve. Slå det ud af hovedet Alberte.
- Ved du hvad, jeg har min teori, for jeg har ikke set det her før, og det har Trine heller ikke. Så den dag du kan overbevise mig om noget andet, så ring til mig. Ok?
- Du kan da ikke tro på det der, Alberte. Lad nu være. Come on helt ærligt. Hvad bliver det næste? Vampyrer? Det er da en eller anden psykopat.
På allerbedste fornærmede vis spankulerede Alberte hen af gangen med næsen i sky.
- Hvorfor falder jeg altid for de besværlige, spurgte Sebastian stille.

23. Kapitel
Sorg var ikke bare en sindstilstand. Det var markant værre i det rolige villakvarter.
Midt imellem gråd, tårer og en stue med blod op og ned af væggene og resterne af Helle på gulvet her og der sad David. Han rystede hulkende mens han prøvede at finde fornuften i det der var sket.
Hans liv og kærlighed var knust til ukendelighed, fordi hans konge og hans medløber var blevet sindssyge, og ikke kunne, eller ville indordne sig den tid de nu levede i. Han tog hendes ene hånd op og kyssede den inden han lod den falde til de andre løse kropsdele. Med langsomme usikre skridt kom han på benene. David trak vejret dybere og dybere til der ikke ville være mere luft i normale lunger, og så blev han ved. Han blottede sine tænder, og de voksede. David tyrede knytnæven ind i væggen, og et skjult rum kom til syne. Han havde selv været med til at bygge huset i tidernes morgen, så han kendte hver en centimeter af væggene. Han tog noget ud derfra. Noget der var pakket grundigt ind i stof og læder. Han kunne dårlig røre ved det. Han led, men det var for Helle. Hans liv lå alligevel i ruiner, så hvad det endte med var uvæsentligt. Han regnede aldrig med at skulle se sit hjem nogensinde mere.
Han trampede ud til sin Audi, med mere vrede og hidsighed i sin krop end nogensinde. Med mere end tusind år bag sig, havde David aldrig følt sig mere hidsig. Glemt var alle aftaler om ikke at røbe hvad de var. Der var kun et eneste ord der skreg inde i hovedet på ham nu. BLODHÆVN!

24. Kapitel
Uden for var solen gået ned. Der var tætte skyer på himlen den aften, så man ville ikke kunne se månen og stjernerne klart. Himlen lagde an til heftig og tung regn.
Sebastian sad i sin bil ude foran Albertes hus. Han fortrød at hun ikke måtte synes og tro hvad hun ville. Hvorfor endte det altid sådan? Han bankede hovedet ned i rattet, hvilket han også fortrød da han efterfølgende mærkede en hastigt stigende hovedpine. Han mærkede efter i den gamle læderjakke han havde arvet fra sin far. Der plejede altid at ligge en nødpakke af smøger hvis trangen blev for stor. Han havde ellers lovet sig selv at stoppe, specielt da han fandt ud af at Alberte ikke røg. Det var altid et sted at starte. Endelig fandt han den. Nederst i forret, fordi der var hul i inderlommen. Nu manglede han bare sin lighter. Han roede alle lommerne efter. Endnu et slag i rattet. Humøret nåede nulpunktet indtil han fandt en æske tændstikker i handskerummet. Det første hiv i cigaretten var næsten bedre end sex, eller… Sebastian så sig i bakspejlet og gav sig selv fingeren.
- Store narrøv, råbte han højt, og så blev han ellers stille.

Alberte sad inde i stuen og delte en flaske rødvin med sig selv. Hun var så helt og absolut enig med Alberte Riis. Mænd var idioter. Specielt dem fra København. Hvad vidste han om hvad der var rigtigt eller forkert? Hvad vidste han om noget så helst? Han skulle bare ikke komme her og tro noget som helst. Han var sgu ikke den eneste fyr i byen. Han var nok den pæneste, og sødeste, men han var også den største nar, eller... Alberte så billedet af sig selv som lille pige og gav sig selv fingeren.
- Store narrøv, råbte hun højt, og så blev hun ellers stille.

