Vi, der angrer


Vi, der angrer


Gulvene var bonede så man kunne spejle sig i dem. Der var den dyreste vin i de blanke krystalglas. Stearinlysene var tændt i kandelaberen. Det knitrede og lunede fra pejsen. Appetitten ved middagsbordet var så som så. Der blev nippet lidt til vinene. For nogen af dem var det en helt anden verden. Nogen var lettet og andre kunne slet ikke slippe tanken. En af dem løftede sit glas, men tav i sekunderne op til. Han ville gerne have sagde alt det rigtige. Han satte glasset fra sig igen uden at drikke af det. Hvad var det rigtige? Der var endeløse tårer og utrøstelige sjæle.
En aften skulle overstås. De så hinanden i øjnene. Det var stilhed før den berømte storm. Med rystende hænderne og bævrende underlæber greb de alle sammen pennen og skrev under. Det kunne ikke tilbagekaldes. Det var endeligt vedtaget. Der var ikke nogen der sagde noget til hinanden da de forlod selskabet. Der blev ikke trykket hænder. De forsvandt ud i den ildevarslende nat, hvor himlen var fyldt med blinkende stjerner og en måne, der for en gangs skyld lyste så kraftigt, at den mindede om en stor spot, der lyste alle op på denne sidste scene. Denne sidste akt.

Der sad de fem venner med hver deres liv og baggrund. Måske ikke med så forfærdelig meget til fælles, og så alligevel noget. Udadtil lignede de hvilken som helst gruppe rejsende fra Danmark til Sverige, men hvis man kradsede lidt i overfladen. Fjernede det yderste lag af den sminke, der var lagt for at fjerne den mindste tvivl, så var der alligevel betændte sår.
De fem unge mennesker, der havde fulgtes ad op gennem årene i folkeskolen og gymnasiet. Dengang deres status betød mindre, da de blot var børn med mælketænder og plaster på knæene, der var der andre forestillinger om fremtiden. Dengang de bare drømte om at være den næste cowboy, der red ind i byen for at skyde banditterne, eller var den næste popstjerne, der nåede de øverste trin på skalaen. Før der var realistiske mål.
Så hvis man var en flue, der havde hægtet sig fast i loftet på toget, kunne man rigtig sidde der oppe og studere dem. Hvis man så dannede sig et indtryk af dem, og hvis man så samtidig kunne læse deres tanker, var de så mere værd end krummerne fra et morgenbord? Var de så ikke bare en ligning, der aldrig nogensinde ville gå op? I så fald ville man jo hviske tavlen ren. Sætte streger hen over det håbløse stykke matematik, og komme videre. Nogen gange kunne man håbe at bare en af dem, måske to ville nå at ændre sig.
Nogen gange…

Oscar sad og stirrede ligegyldigt ud ad vinduet mens Sverige kom nærmere. Hans ene fod støttede på sædet overfor. Solen stak ind ad vinduet og fik geleen i hans hårs til at skinne lidt ekstra. Håret var sat i den sædvanlige Tintinfacon, med hans pandehår strittende lige op og med resten af hans sorte nyfarvet hår strøget helt tilbage. Hen svedte under sin kridhvide hørskjorte. Så den var allerede knappet op helt ned til midt på maven. Hans tykke guldkæde med korset som vedhæng kunne ikke skjules, hvilket også ville have ærgret ham. Det havde kostet ham en formue. Ikke fordi han lige stod og var i pengenød. Oscar kom fra en af landets rigeste familier, og fik jævnlig sat adskillelige tusind kroner ind på kontoen. Penge var kun et opkald væk. Hans jeans var hullet, fordi sådan skulle det se ud. Igen var det ikke det billigste tøj, der var købt på en eller andens genbrugsside for folk med begrænsede midler.
Oscar var ikke bleg for at indrømme sin status som en rigmandssøn. Han var overfladisk i sin opførsel overfor folk han ikke kendte. Hvis ikke de sagde ham noget var der ingen grund til at være høflig. De kunne bare rette ind. Ikke andet. Med sine 19 år var han overbevist om at han var lige så voksen som alle andre uanset alder, og alligevel havde han en nærmest infantil indstilling til mange ting.
Oscar lod sine dagdrømme danne billeder bag øjnene.
Helt tilbage til den aften, hvor han utvivlsomt hurtigt ville kunne komme i ”bad standing” hos sin forældre og resten i den del af familien, der havde noget at skulle have sagt. Den aften hvor Veronica havde ringet til ham, og havde sagt at hun var gravid. Der væltede hans korthus. Det passede ikke familien specielt godt, og heller ikke ham selv. De havde været sammen én gang. Det var det eneste. Pigerne fik aldrig meget mere end en enkelt tur. Den eneste der nogensinde havde betydet noget, var Selma. Men hun havde selvfølgelig trukket sig da hun fandt ud af at Oscar knallede uden om. Den ene gang, og så var Veronica blevet gravid. Lortesituation.
Den aften havde Oscar listet ud af forældrenes enorme hus på Frederiksberg. Opsat på at det regnestykke skulle ende ud til hans fordel. Der skulle være to streger under hans navn. Han ville stå tilbage som vinderen, uanset hvad pigebarnet måtte synes og mene. Han vidste at Veronica måtte nøjes med at arbejde på en tankstation for nogen få skallede kroner hver måned. Han vidste hvad tid hun havde fri, og han vidste også at hun måtte cykle gennem et mørkt område på vej hjem til hendes forældres rækkehus i Albertslund. Veronica nåede bare ikke hjem den aften. En skikkelse klædt i sort skinnende joggingsæt var sprunget frem et sted ved en busk og skubbet hende af cyklen. Skikkelsen havde sparket hende voldsomt mange gange i maven. Veronica havde skreget i angst og rædsel inden hun også blev sparket i hovedet.
Da hun kom til selv et par dage senere, kunne en overlæge overbringe hende den nyhed at hun ikke længere var gravid. Veronica havde grædt i ugevis, og Oscar var lettet. Hændelsen kom dog ikke til stå uberettiget hen. Veronica kunne huske at hendes overfaldsmand havde haft en kraftig guldkæde om halsen. Der blev en sag ud af det, så Oscars far måtte bruge sine forbindelser og et ret stort beløb for ikke at knægten skulle ende bag tremmer. Han måtte meget brødbetinget stå ret foran sine forældre. Det passede Oscar ad helvede til. Han var født med en sølvske et vist sted, så han var ikke vant til den slags irettesættelser. Inderst inde bandede han Veronica langt væk. Det hele var hendes skyld. Han mistede også sin kæreste, Selma.

Selma kunne ikke tilgive Oscar, men de kunne være i hinandens selskab alligevel. Så da hun blev spurgt, havde hun takket ja til at tage med på turen til Sverige. Hun sad på den anden side af gangen. I skyggesiden af togturen. Selma var en rimelig belæst pige og var gået videre til universitetet efter gymnasiet. Hun havde en bred viden på mange områder, og var også en lille smule bevidst om, at hun var lidt klogere end de fleste andre på hendes alder. Hun skiltede også gerne med det. Hun havde det generelt svært med folk med en begrænsede viden om ret meget. Selma elskede at spille Trivial Pursuit, så hun altid kunne sidde at grine af de andre bagefter.
Som hun sad der i toget var hun sommerklædt i en hvid næsten gennemsigtig nederdel, der ikke kunne og ville skjule hendes sorte g-strengstrusser. På kroppen havde hun en stram top, der havde mere end svært ved at skjule hendes brystvorter, og røbede at hun aldrig gik med bh. Selma lagde godt mærke til at Oscar sad og så over på hende og lagde armene over kors.
Hun talte ikke med nogle af de andre i gruppen. Hun gemte sine lukkede øjne bag et par store sorte solbriller, hvor hendes dagdrømme bragte nogle hende en uge tilbage.
Selma havde hidtil klaret sig godt på universitet, men var røget ind i nogle svære opgaver i sine jurastudier. Hun havde derfor truffet den dårligste beslutning hun kunne. I sit forsøg på stadig at være blandt de bedste, havde hun inviteret sig selv hjem til et par af lærerne. Hun brugte sig selv og sin krop på at opnå de resultater hun ønskede. Pludselig var det ikke så svært længere, og hun nød sin succes.
Hendes brede viden havde svigtet lige der, og hun valgte den lette løsning.
Det gjorde hun lige indtil den aften for en uge siden, hvor der blev ringet hjem til hende, hvor rektor ville se hende på hans adresse, pr. omgående. Selma følte ikke nogen grund til at være nervøs. Hun satte sig ind i en taxi der kørte hende til en villa på Strandvejen Hellerup. Hun var udfordrende klædt da den aldrende rektor åbnede døren. Han så op og ned af hende. I Selmas øjne var han ældre end hun huskede. Hans hår var helt hvidt. Han stank af rødvin og stod der i sine leopardmønstrede hjemmesko og fløjlsbukser, der allerede var lynede ned. Bæltet var løsnet og skjorten sad i uorden.
Lige med et var det ikke sjovt mere. Hun rystede da han bad hende indenfor. Selma fik ondt i maven da hun trådte de første skridt ind i den gamle villa, der lugtede indelukket. Den unge universitetsstuderende gik uroligt ind og mærkede hurtigt den ældre rektors hånd på sin bare skuldre. Han åndede hende i nakken, og alle advarselslamper blinkede på hende. Gåsehuden viste sig hurtigt og hun frøs til is. Det var lige før at hun skulle kaste op, men hun sank hele tiden for at holde det nede.
- Jeg har, måtte fyre de to lærere du har ligget i med. Den sag kan glemmes og skubbes til side nu her i aften, hvis du bare yder mig den samme service som du bød de to. Det skal gøres i diskretion forstår du nok. Min kone er ikke hjemme i aften.
Selma var helt tør i munden. Hun turde ikke sige noget. Hele studiet ramlede for hende lige der. Hun ville blive knust hvis hun blev smidt ud af universitetet. Alle hendes egne forventninger til sig selv var ikke så meget værd lige der. Hun stod der midt i et stort hjemmekontor hvor der virkelig trængte til at blive luftet ud. Et værelse med hundredvis af bøger i reolerne og et stort sort flygel i det ene hjørne. Det flød med papirer på et gammelt skrivebord, og så var der en slidt rødternet sofa.
Selma følte sig trængt op i en krog. Hun vendte ryggen til ham i fik tårer i øjnene.
Da hun pludselig mærkede hans hånd på røven gøs hun. Hun frøs til is og vidste med det samme at hun ikke ville kunne gennemføre det her. Selma vendte sig hurtigt om skubbede hårdt til rektoren. Hun vraltede et par skridt bagud. Med et chok i ansigtet gik han ind i en fodskammel og røg ned. Skæbnen ville at han slog nakken hårdt imod flyglet. Det lød som et knæk inden han drattede helt om. Selma holdt vejret. Han lå helt stille da hun listede helt hen og så på ham. Hun turde ikke røre ham på halsen for at mærke puls. Hun så sig ikke tilbage da hun kort efter løb ud af kontoret og ud af villaen. Hun gik grædende hjem ad Strandvejen den aften. Det hele var noget lort og hun ikke styre det. Nogle få dage senere var der nogle der foreslog en weekendtur. Selmas mor havde forbindelser i Sverige, så det passede fint.

