VICTOR


VICTOR

Der var en lang skygge den nat på Benjamin Sterlings værelse. Der var ingen, der vidste hvorfra den kom. Den var der bare lige pludselig. Det var som om skyggen bredte sig og blev længere og bredere. Større og større hele tiden, fra sekund til sekund. Til sidst var der ikke andet end skygge og mørke. Så kiggede den ned på den lille dreng med de lyse krøller, og blå øje gemt bag søvnige øjenlåg. Den hviskede til ham, og Benjamin vendte sig i sengen. Den gjorde det igen, mens den stille lagde en unaturlig stor hånd på hans skulder.

Alt naturligt var unaturligt. Normalt var ikke længere et ord i Benjamins skolebog. Den satte sig på drengens seng, og bukkede sig ind over ham. Den talte til ham, med ord som ingen ville kunne gengive. Benjamin lå midt i en drøm om sin mormors hjemmelavede æbleskiver, da billederne af hans mormor pludselig ændrede sig. Øjne, der var så skarpe, at de ville kunne skære igennem hvad som helst, så direkte igennem benjamins tunge øjenlåg. Stemmen havde fået en brummende kraftig lyd.

- Sæt Dig op, og sig ja til det jeg beder om.

En eksplosion fra en fjern stjerne samlede sig på himmelhvælvingen, da Benjamin af en tilstand af vågen og sovende rejste sig fra sengen, og svarede JA til at acceptere en ny ven. Han så skyggen i øjnene. Han blev ikke bange, hvilket ellers ville have været det mest naturlige, lige netop for Benjamin Sterling. Han blev løftet fra gulvet, og hang med armene strakt ud til siderne. Der blev hvisket til ham, og den lille dreng følte sig tryg, og smilede.

En usynlig stor hånd lagde ham ned på sengen igen. Den puttede ham under dynen, og lukkede hans øjnene. Skyggen så mod himlen gennem vinduet på drengens værelse. Den nikkede. Det den kom for var lykkedes. Nu kunne den leve videre.

 

Mary Sterling stod i sit køkken og kaldte på sønnen den efterfølgende morgen. Hendes mand, Frank Sterling var allerede kørt, for at passe sit job ved jernbanerne.

Marys tålmodighed var ved at være brugt op. Hun havde efterhånden en smule travlt. Hun skulle også selv af sted, for at passe sit job på stoffabrikken.

- Så er det ved at være tid unge mand. Kom så op, nu. Sagde Mary.

Det var med en skærebrænderstemme, der ikke var til at misforstå. Hun stressede rundt i køkkenet, da hun hørte Benjamin komme glad ned ad trappen. For en sjælden gang skyld var Benjamin ikke ked af at stå op. Det var ellers det hun normalt oplevede næsten hver morgen. Drengen ville komme ned med triste øjne.

Ked af at skulle i skole.

Billedet var bare et andet den morgen. Der var et friskt stort smil i drengens ansigt.

- Jeg kommer nu, mor. Jeg er vågen og har selv taget tøj på. Om lidt er jeg klar til at gå hen til skolebussen alene. Du skal ikke følge mig i dag.

Mary kiggede på sønnen med overraskende øjne. Det var allerførste gang han havde sagt det. Det var ellers normal kutyme at hun fulgte ham, fordi han var bange for at være alene. Benjamin var næsten bange for sin egen skygge. Men ikke mere? Hun kyssede ham på kinden og kørte sin hånd gennem hans lyse krøller.

- Du er dygtig skat. Kan du så skynde dig at spise din morgenmad. Skolebussen kører om ti minutter, så du har lidt travlt. Jeg skal også af sted snart.

Benjamin satte sig ved bordet. Han så sig omkring, og stønnede lavt.

- Åh jeg har glemt min skoletaske. Den ligger oppe på værelset.

- Den henter jeg. Bare spis dine cornflakes, sagde Mary.

Benjamin så hen på en avis, der var flere dage gammel. Han fik øje på et navn.

- Så kan du også hilse på min nye ven, Victor. Han er oppe på værelset.

Mary vendte sig og så på drengen. Benjamin havde ikke rigtig nogen venner. Han var en stille lille dreng, der bare ikke spillede basketball og fodbold. Han elskede at kigge i bøger og tegne. Han var stille og passede sig selv i skolen, og gik altid alene rundt.

- Victor? Hvem er det, spurgte Mary inden hun satte sin fod på trappens første trin.

- Det er da min nye ven. Han er deroppe på værelset. Han skal ikke i skole. Han er død heldig. Bare det var mig. Jeg gider ikke være der. Læreren taler bare hele tiden.

- Hvornår har du lært ham at kende?