25. Kapitel
Karen-Linda var en mager kvinde. Hun havde været inviteret til et mindre pænt selskab på kun seks deltagere. Hun havde ellers rundet de 67 år. Hun mente nu nok at flere havde været på sin plads. Det var da trods alt hendes fødselsdag. Nå, men der manglede ellers ikke noget, der var rimelig meget kage og dets lige. Og værtsparret havde da også streamet et par afsnit af Badehotellet.
Karen-Linda gik hurtigt hen ad gaden ved en sidegade til en sidegade af gågaden, intetanende om hvad der lurede imellem alle regndråberne og mørket.
På samme tid var naboen til David og Helle gået lige ind for at spørge om lån af en kop sukker, men det resulterede i et uendeligt langt skrig, der ville kunne vække ethvert barn, der for længst var blevet puttet.

På en nedlagt cementfabrik vågnede Daniel efter et tiltrængt pust af en pause. Han rejste sig fra bordet og strakte sig. På bordet ved siden af ham lå der en anden ung mand. Ejnar skulle ellers have efterfulgt sin far på gården, men fåreavler Jørgensen måtte nok bede datteren, Rosa om at føre gården videre, for Ejnar kom ikke hjem.
Drengens overkrop var flænset og flået til hver sin side, så de fleste indvolde var synlige. Der var ikke noget hjerte. Det var det første Daniel åd, og så lungerne.

Victor bevægede sig lydløst rundt i byen. Selv en rottes fis ville støje mere end han gjorde når han svævede rundt i gaderne. Han var klar til endnu et mesterstykke, så menneskene havde noget at undre sig over. Han ville atter få det til at se ud som om det var menneskeskabt. Nu manglede han bare et ensomt offer.
Den høje mand med det lange sorte hår og de grå striber ned langs tindingerne, så ikke ud af meget i bredde. Hans ansigt var markeret med høje kindben og øjne der sad dybt inde i kraniet. De virkede mørke og uhyggelig på de fleste mennesker han havde lært at kende gennem tiderne. Håret var bundet sammen til den sædvanlige hestehale. Tøjet var sort, som altid. Med sig havde han også altid sin sædvanlige spadserestok. Ikke at han havde brug for den, men han havde altid haft den. Det var hans følgesvend, selv når han var alene.

David kørte langsomt gennem byen, indtil han nærmede sig cementfabrikken. Hans muskler begyndte at udvide sig. Skjorten revnede hen over ryggen idet han fik øje på bygningen. Han vred så hårdt i rattet at det ikke længere var rundt. Davids øjne havde allerede ændret sig. Det gav ham et bedre syn i den tunge regnvåde aften.

Alberte flåede bildøren op og satte sig ind. Hende og Sebastian så på hinanden i et utroligt langt minut. Hun havde en usædvanlig stærk ånde der lugtede af rødvin. Hans stærke ånde derimod mindede usædvanligt meget om hvordan det måtte lugte nederst i et fyldt askebæger. Det hele var så ligegyldigt i præcis de sekunder da de kastede sig i armene på hinanden og kyssede grådigt. Der gik ikke så længe, så trak hun sig tilbage.
- Sebastian, vi har et nyt offer der er splittet ad i flere dele, men du må køre, for jeg har vist fået for meget, sagde hun med åndenød.
En lille halv time efter stoppede Sebastians bil ude foran Davids hus i et ellers roligt kvarter. Den første de mødte var Anne. Hun stod uden for huset og græd. Alberte lagde en arm på hendes skulder. Hun så Anne i hendes fugtige øjne.
- Er det så slemt, spurgte hun.
- Det er værre. Det værste jeg har set, svarede Anne.
Alberte vendte sig og så på Sebastian, tydeligvis med et blik der sagde: ”Du kan sige hvad du vil”. Han forstod det godt og tog hænderne op foran sig og svarede med et blik der sagde: ”Jeg siger ikke noget”.
- Er Jens kommet, spurgte Sebastian.
- Han er derinde, svarede Anne.
Sebastian så på Alberte og sendte en masse empati Annes vej.
- Jeg går derind. Bliv du herude hos Anne, sagde Sebastian.
Anne løj ikke. Det var meget værre denne gang. Offeret var over hele stuen. Det gule tapet i stuen var mere eller mindre farvet rødt alle steder. Afflået kropsdele flød i hele stuen. Arme og ben i hvert hjørne. Jens stod med hånden foran munden og talte med en fra teknisk afdeling da Sebastian trådte ind.
- Dyret har også været her, og er også selv gået ind ad døren, sagde Jens.
Sebastian sagde ikke noget. Han nøjedes med at nikke med hovedet, mens han så sig omkring. Han hadede at skulle give hende ret, men Sebastian kunne jo tydeligt se at det ikke var noget almindeligt dyr, der havde gjort det her, og det var i hvert fald ikke menneskeskabt. De to politimænd skulle se sig for hvor de trådte, for Helle var over det hele.
- Hvor er hendes mand henne, spurgte Sebastian og så på et rødplettet bryllupsbillede.
- Han er blevet set køre en time før konen bliver fundet. Jeg har efterlyst ham.
Ude i regnen havde Anne fået samlet sig, og kunne igen deltage. Hun tog en notesbog op af sin inderlomme. Hun fjernede en elastik der sad omkring den og bladrede. Hun så på Alberte på alvorlige øjne.
- Der er et par betjente der har ringet til mig. De har talt med nogen af alle de unge mennesker der var til fest med det andet offer. En der hedder Lisa Dollerup fortalte at hun hedder Jasmin. Hun er blevet set gå med en ung mand, der havde lyst hår og usædvanlige blå øjne. Jeg har efterlyst ham.
Sebastian nikkede til Jens.
- Der er ikke mere vi kan gøre her. Ikke før vi hører fra retsmedicinsk.
De skulle til at gå ud da Sebastian fik øje på hullet i væggen. Han lånte en lygte, og det viste sig at der var mere bag den hule væg.