Hvis Selma kunne prale af sin viden, kunne Signe det modsatte. Hun sad lige overfor Selma. Ikke at de to havde synderligt meget at tale om. Sådan blev det nu bare. Signe var det som nogen kaldte en kunstig blondine og en pudderdåse. Det lange lyse hår havde aldrig været hendes egen farve. I mange år havde det været en kedelig blanding af brunt og leverpostej. Det kunne hun ikke leve med, så hun valgte at skifte sin egen naturlige farve ud med at være platinblond. Det var mere anderledes end pænt til hendes, i forvejen lyse hud. Det var typisk Signe. Hun brugte bare et ekstra lag make-up. Hellere et lag mere end det var nødvendigt. Det havde hun lært af en make-upartist fra fjernsynet. Hun mente det gjorde noget godt for hende. Ekstra lange øjenvipper og akrylnegle, og godt med silikone i brysterne. Helst ikke mindre end tre hundrede millimeter i hvert bryst. Og så en bh der næsten satte brysterne op under hagen på hende. Hun sad der i toget i sine stramme hotpans. skabt af et par jeans, der var klippet i stykker, måske kortere end det var lovligt. Hendes stiletter var uundværlige. De ville være upraktiske på et naturområde et godt stykke oppe i Sverige, hvor bunden ville være blød muld, græs eller højt ukrudt, men det ragede hende langsomt. Signe var sig selv, og hun ville benytte enhver lejlighed til at gøre sig til, overfor en af de andre fra gruppen. Signe var netop fyldt 18, og var altså den yngste i gruppen. Det der fyldte mest i hendes hverdag, var mobilen, Instagram og Facebook, hvor hun så dyrkede sig selv. Signe havde også det talent at hun kunne fedte sig ind på folk. Hun kunne fylde meget verbalt, men det var sjældent noget specielt interessant der pippede ud af hendes lille trutmund. Signe var en stjerne i sine egne øjne. Hun havde i sin unge alder allerede fået sine femten minutters berømmelse. Man havde, kunne se hende deltage i Paradise Hotel. Eller som hendes stedfar sagde:
- Hvorfor kalder man det ikke bare, Alle knalder alle? Det er jo det, det handler om?
Signe blev tosset da hun hørte det. Kunne han virkelig ikke se det kulturelle i det program? Det var jo netop et program for alle aldre, hvor man så venskaber blive til, og nogen gange forandre sig. Hun kunne ikke overbevise sin stedfar. Hendes mor var en forsagt lille spinkel kone, der ikke sagde ret meget, og mest lyttede til sin mand.
Hun havde knapt nok sin egen mening om noget som helst. Både hende og manden var gået på pension, selv om det ikke passede økonomien særligt godt. Signes mor kunne simpelthen ikke arbejde længere. Hendes ryg var slidt op, efter mange års slid i rengøringsbranchen. Hendes stedfars historie var en ganske anden. Han havde en eller anden overtalelsesevne når han sad på kommunekontoret. Så han havde fået sin pension, så tiden kunne bruges hjemme foran fjernsynet. I hjemmet var det moren, der stadig gjorde rent. Nu tjente hun bare ikke penge på det.
Signe var den yngste af en børneflok på seks. De fem andre var allerede flyttet hjemmefra, og var alle i gang med deres uddannelse, eller havde gjorde gjort den færdig, og var videre med deres liv. Signe havde i starten af sit liv været en del forkælet, måske bare set i lyset af at hun var den yngste. Så blev hendes forældre skilt, og alting forandrede sig da morens nye mand flyttede ind. Bare ikke til det bedre. Nu boede han hos dem, og det var ikke lykken. Han havde sådan et stirrende blik på Signe, når hun gik rundt i hjemmet i sit undertøj. Det løb koldt ned ad ryggen på hende, og hun hadede det.
Hun blev heller ikke forkælet mere, og det var næsten det værste. Der skulle først og fremmest være penge til stedfarens øl, og så måtte moren se hvad der var tilbage af skillinger i pungen. Det var sjældent ret meget. Det var et hjem med begrænsede midler. Meget modsat det hjem som Oscar kom fra.
Signe havde på et tidspunkt været kærester med Andreas, men hun ville mere end ham. Hvis det havde stået til Signe, var de pisket i Ikea og havde allerede valgt gardiner og et par bløde sofaer og en lænestol. Hun ville, men han var slet ikke klar.
Der var et kort øjeblik på togturen hvor Signes mund stod usædvanligt stille. Hun var fanget af sine egne dagdrømme, hvor hun lod blikket kigge ud på Sverige inden de ramte Malmø. Det var en ældre dame der så tilbage og så hende alvorligt i øjnene. En sød lille kone på 92, hvor det hed sig at Signe kom for at hjælpe med lidt opvask. Det hed sig. I de sidste tre uger var der forsvundet flere og flere penge fra Annelise Hansens skuffe. Det var ikke en del af aftalen. Lige præcis de penge, og det vidste Signe udmærket, at de skulle bruges til Annelises livsvigtige hjertemedicin. Ellers kunne det hurtigt gå fatalt for den ældre ensomme kone, der før end for tidligt kunne risikere at se solen gå ned for allersidste gang.
Den sidste uges tid havde mobilen brummet fra forskellige numre. Signe turde ikke tage den. Hun frygtede familien, og ikke uden grund. Annelise var indlagt og hang i med neglerødderne. Det var den besked familien havde lagt på telefonsvareren. Der var hele tiden nogen der skulle gøre hende opmærksomme på at den ringede, og hver eneste gang var det fra en journalist hun ikke ville tale med, sagde hun. Signe frygtede hvad der ville ske når hun kom hjem fra Sverige. Hun havde allermest lyst til at blive deroppe ved hytten et par uger. Så var den gamle kælling måske død.
Så gad de vel ikke ringe til hende mere, håbede hun.

Ved siden af Oscar sad Andreas. Vel nok en af FCKs største fans. Evig og altid klædt i klubbens hvide farver, også på denne her togtur, hvor han benyttede enhver mulighed på at dreje en samtale over på fodbold, og hvor irriteret han var over, at turen netop skulle foregå denne her weekend, så han ikke kunne se klubbens kamp om lørdagen mod arvefjenden fra vestegnen. De andre var ligeglade, men for Andreas var det en religion. Han havde sågar fået klubbens logo tatoveret på brystet. Det der ærgrede ham, var at han var den eneste der synes at det var smart.
Andreas var slank som de andre i gruppen, men han var også godt bygget, med en god sixpack og kraftige brystmuskler. Han var en ihærdig anden divisions spiller fra Vanløse, der bare håbede at FCK snart kiggede forbi og kunne gennemskue hans løbepensum og teknik. Han var ikke så ringe endda. Det havde han i hvert fald fået af vide mange gange, af sin far, der selv engang havde gjort sig på KBs tredje hold Han dyrkede selv sport derhjemme med tunge håndvægte. I det hele taget kom Andres fra en idrætsfamilie, hvor både ham selv, faren og moren og hans storesøster havde dyrket det på et vist niveau. Søsteren var så den der havde nået det højeste, at repræsentere Danmarks B-hold i badminton mod England.
Andreas boede stadig hjemme. Han havde endda fået forældrenes soveværelse så han kunne brede sig lidt mere i rækkehuset i Husum. Herfra styrede han sin karriere, som han højlydt kaldte det. Andreas var Signes store drøm om et forhold. Hun kunne da godt få en tur i ny og næ. I øjeblikket var Andreas skadet. Det var set i lyset af det, at han forsvandt ind i sine egne dagdrømme på turen til Malmø. Det var nok en af grundene til at der var blevet stille derhjemme den sidste uges tid, hvor hans forældre havde set skævt til ham, som om de vidste noget.
Det hele startede den dag hvor Niels Andersen fra Holbæk havde kastet sig ned i den takling. Andreas knæ gik ud ad led. Han skreg af smerte og vrede. Han vidste bare den var gal med det samme. Selv om Niels, den nar, stod og råbte undskyld hele tiden, ville Andreas bare ikke tilgive. Han var så rasende og rød i hovedet, at man sikkert ville kunne tænde en cigaret i panden på ham. Han fægtede med armene for at få fat i Niels, men der havde dommeren allerede givet ham det gule kort og han løb væk. Det gule kort. Hvad fanden var det for noget? Han skulle da smides ud, i det mindste. Mens Andres blev hjulpet ud til en kammerats bil spillede de andre videre, og tabte i øvrigt. Og det kunne man kun bebrejde Niels for. Andreas kogte videre.
Da han i det mindste kunne gå igen, tog han til Holbæk en aften. Han vidste hvor de trænede, og stod bare der i skyggen og skulede mod Niels Andersen.
Niels var selvfølgelig uvidende om hvem der så langt efter ham. Han blev endda stående og trænede straffespark da de andre gik i bad, som om der ikke kunne og ville ske ham noget. Han havde aldrig nogensinde forestillet sig at det kunne komme dertil. Hvordan skulle han også det? Ikke før han var alene, og den sidste spot på træningsbanen var slukket. Der kom det første drøn af et slag fra en stor svensknøgle pakket ind i en plasticpose. Det mærkede ham med det samme i panden, og blodet piblede frem. Det næste slag fældede ham. Det sad midt på knæet. Andreas kunne høre det knase. Det skulle egentlig have været det, men Andreas kunne ikke stoppe da han først var gået i gang. Han svingede den svensknøgle fra side til side, og kunne mærke hvordan han kom til at nyde det. Plastikposen var en gul Netto-pose, men den var smurt ind i Niels Andersens blod, så det var svært at se logoet.
Da han stak af var han hundrede procent sikker på at politiet aldrig ville gætte at det var ham. Hvor skulle de vide det fra? Hvad fanden, knægten havde fået en røvfuld, og så var den ikke længere. Men det stoppede ikke der.
Da han et par dage efter sad og spiste sin daglige guldkorn i køkkenet, kom hans far tilfældigvis tidligt hjem fra arbejdet. Han skulle til et andet møde, sagde han. Inden han gik igen, smed han lige avisen foran Andreas, hvilket i forvejen var underligt. Han købte aldrig avisen. Han læste sine nyheder på sin bærbare.
Avisoverskriften var ikke til at tage fejl af. Det kunne bare ikke være med vilje at hans far smidt den foran ham.