- I nat. Han var der bare lige pludselig. Jeg blev slet ikke bange. Han gjorde mig ikke noget. Han lovede at passe på mig, men han skal altså ikke i skole. Øv med øv på.

Mary ventede nogle meget lange minutter inden hun gik op af trappen. Benjamin tog hurtig den første mundfuld cornflakes. Han tyggede og slugte med mælk om hele munden. Mary forstod ikke noget af det. Benjamin var ikke en dreng, der nogensinde havde talt om venner. Desværre. Mary ville så gerne have at hendes dreng skulle være som alle andre børn, og dyrke lidt sport og lege med andre børn. Ved Benjamins tredje mundfuld cornflakes, åbnede Mary døren ind til Benjamins værelse. Hun gik hurtigt hen og greb hans skoletaske. I det samme lukkede døren hurtigt af sig selv. Mary fór sammen. Hun hadede at blive forskrækket, og trak vejret hurtigt. Hun så rundt til alle sider, men der var ikke nogen at få øje på. Alligevel var det som om en stille vind strejfede hendes kind. Hun så på vinduet, men det var lukket. Med hastige skridt gik hun ud af værelset, og lukkede døren efter sig. Han fandt sin vejrtrækning igen og skyndte sig ned ad trapperne.

Ikke længe efter var Benjamin på vej ned mod skolebussen. Han løb med små skridt for at være sikker på at nå den. Tilbage i køkkenet stod Mary. Hun skulle egentlig skynde sig, men et eller andet hun ikke kunne forklare havde taget hendes tid. Hun så hen mod trappen og hviskede sagte.

- Hvem er du Victor?

 

Frank stod med nogle kolleger ved nogle store læssede godsvogne, der skulle trækkes på tværs af staten og længere nordpå. Det brummede i hans lomme og han trak et par skridt baglæns. Han så navnet Mary på sin telefon.

- Hej skat. Hvad kan jeg gøre for dig, som jeg ikke allerede gjorde ved dig i går aftes?

Han grinede for sig selv, og smilende blinkede han hen mod gutterne. Mary udtrykte bekymring, og fortalte om Benjamins nye ven, og om døren der lukkede efter hende, og den lette vind på hendes kind. Hun kunne ikke lide det og følte sig utryg.

- Det skal du ikke lægge noget i. Jeg havde også en usynlig ven da jeg var dreng. Det var en bamse, der hed Oscar. Han passede på mig. Det andet du nævner kan være tilfældigheder. Tag det roligt skat. Vi ses i aften, og så taler vi lige med Benjamin om hans usynlige ven.

Mary stod lige midt i fru Lincolns papillotter og havde svært ved at koncentrere sig. Hun så hele tiden den dør der lukkede af sig selv og mærkede den vind på kinden.

 

Tilbage i huset var skyggen, der nu var døbt Victor, helt alene. Den piskede fra hjørne til hjørne og fra gulv til loft overalt i huset. En ansigtsløs skikkelse bevægede sig nemt gennem væggene og ind i alle afkroge af det forholdsvis store gamle træhus.

Naboens overvægtige sorte gamle arrige kat, Carter listede sig gennem Frank og Marys have, hvilket var en af det stille kvarter største. Den havde let ved at komme ind gennem det gamle slidte stakit, der lå rundt om hele haven. Det var et af Franks evighedsprojekter. Han havde lovet Mary hundrede gange at han nok skulle få det fikset og malet, men det blev ved ordene.

Carter traskede rundt i deres have som en anden konge. Det var ham der bestemte her. Alle andre hunde og katte kunne godt blive væk. Her var der altid en mus eller to at fange under huset. Det var hans territorium, og kun hans.

Lige indtil skyggen kastede et flygtigt blik ud gennem væggen og så Carter. Et tidsrum, der kun varede en brøkdel af tre sekunder efter hang Victor i luften foran Carter. De to kunne mærke og se hinanden. Carter hvæsede og viste tænder.

 

I skolen hørte Benjamin ikke efter i timen. Han sad for sig selv og tegnede i sin blok.

Frøken Henderson fik øje på ham og lænede sig ind over ham. Hun tog hans blyant.

- Lige nu har vi matematik unge mand. Du kan tegne i frikvarteret.

Hun så Benjamin direkte øjnene på sin sædvanlige skrappe måde og med små øjne.

Benjamin var bange for hende, og han kunne heller ikke lide hende. Hendes måde at se ham på. Hun skræmte ham kun ved at kigge ham i øjnene. Hendes øjne så ud til at være neongule mens hun bed tænderne sammen. Frøken Henderson var en skolefrøken af den ældre udgave. Hun havde aldrig lavet andet. Hun var aldrig blevet gift og havde heller ikke nogen børn. Men hun havde ikke nogen problemer med at sætte skolens uartige børn på plads. Normalt var der aldrig noget at skulle sige til Benjamin. Han var måske skolens mest stille dreng, der bare gerne ville tegne og sidde alene.