Lyn slog ned. Det ene efter det andet. Vandpytter voksede sig større sekund for sekund. tordenskrald fór hen over himlen, mens en kamp på liv og død var på sit højeste inde på cementfabrikken.
Store mørke hænder med lange kløer langede ud og der blev brølet når de snittede modstanderen. Der var slag og der blev vist tænder da to brede store varulve knurrede og snerrede. Det dyr der før var David havde noget skinnende i den store hånd. Daniel så det og veg tilbage. Borde og gamle stole blev kastet omkuld, som var de tændstikæsker.
Soldaten, og den tidligere medløber, der ville gå egne veje, i et hidsigt opgør om retten til livet.
Kampen blev fulgt på afstand af to vilde katte, der var krøbet i ly for vejret. De holdt sig på behørigt afstand for ikke at ende som noget der lignede noget man ikke en gang ville røre ved.
Ulvenes børster, var rejst. Ord var overflødige. Det kunne ikke længere diskuteres. Den ene måtte dø for at den anden kunne leve videre.

Karen-Linda sprællede forgæves i Victors stærke hænder. Hun gjorde noget som ikke ret mange af de andre ofre havde gjort. Hun kæmpede tilbage, selv om kampen var forgæves så gjorde hun hvad hun kunne. Hun hævede stemmen og skreg i vilden sky og fik gjort opmærksom på at det der skete, ikke var i orden.
Et sted et par etager over jorden var der nogen der hørte Karen-Linda. De skyndte sig til vinduerne, hvor de så en stakkels kvindes sidste kamp til døden. De så en høj tynd mand med langt hår stå dernede i regnen og mishandle en kvinde til døde. De så manden slå til. Der var nogen der skreg da de så kongen være uforsigtig med at skjule hvad han var. Hans ene hånd forvandlede sig inden han slog og han ramte kvinde på den ene side af hovedet. Det slag flåede kvindens hoved af, og det fløj gennem luften.
Der var mennesker bag vinduerne, der fik et chok de måske aldrig ville komme sig over. Enkelte af dem var børn, der skjulte sig bag gardinet og græd.
Nogen af dem så den høje tynde mands hoved ændrede sig markant, ind han gik til yderligere angreb og begyndte at bide i kvindens krop. Kroppen faldt slapt til jorden da kongen havde fået det han ville. Først da gik det op for kongen at han var blevet fulgt af ufrivillige tilskuere. Han trådte længere ind i skyggen, indtil han igen bare lignede en mand. Han indså sin egen fejl og slog hovedet ind i væggen med blod i hele ansigtet.
På cementfabrikken lå den ene lycanthropus på det beskidte gulv. Han var et menneske igen. Han lå rystende og gispede. Han var døende det var uundgåeligt. Et sted lige i midten under mellemgulvet sad der en kniv af skinnende sølv dybt boret ind i kroppen. Hans modstander stod og så på ham. Træt, svedig og blodig. Hans sår var ved at heles. Han blev hel igen men han havde fået år både på krop og sjæl.
Daniel kiggede ned på David. Han gik i knæ ved siden af ham og lagde en hånd på hans hoved.
- Det var ikke mig der slog din kone ihjel, men jeg lover dig at finde ham.
Da lukkede David sine øjne og Daniel græd.

26. Kapitel
Længere ud på aftenen sad Alberte og Sebastian sammen i hans bil. De sagde ikke noget til hinanden. De lyttede til alle de meldinger der kom ind, mens regnen lavede en monoton sang på taget af hans bil. På et tidspunkt måtte der komme noget de kunne bruge til noget. Vognen trillede stille rundt omkring gaderne udenom gågaden.
Ind imellem vendte Alberte sig igen og så på det der lå på bagsædet, og så vendte hun sig igen og så hun på Sebastian. Hun sagde ikke noget. Hun var bange. Virkningen af rødvinen havde fortaget sig. Sebastian sagde ikke noget. Han kunne ikke tro det, men han var nødt til det. Han var nødt til at forholde sig til, at det kunne man risikere at støde ind i, uanset hvor meget han nægtede. Det der kun var skræmmehistorier og noget man lavede på film og skrev om i bøger. Det eksisterede sgu, virkeligt.
Sebastian havde lagt hånden over i skødet på Alberte, og hun var villig til at holde den hårdt til sig og knugede den mod hjertet flere gange.
Det kom som endnu et lyn fra den regnvåde himmel ud af ingenting.
- Kalder alle vogne. Vidner har observeret et drabeligt overfald.
Mens adressen blev meldt i radioen, hev Sebastian hidsigt i rattet og vendte bilen.
Alberte holdt hånden foran munden mens de kørte. Hun vidste godt at hun var nødt til at tro på det, selv om det var svært. Lige her og nu hadede hun tanken om at hun havde ret da de skændtes om det. Hun så på Sebastian og var vild med ham. Aldrig nogensinde havde hun oplevede den følelse, som han kunne give hende.

Jens og Anne havde fået den samme besked og var på vej. Han kørte stærkt gennem byen med sirener og blink på taget mens han bandene hele vejen.
- Forbandet psykopat. Du skal bare vise dig én gang, så skyder jeg sgu.
- Hvad er han, skreg Anne, stadig rystet over synet i villaen.
- Det ved jeg ikke, men jeg tøver ikke med at bruge min pistol hvis jeg ser ham.
Jens stod på speederen, og bilen kom tættere på byen, mens andre var nået frem.
Sebastian stod der allerede, i regnen og så på Karen-Lindas lig. Han bed tænderne sammen for at ikke sige for meget højt. Han gamle læderjakke sad tæt i regnen og hans hår skinnede sort. Hans kondisko havde for længst opgivet at holde vandet ude. Hans strømper sugede alt det de kunne, men det var ikke noget han lagde mærke til mens han stod og så ned på døden. Han vendte sig og så hen på Alberte med et blik der sagde: ”Hvad gør vi nu”? Hun kunne næsten høre det. Hun stod blandt vidner der fortalte hvad de havde set. Nogen af dem græd og var virkelig bange. Andre var klar til at gå på jagt efter den idiot, fordi de ikke vidste besked. Jens kom kørende stærkt rundt om hjørnet. Ham og Anne steg ud. Jens var hurtigt henne ved vidnerne.
- Hør lige her alle sammen. Min kollega Anne Grønlund tager sig af alle vidneudsagn og så skal jeg tale med min kollega der, sagde Jens og pegede på Alberte.
Dem der havde en sag, og noget at fortælle, startede forfra med Anne. Bag dem kom endnu en patruljevogn. Jens kiggede på de to betjente der steg ud. Han var hurtigt henne hos dem.
Alberte og Sebastian så på hinanden, og vidste at de skulle videre. Jens kom hen og meldte sig under fanerne. Alberte så alvorligt op på ham.
- Er du klar til det? Det vi leder bliver måske svært at finde.
- Hvorfor siger du ”det”, spurgte Jens.
- Jeg spørger dig bare om du er klar?
- Ja det kan du eddermame tro jeg er, svarede han.
Han så hen på Anne, og hun nikkede. Hun tilkendegav at Jens bare skulle køre. Hun klarede sig. Der var jo kommet mere politi.

27. Kapitel
Kongen gik skævt ned ad gågaden. Han vidste at han havde fejlet. Det var imod alt det han havde lært engang, og specielt i dette århundrede hvor man var mere på vagt.
Menneskets viden var større nu, selv om de generelt ikke troede på dem mere, så var de klar over hvad der kunne stoppe dem. Han bandede på alle de sprog han havde lært gennem årtusinder. Han slog ud i luften med sin gamle stok uden at ramme noget som helst.

Daniel løb fra sidegade til sidegade. Musklerne fejlede ikke noget hos drengen med det lyse hår og de azurblå øjne. Regnen piskede næsten hårdere ned nu end tidligere.
Det gjorde udsigten dårligere hos mennesket, men ikke hos ulvene. De stillede skarpt.
Victor gik som en beruset mens han dinglede ned gennem gågaden. Han så godt tre voksne der gik meget målrettet. Han tillagde dem ikke noget opmærksomhed. Ikke før de gik hen mod ham.

28. Kapitel
- Vi er nødt til at spørge alle, sagde Alberte højt.
Vejret larmede hver gang et af lynene slog ned ude i vandet, blev der efterfulgt af et gevaldigt tordenbrag. Med al den regn der faldt, tog det også noget af lyden. De tre politimænd gik sammen og trak skuldrene op selv om det ikke hjalp det store. Deres ansigter var blanke af regn, og lige der kunne Sebastian godt trænge til en smøg.
Det var da af de fik øje på den høje mand i hans sorte tøj. Han slog om sig med sin stok og talte et sprog de ikke umiddelbart forstod.
Han gik med blikket rettet mod himlen og prikkede i fliserne med stokken mens han gik fremad. Han så dem ikke komme nærmere. Ikke før en to meter høj politimand lagde en hånd på hans brystkasse.

29. Kapitel
- Vi er lige nødt til at spørge dig om noget mester.
Victor så på dem alle tre med et overlegent blik. De var trods alt kun mennesker. De burde vide bedre. Han stillede sig med let spredte ben og med stokken i midten, mens han nærstuderede de tre. Der var en kvinde og hun var smuk. Han duftede til hende og hun duftede godt og havde et stærkt hjerte. Victor smilede uden at høre efter hvad den høje mand spurgte om. Der var en anden mand, hvis blik Victor ikke brød sig om. Det var som om den anden mand stod og læste ham, men han kunne jo ikke vide noget. Menneskerne vidste jo ikke noget endnu.
Hvis de nogensinde fandt ud af noget, var det deres egen skyld, eller også ville han forsvinde og finde nye jagtmarker. Det ville ikke være første gang.
Alberte så ham i øjnene mens endnu et brag fór hen over himlen, og lød som et dystert mareridt der rev og flåede i deres sjæle. Sebastian havde hele tiden hånden bag ryggen. Jens trådte et skridt nærmere Victor. Hans gentog sine spørgsmål.
Victor følte sig ikke truet men da hen så på den sorthåret mand i midten, var der alligevel et eller andet der vækkede hans alarmklokker.
- Har du set noget, råbte Jens.

Victor sagde stadig ikke noget. Han gengældte alle deres blikke. Han øjne flakkede fra højre til venstre. Han trådte et skridt tilbage, og det fik kvinden til at handle.
Hun rev sin pistol frem og råbte ad ham. Victor smilede skævt. Hendes pistol ville ikke kunne skade ham. Med en hastighed, der ikke var menneskelig mulig, slog hans kvindens pistol ud af hånden på hende med sin stok. Den høje mand gik frem og tog fat i ham. Igen en handling der let kunne have stoppet kampen lige med det samme. Victor greb manden og kylede ham hen ad gågaden. Det var så let at Victor grinede højt. Lige indtil den anden mand trak en anden pistol frem og skød. Der vaklede Victor, selv om han kun blev truffet i skulderen.
Det var et våben fra en anden tid. Med patroner der reelt ikke blev brugt længere. Sølvet i skulderen havde sin virkning, og Victor kunne mærke det spredte sig i kroppen på ham. Han forsøgte at forvandle sig, men det lykkedes ikke. Kun noget af hans virkelige jeg kom til syne. Han så og hørte kvinden skrige og manden skød igen.

30. Kapitel
Daniel så og hørte hvad der skete på gågaden. Han blev på sidegaden betragtede det der skete. Han så Victor falde om, og forstod alligevel at menneskene var farlige. Han trak sig tilbage og gemte sig i skyggerne. Kongen var døende, og knægten skulle måske overtage hans trone, men var han klar til det?
Daniel spurtede atletisk ind i en baggård, hvor to katte skændtes over et godt stykke kød, der til forveksling godt kunne minde om en afdød gammel fed rotte. Han smilede til kattene og duftede til dem, og så løb han.

31. Kapitel
Alberte stoppede ikke med at stirre på ham der lå på jorden og vred sig. Sebastian kiggede på den gamle revolver han havde i hånden. En virkelig gammel Colt 45, der var blevet pudset og plejet i alle de år. Med seks sølvpatroner i, og der havde været masser af patroner i det hemmelige rum bag væggen i villaen, blandt andet.
Væsnet lå og led på jorden. Det brølede mod himlen og rakte ud med den ene arm, men han så bare mennesket der vandt. Det hele blev mørkt og Victor ville snart brænde i helvede for sine gerninger. Hovmod stod for fald.
Alberte gik hen imod ham. Hun ville ikke røre ham. Hun ville bare se. Victor så op og så Alberte i øjnene, inden det hele forsvandt. Alle hans sejre. Hans kongerige. Sebastian tog Albertes hånd og så hende i øjnene. Han klemte den og ville aldrig tvivle på hende nogensinde mere. Lidt længere henne af gågaden kom Jens til sig selv. Han kom langsomt på benene, selv om det smertede i det gamle legeme.
- Han var eddermame stærk. Hold da op.
- Nu ligger han der på jorden. Jeg er nødt til at tro på det, hviskede Sebastian.
Jens strakte sig og ryggen gjorde naller.
- Han var bare en utrolig stærk psykopatisk massemorder, sagde Alberte til Jens.
Sebastian tog hende i hånden da de gik tilbage mod bilen. Jens syntes det var helt naturligt og gik og ømmede sig, mens han stadig brokkede sig over den stærke idiot.
Alberte og Sebastian ville ikke forklare noget til Jens. Ville han kunne forstå det?

32. Kapitel
Et par uger efter sad de samlet alle sammen på kriminalen. Ove var tilbage og ved godt mod og helbred. Susanne sad og skulle skrive rapporter. Anne stod bagved Jens og masserede hans ryg og den store mand peb som en lille dreng når hun trykkede til.
Sebastian kiggede på Alberte, og hun på ham. Han lænede sig frem og hviskede.
- Der var et gammelt sort hvidt billede inde i det rum. Der var tre af dem på billedet. Vi ved en af dem er død. Sandsynligvis to, efter ham med sølvkniven i maven vi fandt på cementfabrikken. Hvor er den sidste så?
- Jeg ved det ikke, men vi må være forberedte hvis det starter igen.
- Du får ikke lov til at være alene med det her.
Alberte smilede og mærkede en vidunderlig varme sprede sig i hele kroppen igen.
- Jeg kan heller ikke så godt lide at bo alene i det hus ude på landet.
Sebastian sad med Victors stok. Han kørte fingeren hen over et lille mærke der forstillede en ulv. Stokken klikkede og skiltes. Han trak den fra hinanden, og frem kom der en skinnende sølvklinge. Sebastian var ikke så lidt benovet.
Bagfra lød der et frustreret spørgsmål fra Susanne.
- Altså jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal skrive i rapporten. Hvad skal der stå?
- Skriv en kærlighedshistorie, sagde Alberte og lænede sig frem mod Sebastian.

Et tog trillede ind på Gare du Nord i Paris. En masse mennesker steg af. Heriblandt en ung lyshåret mand med skarpe azurblå øjne. Han smilede for sig selv. Forladt var landet i nord, og han var klar til nye eventyr. Han var sin egen konge og skulle ikke længere bukke sig for andres gamle regler. Han tog sin rygsæk og vandrede mod solen i den smukke by, hvor han oprindeligt stammede fra.