Vores egen skyld


Vores egen skyld

Hvem smed det sidste stykke affald ud? Hvem smed det sidste skod på stranden? Hvem var det, der oppe parkeringspladsen lige skulle fylde ekstra sprinklervæske på Volvoen, og lod flasken ligge så resterne kunne flyde ned og blande sig med andres efterladenskaber blandt stenene på Arnager strand, på den solrige ø Bornholm.

Der var ikke nogen der kunne forudse konsekvenserne, for der var vel ikke nogen der kendte den cocktail de efterladte rester kunne frembringe. Eller hvilken kemisk reaktion den ville frembringe for dem der ville søge og finde føde.


Lonnie var et overflødighedshorn af dårlig smag. Dagens udklædning var ingen undtagelse. De gule sokker i de mørkebrune sandaler var bare begyndelsen. Ud over en støvet rosa kjole, der nok havde hængt i skabet fra hendes mormors tid, og måske skulle være blevet hængende derinde, hang der en kort mørkegrå nederdel der stumpede lige over Lonnies knæ, som dog var skjult af den støvet rosa.

Over hendes skuldre sad der en brun cardigan, der måske var købt et nummer eller to for lille i størrelsen. Det rørte ikke Lonnie det mindste. Det var tøj, og hun kunne passe det når hun sagde det.

Faktisk var der kun én ting hun ikke brød sig om, og det skete dagen før midt på torvet i Rønne. Der sad en moden herre på en bænk. Han lignede en million i hendes øjne, og så smilede han oven i købet til hende. Sådan et rigtigt smil der sikker ville sikre ham hvem som helst, og i hvert fald også Lonnie hvis han ville nøjes. Det gjorde han selvfølgelig og hun var tvunget til at smile tilbage. Det frygtede hun.

Lonnies smil var ikke som sådan noget hun pralede af. Det var en anelse gulligt og ikke særligt velplejede. Det var hvad det var, og hun forsøgte at skjule det, men da han smilede var hun solgt. Det stod skrevet i hendes desperate ansigt. ”Tag mig!”


To af dem greb for sig af efterladenskaberne. Smagen var derefter, men det var ikke den de søgte. De var sultne så det skreg. Deres maver ville tage imod hvad som helst. Tarmene støjede efter flere dages håbløs jagt på bare det mindste.

De var to af de største på øen. To konger der rystede på hovedet efter den tidlige morgenmad. Den kemiske reaktion begyndte og deres øjne skiftede farve.

De ændrede deres kurs, indtil de fik øje på en moden kvinde der vandrede rundt alene. De rystede på deres hoveder igen. Det begyndte med en kvinde.

Den morgen skreg Lonnie, i rædsel og skræk og af smerte.


Eftermiddagen drog langsomt fremad. Solen kæmpede sin egen kamp

Jannick Olsen var en forholdsvis hærdet ambulancefører. Han havde set de fleste grimme uheldsofre. Men det her var anderledes, og blev behandlet anderledes. Der var blinkende politibiler og et sæt forundret betjente og læger.

Fundet var usædvanligt barskt. En kvinde, stort set uden ansigt.

Jannick skar ansigt da de dækkede hende til. Politiet bad dem køre til Rønne Hospitals nyoprettede retsmedicinske afdeling hvor en nyansat professor ville kigge på offeret, mens en mindre hær af betjente fik til opgave at kigge efter spor af en eventuel morder.


Morderne var på udkig efter mere. Giften fra den kemiske reaktion gjorde dem forvirret og aggressive, og sultne på en ny og ændrede måde. Kødet smagte dem.

Deres øjne flakkede fra side til side, mens Rønnes beboere og besøgende intet anede. Der var ingen der skjulte sig. Heller ikke manden i Volvoen der uden at vide det havde startede hele dette døgns vildeste og farligste dræberduo på øen.

De to sultne sad for sig selv og studerede forbipasserende, en for en. Indtil der kom en der så tilpas velpolstrede ud. De så på hinanden. De havde blod i hele ansigtet og lavede deres lyde.


Nikita var lidt mere fyldig end hun selv brød sig om. Håret var farvet sort, for at give hende et lidt yngre look end alderen bød hende. Hun klædte sig udfordrende for at lokke yngre mandlige tilskuere til hendes eget show. Måden hun gik på og hverken skjulte noget foroven og forneden.