Blodigt overfald på fodboldspiller fra Holbæk. Han svæver mellem liv og død på hospitalet. Politiet er på bar bund, men hører meget gerne fra vidner der har overværet overfaldet.

Overfor Andreas, sad Isabella. Gruppens absolut smukkeste, og mest jordnære pige. Hun havde modsat Signe, sin naturlige skønhed. Der var ikke behov for alle de kunstige brugsmidler for at fremkalde et look hun kunne være tilfreds med. Derudover var Isabella en pige med ben i næsen. Han sagde hvad hun mente, når hun mente det. Over det kønne ansigt med den misundelsesværdige glatte hud, bølgede et kraftigt gyldenbrunt hår, mens hun så ud mod virkeligheden gennem et par chokoladebrune øjne, der nok ville få de fleste ungersvende til at vende sig en ekstra gang. Men de kunne have sparet sig. Isabella havde gennem de sidste par år dannet par med Cecilie. Isabella kunne godt være lidt af hvert hvis man så hende på afstand. Hun var ikke mandhaftig, men heller ikke udpræget feminin. Hun kunne lige så tit gå i soldaterstøvler og slidte jeans, som hun kunne bære en kort nederdel af læder.
Hun var ved at uddanne sig til maler, hvorfor det ikke ville være så mærkeligt at se hende køre i bus på vej hjem fra arbejde, iført en plettet mørkeblå kedeldragt, hvorefter man kunne se hende på nogle af Københavns kendte barer om aftenen, iført meget lidt mens hun vuggende og æggende dansede en uartig dans til musikken, hvis bare der var et beat.
Som hun sad der i toget, havde hun klædt sig i et par shorts, der lige så godt kunne være hendes fars. De var alt for store og måtte strammes godt ind med et bælte. Hendes T-shirt var noget af det samme. Små to numre i overkanten. Så havde hun klippet ærmerne af for at gøre den mere sommerlig. Der var forholdsvis frit udsyn ved ærmegabet til hendes naturligt velbygget barm, der ikke blev holdt oppe af bh. Det kunne skifte fra dag til dag. Måske gad hun i morgen, og måske ikke.
Gennem sine solbriller så hun godt Andreas sidde og stirre, og det ragede hende langsomt. Han kunne stirre lige så tosset hun ville. Det var ikke ham der skulle kæle for hende i fremtiden.
Isabella kom fra en håndværkerfamilie. Faren var murer, og gik stadig på arbejde. Hendes mor ernærede sig som sekretær i et elektrikerfirma. Men håndværkerne kom fra farens familie. De havde været murere, malere eller blikkenslagere langt tilbage i familietraditionen. Hendes mor havde dog ønsket at hun var gået en anden vej.
- Der sidder et godt hoved på dig Bella. Hvorfor søger du ikke videre?
Hun var aldrig blevet kaldt andet end Bella hjemme. Heller ikke af hendes to små brødre. Johnny og Tonny, der begge var præcist to år yngre end hende. To små karseklippede læseheste på 17 år.
Isabella sad med lukkede øjne og lod det sidste af en lang dagdrøm køre gennem hovedet. Det hele havde ændret sig, til noget hun ikke længere kunne styre, og hun hadede det. Hadede at hun ikke havde styr på situationen, for det var nødvendigt.
Da det gik op for hende at følelserne var rendt ud af en sidevej, fordi græsset måske var grønnere der. Det var det begyndt at ændre sig til noget helt andet. En uholdbar situation. Cecilie havde været en god og kælen kæreste i to år. Isabellas familie var indforstået med det. De var ikke engang overrasket da hun kom hjem og fortalte det.
- Prøv at hør her. Jeg er til piger.
Det var ikke en gang nogen overraskelse. Kun for Isabella, at de havde luret den.
- Har I kunne se det på mig?
Der havde bare været den brede enighed om at det var tydeligt. Nu var det hele bare vendt på hovedet. Den aften da hun var gået forbi Cecilies forældres soveværelse, og hendes far havde ligget derinde uden dyne eller nogen anden form for dække. Hun havde taget sig selv i at stå og kigge, og blev opdaget.
Han kiggede på hende, og hun kunne se at han fik rejsning. Det havde tændt hende som aldrig nogensinde før. Hun vidste at Cecilie lå og sov tungt, og der forbrød hun sig. Hun listede ind og lagde sig ved siden af ham. Det tog den halve nat og det var mere end fantastisk. Cecilies mor var sælger, og var ofte væk i hele weekender.
Isabella troede aldrig at hun skulle opleve det, og hun oplevede en ny verden der åbnede sig op, og løsnede hendes frie valg. Frit var det vel ikke. Hun var stadig kæreste med Cecilie, og det var sådan set også godt, men det her, inde i soveværelset ved siden af, var en elskovsmiddag der aldrig blev spist op. Hun kunne slet ikke standse da det først eskalerede. Mere ville have mere.
Isabella var tvunget til at træffe en beslutning. Hun kunne kun se én. Hun arrangerede en aften kun for hende og Cecilie med lækkert mad og et glas vin. Hun gik til bekendelse og sagde hun havde mødt en. Cecilie var knust. Hendes verden ramlede sammen. Isabella sagde selvfølgelig ikke hvem det var. Det kunne hun ikke da hun skulle. Cecilie gik grædefærdig hjem, og Isabella var lettet. Hun ringede til ham og måtte bare dele nyheden med ham, men her kortsluttede det hele for hende.
- Isabella, jeg kan ikke. Du har været min datters kæreste i to år. Jeg kan heller ikke gå fra min kone. Jeg elsker hende, og det er forkert det vi har gjort.
Den aften stod hun og slog sig i hovedet nede i kælderen, som et institutionsindlagt forvirret menneske, der hverken vidste ud eller ind. Hun lånte sin fars firmavogn uden at spørge. Det var ellers kutyme at man lige slyngede en bemærkning ud inden man bare tog vognen. Isabella tæskede vognen gennem byen og snød de fleste sving. Hun måtte bare tale med ham. Det kunne bare ikke passe det her. Inden hun nåede helt hen til deres hus, fik hun øje på Cecilies mor, der kom gående med to tunge indkøbsposer, og der slukkede alt det sidste fornuftige lys for hende. I stedet for at sætte farten ned, trådte hun på speederen.
Der var ikke nogen der så det. De var alene på vejen. Hendes fars firmavogn var heller ikke blevet set. Da hun kørte hjem den aften, var hendes verden forandrede igen. Der var ikke flere rejsninger og elskovsmiddage. Der var lukket af, også for følelser.

Lokomotivføreren lukkede luft ud fra togets forreste vogn da de endelig holdt stille på Malmø station, og så var det tid til at vende tilbage til virkeligheden, og lægge dagdrømmene fra sig og gemme dem i nogle andre skjulte rum i baghovedet.
Det lød som et lettelsens suk fra togets motor da blandt andre de fem venner stod af.
Signe så langt efter Andreas fordi hun håbede at han i det mindste lige ville give en hånd med hendes bagage, Men det var mere ønsketanker end realitet. Hendes bagage kunne rage ham langsomt. Han greb sin egen rygsæk og haltede ned ad gangen. Isabella lagde godt mærke til det, og tog sig i at få en smule ondt af Signe. Det havde været en offentlig hemmelighed siden femte klasse at Signe var forelsket i Andreas, men det havde bare aldrig rigtig båret frugt. Andreas havde taget sig den frihed at stjæle hendes mødom ved første mulighed ved en klassefest i syvende klasse. Siden den gang var der ikke nogen vej tilbage for Signe. Hun hang op ad ham som klister.
Man så aldrig ham uden at hun også var der.
Det irriterede Andreas og han skubbede hende væk, for så at bruge hende igen ved næstkommende lejlighed. Da de gik i ottende og var på lejrtur på Bornholm. Der var ikke meget romantik i det, men Signe troede vitterlig på kærligheden. Lige indtil han knuste hendes hjerte da de kom hjem.
Noget anderledes så det ud da Oscar hjalp Selma ud af toget. Hun tog da også imod det med et lille smil, men så var det heller ikke bredere. Han tilbød også at tage hendes rygsæk men der afslog hun. Så mange point havde han heller ikke fået samlet sammen. Han var hende utro med en eller anden tøs, som ringede og sagde hun var gravid. Der lukkede kassen i og tilliden var brudt og kunne ikke umiddelbare købes tilbage for nye penge, selv om Oscar gjorde et ihærdigt forsøg.
Der var ikke nogen der hjalp Isabella ud af toget. Det var heller ikke nødvendigt. Hun kunne klare sig selv, og var selv i stand til at tage sin weekendtaske over nakken.
Det der til gengæld undrede hende, var den der stikkende fornemmelse hun havde da hun steg ud af toget, som når nogen stod og stirrede på en. Den brændte som flere varme knive i ryggen på hende. Isabella vendte og drejede sig, men hun kunne ikke se noget.