Billy Gilbert var en af de drenge, der mere end ofte havde fået frøken Hendersons vrede at kende. Han havde ikke tal på de lussinger hun havde skænket ham med glæde. For en gang skyld var der det ikke ham det gik ud over. Det var den lille tykke Benjamin. Det lille lette drilleoffer og hans latterlige tegninger. Billy grinede og Benjamin både så og hørte det. Han hadede Billy Gilbert så inderligt. Han havde drillede Benjamin så mange gange. Slået ham eller tømt hans skoletaske foran de andre drenge. Gjort ham til grin utallige gange. Benjamin var bare ikke stærk nok til at ordne ham selv, og det vidste Billy godt. Så han kunne gøre hvad han ville.

 

Naboens gamle overvægtige sorte gamle arrige kat, Carter hvæsede ikke mere.

Victor fornemmede en ulykkelig sjæl, og gjorde sig usynlig igen og lettede fra huset.

På skolen løb Benjamin hen ad gangen alt hvad han kunne. Han havde Billy i hælene.

Benjamin kunne ikke løbe ret stærkt, men han nåede døren ud til parkeringspladsen. Der var ikke nogle biler. Alle lærerne var kørt. Der var ikke megen hjælp at hente der. Han så sig tilbage og fik øje på Billys nærmest savlende aggressive ansigt. Benjamin vidste bare at Billy ville nå at slå ham og tømme hans skoletaske og ødelægge hans blok inden skolebussen kom. Benjamin havde ikke mere luft i lungerne. Han kunne ikke løbe mere. De var alene på parkeringspladsen. Der var heller ikke nogen i vinduerne han kunne kalde på. En følelse af en større klump var ved at falde på plads i halsen.

Billy, med det store røde hår og cirka seks tusind fregner i ansigtet satte sin beskidte klo i Benjamin. Han spændte ben for den mindre dreng så han faldt. Benjamin faldt så uheldigt at han slog panden mod asfalten, og gik ud i nogle få sekunder. I de sekunder så han ikke Billy lette fra jorden og få trykket al luft ud af sine små lunger. Benjamin hørte ikke Billy klynke og græde, inden hans spinkle ribben blev knust. Han så heller ikke Billy falde slapt til jorden. Han nåede lige at se Billy blive slæbt hen ad jorden. Ind i et buskads, hvor han blev trykket ned i jorden.

Buskadset lå mellem parkeringspladsen og busholdepladsen. Benjamin rejste sig fra jorden og tog sig til hovedet. Victor gjorde sig synlig og trøstede drengen. Skyggen pustede på drengens pande, og såret forsvandt ligesom smerterne.

- Tak Victor, snøftede Benjamin

På vej hjem i skolebussen sad Benjamin og tegnede videre på sin tegning. Han smilede mere end længe. Da han efter et stykke tid stod af bussen, hang Victor allerede og ventede på ham, men det var kun Benjamin der kunne se det.

Tilbage ved buskadset havde Victor tilkaldt nogle larver, der bare kunne gå i gang med at fortære den uartige dreng med det store røde hår. Billy drillede aldrig mere nogen på skolen.

 

Da Mary kom hjem var der høj musik oppe på værelset, hvilket var usædvanligt. Minderne om den dør, der lukkede af sig selv var næsten glemt. Hun bankede smilende på døren og trådte ind. Benjamin sad og tegnede med et smil fra det øre til det andet. Det var sjældent at høre musik fra Benjamins gamle radio. Den var næsten aldrig tændt. Mary gik hen og skruede lidt ned, og først da gik det op for Benjamin at hans mor var kommet hjem.

- Hejsa mor. Det har været en god dag i skolen i dag, sagde han højt.

- Nå, det er jeg da glad for skat. Der har ikke været bøvl med Billy?

Benjamin sendte et blik til venstre for Mary, og så rystede han på hovedet.

- Nej, heller ikke Billy. Vel Victor, han driller ikke nogen mere.

Mary fik den fornemmelse igen. Den samme hun havde haft om morgen, med et strejf af en vind på kinden. Hun vendte sig langsomt men der var ikke nogen at se.

- Taler du med din nye ven igen skat?

Mary kunne næsten høre sin egen nervøse stemme give genklang.

- Ja det kan du tro. Victor ordnede ham for mig, ikke Victor?

- Hvorfor kan jeg ikke se ham, spurgte Mary.