Tidligere på dagen havde hun godt nok også smilet til en særdeles lækker moden herre der sad stille på en bænk. En mand med gråsprængt hår og et smil til en million. Han havde så godt nok ikke smilet så forfærdeligt bredt til hende. Blot sendt hende et skævt blik der sagde noget andet end betagelse.

Nikita havde retning mod havnen. Hun vidste at der var nye turister på vej. Derfor havde sminken fået et ekstra lag. Ikke at det pyntede, men det mente hun.

Til Den modne kvindes ærgrelse og irritation var der ikke nogen nye turister der stoppede for at spørge hende om vej. Ikke en gang svenskerne. En enkelt jyde havde grinet da han fik øje på hende. Så sad der tre unger på bagsædet med næsen trykket flade mod ruden. Så grinede de også.

Nikita havde eller pudset de sorte lange støvler, som hun var overbevist om bestod af ægte lak og læder og en skinnende lynlås i ægte sølv, eller…

Skuffelsen lyste ud af hende, og hun begav sig videre langs vandet, uden rigtig at vide hvad vej hun gik. Men hun var gået til venstre. Inden længe kom hun tættere på Havne Grillen og industrikvarteret.

Der slog de til, i et øjebliks uopmærksomhed blev Nikita angrebet og faldt til jorden. Hun skreg og forsøgte at fægte med armene. Men det var nytteløst. De var to og de var store. To af øens største. Man så dem hver dag. Man hørte dem hver dag.

De var stærke og Nikita havde ikke en chance. Hendes buttede kinder blev flået fra hinanden. Blodet flød ned af ansigtet på hende. Hendes læbestiftfyldte læber blev revet af tygget på og slugt. Det var hverken sult eller nød. Det var deres forvirrede hjerner der handlede.

Angriberne rystede på hovedet. Den kemiske reaktion havde stadig sin virkning.

Aggressiviteten tog til. De var vilde og flåede og rev, til der blev stille fra Nikita.


På Rønne Sygehus stod Michael Hansen. Professor i retsmedicinsk. Han kiggede på det første offer. Han undersøgte sårene og fik sine svar.

I baggrunden stod kriminalbetjent Nicklas Jæger. Han var utålmodig.

- Hvad siger du Michael? Hvad er det for en morder vi skal lede efter? Får du nogen svar ud fra dine undersøgelser?

Michael vendte sig roligt om. Hans ansigt røbede ikke ret meget.

- Det er ikke én morder du skal lede efter. Det er mindst to. Og hvis ikke jeg tager meget fejl, så bliver hun ikke det sidste offer vi får ind.

- Er der to psykopater der går rundt og flår ansigtet på folk? Jeg ved slet ikke om vi er gearet til den slags herovre. Så må vi have hjælp fra hovedstaden.

Michael stod lidt uden at sige noget. For han havde et spor mere.

- Det bliver lidt svært at forstå det her Nicklas. Det er med al sandsynlighed ikke mennesker der har gjort det her. Men dyr, og med stor sandsynlighed store fugle.

- HVAD, udbrød kriminalbetjenten, med underkæben dalende mod gulvet.

I det samme gik døren op bag dem, og en ambulancefører kom ind med en båre mere. Jannick forstod at han havde afbrudt en vigtig samtale. Han ville liste ud.

- Hvad har du, spurgte Michael henvendt til Jannick inden han nåede ud helt ud.

- En kvinde magen til den første, svarede Jannick.


Fuglene sad på et af Rønnes tårne og skreg ud med fuld hals. De så ned på eventuelle ofre og lækkerbiskner der vandrede forbi dernede.

Den ene rystede på hovedet. Den havde stadig smagen af blod og kød i næbet, men der var også noget andet. En skarp smag der kastede en kemisk reaktion af sig.

Den spredte sine vinger helt ud så det fyldte halvanden meter. Den så på den anden måge. Den måtte videre og der var en fælles forståelse. Måske ses vi en dag.


Nicklas Havde svært ved at trække vejret da Michael hev lagnet til side der dækkede det andet offer. Hun var endnu mere tilredt. Det var helt ind til kraniet. Øjnene sad der endnu, men det var også det eneste.

- Jeg ved ikke om du kan se det Nicklas, men hvis man ser rigtigt på sårene kan man se hvordan et par store næb har flået fat i hende.

Michael så på Nicklas med alvorlige øjne.

- Du skal på fuglejagt, og det skal gå stærkt. Ellers er hun langt fra det sidste offer vi får ind. Jeg vil ringe hjem. Min kone har sit barnebarn på et besøg i dag.