De så hende, men hun så ikke dem. De så dem alle fem, men de fem så ikke dem.

Andreas så sig omkring da de nåede ud fra banegården mens Signe greb sin mobil.
Oscar stod med let spredte ben og smilede efter et par lyshåret svenske piger der listede forbi. Han bemærkede godt de kiggede på ham, og han nød det det. Selma tog solbrillerne af og lod blikket nærstudere de omkringstående biler. Det var hende der havde ansvaret for resten af turen fra banegården og op til hytten.
- Er han på vej eller kan du se ham, spurgte Isabella.
Selma havde fået fat i sin onkel, der havde bosat sig i Sverige. Han havde selv købt en ødegård nogle hundrede kilometer fra hytten, og brugte al sin tid på at gøre den i stand. Henrik var praktisk anlagt, og elskede sit liv alene på gården. Han nød ikke særligt gerne når folk kom for tæt på ham, så druknede han næsten i angst. Han kunne holde til det i nogle få timer, og så måtte han flygte. Det var som myrekryb der angreb hans hårrødder, og kravlede rundt på kroppen af ham, sagde han.
- Der er han sgu, råbte Selma og pegede hen mod en mand der kom med raske skridt.
Hun løb hen til ham og ville kramme ham, men han tog armene op med et kryds. Han havde et alvorligt ansigtsudtryk. Selma var en smule skuffet, og trak sig væk.
Henrik var en stor mand på næsten to meter.
Han havde et firkantet groft skåret ansigt med skægstubbe. Hans hår var et stort og filtret garn, der stod til alle sider. Hans øjne stirrede på alle de fem unge uden at sige så meget. Han vinkede ad dem og viste vej.
- Jeg holder herhenne, lød det fra en mørk brysk stemme.
Alene hans stemme fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Signe, der følte at han lige målte hende med øjnene og et sultent blik. Andreas kiggede over på Oscar, der nøjedes med at ryste på hovedet. Du skal ikke sige noget, han er bare mærkelig, tænkte Oscar, men lod være med at sige noget.
Henrik hjalp pigerne med deres bagage mens han stadig kiggede på Signe, der virkelig hadede hans blik. Han var klædt i en gammel grøn hullet kedeldragt og sure bare tæer i et par træsko, der helt sikkert ikke ville klare en sæson mere.
Henriks vogn var en gammel sort jeep med rust pletter over det hele. De mindede om leverpletter på en gammel mands hånd. Vognen var vel også ældre end de fleste på turen. Chaufføren åbnede bagdørene og Signe greb fat i armen på Andreas.
Isabella lod sig ikke skræmme og var frisk på et hurtigt spring ind i vognen. Ikke længe efter kørte de af sted. Signe fik plantet sig mellem Oscar og Andreas.
Turen var jævnt kedelig. Der var ikke ret mange der sagde noget. Selma havde forsøgt sig med et par høflige fraser om familien, men Henrik reagerede ikke på det. Han virkede indelukket og gjorde sig mest bemærket ved at lugte dårligt både fra de særdeles sure tæer og en uhelbredelig rådden ånde, der snildt kunne minde om spildfisk. Andreas var ved at være utålmodig. Jeepen var ikke specielt hurtig.
- Hvad tid kan vi regne med at være fremme, spurgte han højt.
- En lille time mere, udbrød Henrik mens han forsøgte at skjule et lille ræb.
- Der er ikke noget fjernsyn deroppe, vel, spurgte Andreas.
- Du skal være heldig hvis du kan få strømmen til at virke, svarede Henrik irriteret.
Han var ikke til de der samtale, med ligegyldige unge mennesker, der ikke sagde ham noget videre.
- Jamen jeg skal altså have min mobiltelefon ladet op, kom det fra en skinger stemme.
- Er det vigtigt, spurgte Isabella og så på Signe med trætte øjne.
- Det er det da hvis de ringer fra Ekstra Bladet og skal have flere interviews.
Foran ved siden af Henrik sad Selma og himlede med øjnene. Han rystede på hovedet. De var mere end trætte om at høre om hendes tur i Paradise Hotel, og alle de partys hun efterfølgende havde rendt til. Signe så sig selv som en fucking diva. Intet mindre. Hun havde ryddet forsiden. Derfor.
- Ligger hytten ikke lige ud til søen? Det synes jeg at mor sagde.
Henrik trak vejret tungt og smilede lidt for sig selv.
- Det gør den nemlig. En ren flot sø, fyldt med liv. Der kan i bade helt nøgne uden at nogen holder øje med jer. Det kunne der måske være nogen af jer der gjorde.
Han drejede hovedet helt om og målte Signe fra top til bund. Så bed han sig i underlæben. Andreas lagde godt mærke til det, og sukkede højlydt på Signes vegne. Det glædede hende en smule og sendte ham et sødt smil.
- Hvordan har mor det ellers, brummede Henrik hen mod Selma.
Hun var ikke vant til at han interesserede sig for sin familie, så spørgsmålet var lidt overraskende. Hun rettede sig op inden hun svarede.
- Det går vist meget godt, tror jeg. Du kunne også prøve at ringe til hende. Det er trods alt din lillesøster, ikke.
- Jeg har ikke nogen telefon, kunne Henrik svare uden at lyve.
Han satte farten lidt op mens han irriteret trak ud i overhalingsbanen.
Så blev der stille i vognen igen. Sådan en belastende stilhed, der trængte helt ind i dem alle sammen. Henrik der ikke ville tale med sin lillesøster. Henrik der håbede de ville bade nøgne. Henrik der stirrede sultent på Signe. Det hele virkede upassende.
Ikke fordi gruppen ikke også kunne se tilbage på upassende handlinger, men lige her i den ualmindelig gamle grimme rustbunke af en ildelugtende jeep, virkede det bare stærkere på de unge mennesker.

Turen var dræbende og den trak tænder ud, så der blev åndet lettet op da Henrik satte farten ned og kørte ind i skoven. Jeepen hoppede gennem et par grusveje nogle hundrede meter, hvorefter den drejede ind til højre hvor hytten lå.
Hytten lå omkranset af store gamle egetræer. Der var en større åben terrasse med et gammelt bord og en håndfuld stole. Der var to glasdøre. Det var ved hoveddøren.
Det var ægte gamle bjælker der lå på tværs langs huset. Der var græs på taget, og på en eller anden måde virkede det idyllisk. I hvert fald på nogen af dem. Signe virkede ikke udpræget tilfreds. Oscar stod også stille inden han traskede op mod hytten. Hytten var kun kvart så stort som hans families hus på Mallorca. Men hvad kunne man forvente? Det var ikke ham der bestilt det.
Andreas var ligeglad med huset og dets udseende. Han stod og nød solen og udsigten over søen. Der var små hundrede skridt fra hoveddøren, og så startede badebroen.
- Jeg skal da i vandet inden solen går ned, det er da helt sikkert.
- Ja, du kan jo altid bade nøgen, sagde Isabella og stak i en latter.
Henrik var allerede inde i vognen igen. Han rullede vinduet ned og kiggede ud på Selma. Han nikkede til hende og pegede over mod skoven og mod Signe.
- Jeg bor jo kun et par hundrede kilometer væk, eller halvtreds kilometer gennem skoven, hvis tøsebarnet der kommer til at kede sig.
Hverken Selma eller nogen andre havde den fornødne lyst til at kommentere det.
Der var en støvsky efter jeepen. Den lagde sig hurtigt, og så var der fred.

Et andet sted, på den anden side af søen blev der slået lejr og et mindre bål blev tændt. Et telt blev slået op, og en større rygsæk blev lagt frem. Den blev tømt for diverse remedier, der de næste dage ville afgøre nogles skæbne.
To kolde ansigter så hinanden i øjnene inden de gik nøgne i søen.