Benjamin så sin mor direkte i øjnene. Han satte et lille alvorligt ansigt op.

- Han er kommet for at blive mor. Hans egen planet er døende. Han kan ikke så godt lide voksne. Jeg er hans bedste ven, og han beskytter mig. I dag gik det ud over Billy, men hvis frøken Henderson bliver ved med at skælde mig ud, så er hun selv ude om det. Jeg vil ikke have det, og så kalder jeg bare på Victor.

Mary havde aldrig nogensinde set sin søn så alvorlig. Hun tog sig selv i at blive irriteret over sin søns opførsel. Hun slukkede hans radio på vej ud af værelset.

- Hvis du har nogen lektier for skal du lave dem inden vi skal spise. Det er i øvrigt ikke sjovt at ønske nogen kommer galt af sted. Så det skal du holde for dig selv.

Benjamin vendte sig mod sin tegning, der lignede en skygge med vinger og kløer.

I hovedet på tegningen var der umenneskelig bred mund med store tænder.

Benjamin vendte sig og så efter sin mor.

- Jeg har ikke nogen lektier for, har jeg vel, Victor?

 

Vejret var spirende og blomstrende forår, og lige til at Mary kunne hænge vasketøj op. Hun var stadig en lille smule rystet over Benjamins fortælling. Hvor i alverden fik han den fantasi fra. Der var noget ved drengens blik. Noget nyt. Pludselig lignede han en lille mand, og ikke den forsigtige lille dreng hun havde lagt i seng i går. Mary bar vasketøjskurven om bag huset. Hun så ikke op før hun nåede tørresnorene, og så skreg hun i panik og rædsel. Lige foran hende på tørresnoren, hang resterne af Carter. Maltrakteret til ukendelighed. Halvt ædt op og flået i stykker af skarpe tænder og lange kløer.

 

Sent ud på eftermiddagen kom Frank hjem. Det første han gjorde var, at fjerne den døde kat ved tørresnoren. Mary var slet ikke sig selv. Hun sad med et glas vin i hånden og så ind i væggen. Hun havde allerede tømt en halv flaske. Hun rystede på hænderne, indtil Frank satte sig hos hende, og lagde sin store arm om hende.

- Hvem fanden gør den slags, hviskede hun.

- Jeg ved det ikke skat, men jeg skal nok sætte en stopper for det. Det er helt sikkert. Den slags finder jeg mig ikke i. Hvor er Benjamin? Er han på sit værelse?

Mary nøjedes med at nikke midt i endnu en slurk.

- Så går jeg lige op og hører om hans usynlige ven.

 

Oppe på drengens værelse var Benjamin i færd med en munter leg. Han grinede højt så det rykkede i hans lille krop. Han tog sig til maven, som var det en tur i gyngen som hans far havde lavet i det gamle træ i haven. Men der var ikke nogen gynge på værelset. Benjamin svævede i luften med armene ud til siden. Der var ikke noget menneskeligt synligt der holdt ham hængende.

Victor hørte at Frank nærmede sig, og slap grebet i drengen. Han snerrede mod døren men Benjamin beroligede ham. Han løftede sin hånd inden skyggen af Victor forsvandt som morgentåge på en solrig sommermorgen.

- Tag det roligt. Det er bare min far. Jeg ved godt han er voksen, men det er min far.

Victor trak følehornene til sig idet døren gik op og Frank så ned på drengen.

- Hej lille skat. Er det gået godt i skolen i dag?

- Hej far. Ja det var perfekt.

- Det var da dejligt. Var ham Billy efter dig igen i dag?

Benjamin kneb øjnene sammen og sin far direkte i øjnene. Det varede lidt inden han svarede. Så rejste han sig fra gulvet og lignede en alvorlig lille mand.

- Jeg tror ikke han driller mig mere, far.

Frank satte sig på sengen efter han havde kørt sin store arbejdshånd gennem sønnens hår. Han så på Benjamins tegning på bordet. Han pegede på den.

- Det er en lidt skræmmende tegning du har lavet der. Er det din usynlige ven?

Benjamin nikkede tilfredst.

- Ja og du kan ikke se ham, for han gemmer sig altid for voksne.

Frank tog Benjamins tegneblok.

- Beskytter han dig mod alt og alle, spurgte han.

Benjamin tog sin tegneblok fra sin far og lagde tilbage på bordet. Det var hans, og kun hans. Han ville helst ikke have at nogen så tegningerne.

- Jeg skal spørge dig om noget skat. Sådan noget lidt personligt, ikke? Er der nogen voksne, som du ikke kender, der er kommet hen og talt til dig, sådan lige pludselig?

- Nej, hvem skulle det være?