Nicklas havde svært nok ved at holde morgenmaden nede efter at have set Nikitas ansigt, eller mangel på samme. Han nikkede til Michael men anede ikke hvor han skulle starte. Der var fugle overalt på øen.

- Vi har rovfugle center herovre. Der kan være børn på besøg, sagde han stille.

I det samme blev døren nærmest sparket op af en ung betjent.

Alex Sørensen var ikke normalt klodset, men han var rystet. Han så på doktoren.

- Din kone har ringet. En ret stor måge har bidt Calvin i armen. Jeg ved ikke hvem Calvin er men hun var rystet. Hun gør hvad hun kan for at holde mågen på afstand. Men du måtte godt skynde dig hjem.

Michael så på Nicklas.

- Det er barnebarnet. Du kører med mig og det skal gå stærkt, sagde han højt.


Mich stod og pissede bag Volvoen. Hvad ragede det ham om nogen så ham? Hvis et eller andet kvindfolk ville stå og glo på ham, så kom dog hen og rør ved den.

Mich var typen med mange seksuelle fantasier. Det havde hans kæreste måtte lide under gennem flere måneder. Han var sin egen chef, og slet ingen kvinde skulle forsøge at sætte ham på plads. Så svingede han koteletten.

Han lukkede sine bukser og vendte sig mod bilen. Han fór sammen og gik et skridt tilbage. Den stod bare der på taget af bilen og stirrede på ham. De så hinanden i øjnene. Mich havde altid gerne ville virke frygtløs, men det var han ikke der.

Mågen var blodig overalt på sin fjerpragt. Det dryppede fra næbet. Dens øjne virkede hvide og blinkede ikke en eneste gang.

Mich listede et lille skridt frem mod bilen. Han løftede sin hånd mod håndtaget.

Mågens øjne var klistret på ham. Fra det ene sekund til det andet kunne det havde virket som om det foregik i slowmotion. Den åbnede næbet og skreg. Skreg så højt at Mich gik et skridt tilbage, og yderligere et. Den skreg på ham, og af en eller anden grund var han ikke så frygtløs mere. Mågen var stor og blodig. Den var ikke for sjov.

Han vendte sig og løb, og mågen satte af fra bilen. Den var hurtigere end ham.

Den nåede ham hurtigt, og hakkede sit hårde næb i skallen på ham. Han skreg. Han slog ud efter den og panikken kunne mærkes i hver en fiber i hans krop.

Snart kunne han ikke løbe længere. Så måtte han vende sig og spæne tilbage til Volvoen. Blodet flød ad ansigtet af den før så selvsikre Mich Gregersen. ”The Sexmachine” som han kaldte sig selv.

Han nåede bilen og flåede døren op. Han satte sig ind og skreg stadig, af smerte og frygt. Han rystede over det hele. Han troede heller ikke at han skulle tisse mere, men da han så ned af sig selv var der en mørk plet på hans jeans.

Mågen landede tungt på motorhjælmen. Den stirrede ondt ind på ham, og begyndte at hakke på forruden. Det stærke næb tæskede ned mod ruden. Den blev ved og ved og ved. Indtil ruden gav efter.

Mich drejede nøglen og Volvoens gamle motor brummede under hjælmen. Han bandede fuglen langt væk, mens han så dens næb banke løs udefra.


- Speederen i bund, råbte Michael og viste vej.

Hans smil til en million var gemt langt væk. Nu gjaldt det familien først og fremmest. Han råbte den hurtigste vej til Alex, der kørte hurtigere end det tilladte. Men med sirener på taget gik det nok alligevel.

På bagsædet sad Nicklas. Han tjekkede sin tjenestepistol. Han havde den med.

Nicklas var en tilbagelænet betjent, der kun sjældent brugte sit våben. Det kunne tælles på én hånd de gange han havde brugt den i sine ti år i kriminalen.


Mich forsøgte at få bilen i gang. Den brummede, og så endelig. Han havde svært ved at orientere sig. Dels drev blodet ned af ansigtet på ham, og dels stod der en hidsig kæmpe havmåge og skreg lige foran ham. Den var snart gennem forruden og ville med glæde tildele ham endnu mere smerte.

Mich bakkede Volvoen men kun for at ramme vognen bag ham. En stor varevogn der ikke flyttede sig.

I varevognen sad Lizette Ibsen. Hun havde netop startet for sig selv med sit eget lille transportfirma. Hun blev særdeles gal i hovedet da Mich hensynsløst bakkede sin gamle vogn ind i hendes nye, som hun havde spinket og sparet for at få råd til at købe. Hun gav Volvoen et ordentlig horn med på vej, mens hun råbte alle de bandeord hun kunne på dansk, og det var ikke så få.