Der var tre soveværelser i hytten. Isabella tog det ene, og var sikker på at hun skulle sove alene. Oscar lovede Selma at opføre sig ordentligt, hvis de bare kunne sove sammen. Det passede Signe godt, for så var Andreas tvunget til at sove ved siden hende. Andreas indvilgede uden at være svær at overtale. Signes nye bryster og de små hotpans havde alligevel gjort sig godt.
- Du må undskyld Selma, men din onkel virkede mig en smule underlig, sagde Oscar.
- Jeg syntes han var dissideret klam, helt ærlig, sagde Signe.
Selma sagde ikke noget først. Hun forstod godt hvad de sagde. Hun rystede på hovedet og så ned i gulvet.
- Jeg tror han er blevet mærkelig af at bo heroppe helt alene. Han ser aldrig nogen og han ringer aldrig til min mor. Han kender dem, der lejer denne her hytte ud. Min mor har prøvet at skrive til ham flere gange men der kommer ikke nogen respons. Heldigvis kender min mor også dem der lejer hytten her ud, så vi kunne få fat i dem.
Signe blev svært tilfreds da det gik op for hende at der var masser af strøm i hytten. Det gik op for Andreas, at der rent faktisk også var en radio og et fjernsyn. Han sprang rundt som en indianer, der netop havde røget en fredspibe med noget blandet tobak i, lige indtil knæet klikkede, så stoppede dansen. Han lagde sig ned og ømmede sig, og bandede Niels Andersen fra Holbæk langt væk.
- Har du i øvrigt hørt at han er blevet overfaldet, spurgte Oscar.
Andreas stoppede sin klagesang og tog imod Oscars hånd til at komme op at stå.
- Hvem er blevet overfaldet?
- Niels Andersen fra Holbæk. Han ligger på intensiv.
- Nej. Hvor skulle jeg have hørt det henne? Det aner jeg da ikke det fjerneste om.
Han haltede ind på værelset, hvor Signe stod klar til at have ondt af ham. Oscar vidste besked og så smilende efter Andreas. Han var ikke så svær at læse.
Ikke meget mere end en halv time efter lå de alle fem ude på badebroen.
Det de havde aftalt at tage med, var pakket ud. Brød og en smule dåsemad. Et par flasker sprut og et par liter sodavand. En masse smøger og lidt fjolletobak.
Signe havde desuden medbragt en meget lille bikini, og det var næsten mere end Andreas kunne klare, så han var hoppet i vandet. Solen bagte fra en skyfri lyseblå himmel uden de fjerneste skyer i mange miles omkreds. Sommeren var på sit højeste her sidst i juli og ville endda vare et stykke ind i august, havde de lovet. Det skulle nydes i fulde drag. Så her var de alle fem, med hver deres hemmelighed, som ingen af dem havde lyst til at dele.
Andreas kom til syne ved overfladen, og brølede op om hvor lækkert vandet var.
Signe sprang i og kom til syne. Hun skreg op om hvor koldt det var.
- Kan de ikke bestemme sig, spurgte Isabella.
Hun lå og skinnede og duftede af kokos, efter den olie hun havde smurt ud over sig.
- Lad børnene more sig, sagde Oscar og tændte en cigaret.
Hans sorte Ray-ban solbriller skjulte hans blik, der tungt hvilede på Selma. Hun lå på maven i ikke meget andet end et par hvide g-strengstrusser.
Andreas kom til overfladen igen og hylede op.
- Fuck mand. Det var som, der var nogen der tog fat i min fod under vandet. Shit hvor blev jeg forskrækket mand. Var det dig, spurgte han anklagende over mod Signe.
Hun rystede på hovedet og slog ud med armene.
- Nej det var det ikke. Hundrede procent.

Et stykke derfra. Oppe på en bakke bag nogle tykke ege stod Henrik med en kikkert.
Med den ene hånd om kikkerten, og den om hans erigerende lem.
Hans stønnede mens han stod og nød synet af Signe, der var i færd med at kravle op af vandet, eller Isabella der lå der og skinnede.
Han kunne næsten ikke klare det mere. Det varede ikke længe før han kom. Han rystede over det hele, men inden det kom så vidt, blev ramt to gange i ryggen. Ramt så hårdt at et eller andet borede sig ind i kroppen på ham. Han begyndte at bløde fra munden. Han kunne ikke sige noget. Han rallede kun mens han langsomt begyndte at gå i knæ. Han blev ramt tredje gang. Den sidste pil borede sig gennem halsen på ham.
Henrik blødte voldsomt og kunne end ikke ralle mere. Han lukkede øjnene.
To skikkelser trådte frem fra en skyggeplads i skoven. Den ene tog en mobiltelefon op af lommen. Der blev trykket et nummer.
- Det er Jæger 2 her. Onklen er død. Vi fortsætter.

Isabella så sig omkring. Hun havde den der stikkene stirrende fornemmelse igen.
De andre var ved at pakke sammen og ville tilbage i hytten. Isabella lod sin slanke og veldrejede krop glide ned i vandet, for lige at skylle olien af, mens hun spejdede rundt i skoven. Måske fik hun øje på at par skikkelser i skoven, men kun måske, og lige med et var de væk.

En fest for gammelt venskab skyld kørte i et højt adrenalinpumpende tempo. En af mobiltelefonerne var sat til højtalerne, hvorfra et fast beat bankede ud af højtalerne.
Alle de sidste nye hits brølede i takt til de dansende midt i stuen. Det var kun Isabella der blev siddende, med en hjemmerullede cigaret, med tobak der var ristet med en lighter under et stykke sølvpapir.
Hendes øjne himlede mens hun var væk i en anden verden af farver og illusioner. Hun fløj på et tæppe ud over stepperne og så skoven og søen fra oven.
Signe dansede så sexede hun magtede foran Andreas, der gav sig hen til hende, måske set i lyset af et par gevaldige stærke drinks med Vodka blandet med en lille smule sodavand. Signe havde drukket hvidvin, og var helt oppe at ringe. Hun følte en masse, og det så ud til at Andreas også følte noget. Midt under dansen smed hun sin lille top. Hendes bh magtede næsten ikke opgaven med de nye bryster. Flere gange under dansen måtte hun lige rette den, for ikke at smide lasten over bord.
Oscar så ud som om han dansede alene. Der var et stort spejl på væggen, og den unge fyr havde travlt med at dyrke sine egne bevægelser. Selma lagde mærke til det og forlod dansegulvet. Enten var han der for hende, og ikke for sig selv, eller også var han der slet ikke.
Selma kastede sig i sofaen ved siden af Isabella. Hun tog cigaretten fra hende og hev et par dybe hvæs. Det kradsede helt ned i halsen og havde hurtig en virkning.
- Hold kæft den er stærk den her, råbte Selma og pegede på cigaretten.
- Den er perfekt, råbte Isabella tilbage.
- Hvordan går det med dig og Cecilie, spurgte Selma mens hun hostede spyttende.
Der var en lang pause, hvor ingen sagde noget, og hvor det eneste man opfattede, var Andreas der nærmede sig Signe med blik, der allerede havde flået resten af tøjet af hende. Oscar stod stille foran spejlet og rappede sig gennem et af Nik & Jays numre.
- Der sker sgu ikke rigtigt noget på den front, svarede Isabella og så sløv på Selma.
- Hvorfor ikke? I var sgu da skide glade for hinanden.
- Der sker så meget ude i virkeligheden, og nogen gange fatter man det ikke.
- Hvad snakker du om, spurgte Selma forvirret.
Isabella svarede ikke. Hun forsøgte at komme på benene og startede sin egen dans.
Oscar så det som invitation og nærmede sig, men han fik et skub.
Der gik ikke mange ulovlige mange øjeblikke, så var Andreas i færd med at slæbe en lykkeligt skrigende Signe med ind på deres værelse. Til de andres held lukkede de døren. Isabella stod midt på gulvet med armene ud til siden og drejede rundt om sig selv. Oscar droppede dansen og satte sig ved siden af Selma. Noget ville han have ud af festen. Helst med Selma, men Isabella kunne også bruges.
Selma vendte sig og så på ham med et par skeløjede øjne.
- Hvis vi to laver noget i nat betyder det ikke at vi kommer sammen igen. Forstået?
Mere skulle der ikke til, så logrede Oscar med halen og fulgte med.
Musikken flippede ud til midt på natten. Så var der ikke flere numre på telefonen.
Der blev stille omkring hytten ved skoven og søen. Der var heller ikke flere gisp eller støn fra nogle af værelserne. Der blev heller ikke tændt flere joints.

Mørkklædte skikkelser nærmede sig hytten. En lille gruppe på to listede ganske langsomt rundt. De lyste ind ad vinduerne for at sikre sig at de alle fem stadig var i hytten. Lyskegler strejfede de sovende ansigter, der alle sammen var alt for langt væk til at opdage noget. De mørke skikkelser mødtes nede ved vandet, og nye aftaler blev til. De tjekkede deres våben og gjorde klar.

Solen skinnede fra en skyfri himmel mens formiddagstimerne sneg sig af sted. Der var endnu ikke så meget liv i huset. Stuen lignede Jerusalems ødelæggelse. Der lå væltet halvfyldte flasker, hvor en del af indholdet udgjorde en lille sø på gulvet.
Askebægeret var fyldt og byttet ud med en kagetallerken, der også var mere end proppet med halve cigaretter og grå aske. Der lå aske på gulvet og på bordet rundt om tallerken. Der lå sågar aske i nogle af de tomme glas. På spisebordet stod der rester fra en hjemmelavet pizza. Der var ikke indtaget synderligt meget mad, så tre fluer havde rigelig tid til at flyve rundt og forbi hinanden for at markere og indtage hvad de havde lyst til. Der var fire nedbrændte stearinlys i hvide porcelænsstager. Stearinen var løbet ned af lyset og på dugen, hvor den havde lagt sig som et abstrakt maleri.
Klokken var helt henne omkring halv et før der var nogle der fik øjne. Det fik de til et ordentligt råb fra Signe. Denne gang var det ikke af lyst, men af raseri.
- Så er du Krafteddemig også en kæmpe stor IDIOT. FUCKING SPASSER.
En dør blev flået op og smækket hårdt i. Hoveddøren fik også et ordentligt fur. Hun havde bandet hele vejen gennem huset. Hun græd samtidig.
Selma kom ud fra deres værelse kun iført trusser og armene korslagt over brysterne.
Hun skyndte sig tilbage på deres værelse og hoppede i et par shorts og en bluse.
Hun fangede en grædefærdig Signe et stykke længere ind mod skoven.
- Bare han får sex så er han ligeglad med mig, den narrøv. Lige nu hader jeg ham, og så elsker jeg ham bagefter. Det er det der er så forbandet. Han ved også godt at han bare skal pifte så kommer jeg rendende tilbage til ham. Den lort.
Hun snøftede i Selmas arme, der gav sig tid hende.
- Nu går jeg bare lige en tur for mig selv, så kommer jeg tilbage til hytten, men jeg deler fandeme ikke værelse med ham igen.
- Nej det kan Oscar få lov til. Få du nu lidt frisk luft, eller hop i søen og bliv skyllet og så kom tilbage, ikke?
- I øvrigt er hans pik ikke særlig stor, sagde Signe smilende mellem tårer.
Selma skreg af grin. Det var helt befriende med sådan en latter.
- Det er godt skat, vi ses, sagde Selma inden hun vendte sig og gik tilbage.
Signe vaklede videre på stiletterne og selvfølgelig usikkert. Hun tørrede sine øjne og slyngede flere eder og forbandelser ud over Andreas. Gid han ville brænde i Helvede, men samtidig ville hun ønske at lande på en øde ø sammen med ham. De var så stærke hendes følelser. Hvorfor kun han ikke se det? Narrøv, men han var også en forbandet lækker narrøv. Signe kunne slet ikke slippe tanken mens hun kæmpede sig videre ind i skoven. Træerne stod rimelig spredt, så det var ikke svært for solen at kaster klare stråler af ned i skoven. Signe kunne lide det. Hun ville heller ikke hjem.
En håndfuld tanker fór gennem hovedet på hende, omkring Annelise Hansen. Den gamle kælling skulle jo dø før eller siden. Det var fandeme ikke hendes skyld hvis hun stod af nu. Alle de penge hun havde liggende i skuffen. Dem kunne de sgu garanteret få refunderet andre steder. Skide kapitalister.
Signe var langt inde i sin egen verden, og ænsede kun sine egne skæve skridt. Små tynde grene, der ikke længere havde gunstige tider på de store kroner flød under hendes små sko. Hun kunne ikke træde mange skridt før de knækkede under hende
Alligevel, ja alligevel var der pludseligt en knæk for meget. Signe stoppede sine skridt, og der kom et knæk ekstra igen bag hende. Meget langsomt vendte hun sig om. Hun regnede ikke med at møde nogen. Hun stod helt stille da skikkelsen stod lige foran hende. Signe kunne ikke finde på noget at sige. Hun stod med åben mund, og lige der ville hun ønske at hun igen var sammen med Andreas. Skikkelsen foran hende havde maske på, og var særdeles større end hun var.
En anden skikkelse kom bagfra, og inden Signe kunne nå at reagere fik hun en løkke om halsen. Den var flettet i groft læder, og to sekunder efter strammede løkken om halsen. Signe nåede ikke at sige et eneste ord. Med bævrende læber mærkede hun sine fødder lette fra jorden. Skikkelsen bag hende var en bred mand med store markerede overarme. Der var løftet godt i håndvægtene derhjemme.
Han trak hårdt i læderrebet, så Signe hurtigt røg små to meter over jorden. De hørte hun gispede og kæmpede sin kamp for at få luft. Hun sprællede og ønskede at hun havde luft til et langt skrig så Selma ville komme løbende tilbage til hende. Der var bare ikke så meget luft tilbage i lungerne. Læderløkken sad hårdt og stramt. Hun græd højlydt. Ville Andreas dog bare komme nu.
De to skikkelser nede på jorden så hinanden i øjnene. Så greb de begge to læderrebet. De slækkede lidt på det, og så tog de fat begge to. Det var ikke en af kronernes små efterladte grene der knækkede denne gang. Det havde sin virkning. Signe hang helt stille fra træet. Hun gispede og sprællede ikke mere. Hendes øjne var åbne. Fra hendes åbne mund kunne man ane tungen og en smule savl. Hendes læber var mere eller mindre blå. De trak ekstra hårdt i læderrebet og hævede hendes døde krop yderligere et par meter op. Skikkelserne nikkede til hinanden. Der var ikke nogen af dem der havde lyst til at se op på Signe. Det var en ny oplevelse de håbede aldrig at skulle opleve igen.
Den ene af dem tog en mobiltelefon op af lommen mens den anden masserede sine overarme. Det var ikke så let som han havde forventet. En ung slank pige vejede mere end han havde regnet.
- Det er Jæger 1 her. Vi fik fat i Signe. Hun er elimineret. Vi fortsætter.

Tilbage i hytten stod Selma og så surt på Andreas. Han så tilbage på hende, med noget der nok skulle ligne et uskyldigt blik.
- Ved du hvad Andreas, nogen gange kan du altså godt være en røv over for Signe.
- Ej hold dog kæft, jeg har sgu da aldrig lovet hende noget, forsvarede han sig.
- Jo du har. Det har du gjort flere gange. Jeg har selv hørt det, kom det anklagende.
Andreas rystede på hovedet og så over på Oscar, i håb om at han ville forsvare ham.
Der kom ikke rigtig noget fra Oscar. Dels var han lige vågnet, og dels fik han et alvorligt blik fra Selma. Det blik sagde det hele. Du lukker bare røven lige nu.
- Signe er sgu da en voksen dame. Hun må sgu da vide når man siger noget for sjov.
Selma gav ham fingeren.
- Nu er du eddermame en nar. Du ved godt at Signe har været forelsket i dig siden vi var for små til sådan noget. Men du pisser bare på hende når det passer dig.
Andreas slog ud med armene og sendte endnu et blik mod Oscar.
- Har du hørt at jeg har lovet hende noget Oscar? Helt ærligt.
Det var et brændende ønske fra Andreas at hans ven gennem mange år ville hjælpe ham. Samtidig var det en brændende ordre fra Selma at Oscar svarede ærligt.
Han satte sig i sofaen og så op på Andreas.
- Nej Andreas. Du har ind imellem været en klaphat overfor Signe. Det ved du også godt selv. Prøv at hør her, jeg ved godt når jeg har dummet mig, og det burde du også vide. Lige præcis med Signe. Ikke? I går aftes var hun god nok, fordi du var fuld, og så er hun ikke noget værd i dag. Så er du ikke skide smart. Vel?
Andreas kogte bag pandelappen.
- Ej hold da kæft Oscar. Da du kom sammen med Selma, der var du da ikke en skid bedre selv. Hvor mange gange har du ikke bedt mig holde kæft med nogle af de tøser du slæbte med hjem? Fuck hvor er det nederen det her. Så gider jeg sgu da ikke være her mere.
Han vendte rundt og sagde ikke mere. Han traskede ind på værelset og smækkede med døren. Tilbage sad Oscar og så ned i gulvet mens Selma sad og stirrede stift på ham. Hun knyttede sin næve og plantede en solid lammer på hans skulder.
En anden dør gik op og en søvnig Isabella dukkede op i en T-shirt der var alt for stor.
- Nå men god morgen til jer. Er der violer i luften, eller er der nogen der er en smule skuffet? Jeg synes det er en meget fed hytte.
Hun fandt et skod og tændte det. Tobakken blev suget helt ned i lungerne og Isabella nød det. Hun stønnede højlydt som var det bedre end sex.
Oscar havde røde kinder og sagde ikke noget. Selma rejste sig og gik ind på værelset og fandt sin mobiltelefon. Hun trykkede et nummer, men den ringede ud.
- Jeg laver lige en spand kaffe, sagde Isabella.
- Signe svarer ikke når jeg ringer. Jeg tror sgu jeg går en tur og leder efter hende. Og du går med Oscar. Er du med?
Selmas ord var ikke til at misforstå, og kun fordi han ville vinde hende tilbage reagerede han. Han var ikke den selvsikre playboy han gerne ville være lige nu.
- Ja jeg skal nok gå med. Jeg tager lige en klat gele i håret først.
Selma gik hen og fat i hans arm og klemte hårdt.
- Ja, for hvis nu der kommer nogen naive svenske tøser forbi, ikke? Vi går NU!

Solen bragede stadig ned over den svenske hytte mens Andreas sad inde på værelset og bandede for sig selv. Han havde pakket sin taske men ville ikke rigtig erkende det faktum, at han rent faktisk havde lovet Signe hverken det ene eller andet. Det var også noget ged at Oscar krøb som en lille bille hverken Selma greb ordet. Okay, måske havde han været en lort overfor Signe, men han var sgu ikke bedre end Oscar på det punkt. Oscar var bare en tøsedreng på område. Sig dog sandheden.
Signe var da sgu da en skide flot pige, men hun rendte altid efter ham. Han kunne ikke rigtig holde det ud. Ordet undskyld hang som en tung skyld over hans hoved.
Hvorfor var det altid ham der skulle sige det? Fuck noget pis. Men muligheden for bare at stikke af nu og her var ikke en reel mulighed. Selmas onkel gad sgu nok heller ikke køre den tur. Andreas rejste sig og kylede sin taske ind i væggen, så hans tøj fløj ud af den til alle sider. Han fik øje på et billede af ham selv i et lille spejl på væggen.
- Ja for helvede, jeg skal nok finde Signe og sige undskyld, idioter, hviskede han.

Oscar gik gennem skoven og så ned i jorden, stadig en smule flov selv om han aldrig ville indrømme det højt overfor Selma. Selma gik lidt længere fremme og Råbte Signes navn højt. Hun råbte at hun skulle komme tilbage.
Oscar stoppede sine skridt. Han anede ikke hvad vej han skulle gå. Der var alligevel også gået et stykke tid. Signe var måske nået meget længere end de regnede med.
- Hvad nu hvis hun har fået et lift oppe ved hovedvejen, spurgte Oscar.
- Nej, det tror jeg ikke på at hun ville gøre, svarede Selma.
Hun kunne ikke være sikker. Hun kendte Signe ret godt. Hun kunne netop godt finde på sådan et stunt. Hun var dødskuffet over Andreas, men hun havde jo lovet at komme tilbage. Selma vendte sig og råbte hendes navn højt. Der var ikke nogen lyde, ud over skovens egne. Fuglekvidder og en svag vind, der fik kronernes blade til at nynne en svag tone man ikke kunne synge med på.
Oscar ledte i sit indre, og fandt nogle få ord han måske kunne bruge.
- For fanden Selma, det er jo dig jeg altid har været vild med, ikke? Men det har sgu ikke været nemt altid. Ja jeg ved godt at jeg har været en klovn, men jeg prøver jo bare at passe på mit ry udadtil. Alle de dumme tøser betød jo ikke noget. Det var jo ikke dem der vitterlig gad mig som du gjorde. De var nok bare glade for alle de penge jeg havde hele tiden. Det har altid været dig, og det vil altid være dig. Ikke?
Selma og Oscar så hinanden i øjnene, mens Signe hang fire meter over dem. Hun havde ikke mulighed for at blande sig i snakken.

Andreas rev døren op. Surt vandrede han forbi Isabella og gik direkte ud af døren og ud mod badebroen. Isabella sagde heller ikke noget til Andreas. Hun sad og så Cecilie foran sig. Hun savnede hende. Hendes smil og hendes varme kys. Den lidenskab hun besad. Hendes lange lyse hår og de dybe blå øjne.
For helvede hvor måtte hun godt være her lige nu. Isabella ville grædende undskylde.
Hun så billedet for sig imens en dør gik op i hendes fantasi, og der stod Cecilies far.
- Jeg kan ikke Isabella. Jeg er gift. Du må forstå det.
Det ville hun ikke. Isabella slog sig i hovedet med knyttede næver. Hun råbte højt og ledte efter retfærdigheden. I den virkelige verden stod hun til en længere straf hvis politiet fandt ud af hvad hun havde gjort. Men hun ville ikke leve i den verden. Hun ville have dem begge to. Hun ville elske med dem begge to, indtil hun blev gammel.
Hun fældede den første af mange tårer.

Andreas tog den på hovedet i vandet. Han havde stærke arme og svømmede forholdsvis hurtigt langt ud. Ind imellem dykkede han og tog noget af turen under overfladen. Han følte sig vægtløs i vandet, og der var ikke noget der kunne fange ham her. Der kom ikke nogen flyvende med knopperne først for at skade ham. Han rasede mens han svømmede videre. Fuck dem alle sammen. Oscar den kylling, når han var sammen med Selma. Isabella den skide tøseknepper. De kunne bare holde kæft alle sammen. Han stoppede sine svømmetag og tyrede en knytnæve i vandet. Han så sig tilbage. Han var alligevel nået ret langt ud. Hans form fejlede ikke noget.
- FUCKING KÆLLINGER, råbte han og slog i vandet.
Andreas havde naturligvis ikke set de to krokodiller, der var kravlet i vandet da de så at han sprang i. Han havde naturligvis heller ikke set dem nærme sig.

Der var i det hele taget ingen af den lille gruppe unge mennesker der så hele billedet.
De kunne ikke alle sammen se Selma og Oscar have sex i skovbunden, mens Isabella sad og slog sig i hovedet og råbte fortvivlet på Cecilie, mens Andreas kæmpede med den stærke skruetvinge af en arm han havde om halsen, og kunne ville trække ham ned under vandet. Der var ikke nogen der så det hele på én gang, men det skete.
Eftermiddagen trillede hen over dagen. Timerne på denne fredag, sneg sig hen mod de sene timer. Snart ville den store spot kun skinne hen over træerne, men hvem ville lægge mærke til det. Signe ville næppe. Andreas kæmpede forgæves for det, Selma og Oscar så kun dem selv lige der og Isabella havde nogen andre billeder i hovedet. De handlede ikke om vejret.

Der blev stille ude på vandet. Krokodillerne havde fået det de kom efter, og lod byttet ligge og flyde hvorefter de forsvandt. I skovbunden var der også stille for en stund. Selma og Oscar lå og så hinanden i øjnene. Isabella sad stille og sagde heller ikke noget. Hun var nærmest forpustet alt imens en snigende hovedpine havde listet sig ind ad døren og havde sat sig fast som en alt for lille stram badehjelm. Hun græd stille alene, uden at skænke de andre i gruppen en eneste tanke.
De var taget sammen af sted for at skabe hygge, men var ved at blive opløst. De forsvandt som myrer under store trampende såler.

Det hele begyndte ved et fællesmøde for en uge siden, i et kæmpe hus på Frederiksberg. De var repræsenteret alle fem, og der blev truffet beslutninger, der ville ændre fremtiden. Hvem skulle gøre hvad? Vi tager dem en ad gangen, men hvem tager hvem? To voksne mænd forsvandt ud af døren.

Oscar og Selma kom ind ad døren hånd i hånd mens Isabella var ved at rydde op.
- Er der Andreas inde på værelset, spurgte Oscar og var ved at gå derind.
- Nej han smuttede for noget siden. Han sagde ikke et ord, så jeg ved ikke hvor han er. Men han var eddermame sur da han gik.
- Åh for helvede. Så er han også gået. Hvad fanden sker der for folk. Vi har lige gået og ledt efter Signe, men vi kunne ikke finde hende, sagde Selma.
- De kommer nok tilbage. Lad dem være et par timer, så har de raset ud og hvis de så ikke er kommet da, så ringer vi efter dem.
Isabella var ikke bekymret. Hun viftede med sin mobiltelefon.
- Vi kan da altid ringe til dem. Signe går i hvert fald ingen steder uden sin telefon. Tænk nu hvis Ekstrabladet ringer igen.
- Jeg har prøvet at ringe. Hun svarer ikke, sagde Selma og så ned af sit tøj.
Oscar grinede højt mens Selma begyndte at børstede kviste og græs af sit tøj. Isabella så det godt og smilede lidt for sig selv. Hun kastede en klud efter Selma.
- Var det ellers hyggeligt i skoven, spurgte hun.
Selma svarede ikke. Hun fik røde kinder og skyndte sig ud på badeværelset.
- Kan han være hoppet i vandet, spurgte Oscar og så ud ad vinduet.
- Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg havde mit eget at tænke på, svarede Isabella.
Oscar så hen på Isabella, der ikke lignede den pige han kendte, med et overskud, der ofte overgik andres. Hun havde styr på sit shit, og gad ikke altid gå op i andres problemer. Men hun var en ven man kunne stole på og snakke med, altid.
- Hvordan går det med Cecilie? Hun kunne da også have taget med.
Isabella sendte Oscar et hurtigt blik, og så ned i gulvet.
- Nej, det var vist ikke lige noget. Vi har en lille pause i øjeblikket. Det kører ikke rigtigt for tiden. Jeg har lige prøvet at ringe til hende men hun svarer ikke.
Selma dukkede op fra badeværelset. Hun gik hen i køkkenet og vendte sig mod Oscar og Isabella. Hun foreslog at smøre lidt brød til dem alle sammen.
Udenfor dukkede liget af Andreas op ved overfladen mens eftermiddagssolen bagte.

En besked fra en mobiltelefon ringede ind fra krokodillerne. Hovedkvarteret på Frederiksberg fik beskeden, og den kunne gives videre fra Jæger 1 og 2.
- Andreas er død. Vi fortsætter.
En mor græd trøstesløst og knækkede sammen, selv om hun vidste det var retfærdigt.
Tidligere samme dag havde en læge slukket for Niels Andersens respirator, og han var død. Signes mor havde sat sig sammen med Andreas’ mor. De holdt hinanden i hænderne og græd stille sammen.
- Den ældre dame som min pige skulle hjælpe er også død, hviskede Signes mor.
Bagfra hævede en vred og arrig kvindestemme sig.
- Jeg har også fået af vide at en rektor der blev skubbet omkuld er død, og så har min lillebror altid været et svin når der var unge damer i nærheden. Jeg hadede det.
Hun sad med et billede af Selma i hånden og så vredt ned på det.
En rank kvinde, der var dyrt klædt med perler og guld kom gående gennem stuen.
- Vores søn sparkede en gravid pige i maven, så hun tabte sit barn. Det var mit barnebarn han slog ihjel. Jeg vil ikke acceptere det, og det må koste.
I et hjørne af stuen sad en ung pige på 19 år. Hun var smuk med langt lyst hår og dybe blå øjne. Han savnede sin kæreste, men hun savnede endnu mere sin mor, der blev kørt ned, og var død af sine kvæstelser da hun ankom til hospitalet.

Selma, Oscar og Isabella havde spist, og humøret var kommet tilbage. De kunne grine sammen og musikken kørte atter fra en telefon. Samtalen kørte på gamle minder fra folkeskolen og det lettede på alt når man kunne sidde at grine af dem, der måske ikke var så heldige med deres udseende, eller skilte sig ud på andre måder.
Oscar kylede et flygtigt blik på sit Rolex ur. Klokken nærmede sig sen eftermiddag.
- Hey, skal vi ikke gå ud og finde de to klaphatte, og så gå hjem og holde en fest som i går? Han trykkede Selma i hånden og så hende dybt øjnene.
- Og hvis de ikke dukker op går vi tilbage og laver en trekant, råbte Isabella.
Oscar skreg af grin og tabte et glas cola ned ad sit tøj. Selma kunne ikke holde lattertårerne tilbage. Samtidig med at hun spruttede en mundfuld vand ud på bordet.
Et kvarter efter gik de tre mod skoven. Der var stille i området. Der var ikke nogen ved badebroen. Havde de kigget efter, ville de have fundet Andreas’ hvide FCK T-shirt der lå derude, men mørket var på vej og trillede ind over skoven som en dyster tåge med ildevarslende alarmer, men ingen af dem havde antennerne ude. De var uforberedt og gik skoven i møde.

Et sted ikke langt fra dem, blev buerne spændt og knivene trukket. Gruppen var klar til at tage imod dem mens solen blev spist af skoven, og månen gjorde sin entre.

Oscar lavede en blanding af stand-up og kald på deres venner på vej ind gennem skoven. Pigerne skreg af grin, men det var også noget af det eneste man kunne høre.
Der var ikke direkte nogen sti mellem de store ege, men de unge mennesker gik mellem træerne hvor der var bedst plads.
- Nej helt ærligt, det her skal sgu da foreviges. Vi må da have et billede hvor vi er jagt efter de to nødder, der garanteret ligger og horer et eller andet sted, sagde Oscar.
Han roede i lommerne efter sin mobiltelefon, og bandede da han ikke fandt den.
- PIS. Jeg har glemt den derhjemme i hytten. Hey, jeg pisker lige hjem efter den.
- Nej, er det ikke lige meget, spurgte Isabella og rystede på hovedet.
Selma stod og hoppede på stedet, indtil hun gik hen bag en busk og trak bukserne ned og satte sig. Hun stønnede så det lød morsomt så latteren smittede fra den ene til den anden og bredte sig igen.
- Nej jeg henter den sgu lige, også hvis Andreas ringer. Jeg indhenter jer hurtigt.
Oscar var let til bens og løb af sted. De var ikke nået længere end at han sagtens kunne finde tilbage. Pigerne gik videre, efter at Selma havde rystet sig færdig.
De havde alligevel gået i små fem minutter da Selma vendte og drejede sig.
- Kender du ikke det når man synes at man kan mærke når nogen stirrer på en?
Isabella stod stille ved foden af en bakke, mellem to af skovens største egetræer.
- Ved du hvad, sådan havde jeg det da vi stod af toget i Malmø. Sådan havde jeg det hundrede procent, at nogen stod og stirrede på mig, eller os. Hold kæft hvor er det mærkeligt du siger det.
Selma vidste dårlig nok hvilket ben hun skulle stå på. Hun trippede nervøst.
- Jeg fik det sådan lige før. Det løb lige koldt ned af ryggen på mig. Som om der stod en eller flere og så os gå forbi dem.
Det varede måske små tyve sekunder, men det føltes som en hel livstid da pigerne så hinanden i øjnene. Selma følte sig ikke særlig modig, og lysten til at gå længere ind i skoven forsvandt som var det sommerens sidste sol de havde set gå ned.

Oscar nåede hytten og løb hurtigt ind. Han vidste hvor telefonen lå og greb den smilende. Nu skulle der eddermame tages billeder. Det kunne blive et fedt minde. Inden han piskede ud af døren igen, brølede han lige på Andreas og Signe. Men det var ikke dem der kom til syne bag ham. Oscar kunne mærke nogen bag sig og vendte sig hurtigt. En stor bred skikkelse lukkede øjnene og gik frem med sin jagtdolk.
For Oscar føltes det som et hårdt slag i mellemgulvet. Han bukkede sig sammen og skikkelsen tog fat i ham. Han krammede Oscar mens han jog dolken helt ind til skaftet. Oscar stønnede og så op. Skikkelsen fjernede sin maske.
- Far, hviskede Oscar.
- Mor bad mig hilse. Vi kunne ikke redde dig mere min dreng.
Dolken blev trukket ud og stukket i kroppen en gang til. Blodet silede ned ad morderens hånd og arm. Han græd, men en underskrevet aftale var en aftale.

- Kan du finde hjem, spurgte Selma mens hun holdt godt fast i Isabellas arm.
- Du vil ikke videre, spurgte Isabella.
Hun så sig tilbage ad den rute hvor Oscar var løbet og de lige havde gået.
- Ikke rigtig må jeg indrømme. Andreas og Signe må altså selv finde ud af det.
Isabella stod stadig og stirrede ind mellem træerne.
- Ja du har da ret. Vi kan ikke redde hele verden. De to tosser må sgu selv finde hjem. Jeg er da mere interesseret i, tror du Oscar kan finde os, og kan vi finde tilbage?
Det sidste blev sagt med et smil. Hun kunne godt mærke Selma var nervøs.
Isabella tog de første skridt og tog fat i Selma på en beroligende måde. De traskede gennem det mørke, der efterhånden havde lagt sig tungt ind over skoven som et tætvævet tæppe i askegrå farver.
Ind imellem lykkedes det månen at kaste en enkelt lysperle ned gennem kronerne. Da havde pigerne noget at gå efter, uden at være helt sikker på om de netop havde gået der før.
- Hvorfor var der ikke bare en af os, der havde husket vores telefon, spurgte Selma.
Hun kneb øjnene sammen for at fokusere deres retning.
- Ja så havde vi ikke gået her. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har bare meget lyst til at se hytten snart, eller at høre Oscar råbe efter os, sagde Isabella.
Selma var enig uden at sige noget.

- Min dreng, Oscar er død. Vi fortsætter efter de to sidste piger.
Liget af Oscar lå midt på gulvet. Der var en masse blod rundt omkring ham. Den unge fyr var bleg i ansigtet og lå med et forvredet ansigtsudtryk. Der havde været mange tårer i hans øjne i de sidste sekunder. Nu var hans blik dødt.
Et andet sted længere inde i det mørke listede to jægere rundt og gjorde sig klar til at slå til. De ventede bare på chancen, og den var på vej.

- Av for helvede da også, skreg Selma og trak på den ene fod.
Isabella blev forskrækket og så på veninden. Hendes tanker var for et øjeblik fløjet hjem til Cecilie. Kunne de dog bare mødes og snakke om det.
Selma trak på den ene fod, der i et uheldigt øjeblik havde trådt forkert mellem nogle af egenes store rødder. Det havde givet et lille knæk i anklen. En smerte fór op gennem benet på hende og hun hinkede rundt og råbte højt.
- OSCAR, skreg hun i fortvivlelse og håb på lidt frelse fra den situation de stod i.
Hun lænede sig op af et træ, der havde hvis det kunne, berette en historie der havde flere hundrede år på bagen. Det var enormt. Selmas slanke skuldre stod stille i et kort øjeblik. Isabella stod og råbte hvad hun mon kunne gøre. Imens ledte hun efter en større gren som Selma kunne bruge til en midlertidig krykke.

En bue blev spændt og der blev sigtet. Flere års jagterfaring gjorde sig gældende nu.
Isabella hørte det ikke. Ikke før det var for sent. Det gav en lyd der kunne høres som et ”TJUK”, og så satte pilen sig fast i træet. Selma stod helt stille. Man kunne ikke høre noget før Isabella vendte sig om og så på hende. Så skreg hun, og hun stoppede ikke før halsen ikke kunne mere.
Isabella græd hysterisk og så sig hele tiden omkring. Hun skreg de andres navne i panik. Hun kunne ikke se på Selma, der stod stift op af træet med en pil gennem øjet.
Isabella gik i knæ og skjulte sit ansigt i hænderne. Hun rystede af gråd.
En jæger trådte frem fra sit skjul og tog sin maske af. Han tog en telefon op af lommen. Oscars mor tog den på Frederiksberg. Hun var knust og gav røret videre.
En anden dame fik beskeden fra Jæger 2. Selma var død. Rektoren var hævnet.
Midt i sin tilstand af gråd og snot vendte Isabella sig om mod en stemme hun syntes hun genkendte. Der stod han. Henning. Cecilies far. Han så ned på hende med vrede øjne. Så svingede han bagsiden af sin armbrøst. Isabellas hoved fløj baglæns. Hun gik i jorden og blev liggende bevidstløs.

Isabella kom meget langsomt til sig selv ved duften og lyden af lejrbål. Det knitrede mens flammerne åd løs af det tørre brænde. Mange små gnister fløj til alle sider inden de døde og dalede mod jorden.
Isabella forsøgte at røre sig, men hun var forsvarligt bundet til et tykt træ. En kraftig smerte fór gennem panden på hende. Hun ville skrige men det var umuligt.
Et stykke gaffatape sad klistret fast rundt om munden på hende. En kølig vind strejfede hendes ansigt og arme og satte en reaktion i gang, der fremkaldte kuldegysninger over det hele.
I flammernes lys og fra skovens mulm og mørke trådte to jægere frem. De så på hende uden at sige et ord. Isabella prøvede forgæves at sprælle. Hun kunne ikke andet end at hyperventilere gennem næsen. Hendes øjne var våde mens hun, som det eneste magtede at bukke hovedet. Hun nåede at se den ene jæger havde en stor blodig dolk i hånden, mens den anden jæger skjulte noget bag ryggen.
Isabella trak vejret tung sidste gang, og ville skrige en bøn til verden om hjælp.
Da svingede den ene jæger sine arme, og en økse kom farende mod hendes hoved.

Der var uger der blev til måneder, før nogen lagde vejen forbi den udlejede idylliske bjælkehytte med græs på taget. De blev fundet, alle fem. Jægerne fandt man aldrig, for man ledte ikke efter dem. De fem unge mennesker havde taget sagen i egen hånd.

Til dem der finder os!


Vi er en gruppe unge mennesker, der gerne vil stå ved hvad vi har gjort.
Det kan vi ikke leve med, derfor har vi hjulpet hinanden af vejen.
Enhver synd skal straffes. Ingen skal stå glemt hen. Vi ved hvad vi gjorde.
Vi ved det var forkert. Derfor. En bod er en straf, der bliver pålagt en for at sone de synder man har begået. Vi soner med beklagelse vore synder.

Oscar – Andreas – Signe – Selma – Isabella

Vi, der angrer