- Det ved jeg ikke. Der findes så mange mennesker. Så spørger jeg på en anden måde, er ham, Victor egentlig en voksen mand du har mødt nogen steder?

- Han er i hvert fald lige så stærk som en voksen, men han kan også trylle.

- Hvordan det, spurgte Frank.

- Han kan flyve. Han er stærk, og jeg tror han beskytter mig.

- Er han stærk ligesom Supermand?

- Han er garanteret stærkere.

Frank smilede en smule lettet. Men han trak smilet tilbage ret hurtigt.

- Ved du hvad der skete med naboens kat, spurgte Frank stille.

Det varede lidt inden Benjamin svarede. Der var stille på værelset. Man ville næsten kunne høre blomsterne gro udenfor. Benjamin så ned i gulvet.

- Jeg tror ikke Victor kan lide katte, ellers ved jeg ikke noget.

Frank sukkede dybt.

- Prøv at høre her sømand. Det er temmelig voldsomt det der er sket med katten. Og du snakker om din usynlige ven, som om han har gjort det.

- Ja og hvad så?

- Har du set hvad der er sket med katten, Benjamin? Det er vigtigt at du svarer ærligt.

Benjamin stod med ryggen til sin far.

- Jeg har jo sagt at jeg ikke tror at Victor kan lide katte, men jeg ved ikke hvem det er. Mor sagde at jeg ikke måtte gå ud og se på katten.

Benjamin vendte sig og så sin far alvorligt i øjnene. Det var et sjældent syn.

Frank lagde en tung hånd på sønnens skulder. Han smilede til ham.

- Jeg havde også en usynlig ven da jeg var dreng. En bamse der passede på mig.

- Victor er ikke nogen bamse, sagde Benjamin hurtigt.

- Er han herinde lige nu, spurgte Frank og så sig omkring.

- Du kan ikke se ham. Han er usynlig for de voksne. Det har jeg jo sagt.

Frank nikkede og forsøgte at forstå. Han så på sønnen. Så kiggede han søgende rundt i værelset.

- Nå, men det er godt at du passer på min søn, Victor. Bed ham om at lave sine lektier og gå i bad inden aftensmad.

Frank forsvandt ud værelset. Benjamin stod og så efter ham med et vredt lille ansigt.

- De tror ikke på at du findes, Victor. Men det ved jeg du gør.

En større skygge viste sig på væggen. Den bredte sig ud, til hele værelset var lagt i mørke. Så bukkede den sig ned og så Benjamin i øjnene, og smilede.

 

Billy Gilberts forældre, John og Karoline Gilbert, stod foran skolen. Deres søn var ikke kommet hjem endnu. Karoline havde store fugtige øjne mens John stod og råbte sønnens navn flere gange.

- Jeg vil gerne have at vi kører til politiet, sagde Karoline.

- Vi kan også ringe til nogle af de andre forældre fra klassen. Nogen må jo have set hvor Billy gik hen efter skole, sagde John.

Han lagde en trøstende arm om konen, der frygtede det værste.

 

Senere og lidt sent ud på aftenen bankede det på døren. Benjamin, der allerede skulle have været i seng, sad i sin lille morgenkåbe i sofaen ved siden af sin mor, mens Frank ordnede køkkenet. Mary skulle stadig bruge tid til at samle sig efter det med katten. Hun havde heller ikke magtet at sende Benjamin i seng selv om det var sent.

Udenfor døren, stod vicesherif Douglas Anderson. Benjamin kunne ikke høre det hele af samtalen, men han hørte Billys navn blive nævnt flere gange. Frank forsikrede at de ikke vidste hvor han var. Det kunne han sige med ærlighed i stemmen. Benjamin så op på Mary. Han smilede til hende.

- Jeg skal lige hente noget på værelset, så kommer jeg ned igen.

Mary smilede og slap sit greb om hans skulder, men nåede dog at kæle ham på kinden og kysse ham inden han løb. Benjamin var hurtig oppe ad trapperne.

Han lukkede døren efter sig på værelset og tændte ikke lyset.

- Er du her Victor? Måske har vi problemer nu.

Victor kom til syne og bredte sin vinger ud. Hans kløer skinnede i det klare måneskin mens alle tænderne fyldte hele hans mund.

- Hør her, Victor. Politiet er her, og de spørger efter ham dumme Billy henne fra skolen. Det er ham Douglas Anderson. Hvad gør vi nu?

Victor samlede sine sorte vinger om drengen, og hviskede i hans ører.

Benjamin satte sig ved siden af Mary i sofaen. Han havde taget sin tegneblok med, og ville lave en ny tegning. Hans tegning af Victor hang oppe på værelset. Der hang også et billede af en død kat, og en knust lille dreng under en busk.

- Jeg tror jeg vil prøve at tegne en politibil, sagde drengen stille.

 

Douglas Anderson kørte stille af sted igen. Han havde ikke så travlt. Der var ikke nogen af komme hjem til. Douglas var 42. Han havde været gift i et par år, og de havde da også fået en lille datter. Men ægteskabet holdt ikke, og hun tog deres datter og sit tøj og kørte af sted en morgen, og de vendte aldrig tilbage.

Af en afroamerikaner, var Douglas temmelig lys i huden. Det hang måske sammen med at hans farmor blev voldtaget af en hvid alkoholiker en lummer sommeraften i New York. Stodderen blev aldrig fundet, men uden at vide det, var han altså Douglas’ farfar. Sagen var gemt væk under uopklarede sager i en æske på et lager.

Douglas kørte gennem det mørke stille og fredelige område. Han havde netop tændt en cigaret og havde den hængende i mundvigen. Han havde armen hængende ud af det åbne vindue, og sad og trommede med fingrene, som den forhenværende jazzpianist han var. Han havde meldt tilbage på stationen, at der ikke var noget nyt om Billy Gilbert hos dem han havde besøgt.

I et øjebliks uopmærksomhed, hvor han ville tænde for lidt musik, begyndte forlygterne blinke. I et endnu kortere øjeblik så det ud som om, der stod en voksen mand midt på gaden. Douglas huggede bremsen i så de halvgamle slidte dæk lavede bremsespor i et par meter. Vicesheriffen trak vejret hurtigt. Der var kun det lys, der kom bilens forlygter, og de blinkede.

- Er der nogen, råbte Douglas, men der var usædvanligt stille.

Et stykke derfra kunne man høre cikadernes klare sang, men det var også det eneste.

Douglas steg ud af bilen og lyste med sin egen lommelygte han havde siddende i bæltet. Støvet fra landevejen under hans støvler kastede endnu en af de få lyde fra sig.

Umiddelbart var han alene på vejen. Umiddelbart, set fra et voksent menneskes syn.

Douglas vendte og drejede sig, indtil Victor spredte sine vinger.

Der brød hans skrig den stille lydmur, og det var det eneste man kunne høre i mørket. Hans sidste skrig. Indtil de sidste knogler var knust.

 

Oppe på Benjamins værelse var væggen prydet med endnu en tegning, der forestillede en mand, der blev knust i sin politibil på en mørk landevej.

Drengen lå og sov, mens Victor vågede over ham, mod eventuelle farer.

Midnatstimens eneste lyd, var de to voksne inde fra soveværelset, der hviskede til hinanden.

- Jeg tror vores søn er helt normal. Han har en fantasifigur der passer på ham. Det er det hele. Der er ikke noget galt skat. Det er jeg sikker på, og jeg skal nok finde den knægt, eller de knægte, der har slået naboens kat ihjel. Det er ikke drengestreger og den slags finder jeg mig ikke i.

Mary trykkede sig længere ind til Frank og smilede med lukkede øjne.

- Det er glad for skat. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.

- Det skal du heller ikke bekymre dig om.

Natten var som udgangspunkt lun, men de to voksne gjorde den lunere for hinanden.

 

Dagene efter var der ikke så stille som andre foregående dage i det stille område. Fundet af den knuste politimand, havde sat ekstra mandskab ind, samtidig med at nogle af de lokale beboere havde sat et eftersøgningshold i gang med at lede efter Billy Gilbert. Selv Benjamins forældre var med blandt flere i skoven, der gik og vendte hver en gren og løse blade. Men der var ingen, slet ingen, der så efter under busken ved skolen.

Benjamin nød de stille dage på skolen. Der var ikke nogen der var efter ham mere. Næsten ingen. Ind imellem kunne frøken Henderson stadig finde på at tage blyanten ud af hånden på ham, hvis hun tog ham i at sidde at tegne, i stedet for at lave de opgaver hun satte ham til.

En dag var det nok. Benjamin blev flået med ud på gangen. Frøken Henderson svingede armen, og landede en svidende lussing på Benjamins buttede kind.

- Jeg vil ikke se det mere, Benjamin. Nu laver du det jeg beder dig om, og ikke andet. Jeg har sagt det før. Dine tegninger kan du lave derhjemme, men her på skolen laver du dine opgaver. Ellers må jeg tale med dine forældre. Er du med?

Benjamin så op på hende i vrede mens en tårer forlod hans øje. Lussingen gjorde ondt og han rasede og mimede alle de bandeord han kunne. Der var ét navn, der stod tydeligt printet for hans øjne, så han næsten fik lyst til at råbe det højt. VICTOR!

Frøken Henderson nægtede endda at give ham hans blyant tilbage. Der var hun dømt.

Benjamin fik besked på at blive stående ude på gangen, indtil han havde forstået hvorfor hun var nødt til at skælde ham ud.

Det var næsten så Benjamin savlede af raseri. Han havde ikke gjort noget, andet end det han elskede. Tegne. Hvorfor skulle han straffes for det? Han havde aldrig tidligere haft noget imod frøken Henderson, men nu var hun den værste i verden.

 

Frøken Abigail Henderson boede alene, og lod ikke ret mange komme tæt på livet af hende. Hun var en voksen frøken på 52 år. Mænd i hendes liv havde der ikke været ret mange af. Efter at være blevet svigtet et par gange, sværgede hun til det enlige liv ude på landet, hvor der var fred til at leve det liv i stilhed som hun ønskede. Hun boede i et lille hvidt og slidt murstenshus ikke langt fra skolen. Et hus hun i tidernes morgen havde arvet fra sine forældre. Hendes liv bestod næsten kun af skolen, og så bøger. Hun havde en større samling stående på hendes reoler, og hun havde læst hver eneste flere gange. Hun var et menneske med en bred viden. Det hun aldrig lærte at forstå, var den samme aften da det susede ind under hoveddøren, og hun kort efter blev kastet rundt i sin egen stue. Hun forsøgte, med blod i ansigtet, at komme på benene, men kun for at blive slynget ind i reolen, så flere bøger drattede ned.

Hun ville skrige, men det blev forhindret med en ualmindelig stor hånd med lange kløer. Til sidst kneb det med at få vejret da han omklamrede hendes slanke krop.

Hun så ham med skræk i ansigtet. Hun så hans tænder. Hun lugtede hans ånde, og hun mærkede hans bid, der gik snildt gik gennem kraniet, og så klemte han.

To små spurve legede foran det lille hvide murstenshus, men da Victor viste sig fløj de på flugt. Lyset var slukket i huset, og der var stille som i bunden af en brønd.

 

Hen ad aftenen havde politiet ikke fundet et eneste sikkert spor. Sherif Ethan Jones havde fulgt sin vicesherifs veje, og havde atter været ude at spørge alle og enhver.

Den første forklaring han kunne komme op med, var at Douglas var blevet angrebet af en brun bjørn, eller lignende. Men bjørnene holdt til små halvtreds væk, hvor der var flod, skov og et lille bjergområde og hvad naturen ellers kunne byde på.

Det var ikke ret mange der troede på den forklaring, men der var heller ikke ret mange, der havde et andet bud på hvad der var sket med Douglas.

Der var ikke nogen der spurgte Benjamin. Han ville måske have haft en forklaring. Om de så havde troet på den, det var nok mere tvivlsomt. Pudsigt nok.

I børnenes verden herskede der fred og rolig aftener, med en ny kammerat.

Victor var klar til at præsentere Benjamin for en ny leg, der ville kræve mere plads.

 

Det var en lun start på sommeren, og der var ikke hysterisk mange skyer på himlen den aften. Der var en let vind, der samtidig virkede som en frisk lille brise på verandaen hos Jacob og Ava Parker. Jacob nød en kølig Budweiser mens Ava sad med benene oppe ved siden af ham med et glas rosé.

Oppe på første sal, sov deres tvillinger. Sophia og Isabella. To smukke størrelser, der havde de samme sydlandske karaktertræk som deres mor, der oprindeligt kom fra Peru. Det var i hvert fald meningen at de skulle sove. Alt imens deres mor og far nød dagens sidste time, svævede døtrene frit i luften mens to nye skygger gjorde sin entre.

De havde allerede sagt den skæbnesvangre sætning til pigerne.

- Sæt Jer op og sig ja til det vi beder om.

Pigerne havde allerede svaret JA, og skyggerne var kommet for at blive.

I dagene efter, skulle De overbevise deres forældre om deres nye venner. Jacob var ikke så lydhør. Han bandede højt en aften hvor Sophia fortalte om den. Han gad ikke acceptere det. Børnenes fantasi om et par usynlige venner var en irritation for ham, og han skubbede det fra sig.

Det stoppede en aften, hvor han var i laden. Han var ude at se til dyrene da en hest reagerede på en skygges bevægelse og berøringer. Hesten vrinskede og sparkede. Jacob faldt om med blødninger fra tindingen. Det var ikke nok. Skyggen fik hesten til at gå baglæns. Den gjorde det, og trampede på det der lå på jorden. Ikke længe efter døde Jacob. Skyggerne havde sejret, og de to små piger blev belønnet med venskaber man aldrig nogensinde ville glemme.

 

Benjamin sad i skrædderstilling i mørket på hans værelse. Hans blik var stift, og stirrede på Victor, der var i stand til at vise billede fra en døende planet, der var ved at smuldre, for så at forgå. Der var ikke mere natur, der kunne holde deres liv i live. Det hele var brugt op gennem årtusinder. De var tvunget til at finde et nyt sted at være. Benjamin blev præsenteret for det liv de levede, som evig unge. Drengen kunne ikke reagere. Han var låst i sine bevægelser, mens han skulle lære at forstå at ordet JA fra et barn, ville åbne en portal, så alle hans venner ville komme.

 

Rundt omkring i de voksnes verden, hørtes mange mødre og fædres fortvivlende gråd og skrig, da Victors venner gjorde sit unaturlige indtog.

Børn forblev børn med små kolde blanke øjne, da de trådte ud på gaderne. Benjamin gik forrest med tvillingerne bag sig. Deres ansigtsudtryk havde ændret sig. Det var dem der tog magten. Mørket fløj ind over de voksnes verden, mens flere og flere portaler åbnede sig fra den døende planet. De horrible skygger tog for sig af de voksnes liv. Lig efter lig blev simpelthen aldrig fundet. De blev mast og trykkede i jorden, med en ukendt styrke fra det ydre rum.

 

Victor spredte endnu engang sine vinger. Han lettede fra Mary og Franks hus og kaldte på sine fæller, og bad dem om at sprede deres vinger. Det var en hær af skygger og hypnotiseret små størrelser, der efterlod en stribe af blod over hele verden. Der var ikke nogen gud, der hørte forældrenes bøn. Børnene tilbad deres nye venner, og inden længe var mennesket ikke længere den regerende race på jorden.

 

En vintermorgen mere end ti år efter, da krigen mod de voksne var ved at være overstået, gik Benjamin alene op på nogle golde sletter. For en kort stund var det som om hans hypnose havde fortrængt sig en smule, og alle minderne om hans forældre kom tilbage. Den lille dreng græd så inderligt at man kunne fornemme smerten på lang afstand.

Sophia og Isabella løb op til ham, og gik i knæ og krammede ham. De kunne også mærke smerten og savnet. Der var stærke følelser ind over den golde slette den vintermorgen. Da det gik op for børnene hvad de savnede. Kærlighed, varme og tryghed. De tre børn græd som pisket, indtil Benjamin så på sine to nye venner.

- Vi sagde JA så de kunne komme her. Nu er vi nødt til at sige NEJ.

Den vinter fik alle børnene deres mod tilbage, da de mødtes med Benjamin, og han så dem i øjnene for første gang. Hypnosen fra de skyggelignende væsner forduftede.

Benjamin stillede sig op på en stol, og talte så højt han kunne.

- Vi har mistet og nu savner vi. Vi kan ikke gøre det om, men vi kan ændre fremtiden. Vi sagde JA, og nu er det tid til at sige NEJ. Kan vi gøre det bedre end vores forældre? Det ved jeg ikke. Men vi kan gøre det anderledes, og passe på den jord vi har. Vi må ikke længere sige JA til nogen eller noget, der kan tage nogen fra os. Lad os gå ud til dem og sige, at de ikke længere må gøre det de gjorde. Jeg var den første, der bød dem indenfor, så jeg bliver den første, der siger det.

 

Hen ad aftenen kaldte Benjamin på sin usynlige ven, og han kom til syne. Drengens øjne lyste af VREDE. Victor fornemmede at noget ikke var som det skulle være. Han gjorde sig stor og skræmmende at se på, men da Benjamin højt og tydeligt sagde NEJ, smertede det i væsenets hjerte. Han vaklede og krympede sig.

Han hvæsede som naboens tykke kat havde gjort engang, men Benjamin gik tættere på ham. Han gentog sit ord mange gange indtil Victor var mindre end ham selv.

- I tog dem vi elskede mest, nu tager vi vores tilbage.

Det sorte væsen var ikke længere det den var engang. Det var en ynkelig lille størrelse, der ikke engang kunne skræmme et barn.

Benjamins skygge var den første, men han var den sidste, der var tvunget til at forlade Jorden. De måtte rejse hjem til deres egen smuldrende planet.

Det sidste Benjamin så, var et døende lille væsen, der så op mod månen og græd.

Han forsvandt som blev han pustet ud af vinduet, og op til sit eget og sine egne.

Benjamin så på alle sine grumme tegninger af død og lemlæstelse. Han rev dem itu, undtaget det sidste af billede, der forstillede Victor. Hvis han viste sig igen ville Benjamin være forberedt.

- NEJ.