Lizette havde ikke set mågeangrebet. Hun havde pause og havde lukket øjne et øjeblik. Hun nød sin frie halve times pause, og en lille søvn til øjnene.

Mich slingrede da hun kørte fremad. Han trådte speederen i bund i håb om at mågen ville ryge af men den sad fast med næbet i ruden. Volvoen fortsatte længere ud af vejen uden at Mich vidste hvor han var. Han piskede ud ad landevejen.

Et sted hvor det ikke var tilrådeligt at sætte farten op, satte Mich farten op. Han skreg lige så højt som mågen da Volvoen fortsatte ud over et klippefremspring.

Det var et drøn af et brag der brød stilheden. Der var ikke meget måge tilbage, men det der var landede i Michs døde ansigt.

På en parkeringsplads længere tilbage stod Lizette og så irriteret på den ridse som Mich havde forsaget. Hun bandede ham langt væk til død og helvede.


Lone sparkede og råbte og skreg for at holde mågen væk fra hende og Calvin.

Hun havde den lille tre årige dreng på armen, mens hun lossede alt hvad hun kunne for at ramme den vilde måge med de hvide øjne.

Den hakkede ud efter hende og skreg i vilden sky. Den var sulten efter mere kød, og gerne fra den lille dreng. Lone holdt ham fast og intet i verden kunne få hende til at slippe. Mågen hakkede mens Lone sendte en knytnæve. En stribe blod løb ned ad armen på hende og hun skreg i smerte. Den så sit snit og ville lette fra jorden og ville angribe oppefra. Den baskede med sine store vinger.

Idet samme lød der en række skud. Det fløj rundt i luften med fjer og blod og resterne af en aggressiv måge. Den landede tungt. Lone vendte sig og fik øje på Michael. Nicklas sad på knæ med sin pistol. Han var stadig rystet af synet.

Lone skyndte sig hen til Michael og de mødtes i et langt knus.

- Du sparker godt fra dig nåede jeg at se, sagde Michael smilende.

- Jeg har undervist i linedans, sagde Lone og kyssede Calvin.


Aftenens nyhedsoplæser fra TV 2 Bornholm sad med en rasende miljøaktivist. Susanne Due Albertsen fra organisationen Naturen Først.

- Hvad siger du Susanne til det tragiske der er sket her på øen?

- Jeg siger det er vores egen skyld. Når man stadigvæk behandler naturen som vi gør, og som vi i øvrigt gør over hele verden, så aner vi ikke hvad vi byder vores dyr og naturens resurser. Det er en skandale at det er sket. Vi burde være klogere, men vi bliver dummere og dummere, eller nogen gør i hvert fald. Denne her gang kostede det endda menneskeliv. Hvad hvis de havde kastet sig over en børnehave på tur? Nej men jeg er simpelthen så gal over det her. Nogen må stå til ansvar. Men hvem vil stå frem og tage skylden? Sikkert ingen, vel? Det er meget tragisk hvad der er sket, men det er i bund og grund vores egen skyld.


Rasmussen var en fredelig gammel familiekat på femten år. Måske øens fredeligste gamle kat. I et øjebliks uopmærksomhed havde de ikke fået lukket lågen rigtigt, og Rasmussen var rendt på tur. Kun et par hundrede meter hjemmefra. Her sad han og kiggede ud over vandet mens hans vaskede sin pels.

Solen var rød som noget af hans stribet pels, eller nærmest orange. Den var i hvert fald på nedadgående. Der var ikke så mange timer tilbage i døgnet at give af. Rasmussens pupiller var store og hans øjne var smukke. Dagens mange sære handlinger ragede ham langsomt, for han havde fået god mad fra dåse.

Han slikkede sin forpote og vaskede sit ansigt. Solen forsvandt mere og mere mens han godt hørte at nogen kaldte hans navn. Rasmussen plejede ikke at løbe væk.

Den aldrende hankat skjulte sig mellem noget ragelse. Han gad ikke komme hjem endnu. Han skulle nok komme hjem til trygheden og maden. Bare ikke endnu.

Det var også noget spændende ragelse. Han skulle da lige smage.

Rasmussen kom også hjem den aften og alle var glade. Men han virkede gnaven og rystede på hovedet. De så ham i øjnene. De var hvide, og så hvæssede han